top of page
kvindernesreligion

Maria Magdalena, Fra apostel til synderinde


Maria Magdalene. Jan van Scorel, 1530. Wikimedia Commons

Maria Magdalena kendes fejlagtigt i kirkehistorien og billedkunsten, som synderinde og prostitueret.

Kirkefaderen Augustin (d. 430), kaldte Maria Magdelene for ’apostlenes apostel’, men synet på hende ændrede sig siden markant.

En anden kirkefader Gregor den Store (d. 610) satte fejlagtigt et lighedstegn mellem Maria Magdalena og den synderinde, der salver Jesu fødder i Lukasevangeliet kap. 7,36-50. Denne fejl blev siden videreudviklet og hang ved Maria Magdalena.


I Det Nye Testamentes evangelier ses en helt anden Maria Magdalene.

Hun er ikke en prostitueret synder, men derimod det nødvendige led mellem den genopstandne Jesus og disciplene. Maria Magdalena står ved foden af korset og hun møder den genopstandne Jesus.

I Markus-, Matthæus- og Johannesevangeliet nævnes det at Maria Magdalena var til stede ved korsfæstelsen. Markus og Matthæus fortæller yderligere, at hun overværede Jesus' gravlæggelse sammen med ”den anden Maria”, hvilket må antages at være Maria, Jesu mor.

I alle fire evangelier er det Maria Magdalene, der opdager den tomme grav, enten alene eller sammen med andre. Ifølge Johannes og Markus evangelierne viste Jesus sig for første gang efter opstandelsen for Maria Magdalene alene.


Marias fremtrædende rolle stemmer overens med den Maria, som vi møder i Maria Evangeliet og andre apokryfe skrifter. Apokryf er græsk og betyder ’gemt’ eller ’skjult,’ og henviser til en række evangelier, der ikke kom med i den endelige Bibel.

Ensretningen og kanoniseringen af Biblen var en lang og kompliceret del af implementeringen af kristendommen som statsreligion i det patriarkalske Romerrige i slutningen af 300-tallet. Her kom Maria Evangeliet ikke med.

"Papyrus Oxyrhynchus L 3525", et fragment af den græske tekst til Mariaevangeliet. Public domain

I 1896 dukkede Maria Evangeliet op i et antikvariat i Cairo.

Evangeliet er oprindelig fra ca. 150 e.v.t., men fundet er en afskrift fra ca. 400-tallet.

Maria Evangeliet omhandler Maria Magdalena og her er det Maria, der er Jesus nærmeste discipel og hende, der efter Jesu død, sender disciplene ud for at forkynde.

Dette evangelium kom ikke med i Det Nye Testamente og den kristne bibel. Muligvis fordi det har en mere gnostisk udgave af kristendommen, eller måske fordi den fremhæver en kvinde.


I anledning af 75 året for kvindelige præster i Danmark, er denne uges fredagsgudinde ikke en gudinde, men derimod Maria Magdalena.


Litteratur

Maria Evangeliet, Marianne Aagård Skovmand, Gyldendal 2018

De Skjulte Ledere, Marianne Aagård Skovmand, Gyldendal 2022

Yderligere henvisninger via link https://linktr.ee/kvindernesre

81 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page