Det er Mariæ bebudelsesdag den 25. marts, en dag dedikeret til den jomfruelige Marias bebudelse om at hun var gravid. Ingen datoer blev dog angivet i skrifterne for hverken undfangelsen eller fødslen af Jesus. Da den kristne kirke skulle implementeres i Romerriget fra 300-tallet, gik den store udregning i gang. Ved kirkemøder indrettede man kalenderåret sådan, at man kunne ensrette troen i hele riget og erstatte hedenske højtider og gudsdyrkelse. I følge Lukas og Matthæus Evangeliet var Maria jomfru da Jesus blev undfanget og hun bar Guds søn. I Lukas Evangeliet, modtager hun budskabet fra ærkeenglen Gabriel, men der fremgår ingen tidsangivelse, ej heller årstid. Kirken valgte at sætte fødslen af Jesus den 25. december, hvilket passede med vintersolhvervet, der var markeret ved flere festligheder i mange lokale religioner i Romerriget. Regnede man så 9 måneder bagud fra den 25. december, så blev Marias start på graviditeten den 25. marts. Den 25. Marts blev derfor kaldt Mariæ bebudelsesdag, hvor man fejrede at Maria som jomfru blev gravid med Guds søn, Jesus. Omkring den 25. marts er det forårsjævndøgn og i flere religioner har denne tid været markeret ved religiøse begivenheder. Planlægningen stoppede bestemt ikke her. I Lukas Evangeliets kapitel om bebudelsen nævnes også Johannes Døberens mor, Elisabeth, der i følge dette skrift er beslægtet med Maria. Elisabeth er ved Guds indgriben, trods sin høje alder, gravid med Johannes, og hun er et halvt år længere fremme end Maria. Derfor udregnede man at det ville være passende at sætte Johannes Døberens fødselsdag til at være den 23. juni, hvilket faldt sammen med midsommer. Midsommer var ligeledes helligt i mange religioner og den dag i dag kalder vi i Danmark midsommer for Sankt Hans, efter Johannes Døberen. Mariæ bebudelsesdag har siden rykket sig et par gange, da den kunne falde sammen med "den stille uge", hvor kristne mindedes Jesu korsfæstelse, men stadig til at være omkring forårsjævndøgnet. Med reformationen i 1500-tallet blev helgendyrkelsen nedlagt i Danmark, men den danske kirke bevarede stadig Mariæ bebudelsesdag som helligdag. Ved en helligdagsreform i 1770 blev dagen flyttet til søndagen før palmesøndag. De seneste år er der kommet en fornyet interesse for Maria i folkekirken og flere kirker holder tematiske gudstjenester til Mariæ bebudelsesdag. Maria er denne uges fredagsgudinde, da hun er det tætteste vi kommer på en gudinde i den kristne tro. #fredagsgudinder Læs beskrivelsen af bebudelsen fra Lukas Evangeliet (kap. 1, vers 26-38) Bebudelsen af Jesu fødsel Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende. Yderligere litteratur: Kirkehistorie, Martin Schwartz Lausten. Folkekirken.dk Katolsk.dk religion.dk biblenonline.dk tingstedkirke.dk/kalkmalerier Tag endelig kontakt ved fejl eller mangler.

Ved vintersolhverv fejrede romerne en fest, der formentlig stadig har påvirket den jul, der fejres i Vesten i dag. Menneskets historie er fyldt med fejringer og markeringer af solhverv, og her er endnu en, romernes saturnalier. Festen var for guden Saturnus og festlighederne begyndte den 17. november og strakte sig til den 23. december. Man fejrede at den sidste såning var sket og forestillede sig, at man var tilbage i den mytiske urtid, hvor guden Saturnus regerede. Saturnus var en agerbrugsgud, der ifølge mytologien havde regeret Rom i en fjern og mytisk guldalder. Saturnus var en gud, der kan ses som en romerske udgave af den græske Kronos. I modsætning til Kronos, var Saturnus dog en agerbrugsgud, som man hyldede. Saturnus var gift med gudinden Opis, der er latin for overflod, og som ofte er fremstillet med et overflødighedshorn. Festlighederne begyndte med en ofring i Saturnus' tempel på Forum Romanum i Rom. Dernæst var der optog og forskellige løjer i gaderne. Ved festlighederne samledes man efterfølgende i hjemmet, tændte lys, spillede spil og gav små gaver til hinanden. Ved festlighederne var der yderligere det aspekt at herre og slave byttede roller, tøj og opgaver. Derfor var det slaverne der blev opvartet af Herren. I den senantikke kristendom fejrede man  saturnalierne under navnet brumalia. Festen blev spredt ud i det romerske rige og er formentlig nået England, og kan have præget den vestlige udgave af jul med gavegivning. Yderligere litteratur: Antik Mytologi, Christian Gorm Tortzen Den store danske Foto: Saturnalia, Antoine-François Callet 1793. Public domain A Roman feast, Roberto Bompiani. Public domain Tag endelig kontakt ved fejl eller mangler.

I dag fejrer de fleste Luciadag, men de færreste kender fortællingen bag denne Lucia. Sankta Lucia var en helgeninde, der var dyrket i kristendommen allerede fra 600-tallet. Ved kristendommens indtog forsvandt de mange guder og gudinder, der prægede romersk religion til fordel for en fjern og mere uopnåelig Gud. Dermed blev behovet for mere jordiske forbindelser til det guddommelige øget. Helgener og helgeninder indtog på mange måder pladsen for de tidligere guder og gudinder. De blev repræsentanter for forskellige aspekter af menneskenes liv og naturen. Et eksempel på en mere jordisk og kvindelig forbindelse til det guddommelige var Sankta Lucia. Navnet Lucia bygger på det latinske ord for lys, Lux, og det er denne Lucia, der hyldes på Lucianatten den 13. december. Den 13 december lå før kalenderreformen i 1700 ved vintersolhverv, og det var den længste nat på året. Hun var helgeninden, der bragte lyset tilbage. Lucia fejres i dag med Lucia optog, mm., men hendes historie er længe blevet benyttet som et symbol på fromhed og kyskhed. Lucia var set som repræsentant for den gode, ærbare og modige, kristne kvinde. Der er flere fortællinger om Lucia, men i alle skulle have lidt martyrdøden under kristenforfølgelser ved den romerske kejser Diokletians styre (284-305).   Lucia var efter sigende en kvinde født i 235 evt. på den italienske ø Sicillien. Hun var fra byen Siracusa og datter af en velrenommeret rigmandsfamilie. Lucia var fra barnsben lovet bort til en hedensk mand af god familie. Hun stod derfor til at leve et liv som hustru og moder i en velhavende familie. Lucia valgte dog at lade sig døbe og konverterede til kristendommen, frem for at blive i den udbredte romerske religion. Romerrigets religion havde flere guder og man skulle som borger i Romerriget også ofre til kejseren, som en gud. Kristne i Romerriget nægtede dog at ofre til kejseren, da de så det som et brud på troen på deres ene gud. Kristne var derfor opfattet som en trussel for Romerriget og man frygtede, at statens andre guder ville blive jaloux over at de kristne kun tilbedte deres egne ene gud. Derfor blev kristne forfulgt og tvunget til at foretage ofringer til kejseren. Straffen for ikke at ofre var tortur og i sidste instans døden. Derfor skjulte kristne deres tro, eller søgte ned under byerne i katakomberne. Ifølge fortællingerne gik Lucia om natten ned i katakomberne med mad til de kristne, der levede i skjul. For at kunne se i mørket havde hun tændt lys i en krans, som hun bar om hovedet. Fortællingerne om Lucia fortæller yderligere, at Lucias moder blev syg og derfor svor Lucia, at hvis moderen blev helbredt, så vil hun vie sit liv til Kristus og forblive jomfru. Da moderen på mirakuløs vis blev rask, svor Lucia at hun ikke ville giftes med den hedenske mand hun var lovet bort til. Hun forærede sine rigdomme bort og ville forblive kysk. Hendes tidligere forlovede angav Lucia for den brudte forlovelse og for at være kristen. Dette resulterede i, at hun blev dømt til at arbejde som prostitueret på et bordel. Da hun skulle fragtes til bordellet stod hun dog ved Guds hjælp urokkeligt fast. De kunne ikke flytte hende. Lucia gennemgik derfor ifølge fortællingerne flere former for tortur, heriblandt at få stukket øjnene ud. Af denne grund associeres Lucia med øjne, blindhed og øjensygdomme. Heller ikke at brænde hende levende fungerede. Først da bødlen stak et sværd igennem hendes hals døde Lucia. Ifølge en anden fortælling rev Lucia selv sine øjne ud, da en ung mand forelskede sig i dem. På mirakuløs vis fik Lucia dog sit syn igen efterfølgende. Forbindelsen til øjne vises ved at Lucia ofte afbilledes med en skål med øjne i. Fortællingerne har gjort Lucia til helgeninde for lys, for øjne og for byen Siracusa på Sicillien. I den katolske kirke kan man spore dyrkelsen af Lucia fra omkring 600-700 tallet. Dette er altså flere hundrede år efter kristenforfølgelserne. Der var en stor interesse for de kristne martyrer på dette tidspunkt, og derfor blev der skrevet flere beretninger, fortællinger og historier, om disse kristne, der ikke afsvor deres tro. Idealet om kvinden, der afsværger sig alt jordisk for kærligheden til Kristus, er tydelig og det er et ideal, der længe har haft domineret. At der foregik kristenforfølgelser, og at kristne blev dømt med straffe, som at blive prostitueret på et bordel eller med døden er sandt, men hvorvidt der har eksisteret en Lucia som historierne beskriver, er tvivlsomt. Glædelig Luciadag. Foto: Saint Lucy. Public domain Santa Lucia, Jacopo Palma il Giovane, Chiesa dei SS. Geremia e Lucia, Venezia. Public domain Sankta Lucia, malet af Francesco del Cossa (1436 - 1487). Public domain Yderligere litteratur: Jacob Engberg, Persecution of Christianity in the second century, its character and motives, Brill, 2018 https://navn.ku.dk/maanedens_navn/lucia/ Videnskab.dk , natmus.dk

Vi kender alle sammen Jesus som Jesus Kristus, men vidste du, at det betyder ”den salvede” og at Jesus ifølge skrifterne, blev salvet Palmesøndag af en kvinde? De 4 evangelier i den kristne Bibel, har forskellige udgaver af hændelsen, men i alle er det en kvinde, der salver Jesus. I Markus evangeliet, det ældste af evangelierne er kvinden helt anonym, men står rank og salver Jesus hoved. I Lukas evangeliet er hun syndig og salver og kysser Jesus fødder, i Johannes er hun blevet til Maria i farisæernes hus, der salver hans fødder. Kvindens betydning og identitet er et omdiskuteret emne i både teologi og religionsvidenskab, men i et fokus på kvinder i religioner, er det uhyre interessant at en kvinde, er den person, der udnævner Jesus til Jesus Kristus, Messias, den salvede. At blive salvet var at blive guds udvalgte konge i gammel israelitisk religion. David, Saul og andre af de store Gammel Testamentlige konger blev salvet, og blev hermed Messias, et ord, der ligeledes betyder den salvede på hebraisk, hvor Kristus er det på latin. Kristendommen var en jødisk sekt, og Jesus kom ifølge Biblen palmesøndag til Jerusalem, den jødiske hellige by, for at fejre den jødiske Pesach . Inden Jesus red ind i Jerusalem blev han salvet. Ved denne salving af Jesus menes der, at Jesus indsættes i denne kæde af konger og derfor indfrier de Messiasforventninger, der er i det Gamle Testamente. Ved at indsætte Jesus i denne kæde, blev kristendommen indfrielsen af de jødiske skrifters håb, og Jesus blev den ventede Messias. Religionshistorisk, ved vi at man ved samlingen af den kristne Bibel, indsatte de jødiske skrifter i det Gamle Testamente, i en sådan rækkefølge, at skrifterne pegede hen mod Jesus komme som Messias. Jesus passer ikke særlig godt ind i den jødiske forståelse af Messias, da den kommende Messias omtales som en kriger, der vil generobre Jerusalem og genopbygge jødernes tempel. I kristendommen ses Jesus som et udtryk for, at den jødiske, krigeriske Messias, blev omdannet til Jesus, den Messias, der ofrede sig selv for menneskenes frelse og dette er den kristne frelseshistorie . Alt dette skete ved kvindens salving af Jesus. Henvisninger: Markus Evangeliet kap. 12. vers 3 til 9 Johannes evangeliet kap 11. Yderligere litteratur: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/palmes%C3%B8ndag-tr%C3%A5dte-jesus-i-karakter-som-messias Billeder: Peter Paul Rubens (1577–1640): Kristus hos Simon Farisæeren / den Spedalske Tag endelig kontakt ved fejl eller mangler.

Januar 2026 handlede om Japans omfangsrige religionshistorie under temaet Japanuar. Gennem fire Fredagsgudinder har Japanuar strukket på tværs af tid og religion. Hver af Fredagsgudinderne repræsenterer forskellige aspekter af kvinders rolle i Japans religionshistorie. Shamandronningen Himiko er den første navngivne person i Japans historie. Hun viser, hvordan kvinder i det forhistoriske Japan kunne forene politisk magt med religiøs autoritet. Miko betyder “shamankvinde”, og de styrede den religiøse praksis i shintos tidlige fase. I dag fungerer miko som præsternes assistenter, men deres historie minder os om, at shinto i sin tidlige form var kropslig, ekstatisk og båret af kvinder. Ryōnen Gensō fik at vide, at hendes smukke ydre ville distrahere munkene, så hun brændte sit ansigt for at få adgang til zenbuddhismen. Ryōnens liv vidner om kvinders kamp for en plads i de religiøse institutioner – og om de ofre kvindelig religiøsitet kan kræve. Yukie Chiri nedskrev og oversatte mundtlige fortællinger fra ainufolket, som blev udgivet i den første bog skrevet af en ainu. Yukie viser, hvordan ainu-kvinder trods marginalisering har bevaret og videregivet religiøs viden gennem generationer. De fire fredagsgudinder: Himiko, mikoen, Ryōnen Gensō og Yukie Chiri Disse kvinder har hver sit blogopslag her på siden, hvis man vil læse eller genlæse deres historier. Det har været svært at vælge, og der er meget mere at afdække. Jeg har valgt Fredagsgudinder både indenfor og udenfor institutionerne, som alle er historiske kvinder. Men prominente kvinder findes også på det guddommelige plan. Den største guddom i shinto-religionen er solgudinden Amaterasu. Hun er selve solen i solens rige. Og så er hun stammoder til verdens ældste og eneste bestående kejserdømme. Amaterasu lyser verden op Fremstilling af Kannon I japansk buddhisme er Kannon den største bodhisattva. En bodhisattva er et oplyst væsen, der bliver i denne verden for at hjælpe andre på vejen. I Indien og Kina fremstilles Kannon som mand, men i Japan er hun kvinde. Hun står for uendelig barmhjertighed. Sådan kunne jeg nævne mange flere, så jeg kan kun anbefale, at man læser videre. Kvindernes religionshistorie i Japan rummer både kvinders begrænsede muligheder og undertrykkelse, men også deres modstandskraft og evner. I forhistorisk tid var kvindekroppen forbundet med frugtbarhed og åndelig kraft, synligt i arkæologiske fund og en skikkelse som Himiko. Med buddhismens indførelse i 500-tallet blev religiøse strukturer i stigende grad mandsdominerede, men i Heian-perioden ( 794 -1185) havde aristokratiske kvinder betydelig religiøs handlekraft. Mikoer og shamaner fungerede som anerkendte formidlere mellem det menneskelige og det åndelige. Fra middelalderen til Edo-perioden (1603-1867) blev kvinder gradvist udelukket fra officielle helligsteder og ritualer, og deres underordnede rolle blev cementeret gennem konfucianistisk etik. Samtidig spillede kvindelige shamaner en central rolle i i den folkereligiøse praksis, som ellers var forbudt. Moderniseringen i Meiji-tiden (1868-1912) begrænsede kvinders religiøse muligheder yderligere. "In the beginning, woman was truly the sun. An authentic person. Now she is the moon, a wan and sickly moon, dependent on another, reflecting another's brilliance.” Raicho Hiratsuka (1886-1971) Sådan udtalte Raicho Hiratsuka (1886-1971) om kvinders position i Japan med reference til Amaterasu. Hun var en af de første vigtige personer i den japanske kvinderettighedsbevægelse. Gennem alle perioder af kvindernes religionshistorie i Japan findes alligevel kvinder, som formåede at stråle som solen i et samfund, der vil have dem til at reflektere som månen. Siden Raicho Hiratsuka skrev har udviklingen taget en drejning. Efter 1945 åbnede nye veje sig. Kvinder fik adgang til præsteembedet, religiøs ligestilling blev lovfæstet, og flere nye religiøse bevægelser opstod med kvinder som grundlæggere og åndelige ledere. Udviklingen spejler på mange måder Europas. Måske det også skyldes, at videnskabsfolk i Japan og Europa influerede hinanden, og derfor delte fokus. Ligesom i Europa, var man i Japan interesseret i “folketro”, men det blev ikke betragtet som "rigtig" religion. Det samme gælder de oprindelige befolkningers religioner, der uafhængigt af køn, blev betragtet som lavtstående. Den religiøse praksis, der blev dyrket af den almindelige befolkning udenfor institutionerne, var nok den mest udbredte, men også den mest underbelyste – og her var kvinder ofte religiøse autoriteter. I dag ses en stigende fascination af de tidligere marginaliserede religionsformer. Moderne religiøse praktiserende inddrager elementer herfra og fornyer dem, på samme måde som man globalt kan se en tendens til at genfortrylle verden ved at genoplive ældre traditioner. Derfor bliver det også spændende at følge den fremtidige udvikling af kvindernes religionshistorie i Japan. Afslutningsvis vil jeg knytte en kommentar til brugen af begrebet religion i en japansk kontekst. Gennem hele Japanuar har jeg omtalt shinto og buddhisme som religioner, men i Japan opfattes de ikke nødvendigvis sådan. Forståelsen af, hvad religion er, adskiller sig markant fra den vestlige. Selve religionsbegrebet opstod først i Japan i mødet med Vesten. På samme måde er shinto først blevet defineret som et samlet begreb efter buddhismens indtog, mens buddhisme ofte betragtes som en metode eller en filosofi snarere end en religion i snæver forstand. I Japanuar har jeg anvendt religionsbegrebet som et greb til at undersøge religiøse perspektiver, velvidende at japansk praksis og tro rummer langt mere end det, begrebet normalt dækker. For eksempel betragtes ritualer i helligdomme eller templer i Japan ikke altid som religiøse handlinger, så måske man heller ikke udelukkende skal studere dem sådan. At beskæftige sig med japansk religion udfordrer derfor hurtigt ens forestillinger om, hvad religion i det hele taget er. Det er endnu en grund til at japansk religion er et særligt rigt og spændende felt at fordybe sig i. Tusind tak for at følge med i Japanuar. Det har været en fornøjelse at dele viden om kvindernes religionshistorie i Japan. Tak for nu. 💛 Selma Japanuar er et tema skabt af Selma Foss Hagerup i samarbejde med Kvindernes Religionshistorie af Sisse Marie Kromann. Fotos: Kvinde med japansk flag Himiko statue Miko Ryōnen Gensō Yukie Chiri Amaterasu Kannon Raicho Hiratsuka Alle public domain Kilder: "The Category of ‘Religion’ in Contemporary Japan" af Mitsutoshi Horii, 2018. “From Minkan-shinkō to Minzoku-shūkyō af Shinno” af Toshikazu og Paul L. Swanson, 1993. "Shinto: A short History" af Nobutaka Inoue, John Breen, Endo Jun, Mark Teeuwen, Mori Mizue, og Ito Satoshi, 2003. “Japansk Religion” redigeret af Esben Andreasen og Jørn Borup, 2013. “Women in Japanese Religion” af Barbara Ambros, 2015. “Kannon” af Esben Andreasen på Lex.dk , 2024. "In the Beginning, Woman Was the Sun" af Raicho Hiratsuka, 2006. Tag endelig kontakt ved fejl eller mangler.

Hun var en ung kvinde, der nægtede at lade sin religions historie gå tabt. Yukie Chiri (1903–1922) levede kun i 19 år, men hendes arbejde har fået stor betydning for bevarelsen af myter hos ainu-folket. Portræt af Yukie Chiri Ainu er et oprindeligt folk fra det nordlige Japan og det sydøstlige Rusland. Ligesom de oprindelige befolkninger fra det sydlige Japan har ainu en lang historie med eget sprog, kultur og religiøse verdensbillede. Ainu-folkets religion bygger på relationen mellem mennesker og kamuy. Kamuy er guddommelige ånder, som gennemstrømmer naturen, dyrene og hverdagslivet. En af de vigtigste former for religiøs overlevering i ainu-kulturen er yukar. Yukar er episke og rytmiske fortællinger, der ofte synges, og hvor kamuy selv taler i første person. Gennem yukar formidles kosmologi, etik og menneskets rolle i verden. Rituel dans Fortællingerne blev mundtligt overleveret fra generation til generation. Traditionelt var det ofte kvinder, der bevarede og fremførte dem. Disse kvinder var bærere af rituel viden og ofte også shamanistiske evner. Imekanu, Kyōsuke Kindaichi og Imenkanus søster Nami Kanai Som ung ainu-kvinde voksede Yukie op i en tid, hvor ainu-kulturen systematisk blev marginaliseret af den japanske stat. Sproget, ritualerne og mytologien var truet. Men Yukie nåede at blive en vigtig beskytter. Yukie boede på Hokkaidō med sin tante, Imekanu, og hendes mor. Imekanu var allerede igang med at nedskrive yukar fra moren i et samarbejde med lingvisten Kyōsuke Kindaichi. Yukie fulgte trop. Forsiden af Ainu shin’yōshū Hun begyndte at indsamle, nedskrive og oversætte yukar med stor respekt for deres poetiske form og religiøse dybde. Resultatet blev “ Ainu shin’yōshū”  (1923), udgivet efter hendes død. Bogen blev det første udgivne værk skrevet af en ainu og på ainu-sproget. I en kolonial kontekst, hvor ainu-kulturen blev betragtet som “fortidslevn”, insisterede Yukie på dens dybde, kompleksitet og åndelige rigdom. Yukie Chiri er et eksempel på, hvordan kvinder har fungeret som religiøse arkiver og brobyggere mellem generationer. Yukie Chiris arbejde foreviger ainu-myterne. Derfor er hun den afsluttende Fredagsgudinde i Japanuar. Japanuar er et tema skabt af Selma Foss Hagerup i samarbejde med Kvindernes Religionshistorie af Sisse Marie Kromann. Fotos: Portræt af Yukie Chiri R ituel dans Imekanu, Kyōsuke Kindaichi og Imekanus søster Forside af Ainu shin’yōshū Alle public domain Kilder: “Divine Acts of Power” af Savannah Rivka Powell, 2019 " The Return of the Ainu " af Sjöberg, Katarina, 1993. “Ainu Spirits Singing” af Sarah M. Strong, 2011. “Songs of Gods, Songs of Humans" af Donald L. Philippi, 1979 "The World View of the Ainu" af Takako Yamada, 2001. Tag endelig kontakt ved fejl eller mangler.

Ryōnen Gensō (1646-1711) blev født med navnet Fusa i en velstående familie i Kyōto. Hun var kendt for sit skarpe intellekt og sin skønhed. Da Fusa studerede religion, filosofi og kunst, vækkede buddhismen en særlig interesse i hende. Ryōnen brænder sit ansigt Efter et arrangeret ægteskab i en tidlig alder besluttede hun sig derfor for at blive nonne. I et zen-buddhistisk kloster for kvinder blev hendes hoved barberet, og hun modtog det hellige navn Ryōnen Gensō (了然元総). Men Ryōnen ønskede at fordybe sig yderligere, så hun drog til fods mod hovedstadens templer. Ved det første tempel blev hun afvist med en begrundelse om, at hendes skønne ydre ville distrahere munkene. Hendes barberede hoved og nonneklæder var ikke nok til at skjule hendes skønhed. Ryōnen opsøgte endnu tempel, hvor historien gentog sig. Nu traf hun en radikal beslutning: Hun brændte sit ansigt med et glødende strygejern. Først da blev hun accepteret. I Ryōnens tid var kvinders plads i buddhismen snæver. De måtte kun studere i særlige kvindetempler og ikke alle troede på kvinders potentiale for oplysning. Kvinder blev i stedet set som fristelser for munkene og dermed også forhindringer på vejen mod oplysning. Jo kønnere, des farligere. Kvinder dyrkede deres religion, men det krævede ofre. Ryōnens offer blev hendes ansigt. Om episoden skrev hun et digt, som jeg har oversat her: I denne levende verden legemet, jeg kaster bort og brænder ville være ynkeligt hvis ikke jeg så det som brænde af skyld 生ける世に 捨て焼く身や うからまし罪の 薪と思わざりせば Hun blev mesterens ledende discipel, og han anerkendte hendes oplysning. Efter mesterens død renoverede hun et nyt tempel i hans ære. Her sikrede hun som abedisse uddannelse for områdets børn. Efter Ryōnens død brændte templet, og mange kilder om hendes liv gik tabt. Ironisk nok blev hendes grav flyttet til det første tempel, der havde afvist hende. Igen blev ilden hendes adgangsbillet. Man mener, at der opstod en form for kult omkring Ryōnen. Hun huskes som en af 1600-tallets største kvindelige kunstnere. Dog er hendes religiøse bedrifter ofte glemt. Men sidste år blev hendes fortælling genoplivet i det anmelderroste album LUX  af Rosalía. Albummet hylder helgeninder verden over, og sangene fremføres på deres modersmål. Heriblandt kan man finde mange spændende kvinder. Sangen Porcelana handler om Ryōnen. Her er min oversættelse af det japanske vers: Jeg ofrer min skønhed før du ødelægger den mon du synes, jeg er ekstrem? det er en evne, jeg er født med jeg er dronningen af kaos for det har guderne bestemt 美貌なんて 捨ててやる 君に台無しにされる前に ヤバい奴って思うかな 持って生まれた才能なの 私はカオスの女王 だって神様が決めたこと Ryōnens liv vidner om hvilke ofre, kvindelig religiøsitet kan kræve. Ryōnen Gensō er denne uges Fredagsgudinde i Japanuar. Japanuar er et tema skabt af Selma Foss Hagerup i samarbejde med Kvindernes Religionshistorie af Sisse Marie Kromann. Træsnit af Ryōnen, der brænder sit ansigt fra Kinsei meika shogadan ("Famous Calligraphers and Painters of Recent Ages, 1689. Fotos: Ryōnen brænder sit ansigt. Træsnit af Ryōnen Alle public domain. Kilder: "The Zen Nun Ryonen Gensho (1646-1711).” af Stephen Addiss, 1986. “Engendering Faith” redigeret af Barbara Ruch, 2002. “Japanese Women Artists 1600-1900” af Patricia Fister, 1988. “Women of The Way” af Sallie Tisdale, 2006. Tag endelig kontakt ved fejl eller mangler.

I Japans tidlige religiøse landskab var kvinderne vigtige aktører. Åndelige eksperter kaldtes miko, hvilket betyder “shamankvinde”. De styrede den religiøse praksis i shinto. Shinto er en indfødt japansk religion. Miko helbredte syge, udøvede eksorcisme, gav guddommelig vejledning og meget mere. De kommunikerede med kami. Kami er åndelige eller hellige kræfter i shinto. Gennem den hellige kagura-dans, sang og trance  lod de kami tale gennem deres kroppe. Miko'en finder sin forgænger i shintos mytologi. Da solgudinden Amaterasu gemmer sig i en klippehule og verden synker i mørke, er det shamankvinden Ame-no-Uzume, der genskaber kosmisk orden. Hun danser den første kagura-dans. Ved at synge, blotte sin krop og få de andre kami til at grine lokker hun gudinden frem og bringer lyset tilbage. Ame-no-Uzume danser den første kagura-dans og miko, der danser kagura Miko’er fungerede i tæt samspil med både shintos helligdomme og buddhistiske templer, og de rådgav både lokalsamfund og magthavere. Men gradvist ændrede miko’ens rolle sig. Efterhånden som religion blev institutionaliseret, blev denne form for kvindelig magt problematisk. Religiøs magt blev centraliseret og maskuliniseret, og kvindelig spirituel autoritet blev reguleret og begrænset. Kvinder blev flere steder udelukket fra hellige områder, og mikoen blev omdefineret fra uafhængig religiøs specialist til rituel assistent. Miko'en blev disciplineret og stiliseret. I dag er miko’er ofte unge studerende, der midlertidigt arbejder ved helligdomme. Kagura-dansen lever videre, men i fast koreograferet form. Moderne shinto-ritual med miko i rød og hvid Men den ældre praksis forsvandt aldrig. Uden for institutionerne er shamanisme fortsat et felt, hvor kvinder dominerer som religiøse specialister. Disse kvinder er ikke blevet betragtet som religiøse autoriteter, men udøvere af "folkereligion" eller "overtro". Men i dag ses en fornyet interesse for shamanisme. Mange nye bevægelser er stiftet af kvinder, som oplever det åndelige gennem dans og trance . Her er tre eksempler: Miki Nakayama Nao Deguchi Saya Kitamura Miko’ens historie er en fortælling om kvindelig religiøs magt, der igen og igen er blevet tæmmet, men aldrig udryddet. De mægtige miko’er er denne uges Fredagsgudinder i Japanuar. Japanuar er et tema skabt af Selma Foss Hagerup i samarbejde med Kvindernes Religionshistorie af Sisse Marie Kromann. Fotos: Miko maleri Miko foto fra ritual Miko udfører kagura Ame-no-Uzumes dans Portrætter af Miki Nakayama, Nao Deguchi og Saya Kitamura Alle public domain Kilder: “Social Context of the Fujo: Shamanism in Japan through a Female Perspective” af Iva Lakić Parać, 2015. “The Disappearing Medium: Reassessing the Place of Miko in the Religious Landscape of Premodern Japan” af Lori Meeks, 2011. "From Miko to Spiritual Therapist Shamanistic Initiations in Contemporary Japan” Ioannis Gaitanidis og Murakami Aki, 2014. “The “Itako” as Mass Culture The Occult Boom of the 1970s and 1980s" af Ōmichi Haruka, 2016. “The Catalpa Bow” af Carmen Blacker, 1975. “From Spirit Possession to Ritual Theatre: A Potential Scenario for the Development of Japanese Kagura” af Terence Lancashire, 2004. Tak endelig kontakt ved fejl eller mangler.

Japans første navngivne person er kvinde, dronning og shaman. Mød Himiko (170-248).  Før Japan havde et navn, og før der fandtes et skriftsprog, regerede Himiko over det mægtige rige Yamatai i området Wa. Vi kender Himiko fra de etnografiske krøniker Wei zhi , som betyder “The History of the Wei.”   Illustration af Himiko statue i Kanazaki by, Japan Her kaldes hun “Ruler of Wa Friendly to Wei”, og det beskrives, at hun opretholder diplomatiske relationer til nabolandene og modtager gaver herfra. Det står også skrevet, at hendes regeringsperiode var præget af undtagelsesvis stabilitet og fred. Himikos religiøse evner beskrives også. Hun kommunikerede med det overnaturlige. Hun udøvede magi og spådom. Efter Himikos død indsattes en mand på tronen, men da der kom krig og folket protesterede, kom i stedet den kun 13-årige pige Iyo, hvorefter orden blev genoprettet, og venskabet med Wei bestod. I Japan er Himikos historie kontroversiel. I mange år har forskere haft teorier om, at det i virkeligheden var hendes bror, der styrede riget, mens Himiko “kun” var shaman. Himikos shamanistiske evner er ofte blevet brugt som argument mod hendes potentiale for politisk magt. I modsætning til Himiko blev åndelige evner hos de mandlige kejsere efter hende, beskrevet som en styrkelse af deres politiske magt – ikke som en modsætning til den. I dag har flere forskere argumenteret i mod denne idé, og i stedet ser de Himiko som forgænger for flere kvindelige regenter, der levede i de næste århundreder. Det fremhæves at kvinder i det hele taget ser ud til at have haft en del magt i det forhistoriske Japan. Arkæologiske fund fra perioderne omkring Himiko peger i denne retning. Man har fundet prominente gravhøje til enlige kvinder. Desuden er antallet af enlige grave for mandlige og kvindelige regenter omtrent det samme. I en af gravene har man fundet en kvinde med dyrebare genstande som spejle og juveler, men også våben og økser – hvilket igen tyder på både religiøs og administrativ magt. Kort over grave fundet i perioden I tiden før Himiko har man fundet mange lerfigurer med kvindekroppe, som nok blev brugt i ritualer – disse kaldes dogū. I tiden efter har man fundet haniwa-figurer, som oftest forstiller shamaner, og ofte er kvinder. . Dogū fra jōmon-perioden og to haniwa fra 400-500-tallet Moderne fremstilling af @sofillus I popkulturen er skildringerne af Himiko mange. Gennem film, tegnserier, reklamer, souvenirs og andre medier kan Himiko opleves som: Ond troldkvinde Spirituelt forbillede Hidsig diktator Hello Kitty figur Promiskuøs shaman Ypperstepræstinde Bymaskot Hun er blevet brugt i både tandlæge- og sake-reklamer. På den måde er Himiko ikke kun en historisk figur. Ligesom mange andre magtfulde kvinder, er hun et spejl et spejl på tidernes skiftende kvindebilleder. I 2008 kendte 99% af japanske skolebørn Himiko, men i skolebøgerne stod der, at hun meddelte gudernes ord, mens hendes bror regerede landet. Måske den nye forskning gør, at fremtidens skolebøger beskriver Himiko som både hersker og shaman. Himikos fortælling er et eksempel på kvinders betydning for optakten til japansk religionshistorie. Derfor er hun også den første kvinde, jeg vil fremhæve i Japanuar. Japanuar er et tema skabt af Selma Foss Hagerup i samarbejde med Kvindernes Religionshistorie af Sisse Marie Kromann. Fotos: Illustration af Himiko statue i Kanazaki by, Japan Dogū og haniwa GIF over grave fundet i Himikos tid Alle public domain Moderne fremstilling af @sofillus, tusind tak for tilladelse til brug Kilder: “Rebranding Himiko, the Shaman Queen of Ancient History” af Laura Miller, 2014. “Diva Nation: Female Icons from Japanese Cultural History” af Laura Miller og Rebecca Copeland, 2018. “Women in Japanese Religions” af Barbara Ambros, 2015. “Gendered Interpretations of Female Rule: The Case of Himiko, Ruler of Yamatai” af Akiko Yoshie, Hitomi Tonomura and Azumi Ann Takata, 2013. Tak endelig kontakt ved fejl eller mangler.

Velkommen ind i det nye år og velkommen til en januar med japansk religion: Japanuar. Jeg er Sisses tidligere praktikant, Selma, og jeg har sammensat temaet. Hver fredag i Japanuar skal vi møde betydningsfulde kvinder, og gennem kvinderne fortæller jeg om japansk religionshistorie. Torii-port Men hvad er japansk religion? De færreste japanere er troende, men de fleste besøger helligsteder fra flere forskellige religioner. Japansk religion er derfor kendetegnet ved fokus på ritualer og sameksistens mellem flere traditioner. De to største religioner er shinto og buddhisme. Shinto (神道) betyder "gudernes vej" og er en indfødt japansk religion med fokus på kami. Kami er åndelige eller hellige kræfter knyttet til natur, steder, forfædre og fællesskaber. Kami er hverken onde eller gode, men de skal passes og æres af mennesket. Det gøres med ofringer, ritualer og bøn. Symbolet på shinto er den røde port, torii. Porten adskiller det hellige fra det profane, kamiernes verden fra menneskenes. Porten er placeret foran shintos helligdomme, hvor man bukker før og efter et besøg. Statue af Nichiren, stifteren af Nichiren-buddhismen Shinto er ikke baseret på et helligskrift, men på ritualer og myter. De japanske krøniker Kojiki (712) og Nihon Shoki (720) rummer shintos mytologi, men ingen dogmer eller læresætninger. Vigtige emner i shinto er renhed, kontinuitet og relationen mellem mennesker og kami. Buddhismen kom fra Kina og Korea i 500-tallet. I Japan importerede man mange skoler fra mahayana-grenen, videreudviklede dem og skabte nye. Japan er nok mest kendt for zen-buddhismen, som startede i Kina, men det er kun én af mange skoler. De største Rene Land, Nichiren, zen, shingon og tendai-buddhisme. En buddhistisk stenpagode med kami, en torii og buddhistiske figurer sammen I lange perioder smeltede shinto og buddhisme sammen i den religiøse praksis. Kami og buddhistiske figurer blev forstået som forbundne. Men der findes mange flere religioner, mange nye religioner og mange former for religionsdyrkelse udenfor institutionerne. I forskningen har man ofte indledt Japans religionshistorie med indførslen af buddhismen  sammen med skriftsproget i 500-tallet. Man har lagt væk på de mandlige mestre og præster, mens kvinders religiøse praksis ofte faldt i kategorien "folketro", og blev ikke anset som værende "rigtig" religion. Men både inden og efter buddhismens indførsel har kvinder eksisteret i myterne, i ritualerne og i hverdagsreligiøsiteten. Historiske kvinder har været religiøse udøvere og specialister. I dag bliver kvindernes religionshistorie i Japan gradvist afdækket mere og mere. Det skal vi se nærmere på i denne måned, og jeg glæder mig. 💛 Selma Fotos: Torii-port Statue af Nichiren, stifteren af Nichiren-buddhismen Alter med figurer fra både buddhismen og shinto Alle public domain Kilder: “Japansk Religion” redigeret af Esben Andreasen og Jørn Borup, 2013. “Women in Japanese Religion” af Barbara Ambros, 2015. "Shinto: A short History" af Nobutaka Inoue, John Breen, Endo Jun, Mark Teeuwen, Mori Mizue, og Ito Satoshi, 2003. Tag endelig kontakt ved fejl eller mangler.

Fujisan bjeget i Japan I Japans shinto religion er naturen guddommelig, mystiks og levende. Alt fra en lille frugt, et træ, til et bjerg, kan være en kami. Kami er et gudsbegreb, der er meget fjernt fra den éne, uopnåelige gud, som vi kender fra de monoteistiske religioner som kristendom, jødedom og islam. Shinto er den største religion i Japan og navnet "shinto" kommer egentlig af det kinesiske "Shen Dao", der betyder "gudernes vej." Kami er en ånd, en energi, en forfader eller en gud, der kan være til på forskellig vis. En kami skal passes og plejes af menneskene i et gensidigt afhængighedsforhold. Det sker ved ofringer, bønner og forskellige ritualer, som udføres særligt af shinto præster, men også af den almene befolkning. Amaterasu, solgudinden I naturen er kami typisk til stede i særlig smukt eller særpræget natur. Fujisan bjerget er for eksempel et symmetrisk, højt og smukt bjerg, hvorpå der altid er sne. Bjerget og særligt den symmetriske form på bjerget gør, at dette bjerg ses som guddommeligt i shinto. For at markere helligheden ved de forskellige særlige naturfænomener benyttes forskellige elementer, blandt andet en torii. En torii er en port der adskiller alt det hellige og guddommelige, fra alt det helt almindelige, profane og menneskelige. Går man igennem denne port, er man i kamiernes land og her vil der typisk være et helligsted, hvor man kan tilbede kami'en. Kami er et begreb der er fjernt fra en betegnelse som gud, gudinde og lignende. Kami kan være alt fra et bjerg, en sø, et hav eller en forfader. Alligevel kan gudsbegrebet bruges om visse kami og særligt omkring de helt store kamier, som er mere mytologiske og antropomorfe. Et eksempel er den helligste kami, solgugudinden Amaterasu. Torii Kami og naturen er meget vigtige Japans shinto religion og dyrkes ofte som noget særlig helligt og guddommeligt. Dette er et eksempel på en anden religionsforståelse og et andet gudsbegreb end vi er vant til i Vesten. Læs meget mere om Japan, kami og den fascinerende japanske religionshistorie her på kvindernesreligionshistorie.dk i kategorien Japan. Fotos: Fuji bjerget. Wikimedia commons.public domain Amaterasu, solgudinden. Utagawa Kunisada (1786-1865) Public domain Torii ved Itsukushima Shrine, public domain Kilder: Andreasen, Esben og Borup, Jørgen. Japansk religion Hardacre, Helen. Shinto: A History . Oxford University Press, 2017. Breen, John & Teeuwen, Mark. A New History of Shinto . Wiley-Blackwell, 2010. Picken, Stuart D. B. Essentials of Shinto . Greenwood Press, 2002. Cali, Joseph & Dougill, John. Shinto Shrines . University of Hawai‘i Press, 2013. Ved fejl eller mangler tag endelig kontakt. Husk altid at kreditere ved brug. #Kvindernesreligionshistorie #shinto #natur #miljø #kami #religion #Japan

Her er den fascinerende myte om den mægtige sol gudinde, der skulle lokkes frem igen. I Japans Shinto religion er den øverste gudinde Amaterasu, solgudinden. Hun er en frugtbarhedsgudinde, særligt for ris. Ifølge mytologien i Japans krønike fra 712, Konjiki, var Amaretasu søster til måneguden Tuku-yömi, og stormguden Susa-nuvö. De tre søskende blev skabt af det snavs som deres far Izanagi vaskede af sig, efter han havde været I dødsriget efter deres mor, Izanami. Amaterasu kom af venstre øje snavs, af højre øje kom Tuku-yömi og af næsens snavs kom stormguden Susa-nuvö. Susa-nuvö var oprindelig Gud for havet, men han var for urolig, han græd, skreg og skabte Uro, da han savnede sin mor. Derfor sendte faren Izanagi ham bort. Inden Susa-nuvö ville drage bort, ville han tage afsked med sin søster Amaterasu. Amaretasu var ikke tryg ved sin bror, men hun bød ham ind og de havde samleje. Susa-nuvö blev efterfølgende grebet af vildskab og fik skabt uorden , han oversvømmede rismarkerne, nedrev dæmninger og kastede sine ekskrementer rundt. Da Susa-nuvö til sidst flåede en hest baglæns og kastede den ind til Amaterasu, der sad og vævede var det nok. Da blev det for meget for Amaterasu, der gemte sig i en klippehule. Uden solgudinden blev alt mørkt og ufrugtbar. De mange guder I Japan samledes derfor foran hulen for at få Amaterasu lokket ud igen. Alverdens ting blev fremsskaffet, blandt andet en halskæde og et spejl, der indgår i shinto ritualer. Intet virker. Så tog gudinden Ame-no-Uzume-no-mikoto en balje, som hun vendte på hovedet og dansede på. Hun blottede sine bryster og hev op i sit skørt. Dette fik alle guderne til at grine så jorden rystede. Af nysgerrighed kiggede Amaretasu ud af hulen og så sit eget spejlbillede i spejlet. I mellem tiden lukkede de andre guder hulen til. Det lykkedes guderne at overtale Amaterasu til at blive på himlen. Dermed sikrede ritualet at solgudinden igen gik sin vante gang på himlen og kosmos var indstiftet. Foto: Kunisada ca. 1800 evt. Litteratur Ritual og praksis, Jørgen Podemann Sørensen, mm.