Ligesom opfattelsen af køn og synet på kvinder udvikler og ændrer sig, er det også tilfældet med ritualer og religiøse symboler. Her er et lille indblik i udviklingen af dyrkelsen af lammet, samt ofringen af samme. Kom med på en rejse gennem religionernes brug af lammet som symbol og offer, fra frugtbarhed til Jesus. Det er i denne tid på året at fårene lemmer og de mange små lam kommer til verden. Dette er fejret og markeret i alverdens religioner på tværs af tid og sted og lammets religiøse betydninger har ændret karakter. Fårerne er nogle af de tidligst domesticerede dyr i forbindelse med agerbruget udvikling. Fårene har været en  vigtig del af menneskets eksistensgrundlag blandt agerbruget og hyrder. Blandt israelitterne, de førjødiske stammer, holdt man en fugtbarhedsfest for at markere at foråret nu kom tilbage. Man dyrkede guden Jahve, og hans familie, og man ofrede lammet, som blev skænket som en del af en frugtbarhedsfest. Da jødedommen som vi kender den i dag tog sin form, blev frugtbarhedsfesten og lammet et symbol på det jødiske fangeskab i Egypten. Denne fejring kaldes pesach. Pesach betyder ”forbigå” og henviser til at jøderne kunne undslippe deres fangenskab i Ægypten, ført an af Moses og ved Guds hjælp. Gud påførte egypterne 10 plager for at få dem til at løslade jøderne. Han gjorde at vandet forvandledes til blod, at der kom frøer, utøj, vilde dyr, pest, bylder, hagl, græshopper og mørke over hele Egypten. Den tiende og sidste pinsel var, at Gud sendte dødens engel rundt om natten for at tage alle de førstefødte. Israelitterne undveg dødens engel ved, at slagte et lam og smøre lammeblod på dørstolperne, sådan at englen gik forbi, deraf navnet ”forbigå”, pesach. (2. Mos. Kap. 11-13) Herefter undslap jøderne Ægypten, og de drog ud I ørkenen og Moses fik loven, toraen, på Sinajbjerget. Dette blev fundamentet for jødedommen og lammet er derfor i jødedommen et symbol på befrielsen fra Egypten og toraen. Hvert år skulle jøder ofre et får og smøre blodet på dørstolperne for at erindre og fejre frelsen. Da det jødiske tempel blev ødelagt af romerne i 70 evt. ophørte offerkulten. I dag ofres der ikke længere lam i jødedom, men ritualer er der dog mange af omkring den jødiske Pesach og her indgår fortællingen om lammets betydning. Pesach fejres i en uge og indleder det med et festmåltid, kaldt seder, hvor fortællingen om pesach (haggada shel pesach) læses højt. I dette måltid kan en lammeknogle indgå som en af de rituelle retter. Den kristne påske Historisk set har den kristne påske rødder i den jødiske, pesach. Grunden til at Jesus i følge skrifterne, red ind til Jerusalem på palmesøndag, var at det var den jødiske Pesach. (Markus evangeliet kap. 14-16) De første jødekristne menigheder fejrede stadig pesach, men gav den et nyt indhold med påskeberetningen om Jesus. Påsken blev kristendommens største højtid, der fejrede Jesu død og genopstandelse. I fortællingen blev Jesus associeret med offerlammet og det offer der skulle gives til Gud for at menneskeheden kunne blive fri for synd. I skrifterne indstiftes skærtorsdag nadveren, der et offer måltid. I nadveren er brødet Jesu kød og vinen Jesu blod, og ved at spise dette, ofrer man Jesus og sikre menneskets syndsforladelse. Tanken om Jesus som offerlammet kan blandt andet ses i Johannes evangeliet kap 1 vers 29, hvor Johannes Døberen omtaler Jesus på følgende måde »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd...« Jesus kan derfor kaldes Agnus Dei, Guds Lam, og han afbilledes ofte som et lam, med glorie og kors. Påskestriden I den kristne oldkirke var der den såkaldte påskestrid, hvor der var uenighed om påskefestens tidspunkt. Der var kristne menigheder, der ønskede at afholde påsken på en fast dato ligesom jøderne gjorde, men på kirkemødet, koncilet, i Nikæa i 325, blev det besluttet at holde påsken på den første søndag efter påskefuldmånen. Derfor er den jødiske påske pesach og den kristne påske ikke samtidig. Fårehyrden. Flere religiøse ledere er yderligere betegnet som fårehyrder. Hyrder var i den græsk-romerske verden og I jødedom, mænd, der levede selvstændigt uden for byernes mure. Hyrderne blev benyttet som et symbol på gode ledere og konger af et folk, symboliseret med en fåreflok. Dette billede føres videre til Jesus som den gode fårehyrde, for eksempel her i Johanens Evangeliet "......Jesus sagde: ”Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.” (Johannesevangeliet, kapitel 10, vers 11-16) Lammets mange funktioner og symbolske betydninger kan altså variere, men betydningen af lammenes komme i foråret og af forårets fornyelse, afspejler sig verden over. I dag indgår lam stadig i påske middage og påske frokoster også her i Danmark. God påske 🐑 Litteratur: https://denstoredanske.lex.dk/agnus_Dei https://symbolleksikon.lex.dk/lam Gads Religions leksikon https://natmus.dk/historisk-viden/danmark/oldtid-indtil-aar-1050/livet-i-oldtiden/husdyr-i-oldtiden/hvad-er-et-husdyr/hvor-og-hvornaar-i-oldtiden-blev-dyrene-domesticeret/ Biblenonline

Alle taler om ham netop nu, vikingernes kongegud Odin, men var han nu også kun kongernes gud? Nej, Odin var langt mere end det. Han var dødens gud, skjaldenes gud, visdommen gud og han var guden, der kunne nedbryde skellene mellem køn og seksualitet. (Det hidtil ældste eksempel vi har på, at mennesker har skrevet ordet 'Odin'. 400-tallet. Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet) Odin kunne sejde, en form for hedensk magi, som Odin havde lært af gudinden Freja, vølvernes gudinde. Vølverne var en form for spåkoner og shamaner, der spåede om fortid, nutid og fremtid. Vølverne kunne nedbryde skellet mellem verdner, mellem liv og død og menneskeligt og guddommeligt. Vølverne var typisk kvinder og sejden var en kvinde-praksis. At sejde involverede formentlig indtagelse af euforiserende stoffer, såsom bulmeurt, og så har sejd formentlig også involveret seksuel penetrering. Indlod en mand sig i sejd som Odin gjorde, blev man betegnet som ergi. Ergi var en betegnelse for at være passiv i samlejet og tage imod seksuelt, ligesom en kvinde tager imod. Kvinden penetreres og manden penetrere. Ergi blev i eddaerne benyttet til at anklage en mand for være umandig, blød eller kvindelig og antyde homoseksualitet. Odin gudernes konge kaldes I flere tilfælde for ergi. I lokesenna fra den ældre Edda kalder Loke Odin for ergi: "Det siges, du sysled’ med sejd imens — på Samsø med virke som vølve. Du traskede rundt som tryllende kone — det kalder jeg argt og ækelt." (Lokesenna Vers 24, overs. Jesper Lauridsen 2020) Dette er ganske vist i en ordduel med den drilagtige jætte Loke, men det henviser stadig til Odins sejd. (Ægirs Gjæstebud, British Museum) ligeledes omtales Odin på følgende måde af den kristne politiker og forfatter Snorre Sturlusson i Ynglinge Saga: ”Odin havde og brugte selv den færdighed, der gav den største kraft, og som kaldes sejd; dermed kunne han se folks skæbne og ting, der endnu ikke var sket, og ligeså bevirke folks død eller uheld eller sygdom og tilmed fratage folk deres forstand eller styrke og give den til andre. Men når denne slags trolddom fremmes, følges den af en så voldsom, utugtig liderlighed, at mandfolk ikke uden skam kan bedrive den; derfor blev præstinderne belært i denne færdighed. ” (Ynglinge saga, kap. 7. Overs. Jesper Lauridsen 2012) I 2009 fandt man i Lejre en lille figur på en trone med to ravne og muligvis to ulve. Dette er klassiske tegn på Odin, men personen var klædt i kvindetøj og gevandter. Det er siden blevet debatteret hvem denne statue repræsenterer. Er det Odin, Freja, en vølve? Det er uvist. (Odin fra Lejre. Lejre Museum) Odin er dybt fascinerende og takket være dygtige arkæologer og forskere får vi hele tiden ny viden om denne komplekse gud. Odin er på manges læber lige nu grundet det banebrydende fund af Vindelevskatten, hvor en brakteat nævner Odin allerede i 400-tallet. Odins krydsning af køn og seksualitet gør ham til #fredagsgudinde i denne uge. Rigtig god fredag 🥰 Odin fra Lejre, ca. 950. Yderligere litteratur: https://videnskab.dk/forskerzonen/kultur-samfund/verdens-aeldste-odin-fundet-i-vindelev https://lejremuseum.dk/derfor-er-odinfiguren-lejre-museums-kronjuvel/ https://tidsskrift.dk/rvt/issue/view/9621 Heimskringla.no

Ved Jesu korsfæstelse langfredag, møder vi kvinderne og ser at de har været med hele tiden. I evangelierne er lang fredag beskrevet som dagen, hvor Jesus pines af Pontius Pilatus og bliver korsfæstet. Ved korset står kvinderne og ved at nærlæse skrifterne kan man se, at der i Jesu følge har været kvinder fra begyndelsen, de nævnes bare ikke. Desværre er kvinderne ofte skrevet ud, undervurderet eller glemt i den endelige kanoniserede Bibel. Der findes 4 evangelier I det ny Testamente, Markus, Matthæus, Lukas og Johannes. I det ældste af evangelierne, Markus evangeliet, nævnes kvinderne, der er i Jesus følge først ved Jesus korsfæstelse, før det hører vi ikke om dem. Kvinderne står lidt derfra, men de har fulgt Jesus helt fra Galilæa og til Jerusalem hvor han befinder sig langfredag. ” Der var også nogle kvinder, der så til på afstand, blandt dem Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille og Joses, samt Salome; de havde fulgt ham og sørget for ham, da han var i Galilæa. Og der stod mange andre kvinder, som var draget op til Jerusalem sammen med ham. ” (Markus kap 15 Vers 40) Matthæus evangeliet er det næstældste og her møder vi næsten samme fortælling. ”Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham. Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.” Matthæus kap 27 vers 55 I Lukas evangeliet det tredjeældste nævnes kvinderne dog langt tidligere på Jesus vandring. ” I den følgende tid gik han fra by til by og fra landsby til landsby, og han prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige. Sammen med ham var de tolv og nogle kvinder, der var blevet helbredt for onde ånder og sygdomme. Det var Maria med tilnavnet Magdalene, som syv dæmoner var faret ud af, og Johanna, der var gift med Kuza, en embedsmand hos Herodes, og Susanna og mange andre. De sørgede for dem af deres egne midler.” Lukas evangeliet kap 8 vers 1 Lukas nævner igen kvinderne ved korsfæstelsen: ”Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.” Lukas evangeliet kap 23 Vers 49 Johannes evangeliet er det yngste af evangelierne og han sætter igen kvinderne i følget til at være til stede ved korsfæstelsen. Her beder Jesus disciplen Johannes, som tilsyneladende også er ved korset, tage vare på hans moder Maria. ”Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: »Kvinde, dér er din søn.« Derpå sagde han til disciplen: »Dér er din mor.« Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.” Johannes evangeliet kap. 19 Vers 25 (Monds krucifiks af Rafael år 1503. Magasinetkunst) Ifølge Markus, Matthæus og Lukas er kvinderne også til stede ved gravlæggelsen og ser hvor han bliver lagt: ”Men Maria Magdalene og Maria, Joses' mor, så, hvor han blev lagt.” Markus kap 15 vers 47 ”Men da det var blevet aften, kom der en rig mand fra Arimatæa, der hed Josef, som også var blevet en discipel af Jesus. Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme, og Pilatus befalede, at det skulle udleveres. Så tog Josef Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik. Men Maria Magdalene og den anden Maria var der og sad over for graven.” Matthæus kap 27 Vers 57 Lukas beskriver det mere uddybende ”Det var forberedelsesdagen, lige før sabbatten begyndte. De kvinder, som var kommet fra Galilæa sammen med Jesus, fulgte efter og så graven, og hvordan hans legeme blev lagt dér. Og da de var vendt tilbage, tilberedte de vellugtende salver og olier; men sabbatten over holdt de sig i ro efter lovens bud.” Lukasevangeliet kapitel 23 vers 55 Kvinderne ønskede at salve Jesus, som det var skik med afdøde, men de er fromme jødiske kvinder og holder sabbatten i hævd. I Johannes evangeliet nævnes kvinderne ikke ved gravlæggelsen, men igen Påskedag. Kvinderne har altså været i Jesus følge hele tiden, men de nævnes ikke og når de gør er det mere som en sidebemærkning. Kvinderne er de sidste der står ved Jesus side og overværer hans død og som vi skal se er de afgørende ved genopstandelsen. Yderligere litteratur: Marianne Aagaard Skovmand, De skjulte ledere, Gyldendal 2021 https://www.kristendom.dk/p%C3%A5skens-personer/kvinderne-var-p%C3%A5-rette-tid-og-sted-ved-jesu-opstandelse https://www.religion.dk/undervisning/kvinder-i-kristendommen Bibelselskabet.dk

Hun var en skræmmende kvinde med slanger som hår og et blik, der forvandlede mennesker til sten. Det var hendes straf for at blive voldtaget. (Medusa som Mosaik gulv, 1-2. Årh, Docletians bade, Rom) Ifølge den romerske forfatter Ovid (43 fvt - 17evt.), var grunden til at Medusa endte som det skræmmende uhyre, at hun var blevet voldtaget af havets gud Neptun. Medusa havde været en smuk kvinde, der passede Minervas tempel. Minerva var krigsgud og jomfruelig, en romersk udgave af grækernes Athene. Havguden Neptun ville have den smukke Medusa og derfor voldtog han hende i Minervas tempel. Minerva blev rasende over krænkelsen af hendes tempel og bebrejdede derfor Medusa, ikke Neptun. (Medusa, 1644-1648, Bernini, Museo Capitolini) Minerva straffede Medusa ved at forvandlede hende til det monster, der kendes I dag i kunst og myter, men straffen endte dog ikke her. Perseus, der var gudinden Minervas yndling, skulle på Minervas ordre halshugge Medusa. Ved at narre Medusa til at kigge i et spejl blev hun til sten ved synet af sit eget spejlbillede. Dernæst huggede Perseus hovedet af Medusa og det afhuggede hoved fik Minerva. Minerva satte hovedet på sit skjold og var dermed uovervindelig, da hendes fjender blev til sten ved synet af Medusa. (Athene, Perseus og Medusa, ca. 440-430 fvt. British Museum, London) Medusa hoveder blev et symbol som folk i Rom satte på deres huse, for at affærdige onde kræfter. Igennem tiden har Medusas fortælling fascineret kunstnere og adskillige kunstneriske udgaver af Medusa findes i dag. (Perseus med Medusa, museum Vaticani) Myten har flere lag og mange forskellige tolkninger over tid er budt. Der er dog et tydeligt billede af det romerske patriarkalske samfund. Manden var i centrum og kvinden var hans ejendom. Synet på kvinden som mandens ret og synet på kvinden som skyldig i voldtægt, kan desværre stadig forekomme i vore dage. Derfor er Medusa fredagsgudinde. #fredagsgudinder Yderligere litteratur: Oversættelse: Otto Steen Due, Ovids Metamorfoser, Gyldendal 2020 Christian Gorm Tortzen, Antik Mytologi, Hans Reitzels Forlag, 2009

12 børn fik Marie Kristine Jensen og 12 gange skulle hun introduceres til kirken. Igennem forfatteren og debattøren Tith Jensens forfatterskab hører vi om moderen Maries Kristines liv. (Marie Kristine Jensen, Thit Jensen, Johannes V. Jensen, Mikdal Jensen og dyrlæge Hans Jensen. Kilde: Det kongelige Biblioteks digitale samling) I 20 år var Marie Kristine Jensen (1849-1926) enten gravid eller ammende. Hun pådrog sig mange invaliderende fysiske skader i takt med de mange graviditeter og fødsler. Ved den ene fødsel sprang hun sine trommehinder, hvilket medførte at hun blev tunghør og hun fik yderligere en rygskade og måtte bære et støttende jernkorset om livet, som beskadigede hendes hofter. Hun var krumrygget, og plaget af store smerter, hvilket hun hyppigt lod sine børn høre for, heriblandt de to berømte forfattere Thit Jensen og Johannes V. Jensen. (Johs. V. Jensen som ung student sammen med søsteren Thit Jensen. Foto fra 1893. Gyldendal.) Trods sine fysiske skavanker skulle Marie Kristine stille ved kirkedøren 6 uger efter fødslerne og introduceres på ny. Med stor vrede beskrev Thit Jensen hvordan moderen, på trods af smerter og skader, skulle vente i kirkedøren, indtil præsten fandt det passende, at hente hende ind i kirken og indvie hende igen, men det nægtede moderen til sidst. ”Forresten er hele mit Liv bygget paa, at jeg elskede min Mor saa højt, og at jeg saa hende lide saa meget – for det gjorde Kvinder dengang! Hun fik tolv Børn, og hun var Krøbling af Børnefødsler” (Citat af Thit Jensen i Dagens Nyheder fra 1956.) Thit Jensen oplevede moderens kvaler på nærmeste hold. Som 4. barn og den ældste pige i den store søskendeflok, blev Thith ekstra mor og underviser for de mange søskende. Drengene i familien blev uddannet, men pigerne skulle blive hustruer og mødre. Dette ville Thit Jensen dog ikke, men hun flyttede istedet til København og blev forfatter. (Thit Jensen. 50-års forfatterjubilæum med et hyldestdokument i middelalderstil. Foto fra 1953. Gyldendal) Thit Jensen kæmpede i sit voksenliv mange kampe for den moderne kvinde og heriblandt kæmpede hun for oplysning om prævention og den ønskede graviditet. Hun var grundlæggende imod abort, men kæmpede for at kvinder fik mulighed for at forebygge graviditeter. Thit stiftede i 1923 foreningen Frivilligt Moderskab og året efter grundlagde hun Foreningen for Sexuel Oplysning, sammen med lægen J.H. Leunbach. Her var hun varm fortaler for oplysning om prævention og kvindens frie valg og ret til egen krop. Thit Jensen blev aldrig selv mor, men kæmpede en indædt kamp for kvinder og børns rettigheder. Litteratur: https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Thit_Jensen Citat fra "Thit – en purpurklædt Skjoldmø med Pistol i Baghaanden – fylder 80." Dagens Nyheder, 1956-01-01.

Fra udelukkelse til ydmygelser og pisk. Med reformationen I 1500-tallet kom der ændringer for den barslende kvinde. Dog kun den ærbare, gifte kvinde, der fik barn indenfor ægteskabet. Den gifte kvinde var nu idealet og det var den gifte kvindes pligt at føde børn i følge Luther. Den ærbare kvinde skulle dog stadig være udelukket fra kirken i 6 uger, men blev dernæst ”indlyst” af præsten og formanet om sit moderlige ansvar. De 6 uger udenfor kirken gjorde at de barslende mødre stadig ikke kunne deltage i deres nyfødtes dåb. Nyfødte blev døbt en uge gamle og her var kvinderne stadig afskåret fra kirken. (Det kvindelige ideal, ærbar, fødedygtige og gift. Skånsk præst Søren Hansen Stenderup, hans to hustruer og mange børn fra ca. 1667. Foto: Erik Fjordhede, livninghistory.dk ) Den ugifte kvinde der havde fået barn udenfor ægteskabet blev ikke indlyst, men skulle afstraffes, afrettes og udskammes. At krænke ægteskabets hellighed var en dybt alvorlig sag og eksklusion fra kirken var skæbnesvangert for disse kvinder. (Christian III, kilde wikipedia) Christian den III gennemførte Reformationen og han ville beskytte ægteskabet og fokusere på De 10 bud. Vigtigst var buddet, ”du må ikke bedrive hor”. Straffen blev i 1537 at en utugtig mand skulle halshugges og en utugtig kvinde skulle druknes I en sæk. (Kalkmalerier, Sanderum Kirke, Fyn. Niels Svalebøg. Fyens Stiftidende) I 1617 blev offentlig skrifte og afstraffelse i stedet indført ved lov. Kvinden skulle foran hele menigheden bekende sin synd, sin utugt, og her modtage sin straf, der var et langt og ydmygende ritual, der indebar piskning. Ritualet blev afskaffet igen i 1767 da flere kvinder slog deres nyfødte ihjel for at undgå ritualet. Begik kvinden ikke selvmord var straffen for at dræbe sit eget barn dødsstraf og dermed mistede begge livet. (En utro kvinde piskes offentligt ved kag'en, som var en pæl på byens torv. (Illustration: Daniel Chodowiecki)) Introduktionen af barselskvinden fortsatte frem til 1754 hvor det blev forbudt ved lov, dog undtagen steder hvor det var skik og brug. Først i 1771 blev hjemmedåb tilladt og derfor kunne mødrene være en del af dåben. Det var dog påkrævet at der skulle foregå en såkaldt publication i kirken 6 uger efter fødslen. På den måde slog man i 1800- tallet dåb og introduktion sammen. Introduktions ritualet foregik helt frem til 1880erne på landet og frem til 1920’erne i vækkelses bevægelser. Litteratur: https://videnskab.dk/forskerzonen/kultur-samfund/brud-paa-de-ti-bud-var-kriminelt De urene kvinder eller >>det glemte ritual<<, Mette Maria Ahlefeldt-Laurvig, Academia.eu https://danmarkshistorien.dk/perioder/reformation-og-magtstat-1523-1660/kultur-og-dagligdag

Vidste du at Davids Samling i København har en side fra en af verdens ældste koraner? Koranen er af mange set som en direkte gengivelse af Guds ord, som det blev åbenbaret til profeten Muhammed. Muhammed levede fra 570-632 evt. på den arabiske halvø. Fra 610 og frem til hans død i 632, siges det at Muhammed modtog åbenbaringer fra Allah. Allah er Gud på arabisk. Muhammed selv var analfabet, men skulle have gentaget sine åbenbaringer for sine følgere. Hans følgere skulle så enten have lært det udenad, eller skrevet det ned på forskellige materialer. Koran betyder recitation og henviser til at gentage. I religionsforskningen er vi som med alt andet kildekritiske. Vi ser alle religiøse skrifter som menneskeskabte og kan derfor anskue religioner på anden vis end en troende. Vi ved at der var forskellige udgaver af Muhammeds åbenbaringer som florerede på den arabiske halvø. På samme vis som det var tilfældet med andre religioners skrifter. Ifølge traditionen igangsatte den 3. Kalif Uthmann (644-656) en såkaldt kanonisering af koranen. En kalif er en stedfortræder eller efterfølger af Muhammed og en kanonisering er at ensrette og helliggøre et skrift. Uthmann ville udelukke at der var forskellige udgaver af koranen og derfor destruerede han afvigende udgaver. Det samme er sket med jødiske og kristne skrifter i sin tid. Modsatrettede skrifter og udgaver kan give uenigheder og problemer i store riger, og derfor er der stor magt I at ensrette skriftlige kilder. Et af beviserne for at der har været forskellige udgaver af koranen befinder sig i Davids Samling. Her har man en side fra en koran fra sidst i 7. Århundrede. Under skriften er der en rest af en anden udgave af samme kapitel i Koranen, suraen Koen. Den tidligste skrift giver en udgave af kapitlet fra før Uthmanns tid og ovenpå findes så den udgave af kapitlet, som i dag er en del af den kanoniserede koran. (Den berømte side af en af verdens ældste koraner. Davids Samling) Det er et enestående eksempel på den redigering, der har foregået. Har du ikke besøgt Davids Samling I København, så kommer her en varm anbefaling. Kilde: Davidmus.dk

Inannas nedstigning til underverden. Magt, død, kærlighed og forårets komme. Den mægtige gudinde Inanna fra Nutidens Irak, datidens Sumer, havde stor magt i himlen og på jorden, men døden og underverden kunne hun ikke overvinde. Underverden var styret af hendes søster dødsgudinden Ereshkigal. Læs om en af de ældste og mest berømte myter ”Inannas nedstigning til underverden”. ✒️ Myten begynder med at Inanna vil indtage hendes søster Ereshkigals rige. Ereshkigal er dronningen af underverden, det eneste rige Inanna ikke har indflydelse  i. (Burnley relief, Inanna eller Ereshkigal, British Museum. ) Inanna iklæder sig sine magter i form af værdier som halskæde, diadem, paryk, mm. I alt 7 smukke genstande, der symboliserer hendes storhed. Inden Inanna stiger ned beder hun sin tjener vente på hende og bede guderne om hjælp, hvis hun ikke vender tilbage. Ved nedstigningen skal Inanna igennem forskellige porte og for hver port skal hun bortkaste 1 af sine magter, sine mé. Til sidst står Inanna helt nøgen ved Ereshkigals trone. Hun er nøgen og sårbar, hun er død. Ereshkigal bliver rasende over at se sin søster og tager Inannas legeme og hænger det op på en krog, som et stykke kød. Inannas ydmygelse er total. Da der går 3 dage og Inanna ikke vender tilbage, henvender hendes tjener sig til 3 store guder, men de 2 første afslår. Til sidst hjælper guden Enki. Ud af snavset fra sine negle skaber Enki de væsner, der bliver Inannas præster og en del af Inannas kult. Disse væsener befrier Inanna, men skal finde en anden til at være hos Ereshkigal i Inannas sted. Inanna og hendes kultvæsener søger efter den der skal overtage hendes plads. De finder hendes tjenere og ser at de sørger over Inannas fravær. Inannas ægtemand Dumuzi derimod har iklædt sig Inannas rigdomme og indtaget hendes trone. Han sørger ikke, tværtimod. Inanna bliver rasende og sender Dumuzi til underverden, som den der skal indtage hendes plads hos Ereshkigal. Inannas sorg og længsel er dog stor efter Dumuzi efterfølgende, hun klager og græder. Derfor indgås en handel hvor Dumuzis søster indtager hans plads hos Ereshkigal halvdelen af året. Derfor får Inanna sin ægtemand tilbage hvert halve år og foråret kan begynde. ✒️ (Hyrdeguden Dumuzi, akkadisk cylindersegl, ca. 2300 fvt. British Museum) Det var en vegetationsmyte der forklarede årstidernes skiften. Myten understøttede også det fascinerende nytårs ritual, det hellige bryllup, hieros gamos. Hvert år ved nytår vendte Dumuzi tilbage til Inanna, der glædedes og bragte foråret og frugtbarheden igen. Myten kendes I flere versioner, både på sumerisk og en på akkadiske med de akkadiske navne Ishtar og Tamuz. Ved nytårsfesten i Sumer, Babylon og senere Assyrien, ville kongen indtage Dumuzis plads og sejle til Inannas tempel. Her ville Inannas ypperstepræstinde indtage Inannas plads og fejre Dumuzis, kongens, tilbagekomst. Foreningen blev fejret formentlig med et rituelt samleje og med en storstilet nytårs fest. Nu var Inannas glæde sikret og hun kunne bringe foråret til landet og det nye år kunne begynde. En fascinerende myte og et storslået ritual med en prægtig gudinde. (Kileskrift tavle af ”Inannas nedstigning til underverden” i den akkadiske udgave. British Museum. Asurbanipals bibliotek. 600-tallet fvt.) (Dumuzi tortureres i underverden. Akkadisk cylindersegl. British Museum.)

Brigid, gudinden der blev helgeninde Forårets komme og det tilbagevendende lys var Brigids værk og blev markeret ved hendes lysfest Imbolc. Hendes navn betyder ”den ophøjede” og hun var forbundet med mange forskellige områder, særligt poesi, fertilitet og husholdningens tamme dyr. Mange livgivende kilder og brønde var viet til hende. Hendes fest Imbolic var den 1. Februar. Hvor man fejrede at vinteren var ved at ende og at lyset kom tilbage. (Moderne fejring af Imbolc i Storbritannien. Foto: Malcolm/Wikimedia Commons) Brigid var formentlig oprindelig gudinde for én stamme, men hun blev udbredt til hele Irland, Skotland og Isle of Man. Hun er formentlig også ophav til gudinden Brigantia, som for romerne var lig deres gudinde Minerva. Da kilderne til kelternes historie er yderst sparsomme er det svært at vide klar besked om hendes ophav. Kilderne er primært romerske eller senere kristne kilder, der fortæller om den barbariske hedenskab. (Hellige Brigid af Kildare, ikon af Brigitte Gamichon, Frankrig, fra 1995) Brigid er en gudinde med stor betydning i særligt Irlands historie, og det er sandsynligvis hende der blev videreudvikle til den hellige Sankt Brigid. Ved kristendommens komme, blev imbolc  og gudinden Brigid i stedet til den kristne helgeninde Sankt Brigid. Sankt Brigid besad mange af de samme evner som gudinden, men i en mere from og kristen udgave. Hun fik Imbolic festen og den 1. Februar er hendes brønd velbesøgt som pilgrimsmål. (Saint Brigid's Well, i Co. Kildare. Wanda Marcussen) Brigid skulle have levet fra 452-523 og være grundlægger af Irlands første nonnekloster, i Kildare. Hun være født i fattigdom og hedenskab, men have arbejdet sig frem til den ærefulde stilling som abbedisse og grundlægger af et nonne og munkekloster. Sankt Brigid er en nationalhelgen, sammen med Sankt Patrick og Sankt Collumcil. Sankt Brigid er beskytter af børn , fattige og krøblinge og hendes symbol er et Brigid kors. (Brigid kors, ukendt) Dette kors er knyttet af siv og man kunne hænge over hjemmets døre og vinduer, som beskyttelse. God fredag #fredagsgudinder Litteratur : Keltiske guder og helte, Morten Warmind, Politikens håndbøger Lex.dk Gyldendals Religionshistorie Foto: "The Coming of Bríde" john Dunchan 1917

Det er Imbolc, kelternes lysfest, så hold øje med den gamle kælling. Ved Imbolc er det særlig gunstigt at spå om vejret. Derfor skal man holde øje med Cailleach, hvilket betyder noget i stil med ”den gamle kælling”. Hun har flere navne, men gamle kælling hænger ved hende. Hun er dronningen af vinteren, hun bestemmer hvor hård, og ikke mindst hvor lang, vinteren skal være. Ser man lyset i dag, så vil Cailleach hente brænde og man ved at vinteren fortsætter. Ser man ikke lyset, så ved man at hun er gået i hi, vinteren vil ende og foråret er på vej. Dagen markerede at man er halvvejs mellem vinterjævndøgn og forårsjævndøgn. Dette er blevet markeret I forskellige religioner, men særligt den keltiske fejring Imbolic er interessant. Imbolic var en af de 4 markeringer i løbet af året, og blev fejret i Irland, Skotland og Isle of Man. At man nu var halvvejs gennem vinteren blev markeret ved lys, blandt andet med at bål blev tændt. De 4 særlige markeringer i keltisk religion var Beltane 30. april, Lughnassadh 1. august og Samhain fra solnedgang 31. oktober til solnedgang 1. november. I dag har dette årshjul vundet indpas i den ny-hedenske religion Wicca. Formentlig har mennesker i Irland givet disse dage særlig betydning helt tilbage i yngre stenalder. På flere stenhøje passer solens solopgang ved Imbolic og Shamhain, lige på det inderste kammer i stenhøjene. Som med mange andre hedenske fejringer, blev også imbolic inkorporeret i kristendommen. Ved Imbolic fejres i dag Sankt Brigid, Irlands største helgeninde. Skt Brigid er en videreudvikling af den keltiske gudinde Bridgid, der er vores fredagsgudinde i morgen. Snart skal vi også høre mere om den fascinerende gamle kælling Cailleach. Foto: John Dunchan Foto ukendt, moderne fremstilling Litteratur: Keltiske guder og helte, Morten Warmind, Politikens håndbøger. Religion.dk Gyldendals Religionshistorie

En vinter uden ende, krig, sult og en sol der er væk. Sådan beskrives Fimbulvinteren I nordisk mytologi, og måske er det ikke langt fra virkeligheden. Meget tyder nemlig på at myten om denne fimbulvinter kan have rod i virkelige begivenheder. Der skete en klimakatastrofe omkring år 536, hvor et vulkanudbrud udløste store mængder af aske.  Denne aske lagde sig som et tykt lag over jorden og dækkede for solen. Efterfølgende skete flere katastrofer og vinteren fortsatte uden sommer, solen var sløret og foråret kom aldrig. Temperaturen faldt markant, høsten slog fejl og store dele af kvæget døde. Hungersnød plagede folkene og man bekrigede hinanden for at få de sidste mængder mad. Halvdelen af befolkningen døde i Sverige og Norge og flere kilder fra bl.a. Kina, Italien og Irland melder om mangel på mad og en sløret sol. Året 536 er blevet kåret til verdens værste år, et anno horriblis. Vi møder fortællingen om Fimbulvinteren i Edda digtet Varfdruftnersmal fra ca. 1000 evt. og i Snorres Edda fra 1200 evt. Denne fimbulvinter er begyndelsen på verdens ende, Ragnarok. Det var heldigvis ikke verdens ende der indtraf i 536, men for menneskene der levede må det have føltes som sådan. Af samme grund kan man se flere ofringer til guderne i denne tid. Særligt kan det store guldfund Vindelevskatten være sådan en ofring. (Dele af Vindelevskatten Konserveringscenter Vejle. Jyllands Posten) Denne skat er et storslået fund af guld i form af brakteater, medaljoner og smykker. Disse er formentlig gravet ned som en ofring til guderne, med et håb om bedre tider, som da heldigvis også kom efter en årrække. Så når vinteren virker lang, så lad os glædes over at vi ikke er i år 536. God vinterdag! Læs den smukke beskrivelse af Fimbulvinteren nedenfor Uddrag af Snorre Edda 》Da indtræffer der mange og vigtige hændelser — for det første kommer den vinter, der kaldes Fimbulvinteren. Da fyger sneen fra alle retninger. Frosten er da streng og vindene skarpe. Solen gavner intet. Tre vintre går ud i ét uden somre imellem, og forud forløber andre tre vintre, hvor der er hårde kampe i hele verden. Da dræber brødre hinanden af griskhed, og ingen skåner fædre eller sønner for manddrab eller blodskam. Således siges det i Vølvens Spådom: Brødre skal mødes som banemænd, og slægten skændes af søskendebørn; hor og hårdhed hersker blandt folk. Sværdtid, spydtid, skjolde kløves. Vindtid, voldtid — før verden forgår. Så sker det, der forekommer som en betydningsfuld hændelse: Ulven sluger solen, og menneskene anser det for et stort tab. Så tager den anden ulv månen og forvolder således også stor skade. Stjernerne på himlen forsvinder. Da sker det tillige, at hele jorden og bjergene ryster, så træerne løsnes fra grunden, og bjergene ramler, mens alle lænker og bånd brister og rykkes over. Da slipper Fenrisulven fri. Så skyller havet ind over land, idet Midgårdsormen snor sig i jættevrede og søger på land. (Snorres Edda, Gylfaggining 51-53) overs. Jesper Lauridsen, Heimskringla.no Litteratur: Heimskringla.no Edda, Rolf Stavnem Nordisk Mytologi Leksikon, Finn Stefansson https://videnskab.dk/kultur-samfund/fimbulvinteren-er-ikke-en-mytes://videnskab.dk/kultur-samfund/fimbulvinteren-er-ikke-en-myte https://videnskab.dk/forskerzonen/kultur-samfund/historiens-vaerste-aar-536-vulkanudbrud-sult-og-fimbulvinter-gjorde-aar-536-til-det Morten Axboe: "Året 536" (Skalk 2001 nr. 4, s. 28-32); https://jyllands-posten.dk/indland/ECE13254782/kaempe-guldskat-fundet-efter-1500-aar-i-den-danske-muld/ Foto: Louis Moe: Ragnarok - en Billeddigtning, 1929

De kysser, krammer og er intime, og så er de er præget i guld. Sådan fremstår to skikkelser på flere af de smukke guldgubber. (Guldgubbe fra Lofoten. Ca. 700 evt. Historiska Museet.) Guldgubber kommer af gubber der er svensk og betyder gammel mand. Det betyder altså "gyldne gamle mænd." Flere af guldgubberne er dog dekoreret med 2 personer, hvoraf den ene er en kvinde. At visse skikkelser er kvinder er tolket ud fra påklædningen og måden håret er sat på. De gyldne skikkelser fra jorden, ser ofte intime ud og kysser og krammer. Det har sat forskellige teorier i gang. (Guldgubber fra Lundeborg. Nationalmuseet.) For hvad er formålet de små, papirtynde guld og sølvstykker? De mange guldgubber stammer fra germansk jernalder fra ca. 500-700 evt. De har ikke haft stor materiel værdi, men de har formentlig indgået i en kult på de steder, hvor de er fundet. De dukker op af jorden flere steder i Sverige, Norge og i Danmark, ved Lundeborg på Fyn og på Bornholm. Faktisk kommer hele 85 % af Skandinaviens guldgubber fra Sorten Muld ved Svaneke på Bornholm. Her har man fundet over 3000 stykker. (Guldgubber Sorten Muld på Bornholm. Nationalmuseet.) De har sandsynligvis været benyttet som offergaver og 'tempelpenge'. Har de skulle sikre velstand, kærlighed, frugtbarhed, lykke? Vi ved det ikke, men der er flere teorier. Det skal vi se nærmere på 🥰 Foto øverst: Guldgubbe fra Lofoten. Ca. 700 evt. Historiska Museet. Litteratur: Bornholmsmuseum.dk Danmarkshistorien.dk Natmus.dk