Dorothea af Sachsen-Lauenburg (1511-1571) var lidenskabelig, nøjeregnende og særdeles politisk og økonomisk klog. Hun var med til at gennemføre reformationen i Danmark og gjorde den danske kirke protestantisk. Dorothea blev født ind i en tysk fyrstefamilie i 1511. Da hun var 14 år, blev hun gift med den 22 årige hertug af Slesvig-Holsten, den senere kong Christian d. 3 (1503-1559) af Danmark. Dorothea blev dermed først hertuginde af Slesvig-Holsten og siden dronning af Danmark 1537. Reformationen i Danmark blev gennemført af Christian efter borgerkrigen i 1536, kaldt Grevens Fejde. Både Dorothea og Christian var nemlig tilhængere af den tyske munk Martin Luther (1483-1546) og hans reformation. Reformationen var et brud med den katolske kirke, med paven og med de mange klosterbevægelser. Med reformationen brød flere europæiske lande med en århundrede lang magtfordeling og gav nu magten alene til kongen af riget. Magten lå derfor nu hos Christian 3. og Dorothea. Dorothea stod trofast og bifaldende ved sin mands side da han indførte protestantismen og gennemførte massive ændringer i det danske kongerige. Han lukkede klostrene, standsede helgendyrkelsen og reformerede kirken i Danmark. Alle rigdomme fra klostrene og kirkerne tilfaldt nu kongen og han stod alene til regnskab overfor Gud. Disse tegninger er lavet af Kunstskolen Koldings elever til Kvindernes Religionshistorie Til Dorothea og Christians kroning holdt Johannes Bugenhagen (1485-1558), den tyske munk Martin Luthers med-reformator, en tale. Han sagde bl.a. til Dorothea, at hun skulle huske at, ”lade nådens sol skinne ikke blot på adelige og store herrer, men også på fattigfolk”. Dette råd huskede hun. Dorothea gjorde hvad hun kunne for, på retfærdig vis, at sikre befolkningen på tværs af samfundslag. Flere af Dorotheas projekter kom den almene befolkning til gode og Dorothea engagerede sig gerne personligt i retssager for at sikre at retfærdigheden skete fyldest. Dorothea blev enkedronning i 1559, da Christian d. 3 døde. Dorothea blev givet 3 jyske slotte, Dronningborg Slot, Sønderborg Slot og Koldinghus som livgedning. Livgedning er de boliger og grunde som skal forsørge en enkedronning. Dorothea endte med at slå sig ned i Koldinghus og hun administrerede sine ejendomme med stor kyndighed. Braun og Hogenbergs prospekt af Kolding fra 1587. Public domain. Efter Christian d. 3’s død blev Dorotheas ældste søn, Frederik d. 2 (1534-1588), den nye konge i Danmark. Dorotheas relation til hendes søn var langt fra ideelt, men anspændt og konfliktfyldt. Den Nordiske Syvårskrig mellem Danmark og Sverige varede fra 1563-70 og her kunne Dorothea ikke lade være at blande sig. Dorotheas søn var konge af Danmark og Dorotheas søsters søn var konge af Sverige. Først prøvede Dorothea at tale Frederik d. 2 fra krigen, men det lykkedes ikke. Dorothea tog derfor sagen i egen hånd, og sendte breve til sin søster i Sverige i håb om, at de kunne stoppe krigen sammen. Det lykkedes desværre heller ikke, og Dorothea og Frederiks forhold blev om muligt endnu mere konfliktfyldt. Dorotheas største bekymring under krigen lader til at være de negative konsekvenser, som ramte de almindelige borgere i Danmark og Sverige. Et år efter krigen var slut døde Dorothea i 1571 på Sønderborg Slot. Hun nåede at udrette meget inden sin død. I 1569-70 anlagde Dorothea en ny mølle, der lå tættere på Koldinghus og Kolding by. Slotssøen i Kolding kunne udnyttes til møllens drift, og den skaffede mange nye arbejdspladser til Koldings borgere og velstand til byen. Dorothea fornyede også den gamle latinskole og erstattede dens eftersigende alkoholiserede rektor med en, der kunne varetage stillingen bedre. Dorotheas store retfærdighedssans og tro drev hende i flere tilfælde til at forholde sig til sin omverden og hjælpe hvor hun kunne. Igennem Dorotheas liv huskede hun at, ”lade nådens sol skinne ikke blot på adelige og store herrer, men også på fattigfolk”. Man kan mene hvad man vil om reformationen i Danmark, men Dorotheas virke, som regent og enkedronning, var både engageret i samfundets mange lag og hendes evner var beundringsværdige. Hun brød på mange måder med et kvindesyn og hun udfordrede datidens forventninger til en enkedronning. Skrevet af religionsstuderende Alberte Reffstrup i samarbejde med Sisse Marie Kromann skaber af Kvindernes Religionshistorie. Fotos: Dronning-Dorothea. Af Jacob Binck. Public domain. Tegninger lavet af Kunstskolen Koldings elever til Kvindernes Religionshistorie. Braun og Hogenbergs prospekt af Kolding fra 1587. Public domain. Kilder: Dedenroth-Schou, Poul: ”En dronning vender tilbage”, i Museet på Koldinghus (årbog, 1987) s. 46-50 Dronningebog . Jespersen, Mikkel Leth: Dronningen griber magten. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2022). Historisk Samfund for Sønderjylland., Historisk Samfund for Sønderjylland, Adriansen, I., & Leth Jespersen, M. (2012). Skurke og helte i Sønderjyllands historie. Historisk Samfund for Sønderjylland. Tanderup, Line Kirstine: Dorothea af Sachsen-Lauenburg, 1511-1571 i Danmarkshistorien på lex.dk. Hentet 5. maj 2026 fra https://danmarkshistorien.lex.dk/Dorothea_af_Sachsen-Lauenburg,_1511-1571 Aktstykker, vedkommende Kong Christian den Tredies og Dronning Dorotheas Kroning i Vor Frue Kirke i Kjøbenhavn den 12te August 1537, af Johannes Bugenhagen. Efter kongelig allernaadigst Befaling samlede af Frederik Münter ; med Indledning og historiske Oplysninger udgivne af E. C. Werlauff. https://www.kb.dk/e-mat/dod/130021590951-bw.pdf

Vidste du, at Hajar er en kvinde, der optræder i både jødedom, kristendom og islam, og at hun har stor betydning i alle tre religioner? I islam betragtes Hajar som 'stammoderen' til muslimer, og fortællingen om hende er en vigtig del af den lange række af ritualer, der indgår i hajj,den muslimske pilgrimsfærd. Hagar, Sara og Abraham af Mathias Storm 1600-tallet Fortællingen om Hajar er – som så mange andre fortællinger i islam – inspireret af en jødisk fortælling, der indgår i 1. Mosebog i Bibelen. Hajar optræder i denne fortælling under navnet Hagar og er en egyptisk slave for Sara, Abrahams kone. Abraham opfattes som den jødisk-kristne stamfader, og i islam har han navnet Ibrahim og opfattes ligeledes som muslimers stamfader. Da Sara og Abraham er aldrende og ufrivilligt barnløse, tilbyder Sara sin slave Hagar til Abraham, så han kan gøre hende gravid med et barn, der skal blive Abraham og Saras. På dette tidspunkt har Sara og Abraham endnu ikke i indgået deres pagt med Gud og de har derfor navnene Abram og Saraj. Abrams kone Saraj fødte ham ingen børn. Men hun havde en egyptisk trælkvinde, der hed Hagar. Og Saraj sagde til Abram: »Herren har hindret mig i at få børn. Gå nu ind til min trælkvinde; måske kan jeg få en søn ved hende.« Og Abram gjorde, som Saraj sagde. Abrams kone Saraj tog så sin trælkvinde, Hagar fra Egypten, og gav hende som kone til sin mand Abram. (1. Mos. kap. 16,1-4.) Hagar bliver dernæst gravid med Abraham, men da hun opdager sin graviditet, begynder hun at se ned på sin frue Sara. Sara kræver derfor at Abraham sikrer at Hagar behandler hende, som en slavinde skal gøre for sin frue og Abraham lader derfor Sara behandle Hagar dårligt. Saras hårde behandling får Hagar til at flygte ud i ørkenen, hvor hun møder en engel sendt af Gud. Englen lover hende utallige efterkommer, blandt andet en søn ved navn Ismael, på arabisk Ismail. Det kræver dog, at Hagar vender tilbage til Sara og Abraham og at hun finder sig i Saras hårde behandling. Det gør Hagar og hun føder sønnen Ismael, der bliver Abrahams første søn. Siden sikrer Gud, at Sara, trods hendes høje alder, bliver gravid. Hun føder sønnen Isak. Gud indgår en pagt med Abraham og Isak, men lover også, at Ismael skal blive en stor mand med mange efterkommere. Men Sara er jaloux på Ismael og Hagar og vil have Abraham til at jage dem bort. Gud råder Abraham til at gøre, som hun siger. Men da Sara så den søn, som den egyptiske kvinde Hagar havde født Abraham, lege med Isak, sagde hun til Abraham: »Jag denne trælkvinde og hendes søn bort, for denne trælkvindes søn skal ikke arve sammen med min søn Isak.« Det tog Abraham sig meget nær, fordi det var hans søn. Men Gud sagde til Abraham: »Du skal ikke tage dig det nær for drengens og din trælkvindes skyld. Gør alt, hvad Sara siger til dig, for det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn. Men også trælkvindens søn vil jeg gøre til et folk, fordi han er din søn.« Sara og Abraham driver derfor Hagar og sønnen Ismael ud i ørkenen med blot noget brød og en lærredssæk med vand. Men ved guddommelig indgriben opstår en brønd i ørkenen, hvorfra Hajar kan give ham vand, så han overlever. Tidligt næste morgen gav Abraham Hagar noget brød og en lædersæk med vand, satte drengen på hendes skulder og sendte hende væk. Hun tog af sted, men for vild i Be'ershebas ørken. Da vandet i sækken slap op, lagde hun drengen under en busk og gik hen og satte sig i et bueskuds afstand, for hun tænkte: »Jeg vil ikke se drengen dø.« Hun satte sig og brast i gråd. Men Gud hørte drengen, og Guds engel råbte fra himlen til Hagar: »Hvad er der i vejen, Hagar? Du skal ikke være bange, for Gud har hørt drengen dér, hvor han ligger. Gå hen og løft ham op, og pas på ham, for jeg vil gøre ham til et stort folk.« Så åbnede Gud hendes øjne, og hun opdagede en brønd. Hun gik hen og fyldte sækken med vand og gav drengen noget at drikke. Gud var med drengen, og han voksede til og slog sig ned i ørkenen og blev bueskytte. Han boede i Parans ørken, og hans mor tog en kone til ham fra Egypten. Herefter fortælles der ikke yderligere i Bibelens tekster om Hagar og Ismael. Hajar og Ismail af George Hitchcock, offentligt tilgængeligt. Fortællingen her findes altså i Bibelen men ikke i Koranen. Den er dog en del af islamisk tro og tradition. Og Hajar optræder også i andre i islamiske tekster, hvor fortællingen om Hajar delvist gengives og ofte udvikles. I en af de islamiske fortællinger fordrives Hajar og Ismail til et område, der identificeres som Mekka, den helligste by i islam. Her løber den paniske Hajar mellem to høje for at finde vand til sin søn og ved guddommelig indgriben springer en kilde frem. Denne kilde betragtes som identisk med den Zamzam-kilde, der indgår i den muslimske pilgrimsfærd, hajj. På samme måde menes højene Safa og Marwa at være de bjerge som Hajar løb imellem for at finde vand til den trøstende Ismail. I dag løber muslimske pilgrimme som en del af hajj-ritualet mellem de to bjerge, og Hajar er forbilledet for denne praksis. ”Fortalt til Ibn Abbas: (…) Abraham bragte [Hajar] og hendes søn, som hun stadig gav bryst, til et sted nær Ka’baen under et træ på det sted, hvor zamzam-kilden er (…). På det tidspunkt fandtes der endnu ingen mennesker i Mekka og heller intet vand. (…) Safa-bjerget var det nærmeste bjerg. Hun stillede sig op på det og kiggede grundigt efter, om hun kunne se nogen folk, men hun så ingen. Så løb hun ned fra Safa, og i dalen hev hun op i sin kjole og løb afsted som en person i nød og problemer, indtil hun kom gennem dalen og nåede Marwa-bjerget, hvorfra hun kiggede ud i håbet om at se nogen, men hun så ingen. Hun gentog dette syv gange.” ( uddrag fra en hadith i al-Bukharis samling frit oversat af M. Lyngsøe) Fortællingen om Hajar viser os, at jødedom, kristendom og iislam i mange tilfælde har samme fælles udgangspunkt. Yderligere er Hajar endnu et eksempel på, at en mytologisk kvinde-figur er betydningsfuld for et ritual, som stadig udføres den dag i dag. Kvinder spiller centrale og alsidige roller i mange religiøse fortællinger, og de er med til at drive handlinger frem og skabe nye praksisser. Det gælder kvinder i forskellige roller – både den handlekraftige, stålfaste og omsorgsfulde moderfigur Hajar og den mere misundelige Sara. Denne artikel er et samarbejde mellem Maria Lindebæk Lyngsøe Schmidt, ph.d. i religionshistorie, post.doc. ved Københavns Universitet og Sisse Marie Kromann cand.mag. i religionshistorie og stifter af Kvindernes Religionshistorie.

Den 25. maj begynder dette års hajj. Hajj er en skelsættende periode for mange muslimer i hele verden. Hele forløbet er bundet op på en lang række ritualer og mytiske fortællinger, som du kan læse mere om her. Ka'baen under Hajj. By Adli WahidMinor modificKaba'en under Hajj. By Adli WahidMinor modifications made by Basile Morin, from the original version. - File:The Kaaba during Hajj.jpg, CC BY-SA 4.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=157575049 Hajj er den store muslimske pilgrimsfærd, hvor muslimer verden over drager til byen Mekka i Saudi-Arabien. I 2026 forventes over 1,5 mio. muslimer at valfarte til Mekka fra hele verden for at indgå i den store pilgrimsfærd i og omkring byen Mekka. Hvornår hajj finder sted flytter sig hvert år, da den muslimske kalender er en månekalender og anderledes end den der benyttes blandt andet i Danmark. Hajj ligger i løbet af de to første uger af måneden dhu al-hijja, og varer 5 dage (d. 8.-12. i dhu al-hijja) Hajj slutter med den store fejring eid al-adha, også kaldet ’den store eid’. Ibrahim og en perlerække af ritualer Hajj er en lang række ritualer der skal gøres på bestemte steder i byerne Mekka, Arafat og Mina. Alle ritualerne er knyttet til mytiske karakterer og fortællinger. For eksempel går pilgrimmene syv gange rundt om Ka’baen, der på arabisk betyder "terningen". Ka'baen er ifølge islamisk tradition bygget af stamfaren Ibrahim og betragtes som det helligste sted for muslimer. Ibrahim er den samme karakter som den jødisk-kristne Abraham. Ka'baen er det religiøse centrum i islam, det sted man er tættest på Allah, hvilket er arabisk for “Gud". Ka'baen er i dag placeret inde i moskeen Masjid al-Haram, og herinde foregår flere ritualer under hajj og flere af ritualerne relaterer til fortællingerne om Ibrahim. Hajar og ismail, På førstedagen går man for eksempel syv gange rundt om Ka'baen, før man gennemspiller Hajars (samme figur som den kristne-jødiske Hagar) søgen efter vand i ørkenen. Her løber man syv gange mellem højene Safa og Marwa og drikker vand af Zamzam-kilden. Zamzam-kilden er ifølge islamisk forståelse den selv samme kilde, som Allah gav Hajar og Ismail i ørkenen. På andendagen samles man på Arafat-sletten, hvor profeten Muhammed skal have holdt sin afskedstale for sit folk. Her vil mange muslimer føle et nærvær med Allah og bede om tilgivelse og føle sig renset. Dagen efter stenes Satan i form af flere søjler, derIrepræsenterer Satan. Ritualet symboliserer Ibrahims accept af Allahs bud om at ofre sin søn Ismail. Hajj kulminerer i eid al-adha, hvor man traditionelt slagter og spiser får. Dette ritual føres også tilbage til historien om, at Ibrahim, der blev testet i sin hengivenhed til Allah og skulle ofre sin søn Ismail. Ibrahim blev afbrudt af en engel, Ismail blev reddet, og i stedet skulle Ibrahim ofre et får til Allah. I den jødiske og kristne tro findes myten også, men der er flere forskelle, for eksempel er det sønnen Isak og ikke Ismail, der skal ofres. Den del af det slagtede får, som pilgrimmene ikke selv spiser, gives til fattigere folk. Pilgrimsfærden afsluttes gerne med at genbesøge Ka'baen og løbe syv gange rundt om den. Rundt om i verden er eid al-adha en fest dag, og mange donerer nødhjælp i forbindelse med eid al-adha. Udover dette samles familier, børnene får gaver, og man spiser gerne kød på samme vis som pilgrimmene i Mekka. For alle eller for de få Hajj er ikke bare en pilgrimsfærd, men det er en af islams fem søjler. De fem søjler er handlinger, der betragtes som obligatoriske for muslimer. Det er derfor den generelle opfattelse, at enhver muslim, som har ressourcer og helbred til det, skal udføre hajj mindst en gang i løbet af sit liv. Engang var hajj i højere grad en handling for en elite, men efterhånden som velstanden stiger verden over, drager flere muslimer på hajj, og det er også blevet en stor kommerciel industri. Det er dog stadig langt fra alle muslimer, der får mulighed for at tage på hajj. I Danmark som i mange andre lande tilbyder rejsebureauer eller islamiske foreninger hjælp til at planlægge turen, lidt som en slags pakke-rejse. Ibrahim af AAf Abdullah Lüfti. Persisk miniature fra 1532. Offentligt domæne En ny titel, et nyt stadie Pilgrimme er klædt i hvide farver, og typisk forstås dette som en understregning af ligheden mellem alle pilgrimme, uanset deres status, nationalitet, alder osv. Disse klæder kaldes ihram, hvilket betyder 'helligelse, indvielse'. Der er også en lang række restriktioner for, hvad man må og ikke må under hajj. For eksempel mener mange, at man ikke må bruge parfume eller klippe negle. Når nogen har gennemført hajj, er det kutyme, at de får titlen hajji (for mænd) eller hajja (for kvinder). Med den titel tydeliggøres det, at det er noget særligt at gennemføre hajj. Hajj kan ses som et overgangsritual, der fører et menneske fra et stadie til et andet, og ved afslutningen får man titlen, man kan tage med videre i livet. For de fleste muslimer er hajj en unik og livsændrende oplevelse. Idealet for hajj beskrives ofte som spirituel fordybelse, hvor hverdagens bekymringer og hierarkier mellem mennesker lægges bort, til gengæld for et fællesskab om at hengive sig til Allah. Pilgrim i ihram dragt ved Ka'baen i Mekka. Offentligt tilgængeligt foto ved Wikimedia Commons. En kontroversiel pilgrimsfærd Der kan under hajj, som i andre dele af livet, være forskel på praksis og idealer, og nogle muslimer er for eksempel kritiske over for de meget ekstravagante hajj-rejser. Der har også været rapporteret problemer med det, der ellers betragtes som meget forkert og u-islamisk adfærd, nemlig seksualiserede krænkelser mod kvinder under hajj. Alt dette har været en del af mange diskussioner om hajj, men det har bestemt ikke afholdt verdens mange muslimer for at valfarte til Mekka under hajj. Mange beskriver hajj som deres livs oplevelse, som en åndelig og fysisk prøvelse, der har bragt dem tættere på Allah. Denne artikel er et samarbejde mellem Maria Lindebæk Lyngsøe Schmidt, ph.d. i religionshistorie, post.doc. ved Københavns Universitet og Sisse Marie Kromann cand.mag. i religionshistorie og stifter af Kvindernes Religionshistorie.

Det første Gud skabte var Sophia. Før Biblens Gud skabte noget andet, skabte han Sophia. Hun stod ved hans side, hun dansede for ham og bragte ham glæde. Hvem er denne Sophia? Vi møder hende i filosofiske og gnotiske skrifter, i det gamle testamente og i kristendommen. Navnet Sophia er græsk og betyder ”visdom." I antik og hellenistisk filosofi er hun et billede på visdommen, der kunne personificeres i en gudinde. Ordet "filosofi" betyder ”kærlighed til Sophia.” - altså kærlighed til visdom. Sophia som personificering af visdommen. Celsus Biblioteket, Ephesus, Tyrkiet. Af José Luiz Bernardes Ribeiro. Licens: CC BY-SA 3.0 Hellenismen var en smeltedigel af religiøse og filosofiske tanker, og det er muligvis i hellenistisk tid, at Sophia har taget sin plads i de jødiske skrifter. Vi møder hende i det Gamle Testamente, hvor Sophia blandt andet optræder i Ordsprogenes Bog. Her danser hun, før alt andet var skabt, hun bringer Gud glæde, og hun hjælper ham med skabelsen af verden. "Som begyndelsen på sine handlinger skabte Herren mig, som det første af sine værker dengang. Fra evighed er jeg dannet, fra begyndelsen, før jorden blev til...." "....da han lagde jordens grundvolde fast, var jeg ved hans side som hans fortrolige; jeg var til glæde for ham dag efter dag, jeg dansede foran ham hele tiden, jeg dansede på hans vide jord og glædede mig over menneskene." (Uddrag fra Ordsprogenes bog kap 8.) Hun omtales som både, hustru, søster, brud, værtinde, mm. Men det er omdiskuteret, hvem eller hvad hun er. Er hun visdommen, et feminint aspekt af Gud, en gudinde? Det er et emne, der er til debat blandt forskere i flere videnskabelige discipliner. Ikon af visdommen Sophia. Af ukendt forfatter. Public domain. I kristendommen gjorde man omtalen af hende i de jødiske skrifter til et symbol for ordet 'logos', der var den guddommelige Kristus og blev manifesteret i Jesus på jorden. I Det Nye Testamente identificeres Sophia altså med den historiske Jesus, der blev korsfæstet. Dette skabte naturligvis forargelse både blandt jøder og grækere, der havde en helt anden opfattelse af Sophia. Apostlen Paulus' brev til den kristne menighed i Korinth illustrerer det. ”For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom.” (1.Kor. 1,18-25). At Jesus tog form af den hellige Sofia, den guddommelige visdom, kan blandt andet ses ved ”Hagia Sophia”, den hellige visdom, dedikeret til Kristus. Kirken er i dag en moske i Istanbul, det tidligere kristne Konstantinopel. Hagia Sophia, tidligere kirke i Istanbul. Af Arild Vågen. Licens: CC BY-SA 3.0 I gnostiske skrifter bl.a. Nag Hammadi, kan vi se en opfattelse af Sophia som en gudinde. Sophia som visdommens gudinde har spøgt gennem tiderne, og også i kirkehistorien er Sophia i flere tilfælde blevet dyrket som en decideret gudinde. I kristendommens historie har en række mystikere, bl.a. Hildegard af Bingen, brugt Sophia som metafor for mødet med det guddommelige i skikkelse af en himmelsk kvinde. Mystikere ønsker at transcendere og nedbryde skel mellem verdener og opnå en forening med det guddommelige, her i form af Sophia. I feministisk kristendom kan Sophia også ses som et kvindeligt alternativ til, eller symbol for, Gud selv. I den neo-paganistiske religion, Wicca, har Sophia fået ny tilbedelse blandt mange andre tidligere kvindelige gudinder. I denne uge er den fascinerende Sophia fredagsgudinde her på siden. Vi kommer til at se meget mere til Sophia. Rigtig god dag! Fotos: Sophia som personificering af visdommen. Celsus Biblioteket, Ephesus, Tyrkiet. Af José Luiz Bernardes Ribeiro. Licens: CC BY-SA 3.0 Ikon af visdommen Sophia. Af ukendt forfatter. Public domain. Kristus Pantokrator fra Deësis-mosaikken i Hagia Sofia, Istanbul, ca. 1261. Af Myrabella / Wikimedia. Public domain. Hildegard von Bingen. Af ukendt kunster. Public domain. Yderligere litteratur: Lex Den Store Danske Gads Bibelleksikon Kirkehistorie, Martin Schwartz Lausten. Biblen online

Hathor, livets herskerinde Hun var Egyptens gudinde for dans, glæde, kærlighed, moderskab og seksualitet. Hun var kvindernes gudinde og gudinde for mødre, hustruer, døtre og dronninger. Hun kunne kaldes "livets herskerinde” og var en af de gudinder, der blev dyrket i længst tid og flest former. Hathor blev ofte fremstillet på måder som relaterede sig til en ko. Hathor fra Egyptisk museum. Af Ovedc. Licens: CC BY-SA 4.0 Koen symboliserede evnen til at avle, frugtbarheden og kvindeligheden. Hun var portrætteret som en ko, en kvinde med et kohoved eller som en kvinde med kohorn og en sol i mellem hornene. Ofte bar Hathor på en sistrum, en musikalsk rangle, der blev benyttet i ritualer. Hathors tempelsøjler var ofte hendes ansigt i en trekantform, med koører. Limestone stele (shaft) with the head of Hathor MET. Public domain. Det er blevet foreslået at Hathors trekantede hovedform skulle symbolisere livmoderen. Deciderede fødehuse blev bygget for at hylde Hathors fødsel af guden Ihy. Igennem tiden og forskellige steder havde hun skiftende relationer med de andre guder. Hendes navn betyder ”Horus hus." Horus, guden for farao, kunne hun være gift med eller moder til. Hathor havde hovedkultsted i Denderra, og kunne ved en storslået bådprocession blive sejlet til Idfu, hvor Horus boede. Her kunne hun blive i 14 dage, hvorefter hun sejlede hjem igen. Et ejendommeligt ritual , der forbandt de to guddomme. Ligeledes kunne Hathors relation til soguden Ra skifte. Hun kunne være hans mor, datter, eller hustru. Hun kunne også være hans øje og blive rasende, hvilket bevirkede at hun indtog form af løvegudinden Sakhmet. Sakhmet og Hathor, Temple of Haroeris. Af Merlin UK. Licens: CC BY-SA 3.0 Med tiden smeltede hun sammen med gudinden Isis, der blev dyrket langt op I Romerrigets historie, blandt andet med Hathors ikoniske kohorn og solskive. Nyd hende Hathor, Luxor Museum. Af Olaf Tausch. Licens: CC BY 3.0 Litteratur: Fotos: Hathor fra Egyptisk museum. Af Ovedc. Licens: CC BY-SA 4.0 Limestone stele (shaft) with the head of Hathor MET. Public domain. Sakhmet og Hathor, Temple of Haroeris. Af Merlin UK. Licens: CC BY-SA 3.0

Grønlands sol jages af Månemanden Med ild i hånden flygter hun fra sin bror, der har voldtaget hende i ly af mørket. Læs en grønlandsk myte, der forklarede tilblivelsen af solen og månen, og som advarede imod incest og indavl. Myten lyder som følger: Oprindelig var solen og månen søskende, der levede på jorden i samme hus. Hvert nat lagde broderen sig hos sin søster, der ikke kunne genkende ham i mørket. Ved hjælp af lampesod fik hun en nat mærket ham på brystet, og hun kunne derfor identificere ham i dagslyset. Som reaktion på at det var hendes egen bror, tog kvinden sin kniv og skar sit bryst af. Hun smed brystet hen til sin bror med ordene "Siden du holder så meget af mig, så spis mig!" Hun tog dernæst en pind, satte mos på spidsen og dyppede det i tjære, som hun satte ild til. Med denne skinnende fakkel løb hun ud og steg op på himmelbuen. Da månemanden kom ud og så dette tog han sin isskraber, Sermiaut, som han satte mos på og tændte ild til. Da han løb efter sin søster slukkede hans fakkel sådan, at der kun var gløden tilbage. Gnisterne sprang fra gløden og satte sig på himlen. Denne månemand må til tider synke ned til jorden og jage efter sæler, men solen og hendes fakkel af tjære og mos, varmer og lyser stadig. Denne ejendommelige myte kendes i flere versioner, men med samme grundlæggende fortælling. De er primært skrevet ned af kristne missionærer som Poul Egede (1708-1789) Poul Egede. Public domain Poul Egede var søn af Hans Egede (1686-1758), der er kendt som Grønlands Apostel, og bragte kristendommen til Grønland. Til vores held blev flere af den indfødte befolknings myter skrevet ned, men det skal selvfølgelig læses ud fra konteksten og med kildekritik. Følg med i morgen når vi ser nærmere på Grønlands Månemand. God fredag ☀️ #fredagsgudinder. Foto: Poul Egede. Public domain Myte: Frit gendigtet efter: efterretninger om Grønland uddragne af en journal holden fra 1721 til 1788 af Poul Egede. Det Grønlandske Selskabs Skrifter 29. Det Grønlandske Selskab, 1988. s. 53-54. Systime.dk

Inanna, fandenivoldsk og helt sin egen. Krig, kærlighed, fertilitet, sex og prostitution, hun rummede det hele. Hun var inspiration til gudinder som Afrodite, Venus, Astarte og mange andre. Inannas ottetakkede stjerne, Venusstjernen. Wikimedia commons. Public domain. Hun var den første af mange gudinder, der blev associeret med Venusstjernen. Planeten Venus er i flere religioner associeret med det feminine, det sensuelle og flirtende. Inanna var dronningen af himlen, der lyste blåt om morgen og om aftenen og hendes symbol var den ottetakkede stjerne. Hendes far var månen og hendes broder solen. Men hun var meget mere end det. Hun var alsidig og hendes mytologi favnede mange facetter. Inanna, akkadisk cylindersegl, ca. 2350 fvt. Af Sailko. Licens: CC BY 3.0 Hendes egenskaber var kriger, den unge kvinde, der afprøvede sin seksualitet og den magtfulde gudinde for ølstuer og prostituerede. Hun var datteren, søsteren og den temperamentsfulde kvinde, men aldrig en modergudinde. Hendes kult rummede alle former for køn, og seksualiteter. Terracotta relief of Ishtar with wings from Larsa. Af Rama. Licens: CC BY-SA 3.0 fr Hun startede som en bygudinde omkring 3000 fvt i byen Uruk, i Sumer. Sumer var det der i dag er nutidens Irak, og her kan dyrkelsen af Inanna spores tilbage til ca. 3000 fvt. Hvordan hun fik alle sine evner forklares i forskellige myter. Gennem krig, snarrådighed og sex, fik hun udvidet sit territorium. Det fortælles blandt andet, at hun drak de mandlige guddomme fulde og forførte dem, for at de, fulde af beruselse og begær, skulle give hende deres områder og evner. Da de vågnede, var hun borte og ved konfrontation spillede hun uskyldig og uvidende. Ishtar Eshnunna Louvre. Tidlig 2. årtusind f.v.t. Licens: CC BY 2.5 Hun blev en større og større gudinde og besad næsten alle magter, kaldt Mé. I sin senere form af gudinden Ishtar indtog hun Assyrien, Babylonien og i forskellige former hele Nærorienten. Inannas eneste manglende embede var døden og dødsriget, det var derimod hendes søster Ereshkigals. Det hører vi meget mere om i morgen. God fredag! #fredagsgudinder Foto: Inannas ottetakkede stjerne, Venusstjernen. Wikimedia commons. Public domain. Inanna, akkadisk cylindersegl, ca. 2350 fvt. Af Sailko. Licens: CC BY 3.0 Terracotta relief of Ishtar with wings from Larsa. Af Rama. Licens: CC BY-SA 3.0 fr

Forårets komme og det tilbagevendende lys var Brigids værk. Det blev markeret ved hendes lysfest Imbolc. Hendes navn betyder ”den ophøjede”, og hun var forbundet med mange forskellige områder, særligt poesi, fertilitet og husholdningens tamme dyr. Mange livgivende kilder og brønde var viet til hende. Hendes fest, Imbolic, var d. 1. februar, hvor man fejrede, at vinteren var ved at ende, og at lyset kom tilbage. Moderne fejring af Imbolc i Storbritannien. Af Malcolm/Wikimedia Commons. Licens: CC BY-SA 2.0 Brigid var formentlig oprindeligt gudinde for en stamme, men hun blev udbredt til hele Irland, Skotland og Isle of Man. Hun er formentlig også ophav til gudinden Brigantia, som for romerne var lig deres gudinde Minerva. Da kilderne til kelternes historie er yderst sparsomme, er det svært at vide klar besked om hendes ophav. Kilderne er primært romerske og senere kristne kilder, der fortæller om det barbariske hedenskab. Hellige Brigid af Kildare. Af Andreas F. Borchert. Licens: CC BY-SA 4.0 Brigid er en gudinde med stor betydning i særligt Irlands historie, og det er sandsynligvis hende der blev videreudvikle til den hellige Sankt Brigid. Ved kristendommens komme blev Imbolc og gudinden Brigid i stedet til den kristne helgeninde Sankt Brigid. Sankt Brigid besad mange af de samme evner som gudinden, men i en mere from og kristen udgave. Hun fik Imbolic festen, og d. 1. februar er hendes brønd velbesøgt som pilgrimsmål. Saint Brigid's Well, i Co. Kildare. Wanda Marcussen. Licens: CC BY-SA 4.0 Brigid skulle have levet fra 452-523 og være grundlægger af Irlands første nonnekloster i Kildare. Hun skulle have været født i fattigdom og hedenskab, men have arbejdet sig frem til den ærefulde stilling som abbedisse og grundlægger af et nonne-og munkekloster. Sankt Brigid er en nationalhelgen, sammen med Sankt Patrick og Sankt Collumcil. Sankt Brigid er beskytter af børn , fattige og folk med fysiske handicap. Hendes symbol er et Brigid kors. Brigids kors. Af Culnacreann, 2008. Licens: CC BY 3.0 Dette kors er knyttet af siv, og man kunne hænge det over hjemmets døre og vinduer som beskyttelse. God fredag #fredagsgudinder Litteratur : Keltiske guder og helte, Morten Warmind, Politikens håndbøger Lex.dk Gyldendals Religionshistorie Foto: Moderne fejring af Imbolc i Storbritannien. Af Malcolm/Wikimedia Commons, 2008. Licens: CC BY-SA 2.0 Hellige Brigid af Kildare. Af Andreas F. Borchert. Licens: CC BY-SA 4.0 Saint Brigid's Well, i Co. Kildare. Wanda Marcussen. Licens: CC BY-SA 4.0 Brigids kors. Af Culnacreann, 2008. Licens: CC BY 3.0

Det er Imbolc, kelternes lysfest, så hold øje med den gamle kælling. Ved Imbolc er det særlig gunstigt at spå om vejret. Derfor skal man holde øje med Cailleach, hvilket betyder noget i stil med ”den gamle kælling”. Hun har flere navne, men gamle kælling hænger ved hende. Hun er dronningen af vinteren, hun bestemmer hvor hård, og ikke mindst hvor lang vinteren skal være. Ser man lyset i dag, så vil Cailleach hente brænde, og man ved at vinteren fortsætter. Ser man ikke lyset, så ved man, at hun er gået i hi, vinteren vil ende, og foråret er på vej. Wonder tales from Scottish myth and legend Dagen markerede, at man er halvvejs mellem vinterjævndøgn og forårsjævndøgn. Dette er blevet markeret i forskellige religioner, men særligt den keltiske fejring Imbolic er interessant. Imbolic var en af de 4 markeringer i løbet af året og blev fejret i Irland, Skotland og Isle of Man. At man nu var halvvejs gennem vinteren blev markeret, ved lys blandt andet med at bål blev tændt. De 4 særlige markeringer i keltisk religion var Beltane 30. april, Lughnassadh 1. august og Samhain fra solnedgang 31. oktober til solnedgang 1. november. I dag har dette årshjul vundet indpas i den ny-hedenske religion Wicca. Formentlig har mennesker i Irland givet disse dage særlig betydning helt tilbage i yngre stenalder. På flere stenhøje passer solens solopgang ved Imbolic og Shamhain, lige på det inderste kammer i stenhøjene. Som med mange andre hedenske fejringer, blev også imbolic inkorporeret i kristendommen. Ved Imbolic fejres i dag Sankt Brigid, Irlands største helgeninde. Skt Brigid er en videreudvikling af den keltiske gudinde Bridgid, der er vores fredagsgudinde i morgen. Snart skal vi også høre mere om den fascinerende gamle kælling Cailleach. Foto: Wonder tales from Scottish myth and legend. Af Internet Archive Book Image, 1917. Public domain. Litteratur: Keltiske guder og helte, Morten Warmind, Politikens håndbøger. Religion.dk Gyldendals Religionshistorie

Slattenlangpat eller Slattenpatten er kendt fra sjællandske folkesagn. Hendes navn skal ikke ses som en fornærmelse, tværtimod. Den lange og slaskede barm symboliserer et langt og frugtbart liv med mange børn, der er blevet ammet og givet liv. Hun var formentlig et symbol på åer, vandløb og kilders ustyrlige fremspring af jordoverfladen. Slattenlangpat var yderst mobil og kunne i løb slynge sin lange barm over skuldrene, sådan at de ikke tyngede. Dette var også praktisk, hvis hun bar et sultent barn på ryggen. Som vandgudinde eller 'ellekone', kunne de lange bryster også være praktiske, da Slattenlangpat kunne lægge sig på en sten og amme sine fiske børn i vandet. Slattenlangpat var primært associeret med Suså, men ifølge sagnene var hun også set andre steder, for eksempel i Storebælt. Sagnene fortæller hvordan de nordiske guders konge, Odin, hver aften jagtede og dræbte Slattenlangpat og red bort med hende. Hun genopstod dog hver morgen igen og Odins jagt kunne fortsætte. Med kristendommens indtog fortsatte sagnet, men nu med kong Volmer, et andet navn for Valdemar Atterdag, som jægeren af Slattenlangpat. Hun blev en del af den kristne folketro og ses for eksempel som bærer af præstestolen i Vejlø kirke. Slattenpatten, bærende præstestolen i Vejlø kirke, af Abel Schrøder den Yngre. Ca. 1668. Hideko Bondesen Nu er Slattenlangpat muligvis fundet på Bornholm ved en mark i Vestermarie. Her er der et sted kaldt Guldhullet, hvilket formentlig tidligere har været fyldt med vand og fungeret som en form for rituel brønd. I brønden er flere mulige Slattenlangpat figurer fundet i form af guldgubber fra så tidligt som 500-tallet. Guldgubberne er små papirtynde guld og sølvstykker. Slattenlangpat kan altså derfor formentlig spores tilbage til førkristen tid. Sammen med Slattenlangpat er der også flere eksempler på trolde gudgubber i Guldhullet. En af Danmarks førende arkæologer Flemming Kraul fra Nationalmuseet, har foreslået at Guldhullet var et offersted, hvor man gav troldene til troldejægeren Thor og Slattenlangpat til Odin, sådan at de to ikke behøvede at jage rundt efter dem. Intet er sikkert ud over, at fundene er dybt fascinerende og viser et kvindesyn med kompleks symbolik. Foto: Slattenpatten, bærende præstestolen i Vejlø kirke, af Abel Schrøder den Yngre. Ca. 1668. Hideko Bondesen. Licens: CC BY-SA 2.5

Gerd og det hellige bryllup Frieri, trusler og et lidenskabeligt møde. Er Gerd og Frej parret fra guldgubberne? Gerd var i nordisk mytologi en jættekvinde, der var så smuk, at vaneguden Frej forelskede sig hovedkulds i hende. Denne myte kendes fra middelalderens Island, men kan være et narrativt levn fra et ældre ritual med rituelt samleje, et helligt ægteskab. Myten beskriver, hvordan Frej hovmodigt havde besteget Odins trone, Lidskjalv. Fra Lidskjalv kunne Frej se alle verdner, og her så han den smukke jættekvinde Gerd. Gerd var datter af jætten Gymer og boede på sin fars gård.  Frej så Gerd løfte sine arme, og så hvordan der stod lys fra hende, så skøn var hun. Frej blev forblændet af Gerds skønhed og kunne i flere dage hverken spise eller sove. Den elskovssyge Frej (1908) af W.G. Collingwood Til sidst blev Frejs far, guden Njord, bekymret. Njord sendte derfor Frejs tjener Skirner til Frej for at undersøge årsagen til Frejs tilstand. Skirner illustrereret til Frederik Sanders udgave af Ældre Edda. 1893 Frej fortalte om sin store kærlighed til Gerd og bad Skirner fri til hende på Frejs vegne. Skinner indvilligede kun i at ride til jættes gård, hvis han som betaling fik Frejs hest og hans sværd. Frej var så forelsket, at han gik med til det. Derfor var Frej i eftertiden altid ubevæbnet, og det vil koste ham livet ved verdens ende, Ragnarok. Da Skirner ankom til gården, blev han budt ind af Gerds far Gymer. Skirner tilbød derefter Gerd rigdomme og gaver, men Gerd var ingenlunde interesseret. Skirners besked til Gerd, C. G. Collingwood. Til sidst truede Skirner Gerd med alverden forbandelser og derefter sagde Gerd ja til frieriet. Skirner red da tilbage til Frej og fortalte at han skulle møde sin Gerd efter ni nætter i lunden Barri. Myten slutter med, at Frej længselsfuldt fortvivles over at skulle vente i hele ni nætter på at møde sin tilkomne. Myten er i religionshistorien set som et muligt Helligt ægteskab, hieros gamos. Hieros gamos betegner et ritual, hvor en konge repræsenterede en Gud, der blev gift kultisk med en gudinde, der repræsenterede jorden. På denne måde kunne kongen legitimere sin magt ved at vise sin forbundenhed med gudinden og med jorden. Dette ritual blev typisk udført ved at kongen og en præstinde havde samleje, muligvis symbolsk. Ritualer som disse er særligt kendt i Nærorienten, men flere ting peger imod at det også kunne finde sted i Norden. Gerd og myten om hende og Frej omtales i eddadigtet Skírnismál fra ca. 1000 evt. og i Snorres Edda fra ca. 1200. Begge er fra Island, men beskriver flere træk fra Norden i vikingetiden. Guldgubbe fra Lofoten, 700 evt. Historiska museet Forskere har peget på at de små guldgubber med det intime par, muligvis kan være en illustration af Gerd og Frejs elskovsmøde i lunden efter de ni længselsfulde nætter. Guldgubber kommer af svensk og betyder gammel mand. Flere af dem er dekoreret med 2 personer, hvoraf den ene er en kvinde. De to personer er ofte intime  og kysser og krammer. Guldgubber fra Lundeborg på Fyn. Nationalmuseet. Guldgubber er små, papirtynde guld og sølvstykker fra germansk jernalder ca. 500-650 evt. De dukker op af jorden flere steder i Sverige, Norge og i Danmark, ved Lundeborg på Fyn og på Bornholm. Hele 85 % af Skandinaviens guldgubber stammer fra Sorten Muld ved Svaneke på Bornholm. Guldgubber fra Sorten Muld nær Svaneke på Bornholm. Nationalmuseet. Guldgubberne har ikke haft stor materiel værdi, men de har formentlig indgået I en kult på de steder hvor de er fundet. De har sandsynligvis været benyttet som offergaver og 'tempelpenge'. Er det Gerd og Frej kan dette have flere kultiske betydninger. Vi ved endnu ikke hvad funktionen præcis har været, men de smukke guldgubber sætter flere teorier I gang. #Fredagsgudinder   Foto: The list of illustrations in the front matter of the book gives this one the title The Lovesickness of Frey. Af W.G. Collingwood. Publis domain. Illustration fra Fredrik Sanders svenske Ældre Edda udgave fra 1893. Public domain. An illustration to Skírnismál. The list of illustrations in the front matter of the book gives this one the title Skirnir's message to Gerd. Af W.G. Collingwood. Publis domain. Gold foil figure from c. AD 700, found at Aska in Hagebyhöga, Sweden, in 2020. Public domain. Guldgubber fra Lundeborg på Fyn. Nationalmuseet. Licens: CC BY-SA 4.0 Guldgubber fra Sorten Muld nær Svaneke på Bornholm. Nationalmuseet. Licens: CC BY-SA 4.0 Litteratur: Bornholmsmuseum.dk Danmarkshistorien.dk Heimskringla.no https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/guldgubber-fra-germansk-jernalder-ca-500-700-ekr/ Nordisk Mytologi Leksikon, Finn Stefansson, Gyldendal

Før Eva var der Lillith Årets første gudinde er verdens allerførste kvinde. Adam, Eva og Lillith. Indgangen til Notre-Dame. 13. Årh. Ifølge jødisk tradition var de to første mennesker ikke Adam og Eva, men Adam og Lillith. De blev skabt lige, på samme tid og på samme måde. Lillth ville ikke være underdanig, da mand og kvinde var skabt lige og i Guds billede. Adam mente dog at han, som mand, skulle være over kvinden Lillith, i alle henseender. Lillith forlod Adam, da hun nægtede at underlægge sig ham, hverken mentalt, seksuelt eller på anden vis. I stedet drog Lillith ud og horede med dæmoner og fik mange dæmonbørn. Adam længtes efter Lillith, og Gud forsøgte at få hende tilbage til Adam, men uden held. Uanset hvad Gud gjorde, kunne de ikke få Lillith tilbage til Adam. Som straf dræbte Gud alle Lilliths dæmonbørn. Lillith blev ulykkelig, og Gud gav hende ret til, som dæmon, at tage drengebørn, der ikke var blevet omskåret på deres ottende levedag. Derfor var Lillith en frygtet dæmon, som man forsøgte at afværge på forskellig vis. Gud skabte dernæst Eva. Hun blev skabt af Adam, til Adam og for Adam. Eva, menneskenes stammoder underlagde sig Adam i alle henseender. Eva spiste af æblet på kundskabens træ, og dermed blev kvinder skyld i det, der i kristendom kendes som arvesynden. Adam beskytter barn imod Lillith. Historien om Lillith findes i den middelalderlige ordsprogsbog Ben Siras Alfabeth (ca. 700-1000 e.vt.) Fortællingen forsøger at forklare det faktum, at biblen har to modstridende skabelsesberetninger i 1. Mosebog. Der er nemlig en skabelsesberetning, hvor verden skabes på syv dage, hvor mand og kvinde skabes lige, og så er der en hvor manden, Adam, skabes først og dernæst skabes kvinden, Eva, af Adam. Myten om Lillith giver et indblik i en virkelighed, og en debat som allerede den gang florerede. Hvorfor skulle kvinden underlægge sig manden, når de var skabt lige? Amulet, der beskytter moder og barn imod Lillith. Verdens første skilsmisse og verdens første kvinde blev dæmoniseret, men den viser os, at kvinder allerede dengang har krævet deres ret. Ved at gøre Lillith til et skræmmebillede blev den rebelske kvinde dæmoniseret. Vi er nødt til at genlæse vores kilder videnskabeligt og analysere dem ud fra vores nutidige kvindesyn. Det skal vi se meget mere på. #Fredagsgudinder Lilith Foto: Notre-Dame de Paris cathedral. Details of the portal of the virgin: Lilith, Adam and Eve. Af FreCha. Licens: CC BY-SA 4.0 Adam clutches a child in the presence of the child-snatcher Lillith. Af Filippino Lippi, 1502. Public domain. Popular medieval amulet to protect mother and child. Attacked by Lilit during Childbirth. Wellcome Images. Licens: CC BY-SA 4.0 Rossetti lady lilith. Af Dante Gabriel Rossetti, 1867. Litteratur: Første Mosebog kap et og to. Esajas kap. 34 v. 14 Gads bibelleksikon 2006, Lillith dæmon eller gudinde.