Hun var en skræmmende kvinde med slanger som hår og et blik, der forvandlede mennesker til sten. Det var hendes straf for at blive voldtaget.
(Medusa som Mosaik gulv, 1-2. Årh, Docletians bade, Rom)
Ifølge den romerske forfatter Ovid (43 fvt - 17evt.), var grunden til at Medusa endte som det skræmmende uhyre, at hun var blevet voldtaget af havets gud Neptun.
Medusa havde været en smuk kvinde, der passede Minervas tempel. Minerva var krigsgud og jomfruelig, en romersk udgave af grækernes Athene.
Havguden Neptun ville have den smukke Medusa og derfor voldtog han hende i Minervas tempel. Minerva blev rasende over krænkelsen af hendes tempel og bebrejdede derfor Medusa, ikke Neptun.
(Medusa, 1644-1648, Bernini, Museo Capitolini)
Minerva straffede Medusa ved at forvandlede hende til det monster, der kendes I dag i kunst og myter, men straffen endte dog ikke her.
Perseus, der var gudinden Minervas yndling, skulle på Minervas ordre halshugge Medusa. Ved at narre Medusa til at kigge i et spejl blev hun til sten ved synet af sit eget spejlbillede. Dernæst huggede Perseus hovedet af Medusa og det afhuggede hoved fik Minerva. Minerva satte hovedet på sit skjold og var dermed uovervindelig, da hendes fjender blev til sten ved synet af Medusa.
(Athene, Perseus og Medusa, ca. 440-430 fvt. British Museum, London)
Medusa hoveder blev et symbol som folk i Rom satte på deres huse, for at affærdige onde kræfter.
Igennem tiden har Medusas fortælling fascineret kunstnere og adskillige kunstneriske udgaver af Medusa findes i dag.
(Perseus med Medusa, museum Vaticani)
Myten har flere lag og mange forskellige tolkninger over tid er budt. Der er dog et tydeligt billede af det romerske patriarkalske samfund. Manden var i centrum og kvinden var hans ejendom.
Synet på kvinden som mandens ret og synet på kvinden som skyldig i voldtægt, kan desværre stadig forekomme i vore dage.
Derfor er Medusa fredagsgudinde.
Yderligere litteratur:
Oversættelse: Otto Steen Due, Ovids Metamorfoser, Gyldendal 2020
Christian Gorm Tortzen, Antik Mytologi, Hans Reitzels Forlag, 2009
Comments