Sankt Valborg. Stykker af sidealtrene tilhørende Sankt Martin i Messkirch. Natten mellem den 30. april og den 1. maj var tidligere en forårsfest kaldt Valborgsaften. Navnet Valborg er en fordanskning af Walpurga. Sankt Walpurga, Valborg, var efter sigende en engelsk prinsesse og abbedisse som døde i 779. Valborg fravalgte det rige liv som kongedatter og blev som ung sendt til det nuværende Tyskland for at missionere. Valborg var en belæst og intellektuel kvinde, og hun blev abbedisse i et nonnekloster i Heidenheim. Valborg blev siden helgenkåret af den romersk-katolske kirke d.1. maj 870. Valborg fik den 1. maj som helgendag, hvilket meget belejligt faldt sammen med fejringen af en gammel forårsfest blandt keltere i England og Tyskland. Her fejrede man overgangen fra vinter til sommer og at frugtbarheden og lyset var kommet tilbage. Aftenen og natten den 30. april, kaldt Valborgaften, havde længe en helt særlig status i Danmark og Tyskland. Natten var et skæringspunkt og her var overnaturlige og onde kræfter særligt aktive. Denne nat var farlig på samme måde som Allehelgensaften i oktober. Det var en overgangsnat, en overgang mellem lys og mørke, vinter og sommer, og en farefuld kamp mellem ondt og godt. Det var farligt at blive indendørs ved Valborgaften og nat, så man søgte ud og samledes ved bål og ild, kaldt blus. Et Valborgblus var ild, der skulle beskytte mod det onde. Ilden skulle helst tændes på en høj eller bakke og det skulle være "levende ild," ild skabt fra bunden, ikke blot taget et andet sted fra. Ved ilden skulle man våge natten over for ikke at blive overlistet af det onde. Man vågede dog ikke blot, men man dansede, sang og fortalte historier. Unge par kunne i ly af mørket søge mod skoven og her ville de måske returnere til blusset uden samme jomfruelighed som før. Fejring af majfest. Pieter Bruegel den ældre (16. århundrede). Heksesabat - Johannes Praetorius: Blockes-Berges Verrichtung, Leipzig år 1668 Fra 1600-tallet blev natten forbundet med hekse og kaldt ”heksenatten”. Her mente man, at heksene drog til fest med djævlen ved Bloksbjerg i Tyskland, Tromsø i Norge eller andre steder. Valborg aften er ikke længere vigtig i Danmark, hvor Sankt Hans har overtaget bål og hekse. Valborgaften markeres dog stadig i både Tyskland g Sverige. Walpurga, den danske Valborg, er denne uges Fredagsgudinde Kilder: Den Store Danske, Frederiksund Museum, Nationalmuseet. Dansk Folkemindesamling. Det Kongelige Bibliotek. Fotos: Sankt Valborg. Stykker af sidealtrene tilhørende Sankt Martin i Messkirch. Public domain Fejring af majfest. Pieter Bruegel den ældre (16. århundrede). Public domain. Heksesabat - Johannes Praetorius: Blockes-Berges Verrichtung, Leipzig år 1668. Public domain. Kontakt ved manglende eller fejl ved kreditering.

Kopi af Kybele, statue fra Athen, 5 årh. f.v.t. The MET. Public domain I anledning af mors dag på søndag skal vi se på gudinden Kybele, kendt som Den Store Moder, Magna Mater. Hun var en magtfuld gudinde fra Frygien, nutidens Tyrkiet, og oprindelig dyrket i form af en sort sten, muligvis en meteorit. Hendes præsteskab, galli , var mænd, der kastrerede sig selv og iklædte sig kjoler. Kybele var gudinde for bjergene, for vilde dyr, og som andre gudinder særligt løverne, som hun ofte er afbilledet med. Ifølge mytologien havde Kybele en ung elsker og tilbeder kaldt Attis. Der er forskellige myter om disse to, men ofte ender myterne med at Attis kastrerere sig selv og dør. Det fortælles blandt andet at Attis havde svoret Den Store Moder evig kyskhed, men at han brød sit løfte og mistede sin forstand. I vildskab løb han op i bjergene, hvor han kastrerede sig selv og døde. Kybeles sorg var dog så stor at Attis vendte tilbage til livet igen. Attis, Museo Chiaramonti, Vatikanmuseet. Public domain Døden og genoplivelsen af elskeren Attis var symbolsk for årets gang og viste Den Store Moders sorg over tabet af sin elsker i efterår og vinter og hendes glæde ved genoplivelsen af ham I foråret og sommeren. Kybeles kult var særpræget og blodig, og hendes præster efterlevende myterne om Attis og piskede og kastrerede sig selv i blodige ritualer. De var eunukker og opfattet som værende imellem køn eller uden køn, og kunne kaldes ”halv-mænd” eller ”hun-han.” Kulten for Kybele bredte sig til den hellenistiske verden og i foråret 204 f.v.t., under den 2. Puniske krig, hentede romerne gudinden, i form af den sorte sten, og hendes præster til Rom. Dette var på foranledning af råd fra oraklet i Delfi. Straks vendte krigslykken for romerne og en igangværende hungersnød endte. Dette anså romerne som et bevis på Kybele havde hjulpet dem, og i 191 f.v.t. fik hun sit eget tempel på Palatinerhøjen i Rom. Kybele og hendes kults introduktion i Rom, "Introduzione del Culto di Cibele a Roma" Andrea Mantegna,1505, The National Gallery, London, public domain Kybeles præster og deres flydende køn var i stor modstrid med det patriarkalske Romerrige og derfor var det forbudt for romere at kastrere sig og forbudt at blive optaget i præsteskabet eller kulten. Præsterne levede derfor isoleret ved templet da en usikker kønsidentitet ikke var acceptabel. Kybeles virke og kultens vigtighed blev der dog ikke sat spørgsmålstegn ved. Kybele blev beskytter af Rom og af romerne. Hvert år blev der til ære for Kybele holdt en stor fest, ludi Megalenses. Kybeles kult blev statsgodkendt af kejser Claudius (41-54 fvt.) og de store fester blev offentligt tilgængelige. Fra den 4. til 10. April, fejrede man kybele og her lavede hendes præster farverige og larmende optog foran gudindens statue. Præsterne piskede og kastrerede sig selv og gudinden, i form af den sorte sten, blev renset ved en bæk fra floden Tiberen. Senere udviklede Kulten sig til en mysterie og frelses religion i det romerske rige. Kybeles kult blev udbredt i store dele af det romerske rige og nåede endda Hadrians Mur i England. Her har man blandt andet fundet et alter til Kybele og ikke mindst en galli præst iklædt hvid kjole. Litteratur: Se Linktree

Kristi himmelfartsdag er i kristendommen den dag, hvor Jesus steg op til Gud. Kristi himmelfart, Gerhardt Fugel, 1893 Det er kun i Lukas evangeliet kap. 24 og Apostlenes Gerninger kap. 1, at Kristi himmelfart på denne dag omtales. De to skrifter er ofte anset, som havende samme forfatter. I disse 2 skrifter siges det at Jesus skulle have været på jorden I 39 dage efter hans genopstandelse i påsken. I de dage skulle Jesus have vist sig sporadisk for sine disciple. På den sidste dag viste Jesus sig på Oliebjerget øst for Jerusalem og steg til himmels for at være ved Guds side. Oliebjerget, ukendt, Public Domain Helligdagen, der markerer himmelfarten, blev først indstiftet i det 4. årh., da man før denne tid fulgte Johannesevangeliet, der sætter Jesu opstandelse i påsken, sammen med hans himmelfart. Flere kristne højtider var indrettet efter den jødiske kalender, påske ved den jødiske pesach, og pinse ved shavout. Kristi himmelfartsdag har ikke noget jødisk forbillede. Ved oliebjerget, hvor himmelfarten skulle være foregået, blev dagen oprindelig markeret i en hule, men efter at kristendom blev gjort til statsreligion af romerne, lod man et kapel og en kirke opføre omkring år 390. Himmelfartskapellet i dag, genopbygge og omgivet af en moské, Public Domain Ved kapellet findes en klippesten med en fordybning, der traditionelt betragtes som Jesu fodaftryk, sat lige før himmelfarten. Kapellet er revet ned og ødelagt i flere omgange, men i dag står der en moské omkring en ny udgave af kapellet. Kapellet i moskéen benyttes ved Kristi himmelfartsdag som kirke. Kapellets historie afspejler de religiøse stridigheder, der har kendetegnet Jerusalems historik. Oliebjerget er som resten af Jerusalem fyldt med kristne, jødiske og muslimske steder, myter og ritualer. Litteratur: Gads Bibelleksikon, Gyldendals Bibelleksikon, Lex.dk , Religion.dk https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/den-klemte-helligdag-med-stor-betydning https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/jesu-himmelfart-en-ulige-fest Fotos: Kristi himmelfart, Gerhardt Fugel, 1893, Wikimedia Commons, public domain Oliebjerget, public domain Himmelfartskapellet, public domain

Ask og Embla Hun blev skåret ud af et stykke drivtømmer på stranden. I den nordiske mytologi møder vi det første menneskepar Ask og Embla. Ask og Embla bliver skåret ud af noget drivtømmer der skyller op på stranden. På denne strand gik Odin, gudernes konge, med sine to brødre, Vile og Ve og de så træet der skyllede op "Af dem dannede de mennesker, som Odin gav ånde og liv, Vile forstand og bevægelse og Ve tale, hørelse og syn. De gav dem klæder og navne. Manden kaldte de Ask og kvinden Embla, og fra dem stammer slægten, der bor i Midgård.” Forinden havde de tre gudebrødre skabt hele verden ud af urtids jætten Ymirs kæmpestore krop. De havde anlagt Udgård til jætterne, Asgård til aserne og Midgård til menneskerne. Færøsk frimærke, der forestiller Ask og Embla Sådan skriver den islandske og kristne politiker, Snorre Sturlusson om verdens opståen, i Gylfaggining, en del af hans Edda, fra omkring 1200. I den Ældre Eddas digt Voluspa, Vølvens Spådom, fra ca. 1000, der ligeledes er islandsk, findes en lignende fortælling. Her er det også Odin, men sammen med guderne Lodur og Høner, der skaber Ask og Embla. De fleste mener at Ask er navngivet efter asketræet, en yderst brugbar træsort, men navnet Embla er debatteret. Der er dog overvejende enighed om at Embla må betyde træsorten Elm, der ligesom asketræet var brugbart og værdifuldt. Træ er i store dele af den nordiske mytologi af stor betydning, for eksempel livstræet Ask Yggdrasil, der binder hele verdenen sammen. Det er yderligere omdiskuteret om Embla og Ask er inspireret af Eva og Adam fra det Gamle Testamente. De har samme forbogstaver og er de første mennesker der skabes. Eddaerne er skrevet af kristne eller af folk, der kendte til myten om Adam og Eva. Det bliver endnu diskuteret hvor meget kristent stof der findes i de få skriftlige kilder vi har til den nordiske mytologi. Embla er denne uges fredagsgudinde Rigtig god fredag #fredagsgudinder Litteratur: Nordiske guder og helte Nordisk mytologi leksikon, Lex.dk Religion.dk Fotos: Ask og Embla, Wikimedia Commons, public domain Færøsk frimærke, der forestiller Ask og Embla, Wikimedia Commons, public domain

Torah ruller bæres ved en puntet synagoge mænd og drenge fejrer Shavout. Das Wochen-oder Pfingst- Fest, Pentacost-Shavuot. Moritz Daniel Oppenheim. I dag er det shavuot, en jødiske højtid med en lang historie, der kan spores helt op til i dag. Shavout var oprindelig en høst og offer kult for den israelitiske gud Jahve. Siden blev det til en fejring af af den jødiske tora, moseloven, der siges at være modtaget på Sinaj bjerget. Shavout fik igen et kristent sidestykke i pinsen, en højtid der i dag markeres blandt kristne også her i Danmark. Høstfesten Oprindelig var shavuot en høstfest og en af de højtider der markerede årets gang. Shavuot falder altid i maj eller juni, men på grund af den hebraiske kalender, der er en månekalender, så skifter datoerne hvert år, i 2023 falder Shavuot den 26-27. Maj. Shavuot er én af tre høstfester, hvor israelitter valfartede til Jahves tempel i Jerusalem. Her ofrede de en del af den første høst, som tak til deres gud Jahve. Højtiden pesach markerede høsten af byg, shavuot markerede høsten af hvede og sikkot markerede vinhøsten. Ved den første høstfest pesach, den kristne påske, drog man til templet og ofrede et neg fra den første høst, som blev svinget rundt i templet. Dette kaldes et "svingningsneg." Efter pesach skulle israelitterne så foretage den såkaldte ”omer-tælling” i 7 uger. Omer betyder ’neg’ og henviser til at man skulle observere kornets vækst fra pesach og frem til shavuot. Ordet Shavuot er afledt af det hebraiske " shavua" der  betyder 'uger' og henviser til de 7 uger, der skulle gå efter pesach. ”Derpå skal I tælle syv uger frem fra dagen efter sabbatten, den dag I bringer svingningsneget; det skal være syv hele uger; I skal tælle halvtreds dage frem til dagen efter den syvende sabbat; da skal I bringe Herren et nyt afgrødeoffer .” (3.Mos 23,15-16) Med andre ord ligger shavuot altså 50 dage efter pesach. Da de hellenistiske eller græske jøder oversatte den hebraiske bibel til græsk i Alexandria, i  Septuaginta -oversættelsen, oversatte de ”shavuot” til ”Pentecoste." Pentecoste betyder den halvtredsindstyvende dag og det danske ord ”Pinse” kommer af det græske ord ”Pentecoste”. Fra offerkult til Lovreligion Dyrkelsen af Jahve ved offerkulten ændrede sig for Israelitterne, da offerkulten og dyrkelsen i templet blev udfordret. Israelitternes gud Jahve blev dyrket I templet I Jerusalem, men fra 586 fvt. til 536 fvt. var præster og lærde fra Jerusalem sendt i eksil i Babylon. De havde derfor ikke adgang til templet, og deres religiøse udfoldelse blev en religion, der var mere fokuseret skrifter, love og studier frem for offerkult. De lærde vendte dog tilbage igen i 536 fvt. og templet blev genopbygges, hvilket indstiftede den såkaldte anden tempelperiode. Israelitterne hviler sig efter at have krydset Det Røde Hav med Moses i spidsen. Maleriet er fra 1815 af Christoffer Wilhelm Eckersberg og findes på Statens Museum for Kunst.Wikimedia Commons, public domain Dette andet jødiske tempel blev ødelagt igen i 70 e.v.t. af den romerske overmagt. Uden et tempel ændrede religionen form og det medførte at flere højtider fik en ny og mere teologisk betydning og lovorienteret fokus, frem for at være en frugtbarhedsfejring og offerkult i templet. Høstfesten pesach blev til markeringen af israelitternes udvandring fra Egypten, ført an af Moses, som beskrives i 2. Mosebog. Herefter blev shavuot, der faldt 50 dage efter, markeringen af, at Moses modtog toraen fra Jahve på Sinai bjerget. Toraen er moseloven, som blev det forenende for jødedom og de regler der skulle studeres, læres og følges, for at være jøde. Toraen blev dermed det fælles udgangspunkt for jødedom på tværs af geografi og toraen har haft en stor betydning indenfor jødedom igennem tiden. I dag er fejringen af shavuot ikke stor blandt jøder ude i verden, men markeres typisk med et måltid med mælkeprodukter, formentlig udsprunget af at toraen er sød som mælk og honning. Derudover er der tradition for at læse i toraen og gerne særligt en oplæsning af Ruths bog. Ruths bog er ganske særlig og fortjener et opslag for sig. I blandt jøder i Israel i dag markeres shavuot, ved at valfarte til Grædemuren. Grædemuren er resterne af det andet og sidste jødiske tempel i Israel, der blev ødelagt I 70 e.v.t. af romerne. Fra shavuot til pinse Som med flere andre kristne traditioner og højtider udspringer de fra jødedommen. Jesus var jøde og ifølge det Nye Testamente var han i Jerusalem for at fejre pesach. Dette endte med Jesu korsfæstelse, som blev den kristne påskeberetning, der i dag markeres i påsken i kristendommen. Shavuot, der lå 50 dage efter, fik i kristendommen en ny betydning og blev til  pinsen. På den måde fik de jødiske højtider ny betydning I kristendommen. Hvad pinsen betyder i kristendommen og hvad Ruths bog, der læses ved shavuot, er. det skal vi se mere på. Følg med her på Kvindernes Religionshistorie og tilmeld dig siden, så du får besked ved nye opslag. Litteratur: Gammeltestamentlig Religion, Hans Jørgen Lundager Jensen, Forlaget Anis, 2010 Denstoredanske.lex.dk opslag: grædemuren, shavuot, pinse https://www.religion.dk/leksikon/babyloniske-fangenskab-det  Fotos: Torah ruller bæres ved en puntet synagoge mænd og drenge fejrer Shavout. Wikimedia Commons, public domain Israelitterne hviler sig efter at have krydset Det Røde Hav med Moses i spidsen. Maleriet er fra 1815 af Christoffer Wilhelm Eckersberg og findes på Statens Museum for Kunst.Wikimedia Commons, public domain

Vidste du at vores måneder den dag i dag er opkaldt efter romerske guder og gudinder, samt kejsere og tal? På latin hedder måneder "mensis" og året havde oprindelig 10 måneder, der begyndte med marts. Januar er opkaldt efter guden Janus. Han var en romersk tohovedet gud. Februar betyder ”renselse” og er opkaldt efter en religiøs renselsesfest, der foregik denne måned. Marts måned er opkaldt efter den romerske krigsgud Mars. I den romerske kalender var marts den første måned i året. Aprils betydning er omstridt, men formentlig opkaldt efter Afrodite, den græske kærligheds gudinde. Maj måned er opkaldt efter vegetationsgudinden Maia. Juni måned er opkaldt efter gudinden Juno, den romerske dronningegudinde. Både juli og august er opkaldt af kejsere der blev guddommeliggjort. Juli efter kejseren Julius Cæsar og august efter kejseren Augustus. De sidste måneder er opkaldt efter tal. September er opkaldt efter "septem" hvilket betyder 7, da det var den 7. måned. Oktober kommer ligeledes af "octo" der betyder 8. November kommer af "novem" der betyder 9 og til sidst kommer december af "decem", der betyder 10. Glædelig juni, Junos måned Kilder: Antik Mytologi Leksikon, Christian Gorm Tortzen. Lex Den Stor Danske

Rensdyr og slæde var den mægtige solgudinde Beaivis' transportmiddel, når hun rejste over himlen - længe før det blev tildelt nutidens julemand og Rudolf. Beaivi blev fejret ved midvinter blandt samerne i de nordlige dele af Norge, Sverige og Finland. Beaivi betyder "sol" eller "dag" og hun var samernes mægtige solgudinde. Hun kørte over himlen i en slæde af rensdyrknogler og gevirer, og hun medbragte lys, velstand og frugtbarhed til sit folk. Beaivi var ikke alene i sin rensdyrslæde, m ed  sig havde hun datteren, Biejjenniejte, gudinden for helbredelse og medicin. Navnet Biejjenniejtes betød "Solens Datter”, og hun kunne netop hjælpe imod sygdomme forårsaget af hendes moder, Beaivi. De to gudinder indsamlede grønt, som de kunne drysse ud over landet fra deres rensdyrslæde, når de fløj over himlen. Dermed bragte de, udover lyset, også frugtbarheden og muligheden for at foråret kunne vende tilbage, græsset kunne grønnes og de dyrebare rensdyr få deres føde på ny. Mange samere levede som nomader og fulgte rensdyrflokkene, som de levede både af og med. Samernes religiøsitet bar derfor ofte præg af det tætte samliv med rensdyrene, med naturen og med årstidernes skiften. Nord for polarcirklen, hvor samerne boede, og stadig bor, stod solen ikke op ved midvinter, og solen gik ikke ned ved midsommer. Ved vintersolhvervet holdt man derfor en fest for Beaivi, solen, der skulle sikre, at hun fik styrken til at vende tilbage. Som offergaver fik Beaivi et hvidt dyr, helst et hvidt hun-rensdyr, som skulle behandles på en helt bestemt måde. Rensdyrets kød bandt man på pinde, man formede ringe af det, og bandt farverige bånd på det. Ud af rensdyrets blod lavede man kager, som man hængte i træerne, sådan at Beaivi kunne spise det og styrkes ved det. Det var uhyre vigtigt, at menneskene hjalp Beaivi, så hun kunne vinde over mørket og komme stærkt tilbage igen. Ligesom Beaivi skulle føre menneskene ud af vinteren, så er det blandt rensdyr også hunnerne, der fører flokken igennem de kolde vintermåneder, det er dem, der har gevir om vinteren og det er dem, der finder den nødvendige føde. Beaivi var en mægtig gudinde, der havde indflydelse på mange forskellige aspekter af livet, også den mentale sundhed. Vinterens manglende sol kunne medføre et mørkt og depressivt sind hos mange og derfor mente man, at Beaivi medbragte både lyset og et lyst sind. Hun kunne kurere depression og tungsind forårsaget af vinterens mørke og bringe lyset tilbage. Ved forårets komme fortsatte den kultiske dyrkelse af Beaivi. Man smurte smør på dørstolperne, og når Beaivi spiste smøret, kunne det ses ved at smøret smeltede bort. Når Beaivi spiste det ofrede smør, kunne hun opnå mere styrke og blive helt frisk og rask efter den lange vinter. Ved midsommer, hvor Beaivi var højest på himlen og ikke passerede horisonten, skabte man solringe af løv og blomster, som man hængte op som små sole til pynt. Som et offer til Beaivi spiste man smør, som også var Beaivis føde, og på den måde fik man del i hende og hendes styrke. Beaivi er en mægtig, men ofte ukendt gudinde. I dag er hun stadig en stor gudinde blandt det samiske folk, og hun er ikke mindst et stolt symbol blandt samiske kvinder. Foto: Same lejr. Natmus.dk Rejse gennem lapland, British Museum public domain Træsnit af den samiske kunstner John Savio (1902-1938) Nasjonalbiblioteket. Kilder: lex.dk, Nationalmuseet, Britanica, mm. Kontakt ved manglende eller fejl i kreditering

I den romerske religion var Juno gudinde for dronningen, hustruen og den fødende kvinde. Juno var eftersigende en etruskisk gudinde i byen Veji, som romerne forsøgte at indtage i 396 fvt. Det var dog først da det lykkedes romerne at overtalte Juno til at holde med dem, at det lykkedes romerne at indtage byen. Juno statue Junos kultstatue blev som tak hyldet og flyttet med til Rom. her fik juno både tempel og kult, som den ypperste af gudinderne, og hun fik status som hustru til kongeguden Jupiter. Romernes religion var stærkt inspireret af den græske religion og på mange måder kunne Juno sidestilles med den græske Hera, og Jupiter med den græske Zeus. Juno rangerende lige under Jupiter og nød stor respekt som dronning. Sammen med Jupiter og Minerva udgjorde Juno den triade, der beskyttede Rom. Juno var særligt de gifte kvinders gudinde. Kvinder fik ved indgåelse af ægteskabet deres ”Juno,” som repræsenterede deres frugtbarhed og seksualitet. Tilsvarende havde mænd deres ”Genius.” Kvinderne fik nu en ny rang om hustru og moder. Gifte kvinder svor ed ved deres ”Juno” og ofrede til hende ved deres fødselsdage. Juno-Hera, relief fra Pompeji. Den 1. Marts blev der afholdt Junos vigtigste fest, matronalia, hvilket var de gifte kvinders fest. Juno kunne med tilnavnet Lucinias, tilkaldes ved fødsler. Her ville Juno hjælpe den fødende kvinde og hun repræsenterede på mange måder den kvindelige frugtbarhed. Hendes dyr var koen, grundet dens frugtbarhed og påfuglen på grund af dens majestætiske pragt. Junos mange funktioner og mytologien, samt ritualerne omkring hende, er spredt over store dele af den romerske verden. Juno havde forskellige tilnavne, epiteter, og virkeområde, der blev markeret ved forskellige rituelle mærkedage på året, ved hendes forskellige helligsteder. Flere af Heras dage blev med indførslen af kristendommen tildelt Jomfru Maria. Juno er juni måneds første fredagsgudinde #fredagsgudinder Foto: Juno statue. Wikimedia Commons, public domain Juno-Hera, Pompeji, Wikimedia Commons, public domain Litteratur: Antik Mytologi, Christian Gorm Tortzen, Gyldendal, 2009 Romerske Guder og Helte, Leo Hjortsøe, Politikens forlag, 1982

Moses på vej ned fra Sinai Mød lovene, der rystede troen på at Moseloven, de 10 bud, var givet af Gud og var unikke. Det er grundlovsdag og lad os i den anledning se på verdens ældste love. De fleste kender Moseloven, de 10 bud, som ifølge det Gamle Testamente blev givet til Moses på Sinai bjerget. Længe så man Moseloven som unik og som givet af Gud. Moseloven var set som helt enestående og den har været grundlag for love i hele verden. Det er dog nu bevist at Moseloven, hverken er unik eller den tidligste lov. I Mesopotamien, I nutidens Irak, har man fundet flere love, der dækker næsten samme love som moseloven, de er blot endnu ældre. Mest berømt er den lovstele, der blev fundet I 1901, kaldt Hammurabis lov. Hammurabi foran solguden Shamash. Fundet i Susa i Iran. Louvre Museum. Hammurabi (1848-1806 f.Kr) og hans love stammer fra Babylon, hvor man satte lovene op i riget på steler. Steler er stenstøtter med inskriptioner. Hammurapis love har ligesom moseloven ideen om 'gengældelsesprincippet.' Vi kender gengældelsesprincippet som ”øje for øje og tand for tand”. Det skabte et virvar i forskningen da man så, at moseloven ikke var unik, men måske ligefrem næsten en kopi af ældre love. Da israelitterne var I eksil I 537-539 fvt., var det i Babylon. Det er formentlig fra Babylons love, at man har dannet moseloven. Siden fandt arkæologer Ur-Nammus lovstele fra Ca. 2100 fvt. Ur-Nammus lov var 300 år ældre end Hammurapis, og yderligere kunne man se omtale af en endnu ældre lov af en Uruk-Agina. Så måtte man igen indse, at moseloven blot var en af mange. Af særlig interesse er det at alle lovene fortæller, at de er givet af en gud til en mand og alle sætter de kvinden under manden. For at forstå nutiden må vi forstå historien Glædelig grundlovsdag Foto kilder: Moses på vej ned fra Sinai. Wikimedia Commons, public domain Hammurabi foran solguden Shamash. Wikimedia Commons, public domain

Samiske kvinder, fødsler og børn er beskyttet af Maderakka. Maderakka eller Máttaráhkká, ”oldemor,” er samernes gudinde, der skabte menneskene i urtiden. Sammen med sine 3 døtre bistår hun kvinden i hendes skabelse af et barn. Maderakkas symbol som det fremstår på trommer Maderakka modtager barnets ånd fra en mandlig gud, hvorefter hun skabte en krop til barnet. Maderakka fik hjælp fra sine 3 døtre. Den første datter Sarakka, ”spindekvinden", ville placere barnet i livmoderen. Hun var gudinde for kvindelig fertilitet og menstruation. Datteren Uksakka, ”kvinden ved døren”, var hjemmets gudinde. Alle børn var først piger, men Uksaka formede barnet i livmoderen og gav barnet sit endelige køn. Hun hjalp også kvinden og barnet under selve fødslen. Den tredje datter Juksakka, ”Akka med buen,” passede på barnet efter fødslen og særligt i den Sami tromme spæde start og når barnet lærte at gå. Disse gudinder og særligt Maderakka Beskyttede hele kvindens liv og børnene. Maderakka stod for klanen og ofte var arv i slægten ført af kvindens slægtslinje, matrilineær. Den samiske kultur blev i lange perioder udsat for massiv kristen mission, blandt andet fra Danmark. Metoderne var blandt andet tvangsdåb, hårde straffe ved anden religiøs praksis end kristen, og konfiskering af religiøse genstande. Vi ved derfor ikke meget om samernes religion, men har beskrivelser fra de danske og svenske missionere i 1600 og 1700-tallet og flere konfiskerede instrumenter, heriblandt shaman-trommer. Kilderne er dog yderst mangelfulde og beskrivelserne fordømmende. Heldigvis kan kilderne suppleres med arkæologiske fund. Illustration af trommemønstre Meget ændrede sig med missionen, men i dag er Samisk kultur etableret og stolt. Gudinden Maderakka og hendes døtre bliver i dag dyrket blandt samiske kvinder, der identificerer sig med de stærke samiske gudinder. Akka betegner også den dag i dag en ”oldemor" en "bedstemor ” eller en ”klog kvinde” Samisk kultur er fascinerende og fortjener at blive taget frem. God fredag med Maderakka og hendes døtre #fredagsgudinder Foto: Maderakka symbol. Public domain Tromme. Public domain Illustration af trommemønstre.  Public domain Flag. Public domain Alle Wikimedia Commons Litteratur: Heimskringla.no, Natmus.dk, Acaademia .eu, religion.dk, politikken.dk Lapperne og den lappiske Mission, Hans Skanke, De Nordiske Lappers Hedendom og Superstitioner ca. 1730, Uddrag af Epitomes Historiæ Missionis Lapponicæ Pars Prima: Anlangende de Nordiske Lappers Hedendom og Superstitioner, heimakringla.no

Glem bikinikroppen og husk gudindekroppen ! Det er altid godt at huske disse smukke gudindekroppe. Rigtig god sommer! Video: Arkæologiske fund af gudindestatuetter, "venusser" Animeret af den dygtige kunstner Nina Paley Kilde: instagram

Grønlands sol jages af Månemanden Med ild i hånden flygter hun fra sin bror, der har haft samleje med hende i ly af mørket. Læs en grønlandsk myte, der forklarede tilblivelsen af solen og månen, og som advarede imod incest og indavl. Myten lyder som følger: ✒️ Oprindelig var solen og månen søskende, der levede på jorden i samme hus. Hvert nat lagde broderen sig hos sin søster, der ikke kunne genkende ham i mørket. Ved hjælp af lampesod fik hun en nat mærket ham på brystet og hun kunne derfor identificere ham i dagslyset. Son reaktion på at det var hendes egen bror, tog kvinden sin kniv og skar sit bryst af. Hun smed brystet hen til sin bror med ordene "Siden du holder så meget af mig, så spis mig!" Hun tog dernæst en pind, satte mos på spidsen og dyppede det tjære, som hun satte ild til. Med denne skindene fakkel løb hun ud og steg op på himmelbuen. Da månemanden kom ud og så dette tog han sin isskraber, Sermiaut, som han satte mos på og tændte ild til. Da han løb efter sin Søster slukkedes hans fakkel sådan, at der kun var gløden tilbage. Gnisterne sprang fra gløden og satte sig på himlen. Denne månemand må til tider synke ned til jorden og jage efter sæler, men solen og hendes fakkel af tjære og mos, varmer og lyser stadig. ✒️ Denne ejendommelige myte kendes I flere versioner, men med samme grundlæggende fortælling. De er primært skrevet ned af kristne missionærer som Poul Egede (1708-1789) (Poul Egede. Public domain) Poul egede var søn af Hans Egede (1686-1758), der er kendt som Grønlands Apostel, og bragte kristendommen til Grønland. Til vores held blev flere af den indfødte befolkning myter skrevet ned, men det skal selvfølgelig læses ud fra konteksten og med kildekritik. Følg med i morgen når vi ser nærmere på Grønlands Månemand. God fredag ☀️ #fredagsgudinder. Foto: Myte: Frit gendigtet efter: efterretninger om Grønland uddragne af en journal holden fra 1721 til 1788 af Poul Egede. Det Grønlandske Selskabs Skrifter 29. Det Grønlandske Selskab, 1988. s. 53-54. Systime.dk