En vinter uden ende, krig, sult og en sol der er væk.
Sådan beskrives Fimbulvinteren I nordisk mytologi, og måske er det ikke langt fra virkeligheden.
Meget tyder nemlig på at myten om denne fimbulvinter kan have rod i virkelige begivenheder.
Der skete en klimakatastrofe omkring år 536, hvor et vulkanudbrud udløste store mængder af aske. Denne aske lagde sig som et tykt lag over jorden og dækkede for solen. Efterfølgende skete flere katastrofer og vinteren fortsatte uden sommer, solen var sløret og foråret kom aldrig.
Temperaturen faldt markant, høsten slog fejl og store dele af kvæget døde. Hungersnød plagede folkene og man bekrigede hinanden for at få de sidste mængder mad.
Halvdelen af befolkningen døde i Sverige og Norge og flere kilder fra bl.a. Kina, Italien og Irland melder om mangel på mad og en sløret sol.
Året 536 er blevet kåret til verdens værste år, et anno horriblis.
Vi møder fortællingen om Fimbulvinteren i Edda digtet Varfdruftnersmal fra ca. 1000 evt. og i Snorres Edda fra 1200 evt.
Denne fimbulvinter er begyndelsen på verdens ende, Ragnarok.
Det var heldigvis ikke verdens ende der indtraf i 536, men for menneskene der levede må det have føltes som sådan.
Af samme grund kan man se flere ofringer til guderne i denne tid. Særligt kan det store guldfund Vindelevskatten være sådan en ofring.
(Dele af Vindelevskatten Konserveringscenter Vejle. Jyllands Posten)
Denne skat er et storslået fund af guld i form af brakteater, medaljoner og smykker. Disse er formentlig gravet ned som en ofring til guderne, med et håb om bedre tider, som da heldigvis også kom efter en årrække.
Så når vinteren virker lang, så lad os glædes over at vi ikke er i år 536.
God vinterdag!
Læs den smukke beskrivelse af Fimbulvinteren nedenfor
Uddrag af Snorre Edda
》Da indtræffer der mange og vigtige hændelser — for det første kommer den vinter, der kaldes Fimbulvinteren. Da fyger sneen fra alle retninger. Frosten er da streng og vindene skarpe. Solen gavner intet. Tre vintre går ud i ét uden somre imellem, og forud forløber andre tre vintre, hvor der er hårde kampe i hele verden. Da dræber brødre hinanden af griskhed, og ingen skåner fædre eller sønner for manddrab eller blodskam. Således siges det i Vølvens Spådom:
Brødre skal mødes
som banemænd,
og slægten skændes
af søskendebørn;
hor og hårdhed
hersker blandt folk.
Sværdtid, spydtid,
skjolde kløves.
Vindtid, voldtid —
før verden forgår.
Så sker det, der forekommer som en betydningsfuld hændelse: Ulven sluger solen, og menneskene anser det for et stort tab. Så tager den anden ulv månen og forvolder således også stor skade. Stjernerne på himlen forsvinder. Da sker det tillige, at hele jorden og bjergene ryster, så træerne løsnes fra grunden, og bjergene ramler, mens alle lænker og bånd brister og rykkes over. Da slipper Fenrisulven fri. Så skyller havet ind over land, idet Midgårdsormen snor sig i jættevrede og søger på land.
(Snorres Edda, Gylfaggining 51-53) overs. Jesper Lauridsen, Heimskringla.no
Litteratur:
Edda, Rolf Stavnem
Nordisk Mytologi Leksikon, Finn Stefansson
Morten Axboe: "Året 536" (Skalk 2001 nr. 4, s. 28-32);
Foto:
Louis Moe: Ragnarok - en Billeddigtning, 1929
Comments