Ved Jesu korsfæstelse langfredag, møder vi kvinderne og ser at de har været med hele tiden. I evangelierne er lang fredag beskrevet som dagen, hvor Jesus pines af Pontius Pilatus og bliver korsfæstet. Ved korset står kvinderne og ved at nærlæse skrifterne kan man se, at der i Jesu følge har været kvinder fra begyndelsen, de nævnes bare ikke. Desværre er kvinderne ofte skrevet ud, undervurderet eller glemt i den endelige kanoniserede Bibel. Der findes 4 evangelier I det ny Testamente, Markus, Matthæus, Lukas og Johannes. I det ældste af evangelierne, Markus evangeliet, nævnes kvinderne, der er i Jesus følge først ved Jesus korsfæstelse, før det hører vi ikke om dem. Kvinderne står lidt derfra, men de har fulgt Jesus helt fra Galilæa og til Jerusalem hvor han befinder sig langfredag. ” Der var også nogle kvinder, der så til på afstand, blandt dem Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille og Joses, samt Salome; de havde fulgt ham og sørget for ham, da han var i Galilæa. Og der stod mange andre kvinder, som var draget op til Jerusalem sammen med ham. ” (Markus kap 15 Vers 40) Matthæus evangeliet er det næstældste og her møder vi næsten samme fortælling. ”Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham. Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.” Matthæus kap 27 vers 55 I Lukas evangeliet det tredjeældste nævnes kvinderne dog langt tidligere på Jesus vandring. ” I den følgende tid gik han fra by til by og fra landsby til landsby, og han prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige. Sammen med ham var de tolv og nogle kvinder, der var blevet helbredt for onde ånder og sygdomme. Det var Maria med tilnavnet Magdalene, som syv dæmoner var faret ud af, og Johanna, der var gift med Kuza, en embedsmand hos Herodes, og Susanna og mange andre. De sørgede for dem af deres egne midler.” Lukas evangeliet kap 8 vers 1 Lukas nævner igen kvinderne ved korsfæstelsen: ”Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.” Lukas evangeliet kap 23 Vers 49 Johannes evangeliet er det yngste af evangelierne og han sætter igen kvinderne i følget til at være til stede ved korsfæstelsen. Her beder Jesus disciplen Johannes, som tilsyneladende også er ved korset, tage vare på hans moder Maria. ”Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: »Kvinde, dér er din søn.« Derpå sagde han til disciplen: »Dér er din mor.« Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.” Johannes evangeliet kap. 19 Vers 25 (Monds krucifiks af Rafael år 1503. Magasinetkunst) Ifølge Markus, Matthæus og Lukas er kvinderne også til stede ved gravlæggelsen og ser hvor han bliver lagt: ”Men Maria Magdalene og Maria, Joses' mor, så, hvor han blev lagt.” Markus kap 15 vers 47 ”Men da det var blevet aften, kom der en rig mand fra Arimatæa, der hed Josef, som også var blevet en discipel af Jesus. Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme, og Pilatus befalede, at det skulle udleveres. Så tog Josef Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik. Men Maria Magdalene og den anden Maria var der og sad over for graven.” Matthæus kap 27 Vers 57 Lukas beskriver det mere uddybende ”Det var forberedelsesdagen, lige før sabbatten begyndte. De kvinder, som var kommet fra Galilæa sammen med Jesus, fulgte efter og så graven, og hvordan hans legeme blev lagt dér. Og da de var vendt tilbage, tilberedte de vellugtende salver og olier; men sabbatten over holdt de sig i ro efter lovens bud.” Lukasevangeliet kapitel 23 vers 55 Kvinderne ønskede at salve Jesus, som det var skik med afdøde, men de er fromme jødiske kvinder og holder sabbatten i hævd. I Johannes evangeliet nævnes kvinderne ikke ved gravlæggelsen, men igen Påskedag. Kvinderne har altså været i Jesus følge hele tiden, men de nævnes ikke og når de gør er det mere som en sidebemærkning. Kvinderne er de sidste der står ved Jesus side og overværer hans død og som vi skal se er de afgørende ved genopstandelsen. Yderligere litteratur: Marianne Aagaard Skovmand, De skjulte ledere, Gyldendal 2021 https://www.kristendom.dk/p%C3%A5skens-personer/kvinderne-var-p%C3%A5-rette-tid-og-sted-ved-jesu-opstandelse https://www.religion.dk/undervisning/kvinder-i-kristendommen Bibelselskabet.dk

Hun var en skræmmende kvinde med slanger som hår og et blik, der forvandlede mennesker til sten. Det var hendes straf for at blive voldtaget. (Medusa som Mosaik gulv, 1-2. Årh, Docletians bade, Rom) Ifølge den romerske forfatter Ovid (43 fvt - 17evt.), var grunden til at Medusa endte som det skræmmende uhyre, at hun var blevet voldtaget af havets gud Neptun. Medusa havde været en smuk kvinde, der passede Minervas tempel. Minerva var krigsgud og jomfruelig, en romersk udgave af grækernes Athene. Havguden Neptun ville have den smukke Medusa og derfor voldtog han hende i Minervas tempel. Minerva blev rasende over krænkelsen af hendes tempel og bebrejdede derfor Medusa, ikke Neptun. (Medusa, 1644-1648, Bernini, Museo Capitolini) Minerva straffede Medusa ved at forvandlede hende til det monster, der kendes I dag i kunst og myter, men straffen endte dog ikke her. Perseus, der var gudinden Minervas yndling, skulle på Minervas ordre halshugge Medusa. Ved at narre Medusa til at kigge i et spejl blev hun til sten ved synet af sit eget spejlbillede. Dernæst huggede Perseus hovedet af Medusa og det afhuggede hoved fik Minerva. Minerva satte hovedet på sit skjold og var dermed uovervindelig, da hendes fjender blev til sten ved synet af Medusa. (Athene, Perseus og Medusa, ca. 440-430 fvt. British Museum, London) Medusa hoveder blev et symbol som folk i Rom satte på deres huse, for at affærdige onde kræfter. Igennem tiden har Medusas fortælling fascineret kunstnere og adskillige kunstneriske udgaver af Medusa findes i dag. (Perseus med Medusa, museum Vaticani) Myten har flere lag og mange forskellige tolkninger over tid er budt. Der er dog et tydeligt billede af det romerske patriarkalske samfund. Manden var i centrum og kvinden var hans ejendom. Synet på kvinden som mandens ret og synet på kvinden som skyldig i voldtægt, kan desværre stadig forekomme i vore dage. Derfor er Medusa fredagsgudinde. #fredagsgudinder Yderligere litteratur: Oversættelse: Otto Steen Due, Ovids Metamorfoser, Gyldendal 2020 Christian Gorm Tortzen, Antik Mytologi, Hans Reitzels Forlag, 2009

12 børn fik Marie Kristine Jensen og 12 gange skulle hun introduceres til kirken. Igennem forfatteren og debattøren Tith Jensens forfatterskab hører vi om moderen Maries Kristines liv. (Marie Kristine Jensen, Thit Jensen, Johannes V. Jensen, Mikdal Jensen og dyrlæge Hans Jensen. Kilde: Det kongelige Biblioteks digitale samling) I 20 år var Marie Kristine Jensen (1849-1926) enten gravid eller ammende. Hun pådrog sig mange invaliderende fysiske skader i takt med de mange graviditeter og fødsler. Ved den ene fødsel sprang hun sine trommehinder, hvilket medførte at hun blev tunghør og hun fik yderligere en rygskade og måtte bære et støttende jernkorset om livet, som beskadigede hendes hofter. Hun var krumrygget, og plaget af store smerter, hvilket hun hyppigt lod sine børn høre for, heriblandt de to berømte forfattere Thit Jensen og Johannes V. Jensen. (Johs. V. Jensen som ung student sammen med søsteren Thit Jensen. Foto fra 1893. Gyldendal.) Trods sine fysiske skavanker skulle Marie Kristine stille ved kirkedøren 6 uger efter fødslerne og introduceres på ny. Med stor vrede beskrev Thit Jensen hvordan moderen, på trods af smerter og skader, skulle vente i kirkedøren, indtil præsten fandt det passende, at hente hende ind i kirken og indvie hende igen, men det nægtede moderen til sidst. ”Forresten er hele mit Liv bygget paa, at jeg elskede min Mor saa højt, og at jeg saa hende lide saa meget – for det gjorde Kvinder dengang! Hun fik tolv Børn, og hun var Krøbling af Børnefødsler” (Citat af Thit Jensen i Dagens Nyheder fra 1956.) Thit Jensen oplevede moderens kvaler på nærmeste hold. Som 4. barn og den ældste pige i den store søskendeflok, blev Thith ekstra mor og underviser for de mange søskende. Drengene i familien blev uddannet, men pigerne skulle blive hustruer og mødre. Dette ville Thit Jensen dog ikke, men hun flyttede istedet til København og blev forfatter. (Thit Jensen. 50-års forfatterjubilæum med et hyldestdokument i middelalderstil. Foto fra 1953. Gyldendal) Thit Jensen kæmpede i sit voksenliv mange kampe for den moderne kvinde og heriblandt kæmpede hun for oplysning om prævention og den ønskede graviditet. Hun var grundlæggende imod abort, men kæmpede for at kvinder fik mulighed for at forebygge graviditeter. Thit stiftede i 1923 foreningen Frivilligt Moderskab og året efter grundlagde hun Foreningen for Sexuel Oplysning, sammen med lægen J.H. Leunbach. Her var hun varm fortaler for oplysning om prævention og kvindens frie valg og ret til egen krop. Thit Jensen blev aldrig selv mor, men kæmpede en indædt kamp for kvinder og børns rettigheder. Litteratur: https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Thit_Jensen Citat fra "Thit – en purpurklædt Skjoldmø med Pistol i Baghaanden – fylder 80." Dagens Nyheder, 1956-01-01.

Fra udelukkelse til ydmygelser og pisk. Med reformationen I 1500-tallet kom der ændringer for den barslende kvinde. Dog kun den ærbare, gifte kvinde, der fik barn indenfor ægteskabet. Den gifte kvinde var nu idealet og det var den gifte kvindes pligt at føde børn i følge Luther. Den ærbare kvinde skulle dog stadig være udelukket fra kirken i 6 uger, men blev dernæst ”indlyst” af præsten og formanet om sit moderlige ansvar. De 6 uger udenfor kirken gjorde at de barslende mødre stadig ikke kunne deltage i deres nyfødtes dåb. Nyfødte blev døbt en uge gamle og her var kvinderne stadig afskåret fra kirken. (Det kvindelige ideal, ærbar, fødedygtige og gift. Skånsk præst Søren Hansen Stenderup, hans to hustruer og mange børn fra ca. 1667. Foto: Erik Fjordhede, livninghistory.dk ) Den ugifte kvinde der havde fået barn udenfor ægteskabet blev ikke indlyst, men skulle afstraffes, afrettes og udskammes. At krænke ægteskabets hellighed var en dybt alvorlig sag og eksklusion fra kirken var skæbnesvangert for disse kvinder. (Christian III, kilde wikipedia) Christian den III gennemførte Reformationen og han ville beskytte ægteskabet og fokusere på De 10 bud. Vigtigst var buddet, ”du må ikke bedrive hor”. Straffen blev i 1537 at en utugtig mand skulle halshugges og en utugtig kvinde skulle druknes I en sæk. (Kalkmalerier, Sanderum Kirke, Fyn. Niels Svalebøg. Fyens Stiftidende) I 1617 blev offentlig skrifte og afstraffelse i stedet indført ved lov. Kvinden skulle foran hele menigheden bekende sin synd, sin utugt, og her modtage sin straf, der var et langt og ydmygende ritual, der indebar piskning. Ritualet blev afskaffet igen i 1767 da flere kvinder slog deres nyfødte ihjel for at undgå ritualet. Begik kvinden ikke selvmord var straffen for at dræbe sit eget barn dødsstraf og dermed mistede begge livet. (En utro kvinde piskes offentligt ved kag'en, som var en pæl på byens torv. (Illustration: Daniel Chodowiecki)) Introduktionen af barselskvinden fortsatte frem til 1754 hvor det blev forbudt ved lov, dog undtagen steder hvor det var skik og brug. Først i 1771 blev hjemmedåb tilladt og derfor kunne mødrene være en del af dåben. Det var dog påkrævet at der skulle foregå en såkaldt publication i kirken 6 uger efter fødslen. På den måde slog man i 1800- tallet dåb og introduktion sammen. Introduktions ritualet foregik helt frem til 1880erne på landet og frem til 1920’erne i vækkelses bevægelser. Litteratur: https://videnskab.dk/forskerzonen/kultur-samfund/brud-paa-de-ti-bud-var-kriminelt De urene kvinder eller >>det glemte ritual<<, Mette Maria Ahlefeldt-Laurvig, Academia.eu https://danmarkshistorien.dk/perioder/reformation-og-magtstat-1523-1660/kultur-og-dagligdag

Inannas nedstigning til underverden. Magt, død, kærlighed og forårets komme. Den mægtige gudinde Inanna fra Nutidens Irak, datidens Sumer, havde stor magt i himlen og på jorden, men døden og underverden kunne hun ikke overvinde. Underverden var styret af hendes søster dødsgudinden Ereshkigal. Læs om en af de ældste og mest berømte myter ”Inannas nedstigning til underverden”. ✒️ Myten begynder med at Inanna vil indtage hendes søster Ereshkigals rige. Ereshkigal er dronningen af underverden, det eneste rige Inanna ikke har indflydelse  i. (Burnley relief, Inanna eller Ereshkigal, British Museum. ) Inanna iklæder sig sine magter i form af værdier som halskæde, diadem, paryk, mm. I alt 7 smukke genstande, der symboliserer hendes storhed. Inden Inanna stiger ned beder hun sin tjener vente på hende og bede guderne om hjælp, hvis hun ikke vender tilbage. Ved nedstigningen skal Inanna igennem forskellige porte og for hver port skal hun bortkaste 1 af sine magter, sine mé. Til sidst står Inanna helt nøgen ved Ereshkigals trone. Hun er nøgen og sårbar, hun er død. Ereshkigal bliver rasende over at se sin søster og tager Inannas legeme og hænger det op på en krog, som et stykke kød. Inannas ydmygelse er total. Da der går 3 dage og Inanna ikke vender tilbage, henvender hendes tjener sig til 3 store guder, men de 2 første afslår. Til sidst hjælper guden Enki. Ud af snavset fra sine negle skaber Enki de væsner, der bliver Inannas præster og en del af Inannas kult. Disse væsener befrier Inanna, men skal finde en anden til at være hos Ereshkigal i Inannas sted. Inanna og hendes kultvæsener søger efter den der skal overtage hendes plads. De finder hendes tjenere og ser at de sørger over Inannas fravær. Inannas ægtemand Dumuzi derimod har iklædt sig Inannas rigdomme og indtaget hendes trone. Han sørger ikke, tværtimod. Inanna bliver rasende og sender Dumuzi til underverden, som den der skal indtage hendes plads hos Ereshkigal. Inannas sorg og længsel er dog stor efter Dumuzi efterfølgende, hun klager og græder. Derfor indgås en handel hvor Dumuzis søster indtager hans plads hos Ereshkigal halvdelen af året. Derfor får Inanna sin ægtemand tilbage hvert halve år og foråret kan begynde. ✒️ (Hyrdeguden Dumuzi, akkadisk cylindersegl, ca. 2300 fvt. British Museum) Det var en vegetationsmyte der forklarede årstidernes skiften. Myten understøttede også det fascinerende nytårs ritual, det hellige bryllup, hieros gamos. Hvert år ved nytår vendte Dumuzi tilbage til Inanna, der glædedes og bragte foråret og frugtbarheden igen. Myten kendes I flere versioner, både på sumerisk og en på akkadiske med de akkadiske navne Ishtar og Tamuz. Ved nytårsfesten i Sumer, Babylon og senere Assyrien, ville kongen indtage Dumuzis plads og sejle til Inannas tempel. Her ville Inannas ypperstepræstinde indtage Inannas plads og fejre Dumuzis, kongens, tilbagekomst. Foreningen blev fejret formentlig med et rituelt samleje og med en storstilet nytårs fest. Nu var Inannas glæde sikret og hun kunne bringe foråret til landet og det nye år kunne begynde. En fascinerende myte og et storslået ritual med en prægtig gudinde. (Kileskrift tavle af ”Inannas nedstigning til underverden” i den akkadiske udgave. British Museum. Asurbanipals bibliotek. 600-tallet fvt.) (Dumuzi tortureres i underverden. Akkadisk cylindersegl. British Museum.)

En vinter uden ende, krig, sult og en sol der er væk. Sådan beskrives Fimbulvinteren I nordisk mytologi, og måske er det ikke langt fra virkeligheden. Meget tyder nemlig på at myten om denne fimbulvinter kan have rod i virkelige begivenheder. Der skete en klimakatastrofe omkring år 536, hvor et vulkanudbrud udløste store mængder af aske.  Denne aske lagde sig som et tykt lag over jorden og dækkede for solen. Efterfølgende skete flere katastrofer og vinteren fortsatte uden sommer, solen var sløret og foråret kom aldrig. Temperaturen faldt markant, høsten slog fejl og store dele af kvæget døde. Hungersnød plagede folkene og man bekrigede hinanden for at få de sidste mængder mad. Halvdelen af befolkningen døde i Sverige og Norge og flere kilder fra bl.a. Kina, Italien og Irland melder om mangel på mad og en sløret sol. Året 536 er blevet kåret til verdens værste år, et anno horriblis. Vi møder fortællingen om Fimbulvinteren i Edda digtet Varfdruftnersmal fra ca. 1000 evt. og i Snorres Edda fra 1200 evt. Denne fimbulvinter er begyndelsen på verdens ende, Ragnarok. Det var heldigvis ikke verdens ende der indtraf i 536, men for menneskene der levede må det have føltes som sådan. Af samme grund kan man se flere ofringer til guderne i denne tid. Særligt kan det store guldfund Vindelevskatten være sådan en ofring. (Dele af Vindelevskatten Konserveringscenter Vejle. Jyllands Posten) Denne skat er et storslået fund af guld i form af brakteater, medaljoner og smykker. Disse er formentlig gravet ned som en ofring til guderne, med et håb om bedre tider, som da heldigvis også kom efter en årrække. Så når vinteren virker lang, så lad os glædes over at vi ikke er i år 536. God vinterdag! Læs den smukke beskrivelse af Fimbulvinteren nedenfor Uddrag af Snorre Edda 》Da indtræffer der mange og vigtige hændelser — for det første kommer den vinter, der kaldes Fimbulvinteren. Da fyger sneen fra alle retninger. Frosten er da streng og vindene skarpe. Solen gavner intet. Tre vintre går ud i ét uden somre imellem, og forud forløber andre tre vintre, hvor der er hårde kampe i hele verden. Da dræber brødre hinanden af griskhed, og ingen skåner fædre eller sønner for manddrab eller blodskam. Således siges det i Vølvens Spådom: Brødre skal mødes som banemænd, og slægten skændes af søskendebørn; hor og hårdhed hersker blandt folk. Sværdtid, spydtid, skjolde kløves. Vindtid, voldtid — før verden forgår. Så sker det, der forekommer som en betydningsfuld hændelse: Ulven sluger solen, og menneskene anser det for et stort tab. Så tager den anden ulv månen og forvolder således også stor skade. Stjernerne på himlen forsvinder. Da sker det tillige, at hele jorden og bjergene ryster, så træerne løsnes fra grunden, og bjergene ramler, mens alle lænker og bånd brister og rykkes over. Da slipper Fenrisulven fri. Så skyller havet ind over land, idet Midgårdsormen snor sig i jættevrede og søger på land. (Snorres Edda, Gylfaggining 51-53) overs. Jesper Lauridsen, Heimskringla.no Litteratur: Heimskringla.no Edda, Rolf Stavnem Nordisk Mytologi Leksikon, Finn Stefansson https://videnskab.dk/kultur-samfund/fimbulvinteren-er-ikke-en-mytes://videnskab.dk/kultur-samfund/fimbulvinteren-er-ikke-en-myte https://videnskab.dk/forskerzonen/kultur-samfund/historiens-vaerste-aar-536-vulkanudbrud-sult-og-fimbulvinter-gjorde-aar-536-til-det Morten Axboe: "Året 536" (Skalk 2001 nr. 4, s. 28-32); https://jyllands-posten.dk/indland/ECE13254782/kaempe-guldskat-fundet-efter-1500-aar-i-den-danske-muld/ Foto: Louis Moe: Ragnarok - en Billeddigtning, 1929

De kysser, krammer og er intime, og så er de er præget i guld. Sådan fremstår to skikkelser på flere af de smukke guldgubber. (Guldgubbe fra Lofoten. Ca. 700 evt. Historiska Museet.) Guldgubber kommer af gubber der er svensk og betyder gammel mand. Det betyder altså "gyldne gamle mænd." Flere af guldgubberne er dog dekoreret med 2 personer, hvoraf den ene er en kvinde. At visse skikkelser er kvinder er tolket ud fra påklædningen og måden håret er sat på. De gyldne skikkelser fra jorden, ser ofte intime ud og kysser og krammer. Det har sat forskellige teorier i gang. (Guldgubber fra Lundeborg. Nationalmuseet.) For hvad er formålet de små, papirtynde guld og sølvstykker? De mange guldgubber stammer fra germansk jernalder fra ca. 500-700 evt. De har ikke haft stor materiel værdi, men de har formentlig indgået i en kult på de steder, hvor de er fundet. De dukker op af jorden flere steder i Sverige, Norge og i Danmark, ved Lundeborg på Fyn og på Bornholm. Faktisk kommer hele 85 % af Skandinaviens guldgubber fra Sorten Muld ved Svaneke på Bornholm. Her har man fundet over 3000 stykker. (Guldgubber Sorten Muld på Bornholm. Nationalmuseet.) De har sandsynligvis været benyttet som offergaver og 'tempelpenge'. Har de skulle sikre velstand, kærlighed, frugtbarhed, lykke? Vi ved det ikke, men der er flere teorier. Det skal vi se nærmere på 🥰 Foto øverst: Guldgubbe fra Lofoten. Ca. 700 evt. Historiska Museet. Litteratur: Bornholmsmuseum.dk Danmarkshistorien.dk Natmus.dk

Tiamat var urmoderen, det første kvindelige aspekt af verden og det kaos, som kosmos skulle skabes ud af. Hun var beskrevet som en frygtindgydende drage eller et slangelignende væsen, der skulle bekæmpes, og ud af hendes krop blev hele verden bygget. Fra Babylon I nutidens Irak omkring 1800 fvt., findes en fascinerende skabelsesmyte om en guddommelig kaoskamp, der forklarede verdens skabelse. Myten var skrevet for at legitimere at Babylon, en ellers ubetydelig bystat i Mesopotamien, pludselig var den største by  og magtfaktor. Med den babylonske konge Hammurapi 1848-1806 f.v.t. havde byen fået stor succes, magt og rigdom. I Mesopotamien havde alle byer deres egen bygud, og med Babylons triumf, skulle det også forklares, hvorfor Babylons ellers ubetydelige bygud, Marduk, pludselig kunne blive den største af guderne. Myten hedder Enuma Elish, hvilket betyder ”dengang da foroven,” og er de første ord i skriftet. Myten begynder i tidernes morgen, før alt blev skabt og hvor der kun var vandet, der var delt i to. Tiamat var det kvindelige, salte hav og hendes mage, Apsû, var det maskuline, ferskvand. Tiamat blandede sit salte vand med sin mage Apsûs underjordiske og ferske vand. Ud af denne sammenblanding opstod det første gudepar. Gudeparet formerede sig og flere generationer af guder opstod løbende. For hver generation, blev de stærkere og  visere. De største af guderne var Anu og hans søn Ea, guder der tidligere havde været de største guder og som repræsenterede de tidligere største bystater. De mange nye guder i verden forstyrrede Tiamat og Apsû. Guderne larmede og Apsû blev rasende og ville udslette dem. Tiamat protesterede, da det jo var deres eget afkom. Apsû gik alligevel til angreb, men blev dræbt af Ea, der grundlagde sit hjem i Apsû, det ferske vand. Her fik Ea og hans hustru Damnkina, som vi ellers ikke hører om, sønnen Marduk, Babylons bygud. Marduk var fra fødslen mægtigere, klogere og smukkere end alle andre guder og han var alle gudernes favorit. Guderne elskede ham og gav ham alverdens gaver og flere af deres egne egenskaber. Tiamat sørgede dog over sin mages død, og hun blev stadig forstyrret af gudernes larm. Derfor besluttede hun at hun ville have hævn. Hun fandt en ny mage, en ubetydelig guddom ved navn Kingu, som hun avlede mange dæmoner med. På denne måde fik hun en hær og Kingu førte hæren an. Guderne opdagede Tiamats planer og både Anu og Ea forsøgte at tale hende fra det, men uden held. Til sidst måtte den yngste, den klogeste og den smukkeste, nemlig guden Marduk, træde frem. For som det står skrevet i myten "er en kvindes styrke stor, men ikke større end en mands." Guderne gav Marduk al kongeværdigheden og i en kaoskamp lykkes det ham, at besejre først Kingu og dernæst Tiamat. Marduk er dog ikke færdig her. Ud af Tiamats legeme byggede Marduk hele verden. Kroppen blev delt i to, den øverste blev himlen og den nederste blev jorden. Bjerge, dale skyer, var alle en del af tiamats krop. Hendes hale blev mælkevejen og hendes tårer blev til de to floder Eufrat og Tigris, der var livsnerven i Mesopotamien. Derefter byggede Marduk sit tempel i Babylon, Esagil. I Esagil byggede han boliger til alle guderne, men med ham selv som kongen. På denne måde fik byen Babylon forklaret sin nye magt i Mesopotamien og, hvorfor netop deres bygud, Mardukulle være den største. Tiamat og Marduks kamp er blot én, I en række af kaoskampe fra hele verden, der grundlægger hele verdensordenen. Gennem myterne kunne riger og konger legitimere, at netop de selv var de rette konger og at deres gud var den rigtige. Det var i Babylon at den jødiske elite blev sendt i eksil og Babylons og Mesopotamiens mytologi er en stor inspiration for det Gamle Testamente. Med Tiamat, det oprindelige kvindelige aspekt af verden, der både personificerer kaos og kosmos, ønskes alle god fredag. #fredagsgudinder Foto: Marduk placeret på urvandet Tiamat. Relief af Anzu og Ninurta, men er ofte idag benyttet som billede på Tiamat og Marduk. Tempel i Nimrud. Ca. 860 fvt. British Museum Muligvis Tiamat og Marduk. Cylindersegl, 900-750 evt. British Museum. Yderligere litteratur: Gilgamesh * Enuma Elish, Ulla og Aage Westenholtz.