Søg på dette website

Gudinden i Mosen, Udinaturen.dk Hun er en 2,74 meter høj menneskelignende figur, med to ben og et fremhævet køn. Gudinden var lavet af et ungt egetræ, der var afhugget med økse i begge ender og vendt på hovedet, så de opadpegende grene i stedet fremstod som ben. Imellem de to ben var skåret et lille snit, der skulle markere det kvindelige køn. Træet var tilhugget, så det fik rundere hofter og man mener, at hun har været en form for frugtbarhedsgudinde. Omkring år 150-200 fvt. blev denne gudinde tilbedt i en sø, der nu er kendt som Forlev mose, nær Skanderborg. Søen, hvor hun befandt sig, blev udgravet i 1960-1966, og man fandt flere genstande, der viser en kult omkring gudinden. Rundt om i søen var der forskellige dynger af offergaver. Lerkar var nedsænket med blandt andet knogler og træ, som var blevet ofret. Knoglerne var blevet sorteret, i henholdsvis kranier, tænder, og andre knogleformer. Desuden fandt arkæologerne også nogle træstykker, der formentlig har haft en religiøs betydning. De var placeret to og to og var helt op til to meter lange. Alt dette blev nedsænket i søen til gudinden. Rekonstruktion, Udinaturen.dk Ofringerne var ledsaget af ritualer, og vi kan se, at der blandt andet er kastet mange hvide sten ud til hende, som må have lyst klart i det mørke vand. Stenene er muligvis blevet kastet som en rituel stening af gudinden, men det er uvist. Man kan i dag se Gudinden fra Forlev Nymølle på Moesgaard Museum. Den hellige dal Arkæologer har udpeget Illerup Ådal, som er nabodalen til Forlev Mose, til en hellig dal. Denne dal har haft religiøs betydning i lange perioder og på forskellige tider. Det stillestående vand, den rindende å og de dybe dale, kan have virket særlig guddommelig. Skellet fra Alken Enge. Skanderborgleksikon.dk Blandt andet er der udgravet store mængder af krigsudstyr, som blev ofret i en sø over fire omgange fra 200 til 500 evt. I alt er 15.000 genstande fundet, hvilket er det største samlede fund af ofrede våben i Danmark. I området er også Alken Enge, hvor skeletter fra en hær af afdøde krigere, er blevet ofret omkring år 0. Guddommene bor i vandet Søer og Moser var i jernalderen set som en form for portal til det guddommelige, muligvis pga. det af det blanke stillestående vand. Flere søer i Danmark har formentlig haft en form for guddom eller gudinde. I en sø på Fyn har man for eksempel fundet en mand lavet af træ. han er 88 cm. lang og med en 28 cm. lang penis. Han viser tegn på mishandling, hvilket muligvis også har været en del af et religiøst ritual. Broddenbjergmanden. Museumsilkeborg.dk Den danske natur er fyldt med religionshistorie. Kilder: Gudinden i mosen, udinaturen.dk Jørgen Lund, 'Forlev Nymølle – En offerplads fra yngre førromersk jernalder' i: Kuml 2002. Kulturstyrelsen.dk skanderborgleksikon.dk/ natmus.dk Kontakt ved manglende eller fejl ved kreditering.

Solen er på sit højeste i disse dage, og derfor skal vi møde vikingernes gudinde Sol. Sol kører over himlen i sin hestetrukne vogn, og jages af den glubske ulv Skoll. I sin vogn har gudinden selve solen der ved skabelsen blev skabt af en gnist fra ildverden Muspelheim. Ved Ragnarok, verdens ende, bliver solen slugt af ulven. Måne og Sol, der jages af ulvene Skoll og Hate af J. C. Dollman, 1909. Ifølge Snorre Snurlusson, en kristen islænding i 1200-tallet, er Sol en pige, datter af Mundilfare og søster til drengen Måne. De to søskendes navne fik de af deres far, da har var så stolt af sine to smukke børn. Dette overmod brød guderne sig ikke om da der allerede var en sol og måne. Som straf for Mundilfares overmod satte guderne de to søskende, Sol og Måne, på himlen for at køre hver deres vogn og trække selve solen og månen over himmelhvælvingen. Sols vogn trækker nu den rigtige sol i en vogn spændt for af de to heste Arvaker og Alsvinn. Sol og hendes vogn jages af ulven Skoll, der vil æde solen. Ligeledes jages Måne af ulven Hate. Ved Ragnarok, verdens ende, vil det lykkes for ulven Månegarm, at æde både Sol og Måne og verdens ende vil sætte ind. "The Chariot of the Sun" af W. G. Collingwood. Sådan fortæller den kristne, islandske stormand, Snorre Sturlusson, i sin Edda fra 1200. Snorre bygger på Eddadigtene, der ligeledes er fra Island, men fra ca. år 1000. Af Eddadigtene er særligt Vølvens Spådom benyttet af Snorre og han uddyber de gamle digte med mere samlede narrativer. Hvor meget i myterne om Sol, der har sin rigtighed fra vikingernes forestillingsverden, er uvist. Snorres Edda er sen og kristen, men alligevel giver myterne om Sol en fortælling, der kan have lighed med arkæologiske fund, heriblandt Solvognen. Den berømte Solvogn, der i dag er et nationalklenodie, og findes på Nationalmuseet i København, blev fundet i 1922 ved Trudholm Mose i Nordvestsjælland. Solvognen er fremstillet i ældre bronzealder, ca. 1400 fvt. og er et af de mest berømte og omdiskuterede fund i Danmark. Vi ved at soldyrkelsen var stor i bronzealderen og vi kan finde forskellige udtryk for soldyrkelsen, blandt andet helleristninger med soltegn, og det senere udskældte svastika, der var et yndet symbol for solen. Svastikaet fik en grusom betydning med nazisternes brug af det i form af hagekorset, under 2. verdenskrig, men det er et gammelt yndet soltegn. I dagens Danmark hylder vi stadig gudinden Sol hver søndag, da ugedagen søndag er opkaldt efter Sol, som solens dag. Måne og Sol, Lorenz Frølich. Public domain. Gudinden Sol er i dag fredagsgudinde. Rigtig god fredag! Foto: Måne og Sol, der jages af ulvene Skoll og Hate af J. C. Dollman, 1909. Public domain. The Chariot of the Sun" af W. G. Collingwood, 1908. Public domain. Måne og Sol, Lorenz Frølich, 1895. Public domain. Litteratur: Lex.dk, Natmus.dk, Nordisk mytologi leksikon, Nordiske guder og helte, Politikens håndbøger. Tag endelig kontakt ved fejl og mangler i kreditering.

Sankt Hans bål. Sommersolhvervet, er årets længste dag, og den korteste nat. Denne særlige dag har på alle tider og steder været markeret med religiøse fejringer. Solhverv kommer af det oldnordiske sólhvarf, der betyder solvending. Disse dage vender lyset, sådan at dagene ved sommersolhvervet bliver kortere og ved vintersolhvervet bliver længere. På engelsk kaldes det solstice, hvilket betyder den stille sol, da man mente at solen ved solhverv stod stille. Sommersolhvervet er den mest frugtbare, den lyseste og varmeste tid på året og solhvervene viste den prominente stilling som solen havde i mange religioner. Dyrkelsen af sommersolhvervet kan formentlig spores helt tilbage til stenalderen, hvor konstruktioner som Stonehenge, kan vise solens placering ved sit højdepunkt. Det er omdiskuteret, men flere forskere har peget på sammenfaldet med flere konstruktioners arkitektur og solens bane. Solhvervs fejringer Solhvervs fejringer kendes fra store dele af verden og ofte er fejringerne associeret med det frugtbare og det livgivende. På denne tid var frugtbarheden højest og naturen skulle derfor være særligt hellig og kilder, planter og urter, skulle have en særlig virksom kraft. Fra Nordeuropa kender vi blandt andet fejringer fra kelterne, vikingerne og gallerne. Blandt Kelterne fejrede man Litha eller Alban Heruin, hvor man fejrede frugtbarheden med store bål, der skræmte det onde bort og forsøgte at forstærke lysets og solens energi og kraft. Gallerne fejrede deres frugtbarhedsgudinde Epona, gudinden for landbrug og høst. I Nordens vikingetid afholdt man midsommer blót med ofringer til guderne, på samme måde som man gjorde ved vintersolhvervet. Blót var offerfester til ære for de nordiske guder, som vi kender dem fra den nordiske mytologi. Sankt Hans Med kristendommens indtog blev sommersolhvervet i store dele af verden til Sankt Hans, en fejring af Johannes Døberen. Johannes Døberen var nu lyset, der skulle fejres og som indvarslede Jesu fødsel. Førkristne og kristne ritualer blev sammenblandet og fik nye betydninger, i fejringen af Sankt Hans. Bålet, der blandt keltere og nordboere, skræmte onde ånder væk og hyldede lyset, blev stadig benyttet, men var nu en fejring af Johannes fødselsdag og skulle jage særligt trolddom og hekse bort. Med tiden kom tilføjelsen af kirkens grusomme hekseafbrændinger til, hvilket primært foregik i 1540 til 1693. Forestillinger om frugtbarheden og naturens særlige egenskaber ved sommersolhvervet, var der dog stadig bagved den kristne symbolik. Igennem tiderne og for nogle helt op til i dag, var forestillingen om, at naturen i form af urter og kilder, havde en ekstraordinær virkning ved midsommer. Blandt andet skulle særligt Sankt Hans urten ’sedum telephium’ kunne helbrede og udøve mirakler omkring sommersolhvervet. P. S. Krøyer, Sankt Hans Blus på Skagen Strand, 1906 Sommer solhvervet i dag I dag fejres sommersolhverv verden over som Sankt Hans, men blandt ny-hedenske, neo-paganistiske, religioner fejrer man solhvervet. Neo-paganismen tager mange former og for eksempel blandt nye asatroende, afholdes midsommerblót. Blót er ofringer til de nordiske guder, som vi kender fra den nordiske mytologi. Ved stenalder konstruktionen Stonehenge i Syd England markeres dagen af nyhedenske druider, der ønsker at rekonstruere en keltisk religiøs praksis. Neopaganisme Sankt Hans urt, Sedum Telephium. Neopaganister - nye hedenske folk, har forsøgt at genskabe de ældre førkristne ritualer. Men da skriftlige kilder er yderst sparsomme, og fra udenlandske, primært kristne kilder, er det svært. Religionerne får derfor nye udtryk. Ofte er det feminine i fokus i neo-paganismen, hvor man dyrker kvindeligheden og frugtbarheden. Wicca religionen er for eksempel moderne hekse, der har inkorporeret dele af det keltiske årshjul, flere hedenske guddomme og andre religiøse elementer i en moderne religion, der særligt hylder kvinder. Den 21. Juni fejrer man i Wicca højtiden Litha, sommersolhvervet. Wicca er skabt i England i 1950’erne og har fået stor udbredelse blandt andet ved hjælp af sociale medier og offentlighedens debatter, om kvinders plads i samfundene, på arbejdsmarkedet og i verdens religioner. I Danmark er fejringen af Sankt Hans et kreativt samlet sæt af traditioner og religiøse elementer over tid og sted, og det er fascinerende at følge den fortsatte udvikling i nutidens debat. Følg med her på bloggen når der de næste dage sættes fokus på Sankt Hans, hekseafbrænding og soldyrkelse. Fotos: Sankt Hans bål. Public domain. P.S. Krøyer, Sankt Hans Blus ved Skagen Strand, Skagen Kunstmuseum. Public domain. Sankt Hans urt, Sedum Telephium i Flora Batava af Jan Kops, illustration af Christiaan Sepp,1807. Public domain. Litteratur: Herbener.dk, religion.dk, Lex.dk Kirkehistorie Martin Schwartz Lausten, Forlaget Anis Keltiske guder og helte, Morten Warmind. Politikens håndbøger Tag endelig kontakt ved fejl og mangler i kreditering.

En gammel sumerisk skildring af ægteskabet mellem Inanna og Dumuzid. Public domain Brylluppet et kendt i forskellige udgaver, her kan du få kendskab til det hellige bryllup, på græsk "hieros gamos." Hieros gamos var et rituelt bryllup, der gennemspillede en forening, ofte et samleje, mellem en mandlig og kvindelig aktør. De to aktører skulle repræsentere guder eller sagnhelte, der forenedes for at sikre frugtbarhed i landet. Foreningen i form af samlejet kunne blot være symbolsk eller rent faktisk udført. Brylluppet forenede det himmelske og det jordiske, det mandlige og kvindelige, og det guddommelige og det menneskelige. Ritualet kendes fra store dele af verden på tværs af tid og sted. Helleristning, Sverige. Public domain Det har ofte været en del af et nytårsritual, der skulle starte forårets frugtbarhed. I Sumer, i nutidens Irak ca. 3000 fvt., var det gudinden Inanna, der blev viet til sagnkongen og hyrdeguden Dumuzi. Disse to blev i ritualet spillet af ypperstepræstinden som Inanna, og kongen som Dumuzi. Ritualet illustrere den seksuelle akt, her med Inannas ord: "Han formede mine lænder med sine smukke hænder, hyrden Dumuzi fyldte mit skød med fløde og Guldgubbe af par fra Hagebyhöga mælk, han strøg mine skamhår, han vandede min livmoder. Han lagde sine hænder på min hellige vulva, han jævnede min sorte båd med fløde, han satte liv i min smalle båd med mælk, han kærtegnede mig på min seng." (Gads Religionshistoriske tekster, Bendt Alster, 2006) Den seksuelle akt underspilles ikke i teksterne, men kan være symbolsk. Der er dog fundet adskillige erotiske lertavler fra oldtidens sumer og Mesopotamien. Juno og Jupiter. Public domain. I Rom kendtes hieros gamos ritualet med Juno og Jupiter og i Grækenland med Hera og Zeus. I den nordiske religion er der teorier om et sådan ægteskab imellem frugtbarhedsguden Frej og jættekvinden Gerd, eller Frej og hans søster gudinden Freja. Den kristne tanke om Marias befrugtning har en lignende logik, da den forener det guddommelige og menneskelige, den mandlige Gud, med den menneskelige kvinde Maria. Dette er dog i en yderst, jomfruelig udgave og med et andet syn på både seksualitet og kvindelig frugtbarhed. På tværs af tid, sted og religion kan vi se dette hieros gamos og hvert ritual viser en kønsforståelse og et kvindesyn. Fotos: En gammel sumerisk skildring af ægteskabet mellem Inanna og Dumuzid. Public domain Juno og Jupiter. Public domain. Guldgubbe af par fra Hagebyhöga. Public domain Helleristning, Sverige. Public domain. Litteratur: Gads Religionshistoriske tekster, Bendt Alster, Gads Forlag, 2006 Gyldendals Den Store Danske, lex.dk Tag endelig kontakt ved fejl og mangler i kreditering.

Samiske kvinder, fødsler og børn er beskyttet af Maderakka. Maderakka eller Máttaráhkká, ”oldemor,” er samernes gudinde, der skabte menneskene i urtiden. Sammen med sine 3 døtre bistår hun kvinden i hendes skabelse af et barn. Maderakkas symbol som det fremstår på trommer Maderakka modtager barnets ånd fra en mandlig gud, hvorefter hun skabte en krop til barnet. Maderakka fik hjælp fra sine 3 døtre. Den første datter Sarakka, ”spindekvinden", ville placere barnet i livmoderen. Hun var gudinde for kvindelig fertilitet og menstruation. Datteren Uksakka, ”kvinden ved døren”, var hjemmets gudinde. Alle børn var først piger, men Uksaka formede barnet i livmoderen og gav barnet sit endelige køn. Hun hjalp også kvinden og barnet under selve fødslen. Den tredje datter Juksakka, ”Akka med buen,” passede på barnet efter fødslen og særligt i den Sami tromme spæde start og når barnet lærte at gå. Disse gudinder og særligt Maderakka Beskyttede hele kvindens liv og børnene. Maderakka stod for klanen og ofte var arv i slægten ført af kvindens slægtslinje, matrilineær. Den samiske kultur blev i lange perioder udsat for massiv kristen mission, blandt andet fra Danmark. Metoderne var blandt andet tvangsdåb, hårde straffe ved anden religiøs praksis end kristen, og konfiskering af religiøse genstande. Vi ved derfor ikke meget om samernes religion, men har beskrivelser fra de danske og svenske missionere i 1600 og 1700-tallet og flere konfiskerede instrumenter, heriblandt shaman-trommer. Kilderne er dog yderst mangelfulde og beskrivelserne fordømmende. Heldigvis kan kilderne suppleres med arkæologiske fund. Meget ændrede sig med missionen, men i dag er Samisk kultur etableret og stolt. Gudinden Maderakka og hendes døtre bliver i dag dyrket blandt samiske kvinder, der identificerer sig med de stærke samiske gudinder. Akka betegner også den dag i dag en ”oldemor" en "bedstemor ” eller en ”klog kvinde” Samisk kultur er fascinerende og fortjener at blive taget frem. God fredag med Maderakka og hendes døtre #fredagsgudinder Foto: Maderakka symbol. Public domain. Samisk tromme. Public domain. Illustration af trommemønstre. Public domain. Flag. Public domain. Alle Wikimedia Commons. Litteratur: Heimskringla.no, Natmus.dk, Acaademia.eu, religion.dk, politikken.dk Lapperne og den lappiske Mission, Hans Skanke, De Nordiske Lappers Hedendom og Superstitioner ca. 1730, Uddrag af Epitomes Historiæ Missionis Lapponicæ Pars Prima: Anlangende de Nordiske Lappers Hedendom og Superstitioner, heimakringla.no

Moses på vej ned fra Sinai Mød lovene, der rystede troen på at Moseloven, de 10 bud, var unikke og givet af Gud. Det er grundlovsdag og lad os i den anledning se på verdens ældste love. De fleste kender Moseloven, de 10 bud, som ifølge det Gamle Testamente blev givet til Moses på Sinaibjerget. Længe så man Moseloven som unik og som givet af Gud. Moseloven var set som helt enestående og den har været grundlag for love i hele verden. Det er dog nu bevist at Moseloven, hverken er unik eller den tidligste lov. I Mesopotamien, nutidens Irak, har man fundet flere love, der dækker næsten samme love som Moseloven, de er blot endnu ældre. Mest berømt er den lovstele, der blev fundet i 1901, kaldet Hammurabis lov. Hammurabi foran solguden Shamash. Fundet i Susa i Iran. Louvre Museum. Hammurabi (1848-1806 f.Kr) og hans love stammer fra Babylon, hvor man satte lovene op i riget på steler. Steler er stenstøtter med inskriptioner. Hammurapis love har ligesom moseloven ideen om 'gengældelsesprincippet.' Vi kender gengældelsesprincippet som ”øje for øje og tand for tand”. Det skabte et virvar i forskningen da man så, at moseloven ikke var unik, men måske ligefrem næsten en kopi af ældre love. Da israelitterne var i eksil i 537-539 fvt., var det i Babylon. Det er formentlig fra Babylons love, at man har dannet Moseloven. Siden fandt arkæologer Ur-Nammus lovstele fra Ca. 2100 fvt. Ur-Nammus lov var 300 år ældre end Hammurapis, og yderligere kunne man se omtale af en endnu ældre lov af en Uruk-Agina. Så måtte man igen indse, at Moseloven blot var en af mange. Af særlig interesse er det at alle lovene fortæller, at de er givet af en gud til en mand og alle sætter de kvinden under manden. For at forstå nutiden må vi forstå historien. Glædelig grundlovsdag Litteratur: Fotos: Moses Comes Down from Mount Sinai af Gustave Doré. 1866. Wikimedia Commons, public domain. Hammurabi foran solguden Shamash. Wikimedia Commons, public domain.

I den romerske religion var Juno gudinde for dronningen, hustruen og den fødende kvinde. Juno var eftersigende en etruskisk gudinde i byen Veji, som romerne forsøgte at indtage i 396 fvt. Det var dog først da det lykkedes romerne at overtalte Juno til at holde med dem, at det lykkedes romerne at indtage byen. Juno statue Junos kultstatue blev som tak hyldet og flyttet med til Rom. her fik juno både tempel og kult, som den ypperste af gudinderne, og hun fik status som hustru til kongeguden Jupiter. Romernes religion var stærkt inspireret af den græske religion og på mange måder kunne Juno sidestilles med den græske Hera, og Jupiter med den græske Zeus. Juno rangerende lige under Jupiter og nød stor respekt som dronning. Sammen med Jupiter og Minerva udgjorde Juno den triade, der beskyttede Rom. Juno var særligt de gifte kvinders gudinde. Kvinder fik ved indgåelse af ægteskabet deres ”Juno,” som repræsenterede deres frugtbarhed og seksualitet. Tilsvarende havde mænd deres ”Genius.” Kvinderne fik nu en ny rang om hustru og moder. Gifte kvinder svor ed ved deres ”Juno” og ofrede til hende ved deres fødselsdage. Juno-Hera, relief fra Pompeji. Den 1. Marts blev der afholdt Junos vigtigste fest, matronalia, hvilket var de gifte kvinders fest. Juno kunne med tilnavnet Lucinias, tilkaldes ved fødsler. Her ville Juno hjælpe den fødende kvinde og hun repræsenterede på mange måder den kvindelige frugtbarhed. Hendes dyr var koen, grundet dens frugtbarhed og påfuglen på grund af dens majestætiske pragt. Junos mange funktioner og mytologien, samt ritualerne omkring hende, er spredt over store dele af den romerske verden. Juno havde forskellige tilnavne, epiteter, og virkeområde, der blev markeret ved forskellige rituelle mærkedage på året, ved hendes forskellige helligsteder. Flere af Heras dage blev med indførslen af kristendommen tildelt Jomfru Maria. Juno er juni måneds første fredagsgudinde #fredagsgudinder Foto: Juno statue. Wikimedia Commons, public domain. Juno-Hera, Pompeji, Wikimedia Commons, public domain. Litteratur: Antik Mytologi, Christian Gorm Tortzen, Gyldendal, 2009 Romerske Guder og Helte, Leo Hjortsøe, Politikens forlag, 1982

Vidste du at vores måneder den dag i dag er opkaldt efter romerske guder og gudinder, samt kejsere og tal? På latin hedder måneder "mensis" og året havde oprindelig 10 måneder, der begyndte med marts. Januar er opkaldt efter guden Janus. Han var en romersk tohovedet gud. Februar betyder ”renselse” og er opkaldt efter en religiøs renselsesfest, der foregik denne måned. Marts måned er opkaldt efter den romerske krigsgud Mars. I den romerske kalender var marts den første måned i året. Aprils betydning er omstridt, men formentlig opkaldt efter Afrodite, den græske kærligheds gudinde. Maj måned er opkaldt efter vegetationsgudinden Maia. Juni måned er opkaldt efter gudinden Juno, den romerske dronningegudinde. Både juli og august er opkaldt af kejsere der blev guddommeliggjort. Juli efter kejseren Julius Cæsar og august efter kejseren Augustus. De sidste måneder er opkaldt efter tal. September er opkaldt efter "septem" hvilket betyder 7, da det var den 7. måned. Oktober kommer ligeledes af "octo" der betyder 8. November kommer af "novem" der betyder 9 og til sidst kommer december af "decem", der betyder 10. Glædelig juni, Junos måned Fotos: Speculum Romanae Magnificentiae: Mars (Mars in Capitolio), print, anonymous, after Philippe Janus. Illustrated by Engravings on Wood. 1878. Public domain Aphrodite - the Greek goddess of love. Illustrated by Engravings on Wood. 1878. Public domain. Sculpted head of Juno af Giulio Bonasone. The Elisha Whittelsey Collection, The Elisha Whittelsey Fund, 1962. Public domain. Litteratur: Antik Mytologi Leksikon, Christian Gorm Tortzen. Lex Den Stor Danske

Liv og Livtraser af Lorentz Frölich, Efter Ragnarok kommer Liv Liv er den eneste menneskekvinde der overlever verdens undergang, Ragnarok, i den nordiske mytologi. Liv gemmer sig med sin mand Livtraser under den lange fimbulvinter og ragnarok. Ved Ragnarok dør de store guder og verden går under. En ny verden stiger dog op, hvor de unge guder finder hen, og hvor Liv og Livtraser kan grundlægge de nye menneskeslægter. Liv eller Lif, betyder simpelthen "liv” og Livtraser eller Liftraser, betyder ”den livskraftige.” Ragnarok ”Liv og Livtraser ligger i skjul i Hodmimers holt; morgenduggen er maden de får, de avler verdens ætter.” (VafÞrúðnismál Overs. Jesper Lauridsen. Heimskringla.no) Sådan beskrives det i den nordiske mytologi i det islandske eddadigtet VafÞrúðnismál, fra ca. 1000 og Snorre Sturlussons Edda fra ca. 1200. Deres gemmested ”Hodmimers holt,” er et omdiskuteret sted. Det kan være et træ, en skov eller selve livstræet Yggdrasil. De er ligesom den nordiske mytologis første menneskepar, Ask og Embla, forbundet med de livgivende træer. Liv og Livtraser lever i deres skjul af morgendug, indtil de på ny kan komme frem og skabe en ny menneskeslægt i den nye verden, Gimle. Gimle betyder formentlig ”ildlæ” og stedet beskyttet imod ildjætten Surts verdensbrand. Gimle beskrives som et sted hvor gode mennesker kan bo og leve lykkeligt efter verdens undergang. Hvor meget af fortællingerne om Liv og Livtraser, om ragnarok og om Gimle, der har kristne påvirkninger er vidt debatteret i religionsforskningen. Liv er denne uges fredagsgudinde #fredagsgudinder Foto: Liv og Livtraser af Lorentz Frölich. Ragnarok af Johannes Gehrts. Kilder: Wikimedia Commons, Public Domain. Litteratur: Nordisk mytologi, Finn Stefansson, 2009 Den Store Danske, Lex.dk Nordiske guder og helte. Politikens håndbøger.

Torah ruller bæres ved en pyntet synagoge. Mænd og drenge fejrer Shavout. Das Wochen-oder Pfingst- Fest, Pentacost-Shavuot. Moritz Daniel Oppenheim. I dag er det shavuot, en jødiske højtid med en lang historie, der kan spores helt op til i dag. Shavout var oprindeligt en høst- og offerkult for den israelitiske gud Jahve. Siden blev det til en fejring af den jødiske Tora, moseloven, der siges at være modtaget på Sinaibjerget. Shavout fik igen et kristent sidestykke i pinsen, en højtid, der i dag markeres blandt kristne også her i Danmark. Høstfesten Oprindelig var shavuot en høstfest og en af de højtider, der markerede årets gang. Shavuot falder altid i maj eller juni, men på grund af den hebraiske kalender, der er en månekalender, skifter datoerne hvert år. I 2023 falder Shavuot den 26 og 27. Maj. Shavuot er en af tre høstfester, hvor israelitter valfartede til Jahves tempel i Jerusalem. Her ofrede de en del af den første høst, som tak til deres gud Jahve. Højtiden pesach markerede høsten af byg, shavuot markerede høsten af hvede og sikkot markerede vinhøsten. Ved den første høstfest pesach, den kristne påske, drog man til templet og ofrede et neg fra den første høst, som blev svinget rundt i templet. Dette kaldes et "svingningsneg." Efter pesach skulle israelitterne så foretage den såkaldte ”omer-tælling” i 7 uger. Omer betyder ’neg’ og henviser til at man skulle observere kornets vækst fra pesach og frem til shavuot. Ordet Shavuot er afledt af det hebraiske "shavua" der betyder 'uger' og henviser til de 7 uger, der skulle gå efter pesach. ”Derpå skal I tælle syv uger frem fra dagen efter sabbatten, den dag I bringer svingningsneget; det skal være syv hele uger; I skal tælle halvtreds dage frem til dagen efter den syvende sabbat; da skal I bringe Herren et nyt afgrødeoffer.” (3.Mos 23,15-16) Med andre ord ligger shavuot altså 50 dage efter pesach. Da de hellenistiske eller græske jøder oversatte den hebraiske bibel til græsk i Alexandria, i Septuaginta-oversættelsen, oversatte de ”shavuot” til ”Pentecoste." Pentecoste betyder den halvtredsindstyvende dag og det danske ord ”Pinse” kommer af det græske ord ”Pentecoste”. Fra offerkult til lovreligion Dyrkelsen af Jahve ved offerkulten ændrede sig for Israelitterne, da offerkulten og dyrkelsen i templet blev udfordret. Israelitternes gud Jahve blev dyrket i templet i Jerusalem, men fra 586 fvt. til 536 fvt. var præster og lærde fra Jerusalem sendt i eksil i Babylon. De havde derfor ikke adgang til templet, og deres religiøse udfoldelse blev en religion, der var mere fokuseret på skrifter, love og studier frem for offerkult. De lærde vendte dog tilbage igen i 536 fvt. og templet blev genopbygget, hvilket indstiftede den såkaldte anden tempelperiode. Israelitterne hviler sig efter at have krydset Det Røde Hav med Moses i spidsen. Maleriet er fra 1815 af Christoffer Wilhelm Eckersberg og findes på Statens Museum for Kunst. Dette andet jødiske tempel blev ødelagt igen i 70 e.v.t. af den romerske overmagt. Uden et tempel ændrede religionen form og det medførte at flere højtider fik en ny og mere teologisk betydning og lovorienteret fokus, frem for at være en frugtbarhedsfejring og offerkult i templet. Høstfesten pesach blev til markeringen af israelitternes udvandring fra Egypten, ført an af Moses, som beskrives i 2. Mosebog. Herefter blev shavuot, der faldt 50 dage efter, markeringen af, at Moses modtog Toraen fra Jahve på Sinaibjerget. Toraen er moseloven, som blev det forenende for jødedom og de regler der skulle studeres, læres og følges, for at være jøde. Toraen blev dermed det fælles udgangspunkt for jødedom på tværs af geografi og Toraen har haft en stor betydning indenfor jødedom igennem tiden. I dag er fejringen af shavuot ikke stor blandt jøder ude i verden, men markeres typisk med et måltid med mælkeprodukter, formentlig udsprunget af at Toraen er sød som mælk og honning. Derudover er der tradition for at læse i Toraen og gerne særligt en oplæsning af Ruths bog. Ruths bog er ganske særlig og fortjener et opslag for sig. Iblandt jøder i Israel i dag markeres shavuot, ved at valfarte til Grædemuren. Grædemuren er resterne af det andet og sidste jødiske tempel i Israel, der blev ødelagt I 70 e.v.t. af romerne. Fra shavuot til pinse Som med flere andre kristne traditioner og højtider udspringer de fra jødedommen. Jesus var jøde, og ifølge det Nye Testamente var han i Jerusalem for at fejre pesach. Dette endte med Jesu korsfæstelse, som blev den kristne påskeberetning, der i dag markeres i påsken i kristendommen. Shavuot, der lå 50 dage efter, fik i kristendommen en ny betydning og blev til pinsen. På den måde fik de jødiske højtider ny betydning i kristendommen. Hvad pinsen betyder i kristendommen og hvad Ruths bog, der læses ved shavuot, er skal vi se nærmere på en anden gang. Følg med her på Kvindernes Religionshistorie og tilmeld dig siden, så du får besked ved nye opslag. Fotos: Shavuot (Pentecost) af Moritz Daniel Oppenheim. 1880. Public domain Moses lader Det Røde Hav træde tilbage og Faraos hær oversvømmes af C. W. Eckersberg. 1815. Public domain. Litteratur: Gammeltestamentlig Religion, Hans Jørgen Lundager Jensen, Forlaget Anis, 2010 Denstoredanske.lex.dk opslag: grædemuren, shavuot, pinse https://www.religion.dk/leksikon/babyloniske-fangenskab-det

Hun var Henrik VIII's femte hustru, men hvem var Catherine Howard? Catherine Howard illustreret af Josefine Kofoed @queensinink Catherine er i historien blevet husket som alt fra en forførerisk hore til et uvidende barn og et uskyldigt offer. Brylluppet mellem Henrik VIII og Catherine Howard stod blot 19 dage efter at hans ægteskab med Anne af Kleve var blevet annulleret. Catherine var hofdame for Anne af Kleve, Henriks fjerde hustru, og Henriks interesse for Catherine har muligvis været en af årsagerne til at han ønskede brylluppet annulleret og ikke kunne fuldbyrde det. Hun var ganske ung da hun blev gift med den aldrende Henrik VIII. Hun var formentlig blot en teenager og ikke mere end mellem 15-21 år. Henrik var 49 år og altså omkring 30 år ældre end hende. Årsagen til spekulationerne om hendes alder, skyldes at hendes fødselsår er ukendt, men forskere har fundet at hun må være født imellem 1518-1524. Selv på denne tid var hun en ung brud, for den aldrende konge, men Henrik var betaget af hendes ungdom, skønhed og overøste hende med gaver og omtalte hende som sin ”rose uden torne” og sin "juvel". Catherine nåede dog kun at være dronning i et år, hvorefter hun blev dømt for blandt andet utroskab og blev henrettet ved halshugning I 1542. Ung kvinde, muligvis Catherine Howard, Hans Holbein den yngre. Public Domain Udlægningen af hendes fortælling har skiftet alt efter hvilken tid hendes historie blev fortalt i. Med nutidens øjne vil hendes fortælling formentlig være om et barn, der var udsat for, hvad der kan tolkes som seksuelt overgreb, af sin ældre musiklærer, dernæst af sin bedstemors sekretær, og som blev presset af sin ambitiøse familie til at blive gift med den 30 år ældre konge Henrik VIII. Der er altid en fare forbundet med at sætte nutidens syn nedover fortiden, men Catherine Howards historie har stadig vakt genklang i vores tid, da den sætter kvindesynet i højsædet. Hvem hun var er svært at sige med de få informationer vi har, men dem vi har er til gengæld spændende, fascinerende og uhyggelige. Barndom Det meste af det vi ved om Catherines barndom og ungdom er fra efterforskningen og forhørene, der foregik inden henrettelsen af hende. Det er retrospektivt og med øje for hendes ægteskab med kongen og de anklager hun var underlagt. Hun var datter af en adelig familie, men ikke en velstående familie og Catherine var det tiende Barn. Catherine var kusine til Henriks anden hustru Anne Boleyn, og grankusine til Henriks tredje hustru Jane Seymor. Den sparsomme rigdom familien havde tilbage, gik i arv til den førstefødte søn. Da Catharina var barn døde hendes mor i 1524. Catherine og nogle af hendes søskende blev derfor senere sendt til hendes fars stedbedstemor Agnes Tilney, hertuginden af Norfolk, for at blive opdraget og dannet. Her var flere adelige unge, der blev udlært til at være dannede unge mennesker, men opsynet med dem var ringe. Agnes Tilney var ofte borte ved hoffet og de unge piger på hendes gods, var ladt meget uden særligt opsyn. Mulugvis, Agnes Tilney. Indgraveret længe efter hendes død. Public Domain Da Catherine var blot en meget ung pige i 1536 havde Catherine en relation til sin musiklærer, Henry Mannox. Omstændighederne af denne relation er meget omdiskuteret, både med hensyn til alderen på begge parter og med hensyn til om der var tale om tvang og overgreb. De to skulle aldrig have haft direkte samleje, men været sammen på diverse seksuelle måder. Mannox alder er omdiskuteret, men man regner med at han var midt i 30’erne da han havde sin relation med den purunge, muligvis blot 12 årige, Catherine.Catherines unge alder taget i betragtning samt den skæve magtbalance i relationen, lærer og elev, er det i hvert fald med nutidens øjne et overgreb. I 1538 afsluttede Catherine relationen og Mannox giftede sig med en anden. Samtidig indledte Catherine et forhold til Frances Dereham, Agnes Tilneys sekretær. Deres forhold var fuldbyrdet seksuelt og hvorvidt de indgik en aftale om ægteskab diskuteres den dag i dag. De skal have tiltalt hinanden ”hustru” og ”mand”, men forholdet endte da Agnes Tilney fik nys om deres relation. Frances blev dernæst sendt til Irland, men han og Catherine indgik muligvis en aftale om at gifte sig, når han vendte tilbage igen. Catherine ved hoffet Catherines familie havde forbindelser og hendes onkel, Hertugen af Norfolk, fik Catherine ind som hofdame for Anne af Kleves, Henrik VIII’s 4. Hustru. Henrik fattede hurtigt interesse for Catherine, da hun var alt det Anne af Kleve ikke var. Hun var tiltrækkende, dannet og underholdende. Maleri af en ung kvinde muligvis Katherine Howard. Hans Holbein den yngre. Public Domain Henrik blev hurtigt betaget af hende og der er teorier om at det muligvis var lige netop målet for Catherines onkel, at få kongen til at vælge Catherine som sin hustru, og dermed give familien mere magt og rigdom. Særligt kunne Catherine påvirke Henrik religiøst. Catherine var katolik og af katolsk familie og dette kunne måske få kongen til gå tilbage til katolicismen. Catherine selv udviste ikke stor interesse for religion og politik, men var begejstret for dans, musik og tøj. Som Henriks betagelse af Catherine voksede, fik hun og hendes familie mere magt, jord og rigdom, som Henrik forærede hende. Anne af Kleve skal også have udtrykt bekymring over Henriks betagelse af hendes unge hofdame. Bekymringerne holdt stik og 19 dage efter annulleringen af Henriks ægteskab med Anne af Kleve, blev Catherine og Henrik gift. Brylluppet stod på selvsamme dag som Henriks tidligere rådgiver Cromwell blev henrettet. Cromwell havde stået Henrik nær, men havde lavet flere fejl, blandt andet ved at arrangere Henriks ægteskab med Anne af Kleve. At Henrik giftede sig med Catherine den dag Cromwell blev henrettet viser Henriks hævngerrighed og manglende empati. Catherine blev ikke kronet og fungerede ikke aktivt som dronning på grund af sin unge alder, men dronning var hun, og hende og Henrik fejrede deres ægteskab ved flere lejligheder. Catherine levede et liv med alverdens dyre kjoler, smykker og rigdomme, som Henrik forærede sin unge brud. Catherines valgsprog var ”No other will but his” oversat til ”Ingen anden vilje end hans”, men Catherines interesse for Henrik var formentlig sparsom og mere bundet op på familiens ønsker og hendes glæde ved de rigdomme han forærede hende. Hun ansatte flere af sine venner og familie ved hoffet og nød den ekstravagante livsstil. Det engelske folk hyldede Catherine og glædedes over Henriks nye hustru og udsigten til en ung og forhåbentlig fødedygtig dronning. Ukendt kvinde indgraveret som Catherine Howard. Public domain. Henrik selv var ikke længere særligt attraktiv. Han var 30 år ældre end Catherine, hans overvægt var ikke blevet mindre og han havde et stort og betændt sår på sit ben som blev tømt hver dag. dette medførte at hans helbred svigtede og han ikke længere kunne dyrke de aktiviteter han tidligere yndede, såsom jagt, sport og andet fysisk. I Catherine så han muligvis en mulighed for en ny ungdom og en mulighed for at leve mere ubekymret og han gik på slankekur og forsøgte at følge med sin unge viv. Henrik ønskede stadig at få den ekstra mandlige arving til tronen, en reserve. Han havde allerede prinsesse Mary med sin første hustru Katharina af Aragonien, og Elizabeth med sin anden hustru Anne Boleyn. det var dog sønnen Edward med den tredje hustru Jane Seymour, der var vigtig og ham der skulle arve tronen. Skete der noget med Edvard ville tronen være usikker, og derfor behøvede Henrik en søn mere. En ung hustru som Catherine kunne dig give ham flere børn, men det skete ikke. Der er forlydender om en mulig graviditet, men ikke om hverken abort eller fødsel. Flere peger på at Henrik muligvis var impotent og ikke kunne fuldbyrde sit ægteskab til Catherine, ligesom det var tilfældet med Anne af Kleve. Der er flere teorier om at Henrik led af en hjerneskade efter han faldt af hesten ved Jane Seymors død. Dette kunne forklare hans svingende humør og manglende empati. Meget tyder på at Henrik fik en depression, formentlig over visheden om sin egen tilstand, alderdom og utilstrækkelighed overfor sin unge, smukke og virile hustru. Henrik VIII, af Hans Holbein den yngre, National Portrait Gallery, London Catherine må have været bekymret over ikke at være blevet gravid, da hun var bekendt med Henriks hustruers historik. Samtidig skulle Catherine være stedmoder for Henriks børn. Mary, Henriks ældste datter Mary, har været jævnaldrende med Catherine og Mary har formentlig taget afstand fra Catherine, eftersom hun var kusine til Anne Boleyn, den kvinde der var skyld i at Marys mor, Catarina af Aragonien, blev frataget tronen. Elizabeth, Henriks anden datter, var som datter af Anne Boleyn, beslægtet med Catherine og yngre end hende. De to har formentlig stadig ikke haft et særlig nært forhold, men bedre end Mary og Catherines relation. Edward, sønnen, var den absolutte arving og ikke synderligt interesseret i hans fars nye hustru. På denne måde skulle Catherine navigere i en kompleks familie, med forskellige interesser. Catherine skulle også modtage sin tidligere dronning, hvis ægtemand hun overtog, nemlig Anne af Kleve. Anne var stadig en prominent del af hoffet og havde fået titlen ”kongens søster”, ved annulleringen af ægteskabet. Catherine skulle dog have klaret modtagelsen af Anne af Kleve med respekt, diplomati og elegance. Catherine fungerede i det hele taget som en dygtig og præsentabel dronning og Henrik viste hende stolt frem. Catherines fald fra tronen. Catherines fortid indhentede hende dog. Hun gav begge sine tidligere mandlige bekendtskaber en position ved hoffet, men dette skyldtes formentlig et pres fra dem, da de ellers ville fortælle Henrik om deres tidligere forhold. Catherine havde kendskab til Henriks tidligere hustruer skæbne og Har formentlig forsøgt at få mændene til at tie, ved at give dem positioner, status og rigdomme. Rygterne om den unge dronning svirede alligevel ved hoffet. Historier om hvordan hun i sin fortid havde haft intime relationer med andre mænd og fuldbyrdet samleje med i hvert fald én af dem. Det kan virke omsonst at fokusere på Catherines fortid, men det var yderst vigtigt at en kvinde var jomfru inden ægteskabet. Det var derimod ikke vigtigt for manden, og Henrik havde da også været gift 4 gange, havde fået flere børn og haft adskillige elskerinder, men det var uden signifikans. Hvad der virkelig satte rygter i gang var at Catherine indledte en affære under sit ægteskab med Henrik VIII. Catherine havde flere møder med Thomas Culpeper, en mand ved hoffet og de to udvekslede breve. Catherine fik hjælp af sin slægtning Jane Boleyn, der iværksatte at Thomas Culpeper kunne besøge Catherines gemakker. Jane Boleyn var hustru til Anne Boleyns bror, Thomas Boleyn, og Jane havde i sin tid angivet Anne og Thomas for at have haft et incestuøst forhold, hvilket medførte at de blev henrettet for blodskam i 1536. Janes motiver for at angive sin mand og hjælpe Catherine med affæren er omdiskuterede. Muligvis deltog Jane Boleyn i affæren for at få Catherine gravid, så de kunne påstå at det var Henrik VIII's barn, og dermed sikre at Catherine og Jane fik en fast plads ved hoffet. Lady Parker, skitse af Hans Holbein den yngre. Muligvis Jane Parker, gift Boleyn. Public Domain Hoffet var dog småt og flere tjenestefolk og hofdamer så Culpepper komme og gå fra dronningens gemakker og rygterne gik. Catherine har formentlig været betaget af Culpepper og i dag har vi stadig et brev som Catherine skrev til ham og afsluttede med ordene "Yours as long as life endures Katheryn." Viden om både Catherines fortid og nutid nåede til sidst Henrik VIII's nærmeste. Thomas Cramner, Public Domain Henrik var knust ved modtagelsen af brevet og ville ikke tro det. Han iværksatte en stor undersøgelse af sagen. Flere blev forhørt og tortureret, heriblandt Catherine, Jane Boleyn, musiklæreren Mannox, Frances Derham og Thomas Culpeper. Catherine tilstod sin relation til den ældre musiklærerer Mannox med ordene ”Ved smiger og overtalelser af Mannox, som kun en ung pige kan, lod jeg ham på diverse tidspunkter udforske og røre hemmelige dele af min krop, hvilket jeg ikke skulle have tilladt ham at gøre...” Mannox var dog en fin mand og ven af hoffet og klarede af uransagelige årsager frisag. Frances Dereham blev torturet under forhørene og han tilstod. Han blev dømt og henrettet, men Dereham gik i døden med påstanden om, at der var en ægteskabsaftale mellem Catherine og ham selv, og at deres samleje forseglede denne kontrakt. Havde der været en ægteskabsaftale ville både Dereham og Catherine være sluppet med den straf at ægteskabet til Henrik var blevet annulleret og de ville være blevet sendt bort fra hoffet og være udstødt. Catherine påstod dog til det sidste at Dereham havde voldtaget hende. Dette fik Dereham til at fortælle om Katherines nye affære med Culpeper og dette blev for meget for Henrik og der var nu tale om højforræderi. Photo credit: Walker Art Gallery Cranmer Endeavouring to Obtain a Confession of Guilt from Catherine Howard William Lindsay Windus (1822–1907) Walker Art Gallery Catherine tilstod sin seksuelle kontakt med Mannox og Derham, men hun tilstod aldrig utroskab med Culpeper. Culpeper blev dømt og henrettet. Henrettelsen af Catherine Catherine selv forblev i husarrest indtil parlamentet, den 21. januar 1542, havde vedtaget en ny lov, der gjorde at forræderi skulle straffes med døden, for en dronning, der undlod at afsløre sin seksuelle historie for kongen, inden 20 dage efter indgåelsen af kongeligt ægteskab. Catherine skal eftersigende have fået blokken, hun skulle henrettes på, ind i sin celle for at øve sig i at lægge hovedet til rette på en præsentabel måde. Catherine beskrives af Cramner, der fortog forhørene, som værende dødsangst, talende usammenhængende og som helt ude af sig selv. Catherine blev aldrig dømt, men frataget alle værdier og blev henrettet ved halshugning den 13. Februar 1542. Afhængig af Catherines fødselsår har hun muligvis været blot 18 år ved hendes død. Mindeplade ved Tower, hvor Catherine Howard blev henrettet ligesom flere andre. Foto: August, CC BY-SA 2.0, via Wikimedia Commons. Følg med her på siden når der er fokus på de fascinerende kvinder i Henrik VIII´s liv og deres fascinerende religionshistorie. 6 markante kvinder blev Henriks VIII's hustruer. Alle 6 var de troende kristne, men på hver deres måde. Vi skal se nærmere på kvindernes religionshistorie. Fotos: Catherine Howard illustreret af Josefine Kofoed @queensinink. Tilladelse af Josefine Kofoed til brug af foto. Ung kvinde, muligvis Catherine Howard, Hans Holbein den yngre. Public Domain Mulugvis, Agnes Tilney. Indgraveret længe efter hendes død. Public Domain Maleri af en ung kvinde muligvis Katherine Howard. Hans Holbein den yngre. Public Domain Ukendt kvinde indgraveret som Catherine Howard. Public domain. Henrik VIII, af Hans Holbein den yngre, National Portrait Gallery, London Lady Parker, skitse af Hans Holbein den yngre. Muligvis Jane Parker, gift Boleyn. Public Domain Thomas Cramner, Public Domain Photo credit: Walker Art Gallery Cranmer Endeavouring to Obtain a Confession of Guilt from Catherine Howard William Lindsay Windus (1822–1907) Walker Art Gallery Mindeplade ved Tower, hvor Catherine Howard blev henrettet ligesom flere andre. Foto: August, CC BY-SA 2.0, via Wikimedia Commons. Litteratur: Warnicke, R. (2008). Katherine [Catherine] [née Katherine Howard] (1518x24–1542), queen of England and Ireland, fifth consort of Henry VIII. Oxford Dictionary of National Biography. Oxford: Oxford University Press. https://www.hrp.org.uk/hampton-court-palace/history-and-stories/catherine-howard/#gs.yvi3uy A World History of Christianity, Havard. Den Store Danske, Lex.dk Tag endelig kontakt ved fejl og mangler i kreditering.

Ask og Embla Hun blev skåret ud af et stykke drivtømmer på stranden. I den nordiske mytologi møder vi det første menneskepar Ask og Embla. Ask og Embla bliver skåret ud af noget drivtømmer der skyller op på stranden. På denne strand gik Odin, gudernes konge, med sine to brødre, Vile og Ve og de så træet der skyllede op "Af dem dannede de mennesker, som Odin gav ånde og liv, Vile forstand og bevægelse og Ve tale, hørelse og syn. De gav dem klæder og navne. Manden kaldte de Ask og kvinden Embla, og fra dem stammer slægten, der bor i Midgård.” Forinden havde de tre gudebrødre skabt hele verden ud af urtids jætten Ymirs kæmpestore krop. De havde anlagt Udgård til jætterne, Asgård til aserne og Midgård til menneskerne. Færøsk frimærke, der forestiller Ask og Embla Sådan skriver den islandske og kristne politiker, Snorre Sturlusson om verdens opståen, i Gylfaggining, en del af hans Edda, fra omkring 1200. I den Ældre Eddas digt Voluspa, Vølvens Spådom, fra ca. 1000, der ligeledes er islandsk, findes en lignende fortælling. Her er det også Odin, men sammen med guderne Lodur og Høner, der skaber Ask og Embla. De fleste mener at Ask er navngivet efter asketræet, en yderst brugbar træsort, men navnet Embla er debatteret. Der er dog overvejende enighed om at Embla må betyde træsorten Elm, der ligesom asketræet var brugbart og værdifuldt. Træ er i store dele af den nordiske mytologi af stor betydning, for eksempel livstræet Ask Yggdrasil, der binder hele verdenen sammen. Det er yderligere omdiskuteret om Embla og Ask er inspireret af Eva og Adam fra det Gamle Testamente. De har samme forbogstaver og er de første mennesker der skabes. Eddaerne er skrevet af kristne eller af folk, der kendte til myten om Adam og Eva. Det bliver endnu diskuteret hvor meget kristent stof der findes i de få skriftlige kilder vi har til den nordiske mytologi. Embla er denne uges fredagsgudinde Rigtig god fredag #fredagsgudinder Fotos: Ask og Embla. Public domain via Wikimedia Commons. Færøsk frimærke, der forestiller Ask og Embla. Public domain via Wikimedia Commons. Litteratur: Nordiske guder og helte Nordisk mytologi leksikon, Lex.dk Religion.dk