Søg på dette website

Forårets komme og det tilbagevendende lys var Brigids værk. Det blev markeret ved hendes lysfest Imbolc. Hendes navn betyder ”den ophøjede”, og hun var forbundet med mange forskellige områder, særligt poesi, fertilitet og husholdningens tamme dyr. Mange livgivende kilder og brønde var viet til hende. Hendes fest, Imbolic, var d. 1. februar, hvor man fejrede, at vinteren var ved at ende, og at lyset kom tilbage. Moderne fejring af Imbolc i Storbritannien. Af Malcolm/Wikimedia Commons. Licens: CC BY-SA 2.0 Brigid var formentlig oprindeligt gudinde for en stamme, men hun blev udbredt til hele Irland, Skotland og Isle of Man. Hun er formentlig også ophav til gudinden Brigantia, som for romerne var lig deres gudinde Minerva. Da kilderne til kelternes historie er yderst sparsomme, er det svært at vide klar besked om hendes ophav. Kilderne er primært romerske og senere kristne kilder, der fortæller om det barbariske hedenskab. Hellige Brigid af Kildare. Af Andreas F. Borchert. Licens: CC BY-SA 4.0 Brigid er en gudinde med stor betydning i særligt Irlands historie, og det er sandsynligvis hende der blev videreudvikle til den hellige Sankt Brigid. Ved kristendommens komme blev Imbolc og gudinden Brigid i stedet til den kristne helgeninde Sankt Brigid. Sankt Brigid besad mange af de samme evner som gudinden, men i en mere from og kristen udgave. Hun fik Imbolic festen, og d. 1. februar er hendes brønd velbesøgt som pilgrimsmål. St. Brigids brønd i County Kildare Brigid skulle have levet fra 452-523 og være grundlægger af Irlands første nonnekloster i Kildare. Hun skulle have været født i fattigdom og hedenskab, men have arbejdet sig frem til den ærefulde stilling som abbedisse og grundlægger af et nonne-og munkekloster. Sankt Brigid er en nationalhelgen, sammen med Sankt Patrick og Sankt Collumcil. Sankt Brigid er beskytter af børn , fattige og folk med fysiske handicap. Hendes symbol er et Brigid kors. Brigids kors. Af Culnacreann, 2008. Licens: CC BY 3.0 Dette kors er knyttet af siv, og man kunne hænge det over hjemmets døre og vinduer som beskyttelse. God fredag #fredagsgudinder Litteratur : Keltiske guder og helte, Morten Warmind, Politikens håndbøger Lex.dk Gyldendals Religionshistorie Fotos: Moderne fejring af Imbolc i Storbritannien. Af Malcolm/Wikimedia Commons, 2008. Licens: CC BY-SA 2.0. Hellige Brigid af Kildare. Af Andreas F. Borchert. Licens: CC BY-SA 4.0. Tobar Bride-St Brigids Well, County Kildare af Eflmd. Licens: CC BY-SA 4.0, via Wikimedia Commons. Brigids kors af Culnacreann, 2008. Licens: CC BY 3.0.

Det er Imbolc, kelternes lysfest, så hold øje med den gamle kælling. Ved Imbolc er det særlig gunstigt at spå om vejret. Derfor skal man holde øje med Cailleach, hvilket betyder noget i stil med ”den gamle kælling”. Hun har flere navne, men gamle kælling hænger ved hende. Hun er dronningen af vinteren, hun bestemmer hvor hård, og ikke mindst hvor lang vinteren skal være. Ser man lyset i dag, så vil Cailleach hente brænde, og man ved at vinteren fortsætter. Ser man ikke lyset, så ved man, at hun er gået i hi, vinteren vil ende, og foråret er på vej. Illustration fra bogen "Wonder tales from Scottish myth and legend" Dagen markerede, at man er halvvejs mellem vinterjævndøgn og forårsjævndøgn. Dette er blevet markeret i forskellige religioner, men særligt den keltiske fejring Imbolic er interessant. Imbolic var en af de 4 markeringer i løbet af året og blev fejret i Irland, Skotland og Isle of Man. At man nu var halvvejs gennem vinteren blev markeret, ved lys blandt andet med at bål blev tændt. De 4 særlige markeringer i keltisk religion var Beltane 30. april, Lughnassadh 1. august og Samhain fra solnedgang 31. oktober til solnedgang 1. november. I dag har dette årshjul vundet indpas i den ny-hedenske religion Wicca. Formentlig har mennesker i Irland givet disse dage særlig betydning helt tilbage i yngre stenalder. På flere stenhøje passer solens solopgang ved Imbolic og Shamhain, lige på det inderste kammer i stenhøjene. Som med mange andre hedenske fejringer, blev også imbolic inkorporeret i kristendommen. Ved Imbolic fejres i dag Sankt Brigid, Irlands største helgeninde. Skt Brigid er en videreudvikling af den keltiske gudinde Bridgid, der er vores fredagsgudinde i morgen. Snart skal vi også høre mere om den fascinerende gamle kælling Cailleach. Foto: Donald Mackenzie, Wonder tales from Scottish myth and legend, 1917. Illustreret af John Duncan. London: Blackie and son. Ingen licensrestriktioner. Litteratur: Keltiske guder og helte, Morten Warmind, Politikens håndbøger. Religion.dk Gyldendals Religionshistorie

Fenrisulven sluger solen En vinter uden ende, krig, sult og en sol der er væk. Sådan beskrives Fimbulvinteren I nordisk mytologi, og måske er det ikke langt fra virkeligheden. Meget tyder nemlig på at myten om denne fimbulvinter kan have rod i virkelige begivenheder. Der skete en klimakatastrofe omkring år 536, hvor et vulkanudbrud udløste store mængder af aske. Denne aske lagde sig som et tykt lag over jorden og dækkede for solen. Efterfølgende skete flere katastrofer og vinteren fortsatte uden sommer, solen var sløret og foråret kom aldrig. Temperaturen faldt markant, høsten slog fejl og store dele af kvæget døde. Hungersnød plagede folkene og man bekrigede hinanden for at få de sidste mængder mad. Halvdelen af befolkningen døde i Sverige og Norge og flere kilder fra bl.a. Kina, Italien og Irland melder om mangel på mad og en sløret sol. Året 536 er blevet kåret til verdens værste år, et anno horriblis. Vi møder fortællingen om Fimbulvinteren i Edda digtet Varfdruftnersmal fra ca. 1000 evt. og i Snorres Edda fra 1200 evt. Denne fimbulvinter er begyndelsen på verdens ende, Ragnarok. Det var heldigvis ikke verdens ende der indtraf i 536, men for menneskene der levede må det have føltes som sådan. Af samme grund kan man se flere ofringer til guderne i denne tid. Særligt kan det store guldfund Vindelevskatten være sådan en ofring. Dele af Vindelevskatten, Konserveringscenter Vejle. Denne skat er et storslået fund af guld i form af brakteater, medaljoner og smykker. Disse er formentlig gravet ned som en ofring til guderne, med et håb om bedre tider, som da heldigvis også kom efter en årrække. Så når vinteren virker lang, så lad os glædes over at vi ikke er i år 536. God vinterdag! Læs den smukke beskrivelse af Fimbulvinteren nedenfor Uddrag af Snorre Edda 》Da indtræffer der mange og vigtige hændelser — for det første kommer den vinter, der kaldes Fimbulvinteren. Da fyger sneen fra alle retninger. Frosten er da streng og vindene skarpe. Solen gavner intet. Tre vintre går ud i ét uden somre imellem, og forud forløber andre tre vintre, hvor der er hårde kampe i hele verden. Da dræber brødre hinanden af griskhed, og ingen skåner fædre eller sønner for manddrab eller blodskam. Således siges det i Vølvens Spådom: Brødre skal mødes som banemænd, og slægten skændes af søskendebørn; hor og hårdhed hersker blandt folk. Sværdtid, spydtid, skjolde kløves. Vindtid, voldtid — før verden forgår. Så sker det, der forekommer som en betydningsfuld hændelse: Ulven sluger solen, og menneskene anser det for et stort tab. Så tager den anden ulv månen og forvolder således også stor skade. Stjernerne på himlen forsvinder. Da sker det tillige, at hele jorden og bjergene ryster, så træerne løsnes fra grunden, og bjergene ramler, mens alle lænker og bånd brister og rykkes over. Da slipper Fenrisulven fri. Så skyller havet ind over land, idet Midgårdsormen snor sig i jættevrede og søger på land. (Snorres Edda, Gylfaggining 51-53) overs. Jesper Lauridsen, Heimskringla.no Litteratur: Heimskringla.no Edda, Rolf Stavnem Nordisk Mytologi Leksikon, Finn Stefansson https://videnskab.dk/kultur-samfund/fimbulvinteren-er-ikke-en-mytes://videnskab.dk/kultur-samfund/fimbulvinteren-er-ikke-en-myte https://videnskab.dk/forskerzonen/kultur-samfund/historiens-vaerste-aar-536-vulkanudbrud-sult-og-fimbulvinter-gjorde-aar-536-til-det Morten Axboe: "Året 536" (Skalk 2001 nr. 4, s. 28-32); https://jyllands-posten.dk/indland/ECE13254782/kaempe-guldskat-fundet-efter-1500-aar-i-den-danske-muld/ Fotos: Fenrisulven sluger solen af Louis Moe i Ragnarok - en Billeddigtning, 1929. Public domain, via Wikimedia Commons Dele af Vindelevskatten, Vejlemuseerne / Vejle Konserveringscenter. Plublic domain.

Slattenlangpat eller Slattenpatten er kendt fra sjællandske folkesagn. Hendes navn skal ikke ses som en fornærmelse, tværtimod. Den lange og slaskede barm symboliserer et langt og frugtbart liv med mange børn, der er blevet ammet og givet liv. Hun var formentlig et symbol på åer, vandløb og kilders ustyrlige fremspring af jordoverfladen. Slattenlangpat var yderst mobil og kunne i løb slynge sin lange barm over skuldrene, sådan at de ikke tyngede. Dette var også praktisk, hvis hun bar et sultent barn på ryggen. Som vandgudinde eller 'ellekone', kunne de lange bryster også være praktiske, da Slattenlangpat kunne lægge sig på en sten og amme sine fiske børn i vandet. Slattenlangpat var primært associeret med Suså, men ifølge sagnene var hun også set andre steder, for eksempel i Storebælt. Sagnene fortæller hvordan de nordiske guders konge, Odin, hver aften jagtede og dræbte Slattenlangpat og red bort med hende. Hun genopstod dog hver morgen igen og Odins jagt kunne fortsætte. Med kristendommens indtog fortsatte sagnet, men nu med kong Volmer, et andet navn for Valdemar Atterdag, som jægeren af Slattenlangpat. Hun blev en del af den kristne folketro og ses for eksempel som bærer af præstestolen i Vejlø kirke. Slattenpatten, bærende præstestolen i Vejlø kirke, af Abel Schrøder den Yngre. Ca. 1668. Hideko Bondesen. Nu er Slattenlangpat muligvis fundet på Bornholm ved en mark i Vestermarie. Her er der et sted kaldt Guldhullet, hvilket formentlig tidligere har været fyldt med vand og fungeret som en form for rituel brønd. I brønden er flere mulige Slattenlangpat figurer fundet i form af guldgubber fra så tidligt som 500-tallet. Guldgubberne er små papirtynde guld og sølvstykker. Slattenlangpat kan altså derfor formentlig spores tilbage til førkristen tid. Sammen med Slattenlangpat er der også flere eksempler på trolde gudgubber i Guldhullet. En af Danmarks førende arkæologer Flemming Kraul fra Nationalmuseet, har foreslået at Guldhullet var et offersted, hvor man gav troldene til troldejægeren Thor og Slattenlangpat til Odin, sådan at de to ikke behøvede at jage rundt efter dem. Intet er sikkert ud over, at fundene er dybt fascinerende og viser et kvindesyn med kompleks symbolik. Foto: Slattenpatten, bærende præstestolen i Vejlø kirke, af Abel Schrøder den Yngre. Ca. 1668. Hideko Bondesen. Licens: CC BY-SA 2.5

Akhnaton nedlagde kulten for de egyptiske guder og tillod kun dyrkelse af solen. Akhnaton 1379-1362 f.v.t. var en kontroversiel farao i Egypten. Eftertiden omtalte ham som kætterkongen og forsøgte at slette ham fra historien. Vi kender ham dog bl.a. igennem hans søn Tutankhamons berømte grav. Atondyrkelsen Akhnaton krævede at egypterne kun tilbad den kongelige familie og solen, solskiven Aton. Akhnaton ændrede alt til at hylde denne Aton. Selv hed Akhnaton oprindelig Amenhotep VI, men han skiftede navn til Akhnaton, der betyder ’den der kun tjener Aton.' Akhnaton flyttede også hovedbyen fra Theben, til en ny by, som han lod bygge. Byen kaldte han Solskivens Horisont, Akhetaten. Området kaldes I dag Armana og perioden hvor byen fungerede kalder vi for Armana-perioden. I Armana har man fundet et imponerende bibliotek med kileskrift tavler, der har åbnet for ny viden om en forlængst svunden tid. Familien Akhetanton blev gift med flere, men hans yndlingshustru var Nefertiti. Nefertiti var en dronning, hvis skønhed er legendarisk den dag I dag. Nefertiti var ikke mor til Tutankamon og fødte ikke sønner, kun døtre. Buste af Nefertiti, Neues Museum Berlin. Tutankamons mor var Akhnatons søster, Tutankamon selv blev konge efter sin far og ændrede hurtigt kulten tilbage til dyrkelsen af de mange guder og gudinder. Tutankamon selv døde ung og led i sit korte liv af forskellige sygdomme, grundet den indavl der foregik blandt de kongelige. Tutankamons grav blev fundet intakt, og er i dag vidt berømt. I dag åbner en storslået udstilling på Glyptoteket i København. Udstillingen er en unik mulighed for et indblik i Akhnatons by Armana. Vi kommer til at se meget mere på dette enestående kapitel i religionshistorien. Fotos: Buste af Nefertiti, kongens hustru. ÆIN 1812. Glyptoteket, udlånt fra Neues Museum, Berlin. Billede af Philip Pikart, CC BY-SA 3.0, via Wikimedia Commons. Plakat fra Glyptoteket. Litteratur: Fokus på Armana, Lise Manniche Ægyptens Religiøse litteratur, Jørgen Podemann Sørensen

Frieri, trusler og et lidenskabeligt møde. Er Gerd og Frej parret fra guldgubberne? Gerd var i nordisk mytologi en jættekvinde, der var så smuk, at vaneguden Frej forelskede sig hovedkulds i hende. Denne myte kendes fra middelalderens Island, men kan være et narrativt levn fra et ældre ritual med rituelt samleje, et helligt ægteskab. Myten beskriver, hvordan Frej hovmodigt havde besteget Odins trone, Lidskjalv. Fra Lidskjalv kunne Frej se alle verdner, og her så han den smukke jættekvinde Gerd. Gerd var datter af jætten Gymer og boede på sin fars gård. Frej så Gerd løfte sine arme, og så hvordan der stod lys fra hende, så skøn var hun. Frej blev forblændet af Gerds skønhed og kunne i flere dage hverken spise eller sove. Den elskovssyge Frej (1908) af W.G. Collingwood. Til sidst blev Frejs far, guden Njord, bekymret. Njord sendte derfor Frejs tjener Skirner til Frej for at undersøge årsagen til Frejs tilstand. Skirner illustrereret til Frederik Sanders udgave af Ældre Edda, 1893. Frej fortalte om sin store kærlighed til Gerd og bad Skirner fri til hende på Frejs vegne. Skinner indvilligede kun i at ride til jættes gård, hvis han som betaling fik Frejs hest og hans sværd. Frej var så forelsket, at han gik med til det. Derfor var Frej i eftertiden altid ubevæbnet, og det vil koste ham livet ved verdens ende, Ragnarok. Da Skirner ankom til gården, blev han budt ind af Gerds far Gymer. Skirner tilbød derefter Gerd rigdomme og gaver, men Gerd var ingenlunde interesseret. Skirners besked til Gerd, C. G. Collingwood. Til sidst truede Skirner Gerd med alverden forbandelser og derefter sagde Gerd ja til frieriet. Skirner red da tilbage til Frej og fortalte at han skulle møde sin Gerd efter ni nætter i lunden Barri. Myten slutter med, at Frej længselsfuldt fortvivles over at skulle vente i hele ni nætter på at møde sin tilkomne. Myten er i religionshistorien set som et muligt Helligt ægteskab, hieros gamos. Hieros gamos betegner et ritual, hvor en konge repræsenterede en Gud, der blev gift kultisk med en gudinde, der repræsenterede jorden. På denne måde kunne kongen legitimere sin magt ved at vise sin forbundenhed med gudinden og med jorden. Dette ritual blev typisk udført ved at kongen og en præstinde havde samleje, muligvis symbolsk. Ritualer som disse er særligt kendt i Nærorienten, men flere ting peger imod at det også kunne finde sted i Norden. Gerd og myten om hende og Frej omtales i eddadigtet Skírnismál fra ca. 1000 evt. og i Snorres Edda fra ca. 1200. Begge er fra Island, men beskriver flere træk fra Norden i vikingetiden. Guldgubbe fra Lofoten, 700 evt. Historiska museet. Forskere har peget på at de små guldgubber med det intime par, muligvis kan være en illustration af Gerd og Frejs elskovsmøde i lunden efter de ni længselsfulde nætter. Guldgubber kommer af svensk og betyder gammel mand. Flere af dem er dekoreret med 2 personer, hvoraf den ene er en kvinde. De to personer er ofte intime og kysser og krammer. Guldgubber fra Lundeborg på Fyn. Nationalmuseet. Guldgubber er små, papirtynde guld og sølvstykker fra germansk jernalder ca. 500-650 evt. De dukker op af jorden flere steder i Sverige, Norge og i Danmark, ved Lundeborg på Fyn og på Bornholm. Hele 85 % af Skandinaviens guldgubber stammer fra Sorten Muld ved Svaneke på Bornholm. Guldgubber fra Sorten Muld nær Svaneke på Bornholm. Nationalmuseet. Guldgubberne har ikke haft stor materiel værdi, men de har formentlig indgået I en kult på de steder hvor de er fundet. De har sandsynligvis været benyttet som offergaver og 'tempelpenge'. Er det Gerd og Frej kan dette have flere kultiske betydninger. Vi ved endnu ikke hvad funktionen præcis har været, men de smukke guldgubber sætter flere teorier I gang. #Fredagsgudinder Fotos: The Lovesickness of Frey af W.G. Collingwood, 1908. Public domain. Illustration af Skirner fra Fredrik Sanders svenske Ældre Edda udgave fra 1893. Public domain. Skirnir's message to Gerd. En illustration til Skírnismál af W.G. Collingwood. Public domain. Guldgubbe fra Lofoten. Ca. 700 evt. Historiska Museet. Foto af Björn Falkevik, red. Cheyenne Olander. Licens: CC BY-SA 4.0, billedet er beskåret. Guldgubber fra Lundeborg. Nationalmuseet. Licens: CC-BY-SA, billedet er beskåret. Guldgubber fra Sorten Muld på Bornholm. Nationalmuseet. Licens: CC-BY-SA, billedet er beskåret. Litteratur: Bornholmsmuseum.dk Danmarkshistorien.dk Heimskringla.no https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/guldgubber-fra-germansk-jernalder-ca-500-700-ekr/ Nordisk Mytologi Leksikon, Finn Stefansson, Gyldendal

De kysser, krammer og er intime, og så er de er præget i guld. Sådan fremstår to skikkelser på flere af de smukke guldgubber. Guldgubbe fra Lofoten. Ca. 700 evt. Historiska Museet. Guldgubber kommer af gubber der er svensk og betyder gammel mand. Det betyder altså "gyldne gamle mænd." Flere af guldgubberne er dog dekoreret med 2 personer, hvoraf den ene er en kvinde. At visse skikkelser er kvinder er tolket ud fra påklædningen og måden håret er sat på. De gyldne skikkelser fra jorden, ser ofte intime ud og kysser og krammer. Det har sat forskellige teorier i gang. Guldgubber fra Lundeborg. Nationalmuseet. For hvad er formålet de små, papirtynde guld og sølvstykker? De mange guldgubber stammer fra germansk jernalder fra ca. 500-700 evt. De har ikke haft stor materiel værdi, men de har formentlig indgået i en kult på de steder, hvor de er fundet. De dukker op af jorden flere steder i Sverige, Norge og i Danmark, ved Lundeborg på Fyn og på Bornholm. Faktisk kommer hele 85 % af Skandinaviens guldgubber fra Sorten Muld ved Svaneke på Bornholm. Her har man fundet over 3000 stykker. Guldgubber Sorten Muld på Bornholm. Nationalmuseet. De har sandsynligvis været benyttet som offergaver og 'tempelpenge'. Har de skulle sikre velstand, kærlighed, frugtbarhed, lykke? Vi ved det ikke, men der er flere teorier. Det skal vi se nærmere på 🥰 Fotos: Guldgubbe fra Lofoten. Ca. 700 evt. Historiska Museet. Foto af Björn Falkevik, red. Cheyenne Olander. Licens: CC BY-SA 4.0. Guldgubber fra Lundeborg. Nationalmuseet. Licens: CC-BY-SA, billedet er beskåret. Guldgubber fra Sorten Muld på Bornholm. Nationalmuseet. Licens: CC-BY-SA, billedet er beskåret. Litteratur: Bornholmsmuseum.dk Danmarkshistorien.dk Natmus.dk

Før Eva var der Lillith Årets første gudinde er verdens allerførste kvinde. Adam, Eva og Lillith. Indgangen til Notre-Dame. 13. Årh. Ifølge jødisk tradition var de to første mennesker ikke Adam og Eva, men Adam og Lillith. De blev skabt lige, på samme tid og på samme måde. Lillth ville ikke være underdanig, da mand og kvinde var skabt lige og i Guds billede. Adam mente dog at han, som mand, skulle være over kvinden Lillith, i alle henseender. Lillith forlod Adam, da hun nægtede at underlægge sig ham, hverken mentalt, seksuelt eller på anden vis. I stedet drog Lillith ud og horede med dæmoner og fik mange dæmonbørn. Adam længtes efter Lillith, og Gud forsøgte at få hende tilbage til Adam, men uden held. Uanset hvad Gud gjorde, kunne de ikke få Lillith tilbage til Adam. Som straf dræbte Gud alle Lilliths dæmonbørn. Lillith blev ulykkelig, og Gud gav hende ret til, som dæmon, at tage drengebørn, der ikke var blevet omskåret på deres ottende levedag. Derfor var Lillith en frygtet dæmon, som man forsøgte at afværge på forskellig vis. Gud skabte dernæst Eva. Hun blev skabt af Adam, til Adam og for Adam. Eva, menneskenes stammoder underlagde sig Adam i alle henseender. Eva spiste af æblet på kundskabens træ, og dermed blev kvinder skyld i det, der i kristendom kendes som arvesynden. Adam beskytter barn imod Lillith. Historien om Lillith findes i den middelalderlige ordsprogsbog Ben Siras Alfabeth (ca. 700-1000 e.vt.) Fortællingen forsøger at forklare det faktum, at biblen har to modstridende skabelsesberetninger i 1. Mosebog. Der er nemlig en skabelsesberetning, hvor verden skabes på syv dage, hvor mand og kvinde skabes lige, og så er der en hvor manden, Adam, skabes først og dernæst skabes kvinden, Eva, af Adam. Myten om Lillith giver et indblik i en virkelighed, og en debat som allerede den gang florerede. Hvorfor skulle kvinden underlægge sig manden, når de var skabt lige? Amulet, der beskytter moder og barn imod Lillith. Verdens første skilsmisse og verdens første kvinde blev dæmoniseret, men den viser os, at kvinder allerede dengang har krævet deres ret. Ved at gøre Lillith til et skræmmebillede blev den rebelske kvinde dæmoniseret. Vi er nødt til at genlæse vores kilder videnskabeligt og analysere dem ud fra vores nutidige kvindesyn. Det skal vi se meget mere på. #Fredagsgudinder Fotos: Lilith Notre-Dame de Paris cathedral. Details of the portal of the virgin: Lilith, Adam and Eve. Af FreCha. Licens: CC BY-SA 4.0. Adam clutches a child in the presence of the child-snatcher Lillith. Af Filippino Lippi, 1502. Public domain. Popular medieval amulet to protect mother and child. Attacked by Lilit during Childbirth. Wellcome Images. Licens: CC BY-SA 4.0. Lady Lilith af Dante Gabriel Rossetti, 1867. Public domain. Litteratur: Første Mosebog kap et og to. Esajas kap. 34 v. 14 Gads bibelleksikon 2006, Lillith dæmon eller gudinde.

Tiamat var urmoderen, det første kvindelige aspekt af verden og det kaos, som kosmos skulle skabes ud af. Hun var beskrevet som en frygtindgydende drage eller et slangelignende væsen, der skulle bekæmpes, og ud af hendes krop blev hele verden bygget. Fra Babylon I nutidens Irak omkring 1800 fvt., findes en fascinerende skabelsesmyte om en guddommelig kaoskamp, der forklarede verdens skabelse. Myten var skrevet for at legitimere at Babylon, en ellers ubetydelig bystat i Mesopotamien, pludselig var den største by og magtfaktor. Med den babylonske konge Hammurapi 1848-1806 f.v.t. havde byen fået stor succes, magt og rigdom. I Mesopotamien havde alle byer deres egen bygud, og med Babylons triumf, skulle det også forklares, hvorfor Babylons ellers ubetydelige bygud, Marduk, pludselig kunne blive den største af guderne. Myten hedder Enuma Elish, hvilket betyder ”dengang da foroven,” og er de første ord i skriftet. Myten begynder i tidernes morgen, før alt blev skabt og hvor der kun var vandet, der var delt i to. Tiamat var det kvindelige, salte hav og hendes mage, Apsû, var det maskuline, ferskvand. Tiamat blandede sit salte vand med sin mage Apsûs underjordiske og ferske vand. Ud af denne sammenblanding opstod det første gudepar. Gudeparet formerede sig og flere generationer af guder opstod løbende. For hver generation, blev de stærkere og visere. De største af guderne var Anu og hans søn Ea, guder der tidligere havde været de største guder og som repræsenterede de tidligere største bystater. De mange nye guder i verden forstyrrede Tiamat og Apsû. Guderne larmede og Apsû blev rasende og ville udslette dem. Tiamat protesterede, da det jo var deres eget afkom. Apsû gik alligevel til angreb, men blev dræbt af Ea, der grundlagde sit hjem i Apsû, det ferske vand. Her fik Ea og hans hustru Damnkina, som vi ellers ikke hører om, sønnen Marduk, Babylons bygud. Marduk var fra fødslen mægtigere, klogere og smukkere end alle andre guder og han var alle gudernes favorit. Guderne elskede ham og gav ham alverdens gaver og flere af deres egne egenskaber. Tiamat sørgede dog over sin mages død, og hun blev stadig forstyrret af gudernes larm. Derfor besluttede hun at hun ville have hævn. Hun fandt en ny mage, en ubetydelig guddom ved navn Kingu, som hun avlede mange dæmoner med. På denne måde fik hun en hær og Kingu førte hæren an. Guderne opdagede Tiamats planer og både Anu og Ea forsøgte at tale hende fra det, men uden held. Til sidst måtte den yngste, den klogeste og den smukkeste, nemlig guden Marduk, træde frem. For som det står skrevet i myten "er en kvindes styrke stor, men ikke større end en mands." Guderne gav Marduk al kongeværdigheden og i en kaoskamp lykkes det ham, at besejre først Kingu og dernæst Tiamat. Marduk er dog ikke færdig her. Ud af Tiamats legeme byggede Marduk hele verden. Kroppen blev delt i to, den øverste blev himlen og den nederste blev jorden. Bjerge, dale skyer, var alle en del af tiamats krop. Hendes hale blev mælkevejen og hendes tårer blev til de to floder Eufrat og Tigris, der var livsnerven i Mesopotamien. Derefter byggede Marduk sit tempel i Babylon, Esagil. I Esagil byggede han boliger til alle guderne, men med ham selv som kongen. På denne måde fik byen Babylon forklaret sin nye magt i Mesopotamien og, hvorfor netop deres bygud, Marduk skulle være den største. Tiamat og Marduks kamp er blot én, I en række af kaoskampe fra hele verden, der grundlægger hele verdensordenen. Gennem myterne kunne riger og konger legitimere, at netop de selv var de rette konger og at deres gud var den rigtige. Det var i Babylon at den jødiske elite blev sendt i eksil og Babylons og Mesopotamiens mytologi er en stor inspiration for det Gamle Testamente. Med Tiamat, det oprindelige kvindelige aspekt af verden, der både personificerer kaos og kosmos, ønskes alle god fredag. #fredagsgudinder Fotos: Foto 1, 3: Relief af Anzu og Ninurta, men er ofte idag benyttet som billede på Tiamat og Marduk, Ca. 860 f.v.t. Fra tempel i Nimrud. Befinder sig på British Museum. Public domain, via Wikimedia Commons. Marduk placeret på urvandet Tiamat afbilledet på et cylindersegl. Public domain, via Wikimedia Commons. Yderligere litteratur: Gilgamesh * Enuma Elish, Ulla og Aage Westenholtz.

I dag fejrer de fleste Luciadag, men de færreste kender fortællingen bag denne Lucia. Sankta Lucia var en helgeninde, der var dyrket i kristendommen allerede fra 600-tallet. Ved kristendommens indtog forsvandt de mange guder og gudinder, der prægede romersk religion til fordel for en fjern og mere uopnåelig Gud. Dermed blev behovet for mere jordiske forbindelser til det guddommelige øget. Helgener og helgeninder indtog på mange måder pladsen for de tidligere guder og gudinder. De blev repræsentanter for forskellige aspekter af menneskenes liv og naturen. Et eksempel på en mere jordisk og kvindelig forbindelse til det guddommelige var Sankta Lucia. Navnet Lucia bygger på det latinske ord for lys, Lux, og det er denne Lucia, der hyldes på Lucianatten den 13. december. Den 13 december lå før kalenderreformen i 1700 ved vintersolhverv, og det var den længste nat på året. Hun var helgeninden, der bragte lyset tilbage. Lucia fejres i dag med Lucia optog, mm., men hendes historie er længe blevet benyttet som et symbol på fromhed og kyskhed. Lucia var set som repræsentant for den gode, ærbare og modige, kristne kvinde. Der er flere fortællinger om Lucia, men i alle skulle have lidt martyrdøden under kristenforfølgelser ved den romerske kejser Diokletians styre (284-305). Lucia var efter sigende en kvinde født i 235 evt. på den italienske ø Sicillien. Hun var fra byen Siracusa og datter af en velrenommeret rigmandsfamilie. Lucia var fra barnsben lovet bort til en hedensk mand af god familie. Hun stod derfor til at leve et liv som hustru og moder i en velhavende familie. Lucia valgte dog at lade sig døbe og konverterede til kristendommen, frem for at blive i den udbredte romerske religion. Romerrigets religion havde flere guder og man skulle som borger i Romerriget også ofre til kejseren, som en gud. Kristne i Romerriget nægtede dog at ofre til kejseren, da de så det som et brud på troen på deres ene gud. Kristne var derfor opfattet som en trussel for Romerriget og man frygtede, at statens andre guder ville blive jaloux over at de kristne kun tilbedte deres egne ene gud. Derfor blev kristne forfulgt og tvunget til at foretage ofringer til kejseren. Straffen for ikke at ofre var tortur og i sidste instans døden. Derfor skjulte kristne deres tro, eller søgte ned under byerne i katakomberne. Ifølge fortællingerne gik Lucia om natten ned i katakomberne med mad til de kristne, der levede i skjul. For at kunne se i mørket havde hun tændt lys i en krans, som hun bar om hovedet. Fortællingerne om Lucia fortæller yderligere, at Lucias moder blev syg og derfor svor Lucia, at hvis moderen blev helbredt, så vil hun vie sit liv til Kristus og forblive jomfru. Da moderen på mirakuløs vis blev rask, svor Lucia at hun ikke ville giftes med den hedenske mand hun var lovet bort til. Hun forærede sine rigdomme bort og ville forblive kysk. Hendes tidligere forlovede angav Lucia for den brudte forlovelse og for at være kristen. Dette resulterede i, at hun blev dømt til at arbejde som prostitueret på et bordel. Da hun skulle fragtes til bordellet stod hun dog ved Guds hjælp urokkeligt fast. De kunne ikke flytte hende. Lucia gennemgik derfor ifølge fortællingerne flere former for tortur, heriblandt at få stukket øjnene ud. Af denne grund associeres Lucia med øjne, blindhed og øjensygdomme. Heller ikke at brænde hende levende fungerede. Først da bødlen stak et sværd igennem hendes hals døde Lucia. Ifølge en anden fortælling rev Lucia selv sine øjne ud, da en ung mand forelskede sig i dem. På mirakuløs vis fik Lucia dog sit syn igen efterfølgende. Forbindelsen til øjne vises ved at Lucia ofte afbilledes med en skål med øjne i. Fortællingerne har gjort Lucia til helgeninde for lys, for øjne og for byen Siracusa på Sicillien. I den katolske kirke kan man spore dyrkelsen af Lucia fra omkring 600-700 tallet. Dette er altså flere hundrede år efter kristenforfølgelserne. Der var en stor interesse for de kristne martyrer på dette tidspunkt, og derfor blev der skrevet flere beretninger, fortællinger og historier, om disse kristne, der ikke afsvor deres tro. Idealet om kvinden, der afsværger sig alt jordisk for kærligheden til Kristus, er tydelig og det er et ideal, der længe har haft domineret. At der foregik kristenforfølgelser, og at kristne blev dømt med straffe, som at blive prostitueret på et bordel eller med døden er sandt, men hvorvidt der har eksisteret en Lucia som historierne beskriver, er tvivlsomt. Glædelig Luciadag. Fotos: Saint Lucy, muligvis af Giovanni Ricca. Public domain via Wikimedia Commons. Santa Lucia af Palma il Giovane, 1620. San Geremia, Venezia. Public domain via Wikimedia Commons. Sankta Lucia, malet af Francesco del Cossa (1436 - 1487). Public domain, via Wikimedia Commons Yderligere litteratur: Jacob Engberg, Persecution of Christianity in the second century, its character and motives, Brill, 2018 https://navn.ku.dk/maanedens_navn/lucia/ Videnskab.dk, natmus.dk

Avis putter en ring på Trud. Af Lorenz Frølich - Publiceret i Gjellerup, Karl (1895). Den ældre Eddas Gudesange. Public Domain. De fleste kender vikingernes tordengud Thor, men kender du hans datter Trud? Trud kendes fra digtet Alvismall. Her har dværgen Alviss friet til Trud. Frieriet er sket, mens Thor er borte på troldejagt, men Thors hustru Sif har givet tilladelse til trolovelsen. Da Thor returnerer til sit hjem, bliver han vred over, at trolovelsen er fundet sted, og at det er med en dværg. Thor kræver, at brylluppet aflyses, da han som faderen ikke var til stede og gav tilladelse til brylluppet. ”Jeg bryder løftet — som brudens far er det mig, der vælger vilkårene; jeg var ikke hjemme, da ordet blev givet — og det tilkommer ingen andre.” Thor og Alvis indleder en ordstrid, der varer til den lyse morgen. Thor, der ofte i mytologien er enfoldig, er i denne myte snu. Dværge kunne i den nordiske mytologi ikke tåle sollys, så da lyset bryder frem har Thor vundet. Myten hedder Alvissmall og stammer fra Den Ældre Edda, der er skrevet på Island omkring år 1000 evt. Myten illustrerer et kvindesyn, hvor faderen har retten til at bestemme, hvem datteren skal giftes med. Det ses dog også, at en trolovelse kan indgås uden, at faderen er hjemme, formentlig da faderen ofte var væk og kvinden styrede familien og gården. Thors familierelationer afspejler med nutidens øjne en meget moderne familie, med dine, mine og vores børn. Thor er gift med Sif, og de har sønnen Modi og datteren Trud. Yderligere har Thor sønnen Magni med jættekvinden Jernsaxa. Ligeledes har Sif sønnen Ull fra et tidligere ægteskab. Alle Thors tre børns navne betegner nogle af Thors kvaliteter. Modi betyder ”mod”, Magni ”stor” og Trud formentlig ”styrke”. Ligesom det er tilfældet med andre nordiske gudinder, ved vi meget lidt om Trud. Det er dog interessant, at dalen, hvor Thor og Sifs hus er placeret, hedder Trudvang. Ligeledes nævnes der i digtet Grimnismall en valkyrie ved navn Trud, om det er den samme Trud er uvist. #fredagsgudinder Foto: Avis putter en ring på Trud. Af Lorenz Frølich - Publiceret i Gjellerup, Karl (1895). Den ældre Eddas Gudesange. Public Domain. Yderligere litteratur: Edda, Rolf Stavnem Gyldendals Leksikon om Nordisk Mytologi

Kali personificerer i hinduismen den stærkeste kvindelige Shakti. Shakti betyder den kosmiske energi og kraft, der gennemstrømmer alt. Kali betyder ’Den Sorte’ på sanskrit. Sanskrit er et indisk skriftsprog fra omkring 500 fvt. Kali er ofte fremstillet sort og vist med tungen hængende ud af munden. Kalis halskæde er lavet af kranier og hun bestiger ofte guden Shiva. Shiva er en af de største mandlige guder I hinduismen. Kali er set som den kvindelige del af Shiva. Shivas mandlige del er passiv, hvor Kali, den kvindelige del, er aktiv og dynamisk. Før englænderne indtog Indien ofrede man små drengebørn til kali. I dag er det blodet fra offerdyr, såsom geder og høns, der ofres til hende. Til gengæld for ofringerne beskytter Kali sine tilbedere mod onde kræfter. Kali har haft mange forskellige funktioner, på tværs af tid og sted, som hver især viser en repræsentation af det kvindelige og et kvindesyn. Et interessant aspekt af dyrkelsen af hinduismens mange gudinder, er at det indiske samfund er grundlæggende patriarkalsk. Det skal vi se mere på, og vi skal se meget mere til Kali! Rigtig god fredag #fredagsgudinder Fotos: Kali trampling Shiva af Raja Ravi Varma, ca 1910. Public domain. Unknown, The Hindu Goddess Kali, circa 17th century (alternate view), Los Angeles County Museum of Art, Gift of Dr. S. Sanford and Mrs. Charlene S. Kornblum, photo © Museum Associates/LACMA. Public domain. Jagadhatri, 2011. CC BY-SA 3.0. https://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0, via Wikimedia Commons. Billedet er beskåret. Yderligere litteratur: Kālī. Brill Encyklopedia of Hinduism, June E. Mc.Daniel.