Søg på dette website

Sankt Valborg. Stykker af sidealtrene tilhørende Sankt Martin i Messkirch. Natten mellem den 30. april og den 1. maj var tidligere en forårsfest kaldet Valborgsaften. Navnet Valborg er en fordanskning af Walpurga. Sankt Walpurga, Valborg, var efter sigende en engelsk prinsesse og abbedisse som døde i 779. Valborg fravalgte det rige liv som kongedatter og blev som ung sendt til det nuværende Tyskland for at missionere. Valborg var en belæst og intellektuel kvinde, og hun blev abbedisse i et nonnekloster i Heidenheim. Valborg blev siden helgenkåret af den romersk-katolske kirke d.1. maj 870. Valborg fik den 1. maj som helgendag, hvilket meget belejligt faldt sammen med fejringen af en gammel forårsfest blandt keltere i England og Tyskland. Her fejrede man overgangen fra vinter til sommer og at frugtbarheden og lyset var kommet tilbage. Aftenen og natten den 30. april, kaldet Valborgaften, havde længe en helt særlig status i Danmark og Tyskland. Natten var et skæringspunkt og her var overnaturlige og onde kræfter særligt aktive. Denne nat var farlig på samme måde som Allehelgensaften i oktober. Det var en overgangsnat, en overgang mellem lys og mørke, vinter og sommer, og en farefuld kamp mellem ondt og godt. Det var farligt at blive indendørs ved Valborgaften og nat, så man søgte ud og samledes ved bål og ild, kaldt blus. Et Valborgblus var ild, der skulle beskytte mod det onde. Ilden skulle helst tændes på en høj eller bakke og det skulle være "levende ild," ild skabt fra bunden, ikke blot taget et andet sted fra. Ved ilden skulle man våge natten over for ikke at blive overlistet af det onde. Man vågede dog ikke blot, men man dansede, sang og fortalte historier. Unge par kunne i ly af mørket søge mod skoven, og her ville de måske returnere til blusset uden samme jomfruelighed som før. Fejring af majfest. Af Pieter Brueghel den yngre, 1620'erne. Heksesabat - Johannes Praetorius: Blockes-Berges Verrichtung, Leipzig år 1668 Fra 1600-tallet blev natten forbundet med hekse og kaldet ”heksenatten”. Her mente man, at heksene drog til fest med djævlen ved Bloksbjerg i Tyskland, Tromsø i Norge eller andre steder. Valborgaften er ikke længere vigtig i Danmark, hvor Sankt Hans har overtaget bål og hekse. Valborgaften markeres dog stadig i både Tyskland ofg Sverige. Walpurga, den danske Valborg, er denne uges Fredagsgudinde Kilder: Den Store Danske, Frederiksund Museum, Nationalmuseet. Dansk Folkemindesamling. Det Kongelige Bibliotek. Fotos: Sankt Valborg. Stykker af sidealtrene tilhørende Sankt Martin i Messkirch. Af Master of Messkirch - Philadelphia, John G. Johnson Collection, Inv.Nr. 1700 u. 1701, Public Domain Fejring af majfest. Pieter Bruegel den ældre (16. århundrede). Af Pieter Brueghel den yngre, 1620'erne. Public Domain. Heksesabat - Johannes Praetorius: Blockes-Berges Verrichtung, Leipzig år 1668. Public domain. Kontakt ved manglende eller fejl ved kreditering.

Den 14. december 1874 sendte socialdemokratiske kvinder, i Den Frie Kvindelige Forening, et sølvbæger til en fængslet mand. Louis Pio (1841-1894) ”Modtag et minde på din fødselsdag, du ædle kæmper for den gode sag” Manden i fængslet var Louis Pio (1841-1894), og årsagen var hans 33-års fødselsdag og hans kamp for kvinder. Louis Pio var en af hovedmændene bag den tidlige danske arbejderbevægelse og Pio stiftede Den Internationale Arbejderforening, det senere Socialdemokratiet. Som forbillede for organiseringen af arbejderne havde Louis Pio den franske revolution og Frimurerlogen. Pio var derfor valgt som stormester ligesom frimurerlogens leder. Årsagen til at Louis Pio blev fængslet af den danske stat, var at man ønskede at standse en organiseret arbejderbevægelse. En agitator på Nørre Fælled. Maleri af Erik Henningsen, 1899. Arbejderbevægelsen var som resten af samfundet på Louis Pios tid patriarkalsk, men Louis Pio ønskede bedre forhold for kvinder og børn. Dette skyldtes at kvinder og børn blev benyttet som billig arbejdskraft til hårdt og nedslidende arbejde. Derfor ville Pio afskaffe børnearbejde og mindske kvindearbejde. At Pio kæmpede for børns og kvinders rettigheder er ofte overset, men fremstår tydeligt ved nærmere eftersyn. Pio blev dog set som en helt og en martyr blandt arbejderne. Store dele af arbejderbevægelsen havde religiøse forbilleder og på sølvbægeret som kvinderne sendte til Pio, ses engle og Pio selv omtales som en frelsende og selvopofrende leder. Sølvbægeret I tre år sad Louis Pio i fængsel og det havde nær kostet ham livet grundet usle forhold. Pios kamp for arbejdere, kvinder og børn, fortsatte ved løsladelsen i 1875, men i 1877 blev Pio betalt for at forlade Danmark og tage til Amerika. Pios martyrstatus faldt til jorden og han blev stemplet som forræder. Pio havde længe et blakket ry, men hans datter Sylvia, fik renset hans navn. Sylvia giftede sig med adelsmanden Hans Knuth og flyttede til Danmark. På trods af skilsmisse og et turbulent liv, førte Sylvia en ivrig kamp for at få sin far retmæssigt ind i historiebøgerne. Sylvia satte igen fokus på kvindekampen og hendes historie er om muligt endnu mere fascinerende end hendes fars. Sylvia Mizpah Pio Pios sølvbæger dukkede op blandt flere andre genstande, da Arbejdermuseet endelig fik adgang til Louis Pio og Sylvia Pios arvegods. Du kan opleve sølvbægeret på Arbejdermuseets udstilling "Kvindeliv." Denne artikel er skrevet af Sisse Marie kromann, som en del af samarbjedet mellem Arbejdermuseets særudstilling Kvindeliv og Kvindernes Religionshistorie. Kvindeliv x Kvindernes Religionshistorie Foto: Louis Pio af ukendt. Det Kongelige Bibliotek. Public Domain En agitator på Nørre Fælled. Maleri af Erik Henningsen, 1899. Public domain. Sylvia Pio. Foto fra arbejdermuseet Kilder: Arbejdermuseet, Det kongelige Bibliotek, Lex, Danmarks Nationalleksikon. Artikle af Kruckow, Marianne: Sylvia Pio i Dansk Kvindebiografisk Leksikon

Foråret kommer først når den slaviske vintergudinde brændes. Hun brændes hvert år i skikkelse af en strådukke. I flammerne ofres hun til sig selv. Når hun er væk starter foråret, og når vinteren begynder kommer hun igen. Drowning of Marzanna 1938 af Edmund Bartłomiejczyk Strådukken er gudinden for vinter og døds symbolske skikkelse, og i flammerne bliver strådukken ofret til gudinden selv. De varme flammer forvandler strådukken til aske. Asken indeholder særligt frugtbare og fertile egenskaber, og den strøs ud over de nærtliggende marker. Denne særlige aske sikrer dyrenes og jordens frugtbarhed. Andre lokale variationer kaster strådukken i floden, hvor hun og hendes særlige egenskaber optages i naturen. Dette sker hver gang, vinteren går på hæld. Gudindens skæbne er i begge tilfælde, om hun brændes eller druknes, at tage afsked med vinteren og blive ofret til sig selv, så naturens cyklus kan fortsætte. Denne gudinde har mange navne, alt efter hvilket land hun er i. Hun er bl.a. kendt som Morana, Marzanna og Mara. Hendes navn associeres med de russiske ord; "mor" der betyder "pest" og "mrak" der betyder "mørke" , samt "moroz" der betyder "frost". Alle disse ord har en umiddelbar negativ klang, men hun er en af de vigtigste gudinder i det førkristne slaviske pantheon. Den førkristne slaviske folketro var præget af en cyklisk tidsforståelse. For at noget kunne blomstre, måtte noget andet visne, og for at foråret kunne begynde, måtte Morana brændes. Hun var forudsætningen for forår, liv, lys og varme. Dagene inden hendes ofring blev hun og solen æret. Man spiste bl.a. runde fladbrød, der symboliserede den varme gyldne sol. I år 988 menes kristendommen at være kommet til Kijevriget. Kijevriget lå geografisk på dele af det, der i dag er Ukraine, Belarus og Rusland. Geografisk var det det største rige i Europa, indtil det i 1200-tallet faldt fra hinanden. Kijevrigets størrelse gjorde den kristne mission svær. Derfor var det bl.a. først i 1600-tallet, at størstedelen af østslaverne var kristnede. Maslenitsa brændes i Jekaterinburg 2019 Det russiske ord "dvojeverije" betyder "dobbelt tro", og beskriver det dobbelte trossystem, der opstod i denne periode. Den nye kristendom og den allerede eksisterende tro skabte et dobbelt trossystem. Forårsritualet der ofrede Morana til sig selv, blev ikke glemt, men skiftede form og betydning. Det førkristen ritual blev en del af en kristen ortodoks tradition. I stedet for et overgangsritual opstod en tradition, hvor man i en uge forberedte sig på den 40 dag lange ortodokse faste. Strådukken blev stadig brændt, men ændrede betydning og navn til Maslenitsa. Det blev også navnet på ugen, der forberedte fasten. Navnet "Maslenitsa" kommer af det russiske ord "maslo", der betyder "smør" eller "olie". De runde fladbrød man spiste før kristendommen, blev forvandlet til pandekager, der ligesom fladbrød er varme, runde og symboliserer solen. I fasten var det bl.a. forbudt at spise æg, mælk og smør, som alle er ingredienser i pandekager. Nogle steder er pandekagerne i dag en central del af Maslenitsa-ugen. Maslenitsa af Boris Kustodijev 1916 Maslenitsa fejres stadig i flere af de slaviske lande, herunder Ukraine, Belarus og Rusland. Traditionerne har ændret sig flere gange i løbet af historien. I dag er Maslenitsa mest af alt et karneval med lækker mad og sjove aktiviteter. Men Morana/Mara/Marzanna/Maslenitsa m.m. brændes stadig på bålet til sidst i ugen. Andre holder fast i den slaviske folketro, og fejrer overgangsritualet med en cyklisk tanke om, at Morana ofres for, at foråret kan indtræde og vende tilbage med vinteren, når det igen er tid. Fotos: Drowning of Marzanna 1938 af Edmund Bartłomiejczyk. Public domain. Farvel til vinteren. Maslenitsa i Jekaterinburg. Taganskaja Sloboda. Public domain. Maslenitsa af Boris Kustodijev 1916. Public domain. Kilder: Monaghan, Patricia. 2009. "The Slavic Peoples." i Encyclopedia of Goddesses and Heroines. Greenwood. Sharon Hudgins. 2012. ”Buttering up the sun: Russian Maslenitsa from Pagan Practice to Contemporary Celebration” i Celebration: Proceedings of the Oxford Symposium on Food and Cookery 2011, edited by Mark McWilliams. Procpect Books. Hvithamar, Annika: slavisk religion i Lex på lex.dk. Hentet 26. februar 2026 fra https://lex.dk/slavisk_religion Medojed. 2011. ”Мара-Марена и Масленица.”. Livejournal, 6. marts. https://medojed.livejournal.com/64402.html? Domik-schastya. 2021. ”Суть Масленицы: битва двух богинь”, 12. marts. https://domik-schastya.ru/articles/sut-maslenitsy-bitva-dvuh-bogin/ Jepsen, Harald Hartvig og Poulsen-Hansen, Lars Peder. 2025. ”Ukraines historie”. Lex, sidst ændret 6. november 2025. https://lex.dk/Ukraines_historie DJangi, Parissa. 2026. ”The butter-soaked holiday that says goodbye to winter”. National Geographic, 20. februar. https://www.nationalgeographic.com/culture/article/maslenitsa-butter-week-slavic-orthodox-christianity Hilton Saggau, Emil: religion i Ukraine i Lex på lex.dk. Hentet 9. marts 2026 fra https://lex.dk/religion_i_Ukraine Lind, John Howard: Ruslands historie indtil 1689 i Lex på lex.dk. Hentet 9. marts 2026 fra https://lex.dk/Ruslands_historie_indtil_1689

Anne af Kleve (1515-1557) var den fjerde Hustru til Henrik VIII og nok også den heldigste af Henrik VIIIs seks hustruer. Anne af Kleve. Af Holbein den yngre. Public Domain Hun var ikke heldig på grund af at brudeparret havde det godt, men snarere fordi Henrik ikke var tilfreds med hende. Henrik mente at Anne af Kleve var en stor skuffelse, særligt hendes udseende, og brylluppet blev annulleret efter blot 5 måneder. Det er primært sådan historien husker Anne af Kleve, som utiltalende og fravalgt, men der er meget mere ved Anne af Kleve. Faktisk medførte annulleringen af ægteskabet at Anne fik en skilsmisseordning med en stor formue, en høj status ved det engelske hof, og at hun slap ud af et forhold til Henrik VIII med livet i behold. Henriks fjerde ægteskab Efter Henriks tredje hustru Jane Seymors død, Oliver Cromwell. Maleri, færdiggjort efter Samuel Copper 1657. Public domain skulle Henrik have en ny hustru og også gerne en søn mere, som ”reserve.” Henrik var dog ikke på udkig efter en hustru, da han ønskede forelskelse og begær, og ikke et politisk arrangeret fornufts ægteskab. Men han havde brug for en hustru, samt en søn mere, og det blev Thomas Cromwell ( 1485-28.7.1540) , der skulle arrangere det. Cromwell var adelsmand og Henriks nærmeste rådgiver. Henriks relationer i Europa var kritiske efter hans brud med paven. Derfor skulle et ægteskab gerne skabe nye alliancer. Cromwell og Henrik fik hofmaleren Holbein den yngre, til at male flere kvinder fra fornemme familie i Europa, som Henrik kunne vælge ud fra. Efter Henriks kærligheds historik var han dog ikke i så høj kurs på ægteskabsmarkedet, trods sin magt og vælde. Han havde Hertuginde Christine af Lothringen, født prinsesse af Danmark. Malet af Hans Holbein den Yngre i 1538. Portrættet er i National Gallery i London. Public domain. annulleret et ægteskab, fået halshugget sin anden hustru og hans sidste hustru var død ved fødslen af hans søn. Den danske Christine af Danmark (1521-1590), datter af Kong Christian II, skal blandt andet have afvist Henriks interesse for hende. Anne af Kleve Valget faldt på Anne af Kleve. Kleve lå i nutidens Tyskland og var et mindre hertugdømme, der ligesom England havde brudt med paven og nu stod i et religiøst limbo, hvor de var katolske, men havde alliancer med protestantiske riger og regenter. Anne af Kleve var datter af Hertugen af Kleve og derfor en perfekt politisk forbindelse. Hun var også en af de forbindelser, der stadig var interesseret i at ægte Henrik på trods af historiken. Anne af Kleve blev udvalgt blandt andre kvinder for sin skønhed og familiens magt og alliancer. På denne måde var Henrik VIII’s valg af hustru, for første gang et klassisk og politisk ægteskab for en konge på denne tid. Anne af Kleve. Af Holbein den yngre. Public Domain Vi har stadig maleriet som hofmaleren Holbein den yngre malede af Anne af Kleve og det viser os den unge Anne. Anne af Kleve er i typiske fornemme tyske gevandter og bestemt ikke så utiltalende, som hun er husket for i den senere historie. Det er uvist om hun er forskønnet af maleren for at fremme interessen hos kongen, men uanset hvad blev Henrik betaget af hendes portræt, men skuffet ved synet af hende I virkeligheden. Der har været et stort fokus på Annes udseende i historien, da vi kender til Henriks forstødelse af hende og hans omtale af hende som "the Flanderen Mare", hvilket er en meget stor og tung hest fra Flandern. Der er dog sjældent fokus på Henrik selv. Henrik var ikke længere den unge, atletiske mand han var tidligere. Efter Henrik først var faldet af sin hest og dernæst havde mistet Jane Seymours, var han blevet en stor mand rent fysisk. Han vægt var øget gevaldigt og han var ikke længere helt ung. Dette nævnes dog sjældent. Fokus er primært på hans hustruer, deres dannelse og særligt deres fysiske fremtoning. Ægteskabet Henrik VIII, 1540. Hans Holbein den yngre. Palazzo Barberini, Rom. Public domain. Anne blev som 24 årig sendt på den lange rejse til England for at blive gift med Henrik VIII. Henrik, der var romantikker, ville dog lave en romantisk gestus. Sammen med fem af sine mænd overraskede han Anne på hendes rejse igennem England, da hun holdt hviledag I Rockchester Castle. Han mødte hende med et kram og en nytårsgave og Anne, der formentlig ikke vidste hvem han var, og ikke forstod engelsk, reagerede høfligt, men ikke så begejstret og romantisk, som Henrik havde håbet på. Henrik skal efterfølgende have råbt til Cromwell ”I Like Her Not", men da ægteskabskontrakten var underskrevet var der ikke meget at gøre. Få dage efter, den 6. Januar 1540, blev Anne og Henrik gift, selvom Henrik allerede havde udtrykt sin utilfredshed med sin brud. Henrik kunne ikke fuldbyrde ægteskabet og de to havde aldrig samleje på trods af at de delte seng. Han mente at hun var utiltrækkende, og direkte frastødende. Flere har dog spekuleret i om Henrik mon led af impotens. Henrik udtrykte gentagne gange at han var yderst skuffet over Annes udseende og optræden, og han ville ud af ægteskabet så hurtigt som muligt. Anne var meget anderledes end Henriks andre kvinder. Hun havde levet et trygt og isoleret liv med sin mor og søskende i Kleve. Hun var ikke uddannet, kunne ikke danse, synge eller underholde, som Henriks forrige hustruer og elskerinder. Hun talte også kun tysk og skulle have en tolk med, ved alle samtaler. Derudover var Anne moderigtig i Tyskland, men ikke i England, hvor den franske mode var det dominerende. Henrik var skuffet over Annes færden og synes bestemt ikke at hendes skønhed levede op til maleriet af hende. Henrik var formentlig i bund og grund dybt skuffet, da han troede at han skulle blive stormende forelsket i Anne, men ikke kunne. Anne af Kleve. 1540. Bartholomäus Bruyn den ældre. Wikimedia Commons. Anne var dog kendt som både køn, venlig og vellidt. Hun var en yndet kvinde og hun dannede flere stærke relationer, bl.a. til Henriks døtre Mary og Elizabeth. Hun var høflig, hun ville gerne gøre Henrik glad, men det lykkes ikke og ægteskabet endte efter blot 6 måneder. Annuleringen Henrik ønskede at komme ud af ægteskabet uanset hvad og det fortalte han til Cromwell. Cromwell ønskede dog at ægteskabet skulle fortsætte af rent politiske årsager, og fordi det var Cromwell selv, der havde sat ægteskabet i stand. Henrik ville finde en udvej og han gik Annes fortid igennem og argumenterede for, at Anne havde været lovet bort i sin barndom, og at denne aftale ikke var blevet brudt. Barndomstrolovelser var dog almindelige på denne tid og ellers ikke en hindring, men Henrik fandt her sin udvej. Hele annulleringen foregik igennem tolke og andre personer end Henrik og Anne selv. Han fik sine folk til at ordne det og brugte i stedet tiden på Annes hofdame Katherine Howard, som havde vækket hans interesse. Anne forholdt sig stille og man kan forestille sig at hun må have været bange, da hun har kendte til både Katharina af Aragonien og Anne Boleyns tidligere grumme skæbner. Anne er pragmatisk og hun gjorde som kongen ønskede og sendte ham endda vielsesringen retur. Henrik og Anne blev gift i januar 1540 og brylluppet blev allerede annulleret i juni samme år. Anne gjorde klogt i at forholde sig passivt og føje Henriks vilje, og som belønning fik hun en favorabel skilsmisse. Henrik var allerede videre og Katherine Howard, der var Annes hofdame, ønskede Henrik nu at ægte og gøre til dronning. Blot én måned efter annulleringen af ægteskabet med Anne, blev Henrik gift med Katherine Howard og hun blev den femte dronning. Katherine Howard, Wenzel Hollar. Public domain. Anne og selvstændigheden De fleste historier om Anne af Kleve slutter her og det er kun de seks måneder som hustru, der erindres. Der er dog meget mere ved Anne, der også bør huskes. Anne forblev i England, da hendes forældre var gået bort og hun ikke ønskede at vende tilbage til Kleve i vanære. I hendes skilsmisseordning, var det heller ikke tilladt for hende, at forlade landet, da Henrik ville sikre sig at hun ikke påstod, at hun var dronning. Hendes skilsmisse var yderst favorabel for Anne. Hun fik slotte, penge, og et liv uden forpligtelser. Hun behøvede ikke længere være gift med en utilregnelig konge, og Henrik var så lettet og glad for annulleringen og Annes reaktion, at han gav hende titlen som "kongens søster." Det var en fornem titel der satte hende lige under Henriks døtre. Anne var dermed stadig en del af hoffet og hun havde en høj status og var afholdt. Anne forblev i tæt kontakt med Henrik og hans døtre Mary og Elizabeth, og også efter Henriks død var hendes relation til døtrene tæt. Efter annulleringen kunne Anne nyde et selvstændigt liv, som de færreste kvinder på denne tid var forundt. Hun kunne nyde livet med sine rigdomme, slotte, og sin frihed. Hun kunne dog ikke gifte sig igen, men forblev enlig til sin død. Anne af Kleve illustreret af Josefine Kofoed @queensinink Annes eftermæle Anne er husket som utiltrækkende, som den fravalgte og afsatte hustru, men hun var i virkeligheden formentlig den heldigste af Henrik VIIIs seks hustruer. Hun blev aldrig kronet dronning, men hun slap ud af ægteskabet med rigdom, status og ikke mindst med livet I behold. Cromwell blev senere dømt til døden og det er ofte blevet sat i forbindelse med hans rolle ved ægteskabet til Anne af Kleve. Henrettelsen af Cromwell var dog senere og højst sandsynligt ikke på grund af Anne of Kleves. Anne var aktiv ved hoffet resten af sit liv og var anset som et medlem af den kongelige engelske familie. Som den eneste af Henriks hustruer levede Anne af Kleve længere end Henrik VIII. Anne fik en god skilsmisse ordning og hun beholdt en god og varm kontakt med Henriks datter Mary og særligt Elizabeth, den senere Elizabeth I, helt frem til sin død. Følg med her på siden når der er fokus på de fascinerende kvinder i Henrik VIII´s liv og deres fascinerende religionshistorie. 6 markante kvinder blev Henriks VIII's hustruer. Alle 6 var de troende kristne, men på hver deres måde. Vi skal se nærmere på kvindernes religionshistorie. Fotos: Anne af Kleve. Af Holbein den yngre. Public Domain Oliver Cromwell. Maleri, færdiggjort efter Samuel Copper 1657. Public domain Hertuginde Christine af Lothringen, født prinsesse af Danmark. Malet af Hans Holbein den Yngre i 1538. Portrættet er i National Gallery i London. Public domain. Anne af Kleve. Af Holbein den yngre. Public Domain Henrik VIII, 1540. Hans Holbein den yngre. Palazzo Barberini, Rom. Public domain. Anne af Kleve. 1540. Bartholomäus Bruyn den ældre. Wikimedia Commons. Katarina Howard, Wenzel Hollar. Public domain. Anne af Kleve illustreret af Josefine Kofoed @queensinink. Tilladelse af Josefine Kofoed til brug af foto. Litteratur: Anne of Cleves, Elizabeth Norton, Amberley Publishing, 2010 The Marrying Anne of Cleves, the royal protocol in early Modern England. Retha M. Warnicke, Arizona State University, 2000. Anne of Cleves: Henry VIII's Unwanted Wife, Sarah-Beth Watkin, Winchester: Chronos Books, 2018 Den Store Danske, Anne af Kleve Tag endelig kontakt ved fejl og mangler i kreditering.

Muligvis portræt af 11-årige Katharina af Aragonien Hun blev ufrivilligt husket som den fraskilte dronning, men hun var langt mere end det. Hun var en lærd, ærefuld og magtfuld dame, der nød stor respekt hvor hun kom. Som datter af kongen af Aragonien og som del af flere kongelige familier, blev hun uddannet i sprog, filosofi og teologi. Hun var en yderst katolsk kvinde, der fulgte et stramt program af bøn, messe og bod. Hun var uddannet og opdraget til at blive dronning og blev gift med Arthur af Wales, Englands kronprins i 1501. Arthur døde hurtigt efter og lillebroren Henrik blev derfor tronfølger. Da Henrik VIII blev kronet i 1509 giftede han sig med Katharina, der var 6 år ældre. I 24 år var de to gift og Katharina indtog rollen som dronning med elegance og intelligens. Katharina styrede landet som regent, da Henrik drog i krig i Frankrig. Katharina med kæleabe Katharina illustreret af Josefine Kofoed @queensinink Højgravid og i rustning forsvarede hun England imod skotterne og sendte den skotske konges blodige jakke til Henrik som bevis på Englands sejr. Katharina kæmpede for kvinders rettigheder til uddannelse og hun var den første kvindelige ambassadør, da hun var ambassadør for Spanien i England. Hun så igennem fingre med Henriks elskerinder og udskejelser og satte sin pligt som dronning over alt andet. Hendes eneste uopfyldte pligt, var at hun ikke fik en levende søn. Hun fik flere dødfødte børn med Henrik, men det eneste overlevende barn var datteren Mary. Til sidst kunne hun ikke få flere børn. Det var en sorg for Katharina og en skandale for riget. Mary I, af John Master Henrik mente at den manglende mandlige arving kunne være Guds straf for at have overtaget sin broders enke. Han søgte i Biblen for at finde argumentation for at annullere ægteskabet. Samtidig havde han forelsket sig i Anne Boleyn, og søgte paven om skilsmisse. Henrik brød med kirken og Katharina blev flyttet bort. Hun så ikke sin datter igen, da hverken Katharina eller Mary ville anerkende en ny dronning. De skrev dog sammen i smug til hendes død. Den 7. Januar 1536 døde Katharina og hun vedblev til det sidste at kalde sig Englands eneste dronning. Følg med her på siden når der er fokus på de fascinerende kvinder i Henrik VIII´s liv og deres fascinerende religionshistorie. 6 markante kvinder blev Henriks VIII's hustruer. Alle 6 var de troende kristne, men på hver deres måde. Vi skal se nærmere på kvindernes religionshistorie. Katharina bønfalder Henrik om at forblive gift. Maleri afHenrik O’Neill Katharinas signatur Kilder: Forgotten Queens in Medieval and Early Modern Europe. Routhledge 2019 Jespersen, Knud J.V.: Katarina af Aragonien i Lex på lex.dk. https://lex.dk/Katarina_af_Aragonien Foto: Katharina af Aragonien, Jan Rave. Public domain Muligvis portræt af 11 årig Katharina, public domain Katharina med kæleabe, Lucas Horenbout, Public Domain. Katharina bønfalder Henrik om at forblive gift. Henrik O’Neill. Public domain. Mary I, af John Master, Public Domain. Katharinas signatur. Public domain. Katharina illustreret af Josefine Kofoed, @queensinink. Tilladelse af Josefine Kofoed til brug af fotoet. Tag endelig kontakt ved fejl og mangler i kreditering.

Det er Mariæ bebudelsesdag den 25. marts, en dag dedikeret til den jomfruelige Marias bebudelse om at hun var gravid. Ingen datoer blev dog angivet i skrifterne for hverken undfangelsen eller fødslen af Jesus. Da den kristne kirke skulle implementeres i Romerriget fra 300-tallet, gik den store udregning i gang. Ved kirkemøder indrettede man kalenderåret sådan, at man kunne ensrette troen i hele riget og erstatte hedenske højtider og gudsdyrkelse. I følge Lukas og Matthæus Evangeliet var Maria jomfru da Jesus blev undfanget og hun bar Guds søn. I Lukas Evangeliet, modtager hun budskabet fra ærkeenglen Gabriel, men der fremgår ingen tidsangivelse, ej heller årstid. Kirken valgte at sætte fødslen af Jesus den 25. december, hvilket passede med vintersolhvervet, der var markeret ved flere festligheder i mange lokale religioner i Romerriget. Regnede man så 9 måneder bagud fra den 25. december, så blev Marias start på graviditeten den 25. marts. Den 25. Marts blev derfor kaldt Mariæ bebudelsesdag, hvor man fejrede at Maria som jomfru blev gravid med Guds søn, Jesus. Omkring den 25. marts er det forårsjævndøgn og i flere religioner har denne tid været markeret ved religiøse begivenheder. Planlægningen stoppede bestemt ikke her. I Lukas Evangeliets kapitel om bebudelsen nævnes også Johannes Døberens mor, Elisabeth, der i følge dette skrift er beslægtet med Maria. Elisabeth er ved Guds indgriben, trods sin høje alder, gravid med Johannes, og hun er et halvt år længere fremme end Maria. Derfor udregnede man at det ville være passende at sætte Johannes Døberens fødselsdag til at være den 23. juni, hvilket faldt sammen med midsommer. Midsommer var ligeledes helligt i mange religioner og den dag i dag kalder vi i Danmark midsommer for Sankt Hans, efter Johannes Døberen. Mariæ bebudelsesdag har siden rykket sig et par gange, da den kunne falde sammen med "den stille uge", hvor kristne mindedes Jesu korsfæstelse, men stadig til at være omkring forårsjævndøgnet. Med reformationen i 1500-tallet blev helgendyrkelsen nedlagt i Danmark, men den danske kirke bevarede stadig Mariæ bebudelsesdag som helligdag. Ved en helligdagsreform i 1770 blev dagen flyttet til søndagen før palmesøndag. De seneste år er der kommet en fornyet interesse for Maria i folkekirken og flere kirker holder tematiske gudstjenester til Mariæ bebudelsesdag. Maria er denne uges fredagsgudinde, da hun er det tætteste vi kommer på en gudinde i den kristne tro. #fredagsgudinder Læs beskrivelsen af bebudelsen fra Lukas Evangeliet (kap. 1, vers 26-38) Bebudelsen af Jesu fødsel Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende. Yderligere litteratur: Kirkehistorie, Martin Schwartz Lausten. Folkekirken.dk Katolsk.dk religion.dk biblenonline.dk tingstedkirke.dk/kalkmalerier Tag endelig kontakt ved fejl eller mangler.

Hun var en ung kvinde, der nægtede at lade sin religions historie gå tabt. Yukie Chiri (1903–1922) levede kun i 19 år, men hendes arbejde har fået stor betydning for bevarelsen af myter hos ainu-folket. Portræt af Yukie Chiri Ainu er et oprindeligt folk fra det nordlige Japan og det sydøstlige Rusland. Ligesom de oprindelige befolkninger fra det sydlige Japan har ainu en lang historie med eget sprog, kultur og religiøse verdensbillede. Ainu-folkets religion bygger på relationen mellem mennesker og kamuy. Kamuy er guddommelige ånder, som gennemstrømmer naturen, dyrene og hverdagslivet. En af de vigtigste former for religiøs overlevering i ainu-kulturen er yukar. Yukar er episke og rytmiske fortællinger, der ofte synges, og hvor kamuy selv taler i første person. Gennem yukar formidles kosmologi, etik og menneskets rolle i verden. Rituel dans Fortællingerne blev mundtligt overleveret fra generation til generation. Traditionelt var det ofte kvinder, der bevarede og fremførte dem. Disse kvinder var bærere af rituel viden og ofte også shamanistiske evner. Imekanu, Kyōsuke Kindaichi og Imenkanus søster Nami Kanai Som ung ainu-kvinde voksede Yukie op i en tid, hvor ainu-kulturen systematisk blev marginaliseret af den japanske stat. Sproget, ritualerne og mytologien var truet. Men Yukie nåede at blive en vigtig beskytter. Yukie boede på Hokkaidō med sin tante, Imekanu, og hendes mor. Imekanu var allerede igang med at nedskrive yukar fra moren i et samarbejde med lingvisten Kyōsuke Kindaichi. Yukie fulgte trop. Forsiden af Ainu shin’yōshū Hun begyndte at indsamle, nedskrive og oversætte yukar med stor respekt for deres poetiske form og religiøse dybde. Resultatet blev “ Ainu shin’yōshū”  (1923), udgivet efter hendes død. Bogen blev det første udgivne værk skrevet af en ainu og på ainu-sproget. I en kolonial kontekst, hvor ainu-kulturen blev betragtet som “fortidslevn”, insisterede Yukie på dens dybde, kompleksitet og åndelige rigdom. Yukie Chiri er et eksempel på, hvordan kvinder har fungeret som religiøse arkiver og brobyggere mellem generationer. Yukie Chiris arbejde foreviger ainu-myterne. Derfor er hun den afsluttende Fredagsgudinde i Japanuar. Japanuar er et tema skabt af Selma Foss Hagerup i samarbejde med Kvindernes Religionshistorie af Sisse Marie Kromann. Fotos: Portræt af Yukie Chiri R ituel dans Imekanu, Kyōsuke Kindaichi og Imekanus søster Forside af Ainu shin’yōshū Alle public domain Kilder: “Divine Acts of Power” af Savannah Rivka Powell, 2019 " The Return of the Ainu " af Sjöberg, Katarina, 1993. “Ainu Spirits Singing” af Sarah M. Strong, 2011. “Songs of Gods, Songs of Humans" af Donald L. Philippi, 1979 "The World View of the Ainu" af Takako Yamada, 2001. Tag endelig kontakt ved fejl eller mangler.

Januar 2026 handlede om Japans omfangsrige religionshistorie under temaet Japanuar. Gennem fire Fredagsgudinder har Japanuar strukket på tværs af tid og religion. Hver af Fredagsgudinderne repræsenterer forskellige aspekter af kvinders rolle i Japans religionshistorie. Shamandronningen Himiko er den første navngivne person i Japans historie. Hun viser, hvordan kvinder i det forhistoriske Japan kunne forene politisk magt med religiøs autoritet. Miko betyder “shamankvinde”, og de styrede den religiøse praksis i shintos tidlige fase. I dag fungerer miko som præsternes assistenter, men deres historie minder os om, at shinto i sin tidlige form var kropslig, ekstatisk og båret af kvinder. Ryōnen Gensō fik at vide, at hendes smukke ydre ville distrahere munkene, så hun brændte sit ansigt for at få adgang til zenbuddhismen. Ryōnens liv vidner om kvinders kamp for en plads i de religiøse institutioner – og om de ofre kvindelig religiøsitet kan kræve. Yukie Chiri nedskrev og oversatte mundtlige fortællinger fra ainufolket, som blev udgivet i den første bog skrevet af en ainu. Yukie viser, hvordan ainu-kvinder trods marginalisering har bevaret og videregivet religiøs viden gennem generationer. De fire fredagsgudinder: Himiko, mikoen, Ryōnen Gensō og Yukie Chiri Disse kvinder har hver sit blogopslag her på siden, hvis man vil læse eller genlæse deres historier. Det har været svært at vælge, og der er meget mere at afdække. Jeg har valgt Fredagsgudinder både indenfor og udenfor institutionerne, som alle er historiske kvinder. Men prominente kvinder findes også på det guddommelige plan. Den største guddom i shinto-religionen er solgudinden Amaterasu. Hun er selve solen i solens rige. Og så er hun stammoder til verdens ældste og eneste bestående kejserdømme. Amaterasu lyser verden op Fremstilling af Kannon I japansk buddhisme er Kannon den største bodhisattva. En bodhisattva er et oplyst væsen, der bliver i denne verden for at hjælpe andre på vejen. I Indien og Kina fremstilles Kannon som mand, men i Japan er hun kvinde. Hun står for uendelig barmhjertighed. Sådan kunne jeg nævne mange flere, så jeg kan kun anbefale, at man læser videre. Kvindernes religionshistorie i Japan rummer både kvinders begrænsede muligheder og undertrykkelse, men også deres modstandskraft og evner. I forhistorisk tid var kvindekroppen forbundet med frugtbarhed og åndelig kraft, synligt i arkæologiske fund og en skikkelse som Himiko. Med buddhismens indførelse i 500-tallet blev religiøse strukturer i stigende grad mandsdominerede, men i Heian-perioden (794 -1185) havde aristokratiske kvinder betydelig religiøs handlekraft. Mikoer og shamaner fungerede som anerkendte formidlere mellem det menneskelige og det åndelige. Fra middelalderen til Edo-perioden (1603-1867) blev kvinder gradvist udelukket fra officielle helligsteder og ritualer, og deres underordnede rolle blev cementeret gennem konfucianistisk etik. Samtidig spillede kvindelige shamaner en central rolle i i den folkereligiøse praksis, som ellers var forbudt. Moderniseringen i Meiji-tiden (1868-1912) begrænsede kvinders religiøse muligheder yderligere. "In the beginning, woman was truly the sun. An authentic person. Now she is the moon, a wan and sickly moon, dependent on another, reflecting another's brilliance.” Raicho Hiratsuka (1886-1971) Sådan udtalte Raicho Hiratsuka (1886-1971) om kvinders position i Japan med reference til Amaterasu. Hun var en af de første vigtige personer i den japanske kvinderettighedsbevægelse. Gennem alle perioder af kvindernes religionshistorie i Japan findes alligevel kvinder, som formåede at stråle som solen i et samfund, der vil have dem til at reflektere som månen. Siden Raicho Hiratsuka skrev har udviklingen taget en drejning. Efter 1945 åbnede nye veje sig. Kvinder fik adgang til præsteembedet, religiøs ligestilling blev lovfæstet, og flere nye religiøse bevægelser opstod med kvinder som grundlæggere og åndelige ledere. Udviklingen spejler på mange måder Europas. Måske det også skyldes, at videnskabsfolk i Japan og Europa influerede hinanden, og derfor delte fokus. Ligesom i Europa, var man i Japan interesseret i “folketro”, men det blev ikke betragtet som "rigtig" religion. Det samme gælder de oprindelige befolkningers religioner, der uafhængigt af køn, blev betragtet som lavtstående. Den religiøse praksis, der blev dyrket af den almindelige befolkning udenfor institutionerne, var nok den mest udbredte, men også den mest underbelyste – og her var kvinder ofte religiøse autoriteter. I dag ses en stigende fascination af de tidligere marginaliserede religionsformer. Moderne religiøse praktiserende inddrager elementer herfra og fornyer dem, på samme måde som man globalt kan se en tendens til at genfortrylle verden ved at genoplive ældre traditioner. Derfor bliver det også spændende at følge den fremtidige udvikling af kvindernes religionshistorie i Japan. Afslutningsvis vil jeg knytte en kommentar til brugen af begrebet religion i en japansk kontekst. Gennem hele Japanuar har jeg omtalt shinto og buddhisme som religioner, men i Japan opfattes de ikke nødvendigvis sådan. Forståelsen af, hvad religion er, adskiller sig markant fra den vestlige. Selve religionsbegrebet opstod først i Japan i mødet med Vesten. På samme måde er shinto først blevet defineret som et samlet begreb efter buddhismens indtog, mens buddhisme ofte betragtes som en metode eller en filosofi snarere end en religion i snæver forstand. I Japanuar har jeg anvendt religionsbegrebet som et greb til at undersøge religiøse perspektiver, velvidende at japansk praksis og tro rummer langt mere end det, begrebet normalt dækker. For eksempel betragtes ritualer i helligdomme eller templer i Japan ikke altid som religiøse handlinger, så måske man heller ikke udelukkende skal studere dem sådan. At beskæftige sig med japansk religion udfordrer derfor hurtigt ens forestillinger om, hvad religion i det hele taget er. Det er endnu en grund til at japansk religion er et særligt rigt og spændende felt at fordybe sig i. Tusind tak for at følge med i Japanuar. Det har været en fornøjelse at dele viden om kvindernes religionshistorie i Japan. Tak for nu. 💛 Selma Japanuar er et tema skabt af Selma Foss Hagerup i samarbejde med Sisse Marie Kromann skaber af Kvindernes Religionshistorie. Fotos: Kvinde med japansk flag Himiko statue Miko Ryōnen Gensō Yukie Chiri Amaterasu Kannon Raicho Hiratsuka Alle public domain Kilder: "The Category of ‘Religion’ in Contemporary Japan" af Mitsutoshi Horii, 2018. “From Minkan-shinkō to Minzoku-shūkyō af Shinno” af Toshikazu og Paul L. Swanson, 1993. "Shinto: A short History" af Nobutaka Inoue, John Breen, Endo Jun, Mark Teeuwen, Mori Mizue, og Ito Satoshi, 2003. “Japansk Religion” redigeret af Esben Andreasen og Jørn Borup, 2013. “Women in Japanese Religion” af Barbara Ambros, 2015. “Kannon” af Esben Andreasen på Lex.dk, 2024. "In the Beginning, Woman Was the Sun" af Raicho Hiratsuka, 2006. Tag endelig kontakt ved fejl eller mangler.

Ryōnen Gensō (1646-1711) blev født med navnet Fusa i en velstående familie i Kyōto. Hun var kendt for sit skarpe intellekt og sin skønhed. Da Fusa studerede religion, filosofi og kunst, vækkede buddhismen en særlig interesse i hende. Ryōnen brænder sit ansigt Efter et arrangeret ægteskab i en tidlig alder besluttede hun sig derfor for at blive nonne. I et zen-buddhistisk kloster for kvinder blev hendes hoved barberet, og hun modtog det hellige navn Ryōnen Gensō (了然元総). Men Ryōnen ønskede at fordybe sig yderligere, så hun drog til fods mod hovedstadens templer. Ved det første tempel blev hun afvist med en begrundelse om, at hendes skønne ydre ville distrahere munkene. Hendes barberede hoved og nonneklæder var ikke nok til at skjule hendes skønhed. Ryōnen opsøgte endnu tempel, hvor historien gentog sig. Nu traf hun en radikal beslutning: Hun brændte sit ansigt med et glødende strygejern. Først da blev hun accepteret. I Ryōnens tid var kvinders plads i buddhismen snæver. De måtte kun studere i særlige kvindetempler og ikke alle troede på kvinders potentiale for oplysning. Kvinder blev i stedet set som fristelser for munkene og dermed også forhindringer på vejen mod oplysning. Jo kønnere, des farligere. Kvinder dyrkede deres religion, men det krævede ofre. Ryōnens offer blev hendes ansigt. Om episoden skrev hun et digt, som jeg har oversat her: I denne levende verden legemet, jeg kaster bort og brænder ville være ynkeligt hvis ikke jeg så det som brænde af skyld 生ける世に 捨て焼く身や うからまし罪の 薪と思わざりせば Hun blev mesterens ledende discipel, og han anerkendte hendes oplysning. Efter mesterens død renoverede hun et nyt tempel i hans ære. Her sikrede hun som abedisse uddannelse for områdets børn. Efter Ryōnens død brændte templet, og mange kilder om hendes liv gik tabt. Ironisk nok blev hendes grav flyttet til det første tempel, der havde afvist hende. Igen blev ilden hendes adgangsbillet. Man mener, at der opstod en form for kult omkring Ryōnen. Hun huskes som en af 1600-tallets største kvindelige kunstnere. Dog er hendes religiøse bedrifter ofte glemt. Men sidste år blev hendes fortælling genoplivet i det anmelderroste album LUX  af Rosalía. Albummet hylder helgeninder verden over, og sangene fremføres på deres modersmål. Heriblandt kan man finde mange spændende kvinder. Sangen Porcelana handler om Ryōnen. Her er min oversættelse af det japanske vers: Jeg ofrer min skønhed før du ødelægger den mon du synes, jeg er ekstrem? det er en evne, jeg er født med jeg er dronningen af kaos for det har guderne bestemt 美貌なんて 捨ててやる 君に台無しにされる前に ヤバい奴って思うかな 持って生まれた才能なの 私はカオスの女王 だって神様が決めたこと Ryōnens liv vidner om hvilke ofre, kvindelig religiøsitet kan kræve. Ryōnen Gensō er denne uges Fredagsgudinde i Japanuar. Japanuar er et tema skabt af Selma Foss Hagerup i samarbejde med Kvindernes Religionshistorie af Sisse Marie Kromann. Træsnit af Ryōnen, der brænder sit ansigt fra Kinsei meika shogadan ("Famous Calligraphers and Painters of Recent Ages, 1689. Fotos: Ryōnen brænder sit ansigt. Træsnit af Ryōnen Alle public domain. Kilder: "The Zen Nun Ryonen Gensho (1646-1711).” af Stephen Addiss, 1986. “Engendering Faith” redigeret af Barbara Ruch, 2002. “Japanese Women Artists 1600-1900” af Patricia Fister, 1988. “Women of The Way” af Sallie Tisdale, 2006. Tag endelig kontakt ved fejl eller mangler.

I Japans tidlige religiøse landskab var kvinderne vigtige aktører. Åndelige eksperter kaldtes miko, hvilket betyder “shamankvinde”. De styrede den religiøse praksis i shinto. Shinto er en indfødt japansk religion. Miko helbredte syge, udøvede eksorcisme, gav guddommelig vejledning og meget mere. De kommunikerede med kami. Kami er åndelige eller hellige kræfter i shinto. Gennem den hellige kagura-dans, sang og trance  lod de kami tale gennem deres kroppe. Miko'en finder sin forgænger i shintos mytologi. Da solgudinden Amaterasu gemmer sig i en klippehule og verden synker i mørke, er det shamankvinden Ame-no-Uzume, der genskaber kosmisk orden. Hun danser den første kagura-dans. Ved at synge, blotte sin krop og få de andre kami til at grine lokker hun gudinden frem og bringer lyset tilbage. Ame-no-Uzume danser den første kagura-dans og miko, der danser kagura Miko’er fungerede i tæt samspil med både shintos helligdomme og buddhistiske templer, og de rådgav både lokalsamfund og magthavere. Men gradvist ændrede miko’ens rolle sig. Efterhånden som religion blev institutionaliseret, blev denne form for kvindelig magt problematisk. Religiøs magt blev centraliseret og maskuliniseret, og kvindelig spirituel autoritet blev reguleret og begrænset. Kvinder blev flere steder udelukket fra hellige områder, og mikoen blev omdefineret fra uafhængig religiøs specialist til rituel assistent. Miko'en blev disciplineret og stiliseret. I dag er miko’er ofte unge studerende, der midlertidigt arbejder ved helligdomme. Kagura-dansen lever videre, men i fast koreograferet form. Moderne shinto-ritual med miko i rød og hvid Men den ældre praksis forsvandt aldrig. Uden for institutionerne er shamanisme fortsat et felt, hvor kvinder dominerer som religiøse specialister. Disse kvinder er ikke blevet betragtet som religiøse autoriteter, men udøvere af "folkereligion" eller "overtro". Men i dag ses en fornyet interesse for shamanisme. Mange nye bevægelser er stiftet af kvinder, som oplever det åndelige gennem dans og trance . Her er tre eksempler: Miki Nakayama Nao Deguchi Saya Kitamura Miko’ens historie er en fortælling om kvindelig religiøs magt, der igen og igen er blevet tæmmet, men aldrig udryddet. De mægtige miko’er er denne uges Fredagsgudinder i Japanuar. Japanuar er et tema skabt af Selma Foss Hagerup i samarbejde med Kvindernes Religionshistorie af Sisse Marie Kromann. Fotos: Miko maleri Miko foto fra ritual Miko udfører kagura Ame-no-Uzumes dans Portrætter af Miki Nakayama, Nao Deguchi og Saya Kitamura Alle public domain Kilder: “Social Context of the Fujo: Shamanism in Japan through a Female Perspective” af Iva Lakić Parać, 2015. “The Disappearing Medium: Reassessing the Place of Miko in the Religious Landscape of Premodern Japan” af Lori Meeks, 2011. "From Miko to Spiritual Therapist Shamanistic Initiations in Contemporary Japan” Ioannis Gaitanidis og Murakami Aki, 2014. “The “Itako” as Mass Culture The Occult Boom of the 1970s and 1980s" af Ōmichi Haruka, 2016. “The Catalpa Bow” af Carmen Blacker, 1975. “From Spirit Possession to Ritual Theatre: A Potential Scenario for the Development of Japanese Kagura” af Terence Lancashire, 2004. Tak endelig kontakt ved fejl eller mangler.

Japans første navngivne person er kvinde, dronning og shaman. Mød Himiko (170-248).  Før Japan havde et navn, og før der fandtes et skriftsprog, regerede Himiko over det mægtige rige Yamatai i området Wa. Vi kender Himiko fra de etnografiske krøniker Wei zhi , som betyder “The History of the Wei.”   Illustration af Himiko statue i Kanazaki by, Japan Her kaldes hun “Ruler of Wa Friendly to Wei”, og det beskrives, at hun opretholder diplomatiske relationer til nabolandene og modtager gaver herfra. Det står også skrevet, at hendes regeringsperiode var præget af undtagelsesvis stabilitet og fred. Himikos religiøse evner beskrives også. Hun kommunikerede med det overnaturlige. Hun udøvede magi og spådom. Efter Himikos død indsattes en mand på tronen, men da der kom krig og folket protesterede, kom i stedet den kun 13-årige pige Iyo, hvorefter orden blev genoprettet, og venskabet med Wei bestod. I Japan er Himikos historie kontroversiel. I mange år har forskere haft teorier om, at det i virkeligheden var hendes bror, der styrede riget, mens Himiko “kun” var shaman. Himikos shamanistiske evner er ofte blevet brugt som argument mod hendes potentiale for politisk magt. I modsætning til Himiko blev åndelige evner hos de mandlige kejsere efter hende, beskrevet som en styrkelse af deres politiske magt – ikke som en modsætning til den. I dag har flere forskere argumenteret i mod denne idé, og i stedet ser de Himiko som forgænger for flere kvindelige regenter, der levede i de næste århundreder. Det fremhæves at kvinder i det hele taget ser ud til at have haft en del magt i det forhistoriske Japan. Arkæologiske fund fra perioderne omkring Himiko peger i denne retning. Man har fundet prominente gravhøje til enlige kvinder. Desuden er antallet af enlige grave for mandlige og kvindelige regenter omtrent det samme. I en af gravene har man fundet en kvinde med dyrebare genstande som spejle og juveler, men også våben og økser – hvilket igen tyder på både religiøs og administrativ magt. Kort over grave fundet i perioden I tiden før Himiko har man fundet mange lerfigurer med kvindekroppe, som nok blev brugt i ritualer – disse kaldes dogū. I tiden efter har man fundet haniwa-figurer, som oftest forstiller shamaner, og ofte er kvinder. . Dogū fra jōmon-perioden og to haniwa fra 400-500-tallet Moderne fremstilling af @sofillus I popkulturen er skildringerne af Himiko mange. Gennem film, tegnserier, reklamer, souvenirs og andre medier kan Himiko opleves som: Ond troldkvinde Spirituelt forbillede Hidsig diktator Hello Kitty figur Promiskuøs shaman Ypperstepræstinde Bymaskot Hun er blevet brugt i både tandlæge- og sake-reklamer. På den måde er Himiko ikke kun en historisk figur. Ligesom mange andre magtfulde kvinder, er hun et spejl et spejl på tidernes skiftende kvindebilleder. I 2008 kendte 99% af japanske skolebørn Himiko, men i skolebøgerne stod der, at hun meddelte gudernes ord, mens hendes bror regerede landet. Måske den nye forskning gør, at fremtidens skolebøger beskriver Himiko som både hersker og shaman. Himikos fortælling er et eksempel på kvinders betydning for optakten til japansk religionshistorie. Derfor er hun også den første kvinde, jeg vil fremhæve i Japanuar. Japanuar er et tema skabt af Selma Foss Hagerup i samarbejde med Kvindernes Religionshistorie af Sisse Marie Kromann. Fotos: Illustration af Himiko statue i Kanazaki by, Japan Dogū og haniwa GIF over grave fundet i Himikos tid Alle public domain Moderne fremstilling af @sofillus, tusind tak for tilladelse til brug Kilder: “Rebranding Himiko, the Shaman Queen of Ancient History” af Laura Miller, 2014. “Diva Nation: Female Icons from Japanese Cultural History” af Laura Miller og Rebecca Copeland, 2018. “Women in Japanese Religions” af Barbara Ambros, 2015. “Gendered Interpretations of Female Rule: The Case of Himiko, Ruler of Yamatai” af Akiko Yoshie, Hitomi Tonomura and Azumi Ann Takata, 2013. Tak endelig kontakt ved fejl eller mangler.

Velkommen ind i det nye år og velkommen til en januar med japansk religion: Japanuar. Jeg er Sisses tidligere praktikant, Selma, og jeg har sammensat temaet. Hver fredag i Japanuar skal vi møde betydningsfulde kvinder, og gennem kvinderne fortæller jeg om japansk religionshistorie. Torii-port Men hvad er japansk religion? De færreste japanere er troende, men de fleste besøger helligsteder fra flere forskellige religioner. Japansk religion er derfor kendetegnet ved fokus på ritualer og sameksistens mellem flere traditioner. De to største religioner er shinto og buddhisme. Shinto (神道) betyder "gudernes vej" og er en indfødt japansk religion med fokus på kami. Kami er åndelige eller hellige kræfter knyttet til natur, steder, forfædre og fællesskaber. Kami er hverken onde eller gode, men de skal passes og æres af mennesket. Det gøres med ofringer, ritualer og bøn. Symbolet på shinto er den røde port, torii. Porten adskiller det hellige fra det profane, kamiernes verden fra menneskenes. Porten er placeret foran shintos helligdomme, hvor man bukker før og efter et besøg. Statue af Nichiren, stifteren af Nichiren-buddhismen Shinto er ikke baseret på et helligskrift, men på ritualer og myter. De japanske krøniker Kojiki (712) og Nihon Shoki (720) rummer shintos mytologi, men ingen dogmer eller læresætninger. Vigtige emner i shinto er renhed, kontinuitet og relationen mellem mennesker og kami. Buddhismen kom fra Kina og Korea i 500-tallet. I Japan importerede man mange skoler fra mahayana-grenen, videreudviklede dem og skabte nye. Japan er nok mest kendt for zen-buddhismen, som startede i Kina, men det er kun én af mange skoler. De største Rene Land, Nichiren, zen, shingon og tendai-buddhisme. En buddhistisk stenpagode med kami, en torii og buddhistiske figurer sammen I lange perioder smeltede shinto og buddhisme sammen i den religiøse praksis. Kami og buddhistiske figurer blev forstået som forbundne. Men der findes mange flere religioner, mange nye religioner og mange former for religionsdyrkelse udenfor institutionerne. I forskningen har man ofte indledt Japans religionshistorie med indførslen af buddhismen  sammen med skriftsproget i 500-tallet. Man har lagt væk på de mandlige mestre og præster, mens kvinders religiøse praksis ofte faldt i kategorien "folketro", og blev ikke anset som værende "rigtig" religion. Men både inden og efter buddhismens indførsel har kvinder eksisteret i myterne, i ritualerne og i hverdagsreligiøsiteten. Historiske kvinder har været religiøse udøvere og specialister. I dag bliver kvindernes religionshistorie i Japan gradvist afdækket mere og mere. Det skal vi se nærmere på i denne måned, og jeg glæder mig. 💛 Selma Fotos: Torii-port Statue af Nichiren, stifteren af Nichiren-buddhismen Alter med figurer fra både buddhismen og shinto Alle public domain Kilder: “Japansk Religion” redigeret af Esben Andreasen og Jørn Borup, 2013. “Women in Japanese Religion” af Barbara Ambros, 2015. "Shinto: A short History" af Nobutaka Inoue, John Breen, Endo Jun, Mark Teeuwen, Mori Mizue, og Ito Satoshi, 2003. Tag endelig kontakt ved fejl eller mangler.