Der har altid Der har altid været tanker om køn, og der har altid været kvinder, der har kæmpet for flere rettigheder. Kvinder og køn hænger sammen af den grund, at kvinder, ligesom alle andre udgaver af køn, har været undertrykt, men de har ikke desto mindre været der. Igennem religionshistorien ser vi igen og igen, hvordan det er magtfulde mænd, der skriver historien. Det var dem der besad skriften, det var dem der besad de magtfulde embeder og det var dem, der vandt kampene i historien og ikke mindst kampen om historien. Alligevel er det tydeligt at se på skrifter og arkæologiske genstande, at der altid har været kvinder, der har kæmpet for bedre vilkår og altid har været mennesker, der har været transseksuelle, transkønnede, nonbinære, osv. Det er ikke en ny idé, men en del af menneskelighedens historie, som desværre ofte er blevet slettet, dæmoniseret og underlagt dogmer. Lad os genlæse kilderne med et blik for alle disse mennesker og give kvinder og alle andre køn en ny historie.   Foto: Hirja, transkønnede eller eunuker i Indien, marginal revolution Berliner Hermaphroditos, Altes Museum Berlin. 120-140 evt.

Mød denne uges fredagsgudinde, Ereshkigal, underverdens dronning i Sumer, nutidens Irak. Ereshkigal var den mest frygtede gudinde I det sumeriske pantheon, og hun er formentlig ophav til adskillige gudinder og dæmoner i Nærorienten. Ereshkigal betyder ”Store Frue under jorden”, hvilket er et passende navn til dronningen af underverdenen, de døde rige, Irkalla. Irkalla var et trøstesløs sted i lighed med det nordiske Hel og det græske Hades. Vejen til underverdenen gik gennem 7 porte, hvor dem der passerede, skulle smide deres ejendele ved hver port, sådan at de til sidst stod helt nøgne og sårbare. Ereshkigal er ofte set som søster til Gudinden Inanna, Venusstjernen og Utu, Solen og som datter af måneguden Nanna. Hun var først gift med Gugalanna, Himmeltyren, men siden med Nergal. Nergal er guden for epidemier og sygdomme. Det er uanset ægtefælle Ereshkigal, der er dronningen og hende, der styrer dødsriget. Ereshkigal og Nergal En af de mest berømte myter om Ereshkigal er om, hvordan hun fik sin ægtemand Nergal. I myten afholder guderne et middagsselskab, en Banquet, hvor Ereshkigal, i sin funktion som dronning af underverdenen, ikke kan deltage. Hun kan dog sende et sendebud og sender derfor Namtar hendes søn og vezir. Alle guderne behandler Namtar med respekt, da han repræsenterer Ereshkigal, undtagen Nergal. Ereshkigal bliver rasende og kræver at Nergal kommer til underverdenen og straffes. Herfra kendes myten i forskellige versioner. 1. I den første version rejser Nergal til underverdenen, men rådes af visdommens Gud Enki, til at blive ledsaget af 14 dæmoner. Yderligere råder Enki også Nergal til ikke, at spise eller drikke i underverdenen, og ej heller have sex med Ereshkigal. Nergal stiger efterfølgende ned og sætter for hver af de syv porte på vej til underverdenen,to af sine medbragte dæmoner. Nergal klarer at undlade at spise og drikke i underverdenen, men han fristes af Ereshkigal og de to ligger sammen i 6 dage. På 7. dagen undslipper Nergal og forlader underverdenen. Ereshkigal bliver rasende og sender sin vezir Namtar afsted igen for at hente Nergal. I mellemtiden har visdommens Gud Enki forklædt Nergal som en mindre Gud og Namtar kan ikke gennemskue det. Det kan Ereshkigal dog og hun truer de andre guder med at åbne de 7 sluser ned til underverdenen og lade de døde vandre op i verden, hvis ikke de giver hende Nergal. Derfor får Ereshkigal Nergal tilbage til underverdenen igen. 2. I den anden version er vi tilbage, hvor Nergal ikke har vist respekt for Namtar ved banquetten. Ereshkigal kræver derfor at Nergal sendes til underverdenen. I denne version fremgår det, at Ereshkigal ønsker at dræbe Nergal, når han ankommer til underverdenen. Igen stiger Nergal ned og sætter to dæmoner ved hver port. Da Nergal når frem til tronen fælder han Namtar og flår Ereshkigal ned fra tronen. Her truer Nergal Ereshkigal med sin økse, men hun bønfalder ham og lover at gifte sig med ham og dele sin magt med ham. Dog vil Nergal hvert halve år kunne tage tilbage til verdenen for så at vende tilbage til underverdenen i et halvt år. Sådan blev det uhyggelige ægtepar, gudinden for døden og guden for pest og epidemi, et ægtepar. Rigtig god fredag! Yderligere litteratur: Dalley, S. "Nergal and Ereshkigal". Myths from Mesopotamia. Oxford University Press. 2000. Leick, Gwendolyn. A Dictionary of Ancient Near Eastern Mythology. Routledge. 1998. ETCSL The Electronic Text Corpus of Sumerian Literature by the Oriental Institute of the University of Oxford Foto: Tablet af gudinde, muligvis Ereshkigal eller Inanna. 1850 fvt. Babylon. British Museum. ”Queen of the Night” Burnley relief, muligvis Ereshkigal eller Inanna, 1700 fvt. British Museum. Nergal, 1800-1600 fvt. Princeton University Art Museum

I dag fejrer mange pride, så lad os i den forbindelse hylde Sappho. Sappho (610- 570evt.) er en næsten glemt kvindelig poet, der var en af de største digtere i antikken. Sapphos digte er smukke hyldestdigte og kærlighedsdigte til kvinder. Hun levede på øen Lesbos og det er hende, der er årsag til betegnelsen lesbisk. Hun var udnævnt som 1 af de 9 største i sin samtid, hvor de andre 8 var mænd. Hun var et stort idol for mange, både kvinder og mænd. Meget af Sapphos arbejde er desværre gået tabt, særligt ved branden af det store bibliotek i Alexandria. I antikken har man dog kendt til 9 bøger og flere af de store græske værker omtaler og citerer hende. Det meste af det vi ved om hende stammer derfor fra andre. Sappho var gift med en mand og havde en datter. Hun havde en skole for unge piger, som hun underviste i sang og dans. Hun skal også have haft tre elskerinder, men da alt dette er senere informationer, er det uvist hvad der er sandt. Endnu en kvinde er næsten gået tabt i historien, men hun er heldigvis ikke glemt. Sappho var et stort talent, en stærk kvinde og en storslået repræsentant for lesbiske i hele verden. Glædelig Pride til alle! Yderligere litteratur: Sapfo, Mette Moestrup og Mette Christensen, 2021 https://alkman.glossa.dk/sappho.html https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/feministisk-frontloeber-lesbisk-idol-eller-uvurderlig-stemme-fra-en-tabt-tid-sapfo-er-en Foto: kvindelig digter, sandsynligvis Sappho, Angelica Kauffmann, Statens Museum for Kunst Papyrus med et nyopdaget Sapfo-digt, Altes Museum, Berlin Sappho, Gustav Klimt Sappho, John William Godward, 1861-1922.

Kadijha, selvstændig erhvervskvinde, verdens første muslim, Muhammeds første kone og feminist. Kadijha Bint Khuwaylid (ca. 555-619 e.Kr.) var en velanset, selvstændig forretningskvinde fra Mekka, i nutidens Saudi Arabien. Hun var enke, enlig mor og bestred sin egen store købmands og karavane virksomhed. Som 40-årig, hyrede hun den 25-årige Muhammed og friede til ham. At besidde en forretning, at foreslå ægteskab og forsørge sin ægtemand, var ellers helt uhørt og utraditionelt for kvinder, men Khadija var forgangskvinde og gjorde tingene anderledes. Da Muhammed, ifølge skrifterne, begyndte at få sine åbenbaringer, var Khadijah, den første der konverterede til Islam og blev verdens første muslim. Muhammed og Kadhijah var gift i 25 år monogamt. Muhammed fik først andre koner efter Kadijhas død. Kadhija og Muhammed fik flere børn sammen, men kun datteren Fatima, overlevede Muhammed. Fatima blev en kvinde med stor betydning for Islam. Da Kadijha døde, flyttede Muhammed til Medina, og herfra tog Islam mange nye drejninger. I islam er Khadijah kendt som 1 af 4 hellige kvinder, sammen med sin datter Fatima, Muhammeds anden kone Aisha og Jesus mor Maria. Khadijah er den dag i dag et forbillede for mange muslimske kvinder, der ønsker en mere ligeværdig form for Islam - en muslimsk feminisme. Det skal vi se meget nærmere på! Foto: Kadhijah, Promptuarii Iconum Insigniorum, Wikkicommons Yderligere litteratur: Reclaiming Khadija´s and Muhammad’s Marriage as an Islamic Paradigm: Toward a New Understanding of the Muslim Present Reconciling Islam and Feminism, Iman Hashim. I: Gender and development, Taylor & Francis, Ltd. 2021

I morgen er det fars dag, og lad os derfor hylde mænd. Det at ville ændre patriarkalske systemer er ikke at være imod mænd. Mænd er dejlige! En vigtig pointe er, at det ikke kun er kvinder og minoriteter, men alle, også mændene, der er underlagt en historiefortælling, der er fortalt af magtfulde mænd, der vil legitimere deres magt. Det er magtfulde mænd, der har skrevet til mænd, om mænd og for mænd. Men ikke alle mænd. I størstedelen af verdens religioner er samfundet bygget på en Patriarkalsk struktur. At et system er patriarkalsk, kommer af ”pater”, latin for far eller stamfar. Det vil sige at faderen er i centrum. Faderen er overhovedet både i hjemmet, familien, samfundet og i religionen. Dette system har også påvirket videnskaben og mange teorier er bygget på en patriarkalsk forudindtagelse. Alt for længe er kvinder og minoriteter blevet frataget muligheden for at have en rolle i samfundet, i historien og i religionerne. Kvinder og minoriteter er skrevet ud eller skrevet ind i en patriarkalsk struktur. Dette kan ses i arkæologien, i historien og i religionshistorien. Går vi et lag dybere ned finder vi dog minoriteterne, de rebelske kvinder, de dæmoniserede kvinder og gudinderne, der blev skrevet ud. Derfor skal vi genfinde tekster og arkæologiske fund og revurdere dem med nutidens kvindesyn og kønsforståelse. Vi skal finde de kvinder, de minoriteter og de gudinder, der er blevet slettet fra historien. Det er det Kvindernes Religionshistorie kan, skal og vil Hermed en hyldest, ikke kun til fædre, men til mænd Glædelig fars dag Foto: Treenigheden Trinita, Lucca Rossetti, Wiki commons Statue af Zeus på Olympen, Bridgeman Images Odin, Det Kongelige bibliotek Shiva som fader, Lexxopen.dk Gud som faderen, Bartholomeo, 1509 Abraham, Joszef Molnar

Mød lovene der rystede troen på at Moseloven, de 10 bud, var givet af Gud og var unikke. Vidste du at love for et samfund er kendt helt tilbage fra Ca. 2100 fvt.? De fleste kender Moseloven, de 10 bud, som ifølge det gamle testamente blev givet til Moses på Sinai bjerget. Længe så man Moseloven som unik og som givet af Gud. Moseloven har været grundlag for love i hele verden. I Mesopotamien, i nutidens Irak, har man dog fundet flere love, der dækker næsten samme love som moseloven, men er endnu ældre. Mest berømt er den lovstele, der blev fundet I 1901, kaldt Hammurapis lov. Hammurabi 1848-1806 f.Kr. og hans love stammer fra i Babylon, hvor man satte lovene op i riget på steler. Steler er stenstøtter med inskriptioner. Hammurapis love har ligesom moseloven ideen om gengældelsesprincippet. Vi kender  gengældelsesprincippet som ”øje for øje og tand for tand”. Det skabte et virvar i forskningen da man så, at moseloven ikke var unik, men måske ligefrem næsten en kopi af ældre love. Da jøderne var I eksil I 537-539 fvt., var det nemlig netop i Babylon og det er formentlig fra Babylons love, at man har dannet moseloven. Siden fandt arkæologer Ur-Nammus lovstele fra Ca. 2100 fvt. Ur-Nammus lov var 300 år ældre end Hammurapis, og yderligere kunne se omtale af en endnu ældre lov af en Uruk-Agina. Så måtte man igen indse, at moseloven blot var en af mange. Alle lovene fortæller, at de er givet af en gud til en mand og alle sætter de kvinden under manden. For at forstå nutiden må vi forstå historien Glædelig grundlovsdag   Foto: Ur-Nammu lovstele rekonstrueret, Ur-Nammu giver drikoffer til måneguden Nanna. Penn Museum Ur-Nammu Lovstele, ca 2021 fvt., Penn Museum Hammurapis lovstele, Hammurapi giver drikoffer til solguden Shamash. Louvre Museum, Paris

Hvad har pinse at gøre med høst, grædemuren, Babelstårnet, kirkens fødselsdag og tungetale? Her kommer en kort gennemgang af hvordan det hele hænger sammen. Oprindelig er pinsen en jødisk højtid kaldt Shavout. Shavout var oprindelig en høstfest, hvor man hang grønne planter op og fejrede at Gud, Jahve, havde givet en god høst. Med tiden blev højtiden Shavout ændret til, at være en fejring af pagten mellem Moses og Gud på Sinajbjerget, hvor Moses fik loven Toraen. Her lovede Gud jøderne det hellige land og jøderne lovede kun at dyrke Gud. I dag takker mange jødiske mænd Jahve ved grædemuren i Jerusalem under Shavout. Kvinder har ingen adgang. Grædemuren er det resterende af det 2. og sidste jødiske tempel i Jerusalem, som blev ødelagt 70. e.Kr. Kristendommen er en afløber af jødedommen og ligesom med påske ligger højtiderne på samme tidspunkter som de jødiske højtider. Pinse kommer af det græske ord pentekoste , der betyder halvtredsindstyvende og henviser til at det falder 50 dage efter påske. I det ny testamente døde Jesus på korset i påsken, hvor han også genopstod. Siden viste han sig flere gange for sine disciple, indtil han steg op til Gud ved Kristi himmelfartsdag. Ved Kristi himmelfart lovede Jesus sine disciple, at Helligånden ville vende tilbage. Helligånden forstås typisk som et aspekt af Gud, der er til i verden og som udgør en del af treenigheden, faderen, sønnen og Helligånden. Helligånden afbilledes typisk som en due. Ifølge biblen, I Apostlenes Gerninger kap 2, var alle Jesus disciple samlet I Jerusalem ved Shavout, da helligånden kom. " Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. " Apostlenes Gerninger kap. 2:2-4. Helligånden kom til dem og gjorde dem i stand til at tale og forstå alle sprog. Dermed mener kristne at mennesket forenes igen ved Helligånden. I det Gamle testamente straffer Gud menneskene for at bygge et tårn, der når helt op til himlen for at nå Gud, Babelstårnet . Straffen for dette overmod er, at Gud giver menneskene forskellige sprog. De forskellige sprog holder menneskeligheden adskilt, men kristne mener, at menneskene igen forenes i Helligånden. Efterfølgende prædikede disciplen Peter og meddelte, at nu var Helligånden kommet og at Jesus var den ventede Messias. Peters prædiken gjorde ifølge Apostlenes Gerninger at 3000 mennesker tilknyttede sig den kristne kirke og lod sig døbe. Derfor kalder man pinsen for kirkens fødselsdag. Dernæst rejste disciplene ud i hele verden og spredte det kristne budskab. At kunne tale med ildtunger, er det vi i dag kalder tungetale . Tungetale praktiseret stadig den dag I dag i Pinsekirker. Pinsekirken opstod i USA i 1906 og de mener, at Helligånden virker direkte igennem medlemmerne der så kan lave tungetale, helbredelser og andre mirakler. I en form for ekstase kan mennesker derfor få Helligånden ind i sig og udrette mirakler og tale tungetale. Traditioner ændrer sig og får ny betydning. Rigtig god høstfest, shawout, pinse eller ferie Yderligere litteratur: Martin Schwartz Lausten, Kirkehistorie, Forlaget Anis Bart D. Erhman, The New Testament. https://www.kristendom.dk/pinse/pinsen-er-ogs%C3%A5-en-j%C3%B8disk-fest Biblenonline Foto: Disciplene med ildtunger, fyldt af Den Hellige Ånd. Kirkemaleri fra Siena udført af Duccio di Buoninsegna omkring år 1310. Tavle fra 1735 i Norderhov middelalderkirke som viser Pinseunderet med Den hellige ånd, jomfru Maria og disiplene. Harald Ibenholt. Riksantikvaren Helligåndens nedstigning. Maleri af Titian (1488 - 1576) i kirken Santa Maria della Salute i Venedig. Renta Sedmkov - Fotolia Shavout ved grædemuren, foto: Xinhua Denmark Pinsemenighed, religion.dk

Følg et symbols rejse og forandring over tid og sted. Jødedom, kristendom og Islam, har alle, som en del af folketroen, et helligt symbol, der forestiller en hånd. Hånden er dog endnu ældre end disse 3 religioner. Symbolet kan spores tilbage til Nærorientens gudinder I oldtiden, blandt andet i Mesopotamien. Gudindens hånd blev med tiden til den hellige kvindes hånd I de 3 monoteistiske religioner. I jødedommen er det Miriams hånd, I kristendommen Marias hånd og i Islam er det Fatimas hånd. Miriam er Moses søster, Maria er Jesus mor og Fatima er Muhammeds datter med Kadijha. Alle 3 er hellige kvinder i hver sin religion. Hånden skulle virke beskyttende imod ondskab og særligt ”det onde øje.” Det onde øje er formentlig et misundeligt øje, som kan skade dets offer. Den beskyttede alle personer, der skulle til at gennemgå et skelsættende ritual i livet. Amuletterne skulle særligt beskytte gravide, fødende, spædbørn, brude og lignende. Den beskyttende hånd, der tog form af amuletter og vægmalerier, er kaldt Hamsa. Hamsa er hebraisk, på arabisk hedder den Khamsa, og begge betyder 5. De 5 fingrer får I religionerne forskellige betydninger. I Islam skal det henvise til de 5 daglige bønner eller de 5 søjler. I jødedommen skal det være de 5 Mosebøger. Flere muslimske skoler tager afstand fra Hamsa hånden og ser den som kætterske overtro. Den er dog vidt udbredt og ses mange steder på tværs af tid og sted. I dag bærer nogle en Hamsa som en fredshandling, da man ønsker at vise jødedommens og Islams fælles ophav. Et symbol, flere betydninger, samme ophav Foto: Hamsa, Marokko, 20. Årh. The Israel Museum Jerusalem. Museum for Islamic Art, 555 hamsaer udstilles. Rebecca Stadlen Amir Talisman, Morocco, ca. 1960, Museum of International Folk Art Haamsaer, museum of Islamic Art

Religioners påvirkning på jura, er omfattende. Især i USA. En stor del af argumentationen for at forbyde abort I Oklahoma, bygger på religiøse tolkninger af religiøse skrifter. Men! Religiøse skrifter og dogmer er primært skrevet af magtfulde mænd. De er ikke kun skrevet af magtfulde mænd, men til mænd, for mænd og om mænd. Det samme er størstedelen af de love, der gælder i USA. Kvinderne er biroller, der primært er defineret ud fra et patriarkalsk samfund og mandens behov. Kvinder har dog altid kæmpet imod. Ved videnskabelig analyse af religiøse skrifter og deres kontekst, kan vi finde kvinderne på tværs af tid, sted og religion. Vi kan se, hvordan kvinder har kæmpet for bedre vilkår for deres køn. Det er på tide at vi gennemgår religionshistorien igen og finder kvinderne og deres religionshistorie. Det er det Kvindernes Religionshistorie handler om Kvinder skal have deres taletid og ret til at bestemme selv. Det er på høje tid Foto: Magnus Bjerg / TV 2

I antikkens Grækenland mødtes kvinder til natlige orgier i skoven. Kvinderne kaldt mænader, drak, dansede, spillede musik og indfangede vilde dyr som de flåede og åd råt. Til sidst faldt de om på gulvet og besvimede. Kvinderne dyrkede guden Dionysos. Dionysos var vinens og ekstasens Gud i Grækenland. Dionysos stod for alt grotesk, unormalt og omvendt. Han var legemliggjort i de vilde dyr, der ikke fulgte de menneskelige normer. Ved hans fester, dionysier, var alt modsat af normalen. Man brød de gængse normer i en rus, som man mente forbandt dem med det guddommelige. Kvindernes dyrkelse af Dionysos foregik i skoven. Som ved festivaler i dag, gav skoven en vildskab, hvor de indtog vin, spillede musik og dansede i ekstase. Ekstase betyder at få en følelse af at forlade kroppen og bevidstheden. Ifølge mytologien oplevede disse kvinder, at jorden åbnede sig og flød med mælk og honning, samt at de blev forenet med Dionysos selv. Kvinderne er ofte fremstillede nøgne eller i dyreskind og med blomster i håret. De bærer ofte en stav, en thyrosstav, med løv. Alt dette viser deres forbindelse til vildskaben og Dionysos. Ifølge kilderne indfangede kvinderne vilde dyr som de åd råt. Det er dog omdiskuteret, om det er symbolsk eller faktisk skete. Tanken var at kvinderne fik del i Dionysos ved at spise ham, I form af de vilde dyr og drikke hans vin. Nutidens nadver i den kristne kirke, hvor man spiser Jesu kød, brød, og drikker hans blod, vin, kan altså findes her i en ældre og lidt vildere udgave. Da ritualerne var forbeholdt kvinder, ved vi utrolig lidt om dem. De er beskrevet af antikke forfattere, alle mænd, og formentlig med digterisk frihed. Det giver dog et kort indblik i en kult for kvinder, der bryder normerne og er modsat alt det deres samfund forventede. Vi skal meget mere på disse kvinder Nyd sommeren og festivalerne   Foto: Mænade med tiger. 490-480 f.Kr . Mænader, Andries Cornelis Lens 1700

Mit navn er Sisse Marie Kromann og jeg er religionshistoriker. Jeg giver her et indblik i hvad jeg finder om kvinder og gudinder. Mit mål er at finde de kvinder og gudinder, der er blevet skrevet ud af religiøse skrifter. Der er mange! Ved hjælp af arkæologiske fund og analyse af skrifter, kan vi finde disse kvinder og gudinder. Alt for længe har magtfulde mænd defineret kvinders rolle i historien, men vi kan finde dem. Vi kan se at de er blevet skrevet ud og slettet fra historien. Kvinderne skal frem og vi skal se på dem med et nyt kvindesyn Rigtig god sommer

Denne uges fredagsgudinde er Afrodite. Var hun et produkt af mandligt begær eller repræsenterede hun kvinderne? I antikkens Grækenland var hun gudinde for Kærlighed, kvindelig skønhed, frugtbarhed og sex. Hendes navn betyder formentlig ”den skumfødte” og hun kendes også under navnet Anadyomene, 'den af havet opstigende'. I mytologien fødte jordgudinden Gaia sønnen Uranos. Sammen avlede de titanerne. Uranos blev jaloux på titanerne og for at redde børnene fra deres far, gav Gaia sin søn Kronos et sværd. Kronos huggede Uranos lem af og kastede det i havet. Af skummet på havet, fødtes Afrodite. Hun blev ført over havet til Cypern, hvor hun steg i land. Derfor var Afrodite særligt dyrket på Cypern. Afrodite var gift med smedeguden Hefaistos. Hun havde et dynamisk seksualliv og flere affærer med både guder og unge menneskelige mænd. Hun havde flere børn. Med guden Hermes havde hun den tvekønnede Hermafroditos og med guden Ares sønnen Eros. Den græske historiker Strabon (64 f.v.t.-24 e.v.t.) fortæller om en slags hellig prostitution i dyrkelsen af Afrodite. Ifølge flere historiekere var dette et udbredt fænomen, sakral prostitution. Afrodite var forbundet med planeten Venus og ugedagen fredag, ligesom mange andre gudinder i Nærorienten. Vi kender meget lidt til Afrodite og den smule hun omtales er ofte som en gudinde mændene begærede. Der har været meget mere om denne gudinde, som vi i dag ikke kender til. Vi skal se meget mere på Afrodite, Hermafroditos, hellig prostitution, mm. Glæd jer! Tusind tak for at følge, kommentere og dele Rigtig god fredag   Litteratur: Christian Gorm Tortzen, Antik Mytologi. https://denstoredanske.lex.dk/Afrodite Foto: Afrodite og Adonis. Afrodite, Pan og Eros, ca. 100 f.v.t. Venus' fødsel, Sandro Botticelli, 1485, Afrodite statue, Praxiteles, ca 300 evt.