Torah ruller bæres ved en puntet synagoge mænd og drenge fejrer Shavout. Das Wochen-oder Pfingst- Fest, Pentacost-Shavuot. Moritz Daniel Oppenheim. I dag er det shavuot, en jødiske højtid med en lang historie, der kan spores helt op til i dag. Shavout var oprindelig en høst og offer kult for den israelitiske gud Jahve. Siden blev det til en fejring af af den jødiske tora, moseloven, der siges at være modtaget på Sinaj bjerget. Shavout fik igen et kristent sidestykke i pinsen, en højtid der i dag markeres blandt kristne også her i Danmark. Høstfesten Oprindelig var shavuot en høstfest og en af de højtider der markerede årets gang. Shavuot falder altid i maj eller juni, men på grund af den hebraiske kalender, der er en månekalender, så skifter datoerne hvert år, i 2023 falder Shavuot den 26-27. Maj. Shavuot er én af tre høstfester, hvor israelitter valfartede til Jahves tempel i Jerusalem. Her ofrede de en del af den første høst, som tak til deres gud Jahve. Højtiden pesach markerede høsten af byg, shavuot markerede høsten af hvede og sikkot markerede vinhøsten. Ved den første høstfest pesach, den kristne påske, drog man til templet og ofrede et neg fra den første høst, som blev svinget rundt i templet. Dette kaldes et "svingningsneg." Efter pesach skulle israelitterne så foretage den såkaldte ”omer-tælling” i 7 uger. Omer betyder ’neg’ og henviser til at man skulle observere kornets vækst fra pesach og frem til shavuot. Ordet Shavuot er afledt af det hebraiske " shavua" der  betyder 'uger' og henviser til de 7 uger, der skulle gå efter pesach. ”Derpå skal I tælle syv uger frem fra dagen efter sabbatten, den dag I bringer svingningsneget; det skal være syv hele uger; I skal tælle halvtreds dage frem til dagen efter den syvende sabbat; da skal I bringe Herren et nyt afgrødeoffer .” (3.Mos 23,15-16) Med andre ord ligger shavuot altså 50 dage efter pesach. Da de hellenistiske eller græske jøder oversatte den hebraiske bibel til græsk i Alexandria, i  Septuaginta -oversættelsen, oversatte de ”shavuot” til ”Pentecoste." Pentecoste betyder den halvtredsindstyvende dag og det danske ord ”Pinse” kommer af det græske ord ”Pentecoste”. Fra offerkult til Lovreligion Dyrkelsen af Jahve ved offerkulten ændrede sig for Israelitterne, da offerkulten og dyrkelsen i templet blev udfordret. Israelitternes gud Jahve blev dyrket I templet I Jerusalem, men fra 586 fvt. til 536 fvt. var præster og lærde fra Jerusalem sendt i eksil i Babylon. De havde derfor ikke adgang til templet, og deres religiøse udfoldelse blev en religion, der var mere fokuseret skrifter, love og studier frem for offerkult. De lærde vendte dog tilbage igen i 536 fvt. og templet blev genopbygges, hvilket indstiftede den såkaldte anden tempelperiode. Israelitterne hviler sig efter at have krydset Det Røde Hav med Moses i spidsen. Maleriet er fra 1815 af Christoffer Wilhelm Eckersberg og findes på Statens Museum for Kunst.Wikimedia Commons, public domain Dette andet jødiske tempel blev ødelagt igen i 70 e.v.t. af den romerske overmagt. Uden et tempel ændrede religionen form og det medførte at flere højtider fik en ny og mere teologisk betydning og lovorienteret fokus, frem for at være en frugtbarhedsfejring og offerkult i templet. Høstfesten pesach blev til markeringen af israelitternes udvandring fra Egypten, ført an af Moses, som beskrives i 2. Mosebog. Herefter blev shavuot, der faldt 50 dage efter, markeringen af, at Moses modtog toraen fra Jahve på Sinai bjerget. Toraen er moseloven, som blev det forenende for jødedom og de regler der skulle studeres, læres og følges, for at være jøde. Toraen blev dermed det fælles udgangspunkt for jødedom på tværs af geografi og toraen har haft en stor betydning indenfor jødedom igennem tiden. I dag er fejringen af shavuot ikke stor blandt jøder ude i verden, men markeres typisk med et måltid med mælkeprodukter, formentlig udsprunget af at toraen er sød som mælk og honning. Derudover er der tradition for at læse i toraen og gerne særligt en oplæsning af Ruths bog. Ruths bog er ganske særlig og fortjener et opslag for sig. I blandt jøder i Israel i dag markeres shavuot, ved at valfarte til Grædemuren. Grædemuren er resterne af det andet og sidste jødiske tempel i Israel, der blev ødelagt I 70 e.v.t. af romerne. Fra shavuot til pinse Som med flere andre kristne traditioner og højtider udspringer de fra jødedommen. Jesus var jøde og ifølge det Nye Testamente var han i Jerusalem for at fejre pesach. Dette endte med Jesu korsfæstelse, som blev den kristne påskeberetning, der i dag markeres i påsken i kristendommen. Shavuot, der lå 50 dage efter, fik i kristendommen en ny betydning og blev til  pinsen. På den måde fik de jødiske højtider ny betydning I kristendommen. Hvad pinsen betyder i kristendommen og hvad Ruths bog, der læses ved shavuot, er. det skal vi se mere på. Følg med her på Kvindernes Religionshistorie og tilmeld dig siden, så du får besked ved nye opslag. Litteratur: Gammeltestamentlig Religion, Hans Jørgen Lundager Jensen, Forlaget Anis, 2010 Denstoredanske.lex.dk opslag: grædemuren, shavuot, pinse https://www.religion.dk/leksikon/babyloniske-fangenskab-det  Fotos: Torah ruller bæres ved en puntet synagoge mænd og drenge fejrer Shavout. Wikimedia Commons, public domain Israelitterne hviler sig efter at have krydset Det Røde Hav med Moses i spidsen. Maleriet er fra 1815 af Christoffer Wilhelm Eckersberg og findes på Statens Museum for Kunst.Wikimedia Commons, public domain

Vidste du at vores måneder den dag i dag er opkaldt efter romerske guder og gudinder, samt kejsere og tal? På latin hedder måneder "mensis" og året havde oprindelig 10 måneder, der begyndte med marts. Januar er opkaldt efter guden Janus. Han var en romersk tohovedet gud. Februar betyder ”renselse” og er opkaldt efter en religiøs renselsesfest, der foregik denne måned. Marts måned er opkaldt efter den romerske krigsgud Mars. I den romerske kalender var marts den første måned i året. Aprils betydning er omstridt, men formentlig opkaldt efter Afrodite, den græske kærligheds gudinde. Maj måned er opkaldt efter vegetationsgudinden Maia. Juni måned er opkaldt efter gudinden Juno, den romerske dronningegudinde. Både juli og august er opkaldt af kejsere der blev guddommeliggjort. Juli efter kejseren Julius Cæsar og august efter kejseren Augustus. De sidste måneder er opkaldt efter tal. September er opkaldt efter "septem" hvilket betyder 7, da det var den 7. måned. Oktober kommer ligeledes af "octo" der betyder 8. November kommer af "novem" der betyder 9 og til sidst kommer december af "decem", der betyder 10. Glædelig juni, Junos måned Kilder: Antik Mytologi Leksikon, Christian Gorm Tortzen. Lex Den Stor Danske

I den romerske religion var Juno gudinde for dronningen, hustruen og den fødende kvinde. Juno var eftersigende en etruskisk gudinde i byen Veji, som romerne forsøgte at indtage i 396 fvt. Det var dog først da det lykkedes romerne at overtalte Juno til at holde med dem, at det lykkedes romerne at indtage byen. Juno statue Junos kultstatue blev som tak hyldet og flyttet med til Rom. her fik juno både tempel og kult, som den ypperste af gudinderne, og hun fik status som hustru til kongeguden Jupiter. Romernes religion var stærkt inspireret af den græske religion og på mange måder kunne Juno sidestilles med den græske Hera, og Jupiter med den græske Zeus. Juno rangerende lige under Jupiter og nød stor respekt som dronning. Sammen med Jupiter og Minerva udgjorde Juno den triade, der beskyttede Rom. Juno var særligt de gifte kvinders gudinde. Kvinder fik ved indgåelse af ægteskabet deres ”Juno,” som repræsenterede deres frugtbarhed og seksualitet. Tilsvarende havde mænd deres ”Genius.” Kvinderne fik nu en ny rang om hustru og moder. Gifte kvinder svor ed ved deres ”Juno” og ofrede til hende ved deres fødselsdage. Juno-Hera, relief fra Pompeji. Den 1. Marts blev der afholdt Junos vigtigste fest, matronalia, hvilket var de gifte kvinders fest. Juno kunne med tilnavnet Lucinias, tilkaldes ved fødsler. Her ville Juno hjælpe den fødende kvinde og hun repræsenterede på mange måder den kvindelige frugtbarhed. Hendes dyr var koen, grundet dens frugtbarhed og påfuglen på grund af dens majestætiske pragt. Junos mange funktioner og mytologien, samt ritualerne omkring hende, er spredt over store dele af den romerske verden. Juno havde forskellige tilnavne, epiteter, og virkeområde, der blev markeret ved forskellige rituelle mærkedage på året, ved hendes forskellige helligsteder. Flere af Heras dage blev med indførslen af kristendommen tildelt Jomfru Maria. Juno er juni måneds første fredagsgudinde #fredagsgudinder Foto: Juno statue. Wikimedia Commons, public domain Juno-Hera, Pompeji, Wikimedia Commons, public domain Litteratur: Antik Mytologi, Christian Gorm Tortzen, Gyldendal, 2009 Romerske Guder og Helte, Leo Hjortsøe, Politikens forlag, 1982

Moses på vej ned fra Sinai Mød lovene, der rystede troen på at Moseloven, de 10 bud, var givet af Gud og var unikke. Det er grundlovsdag og lad os i den anledning se på verdens ældste love. De fleste kender Moseloven, de 10 bud, som ifølge det Gamle Testamente blev givet til Moses på Sinai bjerget. Længe så man Moseloven som unik og som givet af Gud. Moseloven var set som helt enestående og den har været grundlag for love i hele verden. Det er dog nu bevist at Moseloven, hverken er unik eller den tidligste lov. I Mesopotamien, I nutidens Irak, har man fundet flere love, der dækker næsten samme love som moseloven, de er blot endnu ældre. Mest berømt er den lovstele, der blev fundet I 1901, kaldt Hammurabis lov. Hammurabi foran solguden Shamash. Fundet i Susa i Iran. Louvre Museum. Hammurabi (1848-1806 f.Kr) og hans love stammer fra Babylon, hvor man satte lovene op i riget på steler. Steler er stenstøtter med inskriptioner. Hammurapis love har ligesom moseloven ideen om 'gengældelsesprincippet.' Vi kender gengældelsesprincippet som ”øje for øje og tand for tand”. Det skabte et virvar i forskningen da man så, at moseloven ikke var unik, men måske ligefrem næsten en kopi af ældre love. Da israelitterne var I eksil I 537-539 fvt., var det i Babylon. Det er formentlig fra Babylons love, at man har dannet moseloven. Siden fandt arkæologer Ur-Nammus lovstele fra Ca. 2100 fvt. Ur-Nammus lov var 300 år ældre end Hammurapis, og yderligere kunne man se omtale af en endnu ældre lov af en Uruk-Agina. Så måtte man igen indse, at moseloven blot var en af mange. Af særlig interesse er det at alle lovene fortæller, at de er givet af en gud til en mand og alle sætter de kvinden under manden. For at forstå nutiden må vi forstå historien Glædelig grundlovsdag Foto kilder: Moses på vej ned fra Sinai. Wikimedia Commons, public domain Hammurabi foran solguden Shamash. Wikimedia Commons, public domain

Samiske kvinder, fødsler og børn er beskyttet af Maderakka. Maderakka eller Máttaráhkká, ”oldemor,” er samernes gudinde, der skabte menneskene i urtiden. Sammen med sine 3 døtre bistår hun kvinden i hendes skabelse af et barn. Maderakkas symbol som det fremstår på trommer Maderakka modtager barnets ånd fra en mandlig gud, hvorefter hun skabte en krop til barnet. Maderakka fik hjælp fra sine 3 døtre. Den første datter Sarakka, ”spindekvinden", ville placere barnet i livmoderen. Hun var gudinde for kvindelig fertilitet og menstruation. Datteren Uksakka, ”kvinden ved døren”, var hjemmets gudinde. Alle børn var først piger, men Uksaka formede barnet i livmoderen og gav barnet sit endelige køn. Hun hjalp også kvinden og barnet under selve fødslen. Den tredje datter Juksakka, ”Akka med buen,” passede på barnet efter fødslen og særligt i den Sami tromme spæde start og når barnet lærte at gå. Disse gudinder og særligt Maderakka Beskyttede hele kvindens liv og børnene. Maderakka stod for klanen og ofte var arv i slægten ført af kvindens slægtslinje, matrilineær. Den samiske kultur blev i lange perioder udsat for massiv kristen mission, blandt andet fra Danmark. Metoderne var blandt andet tvangsdåb, hårde straffe ved anden religiøs praksis end kristen, og konfiskering af religiøse genstande. Vi ved derfor ikke meget om samernes religion, men har beskrivelser fra de danske og svenske missionere i 1600 og 1700-tallet og flere konfiskerede instrumenter, heriblandt shaman-trommer. Kilderne er dog yderst mangelfulde og beskrivelserne fordømmende. Heldigvis kan kilderne suppleres med arkæologiske fund. Illustration af trommemønstre Meget ændrede sig med missionen, men i dag er Samisk kultur etableret og stolt. Gudinden Maderakka og hendes døtre bliver i dag dyrket blandt samiske kvinder, der identificerer sig med de stærke samiske gudinder. Akka betegner også den dag i dag en ”oldemor" en "bedstemor ” eller en ”klog kvinde” Samisk kultur er fascinerende og fortjener at blive taget frem. God fredag med Maderakka og hendes døtre #fredagsgudinder Foto: Maderakka symbol. Public domain Tromme. Public domain Illustration af trommemønstre.  Public domain Flag. Public domain Alle Wikimedia Commons Litteratur: Heimskringla.no, Natmus.dk, Acaademia .eu, religion.dk, politikken.dk Lapperne og den lappiske Mission, Hans Skanke, De Nordiske Lappers Hedendom og Superstitioner ca. 1730, Uddrag af Epitomes Historiæ Missionis Lapponicæ Pars Prima: Anlangende de Nordiske Lappers Hedendom og Superstitioner, heimakringla.no

Glem bikinikroppen og husk gudindekroppen ! Det er altid godt at huske disse smukke gudindekroppe. Rigtig god sommer! Video: Arkæologiske fund af gudindestatuetter, "venusser" Animeret af den dygtige kunstner Nina Paley Kilde: instagram

Grønlands sol jages af Månemanden Med ild i hånden flygter hun fra sin bror, der har haft samleje med hende i ly af mørket. Læs en grønlandsk myte, der forklarede tilblivelsen af solen og månen, og som advarede imod incest og indavl. Myten lyder som følger: ✒️ Oprindelig var solen og månen søskende, der levede på jorden i samme hus. Hvert nat lagde broderen sig hos sin søster, der ikke kunne genkende ham i mørket. Ved hjælp af lampesod fik hun en nat mærket ham på brystet og hun kunne derfor identificere ham i dagslyset. Son reaktion på at det var hendes egen bror, tog kvinden sin kniv og skar sit bryst af. Hun smed brystet hen til sin bror med ordene "Siden du holder så meget af mig, så spis mig!" Hun tog dernæst en pind, satte mos på spidsen og dyppede det tjære, som hun satte ild til. Med denne skindene fakkel løb hun ud og steg op på himmelbuen. Da månemanden kom ud og så dette tog han sin isskraber, Sermiaut, som han satte mos på og tændte ild til. Da han løb efter sin Søster slukkedes hans fakkel sådan, at der kun var gløden tilbage. Gnisterne sprang fra gløden og satte sig på himlen. Denne månemand må til tider synke ned til jorden og jage efter sæler, men solen og hendes fakkel af tjære og mos, varmer og lyser stadig. ✒️ Denne ejendommelige myte kendes I flere versioner, men med samme grundlæggende fortælling. De er primært skrevet ned af kristne missionærer som Poul Egede (1708-1789) (Poul Egede. Public domain) Poul egede var søn af Hans Egede (1686-1758), der er kendt som Grønlands Apostel, og bragte kristendommen til Grønland. Til vores held blev flere af den indfødte befolkning myter skrevet ned, men det skal selvfølgelig læses ud fra konteksten og med kildekritik. Følg med i morgen når vi ser nærmere på Grønlands Månemand. God fredag ☀️ #fredagsgudinder. Foto: Myte: Frit gendigtet efter: efterretninger om Grønland uddragne af en journal holden fra 1721 til 1788 af Poul Egede. Det Grønlandske Selskabs Skrifter 29. Det Grønlandske Selskab, 1988. s. 53-54. Systime.dk

Han kunne gøre kvinder gravide og få sæler til at formere sig, men han kunne også straffe med dårlig fangst og ufrugtbarhed. Der findes mange myter om månemanden og i mange lokale variationer. Den mest udbredte var oprindelsesmyten om solens og månen, hvor Månemanden jagtede sin lysende varme søster over himmelbuen. Månemanden, eller Aningaaq der betyder ”en piges store storebror” er sammen med Havets Moder, Grønlands største Inua. Inua var en ånd eller sjæl, der boede i naturfænomener, som en evig energi. Månemanden var inua for mange områder og særligt den mandlige evne, til at gøre kvinder gravide. Han boede i sit hus på månen, hvorfra han sendte børn ned til kvinderne på jorden. Han styrede også sælernes kønsmodning og var selv en stor fanger, der besøgte Jorden med sin hundeslæde. Månemandens gang på himlen styrede vandstanden og om det var højvande eller lavvande. Angakkuq, af Louis Le Breton (1818–1866) offentligt domæne Han var også en straffende guddom der kunne tilbageholde fangstdyrene ved tabubrud. Tabuerne var mange for menneskene i fangersamfundene og tabubrud satte sig i Månemandens hus som urenheder. Den grønlandske shaman, Angakok, kunne gennem rituelt trance, eller sjæleflugt, besøge månemanden og rense hans hus på månen, for urenhederne. Månemanden havde en utrolig stor magt, men han kunne heldigvis formildnes af den grønlandske shaman angakok. De mange tabuer var en del af det kønsopdelte fangersamfund, hvor kvinder skulle blive mødte og syersker og mænd skulle være fangere. Inuiternes religion var animistisk og man levede i dyb respekt for naturen og havde flere ritualer og tabuer forbundet med fangst og jagt. Mændene skulle følge fangstritualerne og udvise respekt for deres bytte. Kvinderne var underlagt taburegler særligt under menstruation og fødsel og kunne ad denne vej støtte op om et godt fangstbytte. Mytologi og ritualer giver unikke indblik i samfund og kønsforståelser i forskellige kulturer og religioner. Yderligere litteratur: Grønlandske myter og sagn. Lex. Den store danske. https://silamiut.iatuagaq.iserasuaat.gl/?id=193

Bastet eller Bast, var gudinde I det Gamle Egypten. Fertilitet, seksualitet, musik og glæde var blot noget af det, hun repræsenterede. Hun var oprindelig en løve og krigs gudinde, men blev siden typisk fremstillet som en kat, eller med kvindekrop og kattehoved. Hun blev gudinde for fest, musik, dans og glæde. Hun er særligt relateret til det ægyptiske instrument Sistrum. Hun var også gudinde for fertilitet, fødsel, graviditet og familie. Ønskede man at blive gravid, kunne man bære en halskæde med Bastet og gerne med killinger. Særligt var hun repræsentant for erotisk kærlighed og kvindelig seksualitet. Kattens smidige og yndefulde krop var et symbol for kvindelig seksualitet og skønhed. Desuden var kattens egenrådighed og selvstændighed passende på kvinden. Bastet beskyttede også farao og flere kongelige indskrifter hylder katten. Bastet blev særligt stor i byen Bubastit. Ifølge den græske historiker Herodot afholdtes der i Bubastit store fester for Bastet. Her blev der drukket store mængder vin, spillet musik og danset. Katte statuer, katte mumier og kvindestatuer med kattehoved, blev begravet til ære for Bastet. Katten var i Ægypten et helligt dyr. Ved døden blev kattene mumificerede og begravede. Særligt i den sene tid blev adskillige katte ofret, men også statuer af katte blev ofret. At katte var så værdifulde skyldes blandt andet at de holdt skadedyr væk fra huset og høsten. Kattene blev husdyr i takt med at agerbrug blev levevej frem for nomadelivet. Omkring 2000-1500 fvt. Blev huskatte almene i Egypten. Huskattene kom først til Europa med romerne. Kattene var ofte knyttet til gudinder og var deres dyr. Katten blev dog siden dæmoniseret og set som ulykkesgivende, forbundet med hekse og ond magi. Kattene er her dog stadig og de er et yndet husdyr den dag i dag #fredagsgudinder

Solen er på sit højeste i disse dage og derfor skal vi møde vikingernes gudinde Sol. Sol kører over himlen i sin hestetrukne vogn og jages af den glubske ulv Skoll. I sin vogn har gudinden selve solen, der ved skabelsen blev skabt af en gnist fra ildverden Muspelheim. Ved Ragnarok, verdens ende, bliver solen slugt af ulven. Måne og Sol, der jages af ulvene Skoll og Hate, (1909) af J. C. Dollman . Offentligt domæne. Ifølge Snorre Snurlusson, en kristen islænding i 1200-tallet, er Sol er pige, datter af Mundilfare og søster til drengen Måne. De to søskendes navne fik de af deres far, da har var så stolt af sine to smukke børn. Dette overmod brød guderne sig ikke om, da der allerede var en sol og måne. Som straf for Mundilfares overmod satte guderne de to søskende, Sol og Måne på himlen, for at køre hver deres vogn, og trække selve solen og månen over himmelhvælvingen. Sols vogn trækker nu den rigtige sol i en vogn spændt for af de to heste Arvaker og Alsvinn. Sol og hendes vogn jages af ulven Skoll, der vil æde solen. Ligeledes jages Måne af ulven Hate. Ved Ragnarok, verdens ende vil det lykkes for ulven Månegarm, at æde både Sol og Måne og verdens ende vil sætte ind. "The Chariot of the Sun" af W. G. Collingwood. Public domain. Sådan fortæller den kristne, islandske stormand Snorre Sturlusson, I sin Edda fra 1200. Snorre bygger på Eddadigtene, der ligeledes fra Island, men fra ca. 1000. Af Eddadigtene er særligt Vølvens Spådom benyttet af Snorre og han uddyber de gamle digte med mere samlede narrativer. Hvor meget i myterne om Sol, der har sin rigtighed fra vikingernes forestillingsverden, er uvist. Snorres Edda er sen og kristen, men alligevel giver myterne om Sol en fortælling, der kan have lighed med arkæologiske fund, heriblandt Solvognen. Den berømte Solvogn, der i dag er et nationalklenodie, og findes på Nationalmuseet i København, blev fundet i 1922 ved Trudholm Mose i Nordvestsjælland. Solvognen er fremstillet i ældre bronzealder, ca. 1400 fvt. og er et af de mest berømte og omdiskuterede fund i Danmark. Vi ved at soldyrkelsen var stor i bronzealderen og vi kan finde forskellige udtryk for soldyrkelsen, blandt andet helleristninger med soltegn, og det senere udskældte svastika, der var et yndet symbol for solen. Svastikaet fik en grusom betydning med nazisternes brug af det i form af hagekorset, under 2. verdenskrig, men det er et gammelt yndet soltegn. I dagens Danmark hylder vi stadig gudinden Sol hver søndag, da ugedagen søndag er opkaldt efter Sol, som solens dag. Måne og Sol, Lorenz Frølich. Public domain. Gudinden Sol er i dag fredagsgudinde. Rigtig god fredag! Foto: Måne og Sol, der jages af ulvene Skoll og Hate, (1909) af J. C. Dollman .  Wikimedia Commons. The Chariot of the Sun"  af W. G. Collingwood. Public domain. Måne og Sol, Lorenz Frølich. Public domain. Litteratur: Lex.dk, Natmus.dk, Nordisk mytologi leksikon, Nordiske guder og helte, Politikens håndbøger. Tag endelig kontakt ved fejl og mangler i kreditering.

Den kvindefjendske folketro - Skt. Skadesaften I 1800- tallets Danmark mente man, at heksene fløj med skaderne til fest hos fanden, onsdagen før skærtorsdag. Troen på heksene var farlig og kostede mange uskyldige livet, hovedsageligt kvinder. Den sidste hekseafbrænding i Danmark skete 1693, men troen på heksene fortsatte. I 1800- tallets bondesamfund var frygten for Hekse blevet så infiltreret i de kristne højtider, at man mente at onsdag fløj heksene til fest, på en kost eller på ryggen af en skade. Heksene vendte dog tilbage og gik dagen efter, altså skærtorsdag, i kirke ligesom alle andre. Her kunne man dog kende heksene, hvis man i sin lomme havde det første æg fra en ung høne, et hønnikeæg. I så fald kunne man se om kvinderne havde en gryde eller en spand på hovedet. Dette beviste at kvinderne havde danset med fanden. Billede: Kontakt ved manglende eller fejl i kreditering Yderligere litteratur: https://www.berlingske.dk/kultur/paaske-wiki https://www.kristendom.dk/indf%C3%B8ring/ti-ting-du-ikke-vidste-om-danske-p%C3%A5sketraditioner Heksesabbat af Johann Jakob Wick (1522-1588) udgivet 1570. Offentligt domæne

Sankt Hans bål. Public domain. Sommersolhvervet, er årets længste dag, og den korteste nat. Denne særlige dag har på alle tider og steder været markeret med religiøse fejringer. Solhverv kommer af det oldnordiske sólhvarf, der betyder solvending. Disse dage vender lyset, sådan at dagene ved sommersolhvervet bliver kortere og ved vintersolhvervet bliver længere. På engelsk kaldes det solstice , hvilket betyder den stille sol, da man mente at solen ved solhverv stod stille. Sommersolhvervet er den mest frugtbare, den lyseste og varmeste tid på året og solhvervene viste den prominente stilling som solen havde i mange religioner. Dyrkelsen af sommersolhvervet kan formentlig spores helt tilbage til stenalderen, hvor konstruktioner som Stonehenge, kan vise solens placering ved sit højdepunkt. Det er omdiskuteret, men flere forskere har peget på sammenfaldet med flere konstruktioners arkitektur og solens bane. Solhvervs fejringer Solhvervs fejringer kendes fra store dele af verden og ofte er fejringerne associeret med det frugtbare og det livgivende. På denne tid var frugtbarheden højest og naturen skulle derfor være særligt hellig og kilder, planter og urter, skulle have en særlig virksom kraft. Fra Nordeuropa kender vi blandt andet fejringer fra kelterne, vikingerne og gallerne. Blandt Kelterne fejrede man Litha eller Alban Heruin, hvor man fejrede frugtbarheden med store bål, der skræmte det onde bort og forsøgte at forstærke lysets og solens energi og kraft. Gallerne fejrede deres frugtbarhedsgudinde Epona, gudinden for landbrug og høst. I Nordens vikingetid afholdt man midsommer blót med ofringer til guderne, på samme måde som man gjorde ved vintersolhvervet. Blót var offerfester til ære for de nordiske guder, som vi kender dem fra den nordiske mytologi. Sankt Hans Med kristendommens indtog blev sommersolhvervet i store dele af verden til Sankt Hans, en fejring af Johannes Døberen. Johannes Døberen var nu lyset, der skulle fejres og som indvarslede Jesus fødsel. Hedenske og kristne ritualer blev sammenblandet og fik nye betydninger, i fejringen af Sankt Hans. Bålet, der blandt keltere og nordboere, skræmte onde ånder væk og hyldede lyset, blev stadig benyttet, men var nu en fejring af Johannes fødselsdag og skulle jage særligt trolddom og hekse bort. Med tiden kom tilføjelsen af kirkens grusomme hekseafbrændinger til, hvilket primært foregik i 1540 til 1693. Forestillinger om frugtbarheden og naturens særlige egenskaber ved sommersolhvervet, var der dog stadig bagved den kristne symbolik. Igennem tiderne og for nogle helt op til i dag, var forestillingen om, at naturen i form af urter og kilder, havde en ekstraordinær virkning ved midsommer. Blandt andet skulle særligt Sankt Hans urten ’sedum telephium’ kunne helbrede og udøve mirakler omkring sommersolhvervet. P. S. Krøyer, Sankt Hans Blus på Skagen Strand, 1906. Skagen Museum. Offentligt domæne. Sommer solhvervet i dag I dag fejres sommersolhverv verden over som Sankt Hans, men blandt ny-hedenske, neo-paganistiske, religioner fejrer man solhvervet. Neo-paganismen tager mange former og for eksempel blandt nye asatroende, afholdes midsommerblót. Blót er ofringer til de nordiske guder, som vi kender fra den nordiske mytologi. Ved stenalder konstruktionen Stonehenge i Syd England markeres dagen af nyhedenske druider, der ønsker at rekonstruere en keltisk religiøs praksis. Neopaganisme Sankt Hans urt, Sedum Telephium. Neopaganister - nye hedenske folk, har forsøgt at genskabe de ældre før-kristne ritualer, men da skriftlige kilder er yderst sparsomme, og fra udenlandske, primært kristne kilder, er det svært. Religionerne får derfor nye nye udtryk. Ofte er det feminine i fokus i neo-paganismen, hvor man dyrker kvindeligheden og frugtbarheden. Wicca religionen er for eksempel moderne hekse, der har inkorporeret dele af det keltiske årshjul, flere hedenske guddomme og andre religiøse elementer i en moderne religion, der særligt hylder kvinder. Den 21. Juni fejrer man i Wicca højtiden Litha, sommersolhvervet. Wicca er skabt i England i 1950’erne og har fået stor udbredelse blandt andet ved hjælp af sociale medier og offentlighedens debatter, om kvinders plads i samfundene, på arbejdsmarkedet og i verdens religioner. I Danmark er fejringen af Sankt Hans et kreativt samlet sæt af traditioner og religiøse elementer over tid og sted og det er fascinerende at følge den fortsatte udvikling i nutidens debat. Følg med her på bloggen når der de næste dage sættes fokus på Sankt Hans, hekseafbrænding og soldyrkelse. Litteratur: Herbener.dk, religion.dk, Lex.dk Kirkehistorie Martin Schwartz Lausten, Forlaget Anis Keltiske guder og helte, Morten Warmind. Politikens håndbøger Foto: P.S. Krøyer, Sankt Hans Blus ved Skagen Strand, Skagen Kunstmuseum. Public domain Sankt Hans urt, Sedum Telephium. Public domain. Sankt Hans bål. Public domain. Tag endelig kontakt ved fejl og mangler i kreditering.