top of page

Den gamle kælling og lysfesten

  • kvindernesreligion
  • 3. feb. 2023
  • 2 min læsning

Opdateret: 29. apr.

Det er Imbolc, kelternes lysfest, så hold øje med den gamle kælling.


Ved Imbolc er det særlig gunstigt at spå om vejret. Derfor skal man holde øje med Cailleach, hvilket betyder noget i stil med ”den gamle kælling”.

Hun har flere navne, men gamle kælling hænger ved hende.

Hun er dronningen af vinteren, hun bestemmer hvor hård, og ikke mindst hvor lang vinteren skal være. Ser man lyset i dag, så vil Cailleach hente brænde, og man ved at vinteren fortsætter.

Ser man ikke lyset, så ved man, at hun er gået i hi, vinteren vil ende, og foråret er på vej.


Wonder tales from Scottish myth and legend
Wonder tales from Scottish myth and legend

Dagen markerede, at man er halvvejs mellem vinterjævndøgn og forårsjævndøgn.

Dette er blevet markeret i forskellige religioner, men særligt den keltiske fejring Imbolic er interessant.

Imbolic var en af de 4 markeringer i løbet af året og blev fejret i Irland, Skotland og Isle of Man.

At man nu var halvvejs gennem vinteren blev markeret, ved lys blandt andet med at bål blev tændt.

De 4 særlige markeringer i keltisk religion var Beltane 30. april, Lughnassadh 1. august og Samhain fra solnedgang 31. oktober til solnedgang 1. november.

I dag har dette årshjul vundet indpas i den ny-hedenske religion Wicca.

Formentlig har mennesker i Irland givet disse dage særlig betydning helt tilbage i yngre stenalder. På flere stenhøje passer solens solopgang ved Imbolic og Shamhain, lige på det inderste kammer i stenhøjene.

Som med mange andre hedenske fejringer, blev også imbolic inkorporeret i kristendommen.

Ved Imbolic fejres i dag Sankt Brigid, Irlands største helgeninde.

Skt Brigid er en videreudvikling af den keltiske gudinde Bridgid, der er vores fredagsgudinde i morgen.

Snart skal vi også høre mere om den fascinerende gamle kælling Cailleach.


Foto:

Wonder tales from Scottish myth and legend. Af Internet Archive Book Image, 1917. Public domain.

Litteratur: Keltiske guder og helte, Morten Warmind, Politikens håndbøger.

Gyldendals Religionshistorie

Kommentarer


bottom of page