Kvindernes religionshistorie i Japan

Januar 2026 handlede om Japans omfangsrige religionshistorie under temaet Japanuar.

Gennem fire Fredagsgudinder har Japanuar strukket på tværs af tid og religion. Hver af Fredagsgudinderne repræsenterer forskellige aspekter af kvinders rolle i Japans religionshistorie.

Himiko viser os, hvordan kvinder i det forhistoriske Japan kunne forene politisk magt og religiøs autoritet.

Miko’ernes historie minder os om, at shinto-religionen i sin tidlige form var kropslig, ekstatisk og kvindebåret.

Ryōnen Gensōs liv vidner om kvinders kamp for deres plads i de religiøse institutioner – og hvilke ofre, kvindelig religiøsitet kan kræve.

Yukie Chiri viser, hvordan ainu-kvinder, til trods for marginalisering, har bevaret og videreført religiøs viden på tværs af generationer.

De har hver sit blogopslag, hvis man vil læse eller genlæse deres historier.

Det har været svært at vælge, og der er meget mere at afdække. Jeg har valgt Fredagsgudinder både indenfor og udenfor institutionerne, som alle er historiske kvinder.

Men prominente kvinder findes også på det guddommelige plan.

Den største guddom i shinto-religionen er solgudinden Amaterasu. Hun er selve solen i solens rige. Og så er hun stammoder til verdens ældste og eneste bestående kejserdømme.

Amaterasu

Kannon statue

I japansk buddhisme er Kannon den største bodhisattva. En bodhisattva er et oplyst væsen, der bliver i denne verden for at hjælpe andre på vejen. I Indien og Kina fremstilles Kannon som mand, men i Japan er hun kvinde. Hun står for uendelig barmhjertighed.

Sådan kunne jeg nævne mange flere, så jeg kan kun anbefale, at man læser videre.

Kvindernes religionshistorie i Japan rummer både kvinders begrænsede muligheder og undertrykkelse, men også deres modstandskraft og religiøse evner.

I forhistorisk tid var kvindekroppen forbundet med frugtbarhed og åndelig kraft, synligt i arkæologiske fund og skikkelser som Himiko.

Med buddhismens indførelse i 500-tallet blev religiøse strukturer i stigende grad mandsdominerede, men i Heian-perioden (794 -1185) havde aristokratiske kvinder betydelig religiøs handlekraft. Mikoer og shamaner fungerede som anerkendte formidlere mellem det menneskelige og det åndelige.

Fra middelalderen til Edo-perioden (1603-1867) blev kvinder gradvist udelukket fra officielle helligsteder og ritualer, og deres underordnede rolle blev cementeret gennem konfucianistisk etik. Samtidig spillede kvindelige shamaner en central rolle i i den folkereligiøse praksis, som ellers var forbudt. Moderniseringen i Meiji-tiden (1868-1912) begrænsede kvinders religiøse muligheder yderligere.

"In the beginning, woman was truly the sun. An authentic person. Now she is the moon, a wan and sickly moon, dependent on another, reflecting another's brilliance.”

Sådan udtalte Raicho Hiratsuka (1886-1971) om kvinders position i Japan med reference til Amaterasu. Hun var en af de første vigtige personer i den japanske kvinderettighedsbevægelse.

Gennem alle perioder af kvindernes religionshistorie i Japan findes alligevel kvinder, der formåede at stråle som solen i et samfund, der vil have dem til at reflektere som månen.

Siden Raicho Hiratsuka skrev, har udviklingen taget en drejning. Efter 1945 åbnede nye veje sig. Kvinder fik adgang til præsteembedet, religiøs ligestilling blev lovfæstet, og flere nye religiøse bevægelser opstod med kvinder som grundlæggere og åndelige ledere.

Udviklingen spejler på mange måder Europas. Måske det også skyldes, at videnskabsfolk i Japan og Europa influerede hinanden, og derfor delte fokus. Ligesom i Europa, var man i Japan interesseret i “folketro”, men det blev ikke betragtet som "rigtig" religion. Det samme gælder de oprindelige befolkningers religioner, der uafhængigt af køn, blev betragtet som lavtstående. Den religiøse praksis, der blev dyrket af den almindelige befolkning udenfor institutionerne, var nok den mest udbredte, men også den mest underbelyste – og her var kvinder ofte religiøse autoriteter.

I dag ses en stigende fascination af de tidligere marginaliserede religionsformer. Moderne religiøse praktiserende inddrager elementer herfra og fornyer dem, på samme måde som man globalt kan se en tendens til at genfortrylle verden ved at genoplive ældre traditioner.

Derfor bliver det også spændende at følge den fremtidige udvikling af kvindernes religionshistorie i Japan.

Afslutningsvis vil jeg knytte en kommentar til brugen af begrebet religion i en japansk kontekst. Gennem hele Japanuar har jeg omtalt shinto og buddhisme som religioner, men i Japan opfattes de ikke nødvendigvis sådan. Forståelsen af, hvad religion er, adskiller sig markant fra den vestlige.

Selve religionsbegrebet opstod først i Japan i mødet med Vesten. På samme måde er shinto først blevet defineret som et samlet begreb efter buddhismens indtog, mens buddhisme ofte betragtes som en metode eller en filosofi snarere end en religion i snæver forstand.

I Japanuar har jeg anvendt religionsbegrebet som et greb til at undersøge religiøse perspektiver, velvidende at japansk praksis og tro rummer langt mere end det, begrebet normalt dækker. For eksempel betragtes ritualer i helligdomme eller templer i Japan ikke altid som religiøse handlinger, så måske man heller ikke udelukkende skal studere dem sådan.

At beskæftige sig med japansk religion udfordrer derfor hurtigt ens forestillinger om, hvad religion i det hele taget er. Det er endnu en grund til at japansk religion er et særligt rigt og spændende felt at fordybe sig i.

Tusind tak for at følge med i Japanuar. Det har været en fornøjelse at dele viden om kvindernes religionshistorie i Japan.

Tak for nu.

💛

Selma

Japanuar er et tema skabt af Selma Foss Hagerup i samarbejde med Kvindernes Religionshistorie af Sisse Marie Kromann.

Fotos:

Kvinde med japansk flag

Amaterasu

Kannon

Alle public domain

Kilder:

The Category of ‘Religion’ in Contemporary Japan af Mitsutoshi Horii, 2018.

“From Minkan-shinkō to Minzoku-shūkyō af Shinno” af Toshikazu og Paul L. Swanson, 1993.

“Japansk Religion” redigeret af Esben Andreasen og Jørn Borup, 2013.

“Women in Japanese Religion” af Barbara Ambros, 2015.

“Kannon” af Esben Andreasen på Lex.dk, 2024.

"In the Beginning, Woman Was the Sun" af Raicho Hiratsuka, 2006.

Tag endelig kontakt ved fejl eller mangler.