Eostre har formentlig aldrig været dyrket, men alligevel er hun i dag dyrket i nyhedenske religioner, som forårets gudinde. Den 20. og 21. marts er forårsjævndøgnet, og flere relaterer dette til gudinden Eostre eller Ostara. Denne gudinde er dog lidt af et mysterium, og her kan du få et indblik i udviklingen af en gudinde. Beda og Eostre Vi kender kun gudinden Eostre fra den angelsaksiske benediktinermunk Beda Venerabilis (672-735) Venerabilis betyder "den ærværdige" og han er i dag helgen for historikere og arkæologer i den katolske kirke. Beda nævner kort Eostre i sit værk " De temporum ratione", men om hun faktisk har været dyrket er omdiskuteret . Beda forsøger i værket at forklare den hedenske kalender og de hedenske navne på månederne. Han angiver navnet på måneden Eosturmonath, en måned svarende til april, som en måned, hvor hedningene fejrede gudinden Eostre. Dette skulle være før kristendommens indtog og før Bedas egen levetid. Vi hører ikke mere om gudinden, og der er ikke andre kilder, der omtaler hende eller hendes kult. (Beda, ukendt kunstner. Kilde: Wikiwand.) Beda er en af de tidligste kilder vi har til nutidens England og angelsaxerne og han står ret alene med flere påstande. Beda blev siden helgenkåret og hans værker kanoniserede, men Eostres fortælling var bestemt ikke færdig. Grimm og Ostara I Tyskland i 1835 greb en af Brødrene Grimm fat i Bedas fortælling om Eostre. (Jacob Grimm, ukendt. Kilde Wikipedia) I sit værk "German Mythologie" mener Jacob Grimm at Bedas omtalte gudinde Eostre, må have været en lokal udgave af en gudinde dyrket i flere germanske stammer, også i Tyskland. I England hed påsken "easter" efter Eostre og i Tyskland hed påske Ostern, hvilket kunne referere til gudinden ifølge Grimm. Jacob Grimm, som var lingvist, videreudviklede sin teori til at Eostre, på oldtysk, måtte være lig med Ostara. Han erkendte dog selv, at der intet bevis var på dette og at Ostara og Eostre ikke kendes fra andre kilder end Beda. Grimms teori kan anfægtes på flere punkter og blandt andet kan ordene for påske, det engelske "easter" og det tyske "ostern", begge refere til øst. Grimms teori vandt alligevel indpas og Eostre og Ostara udviklede sig fortsat og fik påskens harer, æg og fugle inkorporeret. Ostara (1884) af Johannes Gehrts. Kilde: Dansk Canadisk Museum) Gudinden, haren og æggene. Andre folklorister videreudviklede sidenhen Grimms teori om Ostara, til at denne gudinde måtte have været associeret med både harer og æg. Dermed kunne den hedenske påskes anvendelse af disse forklares. Myter om at påskeharen oprindelig var en fugl, der siden blev tryllet om til en hare, men stadig lagde æg, blev udviklet og associeret med Eostre og Ostrata. Gudinden blev yderligere forbundet med forårsjævndøgnet og morgenrøde, ligesom andre gudinder fra blandt andet keltisk, græsk og romersk mytologi. En moderne nyhedensk gudinde. Idag har Ostara og Eostre fået ny betydning i flere nyhedenske og spirituelle grupperinger, såsom Wicca. I disse former for religion er gudinden associeret med forårsjævndøgnet, equinox, og man hylder og ofrer til hende. Beda nævner dog ikke forårsjævndøgnet i sin beretning, og han nævner flere festdage for gudinden og ikke kun én. Alligevel er dyrkelsen af Eostre ved forårsjævndøgnet udbredt i dag. De senere myter er også videreudviklet og fortælles med ny entusiasme. Hvad var Eostre? Hvorvidt gudinden Eostre faktisk har været dyrket er til fortsat diskussion blandt akademikere og hendes sparsomme omtale i kilder, tyder på at, hvis hun har eksisteret, så har hun været en mindre og lokal gudinde som Beda har kendt til. Yderligere læsning: https://www.academia.edu/738468/The_Goddess_Eostre_Bede_s_Text_and_Contemporary_Pagan_Tradition_s_ Wigington, Patti. "Eostre - Spring Goddess or NeoPagan Fancy?" Learn Religions, Sep. 8, 2021, https://denstoredanske.lex.dk/Beda https://denstoredanske.lex.dk/j%C3%A6vnd%C3%B8gn Kontakt ved manglende eller fejl ved kreditering.

I 1800-tallets Europa var interessen for antikken stor. Baron Pierre de Coubertin var en fransk historiker og pædagog, der skabte de moderne Olympiske Lege, med antikken som forbillede. Baron Pierre de Coubertin 1863- 1937. Wikimedia Commons. Public domain. Coubertin beundrede antikkens græske Olympiade, og han ønskede at genskabe denne, for ham, ædle tradition. Coubertin ville med OL opdrage ungdommen i Frankrig og genoprette legene så tæt på den græske ånd som muligt. Han udelod de tidligere religiøse elementer og dyrkelsen af Zeus, men indblandede flere antikke religiøse symboler i legene. Coubertin arrangerede det første OL i 1896, selvfølgelig afholdt i Grækenland og kun for mænd. »det mest uæstetiske syn, mennesker kunne betragte.« Olympiaden var i antikken kun for mænd, og dette mente Coubertin bestemt skulle fortsætte. Med Coubertins ord var kvindesport »det mest uæstetiske syn, mennesker kunne betragte.« Coubertin var ikke alene om dette synspunkt. Kampen for kvinders deltagelse i OL var i gang... Syende ung pige, Carl Thomsen, 1896, SMK - Statens Museum for Kunst. Wikimedia Commons. Public Domain. Der var i 1800 og 1900-tallet en generel holdning til, at kvinder ikke var skabt til fysisk aktivitet. Kvinders kroppe var svagere, skrøbeligere og mere ukampdygtige end mænds. Kvindekroppen egnede sig til husligt arbejde, til fødsler og til børnepasning, men skulle ellers forblive i hjemmet. Der var en stor bekymring for, at fysisk aktivitet skadede kvinders fertilitet og derfor var sport utænkeligt. Sandheden er selvfølgelig, at mange kvinder arbejdede hårdt og alligevel fik de børn. For de velstillede familier var der dog stor status og prestige i at have kvinden i hjemmet som moder og hustru. Kvinder skulle ikke vise sig frem, men lade ægtemanden være ansigtet udadtil. Kvinder fik ikke adgang til OL før i 1900 i Paris. Her deltog et fåtal kvinder, meget imod Coubertins vilje. I OL Paris i 1900 var 22 ud af 997 deltagere kvinder. Kvinderne måtte dog kun deltage i 5 sportsgrene – golf, tennis, sejlsport, kroket og ridesport. Dette skyldtes at kvinderne i disse sportsgrene stadig kunne være ”tækkeligt klædt.” Ved OL i 1900 måtte kvinder kun deltage i 5 discipliner, hvor de kunne være "tækkeligt klædt" Den schweiziske sejler Hélène de Pourtalès blev den første kvinde til at vinde en olympisk guldmedalje. Hélène de Pourtalès fra Schweiz. Public domain Siden 1920 er kvinders deltagelse i OL steget i lange og seje træk. Først i år, ved OL i 2024 i Paris, er der en lige fordeling mellem kønnene ved OL. Lad os fejre nutiden, men ikke glemme historien. Plakat af sommer Olympiske Lege 1900. Ukendt kunstner. Public domain. Kilder: olympics.com , BBC, Nationalmuseet, Gyldendals den store Danske.  Kontakt ved manglende eller fejl ved kreditering. Fotos: Plakat af I sommer Olympiske Lege. 1896. Ukendt kunster. Public domain. Pierre de Coubertin, Wikimedia Commons. Public domain. Syende ung pige, Carl Thomsen, 1896, SMK - Statens Museum for Kunst Plakat af I sommer Olympiske Lege 1900. Ukendt kunstner. Public domain. Hélène de Pourtalès fra Schweiz. Public domain

Hvad er Marias rolle i Jesus barndom og særligt i juleevangeliet? Maria er stort set ikke med i evangelierne i det Ny Testamente. Nyeste forskning peger på at Maria, og kvinder generelt, har haft en stor rolle i den tidlige kristendom, men Marias rolle i de fire evangelier i biblen er forsvindende lille. Hvad så med fortællingen om Jesus fødsel, jo den nævnes faktisk kun i to af de fire evangelier, i det Nye Testamente. Det Ny Testamente blev endeligt samlet i slutningen af 300-tallet i forbindelse med implementeringen af kristendom som statsreligion i Romerriget. Her ville man ensrette fortællingen om Jesus og derfor sammensatte man udvalgte jødiske skrifter, sådan, at de pegede mod en ventet Messias. Messias betyder salvet og referere til en jødisk konge eller frelser, ligesom den sagnomspundne kong David. Jøderne ønskede en ny stærk konge, der kunne genskabe det jødiske tempel og rige. Romerne og Kong Konstantin den store (306-337 e.v.t.) samlede udvalgte evangelier, der fortalte, at den ventede Messias, var deres Jesus. Alle evangelier der ikke støttede deres version af kristendom blev dømt kætterske. Messias på latin er Kristos eller Kristus og derfor kaldes Jesus for Jesus Kristus, religionen for kristendom og følgerne for kristne. Evangelierne i Biblen er altså alle en hyldest og forherligelse af Jesus, som Messias, men sjældent med Maria som en del af narrativet. De er på sin vis et politisk værktøj, til at legitimere kristendommen, som Romerrigets statsreligion. I de 4 udvalgte evangelier er Maria langt hen ad vejen blot en biperson. Hun nævnes sjældent af navn, og tillægges ikke samme signifikans som de mandlige aktører. Kvinder talte sjældent i hverken den romerske eller jødiske verden. Evangelierne sætter derimod Jesus og hans overmenneskelige eftermæle i fokus. Evangelierne har et ønske om, at sætte Jesus i relation til de jødiske skrifter, de skrifter der blev sat ind som det Gamle Testamente. De tidlige kristne var jøder, ligesom Jesus selv, og man ønskede at vise, at Jesus var denne ventede Messias. Med politisk snilde, og inspiration fra forskellige myter og tidligere romerske kejseres biografier, fremstår Jesus derfor i evangelierne, som den Messias som jøderne længtes efter. Den retmæssige konge, der var udvalgt af Gud. Evangelium betyder "glædeligt budskab" og det glædelige budskab var at Jesus var Messias. Der er 4 evangelier i biblen, men kun 2 fortæller om Jesus fødsel. Det ældste evangelium, Markus evangeliet, og det yngste evangelium, Johannes evangeliet, nævner slet ikke Jesu fødsel, men beskriver ham kun som voksen. Markus evangeliet det ældste evangelium fra ca 70 evt. begynder først med Jesu dåb som ca . 30 årig. Her nævnes Maria ikke med navn en eneste gang. Markus skriver for at vise, at Jesus er den ventede Messias. Modsat jødernes Messias, var Jesus tilsyneladende ikke en krigerkonge, men en mand, der prædikkede næstekærlighed. I Matthæus evangeliet fra 90 evt. genskrives Markus evangeliet, men nu med lidt ekstra fyld og heriblandt elementer der indgår i det sammensatte juleevangelie. Her ser vi blandt ledestjernen og de vise mænd. Marias navn nævnes kun en gang i hele evangeliet. Derudover nævnes det også at Maria har andre børn udover Jesus. Først et sted imellem 120 og 140 evt. i Lukas evangeliet, møder vi det, der i dag benyttes som juleevangeliet. Allerførst bliver Maria bebudet at hun er gravid og skal føde Jesus, selvom hun endnu er jomfru. Hun er dog mest en statist, mens det er Josef, hendes forlovede, der tiltales. Hun er kvinden der udvælges af Gud, kvinden der bliver gravid og føder. Hun er sjældent talende eller på anden vis aktiv. I Juleevangeliet der er primært er Lukasevangeliet kap 2, vers 1-14 (til tider til og med vers 20), findes fortællingen om Betlehem og Jesu fødsel. Læs mere om det længere nede. Johannes evangeliet det yngste af evangelierne har hævet Jesus op til en rolle som frelseren af verden, her er dog ingen fødselsberetning. Maria nævnes her som den, der opfordrer Jesus til at lave vand til vin. Vi har ikke kun evangelierne som kilder til Jesu liv, men også for eksempel Tacitus (56-120 evt.), en romersk historiker, der kritiserer Jesus og hans overtroiske følge af kristne. De mange kilder fra forskellige sider, gør at man generelt i forskningen accepterer Jesus som en virkelig historisk person. Det er dog uden alt det overnaturlige og guddommelige. Nu er det jul og lad os i den anledning se hvad Lukas evangeliet så siger i juleevangeliet: ”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.   Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien.  Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by.  Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt,  for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.  Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde;  og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord.   Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.  Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:  I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.  Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«  Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!” Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem. Lukasevangeliet kapitel 2, vers 1-20 Med disse ord ønskes I alle en rigtig glædelig jul, jól, solhverv, fredag eller hvad end I fejrer ☀️ Yderligere litteratur: Bart D. Erhman, The New Testament. Marianne Aagaard Skovmand, De Skjulte Ledere. Ole Davidsen, Jesu fødsel Biblenonline.dk Bibelselskabet Kirkehistorie, Martin Schwartz Lausten

Skabt med AI Rensdyr og slæde var den mægtige solgudinde Beaivis' transportmiddel, når hun rejste over himlen - længe før det blev tildelt nutidens julemand og Rudolf. Beaivi blev fejret ved midvinter blandt samerne i de nordlige dele af Norge, Sverige og Finland. Beaivi betyder "sol" eller "dag" og hun var samernes mægtige solgudinde. Hun kørte over himlen i en slæde af rensdyrknogler og gevirer, og hun medbragte lys, velstand og frugtbarhed til sit folk. Beaivi og hendes datter Beaivi var ikke alene i sin rensdyrslæde, med sig havde hun datteren, Biejjenniejte, gudinden for helbredelse og medicin. Navnet Biejjenniejtes betød "Solens Datter”, og hun kunne hjælpe imod sygdomme forårsaget af hendes moder, Beaivi. De to gudinder indsamlede grønt, som de kunne drysse ud over landet fra deres rensdyrslæde, når de fløj over himlen. Dermed bragte gudinderne, udover lyset, også frugtbarhed og muligheden for at foråret kunne vende tilbage, græsset kunne grønnes og de dyrebare rensdyr få deres føde på ny. Naturen, folket og gudinderne Mange samiske folk levede som nomader og fulgte rensdyrflokkene, som de levede både af og med. Den samiske religiøsitet bar derfor ofte præg af det tætte samliv med rensdyrene, med naturen og med årstidernes skiften. Ligesom Beaivi skulle føre menneskene sikkert ud af vinteren, så er det blandt rensdyr også hunnerne, der fører flokken igennem de kolde vintermåneder. Det er hunrensdyrene der har gevir om vinteren og det er dem, der finder den nødvendige føde. Lapper omkring et bål, af Laureus, Lappalaisia nuotiolla Nord for polarcirklen, hvor samerne boede, og stadig bor, stod solen ikke op ved midvinter, og solen gik ikke ned ved midsommer. Ved vintersolhvervet holdt man derfor en fest for Beaivi, solen. Denne fest skulle sikre, at hun fik styrken til at vende tilbage. Som offergaver fik Beaivi et hvidt dyr, helst et hvidt hun-rensdyr, som skulle behandles på en helt bestemt måde. Rensdyrets kød bandt man på pinde, og ud af kødet formede man ringe, og bandt farverige bånd på det. Ud af rensdyrets blod lavede man kager, som man hængte i træerne, sådan at Beaivi kunne spise det og styrkes ved det. Det var uhyre vigtigt, at menneskene hjalp Beaivi, så hun kunne vinde over mørket og komme stærkt tilbage igen. Beaivi var en mægtig gudinde, der havde indflydelse på mange forskellige aspekter af livet, også den mentale sundhed. Vinterens manglende sol kunne medføre et mørkt og depressivt sind hos mange og derfor mente man, at Beaivi medbragte både lyset og et lyst sind. Hun kunne kurere depression og tungsind forårsaget af vinterens mørke og bringe lyset tilbage. Familie i Norge omkring 1900 Ved forårets komme fortsatte den kultiske dyrkelse af Beaivi. Man smurte smør på dørstolperne, og når Beaivi spiste smøret, kunne det ses ved at smøret smeltede bort. Når Beaivi spiste det ofrede smør, kunne hun opnå mere styrke og blive helt frisk og rask efter den lange vinter. Ved midsommer, hvor Beaivi var højest på himlen og ikke passerede horisonten, skabte man solringe af løv og blomster, som man hængte op som små sole til pynt. Som et offer til Beaivi spiste man smør, som også var Beaivis føde, og på den måde fik man del i hende og hendes styrke. Beaivi er en mægtig, men ofte ukendt gudinde. I dag er hun stadig en stor gudinde blandt det samiske folk, og hun er ikke mindst et stolt symbol blandt samiske kvinder. Foto: Beaivi skabt med AI i mangel af andre Samisk flag. Offentligt domæne Nordiske samer i Sápmi (Lapland) foran to lavvo- telte. Nomader. Norge og Sverige. Ca. 1900. Offentligt domæne Lapper omkring et bål, af Laureus, Lappalaisia nuotiolla. Offentligt domæne Kilder: Juha Pentikäinen, Saami Religion: Traditions in Transition, University of Alaska Press, 2004 Tiina Äikäs & Anna-Kaisa Salmi, “Indigenous Ritual Practices and Sacred Landscapes in Sápmi” I: Religions, MDPI, 2019 Kristin Jernsletten & Siv Ellen Kraft (red.), Indigenous Religion(s): Local Grounds, Global Networks. Routledge, 2017 Materiel religion og ikonografi • Tiina Äikäs, Sacred Sites in the North Archaeopress, 2011 Ingela Bergman & Lars Östlund, “Sacred Landscapes and Gendered Deities in Sámi Religion” I: Journal of Northern Studies, 2016 Med flere Kontakt ved mangler eller fejl i kreditering

Da dygtige Liv Thomsen spurgte om jeg ville være med til at fortælle om Ellen Nielsen, i Historieselskabets nye dokumentar på DR, var jeg ikke tvivl. Optagelse ved Bregninge Kirke. Foto: Historieselskabet Udover at Liv Thomsen er et stort forbillede og et ikon som historieformidler, så er Ellen Nielsens fortælling helt enestående. Derfor mødtes jeg med Liv og Historieselskabet i smukke Bregninge Kirke lige inden sommerferien, for at tale om religionens betydning, for en fascinerende kvinde som Ellen Nielsen. Ellen Nielsen(1871-1960) var en fattig kvinde fra Bregninge på Sjælland. Hun rejste til Manchuriet i Kina for at missionere. Ellen var overbevist om, at hun kunne frelse det kinesiske folk ved at forkynde det kristne budskab. Ellen fik selv sin kristne vækkelse og sit kald i det lokale missionshus i Eskebjerg. Siden levede Ellen et fromt liv som kvindelig missionær. Ellens kald førte hende til København og siden til Kina. Hun var foretagsom og havde evner, der rakte langt ud over, hvad en kvinde måtte på denne tid i Danmark. I 1931 blev Ellen kinesisk statsborger, og hun startede bl.a. børnehaver, skoler for piger og lavede sin egen landsby med 300 indbyggere. Ellen hjalp fattige, enker og forældreløse og kæmpede imod indbundne fødder på de små piger. Ellen ønskede, at pigerne fik bedre vilkår og lærte et håndværk. Ellen blev siden frataget alt hvad hun havde opbygget, men hverken bokseropstand, 2. verdenskrig eller Maos kommunistiske revolution, kunne få hende væk fra sin kristne tro og sit kald. Til sidst var Ellen tilbage i Kina, som den sidste missionær. Hun sad blind og gammel og sang kristne salmer for dem, der ville lytte. Hun døde i Kina i 1960. Titlen på Liv Thomsens dokumentar er meget sigende "Om nødvendigt til døden." Jeg er beæret over at kunne fortælle om, hvilken betydning religion har haft for en pige som Ellen, i sidste halvdel af 1800-tallet. Ellens historie er et enestående indblik i en kvindes og en verdens religionshistorie. Glæd dig til at se med på DR2 til januar 2024, hvor sublime Liv Thomsen og Historieselskabet, fortæller fire spændende kvinders historie, heriblandt Ellen Nielsens. Kilde: Ellen Nielsen, missionær | lex.dk , mv. Foto: Signe Marie Bang, Historieselskabet Foto: Danmission, Calisphere, University of California, Wikimedia Kontakt ved manglende eller fejl ved kreditering.

Hestia var en mild og fredelig gudinde. Hun repræsenterede, kyskhed, husorden og hjemmets dyder. Mest af alt var hun dog gudinde for ildstedet. I antikkens Grækenland havde hvert hjem et ildsted, en arne, som var husets centrum. Dette sted var dedikeret til Hestia. Ved ildstedet blev måltider tilberedt, og der blev stillet et lille offer til Hestia som tak ved hvert måltid. Skulle man indgå i hjemmet skulle man indvies hos Hestia. Derfor blev nyfødte familiemedlemmer ført rundt om ildstedet, ligesom nye slaver eller ægtefæller blev indviet på samme måde. Flere byer havde også et ildsted der brændte hele tiden og repræsenterede byens og statens ild. Denne ild blev på lignende vis forbundet med Hestia og på samme måde mente man, at alle templers ild var en del af hende. Hestias mytologi kendes ikke særlig godt, måske fordi det særligt er de mere krigeriske guddomme vi hører om hos grækernes mandlige forfattere. Hestia nævnes dog som en af de første guder og den ældste datter af titanerne Kronos og Rea. Hun er dermed søster til de Olympiske guder som Zeus, Hera, osv. Hestia beskrives som kysk og det fortælles blandt andet, at hun afslår frierier fra sine to brødre Poseidon og Apollon, da hun ønsker at forblive jomfru. Hestias kyskhed afspejles også i hendes påklædning, der dækker over hendes kvindelighed fra top til tå. Hestia omtales i den Homeriske Afrodite hymne således: "Inde i midten af huset hun troner og vælger det bedste. Rundt i hvert eneste tempel hun hædres og æres blandt guder, og hos hver eneste dødelig mindes hun frem for de andre" Romernes udgave af Hestia var Gudinden Vesta, en om muligt endnu mægtigere gudinde. Foto: Foto af Hestia-statue: Ancient Roman statues in the Torlonia Collection af Sailko. Public domain Hestia - Greek goddess of the hearth and the domesticity. Wood engraving, published in 1878. Wikimedia Commons Kontakt ved manglende eller fejl ved kreditering. #Fredagsgudinde

I 1916 forbød Vatikanet billeder, der viser Maria iført præsteklæder. Derfor blev denne form for billeder slettet, skjult og glemt. Dog ikke alle. Jomfru Maria med pallium og røde sko, viser bispeværdighed tegn. Laterankirken I Rom, San Venantius Baptistery. 650. Gengivet af De Rossi i 1890erne. Skjult i dag. The independent I et relief fra 650 i Laterankirken I Rom, finder vi Maria iklædt, ikke blot præsteklæder, men bispeklædet Pallium med det røde kors og pavens kendingsmærke, de røde sko. Maria har hænderne oppe i Eucarist, der signalerer indstiftelsen af nadveren. Dette er tydeligvis Maria, der leder en liturgisk handling, som religiøse leder i kirken. Ved sin side har hun Paulus og Peter. Efter pavens forbud blev dette relief gemt bort bag et stort barok alter. Alteret der skjuler relieffet, Latheran Church. Walksinrome.org Dette er blot et eksempel. Arkæologien viser at flere af de ældste store kirker fra den tidlige kristendom viser liturgisk ledende kvinder, der er blevet skjult eller gemt bort. Ligeledes finder vi kvinderne i skrifterne, særligt de apokryfe, skjulte skrifter, der ikke kom med I den kanoniserede Bibel i 300-tallet. Foto: Jomfru Maria med pallium og røde sko, viser bispeværdighed tegn. Gemt bag barokalter. Laterankirken I Rom, San Venantius Baptistery. 650.Lateran kirke. De Rossi i 1890erne. Skjult i dag. The independent Alteret der skjuler relieffet, Latheran Chrurch. Walksinrome.org En illustration fra evangelieskrift Rabbula-evangelierne fra omkring år 586. Maria i midten. Information.dk En illustration fra Rabbula-evangelierne fra omkring år 586. Maria i midten. Information.dk Litteratur: Ally Kateusz, Maria and Early Christian Women: Hidden Leadership Marianne Aagård Skovmand, De skjulte ledere, Gyldendal 2022

Libertas, romersk sølvmønt 54 fvt. Classical Numismatic Group Hun repræsenterede frihed, lighed og broderskab, og hun var arbejdernes gudinde. Du finder hende flere steder på Arbejdermuseet og i særudstillingen Kvindeliv, men hvem er hun? Friheden fører folket på barrikaderne, Eugène Delacroix, Louvre. Marianne har et langt liv og trækker tråde tilbage til Romerriget, den franske revolution, dannelsen af USA og til den danske arbejderbevægelse. I Romerriget blev friheden personificeret i gudinden Libertas. Libertas betyder frihed og hun symboliserede både rigets og den personlige frihed. Under den Franske revolution fra 1789, blev Libertas adopteret af de franske oprørere. Libertas fik det mere franske navn Marianne og blev udover frihed også personificeringen af den franske republik. Marianne statue, Place de la République, Paris. Public Domain Marianne var typisk fremstillet som en smuk, ung og stolt kvinde. Hun kunne bære en frygisk hue, kaldt Jacobinerhuen. Jacobinerhuen siges at have været båret af frigivne romerske slaver, som et tegn på deres frihed. Marianne har ofte et blottet bryst og en fakkel i hånden. Faklen var symbol på oplysningen, der var essentiel i Europas oplysningstid i 1700-tallet. Frankrig forærede i 1876 en moderne udgave af Marianne til USA, den berømte frihedsgudinde. Frihedsgudinden, hvis navn faktisk er "Liberty Enlightening the World", står ved indsejlingen til Manhattan og hylder den amerikanske uafhængighedserklæring. Frihedsgudinden på Liberty Island, ved indsejlingen til Manhattan. FDM Travel Marianne blev symbolet på Frankrigs og USA's samfundssyn præget af frihed, lighed og broderskab. Marianne symboliserede det samme i Danmarks arbejderbevægelse. I USA, Frankrig og Danmark var oplysningstiden en dyrkelse af den antikke græsk-romerske verden og den klassicistiske kunst. Marianne var et klassicistisk symbol, i en moderne verden, med antikken som forbillede. Mariannefigur fra Folkefesten 5 juni, 1915. Eget foto taget på udstillingen Kvindeliv. Men hvad betød frihed, lighed og broderskab for kvinderne? Det kan du se mere om på udstillingen Kvindeliv og følge med i på Kvindernes Religionshistorie. #Fredagsgudinder Dette er et samarbejde imellem udstillingen Kvindeliv ved Arbejdermuseet og Kvindernes Religionshistorie. Foto: Fane ABA145. Arbejdermuseet Marianne statue, Place de la République, Paris. Public Domain Libertas, romersk sølvmønt 54 fvt. Classical Numismatic Group Friheden fører folket på barrikaderne, Eugène Delacroix, Louvre. Marianne buste. Creative Commons Frihedsgudinden. FDM Travel Eget foto: Marianne figur Kontakt ved fejl eller manglende kreditering Kilde: Under de røde faner, en historie om arbejderbevægelsen, af Henning Grelle. Udgivet i anledning af Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkivs 75 års jubilæum 12. juni 1984. Arbejdermuseet.dk Den Store Danske, Gyldendal Lex.dk Udstillingen Kvindeliv ved Arbejdermuseet Guder og Gudinder i Oldtidens Rom, Pia Moltsen, Matuta Forlag, 2021

I dag fejrer de fleste Lucia dag, men de færreste kender fortællingen bag denne Lucia. Sankta Lucia var én helgeninde der var dyrket i kristendommen allerede fra 600-tallet. Ved kristendommens indtog forsvandt de mange guder og gudinder der prægede romersk religion, til fordel for én fjern og mere uopnåelig Gud. Dermed blev behovet for mere jordiske forbindelser til det guddommelige øget. Helgener og helgeninder indtog på mange måder pladsen for de tidligere guder og gudinder. De blev repræsentanter for forskellige aspekter af menneskenes liv og naturen. Et eksempel på en mere jordisk og kvindelig forbindelse til det guddommelige var Sankt Lucia. Navnet Lucia bygger på det latinske ord for lys, Lux, og det er denne Lucia, der hyldes på Lucianatten den 13. december. Den 13 december lå før kalenderreformen i 1700 ved vintersolhverv, og det var den længste nat på året og hun var helgeninden der bragte lyset tilbage. Lucia fejres i dag med Lucia optog, mm., men hendes historie er længe blevet benyttet som et symbol på fromhed og kyskhed. Lucia var set som repræsentant for den gode, ærbare og modige, kristne kvinde. Der er flere fortællinger om Lucia, men i alle skulle have lidt martyrdøden under kristenforfølgelser ved den romerske kejser Diokletians styre (284-305).   Lucia var efter sigende en kvinde født i 235 evt. på den italienske ø Sicillien. Hun var fra byen Siracusa og datter af en velrenommeret rigmandsfamilie. Lucia var fra barnsben lovet bort til en hedensk mand af god familie. Hun stod derfor til at leve et liv som hustru og moder i en velhavende familie. Lucia valgte dog at lade sig døbe og konverterede til kristendommen, frem at blive i den udbredte romerske religion. Romerrigets religion havde flere guder og man skulle som borger i Romerriget også ofre til kejseren, som en gud. Kristne i romerriget nægtede dog af ofre til kejseren, da de så det som et brud på troen på kun deres éne gud. Kristne var derfor opfattet som en trussel for romerriget og man frygtede, at statens andre guder ville blive jaloux over at de kristne kun tilbededte deres egne éne gud. Derfor blev kristne forfulgt og tvunget til at foretage ofringer til kejseren. Straffen for ikke at ofre var tortur og i sidste instans døden. Derfor skjulte kristne deres tro, eller søgte ned under byerne i katakomberne. Ifølge fortællingerne gik Lucia om natten ned i katakomberne med mad til de kristne, der levede i skjul. For at kunne se i mørket havde hun tændt lys i en krans, som hun bar om hovedet. Fortællingerne om Lucias fortæller yderligere at Lucias moder blev syg og derfor svor Lucia, at hvis moderen blev helbredt, så vil hun vie sit liv til Kristus og forblive jomfru. Da moderen på mirakuløs vis blev rask, svor Lucia at hun ikke ville giftes med den hedenske mænd hun var lovet bort til. Hun forærede sine rigdomme bort og ville forblive kysk. Hendes tidligere forlovede angav Lucia for den brudte forlovelse og for at være kristen. Dette resulterede i at hun blev dømt til at skulle være prostitueret på et bordel. Da hun skulle fragtes til bordellet stod hun dog ved Guds hjælp urokkeligt fast. De kunne ikke flytte hende. Lucia gennemgik derfor ifølge fortællingerne flere former for tortur, heriblandt at få stukket øjnene ud. Af denne grund associeres Lucia med øjne, blindhed og øjensygdomme. Heller ikke at brænde hende levende fungerede. Først da bødlen stak et sværd igennem hendes hals døde Lucia. I følge en anden fortælling rev Lucia selv sine øjne ud, da en ung mand forelskede sig i dem. På mirakuløsvis fik Lucia dog sit syn igen efterfølgende. Forbindelsen til øjne vises ved at Lucia ofte afbilledes med en skål med øjne I. Fortællingerne har gjort Lucia til helgeninde for lys, for øjne og for byen Siracusa på Sicillien. Iden katolske kirke kan man spores dyrkelsen af Lucia fra omkring 6-700 tallet. Dette er altså flere hundrede år efter kristenforfølgelserne. Der var en stor interesse for de kristne matyrer på dette tidspunkt og derfor blev der skrevet flere beretninger, fortællinger og historier, om disse kristne, der ikke afsvor deres tro. Idealet om kvinden, der afsværger sig alt jordisk for kærligheden til Kristus, er tydelig og det er et ideal, der længe er dominerende. At der foregik kristenforfølgelser og at kristne blev dømt med straffe, som at blive prostitueret på et bordel eller med døden er sandt, hvorvidt der har eksisteret en Lucia som historierne beskriver, er tvivlsomt. Glædelig Luciadag. Foto: Domenico di Pace Beccafumi, 16. århundrede. Wikimedia Billede: The Yorck Project:  10.000 Meisterwerke der Malerei Yderligere litteratur: Jacob Engberg, Persecution of Christianity in the second century, its character and motives, Brill, 2018 https://navn.ku.dk/maanedens_navn/lucia/ Videnskab.dk , natmus.dk

Sankt Valborg. Stykker af sidealtrene tilhørende Sankt Martin i Messkirch. Natten mellem den 30. april og den 1. maj var tidligere en forårsfest kaldt Valborgsaften. Navnet Valborg er en fordanskning af Walpurga. Sankt Walpurga, Valborg, var efter sigende en engelsk prinsesse og abbedisse som døde i 779. Valborg fravalgte det rige liv som kongedatter og blev som ung sendt til det nuværende Tyskland for at missionere. Valborg var en belæst og intellektuel kvinde, og hun blev abbedisse i et nonnekloster i Heidenheim. Valborg blev siden helgenkåret af den romersk-katolske kirke d.1. maj 870. Valborg fik den 1. maj som helgendag, hvilket meget belejligt faldt sammen med fejringen af en gammel forårsfest blandt keltere i England og Tyskland. Her fejrede man overgangen fra vinter til sommer og at frugtbarheden og lyset var kommet tilbage. Aftenen og natten den 30. april, kaldt Valborgaften, havde længe en helt særlig status i Danmark og Tyskland. Natten var et skæringspunkt og her var overnaturlige og onde kræfter særligt aktive. Denne nat var farlig på samme måde som Allehelgensaften i oktober. Det var en overgangsnat, en overgang mellem lys og mørke, vinter og sommer, og en farefuld kamp mellem ondt og godt. Det var farligt at blive indendørs ved Valborgaften og nat, så man søgte ud og samledes ved bål og ild, kaldt blus. Et Valborgblus var ild, der skulle beskytte mod det onde. Ilden skulle helst tændes på en høj eller bakke og det skulle være "levende ild," ild skabt fra bunden, ikke blot taget et andet sted fra. Ved ilden skulle man våge natten over for ikke at blive overlistet af det onde. Man vågede dog ikke blot, men man dansede, sang og fortalte historier. Unge par kunne i ly af mørket søge mod skoven og her ville de måske returnere til blusset uden samme jomfruelighed som før. Fejring af majfest. Pieter Bruegel den ældre (16. århundrede). Heksesabat - Johannes Praetorius: Blockes-Berges Verrichtung, Leipzig år 1668 Fra 1600-tallet blev natten forbundet med hekse og kaldt ”heksenatten”. Her mente man, at heksene drog til fest med djævlen ved Bloksbjerg i Tyskland, Tromsø i Norge eller andre steder. Valborg aften er ikke længere vigtig i Danmark, hvor Sankt Hans har overtaget bål og hekse. Valborgaften markeres dog stadig i både Tyskland g Sverige. Walpurga, den danske Valborg, er denne uges Fredagsgudinde Kilder: Den Store Danske, Frederiksund Museum, Nationalmuseet. Dansk Folkemindesamling. Det Kongelige Bibliotek. Fotos: Sankt Valborg. Stykker af sidealtrene tilhørende Sankt Martin i Messkirch. Public domain Fejring af majfest. Pieter Bruegel den ældre (16. århundrede). Public domain. Heksesabat - Johannes Praetorius: Blockes-Berges Verrichtung, Leipzig år 1668. Public domain. Kontakt ved manglende eller fejl ved kreditering.

Kopi af Kybele, statue fra Athen, 5 årh. f.v.t. The MET. Public domain I anledning af mors dag på søndag skal vi se på gudinden Kybele, kendt som Den Store Moder, Magna Mater. Hun var en magtfuld gudinde fra Frygien, nutidens Tyrkiet, og oprindelig dyrket i form af en sort sten, muligvis en meteorit. Hendes præsteskab, galli , var mænd, der kastrerede sig selv og iklædte sig kjoler. Kybele var gudinde for bjergene, for vilde dyr, og som andre gudinder særligt løverne, som hun ofte er afbilledet med. Ifølge mytologien havde Kybele en ung elsker og tilbeder kaldt Attis. Der er forskellige myter om disse to, men ofte ender myterne med at Attis kastrerere sig selv og dør. Det fortælles blandt andet at Attis havde svoret Den Store Moder evig kyskhed, men at han brød sit løfte og mistede sin forstand. I vildskab løb han op i bjergene, hvor han kastrerede sig selv og døde. Kybeles sorg var dog så stor at Attis vendte tilbage til livet igen. Attis, Museo Chiaramonti, Vatikanmuseet. Public domain Døden og genoplivelsen af elskeren Attis var symbolsk for årets gang og viste Den Store Moders sorg over tabet af sin elsker i efterår og vinter og hendes glæde ved genoplivelsen af ham I foråret og sommeren. Kybeles kult var særpræget og blodig, og hendes præster efterlevende myterne om Attis og piskede og kastrerede sig selv i blodige ritualer. De var eunukker og opfattet som værende imellem køn eller uden køn, og kunne kaldes ”halv-mænd” eller ”hun-han.” Kulten for Kybele bredte sig til den hellenistiske verden og i foråret 204 f.v.t., under den 2. Puniske krig, hentede romerne gudinden, i form af den sorte sten, og hendes præster til Rom. Dette var på foranledning af råd fra oraklet i Delfi. Straks vendte krigslykken for romerne og en igangværende hungersnød endte. Dette anså romerne som et bevis på Kybele havde hjulpet dem, og i 191 f.v.t. fik hun sit eget tempel på Palatinerhøjen i Rom. Kybele og hendes kults introduktion i Rom, "Introduzione del Culto di Cibele a Roma" Andrea Mantegna,1505, The National Gallery, London, public domain Kybeles præster og deres flydende køn var i stor modstrid med det patriarkalske Romerrige og derfor var det forbudt for romere at kastrere sig og forbudt at blive optaget i præsteskabet eller kulten. Præsterne levede derfor isoleret ved templet da en usikker kønsidentitet ikke var acceptabel. Kybeles virke og kultens vigtighed blev der dog ikke sat spørgsmålstegn ved. Kybele blev beskytter af Rom og af romerne. Hvert år blev der til ære for Kybele holdt en stor fest, ludi Megalenses. Kybeles kult blev statsgodkendt af kejser Claudius (41-54 fvt.) og de store fester blev offentligt tilgængelige. Fra den 4. til 10. April, fejrede man kybele og her lavede hendes præster farverige og larmende optog foran gudindens statue. Præsterne piskede og kastrerede sig selv og gudinden, i form af den sorte sten, blev renset ved en bæk fra floden Tiberen. Senere udviklede Kulten sig til en mysterie og frelses religion i det romerske rige. Kybeles kult blev udbredt i store dele af det romerske rige og nåede endda Hadrians Mur i England. Her har man blandt andet fundet et alter til Kybele og ikke mindst en galli præst iklædt hvid kjole. Litteratur: Se Linktree

Kristi himmelfartsdag er i kristendommen den dag, hvor Jesus steg op til Gud. Kristi himmelfart, Gerhardt Fugel, 1893 Det er kun i Lukas evangeliet kap. 24 og Apostlenes Gerninger kap. 1, at Kristi himmelfart på denne dag omtales. De to skrifter er ofte anset, som havende samme forfatter. I disse 2 skrifter siges det at Jesus skulle have været på jorden I 39 dage efter hans genopstandelse i påsken. I de dage skulle Jesus have vist sig sporadisk for sine disciple. På den sidste dag viste Jesus sig på Oliebjerget øst for Jerusalem og steg til himmels for at være ved Guds side. Oliebjerget, ukendt, Public Domain Helligdagen, der markerer himmelfarten, blev først indstiftet i det 4. årh., da man før denne tid fulgte Johannesevangeliet, der sætter Jesu opstandelse i påsken, sammen med hans himmelfart. Flere kristne højtider var indrettet efter den jødiske kalender, påske ved den jødiske pesach, og pinse ved shavout. Kristi himmelfartsdag har ikke noget jødisk forbillede. Ved oliebjerget, hvor himmelfarten skulle være foregået, blev dagen oprindelig markeret i en hule, men efter at kristendom blev gjort til statsreligion af romerne, lod man et kapel og en kirke opføre omkring år 390. Himmelfartskapellet i dag, genopbygge og omgivet af en moské, Public Domain Ved kapellet findes en klippesten med en fordybning, der traditionelt betragtes som Jesu fodaftryk, sat lige før himmelfarten. Kapellet er revet ned og ødelagt i flere omgange, men i dag står der en moské omkring en ny udgave af kapellet. Kapellet i moskéen benyttes ved Kristi himmelfartsdag som kirke. Kapellets historie afspejler de religiøse stridigheder, der har kendetegnet Jerusalems historik. Oliebjerget er som resten af Jerusalem fyldt med kristne, jødiske og muslimske steder, myter og ritualer. Litteratur: Gads Bibelleksikon, Gyldendals Bibelleksikon, Lex.dk , Religion.dk https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/den-klemte-helligdag-med-stor-betydning https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/jesu-himmelfart-en-ulige-fest Fotos: Kristi himmelfart, Gerhardt Fugel, 1893, Wikimedia Commons, public domain Oliebjerget, public domain Himmelfartskapellet, public domain