Thekla var kendt som en kvinde, der døbte, forkyndte, og hvis fortælling vandrede rundt i den kristne verden - helt til Danmark, på alteret i Lisby Kirke fra ca. 1150. Vi finder Tekla i flere skrifter, der ikke kom med i biblen, de såkaldt apokryfe skrifter. Apokryf betyder skjult og henviser til at skrifterne ikke kom med i den endeligt kanoniserede bibel. Blandt apokryferne er Paulusakterne, der fortæller om Paulus og Theklas gerninger. Thekla var i skrifterne en hedensk kvinde fra Tyrkiet, der efter at have hørt Paulus prædike, afbrød sin forlovelse for at leve som en kristen, afholdende kvinde. Afholdenhed var afgørende I hendes fortælling og hun brød med en kvindes pligt på denne tid, at gifte sig og føde børn. Grundet sit valg blev hun dømt til døden flere gange, men blev reddet ved Guds hjælp. Ild og vilde dyr kunne ikke røre hende. Thekla fulgte dernæst Paulus og han sendte hende til sidst af sted, med sin velsignelse. Thekla døber i forskellige udgaver af fortællingerne, sig selv og I det længere skrift, Theklas liv, døber hun en hel husstand, både mænd og kvinder og her kaldes hun apostel. Paulusakterne er formentlig nedskrevet i 100-tallet. Allerede i 200-tallet, vendte kirkefaderen Tertullian, i en afhandling om dåb, sig imod Thekla, og det faktum at en kvinde kunne døbe og forkynde. Han omtalte Thekla, som ’Den frække kvinde’ og vendte sig direkte imod tanken om at kvinde kan udføre liturgiske handlinger. Thekla er dog alligevel at finde i de romerske katakomber, i de apokryfe skrifter og på kirker i flere lande, heriblandt altertavlen fra Lisby kirke, der i dag er på Nationalmuseet. Hun er en blandt flere kvinder, heriblandt den irske helgeninde Brigid. Flere teori om Theklas udbredelse munder ud i at det kan være mundtligt overleverede fortællinger og måske særligt fortalt af kvinder, som kvindernes apostel og deres kristne forbillede. Foto: Forside: Thekla i vinduet hører Paulus tale. British Museum. Litteratur: Religion in Ephesos Reconsidert, Renatta Johanne Pillinger, Brill, 2020 De Skjulte Ledere, Marianne Aagård Skovmand, Gyldendal 2022 Se også https://linktr.ee/kvindernesre for yderligere links og litteratur

De 4 evangelier, der er med i Det Nye Testamente, fortæller at Jesus gjorde op med det kvindesyn, der herskede i antikkens græsk-romerske verden og i det jødiske trossamfund. Dette gjaldt både kvinderne i hans følge og kvinderne han mødte, talte med og helbredte. Jesus har været en mellemøstlig mand i nutidens Palæstina, der var underlagt Romeriget. I det Romerske Rige og i det jødiske trossamfund, havde kvinder ikke rettigheder og var ikke anset som selvstændige juridiske individer. Samfundet var patriarkalsk og bygget op om familien, med en fader, pater familias, som den absolutte leder. Hustru, børn og tyende, havde ingen medbestemmelse. Kvinder kunne, hvis de ikke blev sat ud som spæde, blive gift bort som 12-årige og skulle leve i hjemmet, passe familien, føde børn og amme. I de hedenske græsk-romerske templer var der dog præstinder, der kunne leve et liv udenfor for den gængse tilværelse som kvinde. I jødedom var kvinder udelukkede fra den religiøse sfære. Jødiske præster var alle mænd, og kun de havde adgang til det inderste i templet. Hvis kvinder deltog i en synagoge, sad de for sig selv, og skulle tie. Under menstruation var kvinder urene og skulle ikke nærmes, berøres eller tales til. Det er dette samfunds- og kvindesyn, som Jesus har levet i. Jesu gør i evangelierne op med flere af disse normer, for eksempel da han berører en blødende kvinde, taler med en udstødt samaritansk kvinde, har kvinder i sit følge og taler kvindernes sag. Samtalen med den samaritanske kvinde er den længste samtale Jesus har i evangelierne. Samtalen findes i Johannes Evangeliet kap 4 Den samaritanske kvinde er udstødt da hun kommer fra Samaria, da hun har haft fem mænd og da hun er sammen med en mand udenfor ægteskabet. Alligevel taler Jesus med hende, han taler længe og han drikker af hendes vand. Dette er skelsættende på mange måder i samtiden. Der er dog langt flere kvinder, og også ledende religiøse kvinder i kristendommens historie, som ikke er med i den endelige Bibel. Biblen blev først kanoniseret da kristendommen blev statsreligion og skulle tilpasses det patriarkalske Romerrige I 300-tallet. Kristendommen blev en del af det samfund, som Jesus gjorde op med og det påvirkede både kristendommens skrifter, men også kvindesynet og kvindernes virke I samfundet. Litteratur: https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/joh/4 De skjulte ledere, Marianne Aagård Skovmand, Gyldendal 2022. Mary and the Early Christian Women: Hidden Leadership. Ally Kateuz, 2019 Kvindeteologi og Arven efter Eva, Lone Fatum, afdeling for Bibel Eksegese, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet

Et af hovedargumenterne imod kvindelige præster er udvalgte skriftsteder fra Paulus breve. Forskning påpeger dog, at flere af brevene, samt passager i andre breve, heriblandt flere kvindenedsættende, kan være senere tilføjelser. Et berømt eksempel er i 1. Korintherbrev, hvor Paulus skriver at kvinder skal tie stille i menighederne. I samme brev står der dog også, at kvinder skal have deres hoved tildækket NÅR de profeterer i menigheden. Dette vil altså sige at kvinderne faktisk profeterede i menighederne og altså ikke forblev tavse og passive. Rækken af modstridende passager er muligvis tilføjet af forfatterne af de såkaldte Pastoralbreve, heriblandt 1. og 2. Timotheusbrev og Titusbrevet. Disse pastoralbreve og tilføjelserne til de andre breve, indgår i Det Nye Testamente, og påstår at være skrevet af Paulus, men de er i videnskaben, anset for uægte. Pastoralbrevene og tilføjelserne til Paulus ægte breve, er mere kvindefjendske og muligvis sat ind, for at tækkes det patriarkalske samfund i det romerske rige i 300-tallet. Paulus breve er allerede fra ca. 50 evt. og vidner om kristendommens tidlige husmenigheder. De er fra ca. 50 og er lejlighedsbreve, der instruerer de tidlige husmenigheder, der står med aktuelle problemstillinger, som han skal råde dem i. 13 breve tilskrives ham, men heraf er flere altså anset for uægte. Paulus var selv tidligere jødisk rabiner, og kristen forfølger, men blev ifølge skrifterne omvendt af synet af den genopstandne Jesus. Paulus blev apostel og udbredte kristendommen til hedningene og altså ikke kun til jøder, som Jesus og hans disciple havde gjort. I Paulus breve møder vi mange kvinder, og vi hører at kvinderne profeterer, styrer husmenigheder, taler i menighederne og sendes ud som apostle. Litteratur: https://jyllands-posten.dk/jpaarhus/ECE4461404/Kvinder-skal-ikke-tie-iforsamlinger/#:~:text=Det%20sted%2C%20som,de%20kom%20hjem. De Skjulte Ledere, Marianne Aagård Skovmand, Gyldendal 2022

I Paulus breve møder vi flere fremtrædende og ledende kvinder, der i oversættelser, ufrivilligt skifter køn, eller degraderes pga. deres køn. I Romerbrevet kap. 16 sender Paulus hilsner til 33 navngivne personer, hvoraf 15 er kvinder, altså næsten halvdelen. De første menigheder var husmenigheder i private hjem og mange af disse var ledet og finansieret af kvinder. Føbe, Priska, Junia, Julia, m.fl. er alle betydningsfulde kristne kvinder, som Paulus hilser i sit brev. "Hils Priska og Akvila, mine medarbejdere i Kristus Jesus. De har vovet halsen for at redde mit liv, og ikke alene jeg, men også alle hedningemenighederne takker dem. Hils også menigheden i deres hus. Hils min kære Epainetos, provinsen Asiens førstegrøde til Kristus. Hils Maria, som har gjort et stort arbejde for jer. Hils Andronikos og Junias, mine landsmænd og medfanger. De nyder megen anseelse blandt apostlene, og de har tilmed været i Kristus før mig. Hils Ampliatus, min kære broder i Herren. Hils Urbanus, vores medarbejder i Kristus, og min kære Stakys. Hils Apelles, der har stået sin prøve i Kristus. Hils dem hos Aristobul. Hils Herodion, min landsmand. Hils dem hos Narkissos, som er i Herren. Hils Tryfæna og Tryfosa, som har arbejdet i Herren. Hils min kære Persis, som har arbejdet så meget i Herren. Hils Rufus, den udvalgte i Herren, og hans mor, som også er en mor for mig. Hils Asynkritos, Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og brødrene hos dem. Hils Filologos og Julia, Nereus og hans søster, og Olympas, og alle de hellige hos dem. Hils hinanden med helligt kys. Alle Kristi menigheder hilser jer." Et eksempel på kønsskifte er at kvinden Junia blev til mandenavnet Junias i oversættelser. Fejlen skyldes den græske mangel på accenter i skriften, og at oversætterne ikke har kunnet forestille sig at en kvinde kunne være kristen leder. Først i den danske bibeloversættelse 2020, er Junia blevet kvinde igen. Af andre kvinder er særligt Føbe interessant, da hun af Paulus er sendt afsted med selvsamme brev til menigheden i Rom. I romerbrevet kap 16 beskrives Føbe i den danske oversættelse som følgende. ”Jeg anbefaler vor søster Føbe til jer; hun er menighedstjener i Kenkreæ.  Tag imod hende i Herrens navn, som det hører sig til mellem de hellige, og hjælp hende med alt, hvad hun kan få brug for fra jer. Hun har selv stået mange bi, også mig.” Ordet ”menighedstjener,” er formentlig ikke korrekt, men snarere som i den engelske oversættelse, ”præst.” Føbe nævnes flere steder og betros Altså at aflevere Paulus’ brev. Føbe var muligvis leder af en menighed og rejste rundt som apostel og forkyndte. Dette kvindesyn stemmer også bedre overens med Paulus syn på kvinder, i flere breve, for eksempel i citatet fra Galatherbrevet v. 28 ff. ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus” Først i den senere patriarkalske romerske verden blev kvinder frataget indflydelsen Litteratur se https://linktr.ee/kvindernesre

Sådan stod der bl.a. i de mandlige præsters protest mod kvindelige præster i dagene op til vedtagelsen af loven, der gav kvinder adgang til prædikestolen. Loven blev vedtaget alligevel og året efter, d. 28. april, blev de første kvindelige præster ordineret. Det er nu 75 år siden. For at markere 75-jubilæet er instagram profilerne @kvindernesreligionshistorie og @koensforskning_detkglbibliotek gået sammen om at lave en række historier om emnet. De deles selvfølgelig også her. Du vil fx kunne læse historier om kvinders glemte og skjulte roller i den tidlige kristendom, som udfordrer de gængse forestillinger om en udelukkende maskulin tradition. Fx historier om kvindelige apostle og gemte skrifter, som er forsvundet ud af kirkehistorien. Du vil også få historier om de danske kvinders vej til teologistudiet og forskellen på almindelige danskeres og kirkens syn på kvindelige præster i månederne op til vedtagelsen af loven. Og svaret på hvordan det gik til, at det fortsat den dag i dag er lovligt at kønsdiskriminere ved ansættelse af præster. Vi glæder os til at dele vores historier med dig!

I den nordiske mytologi møder vi asynjen Sif, men som med mange af de nordiske gudinder, ved vi kun ganske lidt om hende. Hendes hår er af det pureste guld og sammen med den hårdtslående Thor lever hun med mine, dine og vores børn. Ifølge den kristne politiker og forfatter Snorre Sturlussons Edda, fra Island i 1200-tallet, fik Sif sit hår af guld på underfundig vis. Den snu Loke klippede det af hende da hun sov, som vi kan læse her: ”Hvorfor kaldes guld for Sifs hår? Loke Laufeyson havde på lumsk vis klippet alt håret af Sif. Da Tor blev klar over dette, greb han Loke, og han ville have knust hver en knogle i ham, hvis Loke ikke forinden havde lovet, at han ville få sortalferne til at lave hår til Sif af guld, som ville vokse som andet hår. Derefter drog Loke hen til de dværge, der kaldes Ivaldesønnerne.” (overs, Jesper Lauridsen Heimskringla.no ) Til Lokes held lykkes det ham at skaffe guldhåret som voksede sig fast på Sifs hoved. Herefter har Sif det smukkeste hår af guld og det blev hendes kendetegn. Myten om Sif guldhår forklarer også, hvordan guderne, Thor, Odin og Frej fik deres mægtige attributter, blandt andet Thors hammer Mjølner, Odins spyd Hrungner og Frejs skib Skidbladner. Flere har påpeget at det at tage Sifs hår, kan henvise til at hun har haft samleje med Loke. Spekulationerne bunder blandt andet i at Loke selv i Lokesenna, fortæller, at Sif har været sammen med ham. Derudover kalder Odin, Thor for en Hanrej i digtet, Hárbarðsljóð. Vores viden om Sif er ellers yderst sparsom. Hun er smuk, men tilbageholdende. Hun har muligvis været en svanegudinde, og gudinde for ægteskab og børn. Sif er gift med asen Thor og sammen har de børnene Modi og Trud. De bor i deres hjem Bilskirner, der er Asgårds største bolig, med 540 rum, og den ligger i Trudvang. Sif har også et barn fra et tidligere forhold, nemlig skiguden Ull, det er blandt andet ham der har navngivet stadionet Ullevi, hvor Danmark vandt EM i 1992. Hvem Ulls far er fremgår ikke i skrifterne. Thor har også sønnen Magni fra et andet forhold og Sif og Thor udgør derfor en såkaldt "moderne familie," med "dine, mine og vores børn." Dette har dog snarere været normalen i en tid med stor dødelighed grundet hårde liv, kamp, død i barselssengen, togter og hvad der ellers kan fratage en ægtefælle. Vikingetidens Norden var stort set skriftløs og vores viden beror på arkæologiske fund, udefrakommende observatører og de senere middelalderlige, kristne skrifter. Måske har Sif rummet mere og måske ikke, men hun giver et billede på et kvinde og familie syn. Sif er i denne uge fredagsgudinde Rigtig god fredag ☀️ #fredagsgudinder Foto: Sif, John Charles Dollman. 1909. wikimedia. Sif, Jenny Nyström. 1893 Ukendt kunstner Wikimedia Litteratur: Nordiske guder og helte, Politikens håndbøger Nordisk mytologi leksikon Lex.dk Heimskringla.no overs, Jesper Lauridsen

Ligesom opfattelsen af køn og synet på kvinder udvikler og ændrer sig, er det også tilfældet med ritualer og religiøse symboler. Her er et lille indblik i udviklingen af dyrkelsen af lammet, samt ofringen af samme. Kom med på en rejse gennem religionernes brug af lammet som symbol og offer, fra frugtbarhed til Jesus. Det er i denne tid på året at fårene lemmer og de mange små lam kommer til verden. Dette er fejret og markeret i alverdens religioner på tværs af tid og sted og lammets religiøse betydninger har ændret karakter. Fårerne er nogle af de tidligst domesticerede dyr i forbindelse med agerbruget udvikling. Fårene har været en  vigtig del af menneskets eksistensgrundlag blandt agerbruget og hyrder. Blandt israelitterne, de førjødiske stammer, holdt man en fugtbarhedsfest for at markere at foråret nu kom tilbage. Man dyrkede guden Jahve, og hans familie, og man ofrede lammet, som blev skænket som en del af en frugtbarhedsfest. Da jødedommen som vi kender den i dag tog sin form, blev frugtbarhedsfesten og lammet et symbol på det jødiske fangeskab i Egypten. Denne fejring kaldes pesach. Pesach betyder ”forbigå” og henviser til at jøderne kunne undslippe deres fangenskab i Ægypten, ført an af Moses og ved Guds hjælp. Gud påførte egypterne 10 plager for at få dem til at løslade jøderne. Han gjorde at vandet forvandledes til blod, at der kom frøer, utøj, vilde dyr, pest, bylder, hagl, græshopper og mørke over hele Egypten. Den tiende og sidste pinsel var, at Gud sendte dødens engel rundt om natten for at tage alle de førstefødte. Israelitterne undveg dødens engel ved, at slagte et lam og smøre lammeblod på dørstolperne, sådan at englen gik forbi, deraf navnet ”forbigå”, pesach. (2. Mos. Kap. 11-13) Herefter undslap jøderne Ægypten, og de drog ud I ørkenen og Moses fik loven, toraen, på Sinajbjerget. Dette blev fundamentet for jødedommen og lammet er derfor i jødedommen et symbol på befrielsen fra Egypten og toraen. Hvert år skulle jøder ofre et får og smøre blodet på dørstolperne for at erindre og fejre frelsen. Da det jødiske tempel blev ødelagt af romerne i 70 evt. ophørte offerkulten. I dag ofres der ikke længere lam i jødedom, men ritualer er der dog mange af omkring den jødiske Pesach og her indgår fortællingen om lammets betydning. Pesach fejres i en uge og indleder det med et festmåltid, kaldt seder, hvor fortællingen om pesach (haggada shel pesach) læses højt. I dette måltid kan en lammeknogle indgå som en af de rituelle retter. Den kristne påske Historisk set har den kristne påske rødder i den jødiske, pesach. Grunden til at Jesus i følge skrifterne, red ind til Jerusalem på palmesøndag, var at det var den jødiske Pesach. (Markus evangeliet kap. 14-16) De første jødekristne menigheder fejrede stadig pesach, men gav den et nyt indhold med påskeberetningen om Jesus. Påsken blev kristendommens største højtid, der fejrede Jesu død og genopstandelse. I fortællingen blev Jesus associeret med offerlammet og det offer der skulle gives til Gud for at menneskeheden kunne blive fri for synd. I skrifterne indstiftes skærtorsdag nadveren, der et offer måltid. I nadveren er brødet Jesu kød og vinen Jesu blod, og ved at spise dette, ofrer man Jesus og sikre menneskets syndsforladelse. Tanken om Jesus som offerlammet kan blandt andet ses i Johannes evangeliet kap 1 vers 29, hvor Johannes Døberen omtaler Jesus på følgende måde »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd...« Jesus kan derfor kaldes Agnus Dei, Guds Lam, og han afbilledes ofte som et lam, med glorie og kors. Påskestriden I den kristne oldkirke var der den såkaldte påskestrid, hvor der var uenighed om påskefestens tidspunkt. Der var kristne menigheder, der ønskede at afholde påsken på en fast dato ligesom jøderne gjorde, men på kirkemødet, koncilet, i Nikæa i 325, blev det besluttet at holde påsken på den første søndag efter påskefuldmånen. Derfor er den jødiske påske pesach og den kristne påske ikke samtidig. Fårehyrden. Flere religiøse ledere er yderligere betegnet som fårehyrder. Hyrder var i den græsk-romerske verden og I jødedom, mænd, der levede selvstændigt uden for byernes mure. Hyrderne blev benyttet som et symbol på gode ledere og konger af et folk, symboliseret med en fåreflok. Dette billede føres videre til Jesus som den gode fårehyrde, for eksempel her i Johanens Evangeliet "......Jesus sagde: ”Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.” (Johannesevangeliet, kapitel 10, vers 11-16) Lammets mange funktioner og symbolske betydninger kan altså variere, men betydningen af lammenes komme i foråret og af forårets fornyelse, afspejler sig verden over. I dag indgår lam stadig i påske middage og påske frokoster også her i Danmark. God påske 🐑 Litteratur: https://denstoredanske.lex.dk/agnus_Dei https://symbolleksikon.lex.dk/lam Gads Religions leksikon https://natmus.dk/historisk-viden/danmark/oldtid-indtil-aar-1050/livet-i-oldtiden/husdyr-i-oldtiden/hvad-er-et-husdyr/hvor-og-hvornaar-i-oldtiden-blev-dyrene-domesticeret/ Biblenonline

Alle taler om ham netop nu, vikingernes kongegud Odin, men var han nu også kun kongernes gud? Nej, Odin var langt mere end det. Han var dødens gud, skjaldenes gud, visdommen gud og han var guden, der kunne nedbryde skellene mellem køn og seksualitet. (Det hidtil ældste eksempel vi har på, at mennesker har skrevet ordet 'Odin'. 400-tallet. Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet) Odin kunne sejde, en form for hedensk magi, som Odin havde lært af gudinden Freja, vølvernes gudinde. Vølverne var en form for spåkoner og shamaner, der spåede om fortid, nutid og fremtid. Vølverne kunne nedbryde skellet mellem verdner, mellem liv og død og menneskeligt og guddommeligt. Vølverne var typisk kvinder og sejden var en kvinde-praksis. At sejde involverede formentlig indtagelse af euforiserende stoffer, såsom bulmeurt, og så har sejd formentlig også involveret seksuel penetrering. Indlod en mand sig i sejd som Odin gjorde, blev man betegnet som ergi. Ergi var en betegnelse for at være passiv i samlejet og tage imod seksuelt, ligesom en kvinde tager imod. Kvinden penetreres og manden penetrere. Ergi blev i eddaerne benyttet til at anklage en mand for være umandig, blød eller kvindelig og antyde homoseksualitet. Odin gudernes konge kaldes I flere tilfælde for ergi. I lokesenna fra den ældre Edda kalder Loke Odin for ergi: "Det siges, du sysled’ med sejd imens — på Samsø med virke som vølve. Du traskede rundt som tryllende kone — det kalder jeg argt og ækelt." (Lokesenna Vers 24, overs. Jesper Lauridsen 2020) Dette er ganske vist i en ordduel med den drilagtige jætte Loke, men det henviser stadig til Odins sejd. (Ægirs Gjæstebud, British Museum) ligeledes omtales Odin på følgende måde af den kristne politiker og forfatter Snorre Sturlusson i Ynglinge Saga: ”Odin havde og brugte selv den færdighed, der gav den største kraft, og som kaldes sejd; dermed kunne han se folks skæbne og ting, der endnu ikke var sket, og ligeså bevirke folks død eller uheld eller sygdom og tilmed fratage folk deres forstand eller styrke og give den til andre. Men når denne slags trolddom fremmes, følges den af en så voldsom, utugtig liderlighed, at mandfolk ikke uden skam kan bedrive den; derfor blev præstinderne belært i denne færdighed. ” (Ynglinge saga, kap. 7. Overs. Jesper Lauridsen 2012) I 2009 fandt man i Lejre en lille figur på en trone med to ravne og muligvis to ulve. Dette er klassiske tegn på Odin, men personen var klædt i kvindetøj og gevandter. Det er siden blevet debatteret hvem denne statue repræsenterer. Er det Odin, Freja, en vølve? Det er uvist. (Odin fra Lejre. Lejre Museum) Odin er dybt fascinerende og takket være dygtige arkæologer og forskere får vi hele tiden ny viden om denne komplekse gud. Odin er på manges læber lige nu grundet det banebrydende fund af Vindelevskatten, hvor en brakteat nævner Odin allerede i 400-tallet. Odins krydsning af køn og seksualitet gør ham til #fredagsgudinde i denne uge. Rigtig god fredag 🥰 Odin fra Lejre, ca. 950. Yderligere litteratur: https://videnskab.dk/forskerzonen/kultur-samfund/verdens-aeldste-odin-fundet-i-vindelev https://lejremuseum.dk/derfor-er-odinfiguren-lejre-museums-kronjuvel/ https://tidsskrift.dk/rvt/issue/view/9621 Heimskringla.no

Ved Jesu korsfæstelse langfredag, møder vi kvinderne og ser at de har været med hele tiden. I evangelierne er lang fredag beskrevet som dagen, hvor Jesus pines af Pontius Pilatus og bliver korsfæstet. Ved korset står kvinderne og ved at nærlæse skrifterne kan man se, at der i Jesu følge har været kvinder fra begyndelsen, de nævnes bare ikke. Desværre er kvinderne ofte skrevet ud, undervurderet eller glemt i den endelige kanoniserede Bibel. Der findes 4 evangelier I det ny Testamente, Markus, Matthæus, Lukas og Johannes. I det ældste af evangelierne, Markus evangeliet, nævnes kvinderne, der er i Jesus følge først ved Jesus korsfæstelse, før det hører vi ikke om dem. Kvinderne står lidt derfra, men de har fulgt Jesus helt fra Galilæa og til Jerusalem hvor han befinder sig langfredag. ” Der var også nogle kvinder, der så til på afstand, blandt dem Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille og Joses, samt Salome; de havde fulgt ham og sørget for ham, da han var i Galilæa. Og der stod mange andre kvinder, som var draget op til Jerusalem sammen med ham. ” (Markus kap 15 Vers 40) Matthæus evangeliet er det næstældste og her møder vi næsten samme fortælling. ”Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham. Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.” Matthæus kap 27 vers 55 I Lukas evangeliet det tredjeældste nævnes kvinderne dog langt tidligere på Jesus vandring. ” I den følgende tid gik han fra by til by og fra landsby til landsby, og han prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige. Sammen med ham var de tolv og nogle kvinder, der var blevet helbredt for onde ånder og sygdomme. Det var Maria med tilnavnet Magdalene, som syv dæmoner var faret ud af, og Johanna, der var gift med Kuza, en embedsmand hos Herodes, og Susanna og mange andre. De sørgede for dem af deres egne midler.” Lukas evangeliet kap 8 vers 1 Lukas nævner igen kvinderne ved korsfæstelsen: ”Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.” Lukas evangeliet kap 23 Vers 49 Johannes evangeliet er det yngste af evangelierne og han sætter igen kvinderne i følget til at være til stede ved korsfæstelsen. Her beder Jesus disciplen Johannes, som tilsyneladende også er ved korset, tage vare på hans moder Maria. ”Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: »Kvinde, dér er din søn.« Derpå sagde han til disciplen: »Dér er din mor.« Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.” Johannes evangeliet kap. 19 Vers 25 (Monds krucifiks af Rafael år 1503. Magasinetkunst) Ifølge Markus, Matthæus og Lukas er kvinderne også til stede ved gravlæggelsen og ser hvor han bliver lagt: ”Men Maria Magdalene og Maria, Joses' mor, så, hvor han blev lagt.” Markus kap 15 vers 47 ”Men da det var blevet aften, kom der en rig mand fra Arimatæa, der hed Josef, som også var blevet en discipel af Jesus. Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme, og Pilatus befalede, at det skulle udleveres. Så tog Josef Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik. Men Maria Magdalene og den anden Maria var der og sad over for graven.” Matthæus kap 27 Vers 57 Lukas beskriver det mere uddybende ”Det var forberedelsesdagen, lige før sabbatten begyndte. De kvinder, som var kommet fra Galilæa sammen med Jesus, fulgte efter og så graven, og hvordan hans legeme blev lagt dér. Og da de var vendt tilbage, tilberedte de vellugtende salver og olier; men sabbatten over holdt de sig i ro efter lovens bud.” Lukasevangeliet kapitel 23 vers 55 Kvinderne ønskede at salve Jesus, som det var skik med afdøde, men de er fromme jødiske kvinder og holder sabbatten i hævd. I Johannes evangeliet nævnes kvinderne ikke ved gravlæggelsen, men igen Påskedag. Kvinderne har altså været i Jesus følge hele tiden, men de nævnes ikke og når de gør er det mere som en sidebemærkning. Kvinderne er de sidste der står ved Jesus side og overværer hans død og som vi skal se er de afgørende ved genopstandelsen. Yderligere litteratur: Marianne Aagaard Skovmand, De skjulte ledere, Gyldendal 2021 https://www.kristendom.dk/p%C3%A5skens-personer/kvinderne-var-p%C3%A5-rette-tid-og-sted-ved-jesu-opstandelse https://www.religion.dk/undervisning/kvinder-i-kristendommen Bibelselskabet.dk

Hun var en skræmmende kvinde med slanger som hår og et blik, der forvandlede mennesker til sten. Det var hendes straf for at blive voldtaget. (Medusa som Mosaik gulv, 1-2. Årh, Docletians bade, Rom) Ifølge den romerske forfatter Ovid (43 fvt - 17evt.), var grunden til at Medusa endte som det skræmmende uhyre, at hun var blevet voldtaget af havets gud Neptun. Medusa havde været en smuk kvinde, der passede Minervas tempel. Minerva var krigsgud og jomfruelig, en romersk udgave af grækernes Athene. Havguden Neptun ville have den smukke Medusa og derfor voldtog han hende i Minervas tempel. Minerva blev rasende over krænkelsen af hendes tempel og bebrejdede derfor Medusa, ikke Neptun. (Medusa, 1644-1648, Bernini, Museo Capitolini) Minerva straffede Medusa ved at forvandlede hende til det monster, der kendes I dag i kunst og myter, men straffen endte dog ikke her. Perseus, der var gudinden Minervas yndling, skulle på Minervas ordre halshugge Medusa. Ved at narre Medusa til at kigge i et spejl blev hun til sten ved synet af sit eget spejlbillede. Dernæst huggede Perseus hovedet af Medusa og det afhuggede hoved fik Minerva. Minerva satte hovedet på sit skjold og var dermed uovervindelig, da hendes fjender blev til sten ved synet af Medusa. (Athene, Perseus og Medusa, ca. 440-430 fvt. British Museum, London) Medusa hoveder blev et symbol som folk i Rom satte på deres huse, for at affærdige onde kræfter. Igennem tiden har Medusas fortælling fascineret kunstnere og adskillige kunstneriske udgaver af Medusa findes i dag. (Perseus med Medusa, museum Vaticani) Myten har flere lag og mange forskellige tolkninger over tid er budt. Der er dog et tydeligt billede af det romerske patriarkalske samfund. Manden var i centrum og kvinden var hans ejendom. Synet på kvinden som mandens ret og synet på kvinden som skyldig i voldtægt, kan desværre stadig forekomme i vore dage. Derfor er Medusa fredagsgudinde. #fredagsgudinder Yderligere litteratur: Oversættelse: Otto Steen Due, Ovids Metamorfoser, Gyldendal 2020 Christian Gorm Tortzen, Antik Mytologi, Hans Reitzels Forlag, 2009

12 børn fik Marie Kristine Jensen og 12 gange skulle hun introduceres til kirken. Igennem forfatteren og debattøren Tith Jensens forfatterskab hører vi om moderen Maries Kristines liv. (Marie Kristine Jensen, Thit Jensen, Johannes V. Jensen, Mikdal Jensen og dyrlæge Hans Jensen. Kilde: Det kongelige Biblioteks digitale samling) I 20 år var Marie Kristine Jensen (1849-1926) enten gravid eller ammende. Hun pådrog sig mange invaliderende fysiske skader i takt med de mange graviditeter og fødsler. Ved den ene fødsel sprang hun sine trommehinder, hvilket medførte at hun blev tunghør og hun fik yderligere en rygskade og måtte bære et støttende jernkorset om livet, som beskadigede hendes hofter. Hun var krumrygget, og plaget af store smerter, hvilket hun hyppigt lod sine børn høre for, heriblandt de to berømte forfattere Thit Jensen og Johannes V. Jensen. (Johs. V. Jensen som ung student sammen med søsteren Thit Jensen. Foto fra 1893. Gyldendal.) Trods sine fysiske skavanker skulle Marie Kristine stille ved kirkedøren 6 uger efter fødslerne og introduceres på ny. Med stor vrede beskrev Thit Jensen hvordan moderen, på trods af smerter og skader, skulle vente i kirkedøren, indtil præsten fandt det passende, at hente hende ind i kirken og indvie hende igen, men det nægtede moderen til sidst. ”Forresten er hele mit Liv bygget paa, at jeg elskede min Mor saa højt, og at jeg saa hende lide saa meget – for det gjorde Kvinder dengang! Hun fik tolv Børn, og hun var Krøbling af Børnefødsler” (Citat af Thit Jensen i Dagens Nyheder fra 1956.) Thit Jensen oplevede moderens kvaler på nærmeste hold. Som 4. barn og den ældste pige i den store søskendeflok, blev Thith ekstra mor og underviser for de mange søskende. Drengene i familien blev uddannet, men pigerne skulle blive hustruer og mødre. Dette ville Thit Jensen dog ikke, men hun flyttede istedet til København og blev forfatter. (Thit Jensen. 50-års forfatterjubilæum med et hyldestdokument i middelalderstil. Foto fra 1953. Gyldendal) Thit Jensen kæmpede i sit voksenliv mange kampe for den moderne kvinde og heriblandt kæmpede hun for oplysning om prævention og den ønskede graviditet. Hun var grundlæggende imod abort, men kæmpede for at kvinder fik mulighed for at forebygge graviditeter. Thit stiftede i 1923 foreningen Frivilligt Moderskab og året efter grundlagde hun Foreningen for Sexuel Oplysning, sammen med lægen J.H. Leunbach. Her var hun varm fortaler for oplysning om prævention og kvindens frie valg og ret til egen krop. Thit Jensen blev aldrig selv mor, men kæmpede en indædt kamp for kvinder og børns rettigheder. Litteratur: https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Thit_Jensen Citat fra "Thit – en purpurklædt Skjoldmø med Pistol i Baghaanden – fylder 80." Dagens Nyheder, 1956-01-01.

Fra udelukkelse til ydmygelser og pisk. Med reformationen I 1500-tallet kom der ændringer for den barslende kvinde. Dog kun den ærbare, gifte kvinde, der fik barn indenfor ægteskabet. Den gifte kvinde var nu idealet og det var den gifte kvindes pligt at føde børn i følge Luther. Den ærbare kvinde skulle dog stadig være udelukket fra kirken i 6 uger, men blev dernæst ”indlyst” af præsten og formanet om sit moderlige ansvar. De 6 uger udenfor kirken gjorde at de barslende mødre stadig ikke kunne deltage i deres nyfødtes dåb. Nyfødte blev døbt en uge gamle og her var kvinderne stadig afskåret fra kirken. (Det kvindelige ideal, ærbar, fødedygtige og gift. Skånsk præst Søren Hansen Stenderup, hans to hustruer og mange børn fra ca. 1667. Foto: Erik Fjordhede, livninghistory.dk ) Den ugifte kvinde der havde fået barn udenfor ægteskabet blev ikke indlyst, men skulle afstraffes, afrettes og udskammes. At krænke ægteskabets hellighed var en dybt alvorlig sag og eksklusion fra kirken var skæbnesvangert for disse kvinder. (Christian III, kilde wikipedia) Christian den III gennemførte Reformationen og han ville beskytte ægteskabet og fokusere på De 10 bud. Vigtigst var buddet, ”du må ikke bedrive hor”. Straffen blev i 1537 at en utugtig mand skulle halshugges og en utugtig kvinde skulle druknes I en sæk. (Kalkmalerier, Sanderum Kirke, Fyn. Niels Svalebøg. Fyens Stiftidende) I 1617 blev offentlig skrifte og afstraffelse i stedet indført ved lov. Kvinden skulle foran hele menigheden bekende sin synd, sin utugt, og her modtage sin straf, der var et langt og ydmygende ritual, der indebar piskning. Ritualet blev afskaffet igen i 1767 da flere kvinder slog deres nyfødte ihjel for at undgå ritualet. Begik kvinden ikke selvmord var straffen for at dræbe sit eget barn dødsstraf og dermed mistede begge livet. (En utro kvinde piskes offentligt ved kag'en, som var en pæl på byens torv. (Illustration: Daniel Chodowiecki)) Introduktionen af barselskvinden fortsatte frem til 1754 hvor det blev forbudt ved lov, dog undtagen steder hvor det var skik og brug. Først i 1771 blev hjemmedåb tilladt og derfor kunne mødrene være en del af dåben. Det var dog påkrævet at der skulle foregå en såkaldt publication i kirken 6 uger efter fødslen. På den måde slog man i 1800- tallet dåb og introduktion sammen. Introduktions ritualet foregik helt frem til 1880erne på landet og frem til 1920’erne i vækkelses bevægelser. Litteratur: https://videnskab.dk/forskerzonen/kultur-samfund/brud-paa-de-ti-bud-var-kriminelt De urene kvinder eller >>det glemte ritual<<, Mette Maria Ahlefeldt-Laurvig, Academia.eu https://danmarkshistorien.dk/perioder/reformation-og-magtstat-1523-1660/kultur-og-dagligdag