Idun eller Ydun er en gudinde hos vikingerne.
Hendes navn betyder formentlig, ”den der fornyer”. Det er et passende navn til en ungdoms og frugtbarhedsgudinde, der passer de guld æbler, der holder aserne unge.
Vikingerne var næsten skriftløse, så vores kilder er primært ældre og kristne.
Idun nævnes sporadisk i skrifterne, men sjældent siger hun noget.
I skrifterne er Idun gift med digterguden Brage. Brage er ikke særligt fremtrædende i myterne.
I Lokesenna, en myte, hvor Loke ydmyger alle guderne, kalder han Idun for den mest mandgale af alle gudinderne og siger at hun har sovet med sin brors morder.
Denne myte kendes dog ikke andetsteds, men kan være digterisk frihed eller en nu ukendt myte.
Mest kendt er hun i myten om jætten Tjasse, hvor hun ikke selv er aktiv, men mere en passiv rekvisit i myten.
Tjassemyten kender vi fra Snorres Edda. Snorre Sturlusson var en kristen høvding fra Island i 1200-tallet, der skrev flere myter ned.
I myten får bjergjætten Tjasse, taget Idun fra Aserne, ved Lokes hjælp. Loke, der er jætte, er hos aserne, da han i tidernes morgen blandede blod med Odin.
Loke er lumsk og skyld i alverdens ulykker.
Uden Idun hos sig ældes guderne og de må skaffe hende tilbage igen.
Aserne indser hurtigt, at det hele må være Lokes skyld og påbyder ham at skaffe hende tilbage.
Dette lykkes Loke, da han iført Frejas fugleham, tryller Idun om til en nød og flyver bort med hende.
Tjasse forfølger ham, men dræbes af aserne i Asgård.
At frugtbarhedsgudinder tages af kaosmagter er kendt I mange mytologier på tværs af tid og sted. Det kan afspejle årstiderne, hvor gudinderne er væk i efteråret og vinteren , men kommer tilbage i foråret og sommeren med frugtbarhed.
Dette kaldes vegetationsmyter.
Idun omtales ikke videre, men hendes kult kan have været større.
God fredag 🥰
Læs myten om Tjasse og Idun.
Drabet på Tjasse
(Skáldskaparmál, kap. 2-4)
Loke, Odin, Høner og ørnen i træet
Han begyndte sin fortælling med dengang de tre aser Odin, Loke og Høner drog hjemmefra: »De drog over fjelde og gennem ødeskove, men havde småt med mad. Da de kom ned i en dal, så de en flok okser, og de tog en okse og begyndte at koge den. Da de mener, at den skulle være mør, kigger de i gryden — men den var ikke mør. Og da de efter en tid på ny kigger i gryden, er oksen stadig ikke mør. Så snakker de om, hvad dette kunne skyldes.
Så hører de en stemme fra egetræet over dem. Den, der sad dér, sagde sig at være skyld i, at gryden ikke kom i kog. De kigger op, og dér sad en ørn — og den var ikke lille. Da sagde ørnen: »Hvis I lader mig spise mig mæt af oksen, så skal jeg få gryden i kog.« Det gik de med til. Så svæver han ned fra træet og sætter sig på gryden og begynder straks på oksens to lår og begge bovene. Så blev Loke vred, og han greb en stor træstok og slog af alle kræfter og traf ørnens krop. Ørnen lettede ved slaget og fløj til vejrs. Da var stokken fæstnet ved ørnens ryg og Lokes hænder ved den modsatte ende af stokken. Ørnen flyver så lavt, at Lokes fødder slår imod klipper og stenskred og træer, og han tror, at hans arme skal flås af skuldrene. Han råber og beder inderligt ørnen om fred, men ørnen siger, at Loke aldrig skal slippe fri, medmindre han sværger at skaffe Idun ud af Asgård med hendes æbler, og det lover Loke. Så slipper han fri og kommer tilbage til sine rejsefæller — og der er ikke for denne gang fortalt mere om deres rejse, før de kom hjem.
På det aftalte tidspunkt lokker Loke Idun ud af Asgård og hen i en skov og siger, at han har fundet nogle æbler, som hun vil anse for værdifulde, og han bad hende medbringe sine æbler til sammenligning med de andre. Så kommer jætten Tjasse i skikkelse af en ørn og griber Idun og flyver bort med hende og hjem til Trymheim. Aserne blev ængstelige ved Iduns forsvinden, og de blev snart gamle og gråhårede. Så holdt aserne ting og spurgte hinanden, hvem der sidst havde set noget til Idun, og hun var sidst blevet set, da hun forlod Asgård sammen med Loke. Så blev Loke pågrebet og ført til tinget, og han blev truet med død og ulykke, så han blev skræmt og lovede at ville lede efter Idun i jætternes verden, hvis Freja ville lade ham bruge den falkeham, hun havde.
Og da han får falkehammen, flyver han nordpå i jætternes verden og kommer en dag til jætten Tjasses hjem. Han selv var roet på havet, men Idun var alene hjemme. Loke forvandler hende til en nød, som han holder i sine kløer, mens han flyver så hurtigt som muligt, men da Tjasse kommer hjem og savner Idun, antager han ørneskikkelse og flyver efter Loke med susende ørnevingeslag. Da aserne så falken komme flyvende med nødden, og hvordan ørnen kom flyvende efter, gik de ud til gærdet om Asgård og førte dynger af høvlspåner med derhen. Da falken fløj ind i borgen, lod han sig falde ned ved borgmuren. Da tændte aserne ild i høvlspånerne, og ørnen kunne ikke standse efter at have forpasset falken. Ilden fængede i ørnens fjer og bremsede den i flugten. Aserne var lige i nærheden og dræbte jætten Tjasse inden for Asgårdsgærdet, og det drab er meget berømt.
Overs af Jesper Lauridsen.
Myten fortsætter i øvrigt med fortællingen om Tjasses datter Skade, som tidligere har været beskrevet på bloggen 🖋
Litteratur:
Snorres Edda, Skáldskaparmál, kap. 2-4. Overs. Jesper Lauridsen, heimskringla.no
Snorres Edda, Rolf Stavnem.
Foto:
Idun med æblerne, Mary Evans Picture Library/Polfoto
Idun og Brage, Niels Blommér, 1846. Religion.dk
Comments