Er de syv stjerner, menneskets første gudinder? Stjernebilledet kendt som Plejaderne, Syvstjernen eller De Syv Søstre, kendes I myter fra store dele af verden, hvor myterne beskriver at den syvende stjerne forsvinder. At den syvende stjerne forsvinder er særdeles bemærkelsesværdigt, da stjernebilledet for 100.000 år siden, har haft syv stjerner, der har lyst særligt klart, men ikke længere. Med tiden har den éne af stjernerne dog rykket sig så tæt på den anden, at den er umulig at se med det blotte øje. Kun med moderne teknologi kan man spotte den syvende stjerne. Således er den syvende stjerne nu skjult for det blotte øje og kun seks er tydlige. Den ene stjernes forsvinden er formentlig sket for så lang tid siden, at de første mennesker, der var bosiddende i Afrika, kan have observeret, at der oprindelig var syv stjerner. Hvordan kan myter fra hele verden så hævde at der er syv? (Menneskets vandringer. Videnskab.dk) Hos aboriginerne i Australien, hos Maorierne i New Zealand, og i græsk, asiatisk, afrikansk, europæisk og oprindelige amerikanske religioner, kendes myter om denne gruppe af stjerner. Myterne er slående ens og fortæller om syv piger, gudinder eller søstre, hvor den syvende på mystisk vis forsvandt. Er dette verdens første fortælling? Forskere har påpeget muligheden for at myterne om stjernerne, kan være de ældste I verden, og altså fortalt af nogle af verdens første mennesker. Siden kan fortællingerne om de syv stjerner så have spredt sig ud, da menneskene begyndte at vandre ud i verden. Med menneskets kulturer og religioners udvikling, kan myterne have taget forskellige drejninger, men alle have de syv oprindelige stjerner af hunkøn, hvoraf én forsvinder. Hele verden kan på bestemte tider af året se Plejaderne. Om vinteren på den nordlige halvkugle og om sommeren på den sydlige halvkugle. Stjernebilledet har i forskellige kulturer markeret tiden for foråret og efteråret, og dermed tiden for høstning og såning. Derfor har stjernebilledet haft stor betydning. Stjernebilledets placering tæt på stjernebilledet Orion har givet anledning til forskellige myter og forestillinger. Orion kan fremstå som en ung jæger eller skytte, og han er ofte skyld i den syvende stjernes forsvinden. Hvordan den syvende stjerne forsvinder varierer fra Amsterdam til myte. Hun blev bortført, gemte sig eller døde. (Orion, shutterstock) Myterne Stjernebilledet kendes som Syvstjernen, de Syv Søstre og Plejaderne. Plejaderne er et navn fra græsk mytologi. (The Pleiades, Elihu Vedder 1885) I græsk mytologi er stjernerne syv søstre, der er døtre af guden Atlas og hans hustru Pleione. Atlas var en titan, der som en straf fra Zeus skulle holde hele himlen på sine skuldre i al evighed. Derfor kunne han ikke beskytte sine syv døtre mod jægeren Orions tilnærmelser. For at beskytte søstrene mod at blive voldtaget af Orion, forvandlede Zeus dem til stjerner på himlen. Den ene søster forelskede sig dog i et menneske og er af den grund gået i skjul. Derfor kan man nu kun se 6 stjerner. (The lost Pleiade, William Adolphe Bourgereau 1884) Hos Australiens indfødte befolkning blandt, andet folket Yolngulu, kendes en lignende fortælling om selv samme stjernebillede. Her er de syv søstre forbundet med religiøse ceremonier og fortællinger for og om kvinder. (De syv søstre, Donny Woolagoodja) Stjernebilledet Orion kan også her være en jæger, eller det kan være tre lystige mænd i en kano. Myterne varierer i Australien, men essensen er den samme. Uanset hvad, anses Orion for et stjernebillede, der jagter unge kvinder, og især plejaderne. (De tre unge mand i kanoen er Orions bælte. Tegning af Ray Norris basseret på Yolngulu mundtlig overlevering) Om alle disse myter fra hver sin ende af verden har samme udspring, og om de syv stjerner er menneskets første gudinder ved vi ikke, men myternes ligheder er slående. God fredag #fredagsgudinder Sidehoved foto: Stjernebilledet, Foci. Yderligere litteratur: Ray Norris, The conversation. Videnskab.dk forskerzonen ”er fortællingerne om Plejaderne de ældste i verden?” Lex Den Stor Danske, plejaderne

Den store grønlandske gudinde for ishavet, Havets moder, er lige nu aktuel I DRs julekalender. Havets Moder er en af de største guddomme i Inuit kulturen og hendes mytologi, og ritualerne omkring hende, er fascinerende. Hun var gudinde for ishavet og søgede for fangstdyrene. Sæl og isbjørn var blandt hendes dyr. Havets Moder kunne også holde dyrene borte, hvis der skete et tabubrud. Tabu er handlinger som anses for at have en særlig kraft og som derfor skal udføres på helt bestemte måder. Hos inuitterne var tabuerne defineret af køn. Mændene gik på jagt og skulle sørge for ære deres fangstdyr, på forskellige måder. Kvinderne derimod var underlagt tabuer ved foreksempel fødsel og menstruation. Blev disse mange tabuer brudt, kunne havets moder tilbageholde fangstdyrene og forsage sult hos folket. Heldigvis havde man en shaman, en angakkoq. En shaman er en form fra præst, der kunne transcendere forskellige verdener og i trance stige ned Havets Moder. Menneskets tabubrud ville have sat sig som lus og urenheder i håret på Havets Moder. Når shamanen var nede ved gudinden kunne han så rede og rense hendes hår, sådan at hun lod fangstdyrene svømme frit igen. Nu kunne fangerne igen fange dyrene og give føde til inuitterne. Disse ritualer kendes blandt inuitter i både Alaska og Grønland. Havets Moder er en gudinde, der navngives forskelligt efter sted og folk. Hun kendes også som Sedna, en tidligere af fredagsgudinde, her på siden. Lige nu kan du opleve en gengivelse af myterne og ritualerne omkring Havets Moder, i Flemming Jensens julekander ”Nissernes Ø.” Derfor får du Havets Moder I dag, selvom det ikke er fredag. Vi kommer til at se meget mere til Havets Moder og  inuitternes fascinerende verden 🥰 Foto: Statue af Havets Moder af Christian Rosing, Nuuk. Havets Moder, Nissernes Ø, af Flemming Jensen. Yderligere litteratur: Gads Religionshistoriske Tekster Gyldendals Religionshistorie.

Vikingerne drak jól og skålede for de nordiske guder, en skål, der siden blev for Kristus og Jomfru Maria. Kilderne og vores viden om vikingernes jul er yderst sparsomme. Enten er de skrevet senere af kristne nordboere, eller de er skrevet af kristne og arabiske udlændinge. Vi ved dog at vikingerne i Norden afholdt jól, hvor de ofrede til de nordiske guder. Araberen al-Tartuchi beskriver ca. 950, blandt andet, hvordan man i vikingebyen Hedeby, ved Slesvig, fejrede vintersolhvervet: "De fejrer en fest, hvor alle kommer for at ære guden og for at æde og drikke. Den, som slagter et offerdyr, rejser ved døren til sin gårdplads pæle og sætter offerdyret derpå. Det er for at folk kan vide, at han ofrer til sin guds ære." I Hakon den Godes saga fortælles om den kristne Haakon, der rejser rundt blandt de ukristelige nordboere. Hakon var her på “julebesøg” hos en stormand, hvis bønder forlangte, at han skulle blóte “til år og fred”. At blóte var en ofring til de nordiske guder. Derudover ”drak man jól”. Jól var en midvinter fest, der skulle sikre frugtbarhed i det kommende år. At drikke jól eller jul, var et udtryk, der holdt ved helt frem til 1500-tallet. Man drak og skålede for guderne. En skål for Frej, frugtbarhedsguden, en for Odin kongeguden, og en for Thor krigerguden. Alle fik de tilnavnet Jølner i anledning af jól. I et skjaldedigt fra ca. 900 evt. hædrer hirdskjalden Thorbjørn Hornklove sin herrer, den norske konge Harald 1. Hårfager. "Ude (på havet) vil han drikke jól ... som ung fik han lede ved ildhygge/ og ved at sidde inde/ ved den varme kvindestue/ og ved de dunfyldte vanter". Da kristendommen gjorde sit indtog beholdt man festen og drak jól, men nu drak man i stedet for Kristus og Jomfru Maria. Ved reformationen holdt man dog inde og lavede i stedet Guds skål. Traditionen om at drikke jul forsvandt I 1900-tallet. Flere af nutiden Asatroende har genskabt ritualer ud fra de sparsomme kilder og fejrer jól den dag I dag. Litteratur: Heimskringla.no Else Roesdahl, Danmarks vikingetid Nordisk Mytologi Leksikon

Tiamat var urmoderen, det første kvindelige aspekt af verden og det kaos, som kosmos skulle skabes ud af. Hun var beskrevet som en frygtindgydende drage eller et slangelignende væsen, der skulle bekæmpes, og ud af hendes krop blev hele verden bygget. Fra Babylon I nutidens Irak omkring 1800 fvt., findes en fascinerende skabelsesmyte om en guddommelig kaoskamp, der forklarede verdens skabelse. Myten var skrevet for at legitimere at Babylon, en ellers ubetydelig bystat i Mesopotamien, pludselig var den største by  og magtfaktor. Med den babylonske konge Hammurapi 1848-1806 f.v.t. havde byen fået stor succes, magt og rigdom. I Mesopotamien havde alle byer deres egen bygud, og med Babylons triumf, skulle det også forklares, hvorfor Babylons ellers ubetydelige bygud, Marduk, pludselig kunne blive den største af guderne. Myten hedder Enuma Elish, hvilket betyder ”dengang da foroven,” og er de første ord i skriftet. Myten begynder i tidernes morgen, før alt blev skabt og hvor der kun var vandet, der var delt i to. Tiamat var det kvindelige, salte hav og hendes mage, Apsû, var det maskuline, ferskvand. Tiamat blandede sit salte vand med sin mage Apsûs underjordiske og ferske vand. Ud af denne sammenblanding opstod det første gudepar. Gudeparet formerede sig og flere generationer af guder opstod løbende. For hver generation, blev de stærkere og  visere. De største af guderne var Anu og hans søn Ea, guder der tidligere havde været de største guder og som repræsenterede de tidligere største bystater. De mange nye guder i verden forstyrrede Tiamat og Apsû. Guderne larmede og Apsû blev rasende og ville udslette dem. Tiamat protesterede, da det jo var deres eget afkom. Apsû gik alligevel til angreb, men blev dræbt af Ea, der grundlagde sit hjem i Apsû, det ferske vand. Her fik Ea og hans hustru Damnkina, som vi ellers ikke hører om, sønnen Marduk, Babylons bygud. Marduk var fra fødslen mægtigere, klogere og smukkere end alle andre guder og han var alle gudernes favorit. Guderne elskede ham og gav ham alverdens gaver og flere af deres egne egenskaber. Tiamat sørgede dog over sin mages død, og hun blev stadig forstyrret af gudernes larm. Derfor besluttede hun at hun ville have hævn. Hun fandt en ny mage, en ubetydelig guddom ved navn Kingu, som hun avlede mange dæmoner med. På denne måde fik hun en hær og Kingu førte hæren an. Guderne opdagede Tiamats planer og både Anu og Ea forsøgte at tale hende fra det, men uden held. Til sidst måtte den yngste, den klogeste og den smukkeste, nemlig guden Marduk, træde frem. For som det står skrevet i myten "er en kvindes styrke stor, men ikke større end en mands." Guderne gav Marduk al kongeværdigheden og i en kaoskamp lykkes det ham, at besejre først Kingu og dernæst Tiamat. Marduk er dog ikke færdig her. Ud af Tiamats legeme byggede Marduk hele verden. Kroppen blev delt i to, den øverste blev himlen og den nederste blev jorden. Bjerge, dale skyer, var alle en del af tiamats krop. Hendes hale blev mælkevejen og hendes tårer blev til de to floder Eufrat og Tigris, der var livsnerven i Mesopotamien. Derefter byggede Marduk sit tempel i Babylon, Esagil. I Esagil byggede han boliger til alle guderne, men med ham selv som kongen. På denne måde fik byen Babylon forklaret sin nye magt i Mesopotamien og, hvorfor netop deres bygud, Mardukulle være den største. Tiamat og Marduks kamp er blot én, I en række af kaoskampe fra hele verden, der grundlægger hele verdensordenen. Gennem myterne kunne riger og konger legitimere, at netop de selv var de rette konger og at deres gud var den rigtige. Det var i Babylon at den jødiske elite blev sendt i eksil og Babylons og Mesopotamiens mytologi er en stor inspiration for det Gamle Testamente. Med Tiamat, det oprindelige kvindelige aspekt af verden, der både personificerer kaos og kosmos, ønskes alle god fredag. #fredagsgudinder Foto: Marduk placeret på urvandet Tiamat. Relief af Anzu og Ninurta, men er ofte idag benyttet som billede på Tiamat og Marduk. Tempel i Nimrud. Ca. 860 fvt. British Museum Muligvis Tiamat og Marduk. Cylindersegl, 900-750 evt. British Museum. Yderligere litteratur: Gilgamesh * Enuma Elish, Ulla og Aage Westenholtz.

Var Maria og Jesus blot en ny udgave af de egyptiske guder Isis og Horus? I både religionsforskningen og i populærkulturen har der været en fascination af ligheden mellem Maria med Jesus barnet og Isis med Horusbarnet. Både mytologien og særligt de fysiske fremstillinger af dem har stor lighed. Isis er en af de største gudinder I Egypten. Hun er dronningen, moderen og avleren af kongesønnen Horus, den retmæssige farao på jord. Både Horus og Jesus har en fjern guddommelig kongefader, en plejende, beskyttende moder, og er den retmæssige kongesøn, der endnu er for ung til at indtage tronen. Horus var i Ægypten det guddommelige billede på farao, kongen i menneskeverden. Jesus var i kristendommen Guds søn, den retmæssige Messias fra de jødiske skrifter. Maria og Isis føder, plejer og hjælper gudens barn. Hvor isis er en magtfuld gudinde er Maria dyrket som en mere ren, jomfruelig udgave. I mytologien omkring Isis, er hun gift med sin broder, faraoen, guden Osiris. Osiris myrdes af deres broder, kaosguden Seth. Seth spredte Osiris lig over hele Ægypten og gjorde sig selv til konge over Egypten. Isis præsterede dog at samle Osiris lig og have samleje med ham, sådan at hun kunne avle sønnen Horus. Osiris blev nu konge i dødsriget, som den døde, mumificerede Gud. Isis måtte leve i skjul med sin søn, den retmæssige arving til tronen af Ægypten. Her beskyttede, ammede og plejede hun sin søn, til han var stor nok til at indtage sin faders trone fra den onde onkel Seth. Isis bistår sin søn i kaoskampen mellem Horus og Seth og er ved sin søns side i både barndom og voksne liv. Ligheden mellem myten og motivet med den plejende moder og kongesønnen er stor. Isis med Horusbarnet var et yndet motiv og adskillige fremstillinger af de to kendes I dag. I Romerriget blev Isis og horusbarnet videreudviklet og der var endda særlige mammisier, fødehuse, for gudinden og barnet. Isis var gudinden der avlede, beskyttede og opfordrede ham og blev et guddommelig billede på dronningemoderen, avleren af tronfølgen. Det guddommelige forbillede blev benyttet af flere jordiske dronninger til at legitimere varetægt af tronen, hvis kongen var død og sønnen endnu for lille. Det er næppe en direkte replika, for motivet kendes både før, efter og under den egyptiske mytologi virke og kristendommens opståen. Gudinder der plejer og støtter deres søn, tronarvingen, indtil han er stor nok til at indtage tronen var en udbredt tanke. Gudinden med sit barn eller gudinden med den kommende konge er et motiv vi kan spore i hele verden på tværs af tid, sted og religion. Så måske er Jesus og Maria ikke blot en gengivelse af Isis og Horus, men de er en nye personligheder i gamle fortællinger. Hver især fremstiller de kvinden som hustruen, dronningen og som avleren og beskyttere af kongesønnen. I Skrifter fra alle tider finder vi adskillige kvinder, der har regeret mægtige riger efter deres mands død og for deres mindreårige sønner. Myterne har legitimeret at disse kvinder har kunnet virke som regenter, selvom det ofte var som stedfortrædere. Vi skal se meget mere på Maria, Isis og alle de andre. Tak for at følge med Foto: Isis og Horus 664-332 fvt. , MET Museum. Yderligere litteratur: Bær dem ved din barm, amning som metafor i det Gamle testamente,, Anna Dedau, tidsskrift.dk MacMullen, Ramsay. Christianity and Paganism in the Fourth to Eighth Centuries. New Haven, CT: Yale University Press, 1997.

Solhverv, de moderne hekses fest 🌞 Solen har altid fascineret mennesket. På tværs af tid og sted har man markeret solhverv ved en religiøs fejring. Litha er en oprindelig keltiske fejring, der nu dyrkes i religionen Wicka. Wicka religionen hører under betegnelsen neo-paganisme. Neo-paganisme er religioner med udgangspunkt i før-kristne skrifter. Wicca er oldengelsk for heks og tilhængerne anser sig som moderne hekse. Religionen blev skabt af Gerald Gardner i 1920’erne. Wicka har fået en stor popularitet hos især kvinder og særligt som følge af debatter om sexisme, metoo, mm. I dag er religionen udbredt i flere lande. Litha fejres også af Neo-druider. Neo-druider er en moderne udgave af keltiske hedninge præster, bedst kendt fra Miraculix fra Asterix. Neo-druider afholder blandt andet ritualer ved Stonehenge. Stonehenge er en stenkonstruktion i Sydengland, der er bygget omkring 3000 fvt. Keltisk religion var skriftløs og beskrivelserne er sparsomme og skrevet langt senere eller af udefrakommende kilder. Solhverv var og er en fejring af solen og betyder ”solvending”. Sommersolhverv er den 21 juni, årets længste dag. Vintersolhverv, er den korteste dag, den 21. December. Glædelig solhverv 🌞 Foto: Midsommer Solopgang ved Stonehenge, dr.dk Stonehenge, Wikkicommons Wicca Litteratur: https://denstoredanske.lex.dk/Wicca https://www.information.dk/debat/leder/2018/06/heksenes-nat

Seks foredrag om Vikingernes religion på Folkeuniversitet i København er afsluttet, med sidste undervisningsgang om min egen favorit - gudinderne. Endnu et dejligt samarbejde med Morten Warmind og skønt samspil med kursisterne. Vi har set på skriftlige kilder og fascinerende arkæologiske fund, heriblandt valkyrier og Freja fra Tissø. Foto: Nationalmuseet.