Brigid, gudinden der blev helgeninde Forårets komme og det tilbagevendende lys var Brigids værk og blev markeret ved hendes lysfest Imbolc. Hendes navn betyder ”den ophøjede” og hun var forbundet med mange forskellige områder, særligt poesi, fertilitet og husholdningens tamme dyr. Mange livgivende kilder og brønde var viet til hende. Hendes fest Imbolic var den 1. Februar. Hvor man fejrede at vinteren var ved at ende og at lyset kom tilbage. (Moderne fejring af Imbolc i Storbritannien. Foto: Malcolm/Wikimedia Commons) Brigid var formentlig oprindelig gudinde for én stamme, men hun blev udbredt til hele Irland, Skotland og Isle of Man. Hun er formentlig også ophav til gudinden Brigantia, som for romerne var lig deres gudinde Minerva. Da kilderne til kelternes historie er yderst sparsomme er det svært at vide klar besked om hendes ophav. Kilderne er primært romerske eller senere kristne kilder, der fortæller om den barbariske hedenskab. (Hellige Brigid af Kildare, ikon af Brigitte Gamichon, Frankrig, fra 1995) Brigid er en gudinde med stor betydning i særligt Irlands historie, og det er sandsynligvis hende der blev videreudvikle til den hellige Sankt Brigid. Ved kristendommens komme, blev imbolc  og gudinden Brigid i stedet til den kristne helgeninde Sankt Brigid. Sankt Brigid besad mange af de samme evner som gudinden, men i en mere from og kristen udgave. Hun fik Imbolic festen og den 1. Februar er hendes brønd velbesøgt som pilgrimsmål. (Saint Brigid's Well, i Co. Kildare. Wanda Marcussen) Brigid skulle have levet fra 452-523 og være grundlægger af Irlands første nonnekloster, i Kildare. Hun være født i fattigdom og hedenskab, men have arbejdet sig frem til den ærefulde stilling som abbedisse og grundlægger af et nonne og munkekloster. Sankt Brigid er en nationalhelgen, sammen med Sankt Patrick og Sankt Collumcil. Sankt Brigid er beskytter af børn , fattige og krøblinge og hendes symbol er et Brigid kors. (Brigid kors, ukendt) Dette kors er knyttet af siv og man kunne hænge over hjemmets døre og vinduer, som beskyttelse. God fredag #fredagsgudinder Litteratur : Keltiske guder og helte, Morten Warmind, Politikens håndbøger Lex.dk Gyldendals Religionshistorie Foto: "The Coming of Bríde" john Dunchan 1917

Det er Imbolc, kelternes lysfest, så hold øje med den gamle kælling. Ved Imbolc er det særlig gunstigt at spå om vejret. Derfor skal man holde øje med Cailleach, hvilket betyder noget i stil med ”den gamle kælling”. Hun har flere navne, men gamle kælling hænger ved hende. Hun er dronningen af vinteren, hun bestemmer hvor hård, og ikke mindst hvor lang, vinteren skal være. Ser man lyset i dag, så vil Cailleach hente brænde og man ved at vinteren fortsætter. Ser man ikke lyset, så ved man at hun er gået i hi, vinteren vil ende og foråret er på vej. Dagen markerede at man er halvvejs mellem vinterjævndøgn og forårsjævndøgn. Dette er blevet markeret I forskellige religioner, men særligt den keltiske fejring Imbolic er interessant. Imbolic var en af de 4 markeringer i løbet af året, og blev fejret i Irland, Skotland og Isle of Man. At man nu var halvvejs gennem vinteren blev markeret ved lys, blandt andet med at bål blev tændt. De 4 særlige markeringer i keltisk religion var Beltane 30. april, Lughnassadh 1. august og Samhain fra solnedgang 31. oktober til solnedgang 1. november. I dag har dette årshjul vundet indpas i den ny-hedenske religion Wicca. Formentlig har mennesker i Irland givet disse dage særlig betydning helt tilbage i yngre stenalder. På flere stenhøje passer solens solopgang ved Imbolic og Shamhain, lige på det inderste kammer i stenhøjene. Som med mange andre hedenske fejringer, blev også imbolic inkorporeret i kristendommen. Ved Imbolic fejres i dag Sankt Brigid, Irlands største helgeninde. Skt Brigid er en videreudvikling af den keltiske gudinde Bridgid, der er vores fredagsgudinde i morgen. Snart skal vi også høre mere om den fascinerende gamle kælling Cailleach. Foto: John Dunchan Foto ukendt, moderne fremstilling Litteratur: Keltiske guder og helte, Morten Warmind, Politikens håndbøger. Religion.dk Gyldendals Religionshistorie

En vinter uden ende, krig, sult og en sol der er væk. Sådan beskrives Fimbulvinteren I nordisk mytologi, og måske er det ikke langt fra virkeligheden. Meget tyder nemlig på at myten om denne fimbulvinter kan have rod i virkelige begivenheder. Der skete en klimakatastrofe omkring år 536, hvor et vulkanudbrud udløste store mængder af aske.  Denne aske lagde sig som et tykt lag over jorden og dækkede for solen. Efterfølgende skete flere katastrofer og vinteren fortsatte uden sommer, solen var sløret og foråret kom aldrig. Temperaturen faldt markant, høsten slog fejl og store dele af kvæget døde. Hungersnød plagede folkene og man bekrigede hinanden for at få de sidste mængder mad. Halvdelen af befolkningen døde i Sverige og Norge og flere kilder fra bl.a. Kina, Italien og Irland melder om mangel på mad og en sløret sol. Året 536 er blevet kåret til verdens værste år, et anno horriblis. Vi møder fortællingen om Fimbulvinteren i Edda digtet Varfdruftnersmal fra ca. 1000 evt. og i Snorres Edda fra 1200 evt. Denne fimbulvinter er begyndelsen på verdens ende, Ragnarok. Det var heldigvis ikke verdens ende der indtraf i 536, men for menneskene der levede må det have føltes som sådan. Af samme grund kan man se flere ofringer til guderne i denne tid. Særligt kan det store guldfund Vindelevskatten være sådan en ofring. (Dele af Vindelevskatten Konserveringscenter Vejle. Jyllands Posten) Denne skat er et storslået fund af guld i form af brakteater, medaljoner og smykker. Disse er formentlig gravet ned som en ofring til guderne, med et håb om bedre tider, som da heldigvis også kom efter en årrække. Så når vinteren virker lang, så lad os glædes over at vi ikke er i år 536. God vinterdag! Læs den smukke beskrivelse af Fimbulvinteren nedenfor Uddrag af Snorre Edda 》Da indtræffer der mange og vigtige hændelser — for det første kommer den vinter, der kaldes Fimbulvinteren. Da fyger sneen fra alle retninger. Frosten er da streng og vindene skarpe. Solen gavner intet. Tre vintre går ud i ét uden somre imellem, og forud forløber andre tre vintre, hvor der er hårde kampe i hele verden. Da dræber brødre hinanden af griskhed, og ingen skåner fædre eller sønner for manddrab eller blodskam. Således siges det i Vølvens Spådom: Brødre skal mødes som banemænd, og slægten skændes af søskendebørn; hor og hårdhed hersker blandt folk. Sværdtid, spydtid, skjolde kløves. Vindtid, voldtid — før verden forgår. Så sker det, der forekommer som en betydningsfuld hændelse: Ulven sluger solen, og menneskene anser det for et stort tab. Så tager den anden ulv månen og forvolder således også stor skade. Stjernerne på himlen forsvinder. Da sker det tillige, at hele jorden og bjergene ryster, så træerne løsnes fra grunden, og bjergene ramler, mens alle lænker og bånd brister og rykkes over. Da slipper Fenrisulven fri. Så skyller havet ind over land, idet Midgårdsormen snor sig i jættevrede og søger på land. (Snorres Edda, Gylfaggining 51-53) overs. Jesper Lauridsen, Heimskringla.no Litteratur: Heimskringla.no Edda, Rolf Stavnem Nordisk Mytologi Leksikon, Finn Stefansson https://videnskab.dk/kultur-samfund/fimbulvinteren-er-ikke-en-mytes://videnskab.dk/kultur-samfund/fimbulvinteren-er-ikke-en-myte https://videnskab.dk/forskerzonen/kultur-samfund/historiens-vaerste-aar-536-vulkanudbrud-sult-og-fimbulvinter-gjorde-aar-536-til-det Morten Axboe: "Året 536" (Skalk 2001 nr. 4, s. 28-32); https://jyllands-posten.dk/indland/ECE13254782/kaempe-guldskat-fundet-efter-1500-aar-i-den-danske-muld/ Foto: Louis Moe: Ragnarok - en Billeddigtning, 1929

De kysser, krammer og er intime, og så er de er præget i guld. Sådan fremstår to skikkelser på flere af de smukke guldgubber. (Guldgubbe fra Lofoten. Ca. 700 evt. Historiska Museet.) Guldgubber kommer af gubber der er svensk og betyder gammel mand. Det betyder altså "gyldne gamle mænd." Flere af guldgubberne er dog dekoreret med 2 personer, hvoraf den ene er en kvinde. At visse skikkelser er kvinder er tolket ud fra påklædningen og måden håret er sat på. De gyldne skikkelser fra jorden, ser ofte intime ud og kysser og krammer. Det har sat forskellige teorier i gang. (Guldgubber fra Lundeborg. Nationalmuseet.) For hvad er formålet de små, papirtynde guld og sølvstykker? De mange guldgubber stammer fra germansk jernalder fra ca. 500-700 evt. De har ikke haft stor materiel værdi, men de har formentlig indgået i en kult på de steder, hvor de er fundet. De dukker op af jorden flere steder i Sverige, Norge og i Danmark, ved Lundeborg på Fyn og på Bornholm. Faktisk kommer hele 85 % af Skandinaviens guldgubber fra Sorten Muld ved Svaneke på Bornholm. Her har man fundet over 3000 stykker. (Guldgubber Sorten Muld på Bornholm. Nationalmuseet.) De har sandsynligvis været benyttet som offergaver og 'tempelpenge'. Har de skulle sikre velstand, kærlighed, frugtbarhed, lykke? Vi ved det ikke, men der er flere teorier. Det skal vi se nærmere på 🥰 Foto øverst: Guldgubbe fra Lofoten. Ca. 700 evt. Historiska Museet. Litteratur: Bornholmsmuseum.dk Danmarkshistorien.dk Natmus.dk

Er de syv stjerner, menneskets første gudinder? Stjernebilledet kendt som Plejaderne, Syvstjernen eller De Syv Søstre, kendes I myter fra store dele af verden, hvor myterne beskriver at den syvende stjerne forsvinder. At den syvende stjerne forsvinder er særdeles bemærkelsesværdigt, da stjernebilledet for 100.000 år siden, har haft syv stjerner, der har lyst særligt klart, men ikke længere. Med tiden har den éne af stjernerne dog rykket sig så tæt på den anden, at den er umulig at se med det blotte øje. Kun med moderne teknologi kan man spotte den syvende stjerne. Således er den syvende stjerne nu skjult for det blotte øje og kun seks er tydlige. Den ene stjernes forsvinden er formentlig sket for så lang tid siden, at de første mennesker, der var bosiddende i Afrika, kan have observeret, at der oprindelig var syv stjerner. Hvordan kan myter fra hele verden så hævde at der er syv? (Menneskets vandringer. Videnskab.dk) Hos aboriginerne i Australien, hos Maorierne i New Zealand, og i græsk, asiatisk, afrikansk, europæisk og oprindelige amerikanske religioner, kendes myter om denne gruppe af stjerner. Myterne er slående ens og fortæller om syv piger, gudinder eller søstre, hvor den syvende på mystisk vis forsvandt. Er dette verdens første fortælling? Forskere har påpeget muligheden for at myterne om stjernerne, kan være de ældste I verden, og altså fortalt af nogle af verdens første mennesker. Siden kan fortællingerne om de syv stjerner så have spredt sig ud, da menneskene begyndte at vandre ud i verden. Med menneskets kulturer og religioners udvikling, kan myterne have taget forskellige drejninger, men alle have de syv oprindelige stjerner af hunkøn, hvoraf én forsvinder. Hele verden kan på bestemte tider af året se Plejaderne. Om vinteren på den nordlige halvkugle og om sommeren på den sydlige halvkugle. Stjernebilledet har i forskellige kulturer markeret tiden for foråret og efteråret, og dermed tiden for høstning og såning. Derfor har stjernebilledet haft stor betydning. Stjernebilledets placering tæt på stjernebilledet Orion har givet anledning til forskellige myter og forestillinger. Orion kan fremstå som en ung jæger eller skytte, og han er ofte skyld i den syvende stjernes forsvinden. Hvordan den syvende stjerne forsvinder varierer fra Amsterdam til myte. Hun blev bortført, gemte sig eller døde. (Orion, shutterstock) Myterne Stjernebilledet kendes som Syvstjernen, de Syv Søstre og Plejaderne. Plejaderne er et navn fra græsk mytologi. (The Pleiades, Elihu Vedder 1885) I græsk mytologi er stjernerne syv søstre, der er døtre af guden Atlas og hans hustru Pleione. Atlas var en titan, der som en straf fra Zeus skulle holde hele himlen på sine skuldre i al evighed. Derfor kunne han ikke beskytte sine syv døtre mod jægeren Orions tilnærmelser. For at beskytte søstrene mod at blive voldtaget af Orion, forvandlede Zeus dem til stjerner på himlen. Den ene søster forelskede sig dog i et menneske og er af den grund gået i skjul. Derfor kan man nu kun se 6 stjerner. (The lost Pleiade, William Adolphe Bourgereau 1884) Hos Australiens indfødte befolkning blandt, andet folket Yolngulu, kendes en lignende fortælling om selv samme stjernebillede. Her er de syv søstre forbundet med religiøse ceremonier og fortællinger for og om kvinder. (De syv søstre, Donny Woolagoodja) Stjernebilledet Orion kan også her være en jæger, eller det kan være tre lystige mænd i en kano. Myterne varierer i Australien, men essensen er den samme. Uanset hvad, anses Orion for et stjernebillede, der jagter unge kvinder, og især plejaderne. (De tre unge mand i kanoen er Orions bælte. Tegning af Ray Norris basseret på Yolngulu mundtlig overlevering) Om alle disse myter fra hver sin ende af verden har samme udspring, og om de syv stjerner er menneskets første gudinder ved vi ikke, men myternes ligheder er slående. God fredag #fredagsgudinder Sidehoved foto: Stjernebilledet, Foci. Yderligere litteratur: Ray Norris, The conversation. Videnskab.dk forskerzonen ”er fortællingerne om Plejaderne de ældste i verden?” Lex Den Stor Danske, plejaderne

Den store grønlandske gudinde for ishavet, Havets moder, er lige nu aktuel I DRs julekalender. Havets Moder er en af de største guddomme i Inuit kulturen og hendes mytologi, og ritualerne omkring hende, er fascinerende. Hun var gudinde for ishavet og søgede for fangstdyrene. Sæl og isbjørn var blandt hendes dyr. Havets Moder kunne også holde dyrene borte, hvis der skete et tabubrud. Tabu er handlinger som anses for at have en særlig kraft og som derfor skal udføres på helt bestemte måder. Hos inuitterne var tabuerne defineret af køn. Mændene gik på jagt og skulle sørge for ære deres fangstdyr, på forskellige måder. Kvinderne derimod var underlagt tabuer ved foreksempel fødsel og menstruation. Blev disse mange tabuer brudt, kunne havets moder tilbageholde fangstdyrene og forsage sult hos folket. Heldigvis havde man en shaman, en angakkoq. En shaman er en form fra præst, der kunne transcendere forskellige verdener og i trance stige ned Havets Moder. Menneskets tabubrud ville have sat sig som lus og urenheder i håret på Havets Moder. Når shamanen var nede ved gudinden kunne han så rede og rense hendes hår, sådan at hun lod fangstdyrene svømme frit igen. Nu kunne fangerne igen fange dyrene og give føde til inuitterne. Disse ritualer kendes blandt inuitter i både Alaska og Grønland. Havets Moder er en gudinde, der navngives forskelligt efter sted og folk. Hun kendes også som Sedna, en tidligere af fredagsgudinde, her på siden. Lige nu kan du opleve en gengivelse af myterne og ritualerne omkring Havets Moder, i Flemming Jensens julekander ”Nissernes Ø.” Derfor får du Havets Moder I dag, selvom det ikke er fredag. Vi kommer til at se meget mere til Havets Moder og  inuitternes fascinerende verden 🥰 Foto: Statue af Havets Moder af Christian Rosing, Nuuk. Havets Moder, Nissernes Ø, af Flemming Jensen. Yderligere litteratur: Gads Religionshistoriske Tekster Gyldendals Religionshistorie.

Vikingerne drak jól og skålede for de nordiske guder, en skål, der siden blev for Kristus og Jomfru Maria. Kilderne og vores viden om vikingernes jul er yderst sparsomme. Enten er de skrevet senere af kristne nordboere, eller de er skrevet af kristne og arabiske udlændinge. Vi ved dog at vikingerne i Norden afholdt jól, hvor de ofrede til de nordiske guder. Araberen al-Tartuchi beskriver ca. 950, blandt andet, hvordan man i vikingebyen Hedeby, ved Slesvig, fejrede vintersolhvervet: "De fejrer en fest, hvor alle kommer for at ære guden og for at æde og drikke. Den, som slagter et offerdyr, rejser ved døren til sin gårdplads pæle og sætter offerdyret derpå. Det er for at folk kan vide, at han ofrer til sin guds ære." I Hakon den Godes saga fortælles om den kristne Haakon, der rejser rundt blandt de ukristelige nordboere. Hakon var her på “julebesøg” hos en stormand, hvis bønder forlangte, at han skulle blóte “til år og fred”. At blóte var en ofring til de nordiske guder. Derudover ”drak man jól”. Jól var en midvinter fest, der skulle sikre frugtbarhed i det kommende år. At drikke jól eller jul, var et udtryk, der holdt ved helt frem til 1500-tallet. Man drak og skålede for guderne. En skål for Frej, frugtbarhedsguden, en for Odin kongeguden, og en for Thor krigerguden. Alle fik de tilnavnet Jølner i anledning af jól. I et skjaldedigt fra ca. 900 evt. hædrer hirdskjalden Thorbjørn Hornklove sin herrer, den norske konge Harald 1. Hårfager. "Ude (på havet) vil han drikke jól ... som ung fik han lede ved ildhygge/ og ved at sidde inde/ ved den varme kvindestue/ og ved de dunfyldte vanter". Da kristendommen gjorde sit indtog beholdt man festen og drak jól, men nu drak man i stedet for Kristus og Jomfru Maria. Ved reformationen holdt man dog inde og lavede i stedet Guds skål. Traditionen om at drikke jul forsvandt I 1900-tallet. Flere af nutiden Asatroende har genskabt ritualer ud fra de sparsomme kilder og fejrer jól den dag I dag. Litteratur: Heimskringla.no Else Roesdahl, Danmarks vikingetid Nordisk Mytologi Leksikon

Tiamat var urmoderen, det første kvindelige aspekt af verden og det kaos, som kosmos skulle skabes ud af. Hun var beskrevet som en frygtindgydende drage eller et slangelignende væsen, der skulle bekæmpes, og ud af hendes krop blev hele verden bygget. Fra Babylon I nutidens Irak omkring 1800 fvt., findes en fascinerende skabelsesmyte om en guddommelig kaoskamp, der forklarede verdens skabelse. Myten var skrevet for at legitimere at Babylon, en ellers ubetydelig bystat i Mesopotamien, pludselig var den største by  og magtfaktor. Med den babylonske konge Hammurapi 1848-1806 f.v.t. havde byen fået stor succes, magt og rigdom. I Mesopotamien havde alle byer deres egen bygud, og med Babylons triumf, skulle det også forklares, hvorfor Babylons ellers ubetydelige bygud, Marduk, pludselig kunne blive den største af guderne. Myten hedder Enuma Elish, hvilket betyder ”dengang da foroven,” og er de første ord i skriftet. Myten begynder i tidernes morgen, før alt blev skabt og hvor der kun var vandet, der var delt i to. Tiamat var det kvindelige, salte hav og hendes mage, Apsû, var det maskuline, ferskvand. Tiamat blandede sit salte vand med sin mage Apsûs underjordiske og ferske vand. Ud af denne sammenblanding opstod det første gudepar. Gudeparet formerede sig og flere generationer af guder opstod løbende. For hver generation, blev de stærkere og  visere. De største af guderne var Anu og hans søn Ea, guder der tidligere havde været de største guder og som repræsenterede de tidligere største bystater. De mange nye guder i verden forstyrrede Tiamat og Apsû. Guderne larmede og Apsû blev rasende og ville udslette dem. Tiamat protesterede, da det jo var deres eget afkom. Apsû gik alligevel til angreb, men blev dræbt af Ea, der grundlagde sit hjem i Apsû, det ferske vand. Her fik Ea og hans hustru Damnkina, som vi ellers ikke hører om, sønnen Marduk, Babylons bygud. Marduk var fra fødslen mægtigere, klogere og smukkere end alle andre guder og han var alle gudernes favorit. Guderne elskede ham og gav ham alverdens gaver og flere af deres egne egenskaber. Tiamat sørgede dog over sin mages død, og hun blev stadig forstyrret af gudernes larm. Derfor besluttede hun at hun ville have hævn. Hun fandt en ny mage, en ubetydelig guddom ved navn Kingu, som hun avlede mange dæmoner med. På denne måde fik hun en hær og Kingu førte hæren an. Guderne opdagede Tiamats planer og både Anu og Ea forsøgte at tale hende fra det, men uden held. Til sidst måtte den yngste, den klogeste og den smukkeste, nemlig guden Marduk, træde frem. For som det står skrevet i myten "er en kvindes styrke stor, men ikke større end en mands." Guderne gav Marduk al kongeværdigheden og i en kaoskamp lykkes det ham, at besejre først Kingu og dernæst Tiamat. Marduk er dog ikke færdig her. Ud af Tiamats legeme byggede Marduk hele verden. Kroppen blev delt i to, den øverste blev himlen og den nederste blev jorden. Bjerge, dale skyer, var alle en del af tiamats krop. Hendes hale blev mælkevejen og hendes tårer blev til de to floder Eufrat og Tigris, der var livsnerven i Mesopotamien. Derefter byggede Marduk sit tempel i Babylon, Esagil. I Esagil byggede han boliger til alle guderne, men med ham selv som kongen. På denne måde fik byen Babylon forklaret sin nye magt i Mesopotamien og, hvorfor netop deres bygud, Mardukulle være den største. Tiamat og Marduks kamp er blot én, I en række af kaoskampe fra hele verden, der grundlægger hele verdensordenen. Gennem myterne kunne riger og konger legitimere, at netop de selv var de rette konger og at deres gud var den rigtige. Det var i Babylon at den jødiske elite blev sendt i eksil og Babylons og Mesopotamiens mytologi er en stor inspiration for det Gamle Testamente. Med Tiamat, det oprindelige kvindelige aspekt af verden, der både personificerer kaos og kosmos, ønskes alle god fredag. #fredagsgudinder Foto: Marduk placeret på urvandet Tiamat. Relief af Anzu og Ninurta, men er ofte idag benyttet som billede på Tiamat og Marduk. Tempel i Nimrud. Ca. 860 fvt. British Museum Muligvis Tiamat og Marduk. Cylindersegl, 900-750 evt. British Museum. Yderligere litteratur: Gilgamesh * Enuma Elish, Ulla og Aage Westenholtz.

Var Maria og Jesus blot en ny udgave af de egyptiske guder Isis og Horus? I både religionsforskningen og i populærkulturen har der været en fascination af ligheden mellem Maria med Jesus barnet og Isis med Horusbarnet. Både mytologien og særligt de fysiske fremstillinger af dem har stor lighed. Isis er en af de største gudinder I Egypten. Hun er dronningen, moderen og avleren af kongesønnen Horus, den retmæssige farao på jord. Både Horus og Jesus har en fjern guddommelig kongefader, en plejende, beskyttende moder, og er den retmæssige kongesøn, der endnu er for ung til at indtage tronen. Horus var i Ægypten det guddommelige billede på farao, kongen i menneskeverden. Jesus var i kristendommen Guds søn, den retmæssige Messias fra de jødiske skrifter. Maria og Isis føder, plejer og hjælper gudens barn. Hvor isis er en magtfuld gudinde er Maria dyrket som en mere ren, jomfruelig udgave. I mytologien omkring Isis, er hun gift med sin broder, faraoen, guden Osiris. Osiris myrdes af deres broder, kaosguden Seth. Seth spredte Osiris lig over hele Ægypten og gjorde sig selv til konge over Egypten. Isis præsterede dog at samle Osiris lig og have samleje med ham, sådan at hun kunne avle sønnen Horus. Osiris blev nu konge i dødsriget, som den døde, mumificerede Gud. Isis måtte leve i skjul med sin søn, den retmæssige arving til tronen af Ægypten. Her beskyttede, ammede og plejede hun sin søn, til han var stor nok til at indtage sin faders trone fra den onde onkel Seth. Isis bistår sin søn i kaoskampen mellem Horus og Seth og er ved sin søns side i både barndom og voksne liv. Ligheden mellem myten og motivet med den plejende moder og kongesønnen er stor. Isis med Horusbarnet var et yndet motiv og adskillige fremstillinger af de to kendes I dag. I Romerriget blev Isis og horusbarnet videreudviklet og der var endda særlige mammisier, fødehuse, for gudinden og barnet. Isis var gudinden der avlede, beskyttede og opfordrede ham og blev et guddommelig billede på dronningemoderen, avleren af tronfølgen. Det guddommelige forbillede blev benyttet af flere jordiske dronninger til at legitimere varetægt af tronen, hvis kongen var død og sønnen endnu for lille. Det er næppe en direkte replika, for motivet kendes både før, efter og under den egyptiske mytologi virke og kristendommens opståen. Gudinder der plejer og støtter deres søn, tronarvingen, indtil han er stor nok til at indtage tronen var en udbredt tanke. Gudinden med sit barn eller gudinden med den kommende konge er et motiv vi kan spore i hele verden på tværs af tid, sted og religion. Så måske er Jesus og Maria ikke blot en gengivelse af Isis og Horus, men de er en nye personligheder i gamle fortællinger. Hver især fremstiller de kvinden som hustruen, dronningen og som avleren og beskyttere af kongesønnen. I Skrifter fra alle tider finder vi adskillige kvinder, der har regeret mægtige riger efter deres mands død og for deres mindreårige sønner. Myterne har legitimeret at disse kvinder har kunnet virke som regenter, selvom det ofte var som stedfortrædere. Vi skal se meget mere på Maria, Isis og alle de andre. Tak for at følge med Foto: Isis og Horus 664-332 fvt. , MET Museum. Yderligere litteratur: Bær dem ved din barm, amning som metafor i det Gamle testamente,, Anna Dedau, tidsskrift.dk MacMullen, Ramsay. Christianity and Paganism in the Fourth to Eighth Centuries. New Haven, CT: Yale University Press, 1997.

I dag fejrer de fleste Lucia dag, men de færreste kender fortællingen bag denne Lucia. Sankta Lucia var én helgeninde der var dyrket i kristendommen allerede fra 600-tallet. Ved kristendommens indtog forsvandt de mange guder og gudinder der prægede romersk religion, til fordel for én fjern og mere uopnåelig Gud. Dermed blev behovet for mere jordiske forbindelser til det guddommelige øget. Helgener og helgeninder indtog på mange måder pladsen for de tidligere guder og gudinder. De blev repræsentanter for forskellige aspekter af menneskenes liv og naturen. Et eksempel på en mere jordisk og kvindelig forbindelse til det guddommelige var Sankt Lucia. Navnet Lucia bygger på det latinske ord for lys, Lux, og det er denne Lucia, der hyldes på Lucianatten den 13. december. Den 13 december lå før kalenderreformen i 1700 ved vintersolhverv, og det var den længste nat på året og hun var helgeninden der bragte lyset tilbage. Lucia fejres i dag med Lucia optog, mm., men hendes historie er længe blevet benyttet som et symbol på fromhed og kyskhed. Lucia var set som repræsentant for den gode, ærbare og modige, kristne kvinde. Der er flere fortællinger om Lucia, men i alle skulle have lidt martyrdøden under kristenforfølgelser ved den romerske kejser Diokletians styre (284-305). Lucia var efter sigende en kvinde født i 235 evt. på den italienske ø Sicillien. Hun var fra byen Siracusa og datter af en velrenommeret rigmandsfamilie. Lucia var fra barnsben lovet bort til en hedensk mand af god familie. Hun stod derfor til at leve et liv som hustru og moder i en velhavende familie. Lucia valgte dog at lade sig døbe og konverterede til kristendommen, frem at blive i den udbredte romerske religion. Romerrigets religion havde flere guder og man skulle som borger i Romerriget også ofre til kejseren, som en gud. Kristne i romerriget nægtede dog af ofre til kejseren, da de så det som et brud på troen på kun deres éne gud. Kristne var derfor opfattet som en trussel for romerriget og man frygtede, at statens andre guder ville blive jaloux over at de kristne kun tilbededte deres egne éne gud. Derfor blev kristne forfulgt og tvunget til at foretage ofringer til kejseren. Straffen for ikke at ofre var tortur og i sidste instans døden. Derfor skjulte kristne deres tro, eller søgte ned under byerne i katakomberne. Ifølge fortællingerne gik Lucia om natten ned i katakomberne med mad til de kristne, der levede i skjul. For at kunne se i mørket havde hun tændt lys i en krans, som hun bar om hovedet. Fortællingerne om Lucias fortæller yderligere at Lucias moder blev syg og derfor svor Lucia, at hvis moderen blev helbredt, så vil hun vie sit liv til Kristus og forblive jomfru. Da moderen på mirakuløs vis blev rask, svor Lucia at hun ikke ville giftes med den hedenske mænd hun var lovet bort til. Hun forærede sine rigdomme bort og ville forblive kysk. Hendes tidligere forlovede angav Lucia for den brudte forlovelse og for at være kristen. Dette resulterede i at hun blev dømt til at skulle være prostitueret på et bordel. Da hun skulle fragtes til bordellet stod hun dog ved Guds hjælp urokkeligt fast. De kunne ikke flytte hende. Lucia gennemgik derfor ifølge fortællingerne flere former for tortur, heriblandt at få stukket øjnene ud. Af denne grund associeres Lucia med øjne, blindhed og øjensygdomme. Heller ikke at brænde hende levende fungerede. Først da bødlen stak et sværd igennem hendes hals døde Lucia. I følge en anden fortælling rev Lucia selv sine øjne ud, da en ung mand forelskede sig i dem. På mirakuløsvis fik Lucia dog sit syn igen efterfølgende. Forbindelsen til øjne vises ved at Lucia ofte afbilledes med en skål med øjne I. Fortællingerne har gjort Lucia til helgeninde for lys, for øjne og for byen Siracusa på Sicillien. Iden katolske kirke kan man spores dyrkelsen af Lucia fra omkring 6-700 tallet. Dette er altså flere hundrede år efter kristenforfølgelserne. Der var en stor interesse for de kristne matyrer på dette tidspunkt og derfor blev der skrevet flere beretninger, fortællinger og historier, om disse kristne, der ikke afsvor deres tro. Idealet om kvinden, der afsværger sig alt jordisk for kærligheden til Kristus, er tydelig og det er et ideal, der længe er dominerende. At der foregik kristenforfølgelser og at kristne blev dømt med straffe, som at blive prostitueret på et bordel eller med døden er sandt, hvorvidt der har eksisteret en Lucia som historierne beskriver, er tvivlsomt. Glædelig Luciadag. Foto: Domenico di Pace Beccafumi, 16. århundrede. Wikimedia Billede: The Yorck Project: 10.000 Meisterwerke der Malerei Yderligere litteratur: Jacob Engberg, Persecution of Christianity in the second century, its character and motives, Brill, 2018 https://navn.ku.dk/maanedens_navn/lucia/ Videnskab.dk, natmus.dk

Solhverv, de moderne hekses fest 🌞 Solen har altid fascineret mennesket. På tværs af tid og sted har man markeret solhverv ved en religiøs fejring. Litha er en oprindelig keltiske fejring, der nu dyrkes i religionen Wicka. Wicka religionen hører under betegnelsen neo-paganisme. Neo-paganisme er religioner med udgangspunkt i før-kristne skrifter. Wicca er oldengelsk for heks og tilhængerne anser sig som moderne hekse. Religionen blev skabt af Gerald Gardner i 1920’erne. Wicka har fået en stor popularitet hos især kvinder og særligt som følge af debatter om sexisme, metoo, mm. I dag er religionen udbredt i flere lande. Litha fejres også af Neo-druider. Neo-druider er en moderne udgave af keltiske hedninge præster, bedst kendt fra Miraculix fra Asterix. Neo-druider afholder blandt andet ritualer ved Stonehenge. Stonehenge er en stenkonstruktion i Sydengland, der er bygget omkring 3000 fvt. Keltisk religion var skriftløs og beskrivelserne er sparsomme og skrevet langt senere eller af udefrakommende kilder. Solhverv var og er en fejring af solen og betyder ”solvending”. Sommersolhverv er den 21 juni, årets længste dag. Vintersolhverv, er den korteste dag, den 21. December. Glædelig solhverv 🌞 Foto: Midsommer Solopgang ved Stonehenge, dr.dk Stonehenge, Wikkicommons Wicca Litteratur: https://denstoredanske.lex.dk/Wicca https://www.information.dk/debat/leder/2018/06/heksenes-nat