Den gud, der senere blev Guden i Jødedommen, kristendommen og Islam, havde oprindelig en hustru, gudinden Asherah. Asherah blev dyrket fra omkring år 1000 fvt., men blev ikke skrevet ind i den jødiske bibel, det gamle testamente. I stedet blev Asherah gjort til en man ikke måtte tilbede, en afgud. 5. Mosebog kap. 12 vers 3 ”I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. Den jødiske bibel, det Gamle testamente, blev først samlet efter det jødiske eksil I Babylon i 586 fvt., og her blev Asherah skrevet ud og fordømt. Den bibelske Gud stammer fra det nuværende Israel og før jødedommen blev til jødedommen, dyrkede man her Gud og hans hustru, Asherah. Gud kaldtes El, der betyder ”Gud”, eller navnet JHV, ”Jahve” og Ashera betyder ”fru Gud”. Ligesom alle andre religioner i Nærorienten i bronzealderen var israelitternes religion polyteistisk. Polyteisme er troen på flere guder, modsat troen på én Gud, monoteisme. Monoteismen blev indført af jødedommen med deres samling af det Gamle Testamente og er fortsat i kristendommen og Islam. En hustru eller en kvindelig guddom passede ikke ind i jødedommens nye absolutte monoteisme. Derfor skrev man ikke Asherah ind. Vi kan dog stadig finde Asherah hist og her i biblen, hvor man kan se at hun er blevet tilbedt sammen med Jahve i hans tempel. 2. Kongebog kap 23 vers 4. Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem på Kedrondalens skråninger, og asken bragte han til Betel. I arkæologien træder Asherah endnu tydeligere frem. Flere figurer af Asherah er fundet i de gamle byer og flere inskriptioner, tiltaler både Jahve og Asherah sammen. Desuden stammer jødedommens syvarmede lysestage fra Asherahs tilbedelse. #fredagsgudinder Yderligere litteratur: Tilde Binger, Asherah- goddess in Ugarit, Israel and the Old Testament, bloomsbury publishing, 1997 Kitt W. Wesler, an Archæology of religion, 2012 Foto: Ashera, judæisk søjlefigur fra Lakisj, Metropolitan Museum of Art. Ashera figur, fra Juda Søjlefigurer ca. 500- 700 fvt. Juda. Israel Museum, Jerusalem.

Maria, Jesu moder, er ikke oprindelig en gudinde, men med indførslen af kristendommen, overtager hun flere gudinders funktioner og domæner. Igennem tiderne har det guddommelige også rummet det kvindelige, men det forsvinder med monoteismen, troen på én Gud. De maskuline, faderlige træk er en del af den éne Gud i de monoteistiske religioner, men det kvindelige absorberes i høj grad i Jomfru Maria. Maria er som menneske bindeledet mellem det menneskelige og det guddommelige, og hun er det ideal, der sættes for den troende kvinde. Hun er jomfruelig, en kærlig moder, en trofast og loyal støtte. Yderligere er hun den trofaste troende, der bærer Guds barn og beskytter ham både i hans liv og efter. Hun repræsenterer både den unge kyske datter, den trofaste hustru, den hengivne og omsorgsfulde moder, samt til sidst, den sørgende moder, der mister sin søn. Hun blev det kvindelige aspekt af det guddommelige, som det var muligt at søge hen til. Med reformationen blev Maria dyrkelsen fjernet fra protestantiske kirker, men den er stadig i fuld flor i både katolicismen og islam. I december måned vil fredagsgudinderne omhandle Jomfru Maria og de aspekter hun optog fra gudinderne. #fredagsgudinder Maleri: The Madonna Litta, 1491-1495, Leonardo da Vinci. Eremitage Museum, Sankt Petersborg.

Marias rolle har udviklet sig over tid og er i høj grad defineret af kirkens mænd. Vi kender alle fortællingen om Maria, der som jomfru føder Guds søn. Marias rolle og jomfrulighed er et resultat af flere hundrede års intern debat i den katolske kirke. Da kristendommen blev statsreligion I Romerriget i midten af 300-tallet, skulle der foretages en ensretning af troen i det store rige. Derfor afholdt man flere store kirkemøder som afgjorde, hvordan og hvad man skulle tro. Som statsreligion blev de kristne skrifter ensrettede og man samlede udvalgte skrifter i den kristne bibel. Resten blev dømt kætterske. Marias rolle er ikke stor i det, der blev det Ny Testamente, men dyrkelsen af hende tager til over tid. I 325 evt. blev det ved et stort kirkemøde i Nikæa besluttet, at Maria var "gudsmoder" eller "gudsfødersken." Dette var et resultat af at man havde besluttet at Jesus både var gud og menneske. I 431 evt., ved kirkemødet i Efesos, blev det besluttet, at Maria var jomfru, da hun fødte Jesus. I 1854 blev det yderligere vedtaget af Maria selv var undfanget uden seksuelt samkvem. Denne dag fejres den 8. December og kaldes dagen for Marias ubesmittede undfanngelse, Immacolatta. Her ser man Maria som den nye Eva, der heller ikke var besmittet ved at være skabt ved seksuelt samkvem. I 1950 blev det så besluttet, at Maria ikke var underlagt døden, men at hun blev optaget direkte i himmelen. Maria er en fascinerende figur og i kirkehistorien og i katolicismen har dyrkelsen af hende udviklet sig igen og igen. Hun er et godt eksempel på et behov for et kvindeligt, moderligt modstykke til den maskuline, faderlige éne Gud. Hun bliver mere guddommelig, men også mere ren, lydig og ærbødig. Et uopnåeligt ideal. Vi skal se meget mere på Maria Maleri : Immacolatta concezione, Giacinto Brandi, Rom 1621-1691. Wikkicommons Yderligere litteratur: Kirkehistorie, Martin Schwartz Lausten The New Testament, Barth D Erhman #Maria #jomfrumaria #jomfru #Kirkehistorie #katolicisme #kvindesyn #koncil #immacolata #gudinde #kvindernesreligionshistorie #krybbespil #religionshistorie #religionsvidenskab #jul #juleevangeliet #Testamente #bibel #kristendom #kvinde

Årets mørkeste dage er på tværs af tid, sted og religion, omgærdet af frygt, fascination og mystik. Solens gang på himlen havde farlige, mytiske fortællinger og detaljerede ritualer, som menneskebe skulle udføre. Forskellige religioner havde både myter og ritualer, der forklarede hvad der skete, og som sikrede, at menneskene gjorde deres til, at lyset igen opstod. Ofte var solen personificeret i en mægtig solgud eller gudinde, der som skulle holde tilfreds, eller var truet af mørket og kaos . Det ses hos Aztekerne, Akkaderne, Egypterne, Vikingerne og mange, mange andre. Gudernes kamp mod mørket kunne være vist i en kamp mod et ondt væsen, en kaosmagt. Det var en dødbringende kamp, der var foregået i en fjern urtid, men som mennesket nu skulle hjælpe guden til at vinde igen, igennem ritualerne. Ritualet dannede et nulpunkt, hvor alt kunne ske, solen kunne forsvinde og mørket overtage. Hvis mennesket ikke udførte ritualerne, så ville mørket indtage lyset og kaos ville opstå. Alt var derfor rituelt styret, med klare opgaver, til alle i samfundet. Der var også helt faste tabuer for, hvad man bestemt ikke måtte gøre. Ritualerne er mange og ikke altid lige logiske. Der kunne ofres dyr og mennesker, synges, danses, laves bål, eller spilles teater. Når mørket var overvundet og når kosmos igen var indstiftet, så kunne man feste og fejre at lyset og livet igen havde sejret. Tiden var cirkulær og gik altså i ring, så hvert år skulle det hele startes forfra igen, kampen skulle kæmpes og sejren fejres. Med kristendommens indførsel blev Kristus et symbol for lyset og indtog mange af de mytiske og rituelle træk, der prægede tidligere religioner. Glædelig solhverv Foto: Tvøst. Hammurabi lovstele, Hammurabi og Shamash. Amon-Re følges af gudinden Maat. Mannicke. Yderligere litteratur: Ritual og praksis. Jørgen Podemann Sørensen.

Før Eva var der Lillith Årets første gudinde er verdens allerførste kvinde. Ifølge jødisk tradition var de to første mennesker ikke Adam og Eva, men Adam og Lillith. De blev skabt lige, på samme tid og på samme måde. Lillth ville ikke være underdanig, da mand og kvinde var skabt lige og I Guds billede. Adam mente dog at han, som mand, skulle være over kvinden Lillith, i alle henseender. Lillith forlod Adam, da hun nægtede at underlægge sig ham, hverken mentalt, seksuelt eller på anden vis. I stedet drog Lillith ud og horede med dæmoner og fik mange dæmonbørn. Adam længtes efter Lillith og Gud forsøgte at få hende tilbage til Adam, men uden held. Uanset hvad Gud gjorde, kunne de ikke få Lillith tilbage til Adam. Som straf dræbte Gud alle Lilliths dæmonbørn. Lillith blev ulykkelig og Gud gav hende ret til, som dæmon, at tage drengebørn, der ikke var blevet omskåret på deres ottende levedag. Derfor var Lillith en frygtet dæmon, som man forsøgte at afværge på forskellig vis. Gud skabte dernæst Eva. Hun blev skabt af Adam, til Adam og for Adam. Eva, menneskenes stammoder underlagde sig Adam i alle henseender. Eva spiste af æblet på kundskabens træ og dermed blev kvinder skyld i det der i kristendom kendes som arvesynden. Historien om Lillith findes i den middelalderlige ordsprogsbog Ben Siras Alfabeth (ca. 700-1000 e.vt.) Fortællingen forsøger at forklare det faktum, at biblen har to modstridende skabelsesberetninger i 1. Mosebog. Der er nemlig én skabelsesberetning, hvor verden skabes på syv dage , hvor mand og kvinde skabes lige, og så er der én hvor manden, Adam, skabes først og dernæst skabes kvinden, Eva, af Adam. Myten om Lillith giver et indblik i en virkelighed og en debat som allerede den gang florerede. Hvorfor skulle kvinden underlægge sig manden når de var skabt lige? Verdens første skilsmisse og verdens første kvinde blev dæmoniseret, men den viser os at kvinder allerede dengang har krævet deres ret. Ved at gøre Lillith til et skræmmebillede, blev den rebelske kvinde dæmoniseret. Vi er nød til at genlæse vores kilder videnskabeligt og analysere dem ud fra vores nutidige kvindesyn. Det skal vi se meget mere på #fredagsgudinder Foto: Adam, Eva og Lillith. Notre-Dame. 13. Årh. Lilith. Carl Poellath. Wikimedia Amulet, der beskytter moder og barn imod Lillith. Wikimedia. Litteratur: Første Mosebog kap et og to. Esajas kap. 34 v. 14 Gads bibelleksikon 2006, Lillith dæmon eller gudinde.

Gudinden bragte foråret I nutidens Danmark, for 2000 år siden, kom foråret frem med gudinden Nerthus. Nerthus blev trukket rundt i en vogn, hvor hun medbragte foråret og til sidst fik hun menneskeofringer som tak. Ifølge den romerske historiker Tacitus foregik der, blandt germanske stammer i datidens sydlige Danmark, et ejendommeligt ritual for Nerthus eller moder Jord, Terra Mater. (Emil Doepler (1905)) I sit værk Germania,  Ca. 100 e.kr, beskrev Tacitus, hvordan Nerthus, i form af en statuette, opholdt sig på en ø i oceanet. Øens placering er omdiskuteret, men man der er gættet på Fyn, Als og lignende øer. På denne ø var Nerthus og hendes vogn dækket af et klæde, der blev taget af ved forårets komme. Nerthus vogn blev så trukket rundt af køer til de germanske stammer og medbragte foråret og frugtbarheden. Hun var ledsaget af en præst og flere slaver og efter processionen med vognen, tog optoget tilbage til øen, for at vaske statue og vogn i en sø. Afslutningen på ritualet var at slaverne blev druknet i den selv samme sø. Dette i vore dage morbide træk var formentlig et offer til gudinden, for at takke hende, og opretholde den nyligt indstiftede orden og frugtbarhed. Denne beskrivelse står meget alene, da Norden var skriftløs på denne tid. Nerthus har dog store ligheder med de beskrivelser som vi, 1000 år senere, finder om gudinden Freja i de islandske skriftlige kilder. Yderligere er Nerthus en feminin latinisering af navnet Njord, hvilket er navnet på Frejas far i den nordiske mytologi. Teorierne omkring hvilken relation, der er i mellem denne Nerthus og Freja er omdiskuterede. Kilde: Anders Bæksted, Nordiske guder og helte, Politikens Forlag. Processioner i førkristen nordisk religion,  Simon Nygaard og Luke John Murphy Tacitus, Germania kap. 40

En menstruerende kvinde må ifølge flere muslimske traditioner og lovskoler ikke være i en moske, ikke faste, ikke bede bøn og ikke røre ved koranen. Kvinden anses, som det også er tilfældet i flere andre religioner, for ceremonielt eller rituelt uren under sin menstruation. Kvinden er derfor ikke inkluderet i rituelle handlinger eller tilladt at være nær det guddommelige. Dette syn på menstruation og den menstruerende kvinde kommer blandt andet til udtryk i disse dage, hvor det er ramadan for muslimer verden over. Ramadan er fastemåneden, hvor muslimer faster fra morgen til aften, for at fejre at profeten Muhammed modtog sin første åbenbaring. Har en kvinde menstruation under ramadan skal hun i stedet faste det antal dage hun har menstruation, et andet tidspunkt på året. Flere argumenterer for at reglerne er en beskyttelse af kvinden, hvilket formentlig også er hensigten, men den menstruerende kvinde beskrives som rituelt uren. I islam er kvinden dog ikke set som smittende med sin urenhed, hvilket ellers ses i flere andre religioner. Derimod fortæller flere hadith tekster om Muhammeds liv, at han er I fysisk kontakt med sine hustruer under deres menstruation, dog ikke i samleje. Med hensyn til samleje er kvindens menstruation beskrevet på følgende måde i koranen: >>De spørger dig om menstruationen. Sig: "Det er en lidelse. Hold jer fra kvinder under menstruationen, og kom dem ikke nær, før de er rene igen! Først når de har renset sig, må I gå til dem, således som Gud har befalet jer." Gud elsker dem, der omvender sig, og Han elsker dem, der renser sig.<< (Sura 2, vers 222. Overs. Ellen Wulf, Forlaget Vandkunsten) I grene af bl.a. jødedom og hinduisme anses menstruerende kvinder også for rituelt urene og er underlagt regler og tabuisering. Kvinder udelukkes fra hellige steder og isoleres fra det hellige. Hvad der muligvis er tænkt som beskyttelse af kvinden, bliver til et syn på kvinden som rituelt uren. Det er et interessant og nødvendigt perspektiv at have med i vores tids fokus på kvinder og køn. Litteratur: religion.dk islamiskeforbund.dk Islamsvar.dk Kvinderne i Medina, Jesper Petersen Foto: pixabay

I Danmark var kvinder udelukket fra kirken i 6 uger efter fødsel. Frem til reformationen i 1536 blev den barslende kvinde set som uren efter fødsel og som et let offer for djævlen. Ved en ceremoni blev den barslende kvinde 6 uger efter fødsel, fulgt af andre kvinder til kirken. Disse kvinder skulle holde djævlen bort fra den barslende. Udenfor kirken ville præsten afvente kvinden og stænke hende med vievand. I hånden bar præsten et lys som kvinden fik, som symbol på at hun igen kunne indgå i kirken. Hvis barnet levede ville lyset være tændt, hvis barnet var dødt, ville lyset være slukket. Døde kvinden selv, ville et slukket lys ofte følge hende i graven. Efter overrækkelsen af lyset, ved introduktionen af kvinden, blev bønner afsagt for kvinden. Dernæst kunne hun og hendes følge af kvinder gå ind i kirken og ofre ved at give penge til kirke og degn. Ceremonien var baseret på Det Gamle Testamentes 3. Mosebogs 12. kapitel som du kan læse nedenfor. "//Herren talte til Moses og sagde: Sig til israelitterne: Når en kvinde er gravid og føder en dreng, er hun uren i syv dage; hun er uren lige så længe som under sin menstruation. På den ottende dag skal drengens forhud omskæres. I treogtredive dage skal hun blive hjemme, mens hun har sin renselsesblødning; hun må ikke røre ved noget helligt, og hun må ikke komme ind i helligdommen, før hendes renselsesdage er forbi. Hvis hun føder en pige, er hun uren to gange syv dage ligesom under sin menstruation. I seksogtres dage skal hun holde sig hjemme på grund af sin renselsesblødning. Når hendes renselsesdage er forbi, såvel efter en søn som efter en datter, skal hun bringe et årgammelt lam som brændoffer og en dueunge eller turteldue som syndoffer; hun skal bringe dem til præsten ved indgangen til Åbenbaringsteltet. Han skal ofre det for Herrens ansigt og skaffe hende soning; så er hun ren efter sin blødning. Det var loven om en kvinde, der føder en dreng eller en pige. Men hvis hun ikke har råd til et lam, skal hun tage to turtelduer eller to dueunger, den ene til brændoffer og den anden til syndoffer. På den måde skaffer præsten hende soning; så er hun ren. //" Efter reformationen i 1536, blev ceremonien omdiskuteret. Ritualet fortsatte, men i en ny form. Nu blev kvinden, hvis hun var gift, ”indlyst”, og skulle ikke ses som uren, med stadig være ekskluderet i 6 uger. Selvom synet blev ændret, vedblev urenheden ved kvinden som antagelsen længe efter. Den ugifte kvinde blev dog ikke inkluderet igen, men var udstødt som utugtig bolerske. Hvad der står i skrifterne, hvad der skete med ritualet, synet på kvinden, og hvordan dette medførte dødelighed og skam, skal vi se meget mere på her på bloggen. Foto: En Kones højtidelige kirkegang efter barselsfærd, 1860, Christen Dalsgaard, Statens Museum for Kunst. Litteratur: De urene kvinder eller >>det glemte ritual<<, Mette Maria Ahlefeldt-Laurvig, Academia.eu

Maria Magdalena kendes fejlagtigt i kirkehistorien og billedkunsten, som synderinde og prostitueret. Kirkefaderen Augustin (d. 430), kaldte Maria Magdelene for ’apostlenes apostel’, men synet på hende ændrede sig siden markant. En anden kirkefader Gregor den Store (d. 610) satte fejlagtigt et lighedstegn mellem Maria Magdalena og den synderinde, der salver Jesu fødder i Lukasevangeliet kap. 7,36-50. Denne fejl blev siden videreudviklet og hang ved Maria Magdalena. I Det Nye Testamentes evangelier ses en helt anden Maria Magdalene. Hun er ikke en prostitueret synder, men derimod det nødvendige led mellem den genopstandne Jesus og disciplene. Maria Magdalena står ved foden af korset og hun møder den genopstandne Jesus. I Markus-, Matthæus- og Johannesevangeliet nævnes det at Maria Magdalena var til stede ved korsfæstelsen. Markus og Matthæus fortæller yderligere, at hun overværede Jesus' gravlæggelse sammen med ”den anden Maria”, hvilket må antages at være Maria, Jesu mor. I alle fire evangelier er det Maria Magdalene, der opdager den tomme grav, enten alene eller sammen med andre. Ifølge Johannes og Markus evangelierne viste Jesus sig for første gang efter opstandelsen for Maria Magdalene alene. Marias fremtrædende rolle stemmer overens med den Maria, som vi møder i Maria Evangeliet og andre apokryfe skrifter. Apokryf er græsk og betyder ’gemt’ eller ’skjult,’ og henviser til en række evangelier, der ikke kom med i den endelige Bibel. Ensretningen og kanoniseringen af Biblen var en lang og kompliceret del af implementeringen af kristendommen som statsreligion i det patriarkalske Romerrige i slutningen af 300-tallet. Her kom Maria Evangeliet ikke med. I 1896 dukkede Maria Evangeliet op i et antikvariat i Cairo. Evangeliet er oprindelig fra ca. 150 e.v.t., men fundet er en afskrift fra ca. 400-tallet. Maria Evangeliet omhandler Maria Magdalena og her er det Maria, der er Jesus nærmeste discipel og hende, der efter Jesu død, sender disciplene ud for at forkynde. Dette evangelium kom ikke med i Det Nye Testamente og den kristne bibel. Muligvis fordi det har en mere gnostisk udgave af kristendommen, eller måske fordi den fremhæver en kvinde. I anledning af 75 året for kvindelige præster i Danmark, er denne uges fredagsgudinde ikke en gudinde, men derimod Maria Magdalena. Litteratur Maria Evangeliet, Marianne Aagård Skovmand, Gyldendal 2018 De Skjulte Ledere, Marianne Aagård Skovmand, Gyldendal 2022 Yderligere henvisninger via link https://linktr.ee/kvindernesre

Ved vintersolhverv fejrede romerne en fest, der formentlig stadig har påvirket den jul, der fejres i Vesten i dag. Menneskets historie er fyldt med fejringer og markeringer af solhverv, og her er endnu en, romernes saturnalier. Festen var for guden Saturnus og festlighederne begyndte den 17. November og strakte sig til den 23. December. Man fejrede at den sidste såning var sket og forestillede sig, at man var tilbage i den mytiske urtid, hvor guden Saturnus regerede. Saturnus var en agerbrugsgud, der ifølge mytologien havde regeret Rom i en fjern og mytisk guldalder. Saturnurnus var en gud der kan ses som en romerske udgave af den græske Kronos. I modsætning til Kronos, var Saturnus dog en agerbrugsgud, som man hyldede. Saturnus var gift med gudinden Opis, der er latin for overflod, og som ofte er fremstillet med et overflødighedshorn. Festlighederne begyndte med en ofring i Saturnus' tempel på Forum Romanum i Rom. Dernæst var der optog og forskellige løjer i gaderne. Ved festlighederne samledes man efterfølgende i hjemmet, tændte lys, spillede spil og gav små gaver til hinanden. Ved festlighederne var der yderligere det aspekt at herre og slave byttede roller, tøj og opgaver. Derfor var det slaverne der blev opvartet af Herren. I den senantikke kristendom fejrede man  saturnalierne under navnet brumalia. Festen blev spredt ud i det romerske rige og er formentlig nået England, og kan have præget den vestlige udgave af jul med gavegivning. Yderligere litteratur: Antik Mytologi, Christian Gorm Tortzen Den store danske Foto: Saturnalia, Antoine-François Callet 1793 Saturn templet, Forum Romanum Saturnus, relief fra 2 årh. Evt. Saturnus freske fra Pompeji.

Slattenlangpat eller Slattenpatten er kendt fra sjællandske folkesagn. Hendes navn skal ikke ses som en fornærmelse, tværtimod. Den lange og slaskede barm symboliserer et langt og frugtbart liv med mange børn, der er blevet ammet og givet liv. Hun var formentlig et symbol på åer, vandløb og kilders ustyrlige fremspring af jordoverfladen. Slattenlangpat var yderst mobil og kunne I løb slynge sin lange barm over skuldrene, sådan at de ikke tyngede. Dette var også praktisk, hvis hun bar et sultent barn på ryggen. Som vandgudinde eller ellekone, kunne de lange bryster også være praktiske, da Slattenlangpat kunne lægge sig på en sten og amme sine fiske børn i vandet. Slattenlangpat var primært associeret med Suså, men ifølge sagnene var hun også set andre steder, for eksempel i Storebælt. Sagnene fortæller hvordan de nordiske guders konge Odin, hver aften jagtede og dræbte Slattenlangpat og red bort med hende. Hun genopstod dog hver morgen igen og Odins jagt kunne fortsætte. Med kristendommens indtog fortsatte sagnet, men nu med kong Volmer, et andet navn for Valdemar Atterdag, som jægeren af Slattenlangpat. Hun blev en del af den kristne folketro og ses for eksempel som bærer af præstestolen i Vejlø kirke. Nu er Slattenlangpat muligvis fundet på Bornholm ved en mark i Vestermarie. Her er der et sted kaldt Guldhullet, hvilket formentlig tidligere har været fyldt med vand og fungeret som en form for rituel brønd. I brønden er flere mulige Slattenlangpat figurer fundet i form af guldgubber fra så tidligt som 500-tallet. Guldgubberne er små papirtynde guld og sølvstykker. Slattenlangpat kan altså derfor formentlig spores tilbage til hedensk tid. Sammen med Slattenlangpat er der også flere eksempler på trolde gudgubber i Guldhullet. En af Danmarks førende arkæologer Flemming Kraul fra Nationalmuseet, har foreslået at Guldhullet var et offersted, hvor man gav troldene til troldejægeren Thor og Slattenlangpat til Odin,  sådan at de to ikke behøvede at jage rundt efter dem. Intet er sikkert ud over at fundene er dybt fascinerende og viser et kvindesyn med kompleks symbolik. Foto : Slattenpatten, bærende præstestolen i Vejlø kirke, af Abel Schrøder den Yngre. Ca. 1668. Hideko Bondesen Guldgubber Slattenlangpat. Foto: René Laursen, Bornholms Museum Guldhullet  (Foto: Bornholms Museum) Litteratur Skalk 4, 2018, Vandgudinden Slattenlangpat, Flemming Kraul.

1 myte, 2 kvinder, 3 religioner Ifølge muslimsk, kristen og jødisk tradition var Abraham stamfaderen for deres folk og et forbillede for den ultimative tro. De tre religioner kaldes derfor Abrahamitiske religioner. Dette er fortællingerne om hans to hustruer Sara og Hagar. I alle tre religioner er Abraham en gammel mand, der ikke har fået en arving. Hans hustru Sara er selv gammel og kan ikke længere få børn. Sara vælger derfor at give Abraham sin slavinde, den ægyptiske Hagar, som medhustru. Hagar føder efterfølgende Abraham en søn der kaldes Ismael. Sidenhen giver Gud dog senere hen også Abraham og Sara sønnen Isak, på trods af deres meget høje alder. Isak bliver den der skal blive stamfader til det jødiske folk. Abrahams første hustru Sara bliver jaloux på Hagar og Abrahams førstefødte søn Ismael. Derfor sender Abraham Hagar og Ismael bort. Derefter hører vi ikke mere om hverken Ismael eller Hagar i Biblen. Fortællingen fortsætter med en berømt scene, hvor Gud beder Abraham, om at ofre sin søn Isak til Gud. Dette vil Abraham trosskyldigt gøre, men han stoppes af Guds engel, da dette blot er en prøve af hans tro. I Koranen har Abraham, på arabisk Ibrahim, et helt kapitel, en sura, for sig selv. Her er Hagar, Hajar, dog ikke nævnt ved navn, men anonym. I muslimsk tradition fortælles der dog videre om Hagar, at hun er en prinsesse fra Egypten og at det er Allahs plan at Hagar og Ismael, på arabisk Ismail, skal sendes bort. I ørkenen tørster Ismail og Hagar, og Hagar ønsker at skaffe vand til Ismael. Derfor fremskaffer Allah en kilde til hende, den nuværende Zam-Zam kilde. Efterfølgende finder Abraham frem til Hagar og Ismael, og sammen etablerer de flere muslimske ritualer og bygger den hellige bygning Kaba’en. Dernæst sker den berømte scene med ofringen, men det er blot med Ismael i muslimsk tradition, modsat Isak i jødedommen og kristendommen. Sara er I jødedommen matriarken, Hagar er i Islam matriarken. 1 myte, 2 kvinder, 3 religioner 🌞 Yderligere litteratur: Gads Bibelleksikon,2000,Biblenonline.dk, davidssamling.dk, Koranen Ellen Wulf, Forlaget Vandkusten, 2006.