Mød denne uges fredags gudinde, gudinden Epona. Epona kan betyde Hestedronning eller Store Hoppe og som navnet antyder var Epona gudinde for heste, æsler, muldyr og lignende ridedyr. Hun var ofte afbilleder sidende på en hest eller imellem to heste. Hun var også en frugtbarhedsgudinde afbilledet med overflødighedshorn, føl, korn eller lignende frugtbarheds symboler. Epona var oprindelig en gudinde hos kelterne. Kelterne er en betegnelse for de folkeslag, der boede i Europa og de britiske øer, heriblandt gallerne, som vel nok er mest berømt for Asterix og Obelix. Inskriptioner omhandlende Epona er typisk fundet omkring Tyskland og Frankrig. Epona var så speciel at romerne tog hende med sig tilbage til Rom. Her blev Epona dyrket I Romerriget i 1. til 3. Årh. e.Kr. og blev gudinde for kavaleriet. Epona omtales i flere værker og er afbilledet i stalde og ved heste rundt om i det romerske rige. Hun fik også sin egen festdag, den 18. December. Relief af Epona. Offentligt domæne. Vi ved ikke meget om Eponas dyrkelse eller mytologi hos kelterne, da de ikke selv benyttede skriftlig overlevering. Vi ved i det hele taget utrolig lidt om disse folk. Vores viden om kelterne stammer primært fra romerske magtfulde mænd, der beskriver dem, heriblandt selveste Julius Cæsar. Senere har Irske munke beskrevet gudinder, der kan minde om Epona, men forbindelsen er uklar. Epona dyrkes den dag I dag af nye hedninge, og Epona har sin egen festdag, Epona-Feast, på øen Mackinac-Island I Michigan. I populærkulturen er kvinder og heste i film og spil til tider opkaldt efter Epona. Dette ses foreksempel med Eponine i Victor Hugos Les Miserables og i spillet Legends of Zelda, hvor heltens hest er opkaldt efter gudinden. Rigtig god fredag til jer alle! Yderligere litteratur: Once More the Celtic Horse-G Goddess, Morten Warmind https://www.jstor.org/stable/26383351 Keltiske guder og helte, Morten Warmind, Politiken forlag.

Liv og Livtraser, Lorentz Frölich, Wikimedia Commons Efter Ragnarok kommer Liv Liv er den eneste menneskekvinde der overlever verdens undergang, Ragnarok, i den nordiske mytologi. Liv gemmer sig med sin mand Livtraser under den lange fimbulvinter og ragnarok. Ved Ragnarok dør de store guder og verden går under. En ny verden stiger dog op, hvor de unge guder finder hen, og hvor Liv og Livtraser kan grundlægge de nye menneskeslægter. Liv eller Lif, betyder simpelthen "liv” og Livtraser eller Liftraser, betyder ”den livskraftige.” Ragnarok,public domain ”Liv og Livtraser ligger i skjul i Hodmimers holt; morgenduggen er maden de får, de avler verdens ætter.” (VafÞrúðnismál Overs. Jesper Lauridsen. Heimskringla.no ) Sådan beskrives det i den nordiske mytologi i det islandske eddadigtet VafÞrúðnismál, fra ca. 1000 og Snorre Sturlussons Edda fra ca. 1200. Deres gemmested ”Hodmimers holt,” er et omdiskuteret sted. Det kan være et træ, en skov eller selve livstræet Yggdrasil. De er ligesom den nordiske mytologis første menneskepar, Ask og Embla, forbundet med de livgivende træer. Liv og Livtraser lever i deres skjul af morgendug, indtil de på ny kan komme frem og skabe en ny menneskeslægt i den nye verden, Gimle. Gimle betyder formentlig ”ildlæ” og stedet beskyttet imod ildjætten Surts verdensbrand. Gimle beskrives som et sted hvor gode mennesker kan bo og leve lykkeligt efter verdens undergang. Hvor meget af fortællingerne om Liv og Livtraser, om ragnarok og om Gimle, der har kristne påvirkninger er vidt debatteret i religionsforskningen. Liv er denne uges fredagsgudinde #fredagsgudinder Foto: Lorentz Frölich, Liv og Livtraser Ask og Embla, Christian Højgaard. Ragnarok, Christian Højgaard Ragnarok. Litografi av Louis Moe, 1898 Kilder: Wikimedia Commons, Public Domain Litteratur: Nordisk mytologi, Finn Stefansson, 2009 Den Store Danske, Lex.dk Nordiske guder og helte. Politikens håndbøger.

En gammel sumerisk skildring af ægteskabet mellem Inanna og Dumuzid. Public domain Brylluppet et kendt i forskellige udgaver, her kan du få kendskab til det hellige bryllup, på græsk "hieros gamos." Hieros gamos var et rituelt bryllup, der gennemspillede en forening, ofte et samleje, mellem en mandlig og kvindelig aktør. De to aktører skulle repræsentere guder eller sagnhelte, der forenedes for at sikre frugtbarhed i landet. Foreningen i form af samlejet kunne blot være symbolsk eller rent faktisk udført. Brylluppet forenede det himmelske og det jordiske, det mandlige og kvindelige, og det guddommelige og det menneskelige. Ritualet kendes fra store dele af verden på tværs af tid og sted. Helleristning, Sverige. Public domain Det har ofte været en del af et nytårsritual, der skulle starte forårets frugtbarhed. I Sumer, i nutidens Irak ca. 3000 fvt., var det gudinden Inanna, der blev viet til sagnkongen og hyrdeguden Dumuzi. Disse to blev i ritualet spillet af ypperstepræstinden som Inanna, og kongen som Dumuzi. Ritualet illustrere den seksuelle akt, her med Inannas ord: "Han formede mine lænder med sine smukke hænder, hyrden Dumuzi fyldte mit skød med fløde og Guldgubbe af par fra Hagebyhöga mælk, han strøg mine skamhår, han vandede min livmoder. Han lagde sine hænder på min hellige vulva, han jævnede min sorte båd med fløde, han satte liv i min smalle båd med mælk, han kærtegnede mig på min seng." (Gads Religionshistoriske tekster, Bendt Alster, 2006) Den seksuelle akt underspilles ikke i teksterne, men kan være symbolsk. Der er dog fundet adskillige erotiske lertavler fra oldtidens sumer og Mesopotamien. Juno og Jupiter. Public domain. I Rom kendtes hieros gamos ritualet med Juno og Jupiter og i Grækenland med Hera og Zeus. I den nordiske religion er der teorier om et sådan ægteskab imellem frugtbarhedsguden Frej og jættekvinden Gerd, eller Frej og hans søster gudinden Freja. Den kristne tanke om Marias befrugtning har en lignende logik, da den forener det guddommelige og menneskelige, den mandlige Gud, med den menneskelige kvinde Maria. Dette er dog i en yderst, jomfruelig udgave og med et andet syn på både seksualitet og kvindelig frugtbarhed. På tværs af tid, sted og religion kan vi se dette hieros gamos og hvert ritual viser en kønsforståelse og et kvindesyn. Litteratur: Gads Religionshistoriske tekster, Bendt Alster, Gads Forlag, 2006 Gyldendals Den Store Danske, lex.dk   Foto: En gammel sumerisk skildring af ægteskabet mellem Inanna og Dumuzid. Public domain Juno og Jupiter. Public domain. Guldgubbe af par fra Hagebyhöga. Public domain Helleristning, Sverige. Public domain. Tag endelig kontakt ved fejl og mangler i kreditering.

Heksen på bålet er altid et yndet debatemne omkring Sankt Hans aften den 23 juni. Sankt hans er en yderst kompleks og sammensat tradition, der sammensmelter hedenske, keltiske, nordiske og kristne traditioner. Heksen kom først på Sankt Hans bålet i 1900-tallet, men vil for mange i dag vække historien om de danske hekseafbrændinger. De fleste ved dog ikke at Christian IV stod bag størstedelen af disse afbrændinger. Hekseafbrænding. Motivet er fra en pamflet fra 1555 fra Harzen, da der ikke eksistere samtidige billeder fra Danmark. Wikimedia Commons De fleste kender Christian IV som den store og stolte konge, bygmesteren af Rundetårn og andre bygninger i Danmark og Norge, men han var også kongen bag størstedelen af Danmarks heksebrændinger og han greb selv aktivt ind i flere tilfælde og fik anklagede dømt, for eksempel i sagen om maren Splid, som vi skal se. Mange forestiller sig at hekseprocesserne hørte til i katolicismens tid, men faktisk steg hekseprocesserne i Danmark efter reformationen i 1536, og de steg intensivt i Christian IV's regeringsperiode 1588-1648. Selvom man igennem tiderne har troet på hekse og trolddom, blev det altså først under Christian IV, at henrettelserne blev intensiveret og han regnes for at stå bag 60% af Danmarks hekseafbrændinger. På 150 år brændte man i Danmark omkring 1000 hekse af, og 90 % var kvinder. Selve betegnelsen 'heks' er møntet på en kvinde, da ordet stammer fra det germanske ord 'hagazussa', af 'haga', der betyder hegn og 'zussa', der betyder kvinde. Det var særligt kvinder, der blev anklaget og henrettet som heks, da man mente at kvinder var mere modtagelige over for djævlen, en overbevisning, der har fulgt kvindekønnet i adskillige århundreder. Kvinderne var typisk enker, eller på anden vis uden mandlige slægtninge, og da en kvinde ikke havde juridisk myndighed, kunne hun ikke forsvare sig. Læs videre og se hvordan reformationen i 1536, og den berømte konge Christian IV's lov 'forordning om trolddom', endte med at koste adskillige uskyldige kvinder, og mænd, livet, i et mørkt kapitel af Danmarkshistorien og af kvindernes religionshistorie. Christian IV, regerede fra 1588-1648 Heksens sorte og hvide magi Frem til reformationen var Danmark en del af den katolske kirke, og her var al såkaldt magi, set som djævlens værk, men man så lettere på udøvelsen af det, både fra folkets og kirkens side. I det danske folk var der generelt et skel imellem "hvid" og "sort" magi. Betegnelserne hvid og sort magi er moderne og dækker over et skel imellem god og ond magi. Sort magi, var noget der skadede andre, hvorimod hvid magi ikke gjorde skade, men var mere uskyldigt. Hvid magi var ritualer som flertallet i Danmark mente kunne påvirke naturens gang, for eksempel kunne man lave "signen", "manen" og "målen" eller "vise igen. ”At ”signe” og ”mane” kunne bruges imod forskellige former for sygdomme, og at "vise igen" var at man, ved brug af forskellige besværgelser og udstyr, kunne "se", hvor stjålne eller bortkomne genstande nu befandt sig. Amuletter, planter og trylleformler var ofte i brug ved disse små ritualer. Flere ritualer kunne man selv udføre, men kloge folk, primært kvinder, var specialister i denne form for magi. Det var almindeligt at man opsøgte disse specialister efter behov og der blev fra kirkens side set igennem fingre med det. "Sort magi", det vil sige trolddom der skadede andre, var forbudt ved lov og medførte straffe, men sjældent dødsstraf. Anklager kunne føre til bandlysning fra kirken, men ofte kun indtil udøveren af ritualerne havde gjort bod, ofte betalt, for sine synder og var vendt tilbage til den rette tro, den katolske kristendom. Reformationen I 1500-tallet skyllede reformationen ind over Europa. Reformationen opstod i Tyskland og blev officielt indført i Danmark i 1536. Danmarks reformation blev gennemført efter den tyske munk Martin Luthers (1483-1546) forbillede. Luther selv havde forsøgt at reformere den katolske kirke, men det resulterede i et skelsættende brud mellem katolikker og protestanter. Martin Luther (1483-1546) Wikimedia Commons Luther mente at den katolske kirke var for fjernt fra det, som Luther selv, så som den den rette tro. Særligt var Luther imod den katolske kirkes praksis med 'at betale aflad'. At betale aflad betød, at man kunne købe sig fri af sine synder, ved at betale til kirken og dermed undgå skærsilden og helvede. Luther ønskede at skære al den kirkelige tradition bort og vende tilbage til Biblen. Man skulle kun fokusere på Biblen, og dermed skulle pavens og kirkens traditioner afskaffes. Ifølge Luther kunne menneskets frelse kun opnås igennem den enkelte persons egen personlige og rette tro, og ikke gennem ritualer, som aflad eller lignende. Reformationen medførte store omvæltninger i Europa og også i Danmark. Synet på den enkeltes tro og forhold til Gud, ændrede sig markant, det samme gjorde synet på trolddom. Protestantismens tro Den nye protestantiske kirke mente at djævlen var i aktivt tilstede i verden og forsøgte at narre mennesket. Djævlen var sendt af Gud for at lokke og narre mennesket og derved kunne man skille de rettroende, der ikke lod sig lokke, fra dem, der ikke var rettroende og altså lod sig lokke. Kvinder var lettere at lokke, hvilket man fandt begrundet i det Gamle Testamente, hvor Eva lod sig narre af slangen i Edens Have. Kvinden skulle styres for at kunne udvikle sit potentiale og blive den rettroende kvinde, den ideelle Jomfru Maria. Djævlens påvirkning og manipulation af mennesket bevirkede at disse ikke-rettroende mennesker kunne udøve magi. I slutningen af 1500- tallet tog hekseafbrændingerne fat, men her var det kun imod såkaldt ’sort magi', det ændrede sig med Christian IV. Christian IV Maren Splids henrettelse. ukendt kunstner Wikimedia Commons. Den 12. oktober 1617 udsendte Christian IV en lov, en ’forordning’, som var rettet imod trolddom. Loven gjorde, som noget nyt, både "sort" og "hvid" magi ulovligt. Nu var magiske ritualer bevis på en pagt med djævlen , uanset om magien var god eller ond, hvid eller sort. De efterfølgende 6-7 år eksploderede antallet af hekseforfølgelser i Danmark og cirka 60 pct. af alle danske sager foregik i denne korte periode. Frem til 1693, hvor den sidste heks blev brændt anslår man, at ca. 1000 primært kvinder, blev brændt på bålet. Flere gange var Christian IV selv aktiv i jagten på hekse, for eksempel i sagen om Maren Splid fra Ribe. I 1630’erne blev Maren anklaget for at være heks. Maren skulle have 'forgjort' en skrædder, hvilket vil sige, at hun skulle have påført ham en trolddom, der gjorde ham syg, sådan at han ikke kunne passe sin forretning. Maren Splid blev først frifundet, men Christian IV Insisterede på at få Maren Splids sag taget op igen. Denne gang blev hun dømt, og i 1641 blev hun brændt levende på bålet. Maren splid var en velstående borger og hendes mand forsvarede hende, men lige lidt hjalp det. Mindeplade for Maren Splid, i Ribe. Ribe Museum Årsagen: Hvorfor Christian IV gik så aktivt ind i hekseforfølgelserne er der flere forklaringer på. Christian IV havde et brændende ønske om, at være en god protestantisk og gudfrygtig konge. Christian selv, var overbevist om, at der eksisterede hekse og han havde erfaret det fra barnsben. Da Christian var 12 år gammel, blev hans søsters bryllup med den skotske prins, næsten aflyst, på grund af stormvejr og oprørt hav, der gjorde sejladsen umulig. Som årsag til uvejret gennemgik man i København en heksejagt. Omkring 13 kvinder blev henrettet for, ved trolddom, at have forsaget uvejret og næsten at have forpurret brylluppet. Christian IV var af den overbevisning at han havde ansvaret for Danmark og det danske folk, og det var derfor hans pligt, at sikre landet imod ondskab, trolddom og hekse. Bønderne selv var uvidende syndere og kongen skulle gøre dem rettroende, og afstraffe de vantro. Derudover var der en generel overbevisning om at dommedag var nær. Pest og ulykker hærgede i Danmark, og i Tyskland udbrød der i 1618, den såkaldte 30-års-krig. Man afventede nu dommedag, hvor Gud i sin vrede ville udslette alt liv på jorden. Guds vrede overfor menneskeheden som helhed, anhang af, hvor mange syndere, der eksisterede i verden ved denne dommedag. Derfor var det et mål, at finde heksene, der havde indgået en pagt med djævlen. Disse hekse skulle tilstå alle deres synder og straffes for dem, sådan at Gud blev formildnet. Dette kan være årsager der forklarer Christian IV's handlinger og store interesse i hekse og trolddom. Christian IV, Karel van Mander III. SMK. Public domain. Afslutningen på hekseafbrændingerne Med tiden endte hekseprocesserne, men folketroen på hekse fortsatte. I 1693 blev den sidste troldkvinde henrettet i Danmark, og i de få efterfølgende sager blev anklagerne afvist som falske. Troldoms og heksetroen fortsatte dog og vi kan se anklager og mistanker om hekse, helt op i 1900-tallet. I dagens Danmark sætter mange en heks på Sankt Hans bålet, og man kan spørge sig selv, hvilke traditioner, vi som land ønsker at tage med os, i det samlesæt af traditioner som Sankt Hans er. Sankt Hans er en fejring af solhvervet, med et keltisk bål, måske inspireret af Valborgsaften, som med kristendommen, fik påført sig Johannes Døberens fødselsdag, og som først i 1900 tallet fik sat en heks på bålet. Nu debatterer vi i Danmark, hvorvidt heksen skal på eller af bålet, og det er spændende at følge udviklingen i dette rituals forsatte udvikling og liv. Litteratur: Basseret på forskning, artikler og udgivelser af Louise Nyholm Kallestrup, ph.d., lektor, leder af Center for Middelalder- og Renæssancestudier, Syddansk Universitet. Danmarkshistorien.dk, lex.dk, Natmus.dk Fotos: Hekseafbrænding. Motivet er fra en pamflet fra 1555 fra Harzen, da der ikke eksistere samtidige billeder fra Danmark. Wikimedia Commons, public domain. Christian IV portræt. Public domain. Martin Luther (1483-1546) Wikimedia Commons. Public domain Maren Splids henrettelse. ukendt kunstner Wikimedia Commons. Mindeplade for Maren Splid, i Ribe. Ribe Museum Christian IV, Karel van Mander III. SMK. Public domain. Tag endelig kontakt ved fejl og mangler i kreditering.

Mænadernes dans af Andries Cornelis Lens Det er festivalsæson og derfor skal vi se på antikkens vilde græske kvinder, der tog til orgier i skoven. Mænade bærer en thyrsus og en leopard med en slange rullet op over hovedet. Public domain. Kvinderne kaldt mænader, drak, dansede, spillede musik og indfangede vilde dyr, som de eftersigende flåede og åd råt. Orgierne foregik i skoven, hvor kvinderne dansede med fakler og drak vin. Mænaderne dyrkede Dionysos, der var vinens og ekstasens gud i Grækenland og gud for det groteske, unormale og omvendte. Ved Dionysosfester, dionysier, var alt modsat af normalen. Hans orgier indebar det vilde, den utæmmelige skov, de vilde dyr og de vilde kvinder. Kvinderne kunne i ekstase opleve Dionysos, før de til sidst faldt om og besvimede. Ifølge kilderne oplevede kvinderne, at jorden åbnede sig og flød med mælk og honning, samt at de blev forenet med Dionysos. Kvinderne er ofte fremstillede nøgne eller i dyreskind, og med blomster i håret. De bærer ofte en thyrosstav, med løv, hvilket symboliserer deres forbindelse til vildskaben og Dionysos. Maenade bærer en hind, fragment af en attisk rød figurkop ca. 480 f.Kr., Louvre Museum. Public domain. Tanken var at kvinderne fik del i Dionysos ved at spise ham, i form af de vilde dyr, og drikke hans vin. Lidt ligesom kristne spiser og drikker Jesu legeme og blod ved nadveren. I antikken var et samfunds civilisation målt på, hvordan kvinderne blev kontrolleret. Samfundene var dybt patriarkalske og kvinder skulle styres, undtagen ved Dionysos festen. Ved Dionysos festen var kvinderne ukontrollerede og uciviliserede og brød med normerne. Bagefter vendte kvinderne tilbage til det civiliserede og kontrollerede og ordenen var genoprettet. Denne afbrudte orden styrkede den ellers almindelige orden, ved at nedbryde og genoprette den. Da ritualerne var forbeholdt kvinder, ved vi utrolig lidt om dem og kun fra et udefra perspektiv. To satyrer og en mænade. Side A fra et gammelt græsk bægerkrater med rød figur fra Apulien, 380-370 f.Kr. Louvre, Paris. Public domain. De er beskrevet af antikkens mandlige forfattere og formentlig med noget digterisk frihed. Fotos: Mænadernes dans af Andries Cornelis Lens. Public domain. Maenade bærer en hind. Public domain. Mænade bærer en thyrsus og en leopard med en slange rullet op over hovedet. Public domain. To satyrer og en mænade. Public domain. Kontakt ved manglende eller fejl ved kreditering.

Gudinden i Mosen, Udinaturen.dk Hun er en 2,74 meter høj menneskelignende figur, med to ben og et fremhævet køn. Gudinden var lavet af et ungt egetræ, der var afhugget med økse i begge ender og vendt på hovedet, så de opadpegende grene i stedet fremstod som ben. Imellem de to ben var skåret et lille snit, der skulle markere det kvindelige køn. Træet var tilhugget, så det fik rundere hofter og man mener, at hun har været en form for frugtbarhedsgudinde. Omkring år 150-200 fvt. blev denne gudinde tilbedt i en sø, der nu er kendt som Forlev mose, nær Skanderborg. Søen, hvor hun befandt sig, blev udgravet i 1960-1966, og man fandt flere genstande, der viser en kult omkring gudinden. Rundt om i søen var der forskellige dynger af offergaver. Lerkar var nedsænket med blandt andet knogler og træ, som var blevet ofret. Knoglerne var blevet sorteret, i henholdsvis kranier, tænder, og andre knogleformer. Desuden fandt arkæologerne også nogle træstykker, der formentlig har haft en religiøs betydning. De var placeret to og to og var helt op til to meter lange. Alt dette blev nedsænket i søen til gudinden. Rekonstruktion, skanderborgleksikon.dk Ofringerne var ledsaget af ritualer, og vi kan se, at der blandt andet er kastet mange hvide sten ud til hende, som må have lyst klart i det mørke vand. Stenene er muligvis blevet kastet som en rituel stening af gudinden, men det er uvist. Man kan i dag se Gudinden fra Forlev Nymølle på Moesgaard Museum. Den hellige dal Arkæologer har udpeget Illerup Ådal, som er nabodalen til Forlev Mose, til en hellig dal. Denne dal har haft religiøs betydning i lange perioder og på forskellige tider. Det stillestående vand, den rindende å og de dybe dale, kan have virket særlig guddommelig. Skellet fra Alken Enge. Skanderborgleksikon.dk Blandt andet er der udgravet store mængder af krigsudstyr, som blev ofret i en sø over fire omgange fra 200 til 500 evt. I alt er 15.000 genstande fundet, hvilket er det største samlede fund af ofrede våben i Danmark. I området er også Alken Enge, hvor skeletter fra en hær af afdøde krigere, er blevet ofret omkring år 0. Guddommene bor i vandet Søer og Moser var i jernalderen set som en form for portal til det guddommelige, muligvis pga. det af det blanke stillestående vand. Flere søer i Danmark har formentlig haft en form for guddom eller gudinde. I en sø på Fyn har man for eksempel fundet en mand lavet af træ. han er 88 cm. lang og med en 28 cm. lang penis. Han viser tegn på mishandling, hvilket muligvis også har været en del af et religiøst ritual. Broddenbjergmanden. Den danske natur er fyldt med religionshistorie. Kilder: Gudinden i mosen, udinaturen.dk Jørgen Lund, ' Forlev Nymølle – En offerplads fra yngre førromersk jernalder' i: Kuml 2002. Kulturstyrelsen.dk skanderborgleksikon.dk/ natmus.dk Kontakt ved manglende eller fejl ved kreditering.

Hun er kendt som ”sorte Venus” og er en ca. 30.000 år gammel venusfigur, og så er hun helt særlig. Venusfiguren fra Dolní Věstonice har som flere andre Venusfigurer, markante og fremhævede kvindelige attributter. Bryster, bagdel og mave er detaljerede og fremhævede, mens resten af kroppen er mindre detaljerede. Hovedet er uden ansigt og helt anonymt. Hendes krop fremstår som en moden kvindes, en kvinde, der har født og ammet flere børn. Dette er en fremstilling af en kvinde, der har givet liv. Venusfiguren er formet af ler og jord, og derefter brændt over ld ved lav varme. Hun er dermed verdens tidligste keramik og det er denne fremstillingsmåde, der har givet hende den sorte farve, og tilnavnet som "Sorte venus." Hun er fundet i det arkæologiske område Dolní Věstonice, i det nuværende Tjekkiet, et område der har bidraget med stor viden, om en fjern tid, kultur og religion. På Venusfigurens hoved er fundet dybe huller, hvor der menes at have siddet fjer, hvilket kan have været en rituel beklædning for en shaman. På siden af hende har man ved en scanning fundet et fingeraftryk, der kan være fra et barn, men man mener ikke, at dette barn kan være skaberen af figuren. I nærheden fandt man et kvindehoved udskåret i elfenben. Hovedet havde en deformitet på den ene side, der havde stor lighed med hovedet på en kvinde, der var begravet i nærheden. Den begravede kvinde har været over 40 år og dermed gammel for denne tid. Hun var begravet på særegen vis, under to mammut skulderblade, med en en rævepels i hånden, en kniv, og så var hun overdrysset med rød okker. Dette kan være tegn på at kvinden har været anset som en form for shaman, i alle tilfælde er det en prægtig begravelse, der viser høj status.. Var den lille sorte Venusfigur mon også en afbildning af denne kvinde, var det en gudinde eller noget helt tredje? Vi ved det ikke. Forskning har peget på, at på dette tidspunkt i historien begyndte folk at have en levetid på ca. 40 år og at de dermed kunne leve til at blive bedsteforældre. Det var sjældent at man nåede så høj en alder, men gjorde man, har man formentlig haft en særlig status. Måske var den ældre kvinde i graven æret for sin høje alder og måske som shaman. Vi ved det ikke, men hun er spektakulær. #fredagsgudinder Fotos: Wikimedia. Public domain. Kontakt ved manglende eller fejl ved kreditering.

Ved Mikladalur på Færøerne står hun med sit skind, Kopakonan, Sælkvinden. Statuen af Hans Pauli Olsen blev rejst i Mikladalur i august 2014. Færøske frimærker med sælkvinden Ifølge færøsk folkefortælling var hun en kvinde, der ligesom andre sæler, var et menneske, der frivilligt havde valgt at miste livet til søs. Én nat hvert år svømmede sælerne ind til land, hvor de tog deres skind af og dansede og festede i menneskekroppe. En mand fra Mikladalur ville undersøge hvorvidt det var sandt, at sælerne kunne dette og han drog ned til stranden. Han så at det var sandt og hans øjne faldt på den smukke unge kvinde, Kópakonan. Manden dansede med hende og stjal hendes skind, sådan at hun ikke kunne tage bort. Da de andre sæler ved solopgang svømmede ud, var kvinden tvunget til at blive ved manden da han havde hendes skind. Manden tvang hende til at tage med ham hjem og til at blive sin brud. Han låste hendes sælskind inde i et skrin og gemte nøglen bort. Flere år gik og Sælkvinden levede sammen med  manden og fik børn med ham. Manden sørgede for altid at have nøglen til hendes sælskind på sig, sådan at Sælkvinden ikke kunne forlade ham, hvilket han vidste at hun ville gøre. En dag drog manden ud at fiske, og her opdagede han, at han havde glemt sin nøgle i huset. Han ilede hjem, men fandt at hans hustru, nøglen og sælskindet var borte. Tilbage var deres fælles børn, som hun inden hun forlod dem, havde sikret ved at låse alle knive bort og slukke ildstedet, så de ikke kunne komme til skade. På stranden havde sælkvinden lagt sig på sit skind og hun var igen blevet til den sælkvinde hun ønskede at være. I vandet ventede en hansæl som hun elskede og som havde ventet hende med længsel. Sælkvinden og Sælmanden fik unger og til tider svømmede Sælkvinden langs kysten til Mikladalur, for at få et glimt af sine menneskebørn, som hun havde forladt. En dag ville mændene i Mikladalur drage ind i en klippehule og fange en flok sæler, som de vidste boede der. I drømme besøgte Sælkvinden sin forrige ægtemand og fortalte ham, at han skulle undgå at ramme den store hansæl ved indgangen til hulen og to unger, som hun forklarede udseendet på. Disse sæler var Sælkvindens ægtemand og sælbørn. Manden fulgte ikke drømmevarslet, men han og hans følge dræbte alle de sæler, de kunne finde i hulen og Sælkvindes familie. Ved hjemkomsten delte mændene jagtbyttet og manden fik den store hansæl, samt hale og luffer fra de to unge sæler. Da manden om aftenen tilberedte hansælens hoved samt luffer og hale fra ungerne, lød der et brag og Sælkvinden opsøgte ham. Hun duftede og kiggede på maden og forstod at det var hendes mand og børn. Sælkvinden svor nu som hævn, at Mikladalurs mænd skulle straffes. Nogle af mændende ville dø på havet og andre falde ned fra de stejle bjergtoppe, indtil der var nok døde mænd, til at nå hele vejen rundt om øen Kalsø. Folkefortællingen om Kópakonan er overleveret mundtligt i flere generationer og skrevet ned i 19. Årh. Fortællingen kendes i flere versioner, med små forskelligheder. #fredagsgudinder  Foto, kilder: Færøske frimærker med sælkvinden. Public domain. Kontakt ved manglende eller fejl ved kreditering.

Portræt af Grundtvig. Public domain N. F. S. Grundtvig(1783-1872) og hans kvindesyn er ofte til debat, men ordet "kvinde" var han med til at få ind i det danske sprog. N. F. S. Grundtvig(1783-1872) og hans kvindesyn er ofte til debat, men ordet "kvinde" var han med til at få ind i det danske sprog. Det kan ganske simpelt ses ved at analysere brugen af ordet i samtiden. Det kan virke ligegyldigt, men ”kvinde,” er norrønt "kvenna" og benyttes blandt andet i de islandske sagaer. Kvenna bliver på dansk til kvinde og betegner et selvstændigt individ. Inden Grundtvig og andres brug af kvinde, var den gængse betegnelse i Danmark fra 1600-1800-tallets et ”fruentimmer," i betydningen, en uselvstændig hustru til en mand. Graf fra: https://grundtvigcenteret.au.dk/.../grundtvigs-kvindebegreb Grundtvig benyttede markante selvstændige, mytologiske kvinder til at give ordet "kvinde" betydning. Fra kristendommen benyttede Grundtvig Maria Magdalene, og fra nordisk mytologi benyttede han kvindekrigere, som skjoldmøer og valkyrier. Grundtvig var kontroversiel I sin samtid for sit kvindesyn. Han krævede at kvinder skulle have adgang til hans foredrag, forelæsninger og diverse embeder, måske endda som præst. Kvinder var ellers uden adgang til uddannelse. Grundtvig omgav sig i sit liv med markante kvinder og særligt han 2. hustru Marie Toft, var kvindeforkæmper. Kvindeforekæmper og Grundtvigs anden kone, Marie Toft. Public domain. Som ægtepar gav de både taletid og støtte til den kontroversielle Mathilde Fibiger (1830-1872) Fibiger havde i sit forfatterskab krævet åndeligt ligeværd med mænd. Grundtvig omtalte Fibiger som skjoldmø og støttede hende blandt andet med taletid. En kvinde måtte ellers ikke tale offentligt i ssamtiden. Fibiger kom aldrig til at tale, men Grundtvig støttede op om hende. Grundtvig stemte ikke for Grundloven i 1849, da den ikke gav kvinder stemmeret. Kvinders stemmeret kom som bekendt ikke før 66 år senere i 1915. Grundtvig har haft stor indvirkning på den danske folkekirke som præst, salmedigter og politiker. Der gik alligevel næsten 75 år efter Grundtvigs død, før de første kvindelige præster tiltrådte i Danmark, med stor modstand. Litteratur: Center for Grundtvigforskning, Århus Universitet. Lone Kølle Martinsen, Den Store Mand, Gads Forlag, 2022.Graf fra: https://grundtvigcenteret.au.dk/.../grundtvigs-kvindebegreb Foto: Grundtvig. Public domain. Marie Toft. Public domain. Kontakt ved manglende eller fejl ved kreditering.

Anne af Kleve (1515-1557) var den fjerde Hustru til Henrik VIII og nok også den heldigste af Henrik VIIIs seks hustruer. Anne af Kleve. Af Holbein den yngre. Public Domain Hun var ikke heldig på grund af at brudeparret havde det godt, men snarere fordi Henrik ikke var tilfreds med hende. Henrik mente at Anne af Kleve var en stor skuffelse, særligt hendes udseende, og brylluppet blev annulleret efter blot 5 måneder. Det er primært sådan historien husker Anne af Kleve, som utiltalende og fravalgt, men der er meget mere ved Anne af Kleve. Faktisk medførte anulleringen af ægteskabet at Anne fik en skilsmisse ordning med en stor formue, en høj status ved det engelske hof, og at hun slap ud af et forhold med Henrik VIII med livet i behold. Henriks fjerde ægteskab Efter Henriks tredje hustru Jane Seymors død, Oliver Cromwell. Maleri, færdiggjort efter Samuel Copper 1657. Public domain skulle Henrik have en ny hustru og også gerne en søn mere, som ”reserve.” Henrik var dog ikke på udkig efter en hustru, da han ønskede forelskelse og begær, og ikke et politisk arrangeret fornufts ægteskab. Han havde dog brug for en hustru, samt en søn mere, og det blev Thomas Cromwell ( 1485-28.7.1540) , der skulle arrangere det. Cromwell var adelsmand med og Henriks nærmeste rådgiver. Henriks relationer i Europa var kritiske efter hans brud med paven. Derfor skulle et ægteskab gerne skabe nye alliancer. Cromwell og Henrik fik hofmaleren Holbein den yngre, til at male flere kvinder fra fornemme familie i Europa, som Henrik kunne vælge ud fra. Efter Henriks kærligheds historik var han dog ikke i så høj kurs på ægteskabsmarkedet, trods sin magt og vælde. Han havde Hertuginde Christine af Lothringen, født prinsesse af Danmark. Malet af Hans Holbein den Yngre i 1538. Portrættet er i National Gallery i London. Public domain. annulleret et ægteskab, fået halshugget sin anden hustru og hans sidste hustru var død ved fødslen af hans søn. Den danske Christine af Danmark (1521-1590), datter af Kong Christian II, skal blandt andet have afvist Henriks interesse for hende. Anne af Kleve Valget faldt på Anne af Kleve. Kleve lå i nutidens Tyskland og var et mindre hertugdømme, der ligesom England havde brudt med paven og nu stod i et religiøst limbo, hvor de var katolske, men havde alliancer med protestantiske riger og regenter. Anne af Kleve var datter af Hertugen af Kleve og derfor en perfekt politisk forbindelse. Hun var også en af de forbindelser, der stadig var interesseret i at ægte Henrik på trods af historiken. Anne af Kleve blev udvalgt blandt andre kvinder for sin skønhed og familiens magt og alliancer. På denne måde var Henrik VIII’s valg af hustru, for første gang et klassisk og politisk ægteskab for en konge på denne tid. Vi har stadig maleriet som hofmaleren Holbein den yngre malede af Anne af Kleve og det viser os den unge Anne. Anne af Kleve er i typiske fornemme tyske gevandter og bestemt ikke så utiltalende, som hun er husket for i den senere historie. Det er uvist om hun er forskønnet af maleren for at fremme interessen hos kongen, men uanset hvad blev Henrik betaget af hendes portræt, men skuffet ved synet af hende I virkeligheden. Anne af Kleve. Af Holbein den yngre. Public Domain Der har været et stort fokus på Annes udseende i historien, da vi kender til Henriks forstødelse af hende og hans omtale af hende som "the Flanderen Mare", hvilket er en meget stor og tung hest fra Flandern. Der er dog sjældent fokus på Henrik selv. HJenrik var ikke længere den unge, atletiske mand han var tidligere. Efter Henrik først var faldet af sin hest og dernæst havde mistet Jane Seymours, var han blevet en stor mand rent fysisk. Han vægt var øget gevaldigt og han var ikke længere helt ung. Dette nævnes dog sjældent. Fokus er primært på hans hustruer, deres dannelse og særligt deres fysiske fremtoning. Valget faldt på Anne af Kleve. Kleve lå i nutidens Tyskland og var et mindre hertugdømme, der ligesom England havde brudt med paven og nu stod i et religiøst limbo, hvor de var katolske, men havde alliancer med protestantiske riger og regenter. Anne af Kleve var datter af Hertugen af Kleve og derfor en perfekt politisk forbindelse. Hun var også en af de forbindelser, der stadig var interesseret i at ægte Henrik på trods af historiken. Henrik VIII, 1540. Hans Holbein den yngre. Palazzo Barberini, Rom. Public domain. Ægteskabet Anne blev som 24 årig sendt på den lange rejse til England for at blive gift med Henrik VIII. Henrik, der var romantikker, ville dog lave en romantisk gestus og han udklædte sig og sammen med fem af sine mænd med overraskede han Anne på hendes rejse igennem England, da hun holdt hviledag I Rockchester Castle. Han mødte hende med et kram og en nytårsgave og Anne, der formentlig ikke vidste hvem han var, og ikke forstod engelsk, reagerede høfligt, men ikke så begejstret og romantisk, som Henrik havde håbet på. Henrik skal efterfølgende have råbt til Cromwell ”I Like Her Not", men da ægteskabskontrakten var underskrevet var der ikke meget at gøre. Få dage efter, den 6. Januar 1540, blev Anne og Henrik gift, selvom Henrik allerede havde udtrykt sin utilfredshed med sin brud. Henrik kunne ikke fuldbyrde ægteskabet og de to havde aldrig samleje på trods af at de delte seng. Han mente at hun var utiltrækkende, og direkte frastødende. Flere har dog spekuleret i om Henrik mon led af impotens. Henrik udtrykte gentagne gange at han var yderst skuffet over Annes udseende og optræden, og han ville ud af ægteskabet så hurtigt som. Anne var meget anderledes end Henriks andre kvinder. Hun havde levet et trygt og isoleret liv med sin mor og søskende i Kleve. Hun var ikke uddannet, kunne ikke danse, synge eller underholde, som Henriks forrige hustruer og elskerinder. Hun talte også kun tysk og skulle have en tolk med, ved alle samtaler. Derudover var Anne moderigtig i Tyskland, men ikke i England, hvor den franske mode var det dominerende. Henrik var skuffet over Annes færden og synes bestemt ikke at hendes skønhed levede op til maleriet af hende. Henrik var formentlig i bund og grund dybt skuffet, da han troede at han skulle blive stormende forelsket i Anne, men ikke kunne. Anne af Kleve. 1540. Bartholomäus Bruyn den ældre. Wikimedia Commons. Anne var dog kendt som både køn, venlig og vellidt. Hun var en yndet kvinde og hun dannede flere stærke relationer, bl.a. til henriks døtre Mary og Elizabeth. Hun var høflig, hun ville gerne gøre Henrik glad, men det lykkes ikke og ægteskabet endte efter blot 6 måneder. Annuleringen Henrik ønskede at komme ud af ægteskabet uanset hvad og det fortalte han til Cromwell. Cromwell ønskede dog at ægteskabet skulle fortsætte af rent politiske årsager, og fordi det var Cromwell selv, der havde sat ægteskabet i stand. Henrik ville finde en udvej og han gik Annes fortid igennem og argumenterede for, at Anne havde været lovet bort i sin barndom, og at denne aftale ikke var blevet brudt. Barndomstrolovelser var dog almindelige på denne tid og ellers ikke en hindring, men Henrik fandt her sin udvej. Hele annulleringen foregik igennem tolke og andre personer end Henrik og Anne selv. Han fik sine folk til at ordne det og brugte i stedet tiden på Annes hofdame Katherine Howard, som havde vækket hans interesse. Anne forholdt sig stille og man kan forestille sig at hun må have været bange, da hun har kendte til både Katharina af Aragonien og Anne Boleyns tidligere grumme skæbner. Anne er pragmatisk og hun gjorde som kongen ønskede og sendte ham endda vielsesringen retur. Henrik og Anne blev gift i januar 1540 og brylluppet blev allerede annulleret i juni samme år. Anne gjorde klogt i at forholde sig passivt og føje Henriks vilje, og som belønning fik hun en favorabel skilsmisse. Henrik var allerede videre og Katherine Howard, der var Annes hofdame, ønskede Henrik nu at ægte og gøre til dronning. Blot én måned efter annulleringen af ægteskabet med Anne, blev Henrik gift med Katherine Howard og hun blev den femte dronning. Katarina Howard, Wenzel Hollar. Public domain. Anne og selvstændigheden De fleste historier om Anne af Kleve slutter her og det er kun de seks måneder som hustru, der erindres. Der er dog meget mere ved Anne, der også bør huskes. Anne forblev i England, da hendes forældre var gået bort og hun ikke ønskede at vende tilbage til Kleve i vanære. I hendes skilsmisse ordning, var det heller ikke tilladt for hende, at forlade landet, da Henrik ville sikre sig at hun ikke påstod at hun var dronning. Hendes skilsmisse var yderst favorabel for Anne. Hun fik slotte, penge, og et liv uden forpligtelser. Hun behøvede ikke længere være gift med en utilregnelig konge, og Henrik var så lettet og glad for annulleringen og Annes reaktion, at han gav hende titlen som "kongens søster." Det var en fornem titel der satte hende lige under Henriks døtre. Anne var dermed stadig en del af hoffet og hun havde en høj status og var afholdt. Anne forblev i tæt kontakt med Henrik og hans døtre Mary og Elizabeth, og også efter Henriks død var hendes relation til døtrene tæt. Efter annulleringen kunne Anne nyde et selvstændigt liv, som de færreste kvinder på denne tid var forundt. Hun kunne nyde livet med sine rigdomme, slotte, og sin frihed. Hun kunne dog ikke gifte sig igen, men forblev enlig til sin død. Annes eftermæle Anne er husket som utiltrækkende, som den fravalgte og afsatte hustru, men hun var i virkeligheden formentlig den heldigste af Henrik VIIIs seks hustruer. Hun blev aldrig kronet dronning, men hun slap ud af ægteskabet med rigdom, status og ikke mindst med livet I behold. Cromwell blev senere dømt til døden og det er ofte blevet sat i forbindelse med hans rolle ved ægteskabet til Anne af Kleve. Henrettelsen af Cromwell var dog senere og højst sandsynligt ikke på grund af Anne of Kleves. Anne var aktiv ved hoffet resten af sit liv og var anset som et medlem af den kongelige engelske familie. Som den eneste af Henriks hustruer levede Anne af Kleve længere end Henrik VIII. Anne fik en god skilsmisse ordning og hun beholdt en god og varm kontakt med Henriks datter Mary og særligt Elizabeth, den senere Elizabeth I, helt frem til sin død. Følg med her på siden når der er fokus på de fascinerende kvinder i Henrik VIII´s liv og deres fascinerende religionshistorie. 6 markante kvinder blev Henriks VIII's hustruer. Alle 6 var de troende kristne, men på hver deres måde. Vi skal se nærmere på kvindernes religionshistorie. Litteratur: Anne of Cleves, Elizabeth Norton, Amberley Publishing, 2010 The Marrying Anne of Cleves, the royal protocol in early Modern England. Retha M. Warnicke, Arizona State University, 2000. Anne of Cleves: Henry VIII's Unwanted Wife, Sarah-Beth Watkin, Winchester: Chronos Books, 2018 Den Store Danske, Anne af Kleve Tag endelig kontakt ved fejl og mangler i kreditering.

Jane Seymour (1508-1537), var Henrik VIII's 3. Hustru. Indenfor 24 timer efter efter halshugningen af Henriks 2. Hustru Anne Boleyn, blev Henrik trolovet påny med Jane. 11 dage efter blev de viet og Jane blev den nye dronning af England. Jane Seymour, Hans Holbein den yngre. Public Domain Jane beskrives overordnet som modsat Anne Boleyn. Janes valgsprog var meget sigende ”bundet til at adlyde og tjene”, hvilket også karakteriserede hendes stil som dronning. Hvor Anne talte højt, ytrede sine meninger og blandede sig i Henriks ledelse af riget, så var Jane en mere passende dronning. Hun var rolig, blandede sig ikke, men støttede blot sin mand. Både Anne og Katharina var lærde og bekendte med udlandets tanker og strømninger og havde markante holdninger. Jane var en helt igennem engelsk adelig kvinde og det blev hendes varemærke. For det engelske folk blev Jane fremstillet som jomfruen der trådte i stedet for Anne, der var stemplet som en hore, en religiøs rebel og en uværdig dronning. Jane Seymor var ikke lige så fornem som sine forgængere, men stadig fra en yderst ambitiøs familie. Hendes brødre var venner med kongen og Jane var på hoffet som hofdame for først dronning Katharina og senere Anne Boleyn. Da Henrik stadig var gift med Anne Boleyn var der rygter om at han var begejstret for Jane. Anne var rasende over det, da hun ville ikke dele sin mand, og Anne vidste jo hvor en flirt kunne føre hen. Portæt af Jane Seymour fra 1800-tallet. Public Domain. Jane siges at have været mild og god, men hun var dog alligevel kynisk nok, eller ambitiøs nok, til at kunne finde sin bryllupskjole og planlægge trolovelse med Henrik under retssagen og halshugningen af Anne Boleyn. I det øjeblik henrettelsen af Anne var udført tog Henrik hen til Jane og de blev trolovet. Hendes mildhed bundede formentlig mere i at hun ikke blandede sig i religiøse og politiske ærinder. Blot én gang sagde Jane sin mening og det var da Henrik lukkede klostrene og flere protesterede. Jane var primært konservativ i sin tro og ønskede formentlig at man beholdt katolicismen i sin oprindelige form. Jane blev dog med det samme sat på plads af Henrik og hun sagde ikke fra over for ham igen. Jane satte sig for at samle Henriks familie og hun forsøgte at forene Henrik med hans datter Mary. Prins Edvard i 1538.  Hans Holbein den yngre. Public Domain. Jane havde kendt og støttet Katharina og havde et ønske om at hjælpe Mary. Mary blev Janes faste støtte og ven, de var tæt på hinanden i alder og delte religiøs overbevisning. Det tog lidt tid før Jane blev gravid, til Henriks irritation til Henriks irritation og frustration. Til sidst lykkedes det dog og Jane fødte i 1937 den længe ventede søn og mandlige arving, Edvard VI. Der var stor jubel hos Henrik og England fejrede. Fødslen endte dog med at koste Jane livet da hun 12 dage efter gik bort midt i det engelske folks glædesrus. Årsagen til dødsfaldet er omdiskuteret, men det var ikke unormalt at dø efter en fødsel på denne tid. Fødslen havde været hård og varet længe. Dårlig hygiejne, komplikationer, mm. kunne bl.a. give såkaldt barselsfeber og slutteligt koste livet for den barslende kvinde. Stemningen i England skiftede til sorg og Henrik beskrives som ulykkelig og deprimeret. I offentligheden blev Jane fremstillet som den hustru Henrik elskede mest og han fik hende malet ind på portrætter post humt, efter hendes død, i stedet for hans nye hustruer. Jane fik som den eneste af Henriks hustruer en dronningeværdig begravelse og blev begravet ved siden af ham i St. George Chapel. Ud fra vores tilgængelige kilder hersker der dog tvivl om hvorvidt Jane virkelig var denne yndlings hustru eller om det ikke snarere var propaganda opbygget af Henrik og hans hof. Kopi af vægmaleri bestilt af Henrik VIII i 1537. Viser forrest Henrik VIII og Jane Seymour bagerst Henriks far Henrik VII, hans mor Elizabeth af York. I midten er en indskrift der hædrer Henrik VII og Henrik VIIIs evner som konger. Kopi af George Vertue (1684-1756) Royal Collection Trust. Ser man nærmere på hvad Henrik foretog sig i sin sorg og depression, så var der ikke store ændringer i han færden. Han fortsatte sit royale, festlige liv og gemyt. Ved at fremføre Jane som den ideelle hustru, som fejlfri og som moderen til arvingen, legitimerede Henrik sin og sin slægts ret til tronen. Yderligere hjalp dette billede af den store kærlighed på Henriks offentligeimage. Henriks kærlighedsliv blev nu fremstillet som om han var den gode konge, kongen der blev korrumperet af sine forrige hustruer, og nu var den sørgende enkemand, da den sande dronning, hans yndlingshustru gik bort. Henriks liv gik videre og han nåede at få yderligere 3 hustruer som vi snart skal møde. Følg med her på siden når der er fokus på de fascinerende kvinder i Henrik VIII´s liv og deres fascinerende religionshistorie. 6 markante kvinder blev Henriks VIII's hustruer. Alle 6 var de troende kristne, men på hver deres måde. Vi skal se nærmere på kvindernes religionshistorie.   Portætter af Henrik VIII's seks hustruer. Public domain. Litteratur: Jane Seymour, Elizabeth Norton, Amberley Publishing, 2010 The Oxford Companion to British History, Jane Seymour, John Cannon Lex Den Store Danske A World History of Christianity, Hastings Tag endelig kontakt ved fejl og mangler i kreditering.

Skøge, femme fatale, feminist og religiøs reformist. Portræt af Anne Boleyn Anne Boleyns (ca. 1507-1536) historie er vidt berømt, men der er givet mange forskellige versioner af hvem Anne Boleyn var.   Historierne om Anne rummer det hele, spænding, begær, drab og kærlighed. Det lykkedes Anne at få Henrik VIII til at annullere sit ægteskab fra dronning Katharina af Aragonien og dermed bryde med katolicismen og paven i Rom. Anne blev Henriks 2. Kone, var dronning i 3 år og endte med at blive halshugget for utroskab og blodskam. Anne Boleyn var datter af fornem familie og blev hofdame for Henrik VIII's søster Mary og fulgte med hende til Frankrig. Anne var flere år i det franske hof og lærte det franske sprog, musik og flere andre egenskaber. Da Anne returnerede til det engelske hof, var hun vidende, dannet og besad alle de nye og Henrik VIII mødte Anne Boleyn for første gang. Maleri fra 1835. Daniel Maclise. Public domain moderne tanker, også indenfor religionens verden. Henrik VIII blev betaget af hende og selvom han allerede havde haft Anne's søster Mary som elskerinde, ville han nu have Anne. Anne afviste dog Henrik ved flere lejligheder og Henriks jagt gik ind. I breve til Anne, der i dag opbevares i Vatikanet, kan vi se at Henrik krænger sit hjerte og sit begær ud til hende. Vi kan ud fra Henriks breve se at Anne afslår og nægter at blive hans elskerinde. Hun vil ikke være sammen med ham før han gifter sig med hende og gør hende til dronning. Brev til Anne Boleyn fra Henrik VIII, september 1527. Biblioteca Apostolica Vaticana, Vat. Lat. 3731A, fol. 15r. Public domain Henrik var på daværende tidspunkt stadig gift med Katharina af Aragonien, der ikke længere var fødedygtig. Flere af Henrik og Katharinas børn var døde ved fødslen eller kort efter. Kun datteren Mary overlede, men Henrik havde brug for en mandlig arving for at legitimere sin egen og sin slægts ret til den engelske trone. Den unge Anne kunne stadig give ham denne arving og det tiltrak ham om muligt endnu mere end Anne selv. Emanuel Gottlieb Leutze, The Courtship of Anne Boleyn, 1846. Smithsonian American Art Museum. Public domain I syv år fortsatte Henriks jagt og begær efter Anne. 7 år hvor Anne tjente som hofdame for Henriks hustru Katharina som han allerede var gift med. Spænding ved hoffet beskrives som sprængfarlig. Længe forsøgte Henrik at finde udveje ud af ægteskabet med Katharine og han nærlæste Biblen og flere tekster, der ellers var dømt kætterske af katolicismen. Anne viste ham flere nye vinkler på troen og blandt andet viste hun ham, at der intet stod om paven I Biblen. Derimod var størstedelen af den katolske tro bygget på en senere traditioner og en lang kirkehistorie. Henrik forsøgte igen at få ægteskabet til Katherina annulleret og forbilve på god fod med paven, men uden held. Både Anne og Henrik var overordnet katolske, men havde reformatoriske undertoner. Det vigtigste for dem var dog at kongen skulle være udvalgt af Gud og ikke af paven, hvilket gav kongen den absolutte magt og dermed også til at annullere ægteskabet. Til sidst annullerede Henrik selv ægteskabet med Katharina og dermed brød han med paven og satte sig selv som det religiøse overhoved i England. Han sendte Katharina bort og giftede sig med Anne Boylen i 1933. Vielse af Henrik VIII og Anne Boleyn. Public domain. I en storslået kroning 1. Juni 1933 blev Anne dronning. Her forsøgte Henrik at vende det engelske folk bort fra Katharina og i stedet tage Anne som deres dronning. Det lykkedes dog ikke. Katharina var en højt respekteret og agtet dronning og Annes rygte som hore, forføreske og meget andet, var svært at hviske bort. Anne blev hurtigt gravid og fødte Elisabeth I den 7. September 1533. Elizabeth, c.1546. William Scrots (active 1537-53), Royal Collection Trust / © Her Majesty Queen Elizabeth II 2017 Begge forældre var skuffede over at barnet var en pige, men glade for at de havde fået et sundt og levende barn. Dette tydede på at de ville kunne få flere levedygtige børn og vigtigst en søn. Anne levede under et enormt pres for at få en søn. Et pres som hun ikke kunne indfrie uden at hendes krop var med hende. Efter fødslen af Elizabeth skal Anne igen have været gravid, men der var hverken fødsel eller dødfødsel og flere mener at det må have været en indbildt graviditet. Anne var en anderledes dronning end Katharina.  Hun havde meninger, talte højt og underholdt ved selskaber. Alle de ting der havde vakt kongens kærlighed, interesse og begær, irriterede ham nu. Som dronning skulle hun var en passiv støtte og en god repræsentant. Henrik og Annes forhold begyndte at krakkelere og særligt Henriks begejstring for Annes hofdamer ville hun ikke acceptere. Hun ville ikke tillade elskerinder, hvilket ellers var kotume for dronninger. Henrik og Anne forsøgte at få Katharina og Mary til at anerkende Anne som dronning og Annes børn som foran Mary i arvefølgen. Begge nægtede dog. Anne sikrede sig yderligere at Mary ikke kaldte sig prinsesse og ikke havde royale privilegier. Katharina blev syg og hendes sygdom samt Henriks fald fra sin hest ved en rideulykke, gjorde ham opmærksom på sin egen dødelighed. Katharina døde kort efter og samme dag aborterede Anne med en 15 uger gammel søn. Dette var for meget for Henrik der trak sig fra Anne. Anne i de sidste dage inden henrettelsen. Maleri fra 1835 af Edouard Cibot. Public domain. Anne blev dømt for forbrydelser som højforræderi, utroskab og blodskam. Hun nægtede alle anklager, men den 3. Maj 1536 blev Anne ført til Tower i London. Den 19. Maj samme år blev hun halshugget. Indenfor 24 timer efter Annes henrettelse forlovede Henrik sig med Annes hofdame Jane Seymor. Jane seymor blev Henriks 3. hustru og hende ser vi på i næste opslag.   Følg med her på siden når der er fokus på de fascinerende kvinder i Henrik VIII´s liv og deres fascinerende religionshistorie. 6 markante kvinder blev Henriks VIII's hustruer. Alle 6 var de troende kristne, men på hver deres måde. Vi skal se nærmere på kvindernes religionshistorie. Litteratur: Joanna Denny (2004): Anne Boleyn: A new life of England's tragic queen Professor E.W. Ives (2004): The Life and Death of Anne Boleyn Lex Den Store Danske A World History of Christianity, Hastings Yderligere se linktree Tag endelig kontakt ved fejl og mangler i kreditering.