Søg på dette website

Ved Jesu korsfæstelse langfredag, møder vi kvinderne og ser at de har været med hele tiden. I evangelierne er lang fredag beskrevet som dagen, hvor Jesus pines af Pontius Pilatus og bliver korsfæstet. Ved korset står kvinderne og ved at nærlæse skrifterne kan man se, at der i Jesu følge har været kvinder fra begyndelsen, de nævnes bare ikke. Desværre er kvinderne ofte skrevet ud, undervurderet eller glemt i den endelige kanoniserede Bibel. Korsfæstelsen af Duccio di Buoninsegna, c.1315–1330. Der findes 4 evangelier I det ny Testamente, Markus, Matthæus, Lukas og Johannes. I det ældste af evangelierne, Markus evangeliet, nævnes kvinderne, der er i Jesus følge først ved Jesus korsfæstelse, før det hører vi ikke om dem. Kvinderne står lidt derfra, men de har fulgt Jesus helt fra Galilæa og til Jerusalem hvor han befinder sig langfredag. ” Der var også nogle kvinder, der så til på afstand, blandt dem Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille og Joses, samt Salome; de havde fulgt ham og sørget for ham, da han var i Galilæa. Og der stod mange andre kvinder, som var draget op til Jerusalem sammen med ham. ” (Markus kap 15 Vers 40) What Our Lord Saw from the Cross af James Tissot, ca. 1890. Matthæus evangeliet er det næstældste og her møder vi næsten samme fortælling. ”Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham. Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.” Matthæus kap 27 vers 55 I Lukas evangeliet det tredjeældste nævnes kvinderne dog langt tidligere på Jesus vandring. ” I den følgende tid gik han fra by til by og fra landsby til landsby, og han prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige. Sammen med ham var de tolv og nogle kvinder, der var blevet helbredt for onde ånder og sygdomme. Det var Maria med tilnavnet Magdalene, som syv dæmoner var faret ud af, og Johanna, der var gift med Kuza, en embedsmand hos Herodes, og Susanna og mange andre. De sørgede for dem af deres egne midler.” Lukas evangeliet kap 8 vers 1 Lukas nævner igen kvinderne ved korsfæstelsen: ”Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.” Lukas evangeliet kap 23 Vers 49 Johannes evangeliet er det yngste af evangelierne og han sætter igen kvinderne i følget til at være til stede ved korsfæstelsen. Her beder Jesus disciplen Johannes, som tilsyneladende også er ved korset, tage vare på hans moder Maria. ”Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: »Kvinde, dér er din søn.« Derpå sagde han til disciplen: »Dér er din mor.« Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.” Johannes evangeliet kap. 19 Vers 25 The Crucified Christ with the Virgin Mary, Saints and Angels (The Mond Crucifixion) af Raffaello Santi, ca. 1502. Ifølge Markus, Matthæus og Lukas er kvinderne også til stede ved gravlæggelsen og ser hvor han bliver lagt: ”Men Maria Magdalene og Maria, Joses' mor, så, hvor han blev lagt.” Markus kap 15 vers 47 ”Men da det var blevet aften, kom der en rig mand fra Arimatæa, der hed Josef, som også var blevet en discipel af Jesus. Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme, og Pilatus befalede, at det skulle udleveres. Så tog Josef Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik. Men Maria Magdalene og den anden Maria var der og sad over for graven.” Matthæus kap 27 Vers 57 Lukas beskriver det mere uddybende ”Det var forberedelsesdagen, lige før sabbatten begyndte. De kvinder, som var kommet fra Galilæa sammen med Jesus, fulgte efter og så graven, og hvordan hans legeme blev lagt dér. Og da de var vendt tilbage, tilberedte de vellugtende salver og olier; men sabbatten over holdt de sig i ro efter lovens bud.” Lukasevangeliet kapitel 23 vers 55 Kvinderne ønskede at salve Jesus, som det var skik med afdøde, men de er fromme jødiske kvinder og holder sabbatten i hævd. I Johannes evangeliet nævnes kvinderne ikke ved gravlæggelsen, men igen Påskedag. Kvinderne har altså været i Jesus følge hele tiden, men de nævnes ikke og når de gør er det mere som en sidebemærkning. Kvinderne er de sidste der står ved Jesus side og overværer hans død og som vi skal se er de afgørende ved genopstandelsen. Fotos: Forsidefoto: Jesu korsfæstelse, malet af Rogier van der Weydens, 1440'erne. Public domain. Korsfæstelsen af Duccio di Buoninsegna, c.1315–1330. Findes på Manchester Art Gallery. Public domain. What Our Lord Saw from the Cross af James Tissot, ca. 1890. Findes på Brooklyn Museum. Public domain. The Crucified Christ with the Virgin Mary, Saints and Angels (The Mond Crucifixion) af Raffaello Santi, ca. 1502. Findes på National Gallery i London. Public domain. Yderligere litteratur: Marianne Aagaard Skovmand, De skjulte ledere, Gyldendal 2021 https://www.kristendom.dk/p%C3%A5skens-personer/kvinderne-var-p%C3%A5-rette-tid-og-sted-ved-jesu-opstandelse https://www.religion.dk/undervisning/kvinder-i-kristendommen Bibelselskabet.dk

Vi kender alle beretningen om Jesus og hans 12 mandlige disciple, men hvor er kvinderne? Vi ved fra steder i de kristne skrifter at flere kvinder fulgte Jesus fra Galilæa. I følget er blandt andet Maria Jesu mor, Maria Magdalene og flere andre kvinder. Kvinderne nævnes ikke ved skærtorsdag, men de er til gengæld, som vi skal se, afgørende i de efterfølgende dage. Påskebegivenhederne i den kristne tro er beskrevet i Ny Testamentes 4 evangelier, samt Paulus breve. Skrifterne beskrivelser er forskellige, men I alle eksemplerne er kvinderne mystisk fraværende i beskrivelsen af skærtorsdag. Alle beskriver de at skærtorsdag er dagen, hvor Jesus spiser med sine disciple, 12 mænd. Ved dette måltid indstifter Jesus nadveren, hvor vinen er hans blod og brødet er hans kød. I den kristne tradition indstiftes der ved nadveren et kristent ritual, en ny pagt med Gud og et nyt offer, som vi skal se meget mere på. Formentlig er måltidet det jødiske seder måltid, der spises under pesach. Pesach er en jødisk højtid, der fejrer at jøderne undslap slaveriet i Ægypten ført an af Moses og ved Guds hjælp. Jesus og hans følge var selv jøder og har fulgt denne jødiske tradition. Ifølge Johannes evangeliet vasker Jesus også sine disciples fødder rene. Skær betyder ren, deraf navnet skærtorsdag. Til sidst går Jesus ud i Getsamne haven og tilfangetages. Yderligere litteratur: De skjulte ledere. Marianne Aagaard Skovmand. Gyldendal. https://www.kristendom.dk/p%C3%A5skens-personer/kvinderne-var-p%C3%A5-rette-tid-og-sted-ved-jesu-opstandelse Foto: Den sidste nadver af Stefano di Giovanni , ca. 1430. Public domain.

12 børn fik Marie Kristine Jensen og 12 gange skulle hun introduceres til kirken. Igennem forfatteren og debattøren Thit Jensens forfatterskab hører vi om moderen Maries Kristines liv. Dyrlæge Hans Jensen, Fru Marie Kirstine Jensen, Thit Jensen, Johannes V. Jensen og Mikdahl Jensen I 20 år var Marie Kristine Jensen (1849-1926) enten gravid eller ammende. Hun pådrog sig mange invaliderende fysiske skader i takt med de mange graviditeter og fødsler. Ved den ene fødsel sprang hun sine trommehinder, hvilket medførte at hun blev tunghør og hun fik yderligere en rygskade og måtte bære et støttende jernkorset om livet, som beskadigede hendes hofter. Hun var krumrygget, og plaget af store smerter, hvilket hun hyppigt lod sine børn høre for, heriblandt de to berømte forfattere Thit Jensen og Johannes V. Jensen. Johannes V. Jensen som ung student sammen med søsteren Thit Jensen. Foto fra 1893. Trods sine fysiske skavanker skulle Marie Kristine stille ved kirkedøren 6 uger efter fødslerne og introduceres på ny. Med stor vrede beskrev Thit Jensen hvordan moderen, på trods af smerter og skader, skulle vente i kirkedøren, indtil præsten fandt det passende, at hente hende ind i kirken og indvie hende igen, men det nægtede moderen til sidst. ”Forresten er hele mit Liv bygget paa, at jeg elskede min Mor saa højt, og at jeg saa hende lide saa meget – for det gjorde Kvinder dengang! Hun fik tolv Børn, og hun var Krøbling af Børnefødsler” (Citat af Thit Jensen i Dagens Nyheder fra 1956.) Thit Jensen oplevede moderens kvaler på nærmeste hold. Som 4. barn og den ældste pige i den store søskendeflok, blev Thit ekstra mor og underviser for de mange søskende. Drengene i familien blev uddannet, men pigerne skulle blive hustruer og mødre. Dette ville Thit Jensen dog ikke, men hun flyttede i stedet til København og blev forfatter. Portræt af Thit Jensen Thit Jensen kæmpede i sit voksenliv mange kampe for den moderne kvinde og heriblandt kæmpede hun for oplysning om prævention og den ønskede graviditet. Hun var grundlæggende imod abort, men kæmpede for at kvinder fik mulighed for at forebygge graviditeter. Thit stiftede i 1923 foreningen Frivilligt Moderskab og året efter grundlagde hun Foreningen for Sexuel Oplysning, sammen med lægen J.H. Leunbach. Her var hun varm fortaler for oplysning om prævention og kvindens frie valg og ret til egen krop. Thit Jensen blev aldrig selv mor, men kæmpede en indædt kamp for kvinder og børns rettigheder. Fotos: Dyrlæge Hans Jensen, Fru Marie Kirstine Jensen, Thit Jensen, Johannes V. Jensen og Mikdahl Jensen. Det Kongelige Biblioteks Digitale samlinger. Johannes V. Jensen som ung student sammen med søsteren Thit Jensen. Foto fra 1893. Det Kongelige Biblioteks Digitale samlinger. Portræt af Thit Jensen, fotograf ukendt. Det Kongelige Biblioteks Digitale samlinger. Litteratur: https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Thit_Jensen Citat fra "Thit – en purpurklædt Skjoldmø med Pistol i Baghaanden – fylder 80." Dagens Nyheder, 1956-01-01.

Fra udelukkelse til ydmygelser og pisk. Med reformationen I 1500-tallet kom der ændringer for den barslende kvinde. Dog kun den ærbare, gifte kvinde, der fik barn indenfor ægteskabet. Den gifte kvinde var nu idealet og det var den gifte kvindes pligt at føde børn i følge Luther. Den ærbare kvinde skulle dog stadig være udelukket fra kirken i 6 uger, men blev dernæst ”indlyst” af præsten og formanet om sit moderlige ansvar. De 6 uger udenfor kirken gjorde at de barslende mødre stadig ikke kunne deltage i deres nyfødtes dåb. Nyfødte blev døbt en uge gamle og her var kvinderne stadig afskåret fra kirken. Det kvindelige ideal, ærbar, fødedygtige og gift. Skånsk præst Søren Hansen Stenderup, hans to hustruer og mange børn fra ca. 1667. Foto af Erik Fjordhede, livninghistory.dk Den ugifte kvinde der havde fået barn udenfor ægteskabet blev ikke indlyst, men skulle afstraffes, afrettes og udskammes. At krænke ægteskabets hellighed var en dybt alvorlig sag og eksklusion fra kirken var skæbnesvangert for disse kvinder. Christian III af Jacob Binck, 1550. Christian den III gennemførte Reformationen og han ville beskytte ægteskabet og fokusere på De 10 bud. Vigtigst var buddet, ”du må ikke bedrive hor”. Straffen blev i 1537 at en utugtig mand skulle halshugges og en utugtig kvinde skulle druknes I en sæk. Kalkmalerier, Sanderum Kirke, Fyn. Foto af Niels Svalebøg. I 1617 blev offentlig skrifte og afstraffelse i stedet indført ved lov. Kvinden skulle foran hele menigheden bekende sin synd, sin utugt, og her modtage sin straf, der var et langt og ydmygende ritual, der indebar piskning. Ritualet blev afskaffet igen i 1767 da flere kvinder slog deres nyfødte ihjel for at undgå ritualet. Begik kvinden ikke selvmord var straffen for at dræbe sit eget barn dødsstraf og dermed mistede begge livet. En utro kvinde piskes offentligt ved kag'en, som var en pæl på byens torv. Illustration: Daniel Chodowiecki. Introduktionen af barselskvinden fortsatte frem til 1754 hvor det blev forbudt ved lov, dog undtagen steder hvor det var skik og brug. Først i 1771 blev hjemmedåb tilladt og derfor kunne mødrene være en del af dåben. Det var dog påkrævet at der skulle foregå en såkaldt publication i kirken 6 uger efter fødslen. På den måde slog man i 1800- tallet dåb og introduktion sammen. Introduktions ritualet foregik helt frem til 1880erne på landet og frem til 1920’erne i vækkelses bevægelser. Fotos: Skånsk præst Søren Hansen Stenderup, hans to hustruer og mange børn fra ca. 1667. Foto af Erik Fjordhede, livninghistory.dk. Christian III af Jacob Binck, 1550. Public domain. Kalkmalerier, Sanderum Kirke, Fyn. Foto af Niels Svalebøg. Fyens Stiftidende. En utro kvinde piskes offentligt ved kag'en, som var en pæl på byens torv. Illustration: Daniel Chodowiecki. Litteratur: https://videnskab.dk/forskerzonen/kultur-samfund/brud-paa-de-ti-bud-var-kriminelt De urene kvinder eller >>det glemte ritual<<, Mette Maria Ahlefeldt-Laurvig, Academia.eu https://danmarkshistorien.dk/perioder/reformation-og-magtstat-1523-1660/kultur-og-dagligdag

I Danmark var kvinder udelukket fra kirken i 6 uger efter fødsel. Frem til reformationen i 1536 blev den barslende kvinde set som uren efter fødsel og som et let offer for djævlen. Ved en ceremoni blev den barslende kvinde 6 uger efter fødsel, fulgt af andre kvinder til kirken. Disse kvinder skulle holde djævlen bort fra den barslende. Udenfor kirken ville præsten afvente kvinden og stænke hende med vievand. I hånden bar præsten et lys som kvinden fik, som symbol på at hun igen kunne indgå i kirken. Hvis barnet levede ville lyset være tændt, hvis barnet var dødt, ville lyset være slukket. Døde kvinden selv, ville et slukket lys ofte følge hende i graven. Efter overrækkelsen af lyset, ved introduktionen af kvinden, blev bønner afsagt for kvinden. Dernæst kunne hun og hendes følge af kvinder gå ind i kirken og ofre ved at give penge til kirke og degn. Ceremonien var baseret på Det Gamle Testamentes 3. Mosebogs 12. kapitel som du kan læse nedenfor. "//Herren talte til Moses og sagde: Sig til israelitterne: Når en kvinde er gravid og føder en dreng, er hun uren i syv dage; hun er uren lige så længe som under sin menstruation. På den ottende dag skal drengens forhud omskæres. I treogtredive dage skal hun blive hjemme, mens hun har sin renselsesblødning; hun må ikke røre ved noget helligt, og hun må ikke komme ind i helligdommen, før hendes renselsesdage er forbi. Hvis hun føder en pige, er hun uren to gange syv dage ligesom under sin menstruation. I seksogtres dage skal hun holde sig hjemme på grund af sin renselsesblødning. Når hendes renselsesdage er forbi, såvel efter en søn som efter en datter, skal hun bringe et årgammelt lam som brændoffer og en dueunge eller turteldue som syndoffer; hun skal bringe dem til præsten ved indgangen til Åbenbaringsteltet. Han skal ofre det for Herrens ansigt og skaffe hende soning; så er hun ren efter sin blødning. Det var loven om en kvinde, der føder en dreng eller en pige. Men hvis hun ikke har råd til et lam, skal hun tage to turtelduer eller to dueunger, den ene til brændoffer og den anden til syndoffer. På den måde skaffer præsten hende soning; så er hun ren. //" Efter reformationen i 1536, blev ceremonien omdiskuteret. Ritualet fortsatte, men i en ny form. Nu blev kvinden, hvis hun var gift, ”indlyst”, og skulle ikke ses som uren, med stadig være ekskluderet i 6 uger. Selvom synet blev ændret, vedblev urenheden ved kvinden som antagelsen længe efter. Den ugifte kvinde blev dog ikke inkluderet igen, men var udstødt som utugtig bolerske. Hvad der står i skrifterne, hvad der skete med ritualet, synet på kvinden, og hvordan dette medførte dødelighed og skam, skal vi se meget mere på her på bloggen. Foto: En Kones højtidelige kirkegang efter barselsfærd, af Christen Dalsgaard, 1860. Findes på Statens Museum for Kunst. Public domain. Litteratur: De urene kvinder eller >>det glemte ritual<<, Mette Maria Ahlefeldt-Laurvig, Academia.eu

Før Biblens Gud skabte noget andet, skabte han Sophia. Hun stod ved hans side, hun dansede for ham og bragte ham glæde. Hvem er denne Sophia? Vi møder hende i filosofiske og gnotiske skrifter, i det gamle testamente og i kristendommen. Navnet Sophia er græsk og betyder ”visdom." I antik og hellenistisk filosofi er hun et billede på visdommen, der kunne personificeres i en gudinde. Ordet "filosofi" betyder ”kærlighed til Sophia.” - altså kærlighed til visdom. Sophia som personificering af visdommen. Celsus Biblioteket, Ephesus, Tyrkiet. Foto af José Luiz Bernardes Ribeiro. Licens: CC BY-SA 3.0. Hellenismen var en smeltedigel af religiøse og filosofiske tanker, og det er muligvis i hellenistisk tid, at Sophia har taget sin plads i de jødiske skrifter. Vi møder hende i det Gamle Testamente, hvor Sophia blandt andet optræder i Ordsprogenes Bog. Her danser hun, før alt andet var skabt, hun bringer Gud glæde, og hun hjælper ham med skabelsen af verden. "Som begyndelsen på sine handlinger skabte Herren mig, som det første af sine værker dengang. Fra evighed er jeg dannet, fra begyndelsen, før jorden blev til...." "....da han lagde jordens grundvolde fast, var jeg ved hans side som hans fortrolige; jeg var til glæde for ham dag efter dag, jeg dansede foran ham hele tiden, jeg dansede på hans vide jord og glædede mig over menneskene." (Uddrag fra Ordsprogenes bog kap 8.) Hun omtales som både, hustru, søster, brud, værtinde, mm. Men det er omdiskuteret, hvem eller hvad hun er. Er hun visdommen, et feminint aspekt af Gud, en gudinde? Det er et emne, der er til debat blandt forskere i flere videnskabelige discipliner. Ikon af visdommen Sophia. Af ukendt kunstner. I kristendommen gjorde man omtalen af hende i de jødiske skrifter til et symbol for ordet 'logos', der var den guddommelige Kristus og blev manifesteret i Jesus på jorden. I Det Nye Testamente identificeres Sophia altså med den historiske Jesus, der blev korsfæstet. Dette skabte naturligvis forargelse både blandt jøder og grækere, der havde en helt anden opfattelse af Sophia. Apostlen Paulus' brev til den kristne menighed i Korinth illustrerer det. ”For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom.” (1.Kor. 1,18-25). At Jesus tog form af den hellige Sofia, den guddommelige visdom, kan blandt andet ses ved ”Hagia Sophia”, den hellige visdom, dedikeret til Kristus. Kirken er i dag en moske i Istanbul, det tidligere kristne Konstantinopel. Hagia Sophia, tidligere kirke i Istanbul. Foto af Arild Vågen. Licens: CC BY-SA 3.0. I gnostiske skrifter bl.a. Nag Hammadi, kan vi se en opfattelse af Sophia som en gudinde. Sophia som visdommens gudinde har spøgt gennem tiderne, og også i kirkehistorien er Sophia i flere tilfælde blevet dyrket som en decideret gudinde. I kristendommens historie har en række mystikere, bl.a. Hildegard af Bingen, brugt Sophia som metafor for mødet med det guddommelige i skikkelse af en himmelsk kvinde. Mystikere ønsker at transcendere og nedbryde skel mellem verdener og opnå en forening med det guddommelige, her i form af Sophia. I feministisk kristendom kan Sophia også ses som et kvindeligt alternativ til, eller symbol for, Gud selv. I den neo-paganistiske religion, Wicca, har Sophia fået ny tilbedelse blandt mange andre tidligere kvindelige gudinder. I denne uge er den fascinerende Sophia fredagsgudinde her på siden. Vi kommer til at se meget mere til Sophia. Rigtig god dag! Fotos: Sophia som personificering af visdommen. Celsus Biblioteket, Ephesus, Tyrkiet. Foto af José Luiz Bernardes Ribeiro. Licens: CC BY-SA 3.0. Ikon af visdommen Sophia. Af ukendt kunstner. Findes i Vologda Museum. Public Domain. Hagia Sophia, tidligere kirke i Istanbul. Foto af Arild Vågen, 2013. Licens: CC BY-SA 3.0. Kristus Pantokrator fra Deësis-mosaikken i Hagia Sofia, Istanbul, ca. 1261. Foto af Myrabella / Wikimedia. Public domain. Hildegard von Bingen. Af ukendt kunster. Public domain. Yderligere litteratur: Lex Den Store Danske Gads Bibelleksikon Kirkehistorie, Martin Schwartz Lausten. Biblen online

Hun var Egyptens gudinde for dans, glæde, kærlighed, moderskab og seksualitet. Hun var kvindernes gudinde og gudinde for mødre, hustruer, døtre og dronninger. Hun kunne kaldes "livets herskerinde” og var en af de gudinder, der blev dyrket i længst tid og flest former. Hathor blev ofte fremstillet på måder som relaterede sig til en ko. Hathor udstillet på Egyptisk Museum i Kairo. Foto af Ovedc. Licens: CC BY-SA 4.0 Koen symboliserede evnen til at avle, frugtbarheden og kvindeligheden. Hun var portrætteret som en ko, en kvinde med et kohoved eller som en kvinde med kohorn og en sol i mellem hornene. Ofte bar Hathor på en sistrum, en musikalsk rangle, der blev benyttet i ritualer. Hathors tempelsøjler var ofte hendes ansigt i en trekantform, med koører. Kalksten-stele af Hathors hoved. MET. Det er blevet foreslået at Hathors trekantede hovedform skulle symbolisere livmoderen. Deciderede fødehuse blev bygget for at hylde Hathors fødsel af guden Ihy. Igennem tiden og forskellige steder havde hun skiftende relationer med de andre guder. Hendes navn betyder ”Horus hus." Horus, guden for farao, kunne hun være gift med eller moder til. Hathor havde hovedkultsted i Denderra, og kunne ved en storslået bådprocession blive sejlet til Idfu, hvor Horus boede. Her kunne hun blive i 14 dage, hvorefter hun sejlede hjem igen. Et ejendommeligt ritual , der forbandt de to guddomme. Ligeledes kunne Hathors relation til solguden Ra skifte. Hun kunne være hans mor, datter, eller hustru. Hun kunne også være hans øje og blive rasende, hvilket bevirkede at hun indtog form af løvegudinden Sakhmet. Sakhmet og Hathor, Temple of Haroeris. Foto af Merlin UK. Licens: CC BY-SA 3.0. Med tiden smeltede hun sammen med gudinden Isis, der blev dyrket langt op I Romerrigets historie, blandt andet med Hathors ikoniske kohorn og solskive. Nyd hende Hathor, Luxor Museum. Foto af Olaf Tausch. Licens: CC BY 3.0. Litteratur: Fotos: Hathor udstillet på Egyptisk museum i Kairo. Af Ovedc. Licens: CC BY-SA 4.0. Kalksten-stele af Hathors hoved, 6. århundrede f.v.t. Findes på Metropolitan Museum of Art. Public domain. Sakhmet og Hathor, Temple of Haroeris. Af Merlin UK. Licens: CC BY-SA 3.0. Hathor, Luxor Museum. Foto af Olaf Tausch. Licens: CC BY 3.0.

I nutidens Danmark, for 2000 år siden, kom foråret frem med gudinden Nerthus. Nerthus blev trukket rundt i en vogn, hvor hun medbragte foråret og til sidst fik hun menneskeofringer som tak. Ifølge den romerske historiker Tacitus foregik der, blandt germanske stammer i datidens sydlige Danmark, et ejendommeligt ritual for Nerthus eller moder Jord, Terra Mater. Nerthus af Emil Doepler, 1905. I sit værk Germania, Ca. 100 e.kr, beskrev Tacitus, hvordan Nerthus, i form af en statuette, opholdt sig på en ø i oceanet. Øens placering er omdiskuteret, men man der er gættet på Fyn, Als og lignende øer. På denne ø var Nerthus og hendes vogn dækket af et klæde, der blev taget af ved forårets komme. Nerthus vogn blev så trukket rundt af køer til de germanske stammer og medbragte foråret og frugtbarheden. Hun var ledsaget af en præst og flere slaver og efter processionen med vognen, tog optoget tilbage til øen, for at vaske statue og vogn i en sø. Afslutningen på ritualet var at slaverne blev druknet i den selv samme sø. Dette i vore dage morbide træk var formentlig et offer til gudinden, for at takke hende, og opretholde den nyligt indstiftede orden og frugtbarhed. Gudinden Henthas udtog fra Lejre Skov i Herthadalen i Sjælland af Andreas Flint (1767 – 1824) Denne beskrivelse står meget alene, da Norden var skriftløs på denne tid. Nerthus har dog store ligheder med de beskrivelser som vi, 1000 år senere, finder om gudinden Freja i de islandske skriftlige kilder. Yderligere er Nerthus en feminin latinisering af navnet Njord, hvilket er navnet på Frejas far i den nordiske mytologi. Teorierne omkring hvilken relation, der er i mellem denne Nerthus og Freja er omdiskuterede. Fotos: Nerthus af Emil Doepler, 1905. Public domain. Gudinden Henthas udtog fra Lejre Skov i Herthadalen i Sjælland af Andreas Flint (1767 – 1824). Public domain. Litteratur: Anders Bæksted, Nordiske guder og helte, Politikens Forlag. Processioner i førkristen nordisk religion, Simon Nygaard og Luke John Murphy Tacitus, Germania kap. 40

Han kunne gøre kvinder gravide og få sæler til at formere sig, men han kunne også straffe med dårlig fangst og ufrugtbarhed. Der findes mange myter om månemanden og i mange lokale variationer. Den mest udbredte var oprindelsesmyten om solens og månen, hvor Månemanden jagtede sin lysende varme søster over himmelbuen. Månemanden, eller Aningaaq der betyder ”en piges store storebror” er sammen med Havets Moder, Grønlands største Inua. Inua var en ånd eller sjæl, der boede i naturfænomener, som en evig energi. Månemanden var inua for mange områder og særligt den mandlige evne, til at gøre kvinder gravide. Han boede i sit hus på månen, hvorfra han sendte børn ned til kvinderne på jorden. Han styrede også sælernes kønsmodning og var selv en stor fanger, der besøgte Jorden med sin hundeslæde. Månemandens gang på himlen styrede vandstanden og om det var højvande eller lavvande. Angakkuq Han var også en straffende guddom der kunne tilbageholde fangstdyrene ved tabubrud. Tabuerne var mange for menneskene i fangersamfundene og tabubrud satte sig i Månemandens hus som urenheder. Den grønlandske shaman, Angakok, kunne gennem rituelt trance, eller sjæleflugt, besøge månemanden og rense hans hus på månen, for urenhederne. Månemanden havde en utrolig stor magt, men han kunne heldigvis formildnes af den grønlandske shaman angakok. De mange tabuer var en del af det kønsopdelte fangersamfund, hvor kvinder skulle blive mødte og syersker og mænd skulle være fangere. Inuiternes religion var animistisk og man levede i dyb respekt for naturen og havde flere ritualer og tabuer forbundet med fangst og jagt. Mændene skulle følge fangstritualerne og udvise respekt for deres bytte. Kvinderne var underlagt taburegler særligt under menstruation og fødsel og kunne ad denne vej støtte op om et godt fangstbytte. Mytologi og ritualer giver unikke indblik i samfund og kønsforståelser i forskellige kulturer og religioner. Foto: Illustration af Angakkuq, Louis Le Breton (1818–1866.) Public domain. Yderligere litteratur: Grønlandske myter og sagn. Lex. Den store danske. https://silamiut.iatuagaq.iserasuaat.gl/?id=193

Grønlands sol jages af Månemanden Med ild i hånden flygter hun fra sin bror, der har voldtaget hende i ly af mørket. Læs en grønlandsk myte, der forklarede tilblivelsen af solen og månen, og som advarede imod incest og indavl. Myten lyder som følger: Oprindelig var solen og månen søskende, der levede på jorden i samme hus. Hvert nat lagde broderen sig hos sin søster, der ikke kunne genkende ham i mørket. Ved hjælp af lampesod fik hun en nat mærket ham på brystet, og hun kunne derfor identificere ham i dagslyset. Som reaktion på at det var hendes egen bror, tog kvinden sin kniv og skar sit bryst af. Hun smed brystet hen til sin bror med ordene "Siden du holder så meget af mig, så spis mig!" Hun tog dernæst en pind, satte mos på spidsen og dyppede det i tjære, som hun satte ild til. Med denne skinnende fakkel løb hun ud og steg op på himmelbuen. Da månemanden kom ud og så dette tog han sin isskraber, Sermiaut, som han satte mos på og tændte ild til. Da han løb efter sin søster slukkede hans fakkel sådan, at der kun var gløden tilbage. Gnisterne sprang fra gløden og satte sig på himlen. Denne månemand må til tider synke ned til jorden og jage efter sæler, men solen og hendes fakkel af tjære og mos, varmer og lyser stadig. Denne ejendommelige myte kendes i flere versioner, men med samme grundlæggende fortælling. De er primært skrevet ned af kristne missionærer som Poul Egede (1708-1789). Poul Egede var søn af Hans Egede (1686-1758), der er kendt som Grønlands Apostel, og bragte kristendommen til Grønland. Til vores held blev flere af den indfødte befolknings myter skrevet ned, men det skal selvfølgelig læses ud fra konteksten og med kildekritik. Følg med i morgen når vi ser nærmere på Grønlands Månemand. God fredag ☀️ #fredagsgudinder. Foto: Poul Egede, ukendt kunstner. Public domain. Myte: Frit gendigtet efter: efterretninger om Grønland uddragne af en journal holden fra 1721 til 1788 af Poul Egede. Det Grønlandske Selskabs Skrifter 29. Det Grønlandske Selskab, 1988. s. 53-54. Systime.dk

Verdens ældste kærlighedsdigt. Det er over 4000 år gammelt, skrevet i ler og var en del af et rituelt, helligt bryllup. ”Brudgom, der er mit hjerte kær, God er din skønhed, honningsød, Løve, der er mit hjerte kær, God er din skønhed, honningsød” (Dansk oversættelse fra engelsk: Sisse Marie Kromann) Digtet blev fremført af en kvinde, muligvis en brud eller en ypperstepræstinde, der repræsenterede gudinden Inanna. Brudgommen som digtet omhandler er Shu-sin, der var konge over Sumer og Akkad i nutiden Irak, omkring år 2000 f.v.t. Bulle med Shu-Sins navn og titel, Louvre Museum Ved nytår skulle kongen indgå et helligt ægteskab, hieros gamos, med ypperstepræstinden. Kongen repræsenterede guden Dumuzi, og skulle mødes med ypperstepræstinden, der repræsenterede gudinden Inanna. De to skulle her have et rituelt samleje og sætte det nye år i gang. Hvorvidt samlejet rent faktisk foregik, eller om det var symbolsk, er omdiskuteret. Lertavlen med digtet blev gravet frem blandt adskillige kileskriftstavler i byen Nippur i datidens Assyrien. Digtet blev fundet i det 19. Århundrede og oversat i det 20. århundrede. Opdagelsen af digtet var skelsættende. A Love Song of Shu-Sin, lertavle med kileskrift. På fredag kan I læse mere om dette fascinerende ritual og mytologien bag det. Glædelig valentinsdag. Læs hele det smukke digt oversat til engelsk her: A love song of Shu-Suen: 1-4 Man of my heart, my beloved man, your allure is a sweet thing, as sweet as honey. Lad of my heart, my beloved man, your allure is a sweet thing, as sweet as honey. 5-8 You have captivated me (?), of my own free will I will come to you. Man, let me flee with you -- into the bedroom. You have captivated me (?); of my own free will I shall come to you. Lad, let me flee with you -- into the bedroom. 9-14 Man, let me do the sweetest things to you. My precious sweet, let me bring you honey. In the bedchamber dripping with honey let us enjoy over and over your allure, the sweet thing. Lad, let me do the sweetest things to you. My precious sweet, let me bring you honey. 15-21 Man, you have become attracted to me. Speak to my mother and I will give myself to you; speak to my father and he will make a gift of me. I know where to give physical pleasure to your body -- sleep, man, in our house till morning. I know how to bring heart's delight to your heart -- sleep, lad, in our house till morning. 22-23 Since you have fallen in love with me, lad, if only you would do your sweet thing to me. 24-27 My lord and god, my lord and guardian angel, my Cu-Suen who cheers Enlil's heart, if only you would handle your sweet place, if only you would grasp your place that is sweet as honey. 28-29 Put your hand there for me like the cover (?) on a measuring cup. Spread (?) your hand there for me like the cover (?) on a cup of wood shavings. 30 It is a balbale of Inana. Litteratur: https://www.orinst.ox.ac.uk/electronic-text-corpus-sumerian-literature-etcsl Fotos: Bulle med Shu-Sins navn og titel, © Marie-Lan Nguyen / Wikimedia Commons. Findes på Louvre Museum. Licens: CC BY 2.5, via Wikimedia Commons. A Love Song of Shu-Sin, lertavle med kileskrift, 2037-2029 f.v.t. Billede taget af Andriy Makukha (Amakuha). Findes på Istanbul Museum of Ancient Art. Licens: CC0, via Wikimedia Commons.

Hvad har lysfest og midvinter med Marias renselse og kyndelmisse at gøre? En hel del. I det store Romerrige blev markeringen af, at halvdelen af vinteren nu var gået fejret, men i en ny form, som Mariæ renselsesdag. Mariæ renselsesdag er en kirkelig højtid den 2. Februar, som kirken fastlagde, da det passede med, at det var 40 dage efter den dag kirken havde fastslået som Jesu fødsel den 25. december. Datoerne fremgår ikke af skrifterne, men er planlagt af den romerske kirke, så de passer ind i de fejringer, der allerede fandt sted i den romerske kalender. Maria var efter jødisk lov uren, da hun blødte efter fødslen og måtte isoleres og ikke nærme sig helligsteder. Præsentation af Jesusbarnet ved Templet af Giovanni Bellini I følge Moseloven er en kvinde der har født en dreng uren i 40 dage, har hun derimod født en pige er renselsestiden dobbelt så lang. Traditionen tro skulle kvinden efter renselsesperioden ofre enten et lam eller en due til Gud, som et soningsoffer, og barnet skulle fremstilles i templet. Først her var kvinden indviet og ren igen. Dette gjaldt også Jesu mor Maria, der ligesom Jesus var jøde og fulgte Moseloven. Simeon and Anna Recognize the Lord in Jesus af Rembrandt. Jesus blev til lyset I flere hedenske traditioner blev tiden omkring den 1. februar markeret ved, at man hyldede lysets tilbagevenden. I kristendommen blev Jesus nu det lys der kom frem. I Lukasevangeliet finder vi fortællingen om Maria, der tager til templet og fremviser Jesus efter sin renselsesperiode. Her møder hun Simeon en mand, der ser Jesus som ”lyset for hedninge” Den katolske kirke overtog hedenske ritualer hvor folk gik i processioner med lys i gaderne, til nu at hylde Jesus og til at være en indvielse af de lys, der skulle benyttes i kirken resten af året. Dagen kaldes på latin missa candelarum 'lysenes messe' og fordansket blev dette til kyndelmisse. I 1770 indførte Struense helligdagsreformen i Danmark og afskaffede flere helligdage, også Mariæ renselsesdag. I danske kirker i dag markeres kyndelmisse med lysgudstjenester. Johann Friedrich Struensee efter original af Jens Juel Ideen om at Kyndelmisse, Imbolc eller Lupercalia var gunstig ift. at forudse vejret kendes fra forskellige egne og har haft sin udbredelse helt frem til i dag, hvor der stadig afholdes Kyndelmissegudstjenester, for at fejre, at vinteren går på hæld. I Danmark sagde man bl.a., at hvis det blæste så meget på kyndelmisse, at »18 kællinger ikke kunne holde den 19. ved jorden«, så ville foråret snart være på vej. Man sagde også at »kjørmes-tø var bedre end 100 læs hø«, hvilket betød at tøvejr på kyndelmisse ville give en god høst. Traditioner og højtider kan ændre sig over tid og få nye betydninger. Glædelig kyndelmisse, imbolc, lysfest. Herunder ses udklip af de omtalte tekststeder fra biblen: 3. Mosebog. Kap 12. Loven om barselkvinders urenhed //Herren talte til Moses og sagde: Sig til israelitterne: Når en kvinde er gravid og føder en dreng, er hun uren i syv dage; hun er uren lige så længe som under sin menstruation. På den ottende dag skal drengens forhud omskæres. I treogtredive dage skal hun blive hjemme, mens hun har sin renselsesblødning; hun må ikke røre ved noget helligt, og hun må ikke komme ind i helligdommen, før hendes renselsesdage er forbi. Hvis hun føder en pige, er hun uren to gange syv dage ligesom under sin menstruation. I seksogtres dage skal hun holde sig hjemme på grund af sin renselsesblødning. Når hendes renselsesdage er forbi, såvel efter en søn som efter en datter, skal hun bringe et årgammelt lam som brændoffer og en dueunge eller turteldue som syndoffer; hun skal bringe dem til præsten ved indgangen til Åbenbaringsteltet. Han skal ofre det for Herrens ansigt og skaffe hende soning; så er hun ren efter sin blødning. Det var loven om en kvinde, der føder en dreng eller en pige. Men hvis hun ikke har råd til et lam, skal hun tage to turtelduer eller to dueunger, den ene til brændoffer og den anden til syndoffer. På den måde skaffer præsten hende soning; så er hun ren. // Lukasevangeliet kapitel 2 vers 22-40 Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren – som der står skrevet i Herrens lov: »Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren« – og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to dueunger. I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud: Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel. Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.« Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning. Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham. Fotos: Præsentation af Jesusbarnet ved Templet af Giovanni Bellini, ca. 1459. Findes på Pinacoteca Querini Stampalia i Venedig. Public domain. Simeon and Anna Recognize the Lord in Jesus af Rembrandt, 1627. Findes på Hamburger Kunsthalle. Public domain. Johann Friedrich Struensee, kopi af Hans Hansen fra 1824 efter original af Jens Juel. Findes på Rosenborg Slot. Public domain. Yderligere litteratur: Gads Bibelleksikon https://videnskab.dk/kultur-samfund/kyndelmisse-lever-stadig-men-hvad-er-det Kulturhistorier.dk Natmus.dk Religion.dk Biblenonline.dk