Gudinden bragte foråret I nutidens Danmark, for 2000 år siden, kom foråret frem med gudinden Nerthus. Nerthus blev trukket rundt i en vogn, hvor hun medbragte foråret og til sidst fik hun menneskeofringer som tak. Ifølge den romerske historiker Tacitus foregik der, blandt germanske stammer i datidens sydlige Danmark, et ejendommeligt ritual for Nerthus eller moder Jord, Terra Mater. (Emil Doepler (1905)) I sit værk Germania,  Ca. 100 e.kr, beskrev Tacitus, hvordan Nerthus, i form af en statuette, opholdt sig på en ø i oceanet. Øens placering er omdiskuteret, men man der er gættet på Fyn, Als og lignende øer. På denne ø var Nerthus og hendes vogn dækket af et klæde, der blev taget af ved forårets komme. Nerthus vogn blev så trukket rundt af køer til de germanske stammer og medbragte foråret og frugtbarheden. Hun var ledsaget af en præst og flere slaver og efter processionen med vognen, tog optoget tilbage til øen, for at vaske statue og vogn i en sø. Afslutningen på ritualet var at slaverne blev druknet i den selv samme sø. Dette i vore dage morbide træk var formentlig et offer til gudinden, for at takke hende, og opretholde den nyligt indstiftede orden og frugtbarhed. Denne beskrivelse står meget alene, da Norden var skriftløs på denne tid. Nerthus har dog store ligheder med de beskrivelser som vi, 1000 år senere, finder om gudinden Freja i de islandske skriftlige kilder. Yderligere er Nerthus en feminin latinisering af navnet Njord, hvilket er navnet på Frejas far i den nordiske mytologi. Teorierne omkring hvilken relation, der er i mellem denne Nerthus og Freja er omdiskuterede. Kilde: Anders Bæksted, Nordiske guder og helte, Politikens Forlag. Processioner i førkristen nordisk religion,  Simon Nygaard og Luke John Murphy Tacitus, Germania kap. 40

I Danmark var kvinder udelukket fra kirken i 6 uger efter fødsel. Frem til reformationen i 1536 blev den barslende kvinde set som uren efter fødsel og som et let offer for djævlen. Ved en ceremoni blev den barslende kvinde 6 uger efter fødsel, fulgt af andre kvinder til kirken. Disse kvinder skulle holde djævlen bort fra den barslende. Udenfor kirken ville præsten afvente kvinden og stænke hende med vievand. I hånden bar præsten et lys som kvinden fik, som symbol på at hun igen kunne indgå i kirken. Hvis barnet levede ville lyset være tændt, hvis barnet var dødt, ville lyset være slukket. Døde kvinden selv, ville et slukket lys ofte følge hende i graven. Efter overrækkelsen af lyset, ved introduktionen af kvinden, blev bønner afsagt for kvinden. Dernæst kunne hun og hendes følge af kvinder gå ind i kirken og ofre ved at give penge til kirke og degn. Ceremonien var baseret på Det Gamle Testamentes 3. Mosebogs 12. kapitel som du kan læse nedenfor. "//Herren talte til Moses og sagde: Sig til israelitterne: Når en kvinde er gravid og føder en dreng, er hun uren i syv dage; hun er uren lige så længe som under sin menstruation. På den ottende dag skal drengens forhud omskæres. I treogtredive dage skal hun blive hjemme, mens hun har sin renselsesblødning; hun må ikke røre ved noget helligt, og hun må ikke komme ind i helligdommen, før hendes renselsesdage er forbi. Hvis hun føder en pige, er hun uren to gange syv dage ligesom under sin menstruation. I seksogtres dage skal hun holde sig hjemme på grund af sin renselsesblødning. Når hendes renselsesdage er forbi, såvel efter en søn som efter en datter, skal hun bringe et årgammelt lam som brændoffer og en dueunge eller turteldue som syndoffer; hun skal bringe dem til præsten ved indgangen til Åbenbaringsteltet. Han skal ofre det for Herrens ansigt og skaffe hende soning; så er hun ren efter sin blødning. Det var loven om en kvinde, der føder en dreng eller en pige. Men hvis hun ikke har råd til et lam, skal hun tage to turtelduer eller to dueunger, den ene til brændoffer og den anden til syndoffer. På den måde skaffer præsten hende soning; så er hun ren. //" Efter reformationen i 1536, blev ceremonien omdiskuteret. Ritualet fortsatte, men i en ny form. Nu blev kvinden, hvis hun var gift, ”indlyst”, og skulle ikke ses som uren, med stadig være ekskluderet i 6 uger. Selvom synet blev ændret, vedblev urenheden ved kvinden som antagelsen længe efter. Den ugifte kvinde blev dog ikke inkluderet igen, men var udstødt som utugtig bolerske. Hvad der står i skrifterne, hvad der skete med ritualet, synet på kvinden, og hvordan dette medførte dødelighed og skam, skal vi se meget mere på her på bloggen. Foto: En Kones højtidelige kirkegang efter barselsfærd, 1860, Christen Dalsgaard, Statens Museum for Kunst. Litteratur: De urene kvinder eller >>det glemte ritual<<, Mette Maria Ahlefeldt-Laurvig, Academia.eu

Maria Magdalena kendes fejlagtigt i kirkehistorien og billedkunsten, som synderinde og prostitueret. Kirkefaderen Augustin (d. 430), kaldte Maria Magdelene for ’apostlenes apostel’, men synet på hende ændrede sig siden markant. En anden kirkefader Gregor den Store (d. 610) satte fejlagtigt et lighedstegn mellem Maria Magdalena og den synderinde, der salver Jesu fødder i Lukasevangeliet kap. 7,36-50. Denne fejl blev siden videreudviklet og hang ved Maria Magdalena. I Det Nye Testamentes evangelier ses en helt anden Maria Magdalene. Hun er ikke en prostitueret synder, men derimod det nødvendige led mellem den genopstandne Jesus og disciplene. Maria Magdalena står ved foden af korset og hun møder den genopstandne Jesus. I Markus-, Matthæus- og Johannesevangeliet nævnes det at Maria Magdalena var til stede ved korsfæstelsen. Markus og Matthæus fortæller yderligere, at hun overværede Jesus' gravlæggelse sammen med ”den anden Maria”, hvilket må antages at være Maria, Jesu mor. I alle fire evangelier er det Maria Magdalene, der opdager den tomme grav, enten alene eller sammen med andre. Ifølge Johannes og Markus evangelierne viste Jesus sig for første gang efter opstandelsen for Maria Magdalene alene. Marias fremtrædende rolle stemmer overens med den Maria, som vi møder i Maria Evangeliet og andre apokryfe skrifter. Apokryf er græsk og betyder ’gemt’ eller ’skjult,’ og henviser til en række evangelier, der ikke kom med i den endelige Bibel. Ensretningen og kanoniseringen af Biblen var en lang og kompliceret del af implementeringen af kristendommen som statsreligion i det patriarkalske Romerrige i slutningen af 300-tallet. Her kom Maria Evangeliet ikke med. I 1896 dukkede Maria Evangeliet op i et antikvariat i Cairo. Evangeliet er oprindelig fra ca. 150 e.v.t., men fundet er en afskrift fra ca. 400-tallet. Maria Evangeliet omhandler Maria Magdalena og her er det Maria, der er Jesus nærmeste discipel og hende, der efter Jesu død, sender disciplene ud for at forkynde. Dette evangelium kom ikke med i Det Nye Testamente og den kristne bibel. Muligvis fordi det har en mere gnostisk udgave af kristendommen, eller måske fordi den fremhæver en kvinde. I anledning af 75 året for kvindelige præster i Danmark, er denne uges fredagsgudinde ikke en gudinde, men derimod Maria Magdalena. Litteratur Maria Evangeliet, Marianne Aagård Skovmand, Gyldendal 2018 De Skjulte Ledere, Marianne Aagård Skovmand, Gyldendal 2022 Yderligere henvisninger via link https://linktr.ee/kvindernesre

Den barslende kvinde er uren, i følge Det Gamle Testamente. Især hvis hun har født en pige! Kvinden skal isoleres i 33 dage ved en dreng, og 66 dage ved en pige. Det kræver dobbelt renselse ved en pige. Moderen skal komme med et soningsoffer til Gud, for at blive ren igen. Det er en synd hun har gjort, som hun skal godtgøre for Gud. Disse skrifter er udgangspunktet for jødedommen, kristendommen og Islam. Reglerne gjorde sig også gældende for den jødiske Jomfru Maria og Jesusbarnet. Derfor har den katolske kirke udnævnt, den dag hun måtte komme i templet igen efter hun var renset. Synet på den fødende kvinde prægede også den senere kristendom, hvilket vi skal se meget mere på. Lad os kende kvinders religiøse ophav Læs her 3. Mosebog. Kap 12. Loven om barselkvinders urenhed //Herren talte til Moses og sagde: Sig til israelitterne: Når en kvinde er gravid og føder en dreng, er hun uren i syv dage; hun er uren lige så længe som under sin menstruation. På den ottende dag skal drengens forhud omskæres. I treogtredive dage skal hun blive hjemme, mens hun har sin renselsesblødning; hun må ikke røre ved noget helligt, og hun må ikke komme ind i helligdommen, før hendes renselsesdage er forbi. Hvis hun føder en pige, er hun uren to gange syv dage ligesom under sin menstruation. I seksogtres dage skal hun holde sig hjemme på grund af sin renselsesblødning. Når hendes renselsesdage er forbi, såvel efter en søn som efter en datter, skal hun bringe et årgammelt lam som brændoffer og en dueunge eller turteldue som syndoffer; hun skal bringe dem til præsten ved indgangen til Åbenbaringsteltet. Han skal ofre det for Herrens ansigt og skaffe hende soning; så er hun ren efter sin blødning. Det var loven om en kvinde, der føder en dreng eller en pige. Men hvis hun ikke har råd til et lam, skal hun tage to turtelduer eller to dueunger, den ene til brændoffer og den anden til syndoffer. På den måde skaffer præsten hende soning; så er hun ren. // Foto: Gravid Jomfru Maria, Lambert Jacobsz, Nivågård Malerisamling

Sankt Hans er ingen ringere end Johannes, bedre kendt som Johannes døberen. Han og Jesus fødselsdage blev i Romerriget indsat på dage, der allerede var festdage, så de kunne erstatte de hedenske solhverv. Dette er en del af store kristne kalender puslespil, som var en af årsagerne til at kristendommen kunne blive så stor, på relativ kort tid. Da man i Romerriget I 300-tallet skulle sætte kristendommen som statsreligion, inrettede man kalenderåret sådan at man beholdt festdage i riget, men gav dem en ny kristen betydning. Grunden til at Johannes fejres ved det oprindeligt hedenske sommersolhverv, midsommer, er såmænd en lille fortælling i Lukas evangeliet, hvor Johannes blev født 6 måneder før Jesus. Hverken Johannes eller Jesus fødselsdag angives dog ikke, ej heller årstiden. Den 25. December som Jesus fødselsdag blev først udbredt omkring år 400 evt, da kristendommen blev statsreligion i det romerske rige. Her lagde man Jesus fødsel samtidig med den romerske Saturnalia, midvinterfest, samt fejringen af guden Sol Invictus. Sol Invictus, den uovervindelige sol, havde sin festdag den 25. December, den dag man siden gav til Jesus fødselsdag. Saturnalia og Sol Invictus var begge fejringer der markerede årets mørkeste tid, vintersolhverv, samtidig med nordboernes solhverv. Ved at placere Jesus fødselsdag den 25. December kunne man derfor beholde en festdag, men give det en ny betydning. Nu blev Jesus det lys der kom frem i verden. Det aldrig populært at fjerne en fest uden at indstifte en ny. "Madonna og barnet med den lille Johannes Døberen." Giuliano Bugiardinis Cirka 1512. Hvad skete der så i følge Lukas evangeliet? Lukas evangeliet er det eneste evangelie i Biblen, der beskriver Jesus og Johannes Døberens barndom. Lukas evangeliet er fra ca. 120 evt og det næstældste af de 4 evangelier. Lukas evangeliet har en stor interesse i at placere Jesu liv i en virkelig historisk kontekst. I Lukas Evangeliet står det beskrevet, hvordan Johannes undfangelse og fødsel er sket, et halvt år tidligere end Jesus fødsel. Desuden angives det at Jesus og Johannes var i familie med hinanden, hvilket ellers ikke er angivet. Johannes døberen var i Lukas Evangeliet søn af præsten Zakarias og Jomfru Marias slægtning, Elisabeth. Zakarias og Elisabeth var barnløse, men som ofte før i Biblen kommer en engel og fortæller Zakarias, at han og Elisabeth skal få et barn. Zakarias tror ikke på englen og han bliver derfor gjort stum, lige indtil Johannes er født. Da Elisabeth er i 6. Måned får Jomfru Maria også en besked fra en engel, Gabriel, om at hun skal føde Guds søn. Da Maria derefter skal besøge sin slægtning Elisabeth, der er gravid med Johannes Døberen. Da de to kvinder mødes hopper Johannes døberen i Elisabeths mave, og Elisabeth ved derfor, at Maria er gravid med selve Kristus. Da Johannes fødes navngiver forældrene ham og Zakarias får mirakuløst sin stemme igen og synger en lang lovsang for Gud. Foto: Den hellige familie med den lille Johannes, Skt. Elisabeth (Johannes' moder) og Skt. Anna (Marias moder), af Vincent Sellaer, 1538-1544, Statens Museum for Kunst. Besøgelsen: Maria støder mave med Elisabeth, og begge fostre ses. Fra ældre tapet, som kan ses på Museum für Angewandte Kunst Frankfurt am Main. Litteratur: Martin Schwartz Lausten, Kirkehistorie, Forlaget Anis. Biblenonline.dk Bart Erhmann, the New Testament, Oxford University Press. Kristendom.dk, Lex.dk, https://www.kristendom.dk/indf%C3%B8ring/s%C3%A5dan-blev-den-25.-december-juledag-og-den-24.-december-juleaften

Kopi af Kybele, statue fra Athen, 5 årh. f.v.t. The MET. Public domain I anledning af mors dag skal vi se på gudinden Kybele, kendt som Den Store Moder, Magna Mater. Hun var en magtfuld gudinde fra Frygien, nutidens Tyrkiet, og var oprindeligt dyrket i form af en sort sten, muligvis en meteorit. Hendes præsteskab, galli , var mænd, der kastrerede sig selv og iklædte sig kjoler. Kybele var gudinde for bjergene, for vilde dyr, og som andre gudinder særligt løverne, som hun ofte er afbilledet med. Ifølge mytologien havde Kybele en ung elsker og tilbeder kaldet Attis. Der er forskellige myter om Kybele og Attis, men ofte ender myterne med at Attis kastrerer sig selv og dør. Det fortælles bl.a., at Attis havde svoret Den Store Moder evig kyskhed, men at han brød sit løfte og mistede sin forstand. I vildskab løb han op i bjergene, hvor han kastrerede sig selv og døde. Kybeles sorg var dog så stor, at Attis vendte tilbage til livet igen. Attis, Museo Chiaramonti, Vatikanmuseet. Public domain Døden og genoplivelsen af elskeren Attis var også symbolsk for årets gang og viste Den Store Moders sorg over tabet af sin elsker, i efteråret og vinteren, men også hendes glæde ved genoplivelsen af ham, i foråret og sommeren. Kybeles kult var særpræget og blodig, og hendes præster efterlevende myterne om Attis. Præsterne piskede og kastrerede sig selv i blodige ritualer. De var eunukker og opfattet som værende imellem køn eller uden køn, og kunne kaldes ”halv-mænd” eller ”hun-han.” Kulten for Kybele bredte sig til den hellenistiske verden og i foråret 204 f.v.t., under den 2. Puniske krig, hentede romerne gudinden, i form af den sorte sten, og hendes præsteskab til Rom. Dette var på foranledning af råd fra oraklet i Delfi. Straks vendte krigslykken for romerne og en igangværende hungersnød endte. Dette anså romerne som et bevis på Kybele havde hjulpet dem, og i 191 f.v.t. fik hun sit eget tempel på Palatinerhøjen i Rom. Kybele og hendes kults introduktion i Rom, "Introduzione del Culto di Cibele a Roma" Andrea Mantegna,1505, The National Gallery, London, public domain Kybeles præster og deres flydende køn var i stor modstrid med det patriarkalske Romerrige og derfor var det forbudt for romere at kastrere sig og forbudt at blive optaget i præsteskabet eller kulten. Præsterne levede derfor isoleret ved templet, da en usikker kønsidentitet ikke var acceptabel. Kybeles virke og kultens vigtighed blev der dog ikke sat spørgsmålstegn ved. Kybele blev beskytter af Rom og af romerne. Hvert år blev der til ære for Kybele holdt en stor fest, ludi Megalenses. Kybeles kult blev statsgodkendt af kejser Claudius (41-54 fvt.) og de store fester blev offentligt tilgængelige. Fra den 4. til 10. April, fejrede man Kybele og her lavede hendes præster farverige og larmende optog foran gudindens statue. Præsterne piskede og kastrerede sig selv og gudinden, i form af den sorte sten, blev renset ved en bæk fra floden Tiberen. Senere udviklede Kulten sig til en mysterie- og frelses religion i det romerske rige. Kybeles kult blev udbredt i store dele af det romerske rige og nåede endda Hadrians Mur i England. Her har man blandt andet fundet et alter til Kybele og ikke mindst en galli præst iklædt hvid kjole. Fotos: Marble statuette of Kybele. Romersk. Rogers Fund, 1922. Public domain. Attis performing a dance of the Cybele cult, inv. 1656, Roman - Museo Chiaramonti - Vatican Museums. Public domain. The Introduction of the Cult of Cybele at Rome. Andrea Mantegna.1505-6. Public domain. Litteratur: Cavanagh, Christopher (2024). The Galli Priests of Cybele . London: Bloomsbury. Diosono, Francesca (2022). Cybele and Attis from the Phrygian Crags to the City: History, Places and Forms of the Cult of Magna Mater in Rome . Berlin: De Gruyter. Lane, Eugene N. (red.) (2015). Cybele, Attis and Related Cults: Essays in Memory of M.J. Vermaseren . Leiden: Brill. Lätzer-Lasar, Asuman (2024). “The Heterarchy of the Roman Galli: Womanhood as Tool for Creating Religious Authority.” Religion and Gender  14(1–2): 81–108. Bonnet, Corinne; Bricault, Laurent (2016). When the Gods Travel: Religions in the Ancient Mediterranean . Leiden: Brill. Alvar, Jaime (2008). Romanising Oriental Gods: Myth, Salvation and Ethics in the Cults of Cybele, Isis and Mithras . Leiden: Brill. Latham, Jacob (2012). “Fabulous Clap-Trap: Roman Masculinity and the Cult of Magna Mater.” Journal of Religion  92(1): 84–122. Roller, Lynn E. (1999). In Search of God the Mother: The Cult of Anatolian Cybele . Berkeley: University of California Press. Lancellotti, Maria Grazia (2002). Attis: Between Myth and History . Leiden: Brill. Beard, Mary; North, John; Price, Simon (1998). Religions of Rome, Vol. 1–2 . Cambridge: Cambridge University Press. Ved fejl eller mangler tag endelig kontakt

Hendes navn betyder blomsterpige og hun var gudinde for maj måned og for alt der blomstrede frem. Hun var en af de ældste gudinder og havde sin egen præstestab Flamen Florialis. Flora havde fra 238 fvt. sit eget tempel på en af Roms høje, Quirinalhøjen. Hun havde en stor festival kaldt Floralia, der blev fejret den 28/4- 3/5. Denne fest indebar dyrekampe, danse og Flora legene, Ludi Florae. I underholdningen indgik nøgne prostituerede, der enten dansede eller kæmpede med gladiatorer. I festlighederne blev også harer, hjorte og andre dyr, der repræsenterer frugtbarhed sluppet fri. Festivalen var for almindelige frie borgere, og ikke kun det fineste borgerskab, hvilket ellers ofte var tilfældet. Digteren Ovid (43 fvt.-17 evt.) forklarede festlighedernes mytiske baggrund i værket Fasti., hvor han gennemgik den romerske kalender. Han forklarer at Flora oprindelig var en nymfe ved navn Chloris, som blev taget af nordvestenvinden Zephyrus. Han giftede sig med hende og dermed transformerede hun sig til Flora, blomster og forårsgudinden. Flora var et yndet motiv i renæssancens kunst og hun fremstilles ofte som en ung kvinde med blomster om sig. Flora er gudinden bag betegnelsen flora, om blomster, modsat fauna, dyreriget.

De 4 evangelier, der er med i Det Nye Testamente, fortæller at Jesus gjorde op med det kvindesyn, der herskede i antikkens græsk-romerske verden og i det jødiske trossamfund. Dette gjaldt både kvinderne i hans følge og kvinderne han mødte, talte med og helbredte. Jesus har været en mellemøstlig mand i nutidens Palæstina, der var underlagt Romeriget. I det Romerske Rige og i det jødiske trossamfund, havde kvinder ikke rettigheder og var ikke anset som selvstændige juridiske individer. Samfundet var patriarkalsk og bygget op om familien, med en fader, pater familias, som den absolutte leder. Hustru, børn og tyende, havde ingen medbestemmelse. Kvinder kunne, hvis de ikke blev sat ud som spæde, blive gift bort som 12-årige og skulle leve i hjemmet, passe familien, føde børn og amme. I de hedenske græsk-romerske templer var der dog præstinder, der kunne leve et liv udenfor for den gængse tilværelse som kvinde. I jødedom var kvinder udelukkede fra den religiøse sfære. Jødiske præster var alle mænd, og kun de havde adgang til det inderste i templet. Hvis kvinder deltog i en synagoge, sad de for sig selv, og skulle tie. Under menstruation var kvinder urene og skulle ikke nærmes, berøres eller tales til. Det er dette samfunds- og kvindesyn, som Jesus har levet i. Jesu gør i evangelierne op med flere af disse normer, for eksempel da han berører en blødende kvinde, taler med en udstødt samaritansk kvinde, har kvinder i sit følge og taler kvindernes sag. Samtalen med den samaritanske kvinde er den længste samtale Jesus har i evangelierne. Samtalen findes i Johannes Evangeliet kap 4 Den samaritanske kvinde er udstødt da hun kommer fra Samaria, da hun har haft fem mænd og da hun er sammen med en mand udenfor ægteskabet. Alligevel taler Jesus med hende, han taler længe og han drikker af hendes vand. Dette er skelsættende på mange måder i samtiden. Der er dog langt flere kvinder, og også ledende religiøse kvinder i kristendommens historie, som ikke er med i den endelige Bibel. Biblen blev først kanoniseret da kristendommen blev statsreligion og skulle tilpasses det patriarkalske Romerrige I 300-tallet. Kristendommen blev en del af det samfund, som Jesus gjorde op med og det påvirkede både kristendommens skrifter, men også kvindesynet og kvindernes virke I samfundet. Litteratur: https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/joh/4 De skjulte ledere, Marianne Aagård Skovmand, Gyldendal 2022. Mary and the Early Christian Women: Hidden Leadership. Ally Kateuz, 2019 Kvindeteologi og Arven efter Eva, Lone Fatum, afdeling for Bibel Eksegese, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet

Et af hovedargumenterne imod kvindelige præster er udvalgte skriftsteder fra Paulus breve. Forskning påpeger dog, at flere af brevene, samt passager i andre breve, heriblandt flere kvindenedsættende, kan være senere tilføjelser. Et berømt eksempel er i 1. Korintherbrev, hvor Paulus skriver at kvinder skal tie stille i menighederne. I samme brev står der dog også, at kvinder skal have deres hoved tildækket NÅR de profeterer i menigheden. Dette vil altså sige at kvinderne faktisk profeterede i menighederne og altså ikke forblev tavse og passive. Rækken af modstridende passager er muligvis tilføjet af forfatterne af de såkaldte Pastoralbreve, heriblandt 1. og 2. Timotheusbrev og Titusbrevet. Disse pastoralbreve og tilføjelserne til de andre breve, indgår i Det Nye Testamente, og påstår at være skrevet af Paulus, men de er i videnskaben, anset for uægte. Pastoralbrevene og tilføjelserne til Paulus ægte breve, er mere kvindefjendske og muligvis sat ind, for at tækkes det patriarkalske samfund i det romerske rige i 300-tallet. Paulus breve er allerede fra ca. 50 evt. og vidner om kristendommens tidlige husmenigheder. De er fra ca. 50 og er lejlighedsbreve, der instruerer de tidlige husmenigheder, der står med aktuelle problemstillinger, som han skal råde dem i. 13 breve tilskrives ham, men heraf er flere altså anset for uægte. Paulus var selv tidligere jødisk rabiner, og kristen forfølger, men blev ifølge skrifterne omvendt af synet af den genopstandne Jesus. Paulus blev apostel og udbredte kristendommen til hedningene og altså ikke kun til jøder, som Jesus og hans disciple havde gjort. I Paulus breve møder vi mange kvinder, og vi hører at kvinderne profeterer, styrer husmenigheder, taler i menighederne og sendes ud som apostle. Litteratur: https://jyllands-posten.dk/jpaarhus/ECE4461404/Kvinder-skal-ikke-tie-iforsamlinger/#:~:text=Det%20sted%2C%20som,de%20kom%20hjem. De Skjulte Ledere, Marianne Aagård Skovmand, Gyldendal 2022

I Paulus breve møder vi flere fremtrædende og ledende kvinder, der i oversættelser, ufrivilligt skifter køn, eller degraderes pga. deres køn. I Romerbrevet kap. 16 sender Paulus hilsner til 33 navngivne personer, hvoraf 15 er kvinder, altså næsten halvdelen. De første menigheder var husmenigheder i private hjem og mange af disse var ledet og finansieret af kvinder. Føbe, Priska, Junia, Julia, m.fl. er alle betydningsfulde kristne kvinder, som Paulus hilser i sit brev. "Hils Priska og Akvila, mine medarbejdere i Kristus Jesus. De har vovet halsen for at redde mit liv, og ikke alene jeg, men også alle hedningemenighederne takker dem. Hils også menigheden i deres hus. Hils min kære Epainetos, provinsen Asiens førstegrøde til Kristus. Hils Maria, som har gjort et stort arbejde for jer. Hils Andronikos og Junias, mine landsmænd og medfanger. De nyder megen anseelse blandt apostlene, og de har tilmed været i Kristus før mig. Hils Ampliatus, min kære broder i Herren. Hils Urbanus, vores medarbejder i Kristus, og min kære Stakys. Hils Apelles, der har stået sin prøve i Kristus. Hils dem hos Aristobul. Hils Herodion, min landsmand. Hils dem hos Narkissos, som er i Herren. Hils Tryfæna og Tryfosa, som har arbejdet i Herren. Hils min kære Persis, som har arbejdet så meget i Herren. Hils Rufus, den udvalgte i Herren, og hans mor, som også er en mor for mig. Hils Asynkritos, Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og brødrene hos dem. Hils Filologos og Julia, Nereus og hans søster, og Olympas, og alle de hellige hos dem. Hils hinanden med helligt kys. Alle Kristi menigheder hilser jer." Et eksempel på kønsskifte er at kvinden Junia blev til mandenavnet Junias i oversættelser. Fejlen skyldes den græske mangel på accenter i skriften, og at oversætterne ikke har kunnet forestille sig at en kvinde kunne være kristen leder. Først i den danske bibeloversættelse 2020, er Junia blevet kvinde igen. Af andre kvinder er særligt Føbe interessant, da hun af Paulus er sendt afsted med selvsamme brev til menigheden i Rom. I romerbrevet kap 16 beskrives Føbe i den danske oversættelse som følgende. ”Jeg anbefaler vor søster Føbe til jer; hun er menighedstjener i Kenkreæ.  Tag imod hende i Herrens navn, som det hører sig til mellem de hellige, og hjælp hende med alt, hvad hun kan få brug for fra jer. Hun har selv stået mange bi, også mig.” Ordet ”menighedstjener,” er formentlig ikke korrekt, men snarere som i den engelske oversættelse, ”præst.” Føbe nævnes flere steder og betros Altså at aflevere Paulus’ brev. Føbe var muligvis leder af en menighed og rejste rundt som apostel og forkyndte. Dette kvindesyn stemmer også bedre overens med Paulus syn på kvinder, i flere breve, for eksempel i citatet fra Galatherbrevet v. 28 ff. ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus” Først i den senere patriarkalske romerske verden blev kvinder frataget indflydelsen Litteratur se https://linktr.ee/kvindernesre

Sådan stod der bl.a. i de mandlige præsters protest mod kvindelige præster i dagene op til vedtagelsen af loven, der gav kvinder adgang til prædikestolen. Loven blev vedtaget alligevel og året efter, d. 28. april, blev de første kvindelige præster ordineret. Det er nu 75 år siden. For at markere 75-jubilæet er instagram profilerne @kvindernesreligionshistorie og @koensforskning_detkglbibliotek gået sammen om at lave en række historier om emnet. De deles selvfølgelig også her. Du vil fx kunne læse historier om kvinders glemte og skjulte roller i den tidlige kristendom, som udfordrer de gængse forestillinger om en udelukkende maskulin tradition. Fx historier om kvindelige apostle og gemte skrifter, som er forsvundet ud af kirkehistorien. Du vil også få historier om de danske kvinders vej til teologistudiet og forskellen på almindelige danskeres og kirkens syn på kvindelige præster i månederne op til vedtagelsen af loven. Og svaret på hvordan det gik til, at det fortsat den dag i dag er lovligt at kønsdiskriminere ved ansættelse af præster. Vi glæder os til at dele vores historier med dig!

I den nordiske mytologi møder vi asynjen Sif, men som med mange af de nordiske gudinder, ved vi kun ganske lidt om hende. Hendes hår er af det pureste guld og sammen med den hårdtslående Thor lever hun med mine, dine og vores børn. Ifølge den kristne politiker og forfatter Snorre Sturlussons Edda, fra Island i 1200-tallet, fik Sif sit hår af guld på underfundig vis. Den snu Loke klippede det af hende da hun sov, som vi kan læse her: ”Hvorfor kaldes guld for Sifs hår? Loke Laufeyson havde på lumsk vis klippet alt håret af Sif. Da Tor blev klar over dette, greb han Loke, og han ville have knust hver en knogle i ham, hvis Loke ikke forinden havde lovet, at han ville få sortalferne til at lave hår til Sif af guld, som ville vokse som andet hår. Derefter drog Loke hen til de dværge, der kaldes Ivaldesønnerne.” (overs, Jesper Lauridsen Heimskringla.no ) Til Lokes held lykkes det ham at skaffe guldhåret som voksede sig fast på Sifs hoved. Herefter har Sif det smukkeste hår af guld og det blev hendes kendetegn. Myten om Sif guldhår forklarer også, hvordan guderne, Thor, Odin og Frej fik deres mægtige attributter, blandt andet Thors hammer Mjølner, Odins spyd Hrungner og Frejs skib Skidbladner. Flere har påpeget at det at tage Sifs hår, kan henvise til at hun har haft samleje med Loke. Spekulationerne bunder blandt andet i at Loke selv i Lokesenna, fortæller, at Sif har været sammen med ham. Derudover kalder Odin, Thor for en Hanrej i digtet, Hárbarðsljóð. Vores viden om Sif er ellers yderst sparsom. Hun er smuk, men tilbageholdende. Hun har muligvis været en svanegudinde, og gudinde for ægteskab og børn. Sif er gift med asen Thor og sammen har de børnene Modi og Trud. De bor i deres hjem Bilskirner, der er Asgårds største bolig, med 540 rum, og den ligger i Trudvang. Sif har også et barn fra et tidligere forhold, nemlig skiguden Ull, det er blandt andet ham der har navngivet stadionet Ullevi, hvor Danmark vandt EM i 1992. Hvem Ulls far er fremgår ikke i skrifterne. Thor har også sønnen Magni fra et andet forhold og Sif og Thor udgør derfor en såkaldt "moderne familie," med "dine, mine og vores børn." Dette har dog snarere været normalen i en tid med stor dødelighed grundet hårde liv, kamp, død i barselssengen, togter og hvad der ellers kan fratage en ægtefælle. Vikingetidens Norden var stort set skriftløs og vores viden beror på arkæologiske fund, udefrakommende observatører og de senere middelalderlige, kristne skrifter. Måske har Sif rummet mere og måske ikke, men hun giver et billede på et kvinde og familie syn. Sif er i denne uge fredagsgudinde Rigtig god fredag ☀️ #fredagsgudinder Foto: Sif, John Charles Dollman. 1909. wikimedia. Sif, Jenny Nyström. 1893 Ukendt kunstner Wikimedia Litteratur: Nordiske guder og helte, Politikens håndbøger Nordisk mytologi leksikon Lex.dk Heimskringla.no overs, Jesper Lauridsen