Ved Mikladalur på Færøerne står hun med sit skind, Kopakonan, Sælkvinden.
Ifølge færøsk folkefortælling var hun en kvinde, der ligesom andre sæler, var et menneske, der frivilligt havde valgt at miste livet til søs.
Én nat hvert år svømmede sælerne ind til land, hvor de tog deres skind af og dansede og festede i menneskekroppe.
En mand fra Mikladalur ville undersøge hvorvidt det var sandt at sælerne kunne dette og han drog ned til stranden. Han så at det var sandt og hans øjne faldt på den smukke unge kvinde, Kópakonan.
Manden dansede med hende og stjal hendes skind, sådan at hun ikke kunne tage bort.
Da de andre sæler ved solopgang svømmede ud, var kvinden tvunget til at blive ved manden da han havde hendes skind. Manden tvang hende til at tage med ham hjem og til at blive hans brud. Han låste hendes sælskind inde i et skrin og gemte nøglen bort.
Flere år gik og Sælkvinden levede sammen med manden og fik børn med ham. Manden sørgede for altid at have nøglen til hendes sælskind på sig, sådan at Sælkvinden ikke kunne forlade ham, hvilket han vidste at hun ville gøre.
En dag drog manden ud at fiske, og her opdagede han, at han havde glemt sin nøgle i huset. Han ilede hjem, men fandt at hans hustru, nøglen og sælskindet var borte. Tilbage var deres fælles børn, som hun inden hun forlod dem, havde sikret ved at låse alle knive bort og slukke ildstedet, så de ikke kunne komme til skade.
På stranden havde sælkvinden lagt sig på sit skind og hun var igen blevet til den sælkvinde hun ønskede at være. I vandet ventede en hansæl som hun elskede og som havde ventet hende med længsel.
Sælkvinden og Sælmanden fik unger og til tider svømmede Sælkvinden langs kysten til Mikladalur, for at få et glimt af sine menneskebørn, som hun havde forladt.
En dag ville mændene i Mikladalur drage ind i en klippehule og fange en flok sæler, som de vidste boede der. I drømme besøgte Sælkvinden sin forrige ægtemand og fortalte ham, at han skulle undgå at ramme den store hansæl ved indgangen til hulen og to unger, som hun forklarede udseendet på. Disse sæler var Sælkvindens ægtemand og sælbørn.
Manden fulgte ikke drømmevarslet, men han og hans følge dræbte alle de sæler, de kunne finde i hulen og Sælkvindes familie.
Ved hjemkomsten delte mændene jagtbyttet og manden fik den store hansæl, samt hale og luffer fra de to unge sæler.
Da manden om aftenen tilberedte hansælens hoved samt luffer og hale fra ungerne, lød der et brag og Sælkvinden opsøgte ham. Hun duftede og kiggede på maden og forstod at det var hendes mand og børn.
Sælkvinden svor nu som hævn, at Mikladalurs mænd skulle straffes. Nogle af mændende ville dø på havet og andre falde ned fra de stejle bjergtoppe, indtil der var nok døde mænd, til at nå hele vejen rundt om øen Kalsø.
Folkefortællingen om Kópakonan er overleveret mundtligt i flere generationer og skrevet ned i 19. Årh. Fortællingen kendes i flere versioner, med små forskelligheder.
God fredag
Foto, kilder:
En statue af Kópakonan af Hans Pauli Olsen, rejst i Mikladalur i august 2014.
Moderne kunst af Kópakonan og sælmanden, kunst hos Galerie Knud Grothe.
Færøsk frimærke med Kópakonan.
Zi-Zai Zhai, Pinterest, TripAdvisor, Visitfaroeislands,
public domain, Wikimedia Commons, Marita Gulklet 2016.
Comments