I mange religioner er menstruerende kvinder set som farlige og magtfulde. Frygten for menstruation gør det ofte yderst tabubelagt og derfor er kvinden underlagt strenge regler og afskåret fra omverden. I flere religioner er en kvindes evne til at bløde i flere dage uden at dø, et tegn på en forbindelse med døden. Samtidig ved man at menstruation er forbundet med evnen til at få børn og dermed er kvinden også en forbindelse til livet. Dette gør kvinden særdeles farlig og magtfuld. Der eksisterer i flere religioner såkaldte menstruationshytter, hvor menstruerende kvinder skal opholde sig for ikke at være til fare for andre. Hos de nordamerikanske Ute indianere i Rocky Mountains, blev kvinderne ved deres menstruation sendt bort. De skulle bygge sig en menstruationshytte af grene omkring 400 meter fra hjemmet. Her skulle kvinden blive så længe menstruationen varede. Flere taburegler var bestemt for kvinden. Kvinden måtte ikke spise kød, da det kunne forsage at hendes mand ville få en dårlig jagt. Den ugifte kvinde måtte dog gerne få besøg af sin unge bejler i hytten, men det var forbudt at have samleje. Havde man samleje ville manden få sygdomme senere i livet og kvindens liv ville blive forkortet. At menstruerende kvinder er farlige og holdes adskilt fra dele af omverden under deres menstruation og ved blødningerne efter en fødsel, kendes i flere religioner. Det skal vi se meget mere på! Foto: Kvinde i menstruationshytte. Fine Arts American Ute kvinder og børn. Southern Ute Indian Tribe Yderligere litteratur: Gads Religionshistoriske tekster Gyldendals religionshistorie

Hun repræsenterede årstidernes skiften, kvindens cyklus og forandring gennem livet. Foråret var hendes barndom og spæde ungdom, sommeren det frugtbare moderskab og efteråret den midaldrende kvinde.   Ved vinteren var kvinden aldrende og døende, men det var ikke afslutningen. Tiden var ikke opfattet som lineær, men gentog sig selv hvert år i en cyklisk proces. Hvert forår blev Changing Woman igen en ung kvinde og hver vinter blev hun en aldrende døende kvinde. Sådan gentog Changing Womans liv og årets cyklus sig i en evig proces. Changing Woman, kvinden der ændrer sig, var en gudinde kendt fra flere indianske stammer. En af stammerne er Apache i sydvest USA. Apache udgaven a Changing Womans mytologi beskriver den første menstruation og befrugtning. Changing woman skylles op på land fra urhavet, der dækker jorden. Hun bygger en tipi og da hun ligger i den, rammer solens hendes skød og hun bløder for første gang. Solen har befrugtet hende og hun føder to sønner. Disse sønner bliver de to helte, der overvinder de kaosmagter, der hersker over jorden. Ved en ung Apache kvindes første menstruation vil hun gennemgå et fascinerende overgangsritual. Overværet af flere hundrede gæster vil den unge kvinde identificere sig med Changing Woman. Den unge kvinde danser og synger med ansigtet vendt mod solen, som en hyldest for den første befrugtning af Changing Woman. Den unge kvinde vil være smurt med ler og farvet af majs pollen. Leret for at vise ligheden med det ler, Changing Woman havde på sig, da hun skyllede op af urhavet. Majspollen som symbol på frugtbarhed, liv og den proces den første befrugtning satte i gang. Den unge pige vil i ritualet bede om at få samme skabende evner som gudinden, så hun kan fortsætte den skabelse, der i urtiden blev begyndt af Changing Woman. Rigtig god dag #fredagsgudinder Foto: Apache kvinde under ritualet. Haunted Garden Book Changing Woman, af dreammagic Apache kvinde med barn. Edward Curtis 1906 Yderligere litteratur: Gads Religionshistoriske tekster Verdens religioner, Skriftløse Folks Religioner, Jørgen Podemann Sørensen

Før Islam blev indført på den arabiske halvø dyrkede man gudinder. Al-Uzza var gudinde for fertilitet og var én af 3 store gudinder på den arabiske halvø, før Islam. Med indførslen af Islam I 600-tallet, sørgede profeten Muhammed for at fjerne dyrkelsen af de tidligere guder og gudinder. Det lykkedes til dels. Al-Uzza betyder ”den mest magtfulde” og hun repræsenterede styrke. Al-Uzzas navn indgik ofte i personnavne og hun var kendt som den mægtigste og den smukkeste. Som mange andre gudinder i Nærorienten var hun associeret med fertilitet og planeten Venus. Før profeten Muhammed indførte Islam, var den arabiske halvø dyrket af forskellige stammer. Den største stamme Quaresh dyrkede flere guder og gudinder. Særligt 3 gudinder skal nævnes Manat, Al-Lat og Al-Uzza var døtre af den arabiske Gud Allah. Allah er blot arabisk og betyder Gud. Allah og hans døtre blev dyrket sammen med mange andre guder, i Kaba’en, i selv samme bygning som Islams gud Allah, i dag dyrkes, af verdens muslimer. Da Muhammed indtog Kaba’en I 630 evt. rensede han kaba’en for afguder, ved at ødelægge deres billeder og statuer. Muhammed tog stor afstand til gudinderne og deres kult, som her i koranen surah 53 (stjernen) "Hvad mener I om al-Lat, al-Uzza og Manat? Tror I virkelig, Gud nøjes med døtre, mens I selv får sønner? Det ville da være en uretfærdig fordeling. Det er også bare nogle navne, I har givet dem. Der findes utallige engle i himlene, men de, der kalder englene kvindelige navne, tror ikke på det hinsidige! Det nytter ikke at bede dem gå i forbøn hos Gud, for ting sker kun med Guds tilladelse. Vend dig bort fra dem, der afviser påmindelsen, og som kun tænker på det jordiske liv." Afsnittet viser foragten for gudinderne, kulten og det afspejler i særdeleshed datidens kvindesyn. Ifølge forskellige kilder, havde Al-Uzza et helligsted på den arabiske halvø, nær at-Taïf. Her var 3 træer hendes helligsted og her besøgte stammerne hende og ofrede. Efter Muhammeds erobring af Mekka i 630 evt. sendte han sine folk ud på den arabiske halvø, for at fjerne al dyrkelse af andre guder og gudinder. Et af de første steder var Al-Uzzas helligsted. Ifølge kilderne viste gudinden Al-Uzza sig endda for Muhammeds udsendte, men han huggede hovedet af hende, og hun skulle aldrig vise sig igen. Navnet Uzza findes i forskellige kilder og blandt andet i jødedom og kristendom bruges navnet, som et navn på en mandlig engel. Gudinden er næsten fjernet fra historien, men hun kan findes og har haft stor betydning. Rigtig god fredag! #fredagsgudinder Litteratur : the Oxford dictionary of Islam Islam, fra beduinkult til verdensreligion, systime Koranen, Elin Wulf, Forlaget vandkunsten

Eid er en religiøs højtid i Islam. Eid betyder blot fest eller højtid og der findes to Eid fester. 1. Eid Al-fitr markerer afslutningen af fastemåneden Ramadan. Festen afholdes derfor den første dag i måneden Shawal. Det er i dag. Eid Al-fitr er en familie dag, med et festmåltid og gaver til børnene. Eid Al-Fitr kaldes også den lille Eid, i modsætning til den store Eid, Eid Al-Adha. 2. Eid Al-Adha er en fejring af Ibrahims vilje til at ofre sin søn Ismael. Ibrahim og Ismail er arabisk for jødedommens og kristendommens Abraham og Ismael. Denne myte skal vi se mere på i morgen og særligt med øje for to kvinder, med afgørende betydning for delingen mellem Islam, jødedom og kristendommen! Følg med Eid Mubarrak Maleri: Illustration fra bogen Hadikat as-Suada 16.-17. århundrede, der viser ofringen af Ibrahims søn. Davids Samling.

I de sidste blogindlæg har vi set nærmere på Paulus og hans kvindesyn, men hvad skrev han egentlig om kvinder? Var han kvindernes ven eller ej? Døm selv Her et lille udsnit: Galaterbrevet 3,28 "Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus" (Dette udsagn forekommer jo ligeværdigt for begge køn.) Første Korintherbrev 11,2-16 "Men jeg vil have, at I skal vide, at Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud. Enhver mand, der beder eller taler profetisk med noget på hovedet, bringer skam over sit hoved. Men enhver kvinde, der beder eller taler profetisk med utildækket hoved, bringer skam over sit hoved; hun kunne lige så godt have raget håret af. Ja, for hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, kan hun lige så godt lade sig klippe. Men da det nu regnes for en skam, når en kvindes hår er klippet, eller hendes hoved er raget, skal hun have hovedet tildækket. Men en mand behøver ikke at have noget på hovedet, for han er Guds billede og afglans. Men kvinden er mandens afglans. For manden kom ikke fra kvinden, men kvinden fra manden, og manden blev ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld. Derfor må kvinden af hensyn til englene have noget på hovedet som tegn på myndighed." (Her fremstår det som om, at manden er over kvinden, og der refereres til den anden skabelsesberetning, hvor Gud skaber kvinden Eva af Adam.) Første Korintherbrev 11,11-16 Dog, i Herren er kvinden intet uden manden og manden intet uden kvinden; for ligesom kvinden kom fra manden, bliver manden til ved kvinden; men alt er fra Gud. Døm selv! Sømmer det sig, at en kvinde beder til Gud med utildækket hoved? Lærer ikke naturen selv, at det er vanærende for en mand at have langt hår, mens det er ærefuldt for en kvinde at have langt hår? Hun har jo fået håret som et slør. Der er måske nogen, som har lyst til at strides om dette; men vi har ingen sådan skik, og Guds menigheder heller ikke!" (Her er der igen et kvindesyn, men det er svært at vurdere.) Første Korintherbrev 14.34-35 "Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden." (Dette udsnit er ofte benyttet som argument for at kvinder ikke kan besidde et præsteembede. Det viser også igen at kvinden er mindre værd.) Uanset kvindesyn betyder udsagnene at kvinderne faktisk har været helt grundlæggende i den tidlige kristendom. Hvorfor sige at kvinder ikke må profeterne og tale I menighederne, hvis de ikke gjorde det allerede? Find kvinderne 🔥 Yderligere litteratur: De skjulte ledere, Marianne Aagaard Skovmand, Gyldendal 2021 Bart D Erhmann, a historical approach to the Early christian writings, Oxford University Press Gads Bibelleksikon Bibelselskabet.dk Biblenonline.dk Foto: Fragment af Paulus' Første Brev til korintherne skrevet på papyrus 2. Århundrede e.Kr. Paulus, af Bernardo Daddi 1333 e.Kr.

I anledning af mors dag skal vi se på gudinden Kybele, kendt som Den Store Moder, Magna Mater. En frugtbarhedsgidinde med en særpræget og blodig kult. Til ære for Kybele holdt romerne hvert år en stor fest, hvor hendes præster piskede og kastrerede sig selv. Præsterne kaldt galli, var klædt i store hvide kjoler og var opfattet som værende imellem køn eller uden køn. De omtales i flere skrifter som hun eller som halvmænd . Disse præster var kastrederede mænd, der gik i dametøj. Galli præsterne og deres blodige ritualer havde formentlig sit forbillede i mytologien om Kybele og hendes unge elsker Attis. Der er forskellige myter om disse to, men ofte ender de med at Attis kastrerer sig selv og dør. Kybeles sorg er stor og Attis vender tilbage til livet igen. Kybele kom formentlig oprindeligt fra Frygien i Anatolien, nutidens Tyrkiet. Her blev hun dyrket i form af en sort sten, formentlig en meteorit. I foråret 204 f.v.t., under den 2. Puniske krig, hentede romerne gudinden, stenen, og hendes præster til Rom, i håb om hjælp. Straks vendte krigslykken for romerne og en igangværende hungersnød endte. Dette anså man som bevis på Kybeles virke. Længe var kulten ikke velanset, men I 191 evt. byggede romerne et tempel til Kybele, hvor hendes præstestand kunne bo. Romerne afholdt sig selv fra at blive en del af præstestanden og kastration var også direkte ulovligt for romerske borgere. Desuden var en usikker kønsidentitet ikke acceptabel. Kybeles kult blev dog statsgodkendt af kejser Claudius (41-54 fvt.) og de store fester blev offentligt tilgængelige. Dele af Kybeles kult blev en ny mysteriereligion. En Mysteriereligion er ritualer og religiøs viden, som man indvies i og som er hemmeligholdt for ikke indviede. Kybele blev udbredt i hele det romerske rige og nåede endda Hadrians Mur i England. Her har man blandt andet fundet et alter til Kybele og ikke mindst en galli præst iklædt hvid kjole. Glædelig mors dag Yderligere litteratur: Gads Religionshistoriske tekster, hellenismen, Jørgen Podemann Sørensen https://denstoredanske.lex.dk/Kybele Foto: Romersk skulptur af Kybele fra 200-tallet evt. Los Angeles County Museum of Art. Attis udfører dans for Kybele, Museo Chiaramonti, Vatikan museet. Statue af en galluspræst, 2. århundrede, Musei Capitolini Buste af Attis. 2.årh. evt. British Museum Kybele. Statue fra Bogazköy 500-tallet fvt. Museum of Anatolian Art, Ankara. Relief af en Archigallus, der ofrer til Cybele og Attis, Museo Archeologico Ostiense , Ostia Antica

Fremover vil hver fredag her på profilen byde på en ny gudinde Glæd jer til at høre om gudinder fra hele verden på tværs af tid, sted og religion. Grunden til at dagen bliver fredag, er at fredag ofte er opkaldt efter en gudinde. I Grækenland og senere Romerriget opkaldt man ugedagene efter planeterne og her blev fredag planeten Venus’ dag. Venus er i flere religioner opfattet som feminin og associeret med en gudinde. Når grækerne og romerne bevægede sig rundt i verden lavede de en direkte oversættelse af deres egen guder med de guder, som andre folk tilbad. Det samme gjorde germanerne, blandt andet vikingerne, og de tog de romerske ugedage med sig hjem og oversatte dem til de germanske guder, i en interpretatio germana. Derfor er vores ugedage i Danmark opkaldt efter de germanske guder, som vi tilbad her i Norden. Mandag er månens dag, tirsdag er Tyrs dag, Onsdag er Odins dag og Torsdag er Thors dag. Fredag, som er planeten Venus dag og gudindens dag, er Frigg eller Frejas dag. Lørdag er særpræget da det kommer af laugedag og betyder vaskedag, men med søndag vender vi tilbage til planeterne, da det er solens dag. Glæd jer til mange fredags gudinder   Yderligere læsning: https://www.religion.dk/ugens-guder-og-gudinder-hvem-er-dagene-opkaldt-efter Jeannette Varberg, Viking, Gyldendal Foto: Freja og halssmykket, J. Doyle Penrose, ca. 1913. Venus fødsel, William-Adolphe Bouguereau, 1879.

Idun eller Ydun er en gudinde hos vikingerne. Hendes navn betyder formentlig, ”den der fornyer”. Det er et passende navn til en ungdoms og frugtbarhedsgudinde, der passer de guld æbler, der holder aserne unge. Vikingerne var næsten skriftløse, så vores kilder er primært ældre og kristne. Idun nævnes sporadisk i skrifterne, men sjældent siger hun noget. I skrifterne er Idun gift med digterguden Brage. Brage er ikke særligt fremtrædende i myterne. I Lokesenna, en myte, hvor Loke ydmyger alle guderne, kalder han Idun for den mest mandgale af alle gudinderne og siger at hun har sovet med sin brors morder. Denne myte kendes dog ikke andetsteds, men kan være digterisk frihed eller en nu ukendt myte. Mest  kendt er hun  i myten om jætten Tjasse, hvor hun ikke selv er aktiv, men mere en passiv rekvisit i myten. Tjassemyten kender vi fra Snorres Edda. Snorre Sturlusson var en kristen høvding fra Island i 1200-tallet, der skrev flere myter ned. I myten får bjergjætten Tjasse, taget Idun fra Aserne, ved Lokes hjælp. Loke, der er jætte, er hos aserne, da han i tidernes morgen blandede blod med Odin. Loke er lumsk og skyld i alverdens ulykker. Uden Idun hos sig ældes guderne og de må skaffe hende tilbage igen. Aserne indser hurtigt, at det hele må være Lokes skyld og påbyder ham at skaffe hende tilbage. Dette lykkes Loke, da han iført Frejas fugleham, tryller Idun om til en nød og flyver bort med hende. Tjasse forfølger ham, men dræbes af aserne i Asgård. At frugtbarhedsgudinder tages af kaosmagter er kendt I mange mytologier på tværs af tid og sted. Det kan afspejle årstiderne, hvor gudinderne er væk i efteråret og vinteren , men kommer tilbage i foråret og sommeren med frugtbarhed. Dette kaldes vegetationsmyter. Idun omtales ikke videre, men hendes kult kan have været større. God fredag! #fredagsgudinder Læs myten om Tjasse og Idun. Drabet på Tjasse (Skáldskaparmál, kap. 2-4) Loke, Odin, Høner og ørnen i træet Han begyndte sin fortælling med dengang de tre aser Odin, Loke og Høner drog hjemmefra: »De drog over fjelde og gennem ødeskove, men havde småt med mad. Da de kom ned i en dal, så de en flok okser, og de tog en okse og begyndte at koge den. Da de mener, at den skulle være mør, kigger de i gryden — men den var ikke mør. Og da de efter en tid på ny kigger i gryden, er oksen stadig ikke mør. Så snakker de om, hvad dette kunne skyldes. Så hører de en stemme fra egetræet over dem. Den, der sad dér, sagde sig at være skyld i, at gryden ikke kom i kog. De kigger op, og dér sad en ørn — og den var ikke lille. Da sagde ørnen: »Hvis I lader mig spise mig mæt af oksen, så skal jeg få gryden i kog.« Det gik de med til. Så svæver han ned fra træet og sætter sig på gryden og begynder straks på oksens to lår og begge bovene. Så blev Loke vred, og han greb en stor træstok og slog af alle kræfter og traf ørnens krop. Ørnen lettede ved slaget og fløj til vejrs. Da var stokken fæstnet ved ørnens ryg og Lokes hænder ved den modsatte ende af stokken. Ørnen flyver så lavt, at Lokes fødder slår imod klipper og stenskred og træer, og han tror, at hans arme skal flås af skuldrene. Han råber og beder inderligt ørnen om fred, men ørnen siger, at Loke aldrig skal slippe fri, medmindre han sværger at skaffe Idun ud af Asgård med hendes æbler, og det lover Loke. Så slipper han fri og kommer tilbage til sine rejsefæller — og der er ikke for denne gang fortalt mere om deres rejse, før de kom hjem. På det aftalte tidspunkt lokker Loke Idun ud af Asgård og hen i en skov og siger, at han har fundet nogle æbler, som hun vil anse for værdifulde, og han bad hende medbringe sine æbler til sammenligning med de andre. Så kommer jætten Tjasse i skikkelse af en ørn og griber Idun og flyver bort med hende og hjem til Trymheim. Aserne blev ængstelige ved Iduns forsvinden, og de blev snart gamle og gråhårede. Så holdt aserne ting og spurgte hinanden, hvem der sidst havde set noget til Idun, og hun var sidst blevet set, da hun forlod Asgård sammen med Loke. Så blev Loke pågrebet og ført til tinget, og han blev truet med død og ulykke, så han blev skræmt og lovede at ville lede efter Idun i jætternes verden, hvis Freja ville lade ham bruge den falkeham, hun havde. Og da han får falkehammen, flyver han nordpå i jætternes verden og kommer en dag til jætten Tjasses hjem. Han selv var roet på havet, men Idun var alene hjemme. Loke forvandler hende til en nød, som han holder i sine kløer, mens han flyver så hurtigt som muligt, men da Tjasse kommer hjem og savner Idun, antager han ørneskikkelse og flyver efter Loke med susende ørnevingeslag. Da aserne så falken komme flyvende med nødden, og hvordan ørnen kom flyvende efter, gik de ud til gærdet om Asgård og førte dynger af høvlspåner med derhen. Da falken fløj ind i borgen, lod han sig falde ned ved borgmuren. Da tændte aserne ild i høvlspånerne, og ørnen kunne ikke standse efter at have forpasset falken. Ilden fængede i ørnens fjer og bremsede den i flugten. Aserne var lige i nærheden og dræbte jætten Tjasse inden for Asgårdsgærdet, og det drab er meget berømt. Overs af Jesper Lauridsen. heimskringla.no, Myten fortsætter i øvrigt med fortællingen om Tjasses datter Skade, som tidligere har været beskrevet på bloggen Litteratur: Snorres Edda, Skáldskaparmál, kap. 2-4. Overs. Jesper Lauridsen, heimskringla.no Snorres Edda, Rolf Stavnem. Foto: Idun med æblerne, Mary Evans Picture Library/Polfoto Idun og Brage, Niels Blommér, 1846. Religion.dk

I dag sætter mange danskere lys i vinduet for at markere befrielsen i 1945. Det er civilreligion. Lys i vinduet 4. Maj, arbejdernes kampdag, dronningens nytårstale, dannebrog osv. Alle disse højtider, der ikke er religiøse, men stadig højtidelige, kaldes i religionsforskningen for civilreligion. Hvordan er kvindernes rolle i Danmarks og verdens civilreligioner? Civilreligion fylder meget i vores dagligdag og i vores identitet - både individuelt og kollektivt, nationalt og internationalt. Civilreligion kan ydermere give os et interessant blik på vores forståelse af kønsroller. Ligesom med al andet religiøsitet er en ny analyse og en revurdering af myter, ritualer og traditioner i civilreligionen nødvendig. Glædelig befrielsesdag 🕯   Yderligere litteratur: Dansk civilreligion I krise og vækst. Af Margit Warburg. I: Chaos. Nr. 43, 2005, s. 89-108. Civilreligion I Danmark,: ritualer, myter og steder. Af Margit Warburg, Signe Engelbrecht Larsen, Laura Maria Schütze, 2016 Foto: Lys 4 maj, Nationalmuseet. Nyhed om befrielsen. Politikken. Kvinder på strøget i København d. 5. maj 1945. Nationalmuseet.

Mød Freud - evolution, religion og kvindesyn Freud (1856-1939), var en mand af oplysningstiden. Han så kvinder som lidende af penismisundelse og af hysteri, og religion som en måde at dulme underudviklede menneskers behov for en faderfigur. Freud stod bag psykoanalysen, en form for psykoterapi, der har haft vidtgående indflydelse på børneopdragelsen, seksualmoralen og menneskeopfattelsen op gennem 1900-tallet. Hans syn på kvinder, var præget af samtidens patriarkalske samfund. På denne tid så man menneskehedens udvikling, som gående fra primitiv og til en rationel, logisk tænkende mand. Tanken var inspireret af Charles Darwins værk ”Origín of the Species” 1859, der revolutionerende med tanker om evolution. Evolutionen viste, at dyr og mennesker havde udviklet sig over tid, og Freud mente at den hvide, kloge mand, var målet. Dette efterlod synet på alle andre folkeslag som værende på et mindre udviklet og primitivt stadie. Langt hen ad vejen så man dem som underudviklede børn. Religion var skadeligt, i og med at det fastholdt mennesket i en barnlig forestilling og et behov for en faderfigur. Freud mente dog at jødedommen og moseloven var det mest udviklede af de religiøse forestillinger. Målet i følge Freud var at indse den videnskab, som han selv repræsenterede og at følge ham som en form for Moses. Freud benyttede den antikke og ægyptiske mytologi, samt deres begreber til at beskrive psykologiske diagnoser og tilstande. I Freuds begrebsramme nævnes psyke, Ødipuskomplekset, narcissisme, hysteri, mv. Alle disse begreber er en fast del af vores sprog og begreber i dag, om end med noget ændret betydning. I dag er religionsforskningen gået væk fra at se andre folk som primitive. Kvindesynet i videnskaben bedres, men der er stadigvæk et efterslæb, og det skal der gøres noget ved! Foto: Sigmund Freud, 1929, Charles Darwin, 1860, Lex Den Store Danske Freud ”Moses og Loven” Freuddarwin: Evolutionary Thinking as a Root of Psychoanalysis, af Geoffrey Marcaggi og Fabian Guénolé Orgasme mod hysteri (vidensk) Orgasme mod hysteri (videnskab.dk)

En modergudinde, der symboliserer frugtbarheden og kærligheden findes I næsten alle polyteistiske religioner. Polyteisme er troen på flere guder, modsat troen på én Gud, monoteisme. Modergudinder kan være skrækindjagende, aggressive og krigeriske. De står for både oprettelsen af - men også truslen imod, den ordnede verden, kosmos. Disse kvindelige gudinder var den største udfordring for monoteismens indførsel. Modergudinderne er forsvundet med monoteismen, men lever videre i en anden form i Jomfru Maria. Dyrkelsen af Jomfru Maria er dog stort set væk efter reformationen. Disse repræsentanter for nogle af kvindelighedens mange facetter, er yderst interessant at tage frem i samtidens debat om kvindelighed og kvinderettigheder. Dem skal vi se mere på Glædelig mors dag!   Foto: Venus fra Willendorf 24000 til 22000 fvt. Ninhursag, 2350-2150 fvt. Mesopotamien Isis, 664-M30 fvt.,Metropolitan Museum of Art Jomfru Maria af Alonso Cano, 1645-1652 evt.   Gyldendals religionshistorie, 2020 https://www.religion.dk/kommentaren/hvor-blev-de-af-alle-gudinderne

I mange skabelsesmyter på tværs af tid og sted og religion, er skaberguden af begge køn. Den Gud, der skaber alt, er ofte både maskulin og feminin, eller noget midt i mellem. Ofte skabes verden ved, at guden avler med sig selv. Skaberguden forlænger sig således ud i verden i de nye guder, i genealogien. Dette er for eksempel tilfældet med Atum, en egyptisk skabergud, der avler med sig selv og dermed skaber andre guder. Ved masturbation avler han to guder, der igen avler to guder, osv. Atum er ophavet til de ægyptiske guder i byen Heliopolis. Tanken om et flydende køn og et tvekønnet ophav kan spores i størstedelen af verdenshistoriens religioner. Dette er et interessant aspekt at inddrage i nutidens kønsdebat. Foto: Atum, dronning Nefertaris grav QV66 (ca 1256 fvt.) Yderligere litteratur: Gads Religionshistoriske tekster Det Gamle Ægyptens Religiøse Litteratur, Jørgen Podemann Sørensen, 2013