Maleri fra Manafi al-Hayawan (De nyttige dyr), der forestiller Adam og Eva. Fra Maragh i det mongolske Iran. New York Public Library. Public domain Når man taler om den første kvinde i verden, tænker de fleste nok på Eva. I Islam går hun under navnet Hawwa – selvom danske muslimer også ofte benytter navnet Eva. Ifølge islamisk religion var Adam og Hawwa de første mennesker i verden, hvilket bekræfter, at Islam, i forhold til skabelsesberetningen, er en videreførsel af kristne og jødiske fortællinger og overleveringer. I Koranen finder vi referencer til adskillige andre myter, som vi kender fra Bibelen. Når man læser i Koranen, er det tydeligt, at de tre monoteistiske religioner – jødedom, kristendom og islam – er tæt forbundne både historisk og i fortællingerne. Hawwa (Eva) er derfor også islams første kvinde, selvom hendes navn ikke bliver nævnt i koranen. I koranen kaldes hun Adams ’hustru’, men i den muslimske tradition fik hun hurtigt navnet Hawwa. Koranens fortælling om Paradisets Have minder meget om den, vi kender fra Det Gamle Testamente, hvor Adam og Eva, mod Guds vilje, spiser af det forbudte træ og bliver udvist. I modsætning til Det Gamle Testamente er det ikke Hawwa, der lokker Adam til at spise af træet. I Koranen er manden og kvinden lige gode om at forbryde sig mod Guds bud. Det bliver af og til fremhævet af muslimske kvinder i dag som et eksempel på ligeværdigheden mellem mand og kvinde i islam. I Koranens sura 7, vers 19-22 er fortællingen om, hvordan Adam og Eva lokkes af Satan til at spise af det forbudte træ i Paradisets Have: ”Adam! Du og din hustru skal leve i Haven. Spis af alt, hvad I vil, men kom ikke dette træ nær, for så bliver I blandt dem, der handler uret!” /Men Satan hviskede til dem og gjorde deres køn, som havde været skjult for dem, synligt for dem. Han sagde: ”Jeres Herre har kun forbudt jer dette træ, for at I ikke skal blive engle eller blandt dem, der lever evigt” / … / Han forlokkede dem gennem deres forblindelse’. Den samme fortælling går igen andre steder i Koranen . Ligesom vi kender det fra de kristne fortællinger, har den islamiske tradition ofte forstået bl.a. kvinders smertefulde fødsler som en straf for at forbryde sig mod Gud i Paradisets Have. I fortællingerne om Eva fylder børnefødsler meget. Hun føder efter sigende helt utroligt mange tvillingepar – i nogle fortællinger over 70 par, hvoraf de fleste dør. Adam og Eva med deres tretten tvillingebørn, miniature i osnmanisk manuskript af Zubdat al-Tawarikh 1583. Public domain Hawwas skabelse har været et stort tema i den islamiske fortolkningstradition, for Koranen beskriver ikke noget om, hvordan hun blev til. Ideen om, at Hawwa blev skabt af Adams ribben er herskende, og den er også i historiens løb blevet brugt til at argumentere for kvinders underlegenhed. Andre, både historiske og moderne tolkninger, lægger vægt på, at Gud i Koranen beskriver menneskeheden som skabt af én sjæl, og at mænd og kvinder har brug for hinanden. som eksempler kan nævnes koranens sura 4, vers 1. Her beskrives det, at Gud ’skabte [mennesker] af ét væsen, af dette skabte dets mage, og fra disse to lod mange mænd og kvinder udbrede sig!’ Sura 4 fortsætter med at fremhæve betydningen af pleje af slægtskabsbånd. Ordet, der benyttes er det samme ord, som betyder livmoder, og det er tæt forbundet med ordet for barmhjertighed. ’Den barmhjertige’ er et af de væsentligste navne for Gud, og det bliver gentaget gang på gang i Koranen. I dette vers skabes der således en sproglige forbindelse mellem den kvindelige, beskyttende livmoder og Guds beskyttelse og barmhjertighed. Det aspekt bliver i nogle fortolkninger fremhævet. Livmoderen i mere konkret forstand beskrives også andre steder i Koranen. I sura 39, vers 6, hører vi fx følgende: ’Han skabte jer i jeres moders liv den ene gang efter den anden, i tre slags mørke’. Hawwa er den første af 5 kvinder fra den muslimske mytologi og historie, som vil blive beskrevet i temaet 5 uger, 5 kvinder. Dette er et samarbejde mellem Sisse Marie Kromann og Maria Lindebæk Schmidt Lyngsøe. Fotos: Islamisk maleri, der forestiller ʾĀdam og Hawā i Garden Eden, omgivet af engle. 1580. Public domain.  Engle, der ærer Adam, persisk miniature, ca. 1560. Af ’Majalis al-’Ushshaq’, Iran (Shiraz). British library, Public Domain.  Adam og Eva med deres tretten tvillingebørn, miniature fra Zubdat al-Tawarikh. 1583, osmanisk manuskript af Zubdat al-Tawarikh. Public domain  Folio from a Falnama (bog om varsler); verso: Uddrivelse af Adam og Eva; Public domain Safavid-dynasti, 1500 – tallet. Public domain.  Islamisk repræsentation af Adam og Eva jager fra Jordens paradis af ærkeenglen Gabriel. Miniature fra manuskriptet ’Zubdat al Tawarikh’ (Creme of Stories) af historikeren Seyyyid Loqman Ashuri 1538. Tyrkisk og islamisk kunstmuseum Istanbul. Public domain. Kontakt ved manglende eller fejl i kreditering Kilder: Alle koran-citater er fra: Koranen, Ellen Wulffs oversættelse (2009), Forlaget Vandkunsten. Forslag til videre læsning: Leila Ahmed. 1996. Kvinder og køn i islam. Historiske rødder til en moderne debat Marianne Hafnor Bøe. 2019. Feminisme i islam Jesper Petersen. 2012. Kvinderne i Medina: Imamer, lærde og krigere Barbara Stowasser. 2008. Kvinder i koranen: helligtekst, tradition og fortolkning

Har du hørt om "Kvindeliv"? Arbejdermuseets nye særudstilling om arbejderhistoriens kendte og ukendte kvinder, om kampe, hverdag, ligeløn og ligestilling. Om retten til egen krop og en plads i historien. Kvindernes Religionshistorie bidrager i den kommende tid med religionshistoriske perspektiver på nogle af de spændende genstande, man kan opleve på udstillingen. Udstillingen løber frem til d. 3. august 2025.

I anledning af kvindernes Kampdag optog jeg dette filmklip i Eliaskirken på Vesterbro. Den 20. marts holder jeg foredrag i Eliaskirken, og du kan læse beskrivelsen nedenfor, og mere om selve begivenheden på KulturNaut Sisse Marie Kromann: Kvinderne i religionshistorien Kvinder har altid været repræsenteret i det guddommelige. Mægtige gudinder, kvindelige shamaner, vølver og præstinder har påvirket alle verdens religioner. Ud fra arkæologiske fund, og imellem linjerne på en række religiøse skrifter, vil religionshistoriker Sisse Kromann fortælle om alle de kvinder og gudinder, der ikke kom med i religionshistorien - og derigennem om kvindebilleder, der udfordrer vores tids kønsforståelse. Du kan finde flere oplysninger på Kulturnaut: Sisse Marie Kromann: Kvinderne i religionshistorien, Eliaskirken - Find det på KultuNaut

Verdens ældste kærlighedsdigt. Det er over 4000 år gammelt, skrevet i ler og var en del af et rituelt, helligt bryllup. ”Brudgom, der er mit hjerte kær, God er din skønhed, honningsød, Løve, der er mit hjerte kær, God er din skønhed, honningsød” (Dansk oversættelse fra engelsk: Sisse Marie Kromann) Digtet blev fremført af en kvinde, muligvis en brud eller en ypperstepræstinde, der repræsenterede gudinden Inanna. Brudgommen som digtet omhandler er Shu-sin, der var konge over Sumer og Akkad i nutiden Irak, omkring år 2000 fvt. (Bulle med Shu-Sins navn og titel, Louvre Museum) Ved nytår skulle kongen indgå et helligt ægteskab, hieros gamos, med ypperstepræstinden. Kongen repræsenterede guden Dumuzi, og skulle mødes med ypperstepræstinden, der repræsenterede gudinden Inanna. De to skulle her have et rituelt samleje og sætte det nye år i gang. Hvorvidt samlejet rent faktisk foregik, eller om det var symbolsk, er omdiskuteret. (Sumerisk lertryk. Louvre Museum) Lertavlen med digtet blev gravet frem blandt adskillige kileskriftstavler i byen Nippur i datidens Assyrien. Digtet blev fundet i det 19. Århundrede og oversat i det 20. århundrede.  Opdagelsen af digtet var skelsættende. (Istanbul Museum of Ancient Art. Navnet på kileskrift tavlen er det lidet romantiske ”Istanbul #2461”) På fredag kan I læse mere om dette fascinerende ritual og mytologien bag det. Glædelig valentinsdag. Læs hele det smukke digt oversat til engelsk her:  A love song of Shu-Suen: 1-4 Man of my heart, my beloved man, your allure is a sweet thing, as sweet as honey. Lad of my heart, my beloved man, your allure is a sweet thing, as sweet as honey. 5-8 You have captivated me (?), of my own free will I will come to you. Man, let me flee with you -- into the bedroom. You have captivated me (?); of my own free will I shall come to you. Lad, let me flee with you -- into the bedroom. 9-14 Man, let me do the sweetest things to you. My precious sweet, let me bring you honey. In the bedchamber dripping with honey let us enjoy over and over your allure, the sweet thing. Lad, let me do the sweetest things to you. My precious sweet, let me bring you honey. 15-21 Man, you have become attracted to me. Speak to my mother and I will give myself to you; speak to my father and he will make a gift of me. I know where to give physical pleasure to your body -- sleep, man, in our house till morning. I know how to bring heart's delight to your heart -- sleep, lad, in our house till morning. 22-23 Since you have fallen in love with me, lad, if only you would do your sweet thing to me. 24-27 My lord and god, my lord and guardian angel, my Cu-Suen who cheers Enlil's heart, if only you would handle your sweet place, if only you would grasp your place that is sweet as honey. 28-29 Put your hand there for me like the cover (?) on a measuring cup. Spread (?) your hand there for me like the cover (?) on a cup of wood shavings. 30 It is a balbale of Inana. Kilde: https://www.orinst.ox.ac.uk/electronic-text-corpus-sumerian-literature-etcsl Foto: Dumuzi og Inanna. Lertryk. Publicdomain.

Vi kender alle beretningen om Jesus og hans 12 mandlige disciple, men hvor er kvinderne? Vi ved fra steder i de kristne skrifter at flere kvinder fulgte Jesus fra Galilæa. I følget er blandt andet Maria Jesu mor, Maria Magdalene og flere andre kvinder. Kvinderne nævnes ikke ved skærtorsdag, men de er til gengæld, som vi skal se, afgørende i de efterfølgende dage. Påskebegivenhederne i den kristne tro er beskrevet i Ny Testamentes 4 evangelier, samt Paulus breve. Skrifterne beskrivelser er forskellige, men I alle eksemplerne er kvinderne mystisk fraværende i beskrivelsen af skærtorsdag. Alle beskriver de at skærtorsdag er dagen, hvor Jesus spiser med sine disciple, 12 mænd. Ved dette måltid indstifter Jesus nadveren, hvor vinen er hans blod og brødet er hans kød. I den kristne tradition indstiftes der ved nadveren et kristent ritual, en ny pagt med Gud og et nyt offer, som vi skal se meget mere på. Formentlig er måltidet det jødiske seder måltid, der spises under pesach. Pesach er en jødisk højtid, der fejrer at jøderne undslap slaveriet i Ægypten ført an af Moses og ved Guds hjælp. Jesus og hans følge var selv jøder og har fulgt denne jødiske tradition. Ifølge Johannes evangeliet vasker Jesus også sine disciples fødder rene. Skær betyder ren, deraf navnet skærtorsdag. Til sidst går Jesus ud i Getsamne haven og tilfangetages. Yderligere litteratur: De skjulte ledere. Marianne Aagaard Skovmand. Gyldendal. https://www.kristendom.dk/p%C3%A5skens-personer/kvinderne-var-p%C3%A5-rette-tid-og-sted-ved-jesu-opstandelse Billede: Den sidste nadver, Giovanni Baronzio, 1300-tallet. Wikkicommons

Fra frugtbarhedsfest og lysfest til Mariæ renselsesdag. Hvad har lysfest og midvinter med Marias renselse og kyndelmisse at gøre? En hel del. I det store Romerrige blev markeringen af at halvdelen af vinteren nu var gået fejret, men i en ny form, som Mariæ renselsesdag. Mariæ renselsesdag er en kirkelig højtid den 2. Februar, som kirken fastlagde, da det passede med, at det var 40 dage efter den dag kirken havde fastslået som Jesu fødsel den 25. December. Datoerne fremgår ikke af skrifterne, men er planlagt af den romerske kirke, så de passer ind i de fejringer, der allerede fandt sted i den romerske kalender. Maria var efter jødisk lov uren, da hun blødte efter fødslen og måtte isoleres og ikke nærme sig helligsteder. (Maria med Jesusbarnet. Ukendt) I følge moseloven er en kvinde der har født en dreng uren i 40 dage, har hun derimod født en pige er renselsestiden dobbelt så lang. Traditionen tro skulle kvinden efter renselsesperioden ofre enten et lam eller en due til Gud, som et soningsoffer, og barnet skulle fremstilles i templet. Først her var kvinden indviet og ren igen. Dette gjaldt også Jesu mor Maria, der ligesom Jesus var jøde og fulgte moseloven. (Simeon ser Jesus som lyset. Rembrandt. Kristendom.dk ) Jesus blev til lyset I flere hedenske traditioner blev tiden omkring den 1. februar markeret ved, at man hyldede lysets tilbagevenden. I kristendommen blev Jesus nu det lys der kom frem. I Lukasevangeliet finder vi fortællingen om Maria, der tager til templet og fremviser Jesus efter sin renselsesperiode. Her møder hun Simeon en mand, der ser Jesus som ”lyset for hedninge” Den katolske kirke overtog hedenske ritualer hvor folk gik i processioner med lys i gaderne, til nu at hylde Jesus og til at være en indvielse af de lys, der skulle benyttes i kirken resten af året. Dagen kaldes på latin missa candelarum 'lysenes messe' og fordansket blev dette til kyndelmisse. I 1770 indførte Struense helligdagsreformen i Danmark og afskaffede flere helligdage, også Mariæ renselsesdag. I danske kirker i dag markeres kyndelmisse med lysgudstjenester. (Struense. Wikimedia) Ideen om at Kyndelmisse, Imbolc eller Lupercalia var gunstig ift. at forudse vejret kendes fra forskellige egne og har haft sin udbredelse helt frem til i dag, hvor der stadig afholdes Kyndelmissegudstjenester, for at fejre, at vinteren går på hæld. I Danmark sagde man bl.a., at hvis det blæste så meget på kyndelmisse, at »18 kællinger ikke kunne holde den 19. ved jorden«, så ville foråret snart være på vej. Man sagde også at »kjørmes-tø var bedre end 100 læs hø«, hvilket betød at tøvejr på kyndelmisse ville give en god høst. Traditioner og højtider kan ændre sig over tid og få nye betydninger. Glædelig kyndelmisse, imbolc, lysfest. Herunder ses udklip af de omtalte tekststeder fra biblen: 3. Mosebog. Kap 12. Loven om barselkvinders urenhed //Herren talte til Moses og sagde: Sig til israelitterne: Når en kvinde er gravid og føder en dreng, er hun uren i syv dage; hun er uren lige så længe som under sin menstruation. På den ottende dag skal drengens forhud omskæres. I treogtredive dage skal hun blive hjemme, mens hun har sin renselsesblødning; hun må ikke røre ved noget helligt, og hun må ikke komme ind i helligdommen, før hendes renselsesdage er forbi. Hvis hun føder en pige, er hun uren to gange syv dage ligesom under sin menstruation. I seksogtres dage skal hun holde sig hjemme på grund af sin renselsesblødning. Når hendes renselsesdage er forbi, såvel efter en søn som efter en datter, skal hun bringe et årgammelt lam som brændoffer og en dueunge eller turteldue som syndoffer; hun skal bringe dem til præsten ved indgangen til Åbenbaringsteltet. Han skal ofre det for Herrens ansigt og skaffe hende soning; så er hun ren efter sin blødning. Det var loven om en kvinde, der føder en dreng eller en pige. Men hvis hun ikke har råd til et lam, skal hun tage to turtelduer eller to dueunger, den ene til brændoffer og den anden til syndoffer. På den måde skaffer præsten hende soning; så er hun ren. //   Lukasevangeliet kapitel 2 vers 22-40 Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren – som der står skrevet i Herrens lov: »Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren« – og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to dueunger. I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud: Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel. Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.« Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning. Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham. Yderligere litteratur: Gads Bibelleksikon https://videnskab.dk/kultur-samfund/kyndelmisse-lever-stadig-men-hvad-er-det Kulturhistorier.dk Natmus.dk Religion.dk Biblenonline.dk

Akhnaton nedlagde kulten for de egyptiske guder og tillod kun dyrkelse af solen. Akhnaton 1379-1362 f.v.t. var en kontroversiel farao i Egypten. Eftertiden omtalte ham som kætterkongen og forsøgte at slette ham fra historien. Vi kender ham dog bl.a. igennem hans søn Tutankhamons berømte grav. Atondyrkelsen Akhnaton krævede at egypterne kun tilbad den kongelige familie og solen, solskiven Aton. Akhnaton ændrede alt til at hylde denne Aton. Selv hed Akhnaton oprindelig Amenhotep VI, men han skiftede navn til Akhnaton, der betyder ’den der kun tjener Aton.' Akhnaton flyttede også hovedbyen fra Theben, til en ny by, som han lod bygge. Byen kaldte han Solskivens Horisont, Akhetaten. Området kaldes I dag Armana og perioden hvor byen fungerede kalder vi for Armana-perioden. I Armana  har man fundet et imponerende bibliotek med kileskrift tavler, der har åbnet for ny viden om en forlængst svunden tid. Familien Akhetanton blev gift med flere, men hans yndlingshustru var Nefertiti. Nefertiti var en dronning, hvis skønhed er legendarisk den dag I dag. Nefertiti var ikke mor til Tutankamon og fødte ikke sønner, kun døtre. (Buste af Nefertiti, Neues Museum Berlin) Tutankamons mor var Akhnatons søster, Tutankamon selv blev konge efter sin far og ændrede hurtigt kulten tilbage til dyrkelsen af de mange guder og gudinder. Tutankamon selv døde ung og led i sit korte liv af forskellige sygdomme, grundet den indavl der foregik blandt de kongelige. Tutankamons grav blev fundet intakt, og er i dag vidt berømt. I dag åbner en storslået udstilling på Glyptoteket i København. Udstillingen er en unik mulighed for et indblik i Akhnatons by Armana.   Vi kommer til at se meget mere på dette enestående kapitel i religionshistorien. Foto: Relief af Nefertiti, kongens hustru, der ofrer til Aten (Solskiven). ÆIN 1812. Glyptoteket Relief af Akhenatens hustru Kiya, senere omarbejdet til at forestille kongens datter Meritaten. ÆIN 1776. Glyptoteket Litteratur: Fokus på Armana, Lise Manniche Ægyptens Religiøse litteratur, Jørgen Podemann Sørensen

Det er Eid al-Adha ”Store Eid”. Det er den største fest i Islam og fejres både af pilgrimmene i Mekka og af muslimer I resten af verden. Det hele har en mytologiske forklaring og markerer en mytisk årsag til skelet mellem Islam, jødedommen og kristendommen. Ved Eid el-Adha fejrer muslimer at Ibrahim var villig til at ofre sin søn Ismail. Denne Ibrahim er Biblens Abraham på arabisk. Myten om Abraham findes i både jødedommen, kristendommen og Islam, med væsentlige forskelle. Abraham er den ultimative patriark og hans absolutte tro og offervillighed er forbilledlig i alle religionerne. Han er udnævnt som stamfader til alle tre religioners folk. I jødedommen og kristendommen via sønnen Isak, og i Islam via sønnen Ismail. En lille detalje med stor betydning! I mytologien om Abraham er der enighed om, at Abraham er en ældre barnløs mand. Han er gift med den ligeledes ældre Sara. På grund af deres barnløshed giver Sara den egyptiske slavinde Hagar til Abraham som medhustru. Med Hagar med får Abraham sønnen Ismael. Nogle år efter lover Gud Abraham, at Sara skal føde ham en søn, og hun får sønnen Isak. I myterne er der enighed om, at Hagar og Ismael sendes bort i ørkenen af Abraham, da Sara er jaloux. Herefter går Islam en anden vej. I Islam følger man Hagar og Ismail ude i ørkenen. De tørster og Hagar løber rundt for at finde vand til sin søn. Hun beder til Allah og han frembringer Zamzam brønden og Hagar og Ismail overlever. Siden vender Abraham tilbage til Hagar og Ismail, der befinder sig i Mekka. Sammen med Ismail bygger Abraham kaba’en. Kaba’en er den terning formede bygning, som er det absolut helligste i Islam. I Islam er det her den berømte scene, hvor Ibrahim får besked på at ofre sin søn til Gud. Ismail er villig til at blive ofret, men da Ibrahim skal til at dræbe Ismail, afbryder Guds engel ham. Det var nemlig blot er en test for at se, om Ibrahim havde den absolutte tro. I stedet får Ibrahim en ged, som han kan ofre til Gud. I jødedommen og kristendommen er myten anderledes. Her vender Abraham ikke tilbage til Hagar og Ismail. Scenen med ofringen er der dog. Det er blot Isak, sønnen med Sara, der skal ofres til Gud og ikke Ismail. Islams myte om Hagar og Ismail er baggrundsmyten for ritualerne i Hajj. At man løber rundt mellem de to høje Marva og Safa illustrerer Hagars søgen efter vand i ørkenen. Når man drikker af Zamzam kilden, som Allah frembragte i myten, er det en gentagelse af Hagar og Ismails fortælling. Ved "store Eid", Eid el-Adha slagter man et offerdyr. Dette er ligesom Ibrahim gjorde i stedet for at ofre sin søn. Ved fejring af Eid el-Adha i dag, skal den ældste og mest betydningsfulde mand i en familie ofre et dyr til Gud. Efter tilberedning skal maden deles således, at alle får mad og del i offeret. Kun en tredjedel går til selve familien - resten til venner og fattige. En myte, forskellige traditioner og et fascinerende ritual. Eid Mubarrak Foto: Abraham ofrer Isak, Rembradt Hagar og ismail. Benjamin West. The Met Hagar i Ismail sendes bort Abraham vil ofre sin søn, men stoppes af englen. Arkivfoto Ibrahim vil ofre Ismail Yderligere litteratur: Gads Religionsleksikon Gyldendals Bibelleksikon Kilder: Thoraen Biblen 1 Mosebog Koranen sura 14

Kornet står højt og frugtbart på markerne netop nu og derfor er fredagsgudinden i denne uge den græske gudinde Demeter. Demeter var en frugtbarhedsgudinde for agerbrug og korn. Hun nævnes ikke meget, men i Homers Demeter hymne fra ca. 600 fvt. møder vi Demeter og hendes datter Kore. Myten giver forklaringen på kornets begrænsede levetid og på hvorfor Demeters kult foregik i Eleusis. I myten oplever vi Demeters magt og ser, hvad der kan tolkes som en take om, at kvindens frugtbarhed dør ud , hvis hun tages uden samtykke. Her får I en genfortælling af en eventyrlig myte. Demeters datter Kore var en uskyldig ung gudinde, der en dag legede på blomsterengene med nymferne. Hades, dødsrigets Gud, havde udset sig Kore og fik af gudernes konge Zeus tilladelse til at tage hende uden at spørge hverken Kore eller Demeter. Hades lod en påskelilje spire for at lokke Kore til et sted og da Kore rakte ud efter blomsten revnede jorden, og Hades steg op med sin vogn. Hades greb Kore og trak hende med sig ned i dødsriget. Kun månegudinden Hekate og solguden Helios så hvad der skete. Demeter hørte dog Kores angstskrig og ledte overalt efter sin datter. Da gik Hekate, til Demeter og tog hende med til Helios. Helios udpegede Zeus som den skyldige, da han gav Hades lov til at tage Kore. Demeter blev harm og trak sig fra Olympen og guderne. I stedet vandrede Demeter forklædt som en gammel kvinde om på jorden og  til sidst nåede hun til Eleusis. Ved Eleusis satte Demeter sig ved en brønd og talte med kong Keleos' døtre. Døtrene fik ondt af den gamle kvinde, og de tilbød hende at blive amme for den lille prins Demofon hjemme hos dem. Demeter tog imod tilbuddet og gik med dem hjem til deres mor Metarneira. Metaneira, kunne se at Demeter ikke var en almindelig kvinde, men lod Demeter blive amme. Demeter blev således amme for den lille prins Demofon. Demeter blev glad for drengen og salvede ham med ambrosia. Hun lod drengen ligger under ilden i arnestedet for at gøre ham udødelig. Drengen voksede og blev både stor og stærk. Metaneira udspionerede Demeter og så hvordan hun lagde drengen i ilden. Daskreg Metarneira og Demeter afbrød i vrede udødeliggørelsen af drengen. Demeter lovede dog at Demofon skulle leve med hæder. Keleos' døtre, prøvede at formilde Demeter uden held og deres fader påbegyndte et tempel til Demeters ære for at formilde hende. Demeter lod i sin sorg kornet ligge uspiret i jorden, og det medførte stor hungersnød. Guderne på Olympen samledes derfor for at løse problemet. Én efter én måtte guderne gå til Demeter, men hun var ubøjelig. Til sidst sendte Zeus guden Hermes ned til Hades for at hente Kore tilbage. Kore var blevet gift med Hades og blevet underverdenens dronning med navnet Persefone. Hades måtte adlyde Zeus bud, men snød Kore til at spise kernen af et granatæble. Da hun spiste den, var hun i hans magt og nød til at vende tilbage til ham. Hermes tog Kore med til Demeter og der var stor gensynsglæde. Kornet blev atter frodigt og alle fik mad. Zeus måtte dog sende gudinden Rhea ned til Hades for at indgå et kompromis. Løsningen blev således at Kore levede to tredjedele af året på jorden hos sin mor og en tredjedel som dronning Persefone i dødsriget. Dermed forklares kornets frugtbarhed i visse dele af året. Vi skal se meget mere på Demeter, Persefone og mysterierne i Eleusis. Rigtig god fredag!   Yderligere litteratur: Homers Hymne til Demeter. Otto Steen Due. Gyldendal. 2005. Græske guder og helte. Politikkens håndbøger. Leo Hjortshøj (red.) Foto: Demeter 350 fvt. British Museum Persefones tilbagekomst , Frederic Leighton, 1891. Demeter, 4 årh. Fvt, British Museum. Demeter, Triptolemos og Persefone, marmor relief Eleusis, 440-430 fvt. Athens national-arkæologiske museum. Persefones bortførelse. Antiksamlingen i Berlin. Hades bortfører Persefone. Vægmaleri fra ca. 340 fvt. makedonske kongegrave i Aigai (Vergina). Hades Getty Museum, ca. 400 fvt.

Der har altid været kvinder der har brudt med normerne og en af dem var Fu Hau, i Kina i 1200 fvt. I en kongelig grav i Yin Xu fandt den kvindelige arkæolog Zheng Zhenxiang i 1976, Fu Haus rige grav. Her lå skelettet af Fu Hau, sammen med rige gravgaver, 8 ofrede hunde og 16 slaver. Fu Haus grav er den hidtil eneste intakte grav fundet fra Shang Dynastiet i Kina. Fu Hau var 1 af kong Wu Dings 64 hustruer. Fu Hau brød alle rammer og normer for en kvinde. FU Hau blev både ypperstepræstinde og den største general på hendes tid. Med i graven havde Fu Hau flere orakelben, som fortalte hendes store magt og bedrifter. Orakel ben er okse skulderblade, brystplader eller skildpadde skjolde, hvorpå man skriver spørgsmål til guderne. Ved at brænde knoglerne med en glohed stav, revner de og ud fra revnerne mente man at kunne tyde gudernes vilje og svar. På orakelbenene stod ofte også hvem der lavede ofringen og hvorfor, og her møder vi Fu Hau. Fu Hau er anført som leder af forskellige militære kampagner og I hendes grav fandt man adskillige stridsøkser. Kongen Wu Ding overlod ifølge orakel benene flere religiøse ritualer og ofringer til Fu Hao, der omtales som ypperstepræstinde. Da Fu Hau døde lavede kongen en gravplads til hende i Yin, Shang Dynastiets hovedstad. Her ofrede kongen for at sikre at hendes ånd fortsat ville stå ham bi i kamp. Via analyser af flere af Fu Haus gravgaver, kan man se at flere var ældre end hende selv. Derfor har man konkluderet at hun muligvis var samler af ting, der allerede på hendes tid var antikviteter. Der har altid været kvinder der brød normerne, og her fandt vi endnu én! Yderligere litteratur: http://en.capitalmuseum.org.cn/2017-11/23/content_40078002.html Foto: Moderne statue af Fu Hau. Placeret i Anyang. Wiki media commons Fu Haus grav. Wiki media commons. I Anyang. Wiki media commons Anyang, datiden YinXu i Kina. Kort. Wikipedia.

I den nordiske mytologi er Hel dronningen over dødsriget. Hun er baggrunden for ordene "helvede" og det engelske ”hell”. Hun er egentlig jætte, men som mange andre jætter, indgår hun i gudernes verden. Hels ansigt er halvt som en smuk kvinde og halvt blåsort, som et forrådnet lig. Dødsriget er goldt og livløst og her vogter Hel over alle dem, der lider strådøden. Strådøden var når man døde af alderdom eller sygdom. Døde man derimod ærefuldt på slagmarken, kom man til Valhalla hos Odin, eller til Freja i Folkvang. Hel er datter af ingen ringere end den snedige jætte Loke og jættekvinden Angrboda. Med Angrboda får Loke udover Hel, Midgårdsormen og Fenrisulven. Alle 3 børn er en trussel mod guderne og vil spille en rolle ved Ragnarok. Gudernes konge Odin byder Lokes 3 børn forskellige pladser i verden: ”Han kastede Hel i Niflheim og gav hende magt over ni verdener, hvori hun skulle fordele alle de folk, som blev sendt til hende — og det er dem, der dør af sygdom og alderdom. Hun ejer dér en stor gård, og hendes indhegning er umådelig høj, og porten er stor. Hendes sal hedder Regnvåd, hendes fad Hunger, hendes kniv Sult, hendes træl Gangslap, hendes trælinde Gangsløv, hendes dørtærskel Uførefalden, hendes leje Sotteseng og hendes sengeforhæng Ulykkesskær. Hun er let genkendelig, for hun er halvt sort og halvt hudfarvet med et særligt bistert og stygt udseende” I myten om Balders død hører vi om, hvordan guden Balder dræbes og guderne sørger. Her er det Hel der skal forhandles med, om hvorvidt han kan gå. End ikke gudernes konge kan bestemme over dødsgudinden. Hel er et eksempel på en kvindelig repræsentant for kaos og dødens uforgængelighed. Som med mange andre religiøse skrifter er de forfattet af kristne mænd og efter religionen ikke længere var fremherskende. Her er det den islandske, kristne stormand Snurre Sturlusson i 1200 evt. Glædelig fredag! #fredagsgudinder Foto: Hel af Johannes Gehrts. Hel, Carl-Emil Doepler. Johannes Carl Dohlmann Brakteat, Nationalmuseet Yderligere litteratur: Snorres Edda, Rolf Stavnem. Nordisk Mytologi Leksikon, Finn Stefansson Citat: Gylfaggining

Kvindelige kattedyr er ofte associeret med kvindelighed og gudinder. Dette gør sig også gældende med Sakhmet. I oldtidens Egypten dyrkede man Sakhmet, der havde en kvindekrop og et løvindehoved. Hendes navn betød ”den mægtige”, og hun var omgærdet af ærefrygt. I lighed med løvinden, var hun både aggressiv og beskyttende. Hendes aggressivitet blev dagligt holdt i ave af et præsteskab, der udførte bønner og ofringer til hende. Der findes forskellige myter om hendes ophav. Hun var set som datter af solguden Re, og blev skabt af den ild, der opstod, da Re så på jorden og blev vred på menneskene. Ligesom ørkensolen kunne Sakhmet være aggressiv og ødelæggende. Hendes ånde var flammer, der kunne feje over fjender og straffe mennesker. Faraoen kunne derfor påkalde Sekhmet ved krig og krise og føre hendes aggressivitet mod landets fjender. Sakhmet var også gudinde for sygdomme og helbredelse. Hendes præster kunne forskellige former for lægekunst og var kendt for deres helbredelser. I sin mildere udgave kunne Sekhmet blive huskatten i form af gudinden Bastet. De to gudindernes relation er lidt af en gåde, men de repræsenterede muligvis to sider af guddommeligheden, ørkensolen og kvindeligheden. De rummer det aggressive og ødelæggende, samt det mere rolige og livgivende, der dog begge går deres egne veje. God fredag! #fredagsgudinder Foto: Sekhmet, 1403–1365 fvt, Nationalmuseet I København Byste af Sekhmet, 1390-1352 fvt. Brooklyn Museum. Sekhmet, 1390-1352 evt. MET Museum. Sekhmet, 1352, Vatikan Museet Yderligere litteratur: Politikens Bog om det Gamle Egypten, Gyldendal Sekhmet & Bastet, Leslie Jackson, Avalonia, 2020