Miko, shintos åndelige specialister

I Japans tidlige religiøse landskab var kvinderne vigtige aktører. Åndelige eksperter kaldtes miko, hvilket betyder “shamankvinde”.

De styrede den religiøse praksis i shinto. Shinto er en indfødt japansk religion.

Miko helbredte syge, udøvede eksorcisme, gav guddommelig vejledning og meget mere. De kommunikerede med kami. Kami er åndelige eller hellige kræfter i shinto. Gennem den hellige kagura-dans, sang og trance lod de kami tale gennem deres kroppe.

Miko'en finder sin forgænger i shintos mytologi.

Da solgudinden Amaterasu gemmer sig i en klippehule og verden synker i mørke, er det shamankvinden Ame-no-Uzume, der genskaber kosmisk orden. Hun danser den første kagura-dans. Ved at synge, blotte sin krop og få de andre kami til at grine lokker hun gudinden frem og bringer lyset tilbage.

Ame-no-Uzume danser den første kagura-dans og miko, der danser kagura

Miko’er fungerede i tæt samspil med både shintos helligdomme og buddhistiske templer, og de rådgav både lokalsamfund og magthavere.

Men gradvist ændrede miko’ens rolle sig. Efterhånden som religion blev institutionaliseret, blev denne form for kvindelig magt problematisk. Religiøs magt blev centraliseret og maskuliniseret, og kvindelig spirituel autoritet blev reguleret og begrænset. Kvinder blev flere steder udelukket fra hellige områder, og mikoen blev omdefineret fra uafhængig religiøs specialist til rituel assistent.

Miko'en blev disciplineret og stiliseret. I dag er miko’er ofte unge studerende, der midlertidigt arbejder ved helligdomme. Kagura-dansen lever videre, men i fast koreograferet form.

Moderne shinto-ritual med miko i rød og hvid

Men den ældre praksis forsvandt aldrig. Uden for institutionerne er shamanisme fortsat et felt, hvor kvinder dominerer som religiøse specialister. Disse kvinder er ikke blevet betragtet som religiøse autoriteter, men udøvere af "folkereligion" eller "overtro".

Men i dag ses en fornyet interesse for shamanisme. Mange nye bevægelser er stiftet af kvinder, som oplever det åndelige gennem dans og trance. Her er tre eksempler:

Miki Nakayama Nao Deguchi Saya Kitamura

Miko’ens historie er en fortælling om kvindelig religiøs magt, der igen og igen er blevet tæmmet, men aldrig udryddet.

De mægtige miko’er er denne uges Fredagsgudinder i Japanuar.

Japanuar er et tema skabt af Selma Foss Hagerup i samarbejde med Kvindernes Religionshistorie af Sisse Marie Kromann.

Fotos:

Miko maleri

Miko foto fra ritual

Miko udfører kagura

Ame-no-Uzumes dans

Portrætter af Miki Nakayama, Nao Deguchi og Saya Kitamura

Alle public domain

Kilder:

“Social Context of the Fujo: Shamanism in Japan through a Female Perspective” af Iva Lakić Parać, 2015.

“The Disappearing Medium: Reassessing the Place of Miko in the Religious Landscape of Premodern Japan” af Lori Meeks, 2011.

"From Miko to Spiritual Therapist Shamanistic Initiations in Contemporary Japan” Ioannis Gaitanidis og Murakami Aki, 2014.

“The “Itako” as Mass Culture The Occult Boom of the 1970s and 1980s" af Ōmichi Haruka, 2016.

“The Catalpa Bow” af Carmen Blacker, 1975.

“From Spirit Possession to Ritual Theatre: A Potential Scenario for the Development of Japanese Kagura” af Terence Lancashire, 2004.

Tak endelig kontakt ved fejl eller mangler.