Her er den fascinerende myte om den mægtige sol gudinde, der skulle lokkes frem igen.
I Japans Shinto religion er den øverste gudinde Amaterasu, solgudinden.
Hun er en frugtbarhedsgudinde, særligt for ris.
Ifølge mytologien i Japans krønike fra 712, Konjiki, var Amaretasu søster til måneguden Tuku-yömi, og stormguden Susa-nuvö.
De tre søskende blev skabt af det snavs som deres far Izanagi vaskede af sig, efter han havde været I dødsriget efter deres mor, Izanami.
Amaterasu kom af venstre øje snavs, af højre øje kom Tuku-yömi og af næsens snavs kom stormguden Susa-nuvö.
Susa-nuvö var oprindelig Gud for havet, men han var for urolig, han græd, skreg og skabte Uro, da han savnede sin mor.
Derfor sendte faren Izanagi ham bort.
Inden Susa-nuvö ville drage bort, ville han tage afsked med sin søster Amaterasu.
Amaretasu var ikke tryg ved sin bror, men hun bød ham ind og de havde samleje.
Susa-nuvö blev efterfølgende grebet af vildskab og fik skabt uorden , han oversvømmede rismarkerne, nedrev dæmninger og kastede sine ekskrementer rundt.
Da Susa-nuvö til sidst flåede en hest baglæns og kastede den ind til Amaterasu, der sad og vævede var det nok.
Da blev det for meget for Amaterasu, der gemte sig i en klippehule.
Uden solgudinden blev alt mørkt og ufrugtbar.
De mange guder I Japan samledes derfor foran hulen for at få Amaterasu lokket ud igen.
Alverdens ting blev fremsskaffet, blandt andet en halskæde og et spejl, der indgår i shinto ritualer.
Intet virker.
Så tog gudinden Ame-no-Uzume-no-mikoto en balje, som hun vendte på hovedet og dansede på.
Hun blottede sine bryster og hev op i sit skørt.
Dette fik alle guderne til at grine så jorden rystede.
Af nysgerrighed kiggede Amaretasu ud af hulen og så sit eget spejlbillede i spejlet.
I mellem tiden lukkede de andre guder hulen til.
Det lykkedes guderne at overtale Amaterasu til at blive på himlen.
Dermed sikrede ritualet at solgudinden igen gik sin vante gang på himlen og kosmos var indstiftet.
Nyd en dejlig solskinsdag ☀️
Foto:
Kunisada ca. 1800 evt
Litteratur
Ritual og praksis, Jørgen Podemann Sørensen
Comments