Ceres, høstens gudinde

Høst, hvede og moderskab er blot nogle af de ting Ceres repræsenterede.

Ceres var en stor gudinde i Rom, og hun havde sit eget tempel på Aventinerhøjen, og sin egen offerpræst, flamen.

Hun var en af romernes 12 største guddomme og hun var særligt gudinde for kornet og agerbruget. Derfor var Ceres typisk fremstillet stående eller tronende med et neg, en krans af kornaks om hovedet, en fakkel, eller en kurv med korn.

I funktion af agerbrugsgudinde havde Ceres tolv hjælpeguder der assisterede hende, og som varetog forskellige dele af landbruget.

Hun var tidligt forbundet med den frugtbare jords gudinde Tellus eller Terra, og sammen skulle de sikre kornets frugtbarhed. Med tiden skiftede Ceres mytologi karakter, og hun smeltede sammen med grækernes Demeter.

Ceres blev fejret ved flere fester i Rom, bl.a. den særlige fejring af Cerealia eller Ludi Cereales (Ceres-legene), der foregik i april, og som blev indført i det 3. århundrede f.v.t.

Ved Ambarvalia festivalen, som blev afholdt i maj, blev Ceres igen fejret og her udelukkende af kvinder i hemmelige ritualer.

Ceres var gudinde for den brede befolkning, plebejerne, men særligt var hun skytsgudinde for agerbrugerne.

Kvinderne af plebejernes stand, dyrkede Ceres, men hvordan er dog uvist, da ritualerne var forbeholdt kvinder og hemmeligholdt for mænd.

I 496 f.v.t. blev triaden Ceres, Liber og Libera indstiftet i Rom, en triade, der var inspireret af grækernes kult for de græske guder Demeter, Dionysos og Persefone.

Ceres mytologi og kult blev med tiden næsten identisk med grækernes Demeter, men med visse forandringer.

I den græske mytologi beskrives det, hvordan Hades, dødsrigets gud, bortfører Demeters datter Persefone, som han voldtager og gifter sig med. Demeter er ulykkelig, og hun søger i dyb sorg efter sin datter, indtil hun til sidst erfarer, at Persefone er hos Hades. Demeter kræver dernæst at Zeus, gudernes konge, giver hende hendes datter tilbage og truer med ellers at lade hele jorden blive gold og ufrugtbar. Zeus sender derfor guden Hermes ned til dødsriget efter Persefone, men for sent. Inden Hermes når frem har Persefone spist én kerne fra et granatæble, som Hades har givet hende, og hun er nu tvunget til at være i dødsriget som dronning.

Løsningen bliver et kompromis mellem guderne hvor Persefone er skiftevis hos sin mor på jorden og dernæst hos sin ægtemand i underverden. Hvert halve år får Demeter sin datter tilbage og hvert halve år er Persefone tilbage hos Hades, som dronning i dødsriget.

Dermed forklarer myten om Demeter årets gang og årstidernes skiften. Om foråret og sommeren er Demeter forenet med Persefone og hendes lykke gør, at jorden bliver frugtbar, afgrøderne spirer, og lyset bryder frem. Det er derimod i efteråret, at afskeden med Persephone fylder Demeter med sorg og det dybe savn giver en gold og ufrugtbar jord, samt et dystert mørke. Sorgen varer hele vinteren indtil det længe ventede gensyn med Persefone atter finder sted.

Myten beholder sin form i romersk litteratur, men ligesom Demeter bliver til Ceres i den romerske version, bliver Persefone til Proserpina og Hades bliver til Pluto.

Ceres var en stor gudinde i hele Romerriget, og hun har siden lagt navn til alverdens ting; morgenmadsprodukter, bryggerier og en dværgplanet.

#fredagsgudinder

Foto:

Ceres statue, Sankt Petersborg.

Kontakt ved manglende eller fejl ved kreditering.

Aventiner Højen, Gaspar van Wittel

"Ave natura" romersk procession til Ceres. Cesare Saccaggi, 1910.Pluto tager Proserpina, William Etty 19. Årh.

Ceres sår jorden og går bag en plov, der trækkes af heder. Pierre Brebiette, François Langlois ca. 1617–1625, The Metropolitan Museum of Art

Wikimedia Commons Public Domain