I den nordiske mytologi er Hel dronningen over dødsriget.
Hun er baggrunden for ordene "helvede" og det engelske ”hell”.
Hun er egentlig jætte, men som mange andre jætter, indgår hun i gudernes verden.
Hels ansigt er halvt som en smuk kvinde og halvt blåsort, som et forrådnet lig.
Dødsriget er goldt og livløst og her vogter Hel over alle dem, der lider strådøden.
Strådøden var når man døde af alderdom eller sygdom.
Døde man derimod ærefuldt på slagmarken, kom man til Valhalla hos Odin, eller til Freja i Folkvang.
Hel er datter af ingen ringere end den snedige jætte Loke og jættekvinden Angrboda.
Med Angrboda får Loke udover Hel, Midgårdsormen og Fenrisulven.
Alle 3 børn er en trussel mod guderne og vil spille en rolle ved Ragnarok.
Gudernes konge Odin byder Lokes 3 børn forskellige pladser i verden:
”Han kastede Hel i Niflheim og gav hende magt over ni verdener, hvori hun skulle fordele alle de folk, som blev sendt til hende — og det er dem, der dør af sygdom og alderdom.
Hun ejer dér en stor gård, og hendes
indhegning er umådelig høj, og porten er stor.
Hendes sal hedder Regnvåd, hendes fad Hunger, hendes kniv Sult, hendes træl Gangslap, hendes trælinde Gangsløv, hendes dørtærskel Uførefalden, hendes leje Sotteseng
og hendes sengeforhæng Ulykkesskær.
Hun er let genkendelig, for hun er halvt sort og halvt hudfarvet med et særligt bistert og stygt udseende”
I myten om Balders død hører vi om, hvordan guden Balder dræbes og guderne sørger.
Her er det Hel der skal forhandles med, om hvorvidt han kan gå.
End ikke gudernes konge kan bestemme over dødsgudinden.
Hel er et eksempel på en kvindelig repræsentant for kaos og dødens uforgængelighed.
Som med mange andre religiøse skrifter er de forfattet af kristne mænd og efter religionen ikke længere er fremherskende.
Her er det den islandske, kristne stormand Snurre Sturlusson i 1200 evt.
Glædelig fredag 🥰
Foto:
Hel af Johannes Gehrts.
Hel, Carl-Emil Doepler.
Johannes Carl Dohlmann
Brakteat, Nationalmuseet
Yderligere litteratur:
Snorres Edda, Rolf Stavnem.
Nordisk Mytologi Leksikon, Finn Stefansson
Citat: Gylfaggining
Comments