Søg på dette website

Kadijha, selvstændig erhvervskvinde, verdens første muslim, Muhammeds første kone og feminist. Kadijha Bint Khuwaylid (ca. 555-619 e.Kr.) var en velanset, selvstændig forretningskvinde fra Mekka, i nutidens Saudi Arabien. Hun var enke, enlig mor og bestred sin egen store købmands og karavane virksomhed. Som 40-årig, hyrede hun den 25-årige Muhammed og friede til ham. At besidde en forretning, at foreslå ægteskab og forsørge sin ægtemand, var ellers helt uhørt og utraditionelt for kvinder, men Khadija var foregangskvinde og gjorde tingene anderledes. Da Muhammed, ifølge skrifterne, begyndte at få sine åbenbaringer, var Khadijah, den første der konverterede til Islam og blev verdens første muslim. Muhammed og Kadhijah var gift i 25 år monogamt. Muhammed fik først andre koner efter Kadijhas død. Kadhija og Muhammed fik flere børn sammen, men kun datteren Fatima, overlevede Muhammed. Fatima blev en kvinde med stor betydning for Islam. Da Kadijha døde, flyttede Muhammed til Medina, og herfra tog Islam mange nye drejninger. I islam er Khadijah kendt som 1 af 4 hellige kvinder, sammen med sin datter Fatima, Muhammeds anden kone Aisha og Jesus mor Maria. Khadijah er den dag i dag et forbillede for mange muslimske kvinder, der ønsker en mere ligeværdig form for Islam - en muslimsk feminisme. Det skal vi se meget nærmere på! Foto: Kadhijah, Promptuarii Iconum Insigniorum. Public domain. Yderligere litteratur: Reclaiming Khadija´s and Muhammad’s Marriage as an Islamic Paradigm: Toward a New Understanding of the Muslim Present Reconciling Islam and Feminism, Iman Hashim. I: Gender and development, Taylor & Francis, Ltd. 2021

I dag fejrer mange pride, så lad os i den forbindelse hylde Sappho. Sappho (610- 570 f.v.t.) er en næsten glemt kvindelig poet, der var en af de største digtere i antikken. Sapphos digte er smukke hyldestdigte og kærlighedsdigte til kvinder. Hun levede på øen Lesbos og det er hende, der er årsag til betegnelsen lesbisk. Hun var udnævnt som 1 af de 9 største i sin samtid, hvor de andre 8 var mænd. Hun var et stort idol for mange, både kvinder og mænd. Meget af Sapphos arbejde er desværre gået tabt, særligt ved branden af det store bibliotek i Alexandria. I antikken har man dog kendt til 9 bøger og flere af de store græske værker omtaler og citerer hende. Det meste af det vi ved om hende stammer derfor fra andre. Sappho var gift med en mand og havde en datter. Hun havde en skole for unge piger, som hun underviste i sang og dans. Hun skal også have haft tre elskerinder, men da alt dette er senere informationer, er det uvist hvad der er sandt. Endnu en kvinde er næsten gået tabt i historien, men hun er heldigvis ikke glemt. Sappho var et stort talent, en stærk kvinde og en storslået repræsentant for lesbiske i hele verden. Glædelig Pride til alle! Yderligere litteratur: Sapfo, Mette Moestrup og Mette Christensen, 2021 https://alkman.glossa.dk/sappho.html https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/feministisk-frontloeber-lesbisk-idol-eller-uvurderlig-stemme-fra-en-tabt-tid-sapfo-er-en Fotos: The Time of Sappho af John William Godward, 1904. Public domain. Romersk buste af kvinde, indskrevet Sappho af Eresia. Public domain. Sapho af Gustav Klimt, 1888-90. Public domain.

Til efteråret står jeg igen for at fortælle om religion i oldtidens Mesopotamien hos Folkeuniversitet I København. Her kan I møde Ishtar, Ereshkigal og Ninhurshag, og mange andre fascinerende gudinder, myter og ritualer. Vi skal forbi de store kongegrave i Ur, det berømte helte epos Gilgamesh og ikke mindst syndfloden. Mesopotamien er nutidens Irak og Syrien, kendt som civilisationens vugge. Her blev verdens første skriftsprog, kileskriften, opfundet. Religionen i Mesopotamien har påvirket religioner i hele Nærorienten og særligt Jødedommen, Kristendommen og Islam. I faget ”Mellemøstens Religioner” kommer man hele vejen rundt, Mesopotamien, Jødedommen, Kristendommen og Islam. Jeg underviser sammen med mine dygtige kollegaer Søren Christian Lassen og Karin Weinholdt. Se mere på Folkeuniversitet I Københavns nye katalog eller her 👀 https://www.fukbh.dk/program/tro-og-eksistens/mellemostens-religioner-mesopotamien-jodedom-kristendom-og-islam @folkeunikbh Fotos: Helten Gilgamesh betvinger en løve, relief fra Khorsabad (Dur Sharrukin), 713–706 fvt. Louvre. Public domain. Lertavle med syndflodsfortælling i eposset Gilgamesh på akkadisk. British Museum. Public domain. En person beder til gudinden Ishtar, moderne aftryk af akkadisk cylindersegl, slut 800-tallet til start 700-tallet fvt. The Metropolitan Museum of Art. Public domain.

I de sidste blogindlæg har vi set nærmere på Paulus og hans kvindesyn, men hvad skrev han egentlig om kvinder? Var han kvindernes ven eller ej? Døm selv Her et lille udsnit: Galaterbrevet 3,28 "Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus" (Dette udsagn forekommer jo ligeværdigt for begge køn.) Første Korintherbrev 11,2-16 "Men jeg vil have, at I skal vide, at Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud. Enhver mand, der beder eller taler profetisk med noget på hovedet, bringer skam over sit hoved. Men enhver kvinde, der beder eller taler profetisk med utildækket hoved, bringer skam over sit hoved; hun kunne lige så godt have raget håret af. Ja, for hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, kan hun lige så godt lade sig klippe. Men da det nu regnes for en skam, når en kvindes hår er klippet, eller hendes hoved er raget, skal hun have hovedet tildækket. Men en mand behøver ikke at have noget på hovedet, for han er Guds billede og afglans. Men kvinden er mandens afglans. For manden kom ikke fra kvinden, men kvinden fra manden, og manden blev ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld. Derfor må kvinden af hensyn til englene have noget på hovedet som tegn på myndighed." (Her fremstår det som om, at manden er over kvinden, og der refereres til den anden skabelsesberetning, hvor Gud skaber kvinden Eva af Adam.) Første Korintherbrev 11,11-16 Dog, i Herren er kvinden intet uden manden og manden intet uden kvinden; for ligesom kvinden kom fra manden, bliver manden til ved kvinden; men alt er fra Gud. Døm selv! Sømmer det sig, at en kvinde beder til Gud med utildækket hoved? Lærer ikke naturen selv, at det er vanærende for en mand at have langt hår, mens det er ærefuldt for en kvinde at have langt hår? Hun har jo fået håret som et slør. Der er måske nogen, som har lyst til at strides om dette; men vi har ingen sådan skik, og Guds menigheder heller ikke!" (Her er der igen et kvindesyn, men det er svært at vurdere.) Første Korintherbrev 14.34-35 "Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden." (Dette udsnit er ofte benyttet som argument for at kvinder ikke kan besidde et præsteembede. Det viser også igen at kvinden er mindre værd.) Uanset kvindesyn betyder udsagnene at kvinderne faktisk har været helt grundlæggende i den tidlige kristendom. Hvorfor sige at kvinder ikke må profeterne og tale I menighederne, hvis de ikke gjorde det allerede? Find kvinderne 🔥 Fotos: Paulus, af Bernardo Daddi 1333 e.Kr. Public domain. Fragment af Paulus' Første Brev til korintherne skrevet på papyrus, 2. århundrede e.Kr. Public domain. Yderligere litteratur: De skjulte ledere, Marianne Aagaard Skovmand, Gyldendal 2021 Bart D Erhmann, a historical approach to the Early christian writings, Oxford University Press Gads Bibelleksikon Bibelselskabet.dk Biblenonline.dk

Fremover vil hver fredag her på profilen byde på en ny gudinde Glæd jer til at høre om gudinder fra hele verden på tværs af tid, sted og religion. Grunden til at dagen bliver fredag, er at fredag ofte er opkaldt efter en gudinde. I Grækenland og senere Romerriget opkaldt man ugedagene efter planeterne og her blev fredag planeten Venus’ dag. Venus er i flere religioner opfattet som feminin og associeret med en gudinde. Når grækerne og romerne bevægede sig rundt i verden lavede de en direkte oversættelse af deres egen guder med de guder, som andre folk tilbad. Det samme gjorde germanerne, blandt andet vikingerne, og de tog de romerske ugedage med sig hjem og oversatte dem til de germanske guder, i en interpretatio germana. Derfor er vores ugedage i Danmark opkaldt efter de germanske guder, som vi tilbad her i Norden. Mandag er månens dag, tirsdag er Tyrs dag, Onsdag er Odins dag og Torsdag er Thors dag. Fredag, som er planeten Venus dag og gudindens dag, er Frigg eller Frejas dag. Lørdag er særpræget da det kommer af laugedag og betyder vaskedag, men med søndag vender vi tilbage til planeterne, da det er solens dag. Glæd jer til mange fredags-gudinder. Yderligere læsning: https://www.religion.dk/ugens-guder-og-gudinder-hvem-er-dagene-opkaldt-efter Jeannette Varberg, Viking, Gyldendal Fotos: Freja og halssmykket af James Doyle Penrose, ca. 1913. Public domain. Venus' fødsel af William-Adolphe Bouguereau, 1879. Public domain. The Pearls of Aphrodite af Herbert James Draper, 1907. Public domain.

Er kvindekritikken slet ikke skrevet af Paulus? Blev hans breve et værktøj for det patriarkalske system? I Paulus' breve til de kristne menigheder står der, at kvinder skal tie i forsamlinger, have slør på under gudstjenester og andre udsagn, der sætter kvinden under manden. Der står dog også det lige modsatte; at mand og kvinde er ligeværdige for Gud. Hvordan hænger det sammen? Nyere forskning påpeger, at udsagnene om kvinders lavere stand, kan være senere tilføjelser til Paulus' breve. Da man samlede det Ny Testamente, ønskede man at indpasse kristendommen i et patriarkalsk samfund, nemlig Romerriget. Paulus' virke foregik i de første menigheder, urkirken. Hans breve er fra omkring 50 e.Kr. og fremefter. Kristendommen gik siden fra løst forbundne kirkemenigheder, til at blive statsreligion i Romerriget i 367 e.Kr. Romerriget var yderst patriarkalsk, og hvis man ønskede at tilpasse kristendommen til dette samfund, måtte der ryddes op. Derfor skulle kristendommen ensrettes og indrettes mere efter de normer, der var i samfundet. Kristendommen var ikke tidligere ensrettet, og adskillige testamenter og beretninger om Jesus eksisterede. Derfor tog man de mange skrifter der eksisterede og udvalgte nogle få til det nye testamente. Flere evangelier blev fjernet, og udsagn kan være tilføjet til det man beholdte. Måske er det slet ikke Paulus, der er bag de kristnes restriktioner for kvinder, men de er i stedet blevet tilføjet ved ensretningen. Det skal der forskes meget mere i. Tak til Marianne Aagård Skovmand for det flotte arbejde. Fotos: Sermon of St Paul amidst the Ruins af Giovanni Paolo Pannini, 1744. Public domain. The Conversion of Saint Paul af Bartolomé Esteban Murillo, 1675-1682. Public domain. Yderligere litteratur: https://pov.international/ny-forskning-kvinder-skabte-kristendommen/ Marianne Aagaard Skovmand, De skjulte ledere. Gyldendal 2021 Martin Schwartz Lausten Kirkehistorie, Forlaget Anis Bart D. Erhman, a historical approach to the Early christian writings

Dorothea af Sachsen-Lauenburg (1511-1571) var lidenskabelig, nøjeregnende og særdeles politisk og økonomisk klog. Hun var med til at gennemføre reformationen i Danmark og gjorde den danske kirke protestantisk. Dorothea blev født ind i en tysk fyrstefamilie i 1511. Da hun var 14 år, blev hun gift med den 22 årige hertug af Slesvig-Holsten, den senere kong Christian d. 3 (1503-1559) af Danmark. Dorothea blev dermed først hertuginde af Slesvig-Holsten og siden dronning af Danmark 1537. Reformationen i Danmark blev gennemført af Christian efter borgerkrigen i 1536, kaldt Grevens Fejde. Både Dorothea og Christian var nemlig tilhængere af den tyske munk Martin Luther (1483-1546) og hans reformation. Reformationen var et brud med den katolske kirke, med paven og med de mange klosterbevægelser. Med reformationen brød flere europæiske lande med en århundrede lang magtfordeling og gav nu magten alene til kongen af riget. Magten lå derfor nu hos Christian 3. og Dorothea. Dorothea stod trofast og bifaldende ved sin mands side da han indførte protestantismen og gennemførte massive ændringer i det danske kongerige. Han lukkede klostrene, standsede helgendyrkelsen og reformerede kirken i Danmark. Alle rigdomme fra klostrene og kirkerne tilfaldt nu kongen og han stod alene til regnskab overfor Gud. Disse tegninger er lavet af Kunstskolen Koldings elever til Kvindernes Religionshistorie Til Dorothea og Christians kroning holdt Johannes Bugenhagen (1485-1558), den tyske munk Martin Luthers med-reformator, en tale. Han sagde bl.a. til Dorothea, at hun skulle huske at, ”lade nådens sol skinne ikke blot på adelige og store herrer, men også på fattigfolk”. Dette råd huskede hun. Dorothea gjorde hvad hun kunne for, på retfærdig vis, at sikre befolkningen på tværs af samfundslag. Flere af Dorotheas projekter kom den almene befolkning til gode og Dorothea engagerede sig gerne personligt i retssager for at sikre at retfærdigheden skete fyldest. Dorothea blev enkedronning i 1559, da Christian d. 3 døde. Dorothea blev givet 3 jyske slotte, Dronningborg Slot, Sønderborg Slot og Koldinghus som livgedning. Livgedning er de boliger og grunde som skal forsørge en enkedronning. Dorothea endte med at slå sig ned i Koldinghus og hun administrerede sine ejendomme med stor kyndighed. Braun og Hogenbergs prospekt af Kolding fra 1587. Public domain. Efter Christian d. 3’s død blev Dorotheas ældste søn, Frederik d. 2 (1534-1588), den nye konge i Danmark. Dorotheas relation til hendes søn var langt fra ideelt, men anspændt og konfliktfyldt. Den Nordiske Syvårskrig mellem Danmark og Sverige varede fra 1563-70 og her kunne Dorothea ikke lade være at blande sig. Dorotheas søn var konge af Danmark og Dorotheas søsters søn var konge af Sverige. Først prøvede Dorothea at tale Frederik d. 2 fra krigen, men det lykkedes ikke. Dorothea tog derfor sagen i egen hånd, og sendte breve til sin søster i Sverige i håb om, at de kunne stoppe krigen sammen. Det lykkedes desværre heller ikke, og Dorothea og Frederiks forhold blev om muligt endnu mere konfliktfyldt. Dorotheas største bekymring under krigen lader til at være de negative konsekvenser, som ramte de almindelige borgere i Danmark og Sverige. Et år efter krigen var slut døde Dorothea i 1571 på Sønderborg Slot. Hun nåede at udrette meget inden sin død. I 1569-70 anlagde Dorothea en ny mølle, der lå tættere på Koldinghus og Kolding by. Slotssøen i Kolding kunne udnyttes til møllens drift, og den skaffede mange nye arbejdspladser til Koldings borgere og velstand til byen. Dorothea fornyede også den gamle latinskole og erstattede dens eftersigende alkoholiserede rektor med en, der kunne varetage stillingen bedre. Dorotheas store retfærdighedssans og tro drev hende i flere tilfælde til at forholde sig til sin omverden og hjælpe hvor hun kunne. Igennem Dorotheas liv huskede hun at, ”lade nådens sol skinne ikke blot på adelige og store herrer, men også på fattigfolk”. Man kan mene hvad man vil om reformationen i Danmark, men Dorotheas virke, som regent og enkedronning, var både engageret i samfundets mange lag og hendes evner var beundringsværdige. Hun brød på mange måder med et kvindesyn og hun udfordrede datidens forventninger til en enkedronning. Skrevet af religionsstuderende Alberte Reffstrup i samarbejde med Sisse Marie Kromann skaber af Kvindernes Religionshistorie. Fotos: Dronning-Dorothea. Af Jacob Binck. Public domain. Tegninger lavet af Kunstskolen Koldings elever til Kvindernes Religionshistorie. Braun og Hogenbergs prospekt af Kolding fra 1587. Public domain. Kilder: Dedenroth-Schou, Poul: ”En dronning vender tilbage”, i Museet på Koldinghus (årbog, 1987) s. 46-50 Dronningebog . Jespersen, Mikkel Leth: Dronningen griber magten. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2022). Historisk Samfund for Sønderjylland., Historisk Samfund for Sønderjylland, Adriansen, I., & Leth Jespersen, M. (2012). Skurke og helte i Sønderjyllands historie. Historisk Samfund for Sønderjylland. Tanderup, Line Kirstine: Dorothea af Sachsen-Lauenburg, 1511-1571 i Danmarkshistorien på lex.dk. Hentet 5. maj 2026 fra https://danmarkshistorien.lex.dk/Dorothea_af_Sachsen-Lauenburg,_1511-1571 Aktstykker, vedkommende Kong Christian den Tredies og Dronning Dorotheas Kroning i Vor Frue Kirke i Kjøbenhavn den 12te August 1537, af Johannes Bugenhagen. Efter kongelig allernaadigst Befaling samlede af Frederik Münter ; med Indledning og historiske Oplysninger udgivne af E. C. Werlauff. https://www.kb.dk/e-mat/dod/130021590951-bw.pdf

Vidste du, at Hajar er en kvinde, der optræder i både jødedom, kristendom og islam, og at hun har stor betydning i alle tre religioner? I islam betragtes Hajar som 'stammoderen' til muslimer, og fortællingen om hende er en vigtig del af den lange række af ritualer, der indgår i hajj,den muslimske pilgrimsfærd. Hagar, Sara og Abraham af Mathias Storm 1600-tallet Fortællingen om Hajar er – som så mange andre fortællinger i islam – inspireret af en jødisk fortælling, der indgår i 1. Mosebog i Bibelen. Hajar optræder i denne fortælling under navnet Hagar og er en egyptisk slave for Sara, Abrahams kone. Abraham opfattes som den jødisk-kristne stamfader, og i islam har han navnet Ibrahim og opfattes ligeledes som muslimers stamfader. Da Sara og Abraham er aldrende og ufrivilligt barnløse, tilbyder Sara sin slave Hagar til Abraham, så han kan gøre hende gravid med et barn, der skal blive Abraham og Saras. På dette tidspunkt har Sara og Abraham endnu ikke i indgået deres pagt med Gud og de har derfor navnene Abram og Saraj. Abrams kone Saraj fødte ham ingen børn. Men hun havde en egyptisk trælkvinde, der hed Hagar. Og Saraj sagde til Abram: »Herren har hindret mig i at få børn. Gå nu ind til min trælkvinde; måske kan jeg få en søn ved hende.« Og Abram gjorde, som Saraj sagde. Abrams kone Saraj tog så sin trælkvinde, Hagar fra Egypten, og gav hende som kone til sin mand Abram. (1. Mos. kap. 16,1-4.) Hagar bliver dernæst gravid med Abraham, men da hun opdager sin graviditet, begynder hun at se ned på sin frue Sara. Sara kræver derfor at Abraham sikrer at Hagar behandler hende, som en slavinde skal gøre for sin frue og Abraham lader derfor Sara behandle Hagar dårligt. Saras hårde behandling får Hagar til at flygte ud i ørkenen, hvor hun møder en engel sendt af Gud. Englen lover hende utallige efterkommer, blandt andet en søn ved navn Ismael, på arabisk Ismail. Det kræver dog, at Hagar vender tilbage til Sara og Abraham og at hun finder sig i Saras hårde behandling. Det gør Hagar og hun føder sønnen Ismael, der bliver Abrahams første søn. Siden sikrer Gud, at Sara, trods hendes høje alder, bliver gravid. Hun føder sønnen Isak. Gud indgår en pagt med Abraham og Isak, men lover også, at Ismael skal blive en stor mand med mange efterkommere. Men Sara er jaloux på Ismael og Hagar og vil have Abraham til at jage dem bort. Gud råder Abraham til at gøre, som hun siger. Men da Sara så den søn, som den egyptiske kvinde Hagar havde født Abraham, lege med Isak, sagde hun til Abraham: »Jag denne trælkvinde og hendes søn bort, for denne trælkvindes søn skal ikke arve sammen med min søn Isak.« Det tog Abraham sig meget nær, fordi det var hans søn. Men Gud sagde til Abraham: »Du skal ikke tage dig det nær for drengens og din trælkvindes skyld. Gør alt, hvad Sara siger til dig, for det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn. Men også trælkvindens søn vil jeg gøre til et folk, fordi han er din søn.« Sara og Abraham driver derfor Hagar og sønnen Ismael ud i ørkenen med blot noget brød og en lærredssæk med vand. Men ved guddommelig indgriben opstår en brønd i ørkenen, hvorfra Hajar kan give ham vand, så han overlever. Tidligt næste morgen gav Abraham Hagar noget brød og en lædersæk med vand, satte drengen på hendes skulder og sendte hende væk. Hun tog af sted, men for vild i Be'ershebas ørken. Da vandet i sækken slap op, lagde hun drengen under en busk og gik hen og satte sig i et bueskuds afstand, for hun tænkte: »Jeg vil ikke se drengen dø.« Hun satte sig og brast i gråd. Men Gud hørte drengen, og Guds engel råbte fra himlen til Hagar: »Hvad er der i vejen, Hagar? Du skal ikke være bange, for Gud har hørt drengen dér, hvor han ligger. Gå hen og løft ham op, og pas på ham, for jeg vil gøre ham til et stort folk.« Så åbnede Gud hendes øjne, og hun opdagede en brønd. Hun gik hen og fyldte sækken med vand og gav drengen noget at drikke. Gud var med drengen, og han voksede til og slog sig ned i ørkenen og blev bueskytte. Han boede i Parans ørken, og hans mor tog en kone til ham fra Egypten. Herefter fortælles der ikke yderligere i Bibelens tekster om Hagar og Ismael. Hajar og Ismail af George Hitchcock, offentligt tilgængeligt. Fortællingen her findes altså i Bibelen men ikke i Koranen. Den er dog en del af islamisk tro og tradition. Og Hajar optræder også i andre i islamiske tekster, hvor fortællingen om Hajar delvist gengives og ofte udvikles. I en af de islamiske fortællinger fordrives Hajar og Ismail til et område, der identificeres som Mekka, den helligste by i islam. Her løber den paniske Hajar mellem to høje for at finde vand til sin søn og ved guddommelig indgriben springer en kilde frem. Denne kilde betragtes som identisk med den Zamzam-kilde, der indgår i den muslimske pilgrimsfærd, hajj. På samme måde menes højene Safa og Marwa at være de bjerge som Hajar løb imellem for at finde vand til den trøstende Ismail. I dag løber muslimske pilgrimme som en del af hajj-ritualet mellem de to bjerge, og Hajar er forbilledet for denne praksis. ”Fortalt til Ibn Abbas: (…) Abraham bragte [Hajar] og hendes søn, som hun stadig gav bryst, til et sted nær Ka’baen under et træ på det sted, hvor zamzam-kilden er (…). På det tidspunkt fandtes der endnu ingen mennesker i Mekka og heller intet vand. (…) Safa-bjerget var det nærmeste bjerg. Hun stillede sig op på det og kiggede grundigt efter, om hun kunne se nogen folk, men hun så ingen. Så løb hun ned fra Safa, og i dalen hev hun op i sin kjole og løb afsted som en person i nød og problemer, indtil hun kom gennem dalen og nåede Marwa-bjerget, hvorfra hun kiggede ud i håbet om at se nogen, men hun så ingen. Hun gentog dette syv gange.” ( uddrag fra en hadith i al-Bukharis samling frit oversat af M. Lyngsøe) Fortællingen om Hajar viser os, at jødedom, kristendom og iislam i mange tilfælde har samme fælles udgangspunkt. Yderligere er Hajar endnu et eksempel på, at en mytologisk kvinde-figur er betydningsfuld for et ritual, som stadig udføres den dag i dag. Kvinder spiller centrale og alsidige roller i mange religiøse fortællinger, og de er med til at drive handlinger frem og skabe nye praksisser. Det gælder kvinder i forskellige roller – både den handlekraftige, stålfaste og omsorgsfulde moderfigur Hajar og den mere misundelige Sara. Denne artikel er et samarbejde mellem Maria Lindebæk Lyngsøe Schmidt, ph.d. i religionshistorie, post.doc. ved Københavns Universitet og Sisse Marie Kromann cand.mag. i religionshistorie og stifter af Kvindernes Religionshistorie.

Den 25. maj begynder dette års hajj. Hajj er en skelsættende periode for mange muslimer i hele verden. Hele forløbet er bundet op på en lang række ritualer og mytiske fortællinger, som du kan læse mere om her. Ka'baen under Hajj. By Adli WahidMinor modificKaba'en under Hajj. By Adli WahidMinor modifications made by Basile Morin, from the original version. - File:The Kaaba during Hajj.jpg, CC BY-SA 4.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=157575049 Hajj er den store muslimske pilgrimsfærd, hvor muslimer verden over drager til byen Mekka i Saudi-Arabien. I 2026 forventes over 1,5 mio. muslimer at valfarte til Mekka fra hele verden for at indgå i den store pilgrimsfærd i og omkring byen Mekka. Hvornår hajj finder sted flytter sig hvert år, da den muslimske kalender er en månekalender og anderledes end den der benyttes blandt andet i Danmark. Hajj ligger i løbet af de to første uger af måneden dhu al-hijja, og varer 5 dage (d. 8.-12. i dhu al-hijja) Hajj slutter med den store fejring eid al-adha, også kaldet ’den store eid’. Ibrahim og en perlerække af ritualer Hajj er en lang række ritualer der skal gøres på bestemte steder i byerne Mekka, Arafat og Mina. Alle ritualerne er knyttet til mytiske karakterer og fortællinger. For eksempel går pilgrimmene syv gange rundt om Ka’baen, der på arabisk betyder "terningen". Ka'baen er ifølge islamisk tradition bygget af stamfaren Ibrahim og betragtes som det helligste sted for muslimer. Ibrahim er den samme karakter som den jødisk-kristne Abraham. Ka'baen er det religiøse centrum i islam, det sted man er tættest på Allah, hvilket er arabisk for “Gud". Ka'baen er i dag placeret inde i moskeen Masjid al-Haram, og herinde foregår flere ritualer under hajj og flere af ritualerne relaterer til fortællingerne om Ibrahim. Hajar og ismail, På førstedagen går man for eksempel syv gange rundt om Ka'baen, før man gennemspiller Hajars (samme figur som den kristne-jødiske Hagar) søgen efter vand i ørkenen. Her løber man syv gange mellem højene Safa og Marwa og drikker vand af Zamzam-kilden. Zamzam-kilden er ifølge islamisk forståelse den selv samme kilde, som Allah gav Hajar og Ismail i ørkenen. På andendagen samles man på Arafat-sletten, hvor profeten Muhammed skal have holdt sin afskedstale for sit folk. Her vil mange muslimer føle et nærvær med Allah og bede om tilgivelse og føle sig renset. Dagen efter stenes Satan i form af flere søjler, derIrepræsenterer Satan. Ritualet symboliserer Ibrahims accept af Allahs bud om at ofre sin søn Ismail. Hajj kulminerer i eid al-adha, hvor man traditionelt slagter og spiser får. Dette ritual føres også tilbage til historien om, at Ibrahim, der blev testet i sin hengivenhed til Allah og skulle ofre sin søn Ismail. Ibrahim blev afbrudt af en engel, Ismail blev reddet, og i stedet skulle Ibrahim ofre et får til Allah. I den jødiske og kristne tro findes myten også, men der er flere forskelle, for eksempel er det sønnen Isak og ikke Ismail, der skal ofres. Den del af det slagtede får, som pilgrimmene ikke selv spiser, gives til fattigere folk. Pilgrimsfærden afsluttes gerne med at genbesøge Ka'baen og løbe syv gange rundt om den. Rundt om i verden er eid al-adha en fest dag, og mange donerer nødhjælp i forbindelse med eid al-adha. Udover dette samles familier, børnene får gaver, og man spiser gerne kød på samme vis som pilgrimmene i Mekka. For alle eller for de få Hajj er ikke bare en pilgrimsfærd, men det er en af islams fem søjler. De fem søjler er handlinger, der betragtes som obligatoriske for muslimer. Det er derfor den generelle opfattelse, at enhver muslim, som har ressourcer og helbred til det, skal udføre hajj mindst en gang i løbet af sit liv. Engang var hajj i højere grad en handling for en elite, men efterhånden som velstanden stiger verden over, drager flere muslimer på hajj, og det er også blevet en stor kommerciel industri. Det er dog stadig langt fra alle muslimer, der får mulighed for at tage på hajj. I Danmark som i mange andre lande tilbyder rejsebureauer eller islamiske foreninger hjælp til at planlægge turen, lidt som en slags pakke-rejse. Ibrahim af AAf Abdullah Lüfti. Persisk miniature fra 1532. Offentligt domæne En ny titel, et nyt stadie Pilgrimme er klædt i hvide farver, og typisk forstås dette som en understregning af ligheden mellem alle pilgrimme, uanset deres status, nationalitet, alder osv. Disse klæder kaldes ihram, hvilket betyder 'helligelse, indvielse'. Der er også en lang række restriktioner for, hvad man må og ikke må under hajj. For eksempel mener mange, at man ikke må bruge parfume eller klippe negle. Når nogen har gennemført hajj, er det kutyme, at de får titlen hajji (for mænd) eller hajja (for kvinder). Med den titel tydeliggøres det, at det er noget særligt at gennemføre hajj. Hajj kan ses som et overgangsritual, der fører et menneske fra et stadie til et andet, og ved afslutningen får man titlen, man kan tage med videre i livet. For de fleste muslimer er hajj en unik og livsændrende oplevelse. Idealet for hajj beskrives ofte som spirituel fordybelse, hvor hverdagens bekymringer og hierarkier mellem mennesker lægges bort, til gengæld for et fællesskab om at hengive sig til Allah. Pilgrim i ihram dragt ved Ka'baen i Mekka. Offentligt tilgængeligt foto ved Wikimedia Commons. En kontroversiel pilgrimsfærd Der kan under hajj, som i andre dele af livet, være forskel på praksis og idealer, og nogle muslimer er for eksempel kritiske over for de meget ekstravagante hajj-rejser. Der har også været rapporteret problemer med det, der ellers betragtes som meget forkert og u-islamisk adfærd, nemlig seksualiserede krænkelser mod kvinder under hajj. Alt dette har været en del af mange diskussioner om hajj, men det har bestemt ikke afholdt verdens mange muslimer for at valfarte til Mekka under hajj. Mange beskriver hajj som deres livs oplevelse, som en åndelig og fysisk prøvelse, der har bragt dem tættere på Allah. Denne artikel er et samarbejde mellem Maria Lindebæk Lyngsøe Schmidt, ph.d. i religionshistorie, post.doc. ved Københavns Universitet og Sisse Marie Kromann cand.mag. i religionshistorie og stifter af Kvindernes Religionshistorie.

Rensdyr og slæde var den mægtige solgudinde Beaivis' transportmiddel, når hun rejste over himlen - længe før det blev tildelt nutidens julemand og Rudolf. Beaivi blev fejret ved midvinter blandt samerne i de nordlige dele af Norge, Sverige og Finland. Beaivi betyder "sol" eller "dag", og hun var samernes mægtige solgudinde. Hun kørte over himlen i en slæde af rensdyrknogler og gevirer, og hun medbragte lys, velstand og frugtbarhed til sit folk. Beaivi og hendes datter Beaivi var ikke alene i sin rensdyrslæde, med sig havde hun datteren, Biejjenniejte, gudinden for helbredelse og medicin. Navnet Biejjenniejtes betød "Solens Datter”, og hun kunne hjælpe imod sygdomme forårsaget af hendes moder, Beaivi. De to gudinder indsamlede grønt, som de kunne drysse ud over landet fra deres rensdyrslæde, når de fløj over himlen. Dermed bragte gudinderne, udover lyset, også frugtbarhed og muligheden for at foråret kunne vende tilbage, græsset kunne grønnes og de dyrebare rensdyr få deres føde på ny. Naturen, folket og gudinderne Mange samiske folk levede som nomader og fulgte rensdyrflokkene, som de levede både af og med. Den samiske religiøsitet bar derfor ofte præg af det tætte samliv med rensdyrene, med naturen og med årstidernes skiften. Ligesom Beaivi skulle føre menneskene sikkert ud af vinteren, så er det blandt rensdyr også hunnerne, der fører flokken igennem de kolde vintermåneder. Det er hunrensdyrene, der har gevir om vinteren, og det er dem, der finder den nødvendige føde. Lapper omkring et bål. Af Aleksander Lauréus. Public domain. Nord for polarcirklen, hvor samerne boede, og stadig bor, stod solen ikke op ved midvinter, og solen gik ikke ned ved midsommer. Ved vintersolhvervet holdt man derfor en fest for Beaivi, solen. Denne fest skulle sikre, at hun fik styrken til at vende tilbage. Som offergaver fik Beaivi et hvidt dyr, helst et hvidt hun-rensdyr, som skulle behandles på en helt bestemt måde. Rensdyrets kød bandt man på pinde, og ud af kødet formede man ringe, og bandt farverige bånd på det. Ud af rensdyrets blod lavede man kager, som man hængte i træerne, sådan at Beaivi kunne spise det og styrkes ved det. Det var uhyre vigtigt, at menneskene hjalp Beaivi, så hun kunne vinde over mørket og komme stærkt tilbage igen. Beaivi var en mægtig gudinde, der havde indflydelse på mange forskellige aspekter af livet, også den mentale sundhed. Vinterens manglende sol kunne medføre et mørkt og depressivt sind hos mange, og derfor mente man, at Beaivi medbragte både lyset og et lyst sind. Hun kunne kurere depression og tungsind forårsaget af vinterens mørke og bringe lyset tilbage. Familie i Norge omkring 1900. Af ukendt kunstner. Public domain. Ved forårets komme fortsatte den kultiske dyrkelse af Beaivi. Man smurte smør på dørstolperne, og når Beaivi spiste smøret, kunne det ses ved at smøret smeltede bort. Når Beaivi spiste det ofrede smør, kunne hun opnå mere styrke og blive helt frisk og rask efter den lange vinter. Ved midsommer, hvor Beaivi var højest på himlen og ikke passerede horisonten, skabte man solringe af løv og blomster, som man hængte op som små sole til pynt. Som et offer til Beaivi spiste man smør, som også var Beaivis føde, og på den måde fik man del i hende og hendes styrke. Beaivi er en mægtig, men ofte ukendt gudinde. I dag er hun stadig en stor gudinde blandt det samiske folk, og hun er ikke mindst et stolt symbol blandt samiske kvinder. Det samiske flad. Af Jeltz. Public domain. Foto: Lapper omkring et bål. Af Aleksander Lauréus - Lapin taika - Lappi-aiheista taidetta 1800-luvulta nykypäivään. Nordiske samer i Sápmi (Lapland) foran to lavvo- telte. Nomader. Norge og Sverige. Ca. 1900. Af ukendt kunstner. Public domain. Det samiske flad. Af Jeltz. Public domain. Kilder: Juha Pentikäinen, Saami Religion: Traditions in Transition, University of Alaska Press, 2004 Tiina Äikäs & Anna-Kaisa Salmi, “Indigenous Ritual Practices and Sacred Landscapes in Sápmi” I: Religions, MDPI, 2019 Kristin Jernsletten & Siv Ellen Kraft (red.), Indigenous Religion(s): Local Grounds, Global Networks. Routledge, 2017 Materiel religion og ikonografi • Tiina Äikäs, Sacred Sites in the North Archaeopress, 2011 Ingela Bergman & Lars Östlund, “Sacred Landscapes and Gendered Deities in Sámi Religion” I: Journal of Northern Studies, 2016 Med flere Kontakt ved mangler eller fejl i kreditering

Det er nymåne og det markerer at den muslimske fastemåned ramadan bliver afsluttet. Det er nu Eid ul-Fitr, "Lille Eid", fastebrydningsfesten. Halvmånen I denne artikel kan du få et indblik i, hvad ramadan er, hvornår det er, og hvordan det påvirker et kvindeliv. Ramadan er den niende måned i den islamiske kalender. For muslimer er Ramadan en fastemåned. Det betyder, at man faster mellem solopgang og solnedgang, hvor man hverken spiser eller drikker. Hvis man er syg, gammel eller på rejse, er man fritaget fra at faste. Det gælder også, hvis man som kvinde er menstruerende. Den menstruerende kvinde Når man er menstruerende, er man rituelt uren på samme måde, som man bliver det, hvis man har haft udløsning. Det skal ikke forstås sådan, at man er moralsk uren eller syndig, men man er rituelt uren og kan ikke indgå i det rituelle religiøse liv, heriblandt i fasten. Den menstruerende indstiller derfor sin faste under Ramadan, men faster til gengæld på et andet tidspunkt som erstatning. En del muslimer opfatter denne fritagelse fra fasten under menstruation som et udtryk for Guds forståelse for og hensyntagen til kvinden. Den islamiske kalender Den islamiske kalender er anderledes end den, der sædvanligvis følges i Danmark. Den islamiske kalender begynder det år, hvor profeten Muhammad migrerede fra byen Mekka til byen Yatrib, der i dag kaldes Medina. Denne begivenhed kalder man hijra , og det fandt sted i år 622 e.v.t. Derfor er det ifølge den islamiske kalender år 1447, nu i 2026. Den islamiske kalender er en månekalender, og det betyder, at månederne følger månens faser. Den islamiske kalender flytter sig derfor lidt hvert år i forhold til den kalender, vi sædvanligvis følger. Årsagen er, at der er et lidt kortere interval mellem to nymåner end en måned. Ramadan, skæbnenatten og koranen Årsagen til, at ramadan måneden  er særlig, er ifølge mange muslimer, at Koranens ord blev sendt ned for første gang på den såkaldte "Skæbnenat", sådan som citatet fra Koranen også lyder. "Det skete på Laylatul Qadr - ’skæbnenatten’. Skæbnenatten siges af mange at falde på den 27. dag i Ramadan. Ifølge mange islamiske lærde ved dog man ikke andet, end at Skæbnenatten fandt sted indenfor de sidste ti dage af Ramadan. De sidste ti dage af Ramadan eller den 27. er ifølge muslimer særligt betydningsfulde aftener, hvor der bliver lagt ekstra vægt på bøn. Troende muslimer bruger typisk hele fastemåneden på en intensiveret spirituel fordybelse. Dette kommer til udtryk på flere forskellige måder: Nogle mødes til ekstra bøn i moskeen om aftenen, andre fordyber sig i at læse i eller lytte til Koranen. Andre gør en ekstra indsats for at glæde folk omkring sig eller bidrager til nødhjælp. For rigtig mange handler Ramadan om at samles i familien og spise masser af mad efter solnedgang. Eid ul-fitr Eid ul-fitr er en højtid, der kan minde om den jul, der fejres i kristne lande. Ved Eid ul-Fitr samles man gerne til en fælles bøn om morgenen og besøger i de næste par dage familie og bekendte, for at markere en veloverstået ramadan og ønske dem glæde og velsignelse. 5 uger 5 kvinder Denne artikel er en afslutning på temaet 5 uger 5 kvinder, der er et samarbejde imellem Maria Lyngsøe ph.d. i religionsvidenskab og post.doc. ved Københavns Universitet og Sisse Marie Kromann cand. mag. i religionshistorie og stifter af Kvindernes Religionshistorie.   Forslag til videre læsning: Leila Ahmed. 1996. Kvinder og køn i islam. Historiske rødder til en moderne debat Marianne Hafnor Bøe. 2019. Feminisme i islam Jesper Petersen. 2012. Kvinderne i Medina: Imamer, lærde og krigere Barbara Stowasser. 2008. Kvinder i koranen: helligtekst, tradition og fortolkning Fotos: Halvmånen. af GDJ - Openclipart, CC0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=145397471

I 1800-tallets Europa var interessen for antikken stor. Baron Pierre de Coubertin var en fransk historiker og pædagog, der skabte de moderne Olympiske Lege, med antikken som forbillede. Baron Pierre de Coubertin 1863- 1937. Wikimedia Commons. Public domain. Coubertin beundrede antikkens græske Olympiade, og han ønskede at genskabe den, for ham, ædle tradition. Coubertin ville med OL opdrage ungdommen i Frankrig og genoprette legene så tæt på den græske ånd som muligt. Han udelod de tidligere religiøse elementer og dyrkelsen af Zeus, men indblandede flere antikke religiøse symboler i legene. Coubertin arrangerede det første OL i 1896, selvfølgelig afholdt i Grækenland og kun for mænd. »det mest uæstetiske syn, mennesker kunne betragte.« Olympiaden var i antikken kun for mænd, og dette mente Coubertin bestemt skulle fortsætte. Med Coubertins ord var kvindesport »det mest uæstetiske syn, mennesker kunne betragte.«. Coubertin var ikke alene om dette synspunkt. Kampen for kvinders deltagelse i OL var i gang... Syende ung pige, Carl Thomsen, 1896, SMK - Statens Museum for Kunst. Wikimedia Commons. Public Domain. I 1800 og 1900-tallet var der en generel holdning til, at kvinder ikke var skabt til fysisk aktivitet. Kvinders kroppe var svagere, skrøbeligere og mere ukampdygtige end mænds. Kvindekroppen egnede sig til husligt arbejde, til fødsler og til børnepasning, og skulle forblive i hjemmet. Der var en stor bekymring for, at fysisk aktivitet skadede kvinders fertilitet og derfor var sport utænkeligt. Sandheden er selvfølgelig, at mange kvinder arbejdede hårdt og alligevel fik de børn. For de velstillede familier var der dog stor status og prestige i at have kvinden i hjemmet som moder og hustru. Kvinder skulle ikke vise sig frem, men lade ægtemanden være ansigtet udadtil. Kvinder fik ikke adgang til OL før i år 1900 i Paris. Her deltog et fåtal kvinder, meget imod Coubertins vilje. I OL Paris i 1900 var 22 ud af 997 deltagere kvinder. Kvinderne måtte dog kun deltage i 5 sportsgrene – golf, tennis, sejlsport, kroket og ridesport. Dette skyldtes at kvinderne i disse sportsgrene stadig kunne være ”tækkeligt klædt.” Ved OL i 1900 måtte kvinder kun deltage i 5 discipliner, hvor de kunne være "tækkeligt klædt" Den schweiziske sejler Hélène de Pourtalès blev den første kvinde til at vinde en olympisk guldmedalje. Hélène de Pourtalès fra Schweiz. Af Levitsky of Paris. Public domain Siden 1920 er kvinders deltagelse i OL steget i lange og seje træk. Først i år, ved OL i 2024 i Paris, er der en lige fordeling mellem kønnene ved OL. Lad os fejre nutiden, men ikke glemme historien. Plakat af sommer Olympiske Lege 1920. Af Walter Van der Ven. Public domain. Kilder: olympics.com , BBC, Nationalmuseet, Gyldendals den store Danske.  Kontakt ved manglende eller fejl ved kreditering. Fotos: Pierre de Coubertin. Af fotograf fra Bain News Service. Wikimedia Commons. Public domain. Syende ung pige. Af Carl Thomsen, 1896, SMK - Statens Museum for Kunst. Wikimedia Commons. Public Domain. Plakat af sommer Olympiske Lege 1920. Af Walter Van der Ven. Public domain. Hélène de Pourtalès fra Schweiz. Af By Levitsky of Paris. Public domain