Søg på dette website

Rusland og de slaviske lande har alle fortællinger om Baba Yaga, men hvem er hun? Baba Yaga af Ivan Bilibin i Vasilisa the Beautiful, 1900 Baba Yaga var formentlig oprindeligt en gudinde fra den før-kristne tro, der med kristendommens indtog blev en del af folketroen og folkefortællingerne som en heks. Baba Yaga illustreret i Tales of the Russian People (udgivet af V. A. Gatsuk in Moscow in 1894) Baba Yaga nævnes første gang i 1755 i en bog om Russisk grammatik. Her nævnes flere slaviske guddomme og sammenlignes med de romerske guddomme, som de minder mest om. Baba Yaga nævnes også her, men hun har ikke nogen romersk guddom at sammenlignes med. Baba Yaga var særlig, og hun passede ikke ind i skabelonen for guddomme, men var uafhængig. Da de slaviske lande var skriftløse frem til kristendommens indtog, ved vi ikke meget om den før kristne religion og heller ikke om BabaYaga. Det er dog foreslået, at Baba Yaga har været en gudinde, der blev associeret med døden, skovene og de vilde vandløb. Skove og vandløb var livgivende, men også glubske og farlige, ligesom Baba Yaga. I folkefortællingerne er Baba Yaga ofte en ond gammel heks, der boede i skovene, hvor hun stjal og åd børn, men hun kunne også være en venlig ældre dame der hjalp. Baba Yaga er uforudsigelig og fungerede som en trickster, der satte gang i fortællingens handling, på godt og ondt. Baba Yaga boede i et hus, der vandrede rundt i skovene på lange, tynde kyllingeben. Baba Yaga selv fløj i en morter og nogle gange havde hun to søstre eller to døtre. Hun beskrives ofte som hæslig, med en lang næse og en frastødende krop. Hendes navn er omdiskuteret, men kan betyde Bedstemor Heks. I dag er Baba Yaga dyrket som et billede på kvindelighed, en gudinde der krævede respekt og som kunne være både hjælpsom og drabelig. Hun lever udenfor samfundets normer og er uafhængig, selvstændig og handlekraftig. Baba Yaga har i moderne tid været inspiration til flere karakterer i moderne kunst. I Danmark kendes hun bl.a. fra Jacob Martin Striids børnebøger. Baba Yaga er denne uges #fredagsgudinder Ivan Bilibin, Baba Yaga, illustration fra 1911 i "The tale of the three tsar's wonders and of Ivashka, the priest's son" (A. S. Roslavlev) Fotos: Baba Yaga af Ivan Bilibin i Vasilisa the Beautiful, 1900. Public domain. Baba Yaga illustreret i Tales of the Russian People (udgivet af V. A. Gatsuk in Moscow in 1894). Public domain. Ivan Bilibin, Baba Yaga, illustration fra 1911 i "The tale of the three tsar's wonders and of Ivashka, the priest's son" (A. S. Roslavlev). Public domain. Kontakt ved manglende eller fejl ved kreditering.

Libertas, romersk sølvmønt 54 fvt. aff Classical Numismatic Group, Inc Hun repræsenterede frihed, lighed og broderskab, og hun var arbejdernes gudinde. Du finder hende flere steder på Arbejdermuseet og i særudstillingen Kvindeliv, men hvem er hun? Friheden fører folket på barrikaderne, Eugène Delacroix, Louvre. Marianne har et langt liv og trækker tråde tilbage til Romerriget, Den Franske Revolution, dannelsen af USA og til den danske arbejderbevægelse. I Romerriget blev friheden personificeret i gudinden Libertas. Libertas betyder frihed, og hun symboliserede både rigets og den personlige frihed. Under Den Franske Revolution fra 1789 blev Libertas adopteret af de franske oprørere. Libertas fik det mere franske navn Marianne og blev også, udover frihed, personificeringen af den franske republik. Marianne statue, Place de la République, Paris. Marianne var typisk fremstillet som en smuk, ung og stolt kvinde. Hun kunne bære en frygisk hue, kaldt Jacobinerhuen. Jacobinerhuen siges at have været båret af frigivne romerske slaver, som et tegn på deres frihed. Marianne har ofte et blottet bryst og en fakkel i hånden. Faklen var symbol på oplysningen, der var essentiel i Europas oplysningstid i 1700-tallet. Frankrig forærede i 1876 en moderne udgave af Marianne til USA, den berømte frihedsgudinde. Frihedsgudinden, hvis navn faktisk er "Liberty Enlightening the World", står ved indsejlingen til Manhattan og hylder den amerikanske uafhængighedserklæring. Frihedsgudinden på Liberty Island, ved indsejlingen til Manhattan. Marianne blev symbolet på Frankrigs og USA's samfundssyn præget af frihed, lighed og broderskab. Marianne symboliserede det samme i Danmarks arbejderbevægelse. I USA, Frankrig og Danmark var oplysningstiden en dyrkelse af den antikke græsk-romerske verden og den klassicistiske kunst. Marianne var et klassicistisk symbol, i en moderne verden, med antikken som forbillede. Mariannefigur fra Folkefesten 5 juni, 1915. Eget foto taget på udstillingen Kvindeliv. Men hvad betød frihed, lighed og broderskab for kvinderne? Det kan du se mere om på udstillingen Kvindeliv og følge med i på Kvindernes Religionshistorie. #Fredagsgudinder Dette er et samarbejde imellem udstillingen Kvindeliv ved Arbejdermuseet og Kvindernes Religionshistorie. Fotos: Libertas, romersk sølvmønt 54 fvt. af Classical Numismatic Group, Inc. Licens: CC BY-SA 3.0 Friheden fører folket på barrikaderne, Eugène Delacroix, Louvre. Public domain. Marianne statue, Place de la République, Paris. Af Coyau / Wikimedia Commons. Licens: CC BY-SA 3.0 Frihedsgudinden på Liberty Island ved indsejlingen til Manhattan. Af Lesekreis. Public domain. Eget foto: Marianne figur Kilder: Under de røde faner, en historie om arbejderbevægelsen, af Henning Grelle. Udgivet i anledning af Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkivs 75 års jubilæum 12. juni 1984. Arbejdermuseet.dk Den Store Danske, Gyldendal Lex.dk Udstillingen Kvindeliv ved Arbejdermuseet Guder og Gudinder i Oldtidens Rom, Pia Moltsen, Matuta Forlag, 2021 Kontakt ved fejl eller manglende kreditering

I den nordiske mytologi møder vi asynjen Sif, men som med mange af de nordiske gudinder, ved vi kun ganske lidt om hende. Hendes hår er det pureste guld, og sammen med den hårdtslående Thor lever hun med "dine, mine og vores børn". Loke står på lur for at klippe Sifs hår af. Af A. Chase. Ifølge den kristne politiker og forfatter Snorre Sturlussons Edda fra Island i 1200-tallet, fik Sif sit hår af guld på underfundig vis. Den snu Loke klippede håret af hende mens hun sov, som vi kan læse her: ”Hvorfor kaldes guld for Sifs hår? Loke Laufeyson havde på lumsk vis klippet alt håret af Sif. Da Tor blev klar over dette, greb han Loke, og han ville have knust hver en knogle i ham, hvis Loke ikke forinden havde lovet, at han ville få sortalferne til at lave hår til Sif af guld, som ville vokse som andet hår. Derefter drog Loke hen til de dværge, der kaldes Ivaldesønnerne.” (overs, Jesper Lauridsen Heimskringla.no ) Loke viser Sif og Thor det gyldne hår. Til Lokes held lykkes det ham at skaffe guldhåret som voksede sig fast på Sifs hoved. Herefter har Sif det smukkeste hår af guld, og det blev hendes kendetegn. Myten om Sif guldhår forklarer også, hvordan guderne Thor, Odin og Frej fik deres mægtige attributter, heriblandt Thors hammer Mjølner, Odins spyd Hrungner og Frejs skib Skidbladner. Flere har påpeget, at det at tage Sifs hår, kan henvise til, at hun har haft samleje med Loke. Spekulationerne bunder blandt andet i, at Loke selv i digtet Lokesenna, fortæller, at Sif har været sammen med ham. Derudover kalder Odin, Thor for en Hanrej i digtet Hárbarðsljóð. Vores viden om Sif er ellers yderst sparsom. Hun er smuk, men tilbageholdende. Hun har muligvis været en svanegudinde og gudinde for ægteskab og børn. Skiguden Ull. Sif er gift med asen Thor, og sammen har de børnene Modi og Trud. De bor i deres hjem Bilskirner i Trudvang, som er Asgårds største bolig med 540 rum. Sif har også et barn fra et tidligere forhold, nemlig skiguden Ull. Det er blandt andet ham, der har lagt navn til stadionet Ullevi, hvor Danmark vandt EM i herrefodbold i 1992. Hvem der er Ulls far fremgår ikke i skrifterne. Thor har også sønnen Magni fra et andet forhold, og Sif og Thor udgør derfor en såkaldt "moderne familie," med "dine, mine og vores børn." Dette har dog snarere været normalen i en tid med stor dødelighed grundet hårde liv, kamp, død i barselssengen, togter og hvad der ellers kan fratage en ægtefælle. Vikingetidens Norden var stort set skriftløs, og vores viden beror på arkæologiske fund, udefrakommende observatører og de senere middelalderlige, kristne skrifter. Måske har Sif fyldt mere og måske ikke, men hun giver et billede på et særligt historisk kvinde-og familiesyn. Sif er i denne uge fredagsgudinde. Rigtig god fredag ☀️ #fredagsgudinder Fotos: Loke står på lur for at klippe Sifs hår af, af A. Chase i Legends of Norseland af Mara Louise Pratt-Chadwick, 1894. Public domain. The Gold Hair that Loki Made, i The Gordon Readers af Emma K. Gordon, 1910. Public domain. Ull, fra islandsk manuskript fra 1700-tallet. Det Kongelige Bibliotek. Public domain. Litteratur: Nordiske guder og helte, Politikens håndbøger Nordisk mytologi leksikon Lex.dk Heimskringla.no overs, Jesper Lauridsen

I Paulus' breve møder vi flere fremtrædende og ledende kvinder, der i oversættelser ufrivilligt skifter køn eller degraderes pga. deres køn. Mosaikgulv Byzans, ca. 500 . I Romerbrevet kap. 16 sender Paulus hilsner til treogtredive navngivne personer, hvoraf femten er kvinder; altså næsten halvdelen. De første menigheder var husmenigheder i private hjem, og mange af disse var ledet og finansieret af kvinder. Føbe, Priska, Junia, Julia, m.fl. er alle betydningsfulde kristne kvinder, som Paulus hilser i sit brev. "Hils Priska og Akvila, mine medarbejdere i Kristus Jesus. De har vovet halsen for at redde mit liv, og ikke alene jeg, men også alle hedningemenighederne takker dem. Hils også menigheden i deres hus. Hils min kære Epainetos, provinsen Asiens førstegrøde til Kristus. Hils Maria, som har gjort et stort arbejde for jer. Hils Andronikos og Junias, mine landsmænd og medfanger. De nyder megen anseelse blandt apostlene, og de har tilmed været i Kristus før mig. Hils Ampliatus, min kære broder i Herren. Hils Urbanus, vores medarbejder i Kristus, og min kære Stakys. Hils Apelles, der har stået sin prøve i Kristus. Hils dem hos Aristobul. Hils Herodion, min landsmand. Hils dem hos Narkissos, som er i Herren. Hils Tryfæna og Tryfosa, som har arbejdet i Herren. Hils min kære Persis, som har arbejdet så meget i Herren. Hils Rufus, den udvalgte i Herren, og hans mor, som også er en mor for mig. Hils Asynkritos, Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og brødrene hos dem. Hils Filologos og Julia, Nereus og hans søster, og Olympas, og alle de hellige hos dem. Hils hinanden med helligt kys. Alle Kristi menigheder hilser jer." Junia Et eksempel på kønsskifte er, at kvinden Junia blev til mandenavnet Junias i oversættelser. Fejlen skyldtes den græske mangel på accenter i skriften, og at oversætterne ikke har kunnet forestille sig, at en kvinde kunne være kristen leder. Først i den danske bibeloversættelse fra 2020 er Junia blevet kvinde igen. Af andre kvinder er særligt Føbe interessant, da hun af Paulus er sendt afsted med selvsamme brev til menigheden i Rom. I Romerbrevet kap. 16 beskrives Føbe i den danske oversættelse som følgende. ”Jeg anbefaler vor søster Føbe til jer; hun er menighedstjener i Kenkreæ. Tag imod hende i Herrens navn, som det hører sig til mellem de hellige, og hjælp hende med alt, hvad hun kan få brug for fra jer. Hun har selv stået mange bi, også mig.” Ordet ”menighedstjener,” er formentlig ikke korrekt, men snarere som i den engelske oversættelse, ”præst.” Føbe nævnes flere steder og betros altså med at aflevere Paulus’ brev. Føbe var muligvis leder af en menighed, og rejste rundt som apostel og forkyndte. Dette kvindesyn stemmer også bedre overens med Paulus' syn på kvinder. I flere breve, for eksempel i citatet fra Galatherbrevet v. 28 ff: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus." Først i den senere patriarkalske romerske verden blev kvinder frataget indflydelsen. Fotos: Mozaikgulv, Byzans. personifikation af Ktisis, ca. 500. Findes på Metropolitan Museum of Art. Public domain. Junia med Andronicus, og Athanasius. Ukendt kunstner og årstal. Public domain. Litteratur: Se https://linktr.ee/kvindernesre

Heksen på bålet er altid et yndet debatemne omkring Sankt Hans Aften den 23 juni. Sankt Hans er en yderst kompleks og sammensat tradition, der sammensmelter førkristne, keltiske, nordiske og kristne traditioner. Heksen kom først på Sankt Hans bålet i 1900-tallet, men vil for mange i dag vække historien om de danske hekseafbrændinger. Det er dog ikke ligeså kendt, at Christian IV stod bag størstedelen af disse afbrændinger. Hekseafbrænding. Motivet er fra en pamflet fra 1555 fra Harzen, da der ikke eksistere samtidige billeder fra Danmark. De fleste kender Christian IV som den store og stolte konge, bygmesteren af Rundetårn og andre bygninger i Danmark og Norge. Men han var også kongen bag størstedelen af Danmarks heksebrændinger og han greb selv aktivt ind i flere tilfælde og fik anklagede dømt, f.eks. i sagen om Maren Splid, som vi skal se. Mange forestiller sig at hekseprocesserne hørte til i katolicismens tid, men faktisk steg hekseprocesserne i Danmark efter reformationen i 1536, og de steg intensivt i Christian IV's regeringsperiode 1588-1648. Selvom man igennem tiderne har troet på hekse og trolddom, blev det altså først under Christian IV, at henrettelserne blev intensiveret og han regnes for at stå bag 60% af Danmarks hekseafbrændinger. På 150 år brændte man i Danmark omkring 1000 hekse af, og 90 % var kvinder. Selve betegnelsen 'heks' er møntet på en kvinde, da ordet stammer fra det germanske ord 'hagazussa', af 'haga', der betyder hegn og 'zussa', der betyder kvinde. Det var særligt kvinder, der blev anklaget og henrettet som heks, da man mente at kvinder var mere modtagelige over for djævlen, en overbevisning, der har fulgt kvindekønnet i adskillige århundreder. Kvinderne var typisk enker, eller på anden vis uden mandlige slægtninge, og da en kvinde ikke havde juridisk myndighed, kunne hun ikke forsvare sig. Læs videre og se hvordan reformationen i 1536, og den berømte konge Christian IV's lov 'forordning om trolddom', endte med at koste adskillige uskyldige kvinder, og mænd, livet, i et mørkt kapitel af Danmarkshistorien og af kvindernes religionshistorie. Christian IV, regerede fra 1588-1648. Heksens sorte og hvide magi Frem til reformationen var Danmark en del af den katolske kirke, og her var al såkaldt magi, set som djævlens værk, men man så lettere på udøvelsen af mage, både fra folkets og kirkens side. I det danske folk var der generelt et skel imellem "hvid" og "sort" magi. Betegnelserne hvid og sort magi er moderne og dækker over et skel imellem god og ond magi. Sort magi, var noget der skadede andre, hvorimod hvid magi ikke gjorde skade, men var mere uskyldigt. Hvid magi var ritualer som flertallet i Danmark mente kunne påvirke naturens gang, for eksempel kunne man lave "signen", "manen" og "målen" eller "vise igen". At ”signe” og ”mane” kunne bruges imod forskellige former for sygdomme, og at "vise igen" var at man, ved brug af forskellige besværgelser og udstyr, kunne "se", hvor stjålne eller bortkomne genstande nu befandt sig. Amuletter, planter og trylleformler var ofte i brug ved disse små ritualer. Flere ritualer kunne man selv udføre, men kloge folk, primært kvinder, var specialister i denne form for magi. Det var almindeligt, at man opsøgte disse specialister efter behov, og der blev fra kirkens side set igennem fingre med det. "Sort magi", det vil sige trolddom der skadede andre, var forbudt ved lov og medførte straffe, men sjældent dødsstraf. Anklager kunne føre til bandlysning fra kirken, men ofte kun indtil udøveren af ritualerne havde gjort bod, ofte betalt, for sine synder og var vendt tilbage til den rette tro, den katolske kristendom. Reformationen I 1500-tallet skyllede reformationen ind over Europa. Reformationen opstod i Tyskland og blev officielt indført i Danmark i 1536. Danmarks reformation blev gennemført efter den tyske munk Martin Luthers (1483-1546) forbillede. Luther selv havde forsøgt at reformere den katolske kirke, men det resulterede i et skelsættende brud mellem katolikker og protestanter. Martin Luther (1483-1546). Luther mente at den katolske kirke var for distanceret fra det, som Luther selv så som den den rette tro. Særligt var Luther imod den katolske kirkes praksis med 'at betale aflad'. At betale aflad betød, at man kunne købe sig fri af sine synder, ved at betale til kirken og dermed undgå skærsilden og helvede. Luther ønskede at skære al den kirkelige tradition bort og vende tilbage til Biblen. Man skulle kun fokusere på Biblen, og dermed skulle pavens og kirkens traditioner afskaffes. Ifølge Luther kunne menneskets frelse kun opnås igennem den enkelte persons egen personlige og rette tro, og ikke gennem ritualer, som aflad eller lignende. Reformationen medførte store omvæltninger i Europa, også i Danmark. Synet på den enkeltes tro og forhold til Gud, ændrede sig markant, det samme gjorde synet på trolddom. Protestantismens tro Den nye protestantiske kirke mente at djævlen var aktivt tilstede i verden og forsøgte at narre mennesket. Djævlen var sendt af Gud for at lokke og narre mennesket, og derved kunne man skille de rettroende, der ikke lod sig lokke fra dem, der ikke var rettroende og altså lod sig lokke. Kvinder var lettere at lokke, hvilket man fandt begrundet i Det Gamle Testamente, hvor Eva lod sig narre af slangen i Edens Have. Kvinden skulle styres for at kunne udvikle sit potentiale og blive den rettroende kvinde, den ideelle Jomfru Maria. Djævlens påvirkning og manipulation af mennesket bevirkede at disse ikke-rettroende mennesker kunne udøve magi. I slutningen af 1500- tallet tog hekseafbrændingerne fat, men her var det kun imod såkaldt ’sort magi', det ændrede sig med Christian IV. Christian IV Hollandsk kvinde brændes på bålet i 1571 Den 12. oktober 1617 udsendte Christian IV en lov, en ’forordning’, som var rettet imod trolddom. Loven gjorde som noget nyt, både "sort" og "hvid" magi ulovligt. Nu var magiske ritualer bevis på en pagt med djævlen , uanset om magien var god eller ond, hvid eller sort. De efterfølgende 6-7 år eksploderede antallet af hekseforfølgelser i Danmark og cirka 60 pct. af alle danske sager foregik i denne korte periode. Frem til 1693, hvor den sidste heks blev brændt anslår man, at ca. 1000, primært kvinder, blev brændt på bålet. Flere gange var Christian IV selv aktiv i jagten på hekse, f.eks. i sagen om Maren Splid fra Ribe. I 1630’erne blev Maren anklaget for at være heks. Maren skulle have 'forgjort' en skrædder, hvilket vil sige, at hun skulle have påført ham en trolddom, der gjorde ham syg, sådan at han ikke kunne passe sin forretning. Maren Splid blev først frifundet, men Christian IV insisterede på at få Maren Splids sag taget op igen. Denne gang blev hun dømt, og i 1641 blev hun brændt levende på bålet. Maren Splid var en velstående borger og hendes mand forsvarede hende, men lige lidt hjalp det. Årsagen: Mindeplade for Maren Splid, i Ribe. Ribe Museum Hvorfor Christian IV gik så aktivt ind i hekseforfølgelserne er der flere forklaringer på. Christian IV havde et brændende ønske om, at være en god protestantisk og gudfrygtig konge. Christian selv var overbevist om, at der eksisterede hekse og han havde erfaret det fra barnsben. Da Christian var 12 år gammel, blev hans søsters bryllup med den skotske prins, næsten aflyst, på grund af stormvejr og oprørt hav, der gjorde sejladsen umuligt. Som årsag til uvejret gennemgik man i København en heksejagt. Omkring 13 kvinder blev henrettet for, ved trolddom, at have forsaget uvejret og næsten at have forpurret brylluppet. Christian IV var af den overbevisning at han havde ansvaret for Danmark og det danske folk, og det var derfor hans pligt, at sikre landet imod ondskab, trolddom og hekse. Bønderne selv var uvidende syndere og kongen skulle gøre dem rettroende, og afstraffe de vantro. Derudover var der en generel overbevisning om at dommedag var nær. Pest og ulykker hærgede i Danmark, og i Tyskland udbrød der i 1618, den såkaldte 30-års-krig. Man afventede nu dommedag, hvor Gud i sin vrede ville udslette alt liv på jorden. Guds vrede overfor menneskeheden som helhed, anhang af, hvor mange syndere, der eksisterede i verden ved denne dommedag. Derfor var det et mål, at finde heksene, der havde indgået en pagt med djævlen. Disse hekse skulle tilstå alle deres synder og straffes, sådan at Gud blev formildnet. Dette kan være årsager, der forklarer Christian IV's handlinger og store interesse i hekse og trolddom. Christian IV, Karel van Mander III. SMK. Public domain. Afslutningen på hekseafbrændingerne Med tiden endte hekseprocesserne, men folketroen på hekse fortsatte. I 1693 blev den sidste troldkvinde henrettet i Danmark, og i de få efterfølgende sager blev anklagerne afvist som falske. Trolddoms- og heksetroen fortsatte dog og vi kan se anklager og mistanker om hekse, helt op i 1900-tallet. I dagens Danmark sætter mange en heks på Sankt Hans bålet, og man kan spørge sig selv, hvilke traditioner, vi som land ønsker at tage med os, i det samlesæt af traditioner som Sankt Hans er. Sankt Hans er en fejring af solhvervet, med et keltisk bål, måske inspireret af Valborgsaften, som med kristendommen, fik påført sig Johannes Døberens fødselsdag, og som først i 1900 tallet fik sat en heks på bålet. Nu debatterer vi i Danmark, hvorvidt heksen skal på eller af bålet, og det er spændende at følge udviklingen i dette rituals forsatte udvikling og liv. Fotos: Hekseafbrænding. Pamflet fra 1555 fra Harzen. R. Decker. Public domain via. Wikimedia Commons. Christian IV portræt af Jacob Houbraken og Karel van Mander. 1780. Public domain. Martin Luther af Lucas Cranach den ældre, 1529. Public domain via. Wikimedia Commons. Anneken Hendriks, a Frisian Mennonite, burned in 1571 af Jan Luyken. Public domain. Trolddom i Danmark i 1500- og 1600-tallet af Hjart i 2023. Licens: CC BY SA 4.0. Christian IV af Karel van Mander III, 1640. Erhvervet af SMK i 1737. Public domain. Litteratur: Basseret på forskning, artikler og udgivelser af Louise Nyholm Kallestrup, ph.d., lektor, leder af Center for Middelalder- og Renæssancestudier, Syddansk Universitet. Danmarkshistorien.dk, lex.dk, Natmus.dk Tag endelig kontakt ved fejl og mangler i kreditering.

Høst, hvede og moderskab er blot nogle af de ting Ceres repræsenterede. Ceres var en stor gudinde i Rom, og hun havde sit eget tempel på Aventinerhøjen, og sin egen offerpræst, flamen. Hun var en af romernes 12 største guddomme og hun var særligt gudinde for kornet og agerbruget. Derfor var Ceres typisk fremstillet stående eller tronende med et neg, en krans af kornaks om hovedet, en fakkel, eller en kurv med korn. El Verano af Mariano Salvador Maella, 1805-06. I funktion af agerbrugsgudinde havde Ceres tolv hjælpeguder der assisterede hende, og som varetog forskellige dele af landbruget. Hun var tidligt forbundet med den frugtbare jords gudinde Tellus eller Terra, og sammen skulle de sikre kornets frugtbarhed. Med tiden skiftede Ceres mytologi karakter, og hun smeltede sammen med grækernes Demeter. Ceres blev fejret ved flere fester i Rom, bl.a. den særlige fejring af Cerealia eller Ludi Cereales (Ceres-legene), der foregik i april, og som blev indført i det 3. århundrede f.v.t. Ved Ambarvalia festivalen, som blev afholdt i maj, blev Ceres igen fejret og her udelukkende af kvinder i hemmelige ritualer. Ceres var gudinde for den brede befolkning, plebejerne, men særligt var hun skytsgudinde for agerbrugerne. Kvinderne af plebejernes stand, dyrkede Ceres, men hvordan er dog uvist, da ritualerne var forbeholdt kvinder og hemmeligholdt for mænd. I 496 f.v.t. blev triaden Ceres, Liber og Libera indstiftet i Rom, en triade, der var inspireret af grækernes kult for de græske guder Demeter, Dionysos og Persefone. Ceres mytologi og kult blev med tiden næsten identisk med grækernes Demeter, men med visse forandringer. "Ave natura", romersk procession for Ceres. Cesare Saccaggi, 1910. I den græske mytologi beskrives det, hvordan Hades, dødsrigets gud, bortfører Demeters datter Persefone, som han voldtager og gifter sig med. Demeter er ulykkelig, og hun søger i dyb sorg efter sin datter, indtil hun til sidst erfarer, at Persefone er hos Hades. Demeter kræver dernæst at Zeus, gudernes konge, giver hende hendes datter tilbage og truer med ellers at lade hele jorden blive gold og ufrugtbar. Zeus sender derfor guden Hermes ned til dødsriget efter Persefone, men for sent. Inden Hermes når frem har Persefone spist én kerne fra et granatæble, som Hades har givet Pluto tager Proserpina af William Etty, 19. årh. hende, og hun er nu tvunget til at være i dødsriget som dronning. Løsningen bliver et kompromis mellem guderne hvor Persefone er skiftevis hos sin mor på jorden og dernæst hos sin ægtemand i underverden. Hvert halve år får Demeter sin datter tilbage og hvert halve år er Persefone tilbage hos Hades, som dronning i dødsriget. Dermed forklarer myten om Demeter årets gang og årstidernes skiften. Om foråret og sommeren er Demeter forenet med Persefone og hendes lykke gør, at jorden bliver frugtbar, afgrøderne spirer, og lyset bryder frem. Det er derimod i efteråret, at afskeden med Persephone fylder Demeter med sorg og det dybe savn giver en gold og ufrugtbar jord, samt et dystert mørke. Sorgen varer hele vinteren indtil det længe ventede gensyn med Persefone atter finder sted. Myten beholder sin form i romersk litteratur, men ligesom Demeter bliver til Ceres i den romerske version, bliver Persefone til Proserpina og Hades bliver til Pluto. Ceres var en stor gudinde i hele Romerriget, og hun har siden lagt navn til alverdens ting; morgenmadsprodukter, bryggerier og en dværgplanet. #fredagsgudinder Ceres sår jorden og går bag en plov, der trækkes af heder. Af Pierre Brebiette og François Langlois, ca. 1617–1625. Fotos: El Verano af Mariano Salvador Maella, 1805-06. Public domain. Ave natura af Cesare Saccaggi, 1910. Public domain. Pluto tager Proserpina af William Etty, 19. årh. Public domain. Ceres sår jorden og går bag en plov, der trækkes af heder. Af Pierre Brebiette og François Langlois, ca. 1617–1625. The Metropolitan Museum of Art. Public Domain. Kontakt ved manglende eller fejl ved kreditering.

Hermafroditis, Museo Capitolini. Hermafroditos er søn af Afrodite og guden Hermes. Hans navn er en sammensmeltning af moderen og faderens navne, ligesom hans køn bliver både mand og kvinde. Oprindelig var Hermafroditos en smuk ung mand. Kildenymfen Salmakis var dybt og inderligt forelsket i ham, men han gengældte ikke hendes kærlighed. En dag da Hermafroditos var gået ned til Salmakis kilde for at bade, omfavnede Salmakis ham og bad om at blive ét med ham. Salmakis og Hermafroditos blev forenet i Hermafroditos og blev til en interkønnet guddom. (En interkønnet person kan identificere sig som hankøn, hunkøn eller ingen af delene), både kvinde og mand i ét. Myten er fra den romerske digter Ovid's (43 fvt.- 18 evt.) ”Metamorfoser”. Hermaphroditos og Salmakis af François Joseph Navez. I virkeligheden, fødes en andel af menneskeheden som interkønnede, med en blanding af kvindelige og mandlige fysiske træk. Der er forskellige afarter og forskellige fysiologiske årsager til dette. I flere dele af verden har man blandt andet derfor, et tredje køn, eller et udefineret køn, til alle dem der ikke ser sig selv i den binære deling af kønnene. I Danmark har man indtil 2015 opereret eller hormonbehandlet interkønnede børn, en praksis man i dag er gået bort fra. I nogle religioner er interkønnede mennesker særligt hellige, da de krydser skellet mellem kønnene og da de kan ses som menneskets oprindelige tvekønnede urform. I anledning af Pride sætter Kvindernes Religionshistorie fokus på de køn og seksualiteter der også er i religionshistorien. #Fredagsgudinder Den sovende Hermafroditos. Kopi af statue fra Rom, ca. 200 e.v.t. Fotos: Hermafroditis, Museo Capitolini. Public domain. Hermaphroditos og Salmakis af François Joseph Navez, 1829. Public domain. Den sovende Hermafroditos. Kopi af statue fra Rom, ca. 200 e.v.t. fra to vinkler. Findes på Louvre. Public domain. Yderligere litteratur: Ovids Metamorfoser - Udvalgte fortællinger, Bodil Due Gads Forlag, 2023 https://videnskab.dk/krop-sundhed/dreng-pige-eller-midt-i-mellem-saa-lidt-ved-vi-om-interkoen/ Kontakt ved manglende eller fejl ved kreditering.

Mød den lesbiske digter Sappho (ca 610- 570 fvt.) Hun levede på øen Lesbos, og hun er årsag til betegnelsen lesbisk. Sapphos digte er smukke hyldest- og kærlighedsdigte til kvinder. Hun har længe været næsten glemt, men hun var en af de største digtere i antikken. Hun var udnævnt som 1 af de 9 største i sin samtid, hvor de andre 8 var mænd. Meget af Sapphos arbejde er desværre gået tabt, men i antikken har man kendt til 9 bøger fra hendes hånd. Sappho af John William Godward, 1904. Flere af de store græske værker omtaler og citerer Sappho og det meste af det vi ved om hende, stammer derfor fra andre. Hun skabte en skole for unge piger, som hun underviste, og hun var en betydningsfuld kvinde i sin samtid. Hun var et stort idol for mange, både kvinder og mænd, og i dag findes hun frem igen, også for sin seksualitet. Sappho skal efter sigende have haft tre elskerinder, men da alt dette er senere informationer, er det uvist hvad der er sandt. Sappho var gift med en mand, havde en datter, og hendes seksualitet har derfor været til stor debat i tidens løb. Hendes digte viser et begær og en kærlighed til andre kvinder, som ellers sjældent kommer frem i historieskrivningen. I anledning af Pride sætter Kvindernes Religionshistorie fokus på de mange køn og seksualiteter i religionshistorien. Sappho og Erinna i en have i Myteliene, Simeon Solomon, 1864. Fotos: Reverie (In the Days of Sappho) af John William Godward, 1904. Public domain. Sappho og Erinna i en have i Myteliene, Simeon Solomon. Public domain. Yderligere litteratur: Sapfo, Mette Moestrup og Mette Christensen, 2021, Denstoredanske.lex.dk Kontakt ved manglende eller fejl ved kreditering.

Hun er den dybe latter der kommer helt nede fra maven, og hun er ofte fremstillet som et ansigt på en mave med en blottet vulva som hage. Baubo med lyre, fra tempel i Priene Hun er en græsk, ældre og seksuelt frisindet gudinde og repræsentant for den kvindelige humor. Hun er en næsten ukendt gudinde, men i den græske mytologi har Baubo en helt afgørende rolle i myten om Demeter. Demeter var en mægtig agerbrugsgudinde og hendes datter, den unge Kore, blev taget fra hende af dødsguden Hades. I dyb sorg gik Demeter rundt og ledte efter sin datter og først ved mødet med Baubo kunne Demeter le. Måden hvorpå Baubo fik Demeter til at grine, var ved at løfte op i sit skørt og blotte sin vagina. Derefter fik Demeter styrken til at kræve sin datter tilbage fra Hades. De præcise omstændigheder varierer, men Baubo, også kaldt Iambe hos Homer, bliver den sjove kvinde, der vender Demeters sorg til handling og styrke. Derfor kan Baubo ses som en trickster gudinde, der skaber en nødvendig udvikling i myten. Det kan virke grotesk i dag, at det skulle skabe forandring at blotte sit køn, men det har formentlig været en del af et religiøst ritual i Demeter kulten. Selve akten kendes fra flere myter verden over, ”Ana-suromai”, eller ”anasyrma”, er en der løfter sit skørt og dermed bringer trøst, glæde eller frugtbarhed i forskellige myter. Baubo fra tempel i Priene Baubo figurer var udbredte og figurerne findes flere steder i den græske verden i flere varianter hvor hun fremviser sit køn. Baubo var gudinden for glæde , latter, graviditet, det kvindelige køn og kvindens seksualitet. Hun var kvindernes gudinde, og hun kunne bringe latter, styrke og glæde, når sorgen var størst. Desværre ved vi ikke meget om Baubo og vores viden er primært givet af magtfulde mænd, der selv var ekskluderet fra Baubos kult. Hos de kristne kirkefædre blev Baubo set som en vulgær, hedensk dæmon og hun blev næsten glemt. I dag er hun et feministisk ikon. #fredagsgudinder Fotos: Baubo terrakotta figurer fra tempel i Priene. Begge fotos er public domain. Kilder: Oxford Classical Dictionary, Den Store Danske, Encyclopedia.com Kontakt ved manglende eller fejl ved kreditering.

Da dygtige Liv Thomsen spurgte om jeg ville være med til at fortælle om Ellen Nielsen, i Historieselskabets nye dokumentar på DR, var jeg ikke tvivl. Optagelse ved Bregninge Kirke. Foto: Historieselskabet Udover at Liv Thomsen er et stort forbillede og et ikon som historieformidler, så er Ellen Nielsens fortælling helt enestående. Derfor mødtes jeg med Liv og Historieselskabet i smukke Bregninge Kirke lige inden sommerferien, for at tale om religionens betydning, for en fascinerende kvinde som Ellen Nielsen. Ellen Nielsen(1871-1960) var en fattig kvinde fra Bregninge på Sjælland. Hun rejste til Manchuriet i Kina for at missionere. Ellen var overbevist om, at hun kunne frelse det kinesiske folk ved at forkynde det kristne budskab. Ellen fik selv sin kristne vækkelse og sit kald i det lokale missionshus i Eskebjerg. Siden levede Ellen et fromt liv som kvindelig missionær. Ellens kald førte hende til København og siden til Kina. Hun var foretagsom og havde evner, der rakte langt ud over, hvad en kvinde måtte på denne tid i Danmark. I 1931 blev Ellen kinesisk statsborger, og hun startede bl.a. børnehaver, skoler for piger og lavede sin egen landsby med 300 indbyggere. Ellen hjalp fattige, enker og forældreløse og kæmpede imod indbundne fødder på de små piger. Ellen ønskede, at pigerne fik bedre vilkår og lærte et håndværk. Ellen blev siden frataget alt hvad hun havde opbygget, men hverken bokseropstand, 2. verdenskrig eller Maos kommunistiske revolution, kunne få hende væk fra sin kristne tro og sit kald. Til sidst var Ellen tilbage i Kina, som den sidste missionær. Hun sad blind og gammel og sang kristne salmer for dem, der ville lytte. Hun døde i Kina i 1960. Titlen på Liv Thomsens dokumentar er meget sigende "Om nødvendigt til døden." Jeg er beæret over at kunne fortælle om, hvilken betydning religion har haft for en pige som Ellen, i sidste halvdel af 1800-tallet. Ellens historie er et enestående indblik i en kvindes og en verdens religionshistorie. Glæd dig til at se med på DR2 til januar 2024, hvor sublime Liv Thomsen og Historieselskabet, fortæller fire spændende kvinders historie, heriblandt Ellen Nielsens. Kilde: Ellen Nielsen, missionær | lex.dk, mv. Foto: Signe Marie Bang, Historieselskabet Fotos af Ellen Nielsen: Danmission, Calisphere, University of California, Wikimedia Kontakt ved manglende eller fejl ved kreditering.

N.F.S.Grundtvig af C.A. Jensen, 1843. N. F. S. Grundtvig(1783-1872) og hans kvindesyn er ofte til debat, men ordet "kvinde" var han med til at få ind i det danske sprog. N. F. S. Grundtvig(1783-1872) og hans kvindesyn er ofte til debat, men ordet "kvinde" var han med til at få ind i det danske sprog. Det kan ganske simpelt ses ved at analysere brugen af ordet i samtiden. Det kan virke ligegyldigt, men ”kvinde,” er norrønt "kvenna" og benyttes blandt andet i de islandske sagaer. Kvenna bliver på dansk til kvinde og betegner et selvstændigt individ. Inden Grundtvig og andres brug af kvinde, var den gængse betegnelse i Danmark fra 1600-1800-tallets et ”fruentimmer," i betydningen, en uselvstændig hustru til en mand. Graf fra: https://grundtvigcenteret.au.dk/.../grundtvigs-kvindebegreb Grundtvig benyttede markante selvstændige, mytologiske kvinder til at give ordet "kvinde" betydning. Fra kristendommen benyttede Grundtvig Maria Magdalene, og fra nordisk mytologi benyttede han kvindekrigere, som skjoldmøer og valkyrier. Grundtvig var kontroversiel I sin samtid for sit kvindesyn. Han krævede at kvinder skulle have adgang til hans foredrag, forelæsninger og diverse embeder, måske endda som præst. Kvinder var ellers uden adgang til uddannelse. Grundtvig omgav sig i sit liv med markante kvinder og særligt han 2. hustru Marie Toft, var kvindeforkæmper. Som ægtepar gav de både taletid og støtte til den kontroversielle Mathilde Fibiger (1830-1872) Fibiger havde i sit forfatterskab krævet åndeligt ligeværd med mænd. Grundtvig omtalte Fibiger som skjoldmø og støttede hende blandt andet med taletid. En kvinde måtte ellers ikke tale offentligt i ssamtiden. Fibiger kom aldrig til at tale, men Grundtvig støttede op om hende. Kvindeforekæmper og Grundtvigs anden kone, Marie Toft. Grundtvig stemte ikke for Grundloven i 1849, da den ikke gav kvinder stemmeret. Kvinders stemmeret kom som bekendt ikke før 66 år senere i 1915. Grundtvig har haft stor indvirkning på den danske folkekirke som præst, salmedigter og politiker. Der gik alligevel næsten 75 år efter Grundtvigs død, før de første kvindelige præster tiltrådte i Danmark, med stor modstand. Fotos: N.F.S. Grundtvig (1843) af C.A. Jensen. Den Hirschsprungske samling. Public domain. Portræt af Marie Toft af ukendt kunstner, 1840'erne-50'erne. Public domain. Litteratur: Center for Grundtvigforskning, Århus Universitet. Lone Kølle Martinsen, Den Store Mand, Gads Forlag, 2022. Graf fra: https://grundtvigcenteret.au.dk/.../grundtvigs-kvindebegreb Kontakt ved manglende eller fejl ved kreditering.

Hun blev den sjette og sidste af Henrik VIII's hustruer, og hun overlevede. Katherine Parr. Holbein the Younger. Public domain. Katherine Parr (1512-1548) er husket som en pligtopfyldende, omsorgsfuld og fredelig kvinde, og selvom meget af dette er sandt, så var hun så meget mere end det. Hendes liv var fyldt med intriger, drama og ulykkelig kærlighed, hvilket hun mestrede at begå sig i. Katherine var 30 år, havde været gift to gange, og var brændende forelsket i en anden, da Henrik ønskede at gifte sig med hende. Katherine vidste at man ikke kunne sige nej til kongen og de blev gift i 1543. Katherine var en politisk lærd og intellektuel kvinde og muligvis den bedst uddannede af Henriks hustruer. Hun havde en stor interesse i politik og religion og hun ønskede at reformere kirken i England. Katherine udgav selv tre bøger om netop religion, men det var ikke problemfrit. Katherine forstod dog at navigere i betændte miljøer, og ikke mindst i den spændte religiøse situation i England. Hendes livserfaring og politiske snilde gjorde, at Katherine kunne mestre, og overleve, i et ægteskab med den ustabile og aldrende konge, Henrik VIII. Katherines tro prægede hendes liv og det satte dybe spor i Henriks børn, særligt, den senere Elizabeth I af England og igennem hende, den engelske kirke. Efter Henriks død fik Katherine endelig sin udkårne, men det endte med intriger, der involverede netop Elizabeth I. Katherine endte sit liv i barselssengen efter fødslen af hendes længe ventede og eneste barn, datteren Mary. Katherine blev som den første engelske dronning begravet protestantisk og hendes værker, tanker og tro præger Church of England, den dag i dag. Katherine bliver ofte overset eller negligeret frem for mere berømte hustruer, men Katherine Parr har om nogen fortjent omtale i historiebøgerne og her i Kvindernes Religionshistorie. Henrik VIII Henrik VIII af Hans Holbein the Younger. Public domain. Henrik VIII's liv lakkede mod enden, da han i 1543 blev gift med Katherine. Han var 50 år, hvilket var en høj alder på hans tid, og hans livshistorie og kærlighedshistorie havde været dramatisk. Han havde fået gennemtrumfet annulleringer af to ægteskaber, henholdsvis det første med Katharina af Aragonien og det fjerde med Anne af Kleve. Han havde mistet sin tredje hustru Jane Seymour i barselssengen og sidst, men bestemt ikke mindste havde han fået henrettet to hustruer, den anden hustru Anne Boleyn og den femte hustru Katherine Howard. Henrik var depressiv efter at have fået sin femte hustru, Katherine Howard, henrettet for utroskab. Hans usikkerhed og depression var særligt stor på grund af Katherines bedrageri og hemmeligheder omkring forrige seksuelle relationer. I et patriarkalsk samfund var utroskab fra kvindens side, et stort tab af ære for manden, og et tegn på at han ikke havde kunnet kontrollere sin hustru. Skandalen med Katherine Howard viste at kongen ikke kunne styre hende og det var en falliterklæring, der gjorde at Henrik nu levede med både sorg og skam. Det var dog ikke kun mentalt at Henrik led, hans fysiske helbred krakelerede også. Han var en aldrende og svært overvægtig herre, og hans ben havde et sår, der ikke kunne hele. Såret var så betændt, at det dagligt skulle tømmes for snavs og betændelse , hvilket må have været en smertefuld og ildelugtende affære. Yderligere led Henrik højst sandsynligt af impotens og en hjerneskade, efter et fald fra sin hest i 1536. Henrik søgte nu en ny hustru til de sidste år af hans liv og det skulle være en der var lige modsat af hans forrige hustru. Han ønskede ikke en ung og jomfruelig hustru, nu ville han have en pålidelig, omsorgsfuld og intellektuel hustru og det fandt han i Katherine Parr. Henrik fik øje for Katherine Parr i 1542, da hun var ansat i Henriks datter, Marys hof. Katherine var både omsorgsfuld, stabil og intellektuel, og så havde hun vist, at hun vidste, hvordan man var en god hustru. Katherine havde været gift to gange før og hun havde været en eksemplarisk hustru. Henrik har formentlig ikke været særlig attraktiv for Katherine, men da hans temperament og kærlighedshistorik var kendt, vidste hun at det ikke var klogt at afvise kongen. Katherine kendte om nogen til hans historik, for hun havde hele sit liv været ved hoffet og oplevet hans tidligere ægteskaber og ikke mindst de kontroversielle afslutninger på dem. Katherine var ved Henriks tilnærmelser allerede brændende forelsket i en anden, men det var ingen hindring og de blev gift den 12 juli 1543. Katherine tog som dronning valgsproget ”To Be Useful in All I Do” altså ”at være til nytte i alt jeg gør” og hun fungerede som en pligtopfyldende hustru og dronning. Katherine før Henrik Queen Catherine Parr (1512–1548) af anonym efter Master John, 17-18. århundrede. Public domain. Katherine var vant til at gebærde sig ved Henriks hof og hun var bogstavlig talt født ind i det. Katherines far Thomas Parr, var skatteinspektør og sherif i Northamtonshire og hendes mor, Maud Green, var hofdame for Henriks første hustru dronning Katharina af Aragonien. Faktisk var Maud hos dronningen, mens hun var højgravid med Katharine. Eftersigende blev dronning Katharina af Aragonien gudmor for den nyfødte Katherine Parr, og det var årsagen til at Katherine fik Katharinas navn. Katherine voksede op og blev allerede i 1529, som helt ung, gift med Edward Borough. Burrough var en reformbevidst ung mand på den religiøse front og Katherine blev meget inspireret af hans indstilling til et mere protestantisk, evangelistisk og personligt forhold til tro. Borough døde pludseligt i 1532 og Katherine blev efterladt som en ung enke uden formue. Hun måtte nu sikre sig økonomisk og Katherine giftede sig derfor i 1534 med John Neville. Neville var en baron, der var dobbelt så gammel som Katherine og allerede havde to børn fra et tidligere ægteskab. Ved ægteskabet med Neville sikrede Katherine sig selv økonomisk, men på den religiøse front, blev hun nu mødt af en ægtemand med en langt mere konservativ og katolsk forståelse af religion og tro. Katherine var yderst diplomatisk og mestrede at gemme sine egne holdninger bort og støtte sin ægtemand. Katherine tog sig også af Nevilles børn og behandlede dem som sine egne og var en hengiven stedmoder. I 1536 startede ”The pilgrimage of Grace”, et oprør imod Henrik VIII’s reformer af kirken. Som et led i bruddet med katolicismen og paven i Rom, nedlagde Henrik klostrene, hvilket vækkede oprøret fra det engelske folk. Katherines ægtmand deltog i oprøret og imens var Katherine og hendes to stedbørn i fangenskab. Katherine støttede sine stedbørn igennem krisen og agerede diplomatisk i et betændt religiøst miljø, også omkring sin egen ægtemand. I 1543 døde Neville og Katherine var endnu engang blevet enke, men nu med en formue. Katherine blev herefter hofdame for Henrik VIII og Katharina af Aragoniens datter, Mary. Det var her Henrik fik et godt øje til Katharina. Katherine og Henrik Katherine Parr illustreret af Josefine Kofoed @queensinink Katherine, der var vant til at færdes ved hoffet, forstod, hvordan man skulle opføre sig, og at det var uklogt at afvise kongen. Katherine giftede sig derfor med den aldrende og svækkede Henrik, selvom hun var brændende forsket i en anden. Hendes udkårne var ingen anden end Henriks tredje hustru Jane Seymours bror, Thomas Seymour. Katherine og Thomas måtte dog glemme hinanden og holde afstand for nu, da en jaloux og mistænksom konge var livsfarlig for dem begge. Henrik vidste besked om Katherines kærlighed til Thomas Seymour, og han kendte til hendes fortid. Modsat Henriks forrige hustru Katherine Howard, så var Katherine Parr ikke ung og hun påstod ikke jomfruelighed eller uskyld. I Katherine Parr så Henrik den ro, stabilitet og det intellektuelle modspil, som han ønskede hos en livsledsager i sin sidste tid. Han havde formentlig på dette tidspunkt opgivet håbet om at få endnu en søn, en reserve til tronen, hvis der skulle ske sønnen Edvard noget. Der var ikke stor romantisk kærlighed imellem de to, men snarere et mere roligt og intellektuelt forhold. Dronning Katherine Katherine gik ind i ægteskabet som den pligtopfyldende kvinde hun var og hun var en god hustru og dronning. Katherine beviste sit værd som dronning og hun fik mere og mere indflydelse og råderet. I 1544 lod Henrik endda Katherine være regent mens han drog afsted i krig, hvilket var en tillidserklæring til Katherine som person og til hendes evner som dronning. Fra juli til september 1544 var Katherine dermed regent af England. Katherine drog også selv med Henrik til et slag, hvor hun iført rustning ledsagede kongen. Katherine, forfatter, reformator og tæt på arresteret Katherine elskede at læse, skrive og at samtale om politik og særligt religion. Religionen var splittet i England og Henriks forrige hustruer havde haft forskellige tanker om religion, hvilket havde påvirket hans tilgang til emnet, Kirken og troen var et betændt emne, der kunne udløse alverdens ulykker for Katherine og det engelske folk, men Katherine var ved sine meningers mod. Hun ville reformere kirken og hun mente at biblen skulle være oversat til engelsk, sådan at alle kunne læse skrifterne og ikke kun de få lærde. Prayers and Meditations af Queen Katherine Parr. Her Elizabeth I's, egen udgave, med Katherine Parr's monogram på forsiden. Public domain. Katherine afholdt bibelmøder med flere kvinder ved hoffet, hvor de læste og diskuterede biblen. Det havde tidligere ikke været muligt, men nu var biblen tilgængelig på engelsk og ved Katherines møder kunne man selv tolke det kristne budskab. Det var revolutionerende. Katherine blev den første kvinde i England til at udgive bøger på engelsk i sit eget navn, og alle bøgerne omhandlede religion. Hun udgav i alt tre bøger, den første "Psalms and Prayers" udgav hun anonymt, men den anden "Prayers or Meditations" udgav hun i eget navn i 1544. Dette værk blev udgivet med Henriks velsignelse, men det bragte stor opstand. Katherines påvirkning på kongen og hendes udgivelse af radikale religiøse tanker, gjorde konservative dele af England rasende. Konservative mænd omkring Henrik, fik ham til at udstede en arrestordre på Katherine i 1546. Da Henrik var en ældre, syg mand, var han nem at påvirke og langt hen ad vejen kunne han styres af andre. Katherine blev heldigvis advaret og det lykkedes hende at nå hen til Henrik inden hun blev arresteret. Katherine forsikrede Henrik om sin kærlighed og underdanighed til ham, og at han var den mægtige konge, mens hun blot var hans trofaste og lydige hustru. Da arrestanterne ankom afviste Henrik dem og Katherine var reddet. Hun vidste dog at hun måtte holde lav profil herefter og først efter Henriks død i 1548, udgav Katherine sin sidste bog "Lamentations of a Sinner." Udover de tre værker hun udgav, har man flere bibeltekster og lignende, oversat og skrevet af Katherine selv. Katherine som stedmoder Da Katherine var gift med Neville tog hun hans to børn til sig, og det samme ønskede hun med Henriks børn. Henrik havde dårlig kontakt med sine tre børn, Mary som han havde med sin første hustru Katharina, Elizabeth som han havde med sin anden hustru Anne Boleyn, og arveprinsen Edvard, som han havde med den tredje hustru Jane Seymour. Hvorvidt der har været særlige bagtanker i Katherines store engagement i børnene, er omdiskuteret. Det vil have været favorabelt for Katherine, at være på god med børnene, særligt arveprinsen, den dag Henrik gik bort, ligesom børnene var en måde at påvirke Englands politik i fremtiden. Katherine tog børnene til sig og forsøgte at samle familien, selv Elizabeth, der ellers var anset for bastard, efter Henrik havde fået moderen, Anne Bolyen, henrettet. Katherine forsøgte at påvirke deres uddannelse, udvælge litteratur og undervisere, og prægede i høj grad særligt Elizabeths uddannelse. Katherine vægtede viden højt og hun mente at både mænd og kvinder skulle skoles og læse de kristne skrifter og hun ville præge børnene med reformerende og protestantiske tanker og skrifter. Mary, Henriks datter med hans hustru Katharina af Aragonien, var dybt katolsk og her havde Katherine ikke meget held med sin påvirkning. Edward, Henriks søn, var sværere at nå for Katharina, da han, som den kommende regent, var mandsopdækket af en række mænd, der havde hver deres interesse i den unge dreng. Elizabeth der var mere sårbar og udsat, fik en nær relation til Katherine og Elizabeth flyttede også ind hos Katherine efter Henrik VIII's død. Katherines reformerende og protestantiske tanker og skrifter satte et stort og dybt præg på Elizabeths tolkning af religion og spillede i høj grad ind i grundlæggelsen af den kirke som Elizabeth skabte, da hun var regent af England. Henriks død Henrik var svag, usammenhængende og let påvirkelig op til sin død. Omkring var der en sværm af mæænd, der ønskede at påvirke kongen og ikke mindst hans testamente inden han gik bort. Katherine blev holdt fra Henrik i det sidste stykke tid af hans liv, formentlig på grund af frygt for hendes påvirkning på ham. Efter den næsten gennemførte arrest af Katherine holdt hun lav profil, men mange har spekuleret i, om testamentet var blevet anderledes, hvis hun havde været hos kongen, inden han gik bort. Der var behov for en regent, men da Henriks to døtre var kvinder og sønnen Edvard endnu var for lille, var der behov for en fungerende regent. Det havde været en mulighed at udpege Elizabeth som Queen Regent, der dermed varetog embedet for Edvard. hun havde trods alt varetaget posten, da Henrik var i krig, og hun havde bevist sit værd som både dronning og person. Det blev dog ikke sådan og i testamentet blev Katherine til Queen Consort og i stedet blev en samling af hoffets fornemste mænd, værger for den unge kong Edvard. Elizabeth som ca. 13 årig. Public domain. Katherine efter Henrik Katherine var nu enke og en af landets mest velhavende kvinder. Katherine kunne nu endelig blive gift med sit livs kærlighed, Thomas Seymour. De to havde været forelsket før Katherines ægteskab med Henrik, men holdt afstand. Thomas havde siden friet til Elizabeth, Henriks datter, da han ønskede at stige i rækkerne, men han havde fået afslag. Katherine spurgte den unge konge Edvard om tilladelse til at gifte sig og det blev godkendt. få måneder efter Henriks død, i april 1547 giftede Katherine og Thomas sig I hemmelighed. Katherine havde endelig fået sin udkårne, men han var ikke den hun havde troet, og hendes lykkelige tid varede kort. Katherine havde fået forældremyndighed over steddatteren Elizabeth på 14 år og hun boede nu hos Katherine og Thomas. Thomas kunne dog ikke holde sig fra den unge prinsesse og gjorde ved flere lejligheder forsøg på at få en intim relation til Elizabeth. Det er diskuteret om han udnyttede hende seksuelt, men hans tilnærmelser var i hvert fald til offentligt skue og det var smertefuldt og ydmygende for Katherine. Til sidst rejste Elizabeth bort, men om det var efter eget eller efter Katherines ønske er usikkert. Thomas Seymour (1508-1549). Public domain. Katherine var imidlertid blevet gravid med Thomas Seymour og skulle endelig have sit eget barn. Det var ellers antaget at hun ikke kunne få børn efter tre ægteskaber uden graviditeter, men endelig var det lykkedes. I september 1548 fødte Katherine datteren Mary Seymour. Desværre blev Katherine syg efter fødslen af det der betegnes som barselsfeber. Barselsfeber er en betegnelse der dækker over infektioner, der skyldes dårlig hygiejne under fødsler og som giver kvinden feber og til sidst koster livet. Mange kvinder døde af dette på denne tid, da man ikke havde kendskab til betydningen af hygiejne og ikke mindst konsekvenserne ved, at man ikke vaskede eller rengjorde sine hænder og de anvendte remedier. Katherine døde efter få dage efter og efterlod alt hvad hun ejede til Thomas. Katherine blev som den første dronning begravet protestantisk og hendes tro var på den måde skelsættende selv i døden. Catherine Parrs marmorgrav, St. Marys kapel i Sudeley-slottet. Foto af Chris Gorringe, CC BY-SA 2.0 via Wikimedia Commons. Thomas var nu en af Englands rigeste mænd og han havde et brændende ønske om at få mere magt. Datteren viste han ikke interesse, men hun blev sat i pleje hos familie. Nu ville Thomas igen forsøge at få fat på Elizabeth, men hun ignorerede ham. Han forsøgte nu på anden vis at tilrane sig magt og vælde også fra den unge kong Edvards som han var onkel til. I 1549 blev Thomas dømt skyldig i treogtredive anklager om forræderi og han blev henrettet. Datten Mary Seymour er den dag i dag en gåde. Hun var mere eller mindre uønsket og blev sendt rundt til forskellige slægtninge. Efter hun blev to år forsvinder hun ud af journalerne, og det er blevet antaget at hun døde af en af de mange børnesygdomme. Der er dog også andre teorier om hvad der skete med hende, men det er endnu uvist. Katherine Parrs liv endte tragisk, men hendes tanker, skrifter og hendes historie præger stadig historien den dag i dag. Hun var ikke blot Henrik VIII's sidste hustru, men en kvinde der i den grad har en plads i Kvindernes Religionshistorie. Følg med her på siden når der er fokus på de fascinerende kvinder i Henrik VIII´s liv og deres fascinerende religionshistorie. 6 markante kvinder blev Henriks VIII's hustruer. Alle 6 var de troende kristne, men på hver deres måde. Vi skal se nærmere på kvindernes religionshistorie. Fotos: Katherine Parr. Holbein the Younger, .Public domain. Henrik VIII af Hans Holbein the Younger. Public domain. Queen Catherine Parr (1512–1548) af anonym efter Master John, 16-1700-tallet. Public domain Katherine Parr illustreret af Josefine Kofoed @queensinink. Tilladelse af Josefine Kofoed til brug af foto. Prayers and Meditations of Queen Katherine Parr. British Library. Public domain. Elizabeth som ca. 13 årig, formodentlig malet af William Scrots, 1546-47. Public domain. Portræt af Thomas Seymour (1508-1549) af Nicolas Denizot, 1547-49. Public domain. Catherine Parrs marmorgrav, St. Marys kapel i Sudeley-slottet. Foto af Chris Gorringe, CC BY-SA 2.0 via Wikimedia Commons. Litteratur: Katherine Parr, Complete Works and Correspondence. Af Jane Mueller. Chicago University Press. 2011. Catherine the Queen, the remarkeble life of Katherine Parr, The last wife of Henry VIII, Linda Potter, St. Martins Press, New York, 2010 Kontakt ved manglende eller fejl ved kreditering.